Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Juventus | Sport fortalt Juventus – Sport fortalt
11 Feb

Kan Napoli vælte suveræne Juventus af pinden?

maurizio-sarri-gonzalo-higuain-napoli-serie-a-italy_bz1wg99i7wwg1ws3wejilud8v

Napoli spiller forrygende godt efter Benitez smuttede i sommer. Den nye cheftræner Maurizio Sarri har med droner og arbejderånd gjort Napoli til den eneste reelle udfordrer til Juventus i Italien.

Af Morten Øyen Jensen

Det er næppe mesterskabet, som bliver afgjort på lørdag, når Napoli og Juventus tørner sammen i Torino.

Men ødelægger Higuain og de øvrige napolitanere den suveræne sejrsstime, de forsvarende italienske mestre er i – 14 sejre i træk i Serie A (!) – slår Napoli et hul ned til Juventus på andenpladsen på fem point.

Og så begynder det at ligne noget for Napoli, der ikke for alvor har bejlet til Lo Scudetto, siden Diego Maradona ledte klubben til mesterskabet i 1990.

Det så ellers ikke lyst ud, da sæsonen startede.

Kritik fra Maradona
Ved sæsonstart tydede det mere på endnu et opbygningsprojekt for Napoli-holdet.

Rafa Benitez var løbet af pladsen for et tilbud, han ikke kunne modstå fra den spanske kongeklub Real Madrid. Det viste sig dog ret hurtigt, at kongeklubben godt kunne modstå Benitez. Men det er en anden historie.

Ind kom Maurizio Sarri fra provinsklubben Empoli. Gode resultater for provinsklubben, jovist, men en storklub havde han aldrig stået i spidsen for.

Selveste fodbold-og-Napoli-Gud Maradona var hurtigt ude med kritik af valget: Det var en fejl at lade Benitez gå, og Sarri var ikke den rette til jobbet.

Det lugtede ikke af mesterskab, men af opbygning. Igen.

Benitez’ aftryk
Lidt på samme måde, som da Walter Mazzarri for få år siden stod i spidsen for Napoli: Han fik opbygget et yderst spændende hold, kvalificerede sig til Champions League, og blev siden nummer to i Italien ni point efter suveræne Juventus.

Opbygningen af et stærkt hold var åbenlys, men det var ikke nok for Napoli-ledelsen, som for at få et hold, der kunne blande sig med det helt store, afsatte Mazzarri og hyrede den erfarne super-træner Benitez.

Men som bekendt lykkedes øvelsen ikke. Helt galt gik det i stedet i de sidste uger, Benitez var i klubben.

Napoli kunne i sæsonafslutningen sidste år sikre sig Champions League-kval med tredjepladsen i Serie A, men spillede uafgjort med allerede nedrykkede Parma og tabte så i sidste runde på hjemmebane til Lazio, der i stedet stjal den vigtige tredjeplads.

Oveni blev Napoli slået af, det på papiret markant dårligere hold, Dnipro fra Ukraine i Europa League-semifinalen.

Ind med provins-træneren
Og hvad gør man så? Tja, Napoli hyrede en – for de fleste – totalt ukendt provins-træner, der selv er fra en arbejderforstad til Napoli og indtil for nyligt erhvervede sig som bankmand.

Et år havde Maurizio Sarri inden haft i Serie A som træner, og kun en etårig kontrakt gav Napoli ham i hånden. Så Sarri skulle vise sit værd.

Og det har han i den grad gjort!

Sarri viste egentlig allerede sit værd i Empoli, og det er naturligvis derfor man i Napoli fik ideen til at hente ham.

Empoli var sidste år oprykkere, og alle forventede, at de ville ryge tilbage i Serie B på røv og albuer. Men sådan gik det ikke. Holdet overraskede med sit disciplinerede spil, sikrede sig endnu en sæson i Serie A og lukkede færre mål ind over hele sæsonen end Benitez’ Napoli.

Det blev bemærket i Italien, hvor mesterskabet traditionelt går til holdet med det bedste forsvar.

Eneste trussel til Juve
Og Sarris formularer virker i Napoli: Holdet har fastholdt sin mål-kadence og lynhurtige offensive spil, men har fået rettet op på forsvaret.

Derfor ligger Napoli lige nu nummer et i Serie A med to point ned til Juventus.

Da de to hold mødte hinanden tilbage i september i Napoli, løb syditalienerne med sejren. Begge hold er i dag væsentligt stærkere end i sæsonåbningen. Især Juventus har på det seneste har været usårlige, ligesom de har været det, siden Torino-klubben slog AC Milan af pinden og blev italienske mestre i 2012.

Napoli er reelt det eneste hold, der pt. kan true Juventus-maskinen i Italien.

Og hvorfor kan de så det?

Italiens næst-bedste forsvar (!)
I høj grad fordi Sarri har fået et skræmmende godt forsvar ud af nogle ellers rimelig middelmådige spillere. Elseid Hysaj (som Sarri har taget med fra Empoli), Raul Abiol, Kalidou Koulibaly og Faouzi Ghoulam er umiddelbart ikke forsvarstyper, de italienske måltyve vil ligge søvnløse over.

Men sammen med hjemvendte Pepe Reina på mål har Napoli-forsvaret lukket næst-færrest mål ind. Kun den rutinerede Juventus-bagkæde har lukket færre mål ind i årets Serie A. Det er nok den væsentligste forskel fra Napoli sidste år.

Samtidig er den napolitanske offensiv en ren gave til fodboldelskere. Det har den været siden Mazzaris lynhurtige 3-5-2-kontramaskine med ”de tre tenorer” Marek Hamsik, Ezequiel Lavezzi og Edison Cavani i offensiven.

Selvom de to sydamerikanere valgte pengene i PSG, er offensiven stadig frygtindgydende.

FC Midtjylland fik brudstykker af det at føle, da det danske mesterhold blev kørt over af et delvist reservespækket Napoli-hold i efteråret.

Higuain, Higuain, Higuain
I Gonzalo Higuain har Napoli endelig fundet byens nye Gud, nu hvor Maradona ikke længere kommer på de kanter. Higuain har i 24 ligakampe lavet 24 mål. En anden magisk argentiner, Paulo Dybala i Juventus, er to’er på topscorerlisten med 13 mål til sammenligning.

Man ved godt, Higuain er god. Og han er nok i sit livs form for tiden. Men det hører med til historien om Napolis opblomstring, at byens lille vidunderbarn Lorenzo Insigne og spanske Jose Callajon i den grad også gør livet svært for de italienske backs i Serie A.

Sarri har valgt at hive anfører Marek Hamsik længere tilbage på venstre-midtbane i sin 4-3-3-formation, og det ligner et sandt strategisk mestertræk. Det sætter ekstra bid og fart i Napoli-opbygningen, at Hamsik er trukket længere tilbage og skyder omstillingen i gang.

Napoli-Lineup

Omskolet Hamsik
Tidligere havde Hamsik en mere fri rolle bag angriberen i Benitez’ 4-2-3-1-formation, hvor han fra et mere offensivt udgangspunkt ofte trak ned for at modtage bolden med en modstander i ryggen. Nu er han på en anden måde direkte med i det opbyggende spil og formår stadig at levere den målgivende aflevering.

Sidste år lignede Hamsik en mand, der havde overstået sine bedste år eller måske trængte til at komme væk fra klubben. Nu er anføreren som genfødt, og viser, at han hører til i den allerbedste klasse.

Hermed et eksempel, hvor Hamsik severer en bold til Insigne i dybden imod Fiorentina:

Napolis lunger
Der er dog Hamsiks to væbnere på midten, der er holdets lunger. I midten foran forsvaret er det den brasiliansk-fødte italiener Jorginho. Han er 24 år nu, og for alvor ved at spille sig op.

Benitez fandt slet ikke plads til ham i sin startopstilling sidste år. Det er der lavet om på under Sarri, der ellers også har hentet sidste års store overraskelse i Serie A, Mirko Valdifiori, med fra Empoli til samme plads. Men Valdifiori er indtil videre en god backup.

Da Jorginho var yngre og spillede i Verona gik talen på, at han måske kunne være den nye Andrea Pirlo. Jorginho har en helt anden statur og har ikke Pirlos elegance eller ustyrlig gode lange afleveringer. Men han har lidt af Pirlos metronomagtige kontrol over en midtbane.

Måske minder Jorginho i virkeligheden lidt mere om Thiago Motta i PSG, men Jorginho lægger sig i hvert fald i sporet af teknisk begavede spillere lige foran forsvaret. I moderne fodbold foretrækker mange hold ellers bulldozeren her.

Til højre for ham på midten findes til gengæld Napolis bulldozer. For mange helt ukendt, men brasilianske Allan, der blev hentet fra Udinese i sommer, er en anden utrolig undervurderet spiller. Måske det tætteste man kommer på Gennaro Gattuso i dag. Samme iver og styrke, men også en smule mere begavet i det fremadrettede spil end fighteren Gattuso.

En angrebskæde med Insigne, Higuain og Callajon ved man, at der er mål i. Men at en midterkæde bestående af omskolede Hamsik, Jorginho og Allan er så balanceret og velspillende, er næsten et lille fodbold-mirakel.

Dronernes Herre
Sammensætningen, løbemønstrene og taktikken for holdet falder naturligvis tilbage på Sarri. Og han kræver, at spillerne smører ærmerne op. Der er fortællinger om, at han i en tidligere klub krævede, at hans spillere indøvede 33 forskellige standardsituationer. Deraf tilnavnet “Mister 33“. Bagkædens høje offside-linje og pres trænes desuden intensivt med hjælp fra droner, som Sarri har sat til at filme træningerne fra luften.

Hårdt arbejde viser sig sjældent på første dag. Og Napoli har da også spillet sig i form, efter en blød start på sæsonen. Sarris største problem er nu, at truppen ikke er lige så bred som Champions League-klubben Juventus’.

Sarris foretrukne startellever spiller stort set samtlige minutter, og det er en ubekendt, om de kan blive ved helt til sæsonafslutningen.

Vil hårdt arbejde være nok?
På lørdag gælder det så Max Allegris tropper på Juventus Stadium i Torino. De forsvarende italienske mestre måtte også i gang med en slags opbygning i sommer efter Andrea Pirlo, Tevez og Arturo Vidal forlod klubben.

Et kort øjeblik var det som et deja vú for Allegri, der efter at have vundet mesterskabet med AC Milan i 2011 fik taget alle stjernerne fra sig. Men Juventus er en klub, hvor man så bare henter Paolo Dybala, Mario Mandzukic og Sami Khedira – og så også lige Hernanes og Juan Cuardrado.

Den slags investeringer har Napoli ikke lavet.

Man har “kun” hentet en provinstræner, som dog viste sig at være en topklub værdig. Med sig har han hentet en ukendt back til bagkæden,  en ukendt bulldozer til midten, mens den gamle målmand er vendt hjem, anføreren er blevet omskolet, og der er vist tillid til en af Benitez’ bænkevarmere.

Det er jo egentlig ikke den store forskel fra sidste år. Og så alligevel.

“I don’t accept the idea that you need to do it by signing players. To rely on the market is to disavow hard work,” lød det fra Sarri i efteråret.

Nu får vi at se.

På papiret bør Juventus trække det længste strå. Heldigvis afgøres det ikke på papiret.

Juventus-Napoli spilles lørdag den 13. februar kl. 20.45. Kampen kan ses på Viaplay.

12 Sep

The Italian Job – Om Nicklas Bendtners skifte til Juventus

Af Morten Øyen Jensen.

Nicklas Bendtner er langt fra det topnavn af en angriber Juventus’ fans havde håbet på. I de fleste italieners øjne er ”Big Ben” blot den flabede dansker, der ikke formåede at spille sig ind på holdet i Arsenal. Han må nok også først og fremmest ses, som en lejeaftale, der skal konsolidere bredden på mesterholdet, der nu også skal kæmpe i Champions League.

Førstevalg bliver han næppe i den nærmeste fremtid, med Sebastian Giovinco, Mirko Vucinic og Alessandro Matri foran i angrebshierarkiet. Og så bør man heller ikke helt glemme Fabio Quagliarella, der trods begrænset spilletid på grund af skader, forlængede sin kontrakt i april.

Alligevel er Bendtners skifte til Juventus interessant. For selvom Juventus gik ubesejret gennem Serie A i sidste sæson, så var det trods alt på en noget målfattig baggrund: Defensiven var Europas bedste, kun 20 mål gik ind over sæsonens 38 kampe. Men holdet formåede samtidig kun at score 68 mål. Det var kun to mål mere end Napoli på femtepladsen, og seks mål mindre end AC Milan, der i øvrigt også vandt en kamp mere end Juventus.

Målmaskine søges
Og måske endnu mere sigende: Alessandro Matri blev topscorer for Juventus med kun 10 træffere over hele sæsonen. Det er næsten kun en tredjedel af Zlatan Ibrahimovic, der lavede 28 fuldtræffere i Serie A-sæsonen. Endnu værre er scoringsraten for øjeblikkets førstevalg i angrebet, Mirko Vucinic: 9 mål på 102 forsøg!

Derfor er Juventus på udkig efter den målmaskine, der vil nette mere end de obligatoriske 20 gange i sæsonen for et mesterhold. Et bud er klubbens eget opdræt Sebastian Giovinco, der er kommet tilbage efter et vellykket ophold i Parma. Han viste sig som målscorer i Parma, men den utrolig lave fodboldspiller (1,64m mod Bendtners 1,95m), ses mere som ”kreatøren” og ”oplæggeren” end den egentlige ”målmager”.

Derfor er opdrættet for Nicklas Bendtner faktisk meget enkelt: Vis du kan score mål!

Sker det, kan Bendtner til gengæld spille på et hold, der har den storhed, det ofte siges han tillægger sig selv. Han vil for første gang spille på et hold, der er favorit til mesterskabet og hvor de italienske forventninger til holdets formåen i Champions League er skyhøje.

Fiat-familiens storhold
Med Juve-præsidenten Andrea Agnellis ord:

”Det er et år, ligesom et hvilket andet for Juve, for Juventus vil altid starte ud med at ville vinde alt – det er i vores historie og i vores DNA. I Italien vil vi stræbe efter at genvinde mesterskabet og i Europa må vi tro på, at vi igen kan drømme”.

Og netop familien Agnelli har Juventus i årene. Myten om klubben vil, at holdets venstre back i 1924, Antonio Bruna, også arbejdede på bilfabrikken Fiat og gjorde store protester fordi han ikke måtte få fri fra arbejde til at træne med holdet. Til sidst nåede protesterne helt op til ”direktøren for det hele”, Fiat-grundlæggeren Giovanni Agnelli, der straks gav Bruna lov til at træne med det lokale hold. Samtidig opfordrede han sin søn Edoardo Agnelli til at engagere sig i klubben. Og det har Fiat-familien været lige siden.

Og med stort held, kan man sige. ”Den gamle dame” er blandt de mest succesrige fodboldklubber overhovedet. Det er den klub, der har vundet flest italienske mesterskaber, og som blandt andet mellem 1995 og 2003 var at finde i fire Champions League-finaler.

Den forfulgte klub
Når klubben de senere år ikke har været med i kampen om titler, skydes det da også i mindre grad ambitionerne, og i højere grad retsvæsnet.

Første hug fra retsvæsnet fik Juventus i starten af 00’erne, hvor klubben blev beskyldt for systematisk doping på succesholdet i slut 90’erne. Blandt andre Alessandro Del Piero, Zinedine Zidane og Gianluca Vialli måtte alle i vidneskranken i ”Processo Juve”. Kort efter blev det endnu værre da klubben i maj 2006 blev kædet sammen med den store match fixing skandale ”Calciopoli”: tvangsnedrykning til Serie B blev en realitet, og stjerner som Lilian Thuram, Fabio Cannavaro og Zlatan Ibrahimovic forlod klubben.

Men holdet har stædigt rejst sig igen. Den gamle Juventusspiller Antonio Conte blev gjort til cheftræner sidste sommer, og han har på rekordtid skabt et fysisk stærkt, fleksibelt hold, der til tider nærmest sprudler af vitalitet. Og da mesterskabet kom i hus i næstsidste spillerunde i forsommeren – da Juventus slog Cagliari 2-0, mens AC Milan tabte 4-2 til ærkerivalerne fra Inter – var det lidt som om, at endelig fik Juventus lidt fortjent hævn på alt og alle.

For hævntørst og genfunden stolthed har været definerende for det hold Conte har skabt.

Rygraden på holdet: målmanden Gianluigi Buffon (anfører), forsvarsspilleren Giorgio Chiellini (vice anfører) og midtbaneslideren Claudio Marchisio (2. vice anfører) var en del af holdet, der var nede at vende i Serie B. Samtidig har det ikke været vanskeligt at få øje på den hævntørst og det trods, der har drevet holdets store stjerne og kreatør, 33 årige Andrea Pirlo, til nye højder det seneste år (og som de fleste fik at se til EM) – efter han sidste sommer var blevet vejet for let af de forsvarende mestre AC Milan til at kunne beholde sin ”egen” plads i spilformationen (Pirlo blev skubbet væk fra ”hullet” foran forsvaret og ud i siden, mens Mark van Bommel overtog positionen foran forsvaret).

Trænerens ånd
Dette hævnmotiv, dets fandenivoldskhed og evne til at hive sig selv op ved hårrødderne har kendetegnet Juventus under Antonio Conte. Og mest iøjefaldende har det været i den helt utrolige kamp i Napoli, som endte 3-3, og den meget omdiskuterede kamp på San Siro mod AC Milan, der endte 1-1.

Antonio Conte var selv samme slags fandenivoldske fodboldspiller for Juventus i 1990’erne, som hans hold udstråler nu. Han var selv på anklagebænken under ”Processo Juve”. Og over sommeren har Conte fået ny næring til offerfortællingen, da han kort før sæsonstart blev idømt 10 måneders karantæne for ”kendskab til match fixing”, fra da han var træner for Sienna. En anklage han naturligvis på det kraftigste har afvist, og som derfor kun har bekræftet holdets fans i, at Juventus bliver forfulgt af de italienske sportsmyndigheder.

I praksis kommer dommen dog ikke til at spille en nævneværdig rolle. Antonio Conte er stadig cheftræner, træner holdet til daglig, sætter holdet og styrer slagets gang. Det må bare fysisk ikke foregå på sidelinjen under kampene. Det gør til gengæld nu hans tidligere assistenttræner Massimo Carrera.

Og Contes ”ånd” har heller ikke forladt holdet, selvom han ikke længere sidder på bænken under kampen. Det har været tydeligt under de første to kampe i årets Serie A, som Juventus vandt over Parma og Udinese.

Her blev det også slået fast, at holdet starter med Giovinco og Vucinic på toppen og fortsætter med 3-5-2 formationen, som det italienske landshold også lod sig inspirere af under EM-slutrunden (Juventus bagkæden, målmand og forsvarer, er foruden en af Europas vel nok bedste, også det italienske landsholds foretrukne bagkæde). Men selvom det ligner at være den foretrukne formation, så viste sidste sæson, at Juventus-holdet er enormt fleksibelt og konstant udvikler sig.

Fra 4-4-2 til 3-5-2
Sæsonen startede Conte med en ret klassisk 4-4-2, men lod hurtigt sine midtbane wings være så offensive, at der blev spekuleret i, at formationen måske snarere var 4-2-4. Når formationen blev omtalt sådan understregede det ud over fokus på de to wings også den særlige rolle de to på midten har for holdet: ”dirigenten” Pirlo og ”slideren” Marchisio.

Gennem sæsonen viste nyindkøbet, chileneren Arturo Vidal, sig som sæsonens åbenbaring, og der blev derfor gjort plads til ham i start 11’eren ved siden af Marchisio – dermed kunne Pirlo trække lidt tilbage i forhold til de andre på den centrale midtbane, og igen spille i sin foretrukne rolle i ”hullet” foran forsvaret. I første omgang blev formationen derfor til en 4-3-3 med Simone Pepe og Vicinic eller Qualiarella på fløjene i front, mens Matri eller Marco Boriello var i midten.

Men for at beholde bredden og samtidig farten over kanterne lod Conte formationen udvikle sig til 3-5-2 med ”rigtige” wings. I sidste del af sæsonen var det startformationen, men føromtalte kamp mod AC Milan viste også, at holdet er fleksibel i forhold til formationen: Da Juventus kom bagud i kampen mod AC Milan og stadig have svært ved at sætte sig på kampen, vente holdet ”tilbage” til en stærkere bagkæde med fire forsvarer.

Bendtners mulighed
Contes hold har vist, at det er et meget fleksibelt hold, der har flere strenge at spille på. Hertil er Bendtner faktisk en fin erhvervelse. For det første er det kun en ”billig” lejeaftale, og slår han ikke igennem, kan klubben lade ham være Arsenals problem til næste sommer. Er han en succes, kan han blive.

Og Nicklas Bendtner kan måske ligefrem bidrage til Contes projekt. I første omgang er han blevet sat på kur. Men filosofien på Contes hold er meget tydeligt den, at ofrer man sig for holdet – og er en angriber, som laver mål – så vil man også blive valgt. Bendtner har i sin relativt unge alder en del international erfaring, og umiddelbart kunne han let falde ind ved siden af den lille kreative Giovinco eller udgøre et par med Vucinic. Bendtner har fra Arsenal-tiden også erfaringer med andre opgaver i angrebet, ligesom han på landsholdet kan indgå i en 4-3-3’ish formation.

Hvordan Conte har tænkt sig at bruge ham, har vi stadig til gode at se. Hans hold er langt fra statisk, så Bendtners position er heller ikke givet. Med det antal kampe, Juventus får denne sæson, skal han dog nok komme i spil.

Bendtner afgør derfor selv i høj grad, hvor længe hans italienske job skal vare.