Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Kei Nishikori | Sport fortalt | Page 2 Kei Nishikori – Page 2 – Sport fortalt
27 Apr

Novak Djokovic jagter historisk triumf i Paris

djokovic-nadal-koc-9669984616

Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Sport fortalt ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.

French Open er den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.

For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.

For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).

Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.

Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.

Det er som sagt blot en “Djoker Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.

Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.

I en klasse for sig

Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.

Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:

  • Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
  • Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
  • Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
  • I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
  • I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
  • Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
  • Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)

Sport fortalt har i et to-delt portræt hyldet ham og fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.

Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.

For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.

Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?

Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for to uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:

“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.

Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.

Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.

En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.

Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.

Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.

Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.

En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.

Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.

Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.

Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.

Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.

Stan the Man

Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:

Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.

De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.

Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.

Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.

Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).

Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.

På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.

Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.

Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne.

Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem

Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.

Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.

Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:

I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.

At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.

Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe.

Hold også øje med: Murray, Nishikori, Tsonga, Monfils og Federer

Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.

Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.

Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.

Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.

Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.

Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.

Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.

Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.

I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.

Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år.

Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.

Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.

Denne uge spilles der ATP-250 turneringer i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. Derpå følger Madrid Masters fra på mandag og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.

26 Jan

Australian Open: Federer og Djokovic klar til drømmesemifinale

Roger Federer and Novak Djokovic

Roger Federer imponerende mod Tomas Berdych, mens Novak Djokovic gjorde, hvad der skulle til mod en flad og småskadet Kei Nishikori. Vi genser højdepunkter, ser frem mod deres drømmesemifinale samt kaster et blik på morgendagens kvartfinaler. 

Af Anders Høeg Lammers

7-6 (4), 6-2, 6-4 lød Federers sejr på over 6. seedede Tomas Berdych i dagens første kvartfinale ved Australian Open (kampstart ca. 4.45 dansk tid). Berdych brød serv først, men Federer brød straks tilbage. Federer var tæt på flere gange i tjekkens serv, men sættet skulle afgøres i en tiebreak.

Og sikke en af slagsen. Begge fandt flot spil frem. Federer tog det første minibreak med en lumsk, kort lavthoppende slice i midten af banen, mens han selv stormede frem mod nettet. Berdych anede ikke, hvad han skulle stille op med den og forsøgte at slice den forbi Federer. Umiddelbart efter sendte Federer en smuk baghåndsvinder ned af linjen efter en hårdtslående duel. Når han rammer dem, ved man, han har selvtillid.

Afgørelsen faldt da en Berdych forhånd tog netkanten og røg ud. Federer var heldig med linjerne og nettet et par gange i sættet, men generelt var det velfortjent – han var slet og ret meget bedre med i Berdychs serv end omvendt.

Andet sæt var Fed Express, som vi kender det. Federer brød serv fra start og en enkelt gang i slutningen, mens hans selv holdt med lethed sættet igennem.

Vi fik fikse små halvflugtninger ved sætninger, syngende forhænder og velplacerede server. Kampen igennem slog Federer også godt igennem på sin baghånd – han slicede af og til for variationens skyld, men generelt slog han til baghånden, også på returneringerne.

Ved tredje sæts start tog Federer gassen af pedalen, og det skal man ikke mod Berdych. Berdych fik det første brud efter et par gode baghænder ned langs linjen, men igen lykkedes det Federer at få servegennembruddet igen med det samme, da Berdych hostede en dobbeltfejl op på breakpoint.

De fulgtes til 4-4, hvorpå Federer satte tryk på. 0-40 og tre semi-matchbolde. To gode Berdych-server og en løs Federer baghånd senere, var de dog reddet. En smuk baghånd cross court gav ham en ny breakbold, og denne gang tog han den, hvorpå han servede sejren sikkert hjem.

Højdepunkter kan (og bør) ses her:

Interview med spillerne findes her og her, og kampstatistikken er her. Federer sluttede med en imponerende 48-26 i vindere-uprovokerede fejl statistik, mens Berdych var på respektable 27-27.

Udover Federers gode spil var det tjekkens førsteservsprocent, der svigtede ham en smule. Den lå på blot 54 procent, og det er ikke nok, når Federers returneringer sidder.

 

Djokovic gjorde kort proces mod halvskadet Nishikori

Jeg havde egentlig forventet mig mere af denne kamp. Dels var Djokovic i store vanskeligheder mod Gilles Simon, hvor han lavede hele 100 uprovokerede fejl over fem sæt. Dels har Nishikori set mere end skarp ud, senest da han tog Jo-Wilfried Tsonga ud i tre entydige sæt.

Djokovic var bedre end mod Simon, men stadig et pænt stykke fra det topniveau, vi efterhånden forventer af ham. Topniveauet var der til gengæld slet ikke brug for i den overlegne 6-3, 6-2, 6-4-sejren.

Som Mats Wilander sagde efterfølgende (parafraseret): “Nishikori var godt med til 2-3, 40-0 i første sæt. Så laver han tre uprovokerede fejl i træk, bliver brudt, hænger med skuldrene og er væk resten af de to første sæt”.

Og det var sådan ca. kampen. Nishikori havde hele fem breakchancer i andet sæt, men tog ikke en eneste (Djokovic tog to af sine fem).

Nishikori sluttede med hele 54 uprovokerede fejl mod blot 31 vindere. Djokovic var på mere stabilie 22-27.

I tredje sæt fik Kei behandling for en lårskade, og det hjalp tilsyneladende lidt. Han brød til 2-0, men blev brudt med det samme igen. Så brød han igen, og så brød Djokovic retur. Ved 3-3 havde han game-point, men hans forhånd blev fanget i nettet, og Djokovic brød nok engang. Ved hver god Nishikori forhånd fulgte mindst én dårlig.

Ved 5-4, 40-0 til Djokovic var det lige ved at blive spændende. Nishikori fik afværget de to første matchbolde, hvorpå en længere duel fulgte. Men så trådte Djokovic i karakter med en forrygende baghåndsvinder cross court, sin niende vinder i sættet, der vel var kampens bedste.

Højdepunkter her, interviews samme sted som ovenfor:

Next up: Federer i deres 45. indbyrdes kamp. P.t. står den helt lige med 22 sejre til hver.

Før vi ser frem mod den, ser vi dog lige hurtigt på morgendagens to kvartfinaler.

 

Raonic-Monfils og Murray-Ferrer

Milos Raonic har imponeret i denne turnering og i år i det hele taget. Han kommer mere til nettet, han returnerer bedre, og han bevæger sig bedre rundt på banen.

Og serven? Ja den er som altid suveræn. I 4. runde slog han Stan Wawrinka ud af turneringen i fem sæt i en medrivende kamp. Dermed blev han den første spiller udover Djokovic, der har besejret Stan Down Under siden 2012 (Stan har dog døjet med sygdom under turneringen).

Da Monfils samtidig blev småskadet i sin 4. runde, da han kastede sig efter en bold, må Milos siges at være favorit. Det er dog værd at bemærke, at Monfils har vundet begge tidligere opgør, ét helt tilbage i 2011 i Raonic’ gennembrudssæson og ét i Halle i 2013.

Mit bud? Raonic i fire sæt, tre hvis han er skarp.

Og så til den anden kvartfinale. Der er få spillere, der har fået mere ud af deres talent end spanske David Ferrer. Den mand taber yderst sjældent en kamp, han bør vinde, og når han gør, kan man være sikker på, han har givet alt, han havde i sig.

“Alt” er oftest nok, når det drejer sig om alle andre end the Big 4, men yderst sjældent når der er dem. Murray fører 11-1 indbyrdes på hard court mod Ferrer, og jeg har svært ved at se, det billede ændre sig til Ferrers fordel efter i morgen.

Jovist tæmmede han Isners serv forbilledligt i 4. runde, men Murray har bare set utrolig solid ud hele turneringen og kan – imodsætning til Isner – i den grad bryde Ferrers serv og hænge med ham fra baglinjen.

De har begge nogle af ATP-tourens absolut bedste returneringer, så forvent en del servegennembrud. Men forvent også, at Murray sejrer i tre, måske fire, sæt.

 

Blockbuster semifinalen: Roger Federer vs. Novak Djokovic

Torsdag mødes verdens to bedste spillere i semifinalen. Undskyld Murray, men uanset hvad ranglisten siger, så er det Federer, der er næstbedst efter Djokovic p.t. (Murray er ca. 1-15 mod Fedovic de sidste to år (1-10 mod Djokovic og 0-5 mod Federer).

Det er da også Federer, som har spillet sig langt nok frem i de store turneringer til at stille op til Djokovic-klø i de seneste tre store finaler (Wimbledon, US Open og World Tour Finals).

Er der nogen grund til at tro, det billede ændrer sig torsdag? Altså med hensyn til kløene?

Ikke for alvor. De har tidligere mødtes to gange i Australian Open, og Federer har endnu ikke vundet et sæt. Det har været tætte sæt, jovist, men alligevel. I 2008 var han svækket af kyssesyge, mens Djokovic simpelthen bare var for godt spillende i 2011, da han indledte sin dominans af de øvrige spillere og sluttede året med 6-0 mod Rafa og 4-1 mod Federer.

Derudover spilles kampen om aftenen i Melbourne. Det betyder, at bolden bevæger sig væsentligt langsommere end om dagen, hvilket gør det sværere for Federer at angribe og nemmere for Djokovic at forsvare sig.

Læg dertil at Federer har haft det overordentligt svært ved at tage det sidste skridt mod Djokovic i bedst af fem sæt de senere år, mens de stadig er relativt jævnbyrdige i bedst af tre (desto længere en kamp, desto større fordel til den seks år yngre Djokovic), at Australian Open er Djokovic’ absolut bedste slam og vel blot Federers tredje bedste samt ikke mindst, at Djokovic er verdens suveræne nummer 1, og det er efterhånden svært at finde grunde til, at det skulle gå anderledes denne gang.

Skal man være optimist på Federers vegne (og det er vi jo gerne her på Sport fortalt), er der fem-seks ting at klynge sit håb op på:

  • Djokovic’ spil har sejlet de seneste par kampe, især mod Simon, og han ligner ikke sit sædvanlige sikre selv (det er dog også set i andre turneringer, hvorpå han har hævet niveauet, når modstanderen hed Federer).
  • Federer har været on cruise control i både 4. runde mod David Goffin og i kvartfinalen mod Berdych og burde være så frisk som mulig
  • Det er en semifinale frem for en finale. Det kan tage noget af det mentale pres af Federer. Efter US Open skrev jeg om, hvordan det at Federer som 34-årig ved, at hver slam-finale kan være hans “sidste chance” formentlig lægger et ekstra pres på ham, der får ham til at lave fejl, han ellers ikke begår (spring til afsnittet “hvad gjorde forskellen“). Omvendt ved Djokovic, at han med meget stor sandsynlighed har mange finale- og trofæchancer foran sig. En semifinale kan betyde en lidt mere frigjort Federer, der tager mere end fire ud af 23 breakchancer, som tilfældet var i US Open-finalen.
  • Federer har niveauet, som han bl.a. viste i den seneste US Open-finale. Han skal “blot” holde det kampen igennem og tage sine muligheder, når de byder sig.
  • Federer har, statistisk set, spillet klart bedre end Djokovic i denne turnering. Det kan I læse nærmere om her. Problemet? Det gjorde han også ved US Open. Derudover kan det tænkes, at Djokovic “blot” har gjort det, der skulle til, mens Federer har spillet sig mere ud.
  • Og så nr. seks, som må tages med et gran salt. Vejret tyder på regn og torden. Det tyder på, at taget kommer på. I gamle dage betød det klar fordel til Federer, hvis timing og evne til at tage bolden tidligt, bliver styrket af “rene” forhold. Men Djokovic er selv blevet noget af et indendørs monster, så jeg er ærligt talt i tvivl, hvem det gavner mest.

Det er Djokovic’ sjette Australian Open-semifinale. De forrige fem har han konverteret til fem trofæer. Det er Federer’s 12 semifinale Down Under. Han har “blot” fire trofæer to show for it.

Hvis de senere års tennishistorie og deres Australian Open-historik skal tages til efterretning, er det derfor endnu en gang Djokovic, der kommer sejrrigt ud af opgøret og dermed for første gang i karrieren fører i deres indbyrdes opgør.

Vi håber, Federer gør oprør mod historien og bliver den ældste mand i en Australien Open-finale siden start/midt 70’erne.

Kampen spilles torsdag morgen kl. 9.30 og vises på Eurosport. God kamp. 

16 Nov

World Tour Finals: Har de andre en chance mod Novak Djokovic?

12272561_10153873795190832_275731123_nBliver Novak Djokovic den første til at vinde fire World Tour Finals-trofæer i streg? Ja, siger form, sund fornuft og hele 2015-sæsonen. Tøv en kende, siger Federer, Murray, Wawrinka og Nadal. 

Af Anders Høeg Lammers

Der er Novak Djokovic. Og så er der alle de andre. Sådan har det været i hele 2015, og sådan har det været til herrenes sæsonfinale, World Tour Finals, de seneste tre år i streg. Den 28-årige serber er på toppen af karrieren og i takt med, at de værste konkurrenter er falmet, er serberens egen stjerne blot steget.

Først de kolde, hårde facts:

  • Novak Djokovic har vundet 79 og tabt fem kampe i år
  • Han har vundet sine seneste 23 kampe i streg
  • Han har blot afgivet ét sæt (til Stan Wawrinka) i sine seneste seksten kampe
  • Han er vanvittige 28-4 i kampe mod top-10 spillere i år
  • Bortset fra et kvartfinalenederlag i årets første turnering til Ivo Karlovic, har Djokovic nået finalen i samtlige turneringer, han har spillet (vundet 10 og tabt 4)
  • Han er 27-1 i Grand Slam-kampe i år
  • Han har vundet seks Masters-turneringer i år, flere end nogen anden spiller før ham
  • Schweizere har spillet ham (et lille) puds: Wawrinka er den eneste, der har slået ham i slam-sammenhæng, og Federer er den eneste, der har slået ham to gange

Ser man specifikt på World Tour Finals, bliver billedet ikke meget mere opmuntrende for konkurrenterne:

  • Djokovic vandt sæsonfinalen i 2012, 2013 og 2014
  • Han har ikke tabt en kamp på O2’s underlag i London siden 2011 (i sæsonfinalen må man godt tabe kampe i gruppespillet uden at blive elimineret, ligesom i fodbold)
  • For hvert år er hans sejr blevet mere suveræn
  • I 2012 vandt han blot ét point mere end Federer i en tæt finale, i 2013 udspillede han en hjælpeløs Nadal i finalen (men havde tætte gruppekampe), og i 2014 fik han hele verdenseliten til at se håbløs ud:
    • Bortset fra Kei Nishikoris enlige sæt (i en 6-1, 3-6, 6-0 kamp), afgav han blot ni partier i de øvrige tre kampe, han spillede. Det er halvandet parti per sæt mod top-10 spillere (Federer kunne ikke spille finalen mod ham p.g.a. en rygskade, men havde formentlig også tabt).
  • I turneringens første kamp i år fortsatte han, hvor han slap: 6-1, 6-1 blev Kei Nishikori sendt hjem med.

Det er altså status. Så kan vi ikke bare slukke tv’et/computeren og skide turneringen et stykke? Dog ikke. Dertil spilles der alt for god tennis, når verdens otte bedste spillere møder hinanden på kryds og tværs otte dage i streg.

Lad os derfor tage et kig på lodtrækningen – to spillere går videre fra hver af de to grupper.

Stan Smith-gruppen: Djokovic, Federer, Berdych og Nishikori

Med al respekt for Tomas Berdych og Kei Nishikori, så får de det svært i denne dødens gruppe. Federer har vundet turneringen seks gange, Djokovic fire, og tilsammen har de vundet de seneste fem.

Det er med andre ord turneringens to bedste spillere, der skal duellere fra start. Det er ikke godt for Federer og helt slemt for Berdych og Nishikori, som har meget få chancer for at komme videre fra gruppen – ikke mindst efter klare nederlag i første kamp.

Mens Djokovic må formodes at fortsætte sin form fra efterårets triumftog i gruppekampene, er der en lille risiko for, at Federer bliver overrumplet af Nishikori, som han har tabt til to gange i fem kampe.

Og taber han til Djokovic i tirsdagens gruppekamp (hvilket er sandsynligt, men dog slet ikke definitivt), er der pludselig pres på mod Nishikori fredag – med risiko for at ryge ud af turneringen før semifinalen for første gang siden 2008.

Så galt går det dog næppe.

Tomas Berdych har fra ca. 2010-2013 ofte været en torn i øjet på Federer, hvor han bl.a. slog ham i både Wimbledon og US Open. Men de senere år har Federer genvundet overtaget, og efter en løs start, blev Berdych sat eftertrykkeligt på plads søndag med 6-4, 6-2.

Mod Djokovic har Berdych gjort det bedre end de fleste i år – han har tabt tre kampe, men taget et sæt i de første to og presset Djokovic ud i to tie-breaks i det seneste møde i Paris. Det ændrer dog ikke ved, at Djokovic fører deres indbyrdes opgør med svimlende 20-2.

Kei Nishikori er principielt gruppens bedste bud på en overraskelse. Han er yderst hæderlige 2-4 mod Djokovic, 2-3 mod Federer og 3-1 mod Berdych.

Men han har haft et skadesplaget år (han trak sig senest nede med 4-1 i andet sæt mod Richard Gasquet i sidste uge i Paris), så skidt ud mod Djokovic søndag og har tabt de seneste to mod Federer.

Formmæssigt er det derfor Berdych, der står den (minimalt) bedre chance for at skyde en af de to favoritter fra tronen.

Semifinalister: Novak Djokovic, Roger Federer. 

 

Ilie Năstase-gruppen: Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer

Den anden gruppe er på papiret mere tæt. Andy Murray, Stan Wawrinka, Rafael Nadal og David Ferrer er alle at finde her. De tre første er alle yderst gode bud på en semifinaleplacering, og selvom det er svært at se det ske, skal man aldrig udelukke Ferrer på forhånd (et 4-6, 4-6 nederlag til Andy Murray her til eftermiddag hjælper dog ikke på det).

Murray er seedet øverst, men har allerede blikket halvt rettet mod næste uges Davis Cup-finale mod Belgien i en grad, så han tidligere på sæsonen overvejede at springe London helt over. Det gjorde han heldigvis ikke, og han er gruppens svage favorit. Hvis han altså har hovedet med i foretagendet.

Murray har været med hvert år siden 2008, men har aldrig nået finalen.

Stan Wawrinka var et mulehår fra at spille sig i finalen sidste år, da han tabte i semifinalen i tredje sæts mod Federer. I sine to hidtidige optrædener har Wawrinka været i semifinalen hver gang.

Skal han nå dertil igen i år, vil en sejr i aftenens blockbuster kamp mod Rafael Nadal hjælpe en god del. Wawrinka er god på det langsomme hard court underlag, hvor han får tid til sine store sving, men som ikke er så langsomt, så han ikke kan slå igennem sine modstandere med sin enorme torsokraft.

Stan ‘the Man’ har en negativ h2h mod alle i gruppen – 6-8 mod Murray, 6-7 mod Ferrer og 3-13 mod Nadal. Men de tal snyder. Han har således vundet de seneste tre opgør mod Ferrer, tre af de seneste fire mod Nadal og de to seneste mod Murray, som han sidst mødte i 2013.

Hvis der er én person i denne gruppe, der skal gå hele vejen, er Wawrinka i min optik det bedste bud. Hverken Nadal eller Murray må formodes at have de store chancer mod Djokovic (bedre versioner har dem har før fået meget klare klø her), mens Wawrinka har spillet, der på dagen kan frustrere og toppe Djokovic.

Endelig er der Nadal. Har fører 51-15 mod de øvrige modstandere i indbyrdes opgør og har vel sagtens haft sit bedste efterår siden 2005. Men det siger ikke så meget, da Nadal traditionelt er svag i efteråret.

Ikke desto mindre er Nadal så småt begyndt at finde noget, der for alvor ligner formen efter et annus horribilis, hvor han end ikke er nået til semifinalen i en eneste slam-turnering. Senest spillede han sig i finalen i Basel, hvor han pressede Federer ud i tredje sæt i en tæt kamp, hvorpå han tabte i to tiebreaks til Wawrinka i kvartfinalen i Paris.

Han er med andre ord lige ved at være der, hvor han gerne vil være. Men om det er nok på Londons hard court, er et godt spørgsmål.

Hvad Ferrer angår, må han formodes at stå med meget små chancer for en semifinale endsige en finale-placering (Federer har aldrig tabt til ham, og Djokovic har slået ham de seneste mange gange).

Men på dagen kan han drille især Nadal, men også Wawrinka – specielt hvis han kan serve lidt bedre end i dag mod Murray, hvor 0 esser blev ledsaget af hele otte dobbeltfejl.

Semifinalister: Stan Wawrinka og Andy Murray. Nadal kan dog meget vel tage en af pladserne. Meget står og falder med aftenens kamp mellem Wawrinka og Nadal. 

Den nuværende konge mod den gamle

Der er rimelig bred enighed blandt både bookmakere og eksperter om, at Djokovic er klar favorit, mens Federer er klar førsteudfordrer. Med deres ti samlede ti sejre ved denne turnering mod de øvrige seks spilleres nul, kan det da heller ikke hverken undre eller overraske.

Men hvad er det, der gør dem så særligt suveræne her?

For Djokovic’ vedkommende kan han dårligt designe et bedre underlag. Han elsker hard court i det hele taget, men langsomt hard court i særdeleshed. Derudover er han også blevet nærmest umulig at slå indendørs, hvor han ikke har tabt en kamp siden 2012.

Djokovic, der tager bolden tidligere end de fleste af sine modstandere og derfor har brug for god timing på bolden, stortrives, når der ikke er vind og mærkelige opspring. Det samme gælder for Federer, der tager bolden endnu tidligere – ofte med halvflugtninger.

Men hvorfor er Djokovic’ så alligevel den klare favorit? For det første p.g.a. resultaterne i år: Djokovic er i sin karrieres zenit, Federer i karrierens efterår.

Dertil kommer formen: Federer er 34 år gammel, og omend han spillede fremragende tennis henover sommeren, hvor han pressede Djokovic til det yderste i US Open-finalen, har det været så som så med formen siden.

Først tabte han yderst overraskende til Albert Ramos-Vinolas i første kamp i Shanghai, derpå vandt han i Basel uden at overbevise, og senest blev han servet ud af Paris i en tæt kamp mod John Isner (6-7 (3), 6-3, 6-7 (5)).

Alt i mens har Djokovic som sagt blot tabt ét sæt siden US Open-finalen.

Men vigtigst af alt er måske underlaget. Desto langsommere det er, desto mere kvælende er Djokovic’ defensiv. O2-arenaens hard court er langsomt nok til, at det formentlig kun er Wawrinka’s grundslag, der for alvor kan slå igennem Djokovic-muren.

Skal Federer vinde, skal han derfor

  • serve rigtig godt på en bane, der ikke hjælper serveren ret meget
  • komme frem til nettet så ofte som muligt, da ingen vinder mod Djokovic fra baglinjen i øjeblikket – hvilket er nemmere sagt end gjort, når Djokovic giver så få korte bolde, som han gør
  • angribe Djokovic’ forhånd mere end baghånden. Det er forhånden, der slår vinderne, men det er også den, der er mest fejlbarlig i pressede situationer
  • bruge sin slice mod Djokovic’ baghånd – den kan nemlig give fejl
  • angribe Djokovic’ andenserv med SABR (sneak attack by Roger) og risiko

Og Djokovic? Ja han skal gøre det, han gør bedst: Spille solidt, med dybde og tyngde i grundslag, returneringer og serv, være god til at skifte retning på bolden, som han altid er, og så lade modstanderne om at lave de fejl, der nok skal komme, når Djokovic sender endnu et svært slag retur på deres baglinje.

Gør han det, står han med stor sandsynlighed med sit femte World Tour Finals-trofæ i hånden på søndag som kronen på en af tennis historiens mest suveræne sæsoner.

Ekstra:

Nedenfor er statistik på de enkelte spillere mod de andre i gruppen, inkl. 2015 resultater. Ideelt set burde man også se på det i forhold til (indendørs) hard court, da underlaget har betydning, men de resultater tager lidt for lang tid at tælle sammen:

Djokovic’-gruppe:

Novak mod resten 45-25 (8-2 i 2015, begge nederlag til Federer)
Federer mod resten 38-29 (4-4, alle nederlag til Djokovic)
Berdych mod resten 9-37 (0-5)
Nishikori mod resten 7-8 (0-1)

Murray’s gruppe:
Murray mod resten: 25-27 (3-0 i 2015)
Stan mod resten: 15-28 (2-1)
Nadal mod resten: 51-15 (2-3)
Ferrer mod resten: 19-40 (0-3)