Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Jo-Wilfried Tsonga | Sport fortalt Jo-Wilfried Tsonga – Sport fortalt
27 Apr

Novak Djokovic jagter historisk triumf i Paris

djokovic-nadal-koc-9669984616

Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Sport fortalt ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.

French Open er den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.

For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.

For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).

Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.

Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.

Det er som sagt blot en “Djoker Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.

Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.

I en klasse for sig

Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.

Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:

  • Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
  • Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
  • Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
  • I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
  • I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
  • Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
  • Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)

Sport fortalt har i et to-delt portræt hyldet ham og fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.

Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.

For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.

Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?

Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for to uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:

“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.

Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.

Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.

En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.

Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.

Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.

Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.

En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.

Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.

Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.

Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.

Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.

Stan the Man

Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:

Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.

De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.

Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.

Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.

Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).

Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.

På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.

Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.

Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne.

Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem

Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.

Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.

Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:

I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.

At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.

Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe.

Hold også øje med: Murray, Nishikori, Tsonga, Monfils og Federer

Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.

Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.

Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.

Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.

Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.

Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.

Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.

Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.

I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.

Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år.

Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.

Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.

Denne uge spilles der ATP-250 turneringer i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. Derpå følger Madrid Masters fra på mandag og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.

08 Sep

US Open: Anderson slår Murray ud, Djokovic, Federer og Wawrinka alle videre

249962

En storservende og hårdtslående Kevin Anderson fik karrierens vel nok største sejr mod Andy Murray.  Samtidig tæmmede Federer John Isners serv og forhånd, Djokovic hev de store returneringer frem, da han havde allermest brug for dem, og Wawrinka, Cilic og Tsonga kom alle sikkert videre. 

Af Anders Høeg Lammers

En velspillet, spændende og intens 4. runde er tilendebragt, og vi har nu kun otte herrespillere tilbage i årets US Open.

Den største overraskelse er helt klart, at Kevin Anderson formåede at slå Andy Murray ud af turneringen – mere om den kamp nedenfor.

Derudover måtte Roger Federer og Novak Djokovic på hårdt arbejde, og det amerikanske comeback kid, Donald Young, kunne ikke fortsætte rækken af fem sæts sejre, da han var oppe mod Stanislas Wawrinka.

Endelig må vi konstatere, at der trods 10 teenagere i årets US Open endnu går noget tid, før næste generation tager over.

Yngste spiller i 4. runde? Donald Young på 26 år.

Her følger en gennemgang af kampene.

Anderson brillierede mod Murray

I Wimbledon var Kevin Anderson tæt på. Foran 2-0 i sæt i 4. runde mod storfavoritten Novak Djokovic og oppe med et brud i femte. Alligevel lykkedes det ikke den 2.03 meter høje sydafrikaner at spille sig i sin første grand slam kvartfinale ved den lejlighed.

Det gjorde det til gengæld i nat. Med cifrene 7-6 (5), 6-3, 6-7 (2), 7-6 (0) i rundens vel nok bedste kamp kom Anderson i den slamkvartfinale, han syv gange tidligere er blevet nægtet adgang til i 4. runde.

Murray havde inden nattens kamp spillet sig i kvartfinalen eller bedre i sine seneste 18 slam-turneringer – sidste gang han tabte før kvartfinalen var i 3. runde ved US Open i 2010 mod Marin Cilic.

Det holdt da også hårdt, bl.a. fordi Anderson blev lidt vel nervøs på vigtige tidspunkter. Foran 5-1 i andet sæt, lignede en 2-0 sæt-føring blot en formsag for sydafrikaneren, der ikke var blevet brudt i hele turneringen. Alligevel brød Murray først én gang og så næsten en gang mere.

Anderson holdt dog ved den lejlighed. I tredje sæts tiebreak var det ikke meget bedre. Et par usikre Anderson-forhænder gav en bedre og bedre spillende Murray en komfortabel tiebreak-sejr, og da Murray så gik fra 0-1 til 3-1 i starten af fjerde sæt, frygtede man det værste på Andersons vegne.

I stedet spillede han modigt og fantastisk tennis hele vejen igennem – ikke mindst i den sidste og afgørende tiebreak, som han tog rent. Det foregik ca. sådan her:

1-0, servevinder, 2-0, andenservs returnering, som Murray ikke kan håndtere, 3-0, cross court returnering ala Djokovic mod Federer i US Open 2011, 4-0, god Murray returnering, Anderson rammer nettet, Murray rammer ligeledes nettet og den ryger ud over baglinjen.

5-0, es, 6-0, langt point, hvor Murray ender med at hælde en forhånd ud over sidelinjen, 7-0, Anderson løber rundt om baghånden på Murrays andenserv og smadrer en forhånd ned i fødderne på Murray, som kun kan skyde bolden i nettet.

Vanvittig flot tiebreak, som Anderson selv kommenterede med ordene:’wish I could play every tiebreak like this‘ i det efterfølgende interview.

Anderson sluttede med hele 81 vindere mod Murrays 49 og dikterede det meste af kampen med sin store serv, sine tunge grundslag og konsekvente angreb på Murrays andenserv.

Nu venter der endnu en vanskelig opgave mod Wawrinka i kvartfinalen. Højdepunkter kan ses her (und jer som minimum pointet, der begynder 7.04):

Djokovic i vanskeligheder mod Agut

Roberto Bautista Agut er normalt det, som man med et lidt nedladende udtryk vil kalde ‘kanonføde’ for de allerbedste spillere.

Således slog Roger Federer ham f.eks. 6-2, 6-2, 6-3 i 4. runde ved dette års Wimbledon, og de fleste ventede formentlig en næsten lige så sikker sejr for Novak Djokovic natten til mandag.

Sådan skulle det ikke helt gå.

Med større mod og en langt større forhånd, end jeg nogensinde har set fra Agut, pressede han serberen til det yderste i det meste af kampen, der endte 6-3, 4-6, 6-4, 6-3.

Men det var Agut, der havde teten og styrede hovedparten af duellerne med sin forhånd, som Djokovic – guderne må vide hvorfor – blev ved med at angribe (forgæves), hver gang han løb frem til nettet.

Til sidst skruede Djokovic dog lige en ekstra tand op for niveauet og med 3-4 rene returneringsvindere i de sidste partier, tog han sejren efter en flot kamp:

Federer tæmmede Isner

Det var akkurat lige så tæt, som man kunne forvente, når to af ATP-tourens bedste servere møder hinanden.

94 procent af deres servepartier havde de hver især vundet på hard court i år inden kampen, og Isner var ubrudt hele US Open, mens Federer blot havde tabt serv to gange siden Wimbledon.

Og trods 4-5 breakchancer til Federer i første sæt (som Isner typisk affejede med et es eller en servevinder) gik første sæt da også ud i en tiebreak.

Her var Federer intet mindre end suveræn og vandt 7-0 – så stort og klart havde Isner aldrig tabt før i sine 429 forudgående tiebreaks.

Andet sæt var tættere, og her var det Isner, der havde hovedparten af breakchancerne – inkl. tre i træk ved 0-40 i midten af sættet.

Federer, der ellers ikke rigtigt kunne finde sin første serv, svarede igen med tre førsteserver i streg, som Isner ikke kunne få retur. Så fik Isner dog en ny mulighed for et brud, men Federer svarede igen med tre første server og slukkede dermed Isners håb om et brud.

I tiebreaken var det Isner, der kom bedst fra start, og ved 4-2 (6.05 i klippet nedenfor) havde han chancen for et dobbelt minibrud, men kunne ikke få lukket duellen ved nettet.

I stedet greb Federer sin chance og nuppede tiebreaken med to af kampens bedste slag:

Tredje sæt sad Federer mest på, men Isner lod sig fortsat ikke rigtigt bryde. Ved 3-4, 0-40, vandt han eksempelvis fem point i streg. Men ved 5-6 indsneg der sig to forhåndsfejl, hvorefter Federer sendte en løbende baghånd op langs linjen til endnu en 0-40.

Isner reddede den første og dermed den niende breakbold i træk. Men på den tiende kunne han ikke holde en nogenlunde overskuelig baghåndsflugtning inde på banen, og Federers sejr var en realitet.

Cilic, Tsonga og Wawrinka alle videre

Den forsvarende mester Marin Cilic har ikke fået megen opmærksomhed.

Bookmakerne gav således pengene næsten 100 gange retur på en Cilic-sejr i årets turnering og giver stadig pengene over 30 gange igen, nu hvor han igen står i kvartfinalen efter en relativ komfortabel 6-3, 2-6, 7-6 (2), 6-1 sejr over Jeremy Chardy.

Til dem der ikke erindrer sidste års turnering, var det netop i sidste sæt af sin fjerde runde mod Gilles Simon, at han fandt et andet gear, som han holdt i de efterfølgende ni sæt mod Tomas Berdych, Roger Federer og Kei Nishikori – alle modstandere han enten aldrig havde slået (Simon og Federer) eller havde tabt oftere til, end han havde vundet.

Nu venter en, formentlig, tæt kvartfinale mod Jo-Wilfried Tsonga, der gjorde kort proces mod Benoit Paire med 6-4, 6-3, 6-4, inden Novak Djokovic eller Feliciano Lopez står klar i semifinalen.

Cilic er stadig en outsider, men han er en outsider, man er nødt til at tage seriøst – ligesom Tsonga, der har spillet en helt igennem forrygende turnering hidtil.

Og så er der selvfølgelig også Stan the Man Wawrinka. Ham tager alle seriøst – også selv om han ikke just har imponeret i sine fire første kampe, hvor han senest sendte det amerikanske håb Donald Young ud af turneringen med 6-4, 1-6, 6-3, 6-4 i nat.

I de sidste to 4. runde kampe slog Feliciano Lopez italieren og Nadal-besejreren Fabio Fognini ud med 6-3, 7-6 (5), 6-1, mens Richard Gasquet trak sig op på 7-6 i indbyrdes opgør mod Tomas Berdych med en overraskende ensidig 2-6, 6-3, 6-4, 6-1 sejr.

 

Kvartfinalerne: To relativt åbne kampe og to med klare favoritter

Nu venter der Gasquet og Lopez endnu sværere modstand i kvartfinalerne. Gasquet møder Federer, som han er 2-14 i indbyrdes opgør imod – 0-12 uden for grus.

Gasquet er dog i forrygende form i år, og han er bestemt ikke helt uden chancer, men Federer må regnes som en relativ stor favorit.

Bedre ser det ikke ud for Lopez, som skal op imod Djokovic – 0-5 står det i indbyrdes opgør, og Lopez har blot vundet et enkelt sæt. Bookmakerne giver blot 1,02 (!) retur på Djokovic-sejr og små tyve gange pengene igen på Lopez.

Det er også da også svært at se, Lopez’ baghånd gå op imod Djokovic’ forhånd endsige Lopez’ forhånd slå igennem Djokovic’ defensiv. Men, men – man skal aldrig sige aldrig.

De to øvrige kvartfinaler er sværere at forudsige. Anderson har vundet de sidste fire kampe mod Wawrinka (og tabt de første tre), men nerverne i sin første slam-kvartfinale og trætheden kan bege spille ham et puds efter 4 timer og 20 minutter mod Murray.

Samtidig er Wawrinkas niveau i disse år som nat og dag hhv. uden for og i slam-turneringerne. Dette er således han sjette kvartfinale eller bedre i træk ved en slam-turnering, mens han rutinemæssigt ryger ud til lavere rangerede spillere i de øvrige turneringer.

Jeg giver en lille fordel til Wawrinka i kraft af erfaringen og hans helt igennem vanvittigt høje top-niveau.

Tsonga-Cilic er den på papiret allermest åbne kvartfinale i mine øjne. Tsonga har spillet det bedste tennis, men Cilic har vundet deres tre seneste opgør uden at afgive sæt og fører 4-3 samlet set.

Den kan i allerhøjeste grad gå begge veje, og jeg tør dårligt pege på en vinder. Jeg tror dog lidt mere på Tsongas form, men Cilic servede omvendt yderst imponerende mod Paire.

Kampen bliver vundet på, hvem af de to store servere, der bedst formår hhv. at beskytte sin egen og angribe den andens (anden)serv samt ikke mindst, hvordan Tsongas lidt svagere baghånd er kørende.

Mine bud på semifinalerne er derfor Djokovic-Tsonga og Federer-Wawrinka.

Men bliv ikke voldsomt overrasket, hvis de i stedet hedder Djokovic-Cilic og – her kan I blive lidt mere overraskede – Federer-Anderson.

Nederlag til enten Djokovic eller Federer vil dog i den grad være en overraskelse – endda lidt større end Andersons sejr mod Murray og i særdeleshed, hvis det er Djokovic, der ryger ud.

Kampstatistikker kan findes her, dagens program her – Tsonga møder Cilic ca. 19.30-20.00 i aften, mens Djokovic-Lopez går på i nat. De øvrige kvartfinaler spilles først i morgen. Nyd kampene!

 

En tæt på identisk version af denne artikel findes på tennisavisen.dk

12 Jan

Bliver det tredje gang i træk for Novak Djokovic Down Under?

2012 Australian Open - Day 14

Det er igen blevet tid til ‘the Happy Slam’, som Australien Open også kaldes. Djokovic er forhåndsfavoritten,men både Murray og Federer lader sig ikke kue uden kamp. Og så er Australien Open traditionelt også den grand slam-turnering, der oftest byder på overraskelser. Får vi mon en ny i år?

Af Anders Høeg Lammers

Der er Djokovic, og så er der alle de andre. Sådan har det været de sidste to år ved Australian Open, hvor Djokovic har stået med trofæet på den sidste søndag. Vinder han også årets turnering, bliver han den første i den åbne æras historie (dvs. siden 1968, hvor professionelle fik lov at spille mod amatørerne) til at vinde tre australske mesterskaber i træk.

Men hvor 2011-triumfen kom i overlegen stil

med tre-sæts sejre over Tomas Berdych i kvartfinalen, Roger Federer i semifinalen og Andy Murray i finalen, var sidste års sejr mere hårfin. I semifinalen mod

Murray var han bagud med 2-1 i sæt, og det var først til allersidst i femte sæt, at han trak afgørende fra til 7-5.

Og i finalen mod Nadal burde han have lukket og slukket kampen i fjerde, men Nadal fik på imponerende vis spillet sig tilbage i kampen og førte sågar i femte sæt, før Djokovic beviste, at han stadig var the m

an to beat i historiens længste grand slam-finale, som efterlod begge spillere så drænede, at de måtte have en stol til sejrsceremonien (se kampens højdepunkter her.)

I år står der ingen Nadal og venter, da han har trukket sig flere uger før start med en mavevirus. Til gengæld har Andy Murray nu vundet både olympisk guld og sin første grand slam-titel og slået Djokovic ved begge lejligheder. Med andre ord er den mentale hurdle, som Murray ofte har haft mod Federer, Nadal og Djokovic på den største scene, formentlig væk og erstattet med spandevis af selvtillid.

Og mens Djokovic har vundet de sidste to år og tre ga

nge i alt, er Murray heller ikke helt ueffen down under, hvor han de sidste tre år er nået frem til to finaler og én semifinale. Det semilangsomme hard court-underlag passer perfekt til deres spillestil og giver dem mulighed for at fremvise deres evner som en menneskelig mur på bedste vis. Hermed ikke sagt, at de ikke også er offensive – det er de bestemt, Djo

kovic især – men det er fortrinsvis deres defensiv og evne til at slå gode slag fra de mest pressede positioner, der skiller dem ud fra resten af touren.

Hvem har fået den bedste lodtrækning?

Nadals afbud har efterladt et mindre tomrum i lodtrækningen. Da der reelt kun er tre spillere, der kan vinde turneringen – Djokovic, Murray og Federer (med Juan Martin del Potro som den største outsider, og ja, store overraskelser kan forekomme, som vi så det med Rosol-Nadal i Wimbledon) – er det ret så afgørende, hvem der møder hvem i semifinalen.

Der må man sige, at Djokovic i den grad har været den

heldige i lodtrækningen, da han trak den solide David Ferrer i semifinalen, mens Federer må forsøge sig mod Andy Murray.

Og ikke nok med det. Mens det er svært at få øje på en eneste trussel i Djokovic’ fjerdedel (og for så vidt også hans halvdel af lodtrækningen), har Federer fået en decideret gyselig lodtrækning.

Federer lægger således ud mod den hæderlige Benoit Paire (nr. 43), før Nicolay Davydenko venter i anden runde (tidligere verdens nummer tre, som for blot en uge siden spillede Ferrer ud ad banen og i 2010 var den, der kom tættest på at stoppe Federers vej mod sin fjerde australske titel). Dernæst venter to af ATP-tourens kommende stjerner – begge med potentiale til at blive fremtidige slamvindere – i form af Bernard Tomic, der netop har vundet sin første ATP-finale og har slået cirka fem top-30 spillere de sidste par uger, inkl. Novak Djokovic (om end i en opvisningskamp), efterfulgt af manden ingen ønsker at møde i en 4. runde – Milos Raonic med missilserven – som Federer ganske vist slog tre gange i 2012, men hvor to af kampene blev afgjort i tredje-sæts tiebreak.

Overlever han dette arsenal af særdeles kapable spillere og spiller sig i sin 35. grand slam-kvartfinale i træk, venter Jo-Wilfried Tsonga eller Richard Gasquet efterfulgt af Andy Murray eller Juan Martin del Potro i semifinalen. Og i finalen? Ja, der venter med endog meget stor sandsynlighed en frisk og farlig Novak Djokovic. Tak for kaffe!

Helt anderledes ser det ud for Djokovic: Først venter Paul-Henri Mathieu (nr. 58), efterfulgt af semitalentet Ryan Harrison (som i modsætning til Tomic og Raonic ikke rigtig har nogle våben), i tredje runde bliver det formentlig heller ikke farligt mod enten Feliciano Lopez, Viktor Troicki eller 31.-seedede Radek Stepanek, hvorefter Stanislas Wawrinka (seedet 15.) eller Sam Querrey venter i fjerde.

I kvartfinalen kunne det blive farligt mod Tomas Berdych. Hvis da ikke lige det var fordi, at Djokovic’ stil er den perfekte modgift til Berdych, som er 1-11 mod den serbiske nummer 1. Djokovic’ defensiv og evne til at tage bolden tidligt og dermed tage tiden fra den høje Berdych med det lange sving har foreløbig fungeret for Djokovic. Og ja, i semifinalen bliver det så enten David Ferrer (som Djokovic tæskede 6-0, 6-3 for blot to uger siden og som næppe kan true Djokovic på hardcourt) eller Djokovic’ ven og boksebold Janko Tipsarevic.

Jo tak, tæl mig blandt dem, der bliver overordentligt overraskede, hvis ikke Djokovic spadserer frem til finalen med et tab af maks. to sæt i alt.

Murray har fået en blandet lodtrækning. Som nr. 3 var det sikkert, at han skulle møde enten Djokovic eller Federer. Men kvartfinalemodstanderen Juan Martin del Potro, den sovende kæmpe, kan han ikke være helt tilfreds med. Og så alligevel: I alle fire foregående hardcourt-kampe mellem dem, har Murray vundet. Bortset fra en lidt tricky 1. runde-kamp mod storservende Robin Haase, kan Murray være fint tilfreds med sin lodtrækning, der byder på en rimelig let vej til kvartfinalen med Gilles Simon eller den funky Alexandr Dolgopolov – begge en slags a poor man’s Murray – i 4. runde som den største knast.

Overordnet set har lodtrækningen gjort favoritten Djokovic til storfavoritten Djokovic, mens Murray bl.a. i kraft af lodtrækningen må siges at være næst i rækken efterfulgt af Federer.

Hvem er der ellers?

Outsidere til titlen

Vinder du en grand slam-titel i disse år uden at bære efternavnet Djokovic, Nadal, Federer eller Murray, er det en mindre sensation. Juan Martin del Potro er den eneste, der har gjort det siden 2005 og netop pga. sin US Open-sejr i 2009, nævnes del Potro som den største dark horse op til hver eneste slam.

I år er der så måske endelig noget om snakken, efter at del Potro har brugt de sidste to sæsoner på at forsøge at genfinde fordums styrke efter en håndledsskade, der holdt ham helt ude af spillet i 2010. Ser man del Potro og Federers dueller fra 2012 som et udtryk for del Potros form, må man i hvert fald konstatere, at den er opadgående: Federer vandt således de første fire i straight sets, de næste to med nød og næppe, mens del Potro vandt de sidste to. Og vil man se, hvad del Potro kan gøre med sin forhånd, behøver man blot at kigge 20 sekunder inde i dette klip. Den er vist det, modstanderne vil betegne som uhyggelig! Men da del Potro formentlig skal slå Murray, Federer og Djokovic i rap, er en ny titel nok for meget at drømme om. Men mærkeligere ting er sket i tennis.

Af andre outsidere har vi ellers den hårdtslående og hårdtservende tjekke, Tomas Berdych, der gjorde det glimrende sidste år og burde have vundet de to første sæt mod Nadal i kvartfinalen, men i stedet tabte de sidste tre i deres fire-sæts kamp. Han har evnerne – han har slået Federer i såvel Wimbledon som US Open, what more do you need to know? – men har sjældent haft mentaliteten til at gå hele vejen. Han er som sagt seedet til at møde Djokovic i kvartfinalen, hvilket – med 1-11 statistikken in mente – i den grad bliver op ad bakke. Vinder han til gengæld den, er der gode muligheder for en finale.

Vi har den flamboyante franskmand Jo Wilfried-Tsonga, den sidste store overraskelse ved de australske mesterskaber, der fik sit gennembrud her i 2008, hvor han som verdens daværende nr. 38 slog Andy Murray i første runde og fortsatte helt frem til finalen efter at have banket og flugtet Nadal ud af semifinalen med de bombastiske 6-2, 6-2, 6-2-cifre (se højdepunkter her). Jeg så kampen fra et hotelværelse i Cambodia og har haft ham som en af mine favoritter lige siden pga. hans aggressive, eksplosive spil, hvor han – ude af takt med tiden – stormer frem til nettet, når han får lejligheden og tilmed har katteagtig boldføling, når han er deroppe. Han har været småskadet i sæsonens start og står til at møde Federer i kvartfinalen – ikke en nem, men heller ikke en uoverkommelig opgave. I 2011 slog han en velspillende Federer ud af kvartfinalen i Wimbledon ved slet og ret at være umulig at bryde i de sidste tre sæt.   

Og ja, så har vi evigt stabile David Ferrer, som netop har haft sin bedste sæson nogensinde trods det faktum, at han fyldte 30 år i første halvdel af sæsonen. Ferrer skuffer sjældent, men han overpræsterer lige så sjældent, og han har ikke våbnene til at true Federer, Murray eller Djokovic på hardcourt, hvis de spiller i nærheden af deres bedste. Gør de ikke det, står Ferrer til gengæld klar, som da han slog en halvskadet Nadal ud i kvartfinalen ved Australian Open 2011 – for så at tabe til Murray i semifinalen.

Og Ferrer har fået en drøm af en lodtrækning i form af den klart nemmeste kvartfinalemodstander (Janko Tipsarevic) og overkommelige modstandere frem til da. Så book den solide Ferrer til en semifinale, hvor han – ligesom i Australian og US Open 2012 – formentlig taber til Djokovic i tre eller fire sæt. Er det af en eller grund ikke Djokovic, der står og venter, kan Ferrer til gengæld godt gå hele vejen til finalen. Og når man først står der…

Outsidere uden egentlige titelchancer

Andre outsidere? Næppe i forhold til trofæet, men til en eventuel kvartfinale eller måske endog semifinale. Den blot 20-årige australske Bernard Tomic, der af mange anses som en kommende verdensetter, virker til at have fået skruet hovedet ordentligt på i 2013 i modsætning til 2012, hvor han blev kendt som Tomic the tank engine grundet hans lidet ihærdige indsats i en række kampe. Det ry er han dog hastigt ved at lægge fra sig her i 2013 med en imponerende start og – måske – karrierens første ATP-titel i morgen mod Kevin Andersson. Stopklodsen eller det egentlige gennembrud venter i 3. runde i form af Roger Federer. 

Der er manden med måske verdens bedste serv, canadieren Milos Raonic, som Federer som sagt også har været så heldig at trække. Ligesom for Tomic vil det være et gennembrud af dimensioner at slå Federer i en slam.

Der er vildskuddet Jercy Janowizc, som imponerede alt og alle med en runner-up-placering ved Paris Masters sidste år og er havnet i turneringens svageste fjerdedel. Finder han noget nær samme form frem, kan han blive et ubehageligt bekendtskab for Nicholas Almagro (3. runde), Janko Tipsarevic (4. runde) og David Ferrer (kvartfinalen).

Og endelig er der Baby Federer, dvs. Grigor Dimitrov, som spillede sig frem til sin første ATP-finale så sent som i sidste uge, hvor han tabte en tæt kamp til Andy Murray. Som med Tomic er der talent i spandevis. Også han er havnet i den letteste fjerdedel og kan meget vel skabe rav i den for Tipsarevic, som han potentielt kan møde i 3. runde.

Tomic, Raonic, Jercywicz og Dimitrov hører I i øvrigt meget mere om i et kommende indlæg på Sport fortalt.

Og mit bud? Før lodtrækningen regnede jeg med Djokovic som svag favorit foran Murray eller Federer – afhængig af lodtrækningen. Nu bliver jeg en smule overrasket, hvis det er andre end ham, der vinder. Og formentlig er det kun Murray, der for alvor har en chance.

Underlaget er for langsomt til, at Federer burde kunne spille sig igennem to 25-årige modstandere på toppen af deres karriere i træk. For at slå Djokovic i Australien, har Federer formentlig brug for, at Murray gør Djokovic mør inden. Det kan ikke ske i år. Skulle Federer mod alle odds alligevel vinde turneringen, vil sejren selvfølgelig blot være så meget desto mere imponerende. Men pilen peger på Djokovic med Murray som førsteudfordreren. En finale mellem de to kan også blive en meget god kamp (se f.eks. højdepunkter fra deres finale i Shanghai her eller deres semifinale i Australian Open her – begge fra sidste år). Og bliver det de to i finalen, er Murray bestemt ikke uden chancer.