10 Sep

US Open finale: Hvad kan Kevin Anderson stille op mod Rafael Nadal?

Anderson_Nadal

Årets US Open har været én stor overraskelse. Hvad vi troede, vi vidste, holdt ikke stik. I finalen møder den etablerede stjerne Rafael Nadal Sydafrikas Kevin Anderson. Har den 2,03 meter høje Anderson en chance?

Af Anders Høeg Lammers

I need to show why I’m no. 1“, sagde Rafael Nadal efter et 6-2, 7-5 nederlag til Nick Kyrgios i Cincinnati, den sidste Masters inden US Open.

Manden havde ret. På daværende tidspunkt stod Nadal til at blive nr. 1 med det laveste antal ranglistepoint, siden det nuværende system kom i brug. Han havde en fantastisk grussæson, men røg ud i Wimbledons 4. runde til Gilles Müller, ud af Montreal Masters i 1/8-dels finalen til den 18-årige og på det tidspunkt relativt ukendte Denis Shapovalov før nederlaget til Nick Kyrgios.

Alt var ikke, som det skulle være i Rafa-land.

US Open startede heller ikke alt for imponerende for ham. Han tabte første sæt til både Taro Daniel og Leonardo Mayer i 2. og 3. runde, begge spillere uden for top-100 på ranglisten. Og mod Mayer misbrugte han hele 13 breakbolde, før han endelig fik hul på bylden og brød argentinerens serv, hvorpå sluserne åbnede.

Han var sårbar, som vi skrev i optakten, men til gengæld havde han det lodtrækningsheld, der skulle til for at spille sig ind i turneringen. Han undgik de typer, der på dagen kan slå ham af banen. Og dertil er US Open underlaget det langsomste i mange år, hvilket er en kæmpefordel for en spiller med så god en defensiv som Nadal.

Storformen har han til gengæld fundet i turneringens anden uge.

I 4. runde, kvartfinalen og semifinalen mod hhv. Dolgopolov, Rublev og del Potro har han blot afgivet 23 partier og et sæt. Det hører med, at ingen af dem leverede toppræstationer. Dolgopolov og Rublev spillede ‘hit & miss’-tennis, mens del Potros fysik på ingen måde stod distancen efter sygdom i ugens løb og to lange, udmarvende kampe mod Dominic Thiem og Federer.

Delpo vandt første sæt 6-4, hvorpå Rafa begyndte ikke kun at gå efter baghånden, men også gå ned af linjen med sin forhånd til Delpos forhåndsside. Den taktik virkede til fulde mod en Delpo, der bevægede sig, som om han var i en døs. Rafa tog ni partier i streg efter første sæt, og så var det reelt game, set and match. 

Overraskelsernes turnering

Det har været et afbudsramt US Open, som vi også skrev i optakten. Det har givet plads til spillere, vi normalt ikke forventer at se i anden uge af en grand slam. Førnævnte 18-årige Shapovalov havde en fremragende turnering og var en overgang blandt bookmakernes top-5 favoritter i turneringen, før en anden overraskelse, Pablo Carreno Busta slog ham ud i 4. runde for derpå at slå endnu en overraskelse, den blot 1.70 meter høje Diego Schwartzman, i kvartfinalen.

Andre overraskeler er del Potro, der slog Federer ud i fire tætte sæt i kvartfinalen efter ikke at have præsteret det helt store hele året, før han som nævnt løb tør for kræfter mod Nadal.

På negativsiden er der især Alexander Zverev og Grigor Dimitrov, som vi og andre så som ret seriøse titelkandidater i det nuværende felt. De røg begge ud på halen i 2. runde til hhv. Borna Coric og Andrej Rublev.

Andy Murray overraskede også negativt ved at melde fra til turneringen efter lodtrækningen for derpå at trække sig fra resten af året. Selv Nadal, der normalt ikke kommenterer den slags, fandt timingen ret mærkelig.

På positivsiden gav det os en masse overraskelser. Og hvornår har du sidst set en spiller klatre op til sin boks efter at have vundet semifinalen?

På negativsiden gav det os to vildt forskellige halvdele, fordi Federer og Nadal takket være Murrays sene afbud var endt på samme side.

Øverste halvdel havde stjerner som Nadal, Federer og del Potro i kvartfinalerne, mens den nederste halvdel måtte ‘nøjes’ med Querrey, Anderson, Busta og Schwartzmann. Det hjalp ikke, at det unge håb Alexander Zverev røg tidligt ud, mens 2014-vinderen Marin Cilic ikke var i form efter en skade.

Hvad kan Anderson stille op mod Nadal?

Jeg har desværre personligt ikke fået set meget af Andersons imponerende run denne turnering. Men han har taget et par solide skalpe undervejs. Ikke mindst hjemmebanefavoritten Sam Querrey i kvartfinalen, som var en af favoritterne i den nedre halvdel. Og i semifinalen tog han tre sæt fra Pablo Carrena Busta, som indtil da slet ikke havde afgivet sæt.

Hvad kan han stille op mod Nadal? Ikke det helt store, hvis vi kigger på deres historik.

4-0 fører Nadal, heraf 2-0 på udendørs hard court (uden at afgive sæt) og 1-0 på indendørs hard. I indendørs kampen i Paris 2015 måtte Nadal dog redde match point i 2. sæts tiebreak, før han kørte Anderson over med 6-2 i tredje.

Hvad den 2,03 meter høje Anderson skal gøre godt er at beskytte sin egen serv. Det har han gjort fremragende hidtil i turneringen, hvor de foregående seks modstandere kun har brudt ham fem gange i alt.

Eneste problem? Rafa har været ligeså god som Anderson til at holde serv og markant bedre til at bryde serv. Fra 3. runde og frem har Nadal brudt serv 42 procent af tiden, mens det kun er lykkedes en ud af fem gange for Anderson.

Serven, der ellers har drillet Nadal i årevis, er noget af det bedste, han har servet, siden han ud af det blå begyndte at serve 210+ km/t bomber ved US Open i 2010 for derpå at pakke den serv ned i skuffen igen.

Anderson har den fordel, at både hans forhånd og baghånd er ret stabile slag, der samtidig besidder den nødvendige kraft til at slå vindere gennem Nadals ellers uigennemtrængelige defensiv. Hans højde gør samtidig, at Nadals topspin forhånd hopper lige op i hans hitting zone.

Dér, hvor han til gengæld har et enormt handikap, er i mobiliteten. Få spillere har bevæget sig ligeså hurtigt rundt på en tennisbane og nået ligeså mange ‘vindere’ som Nadal. Kevin Anderson er ikke én af dem.

Og den taktik, Nadal benyttede sig af mod Delpo, hvor han først slår en række slag til baghånden for derpå at åbne op i forhåndssiden, vil formentlig også være effektiv mod Anderson, der ikke er hurtig nok til at dække hele banen på samme måde, som Rafa kan.

Skal Anderson vinde, skal følgende lykkedes for ham:

  • han skal serve helt fantastisk
  • han skal vinde de tætte partier og de tætte sæt
  • han skal vide, at han har alt at vinde og intet at tabe og frigøre sig selv for nerver
  • han skal turde gå efter vindere hele kampen og acceptere de fejl, der følger med
  • han skal m.a.o. undgå de lange dueller, han trods sin højde, af og til havner i
  • han skal formentlig færdiggøre Rafa i fire sæt

Dertil kræver det formentlig også, at Rafa ikke selv spiller sit allerbedste, hvilket nok er lidt urealistisk. Nadal har ikke vundet en hard court-turnering siden Doha i januar 2014, men han har immervæk stået i et utal af slam-finaler før, og han ved, at det ikke just er hver dag, man får mulighed for at vinde en slam uden at møde en eneste top-25 spiller i processen.

Samtidig har han set skarpere og skarpere ud igennem turneringen og har, alt andet lige, fordelen, så snart en duel er i gang. Han server godt, hans baghånd fungerer, hans forhånd ‘is creating pain’ for hans modstandere, som han ynder at sige, og han kommer frem til nettet på de rigtige tidspunkter.

Nadal står med alle kort på hånden

Hvem vinder så?

Bookmakerne giver odds 1,12 på Nadal og 6,50 på Kevin Anderson. Sidst jeg mindes at have set lignende odds i en slam-finale var Nadal-Ferrer i French Open 2013.

Ferrer vandt otte partier i den kamp.

Al erfaring siger da også, at favoritten vinder, når der pludselig står en første gangs finalist på den anden side af nettet. Det tager tid at ryste nerverne af sig, og den tid kan hurtigt koste et første sæt. Og skulle underhunden pludselig befinde sig i en vinderposition, sætter gummiarmen og nerverne måske ind igen.

Når Anderson samtidig ikke just er kendt som én, der er iskold i de største kampe (han har blot vundet tre af af 12 finaler, han har spillet på ATP-niveau), peger alt i retning af Nadal.

Men det er overraskelsernes turnering, og jeg (og alle andre, der skrev optakter til turneringen), havde hverken Anderson, Busta, Schwartzmann eller Rublev på radaren. Ligeledes regnede de færreste med, at Delpo havde nok energi i tanken til at slå Federer ud. Så måske fuldender Anderson sit fairytale run?

Næppe. Jeg bliver personligt helt ekstemt overrasket, hvis Nadal ikke står med sit 16. slam trofæ over hovedet søndag nat og dermed har vist verden, hvad han ville bevise:

Hvorfor han er verdens nr. 1.

Finalen spilles kl. 22 søndag aften dansk tid og vises på Eurosport og Eurosport player. 

14 Aug

Murray kan skrive historie, men bliver han også historisk?

Andy Murray

Andy Murray

Som den første singlespiller nogensinde har Andy Murray muligheden for at vinde to olympiske guldmedaljer. Skotten har været i finalen i samtlige Grand Slam-turneringer og vundet både US Open og Wimbledon. Alligevel kæmper han af og til fortsat med at vinde briternes og også mange tenniselskeres hjerter. Måske han endelig er på vej ud af skyggen?

Af Nicolai Lisberg

Han har vundet første sæt i sikker stil med 6-1 mod italienske Fabio Fognini. Spillet er kontrolleret og stabilt. Publikum er med ham. For nu. For allerede ved anden bold i andet sæt tipper det over til Fogninis fordel. Lidt simpel diskuteren med dommeren og straks begynder buh-råbene. En britisk journalist ved siden af mig udbryder et stille ”fucking typical”.

Jeg spørger ham, hvad han mener, og han uddyber og fortæller, at Murray aldrig bliver en publikumsfavorit. Han ejer ikke charme og karisma, og det er for robotagtigt, det han laver, lyder kritikken.

Kritikken forekommer mig umiddelbart en smule overdrevet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se pointerne bag.

For Andy Murray er ikke nogen publikumsfavorit. Så langt fra endda. Ikke en gang i Storbritannien er der fuld opbakning til en af deres bedste tennisspillere nogensinde. Heller ikke selvom han blev den første brite til endelig at vinde Wimbledon, siden legendariske Fred Perry gjorde det i 1936. For i de fleste briters øjne er Murray, der er født i Glasgow, skotte.

YouGov har fra 2011 -2016 løbende lavet undersøgelser med det simple spørgsmål: Ser du Andy Murray som skotsk eller britisk sportsudøver? Resultatet er ikke til at tage fejl af. Ved Wimbledon-sejren i 2013 var Murray mere britisk end nogensinde før ifølge briterne, mens han var mere skotsk efter diverse nederlag i Grand Slam-finaler.

Når briterne ikke ubetinget hylder den sportsudøver, som brød Wimbledon-forbandelsen efter 77 år, er det ikke kun, fordi det er ”fucking typical”, og fordi Murray mangler charme og karisma, når han går rundt og brokker sig og bander over sig selv på tennisbanen. Det har også politiske årsager.

Da Skotland i 2014 skulle stemme om deres selvstændighed, afviste Murray i første omgang at give sit besyv med. Men kort tid inden afstemningen kunne man på hans twitterprofil læse, at han erklærede sin støtte til ja-siden. Det skabte stor røre, og selvom han efterfølgende forsvarede sine synspunkter, indrømmede han dog, at han var gået for vidt, og at han i fremtiden ville holde sine politiske synspunkter for sig selv.

Den fjerde musketer

Murrays togt efter britisk gunst er dog løbende blevet mere succesfuldt. Tårerne og den smukke tale efter Wimbledon-finalenederlaget til Federer i 2012 viste publikum, hvor meget det betød for ham. Det efterfølgende OL-guld på “hjemmebane” mod selvsamme Federer halvanden måned senere samt Wimbledon-titlerne i 2013 og 2016 og ikke mindst Davis Cup-sejren i 2015 har fået briterne til at bløde en del op. Nu mangler han så bare resten af verden så at sige.

Her er vi nemlig tilbage ved den robotagtige stil, som den britiske journalist beskrev ovenfor. Murray er hverken charmerende som Djokovic, vild og voldsom som Nadal eller elegant som Federer. Og selvom han er bedst på græs, er han ikke specialist på et specifikt underlag i samme grad, som Nadal er det på grus. Murray er en all-rounder, der kan det det hele, men på nær sin dobbelte baghånd og sine returneringer måske ikke har de helt store spidskompetencer. Og all-roundere, de bliver altså sjældent de mest populære.

Skåret ind til benet er Murray måske bare uheldig med at være en del af en gylden tennisgeneration. Han var længe den fjerde musketer, der ikke fik lov til at sidde med ved højbordet, når Djokovic, Federer og Nadal fordelte Grand Slams. Udover OL-guldet i London er det også ”blot” blevet til tre slamtitler for den 29-årige Murray.

Til sammenligning har Djokovic vundet 12, Nadal har hentet 14, mens Federer topper med 17 Grand Slam-sejre. Alle tre har også ligget nummer et på verdensranglisten på skiftende tidspunkter, mens Murray aldrig har været højere placeret end nummer to.

På vej ud af skyggen

Men måske Murray snart får lov til at få sin helt egen plads ved det fine bord. I 2016 har han været i finalen ved både Australian Open, French Open og endelig Wimbledon, som han vandt.

Ved OL har han trods problemer undervejs, særligt mod Fabio Fognini og Steve Johnson, vist den kynisme, han tidligere blev beskyldt for at mangle, når det virkelig gjaldt. På pressemøderne og i mixed zone efter kampene har han udvist overskud. Murray virker til at være, for nu at bruge en fortærsket sports kliché, i balance med sig selv.

Søndag skal han forsøge at udnytte den balance til at vinde OL-finalen mod Juan Martin del Potro, der var ude i en over tre timer lang gyser mod Nadal i semifinalen. Dermed står Murray alt andet lige med de bedste kort – især fordi finalen skal afgøres i bedst af fem sæt frem for bedst af tre. Vinder Murray finalen, bliver han den første singlespiller nogensinde til at vinde to olympiske guldmedaljer. Måske den historiske præstation også gør ham historisk. Måske.

Mændenes finale ventes at gå i gang ca. kl. 21 i aften og kan følges på DR.

14 Aug

OL er drømmenes arena

Mandatory Credit: Photo by Cristiano Andujar/AGIF/REX/Shutterstock (5828415ax)
Monica Puig (PUR) plays against Angelique Kerber (GER), in Centre Court of Olympic Stadium, Womens Singles Final of Rio 2016 Olympic Games
Rio 2016 Olympic Games, Tenis, Womens Singles Final Monica Puig (PUR) x Angelique Kerber (GER), Olympic Stadium, Brazil - 13 Aug 2016

Mandatory Credit: Photo by Cristiano Andujar/AGIF/REX/Shutterstock (5828415ax) Monica Puig (PUR) plays against Angelique Kerber (GER), in Centre Court of Olympic Stadium, Womens Singles Final of Rio 2016 Olympic Games Rio 2016 Olympic Games, Tenis, Womens Singles Final Monica Puig (PUR) x Angelique Kerber (GER), Olympic Stadium, Brazil - 13 Aug 2016

Hører tennis hjemme ved OL? Mange mener nej. Men når man ser de kampe, spillerne leverer og det følelsesdrama, de går igennem, er det synspunkt svært at tage seriøst. I går aftes fik vi således to af årets allerbedste tenniskampe. Og at de begge betød alverden for spillerne var krystalklart, når man så deres iver efter at vinde og deres jubelscener, da sejren endelig kom i hus. 

Af Anders Høeg Lammers

OL er for de allerfleste atleter det største, de nogensinde kommer til at opleve i karrieren. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Atleter, der falder sammen i gråd – enten af skuffelse eller glæde. Forskellen på en 4. plads og en medalje til dit land. Forskellen på guld og sølv. Eller bare dét at nå med i en kvart-, semi- eller finale. Jublen og overraskelsen over en uventet guldmedalje – f.eks. hos Danmarks Pernille Blume i bassinet

Og så dér hvor vi for alvor mærker historiens vingesus, som når vi får den første individuelle guldmedalje nogensinde af en sort svømmer.

Lidt anderledes er det med tennis. Tennisverdenen drejer sig ikke om et højdepunkt hvert fjerde år, men derimod om fire højdepunkter hvert år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. OL passer ikke ind i kalenderen, og der er mere prestige i at vinde Wimbledon lige før eller US Open lige efter. Så har tennis overhovedet brug for at være med i OL? Fra 1928 og helt frem til OL i Seoul i 1988 var tennis ikke på programmet.

Og nogle vil mene, at det heller ikke burde være det i dag. Er man lidt puritansk anlagt, kunne man have den holdning, at OL primært bør være for “amatørerne”, hvorfor de mest kommercielle og eksponerede sportsgrene som tennis, fodbold, basket og golf principielt ikke hører hjemme.

Derudover er der spillerne. Ti spillere blandt herrernes top-20 er slet ikke til stede i Rio. En del p.g.a. skader, men også en del fordi det bare ikke lige passede ind. OL giver – i modsætning til alle andre turneringer, som tennisspillere deltager i – hverken ranglistepoint eller pengepræmier. Du spiller for dit land, du spiller for æren.

Juan Martin del Potros uimodståelige forhånd

Hvor meget den slags til gengæld stadig betyder – trods fire meget betydningsfulde slam-turneringer hvert eneste år – har vi set eksempler på hele ugen. Som da Juan Martin del Potro, typisk blot kaldet Delpo, overraskede alt og alle og slog verdensetteren Novak Djokovic ud i første runde med cifrene 7-6 (4), 7-6 (2) ved hjælp af sin tordnende forhånd.

Kampen efterlod begge mænd i en tårevædet omfavnelse – Delpo af glæde, Djokovic, en mand, der har vundet alt de senere år, i skuffelse over ikke at tage metal med hjem til Serbien i denne ombæring.

Vi så det igen lørdag aften. Delpo er turneringens helt store cinderella-historie hos mændene. Den 1,98 meter høje ‘gentle giant’ fra Tandil i Argentina har haft nogle svære år. Blot fire kampe blev det til i 2014, blot 10 i 2015 og blot 21 i år inden OL.

Tre håndledsoperationer har han fået lavet, og baghånden er stadig blot en dårlig efterligning af det, den var engang, omend den nu omsider har fået en vis stabilitet igen (hvis du vil kende hele Delpos baghistorie, kan du med fordel læse Sport fortalts portrætartikel fra tidligere på året).

Men modet er der. Den mentale styrke er der. Serven er der. Slicen er blevet markant bedre. Og monsterforhånden er ligeså stor og vild og voldsom, som den altid har været.

De elementer var nok til at tage del Potro, der lige nu ligger helt nede som nr. 141 på verdensranglisten, hele vejen til finalen via en 5-7, 6-4, 7-6 (5) sejr over selveste Rafael Nadal i den over tre timer lange semifinale.

Afslutningen var alt andet end nem. Delpos offensiv havde sikret ham et break og en mulighed for at serve sejren hjem ved 5-4 i tredje sæt. Men først lavede han selv et par fejl derpå flugtede Nadal stærkt ved nettet, og da Nadal efterfølgende lavede sin karakteristiske løbende forhånd og drejede den ind fra en næsten umulig position, var det pludselig 5-5.

Delpo lod sig dog ikke slå ud. I næste parti kom han på 0-40, men lige lidt hjalp det. Et par lange forhænder fra Delpo og en serv ind på kroppen fra Rafa bragte balance i regnskabet, hvorefter Nadal servede partiet hjem.

Med så mange forspildte chancer for at afgøre kampen kunne Delpo sagtens have givet op. I stedet servede han stærkt og fortsatte med at gå efter sin forhånd ved enhver given lejlighed. Og det gav pote i både partiet og i tiebreaken.

Den skabende spiller blev – fortjent – belønnet med sejren. Rafa fik mange bolde retur, men det var Delpo, der var spilstyrende og initiativrig. 18 rene vindere blev det til fra forhånden mod Rafas ellers så uopslidelige defensiv.

Juan Martin del Potro of Argentina celebrates defeating Spain's Rafael Nadal in the semifinals of the men's singles tennis competition at the 2016 Summer Olympics in Rio de Janeiro, Brazil, Saturday, Aug. 13, 2016. (AP Photo/Vadim Ghirda)

Dermed er Delpo sikret minimum sølv, og han kastede sig ind i masserne for at få sin hyldest og dele sin glæde:

2016 Rio Olympics - Tennis - Semifinal - Men's Singles Semifinals - Olympic Tennis Centre - Rio de Janeiro, Brazil - 13/08/2016. Juan Martin Del Potro (ARG) of Argentina embraces spectators after winning match against Rafael Nadal (ESP) of Spain. REUTERS/Kevin Lamarque FOR EDITORIAL USE ONLY. NOT FOR SALE FOR MARKETING OR ADVERTISING CAMPAIGNS.

Med stor sandsynlighed stopper eventyret dog desværre også her i denne omgang. I finalen venter nemlig Andy Murray, som dels havde en tidligere og noget lettere semifinale mod Kei Nishikori (6-1, 6-4 på en time og 20 minutter), dels bare har været bundsolid hele året.

Derudover er finalen bedst af fem sæt, hvilket alt andet lige også må favorisere den mere veludhvilede og fysisk mere udholdende skotte. Men, men, men – man skal aldrig sige aldrig, og indtil sidste bold er slået, kan vi stadig drømme om en episk afslutning på del Potros imponerende OL.

Monica Puig sikrer Puerto Rico den første guldmedalje nogensinde

En ren Cinderella-historie har vi allerede fået hos kvinderne. Den 22-årige puertorianske Monica Puig har taget hele feltet med storm ved dette års OL.

Puig er p.t. nr. 34 i verden, men det har man ikke kunnet se den seneste uge. Tværtimod har hun spillet med en lethed og en selvfølgelig autoritet, som man ellers mere forbinder med en Serena Williams.

For sammenligningens skyld: Serena Williams har vundet fire OL-guld (inkl. i double) og 22 slam-finaler i single, Monica Puig havde indtil i går vundet én mindre turnering i Strasbourg i hele sin karriere og aldrig sluttet et år blandt verdens 50 bedste.

I Rio har Puig bl.a. udraderet dette års French Open-mester og verdens nr. 3, Gabine Muguroza. Hun har derudover slået den dobbelte Wimbledon-mester, Petra Kvitova, i semifinalen.

Og i nat dansk tid tog hun så det sidste skridt, da hun slog verdens nr. 2 og dette års Australian Open-mester og Wimbledon runner-up, tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.

Og ligesom del Potro hos mændene gjorde hun det med dejlig offensivt tennis.

Puig funklede i alle spillets facetter 

I modsætning til Delpo, der primært benyttede sig af forhånden, var det dog i allerhøjeste grad også Puigs baghånd, der lynede. Hun spillede generelt på et vanvittigt højt niveau, men i tredje sæt ramte hun et niveau, hun formentlig aldrig har spillet på over længere tid før.

Alt, hvad hun rørte ved, blev til guld. Baghånd cross court ned i hjørnet? Tjek. Forhånd down the line ned i samme hjørne? Tjek.Baghånd inside-out ned i hjørnet? Tjek. Utagelig stopbold? Tjek. Umulig vinklet forhånd cross court? Tjek. Smukke og effektive flugtninger? Tjek.

Kontraspilleren Kerber, der på ingen måde spillede en dårlig kamp og har en af WTA-tourens bedste defensiver, havde intet at stille op mod dette arsenal af tørre, tunge, præcise grundslag, som stort set alle var placeret på eller tæt ved linjerne.

Hele 54 vindere slog Puig på Rios ellers så langsomme hard court, heraf 25+ med baghånden. Og da sejren endelig var hjemme efter et parti, der bølgede frem og tilbage med hele seks breakchancer til Kerber og tre matchbolde til Puig, tog Puig sejren, da en Kerber-bold sejlede ud.

Overraskelsen, glæden, lettelsen og forundringen over det ubegribelige, hun lige havde præsteret, stod malet i ansigtet.

Puig

Med sejren vandt Puig Puerto Ricos allerførste OL-guldmedalje nogensinde. En mere fortjent guldmedalje skal man lede længe efter. Det er år og dag siden, jeg har set bedre tennis på WTA-touren. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde egentlige højdepunkter, men DR viser her den afgørende bold i hvert sæt samt ikke mindst Puigs jubel efter sejren.

Så ja, tennis hører i den grad hjemme ved OL. Når det kan få den slags følelser frem i spillere, trænere og publikum og byde os den slags kampe, som vi fik i går, er det squ lige meget, at der ikke er pengepræmier eller ranglistepoint på spil.

Herrernes finale spilles kl. 20.30 i aften dansk tid.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image