Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Jamie Vardy | Sport fortalt Jamie Vardy – Sport fortalt
09 Jun

Vil De Tre Løver omsider slå til?

rooneyEngland har siden verdensmesterskabet i 1966 utallige gange været udråbt som favorit ved en slutrunde for derefter at skuffe fælt. Men efter en overbevisende kvalifikation samt en spændende og perspektivrig trup er spørgsmålet, om The Three Lions endelig vil være i stand til at løfte den tunge arv og slå til ved den forestående EM-slutrunde.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Det engelske landshold har haft det svært siden 1966.

Forventningerne har været skyhøje op til samtlige slutrunder, men sjældent har præstationerne fulgt med. Siden VM-triumfen i 1966 har de bedste resultater været en fjerdeplads ved VM i 1990 og en tredjeplads ved EM i 1996. Siden da er resultaterne kun blevet dårligere.

De magre resultater har været ekstra smertefulde for de engelske fans, da det engelske landshold i slutningen af 90’erne og et godt stykke ind i det nye årtusind på papiret havde et rigtig stærkt hold. Ved EM i 2004 havde England en idealstartopstilling med følgende navne: David James, David Beckham, Steven Gerrard, Frank Lampard, Paul Scholes, Gary Neville, Ashley Cole, Sol Campbell, John Terry, Michael Owen og Wayne Rooney.

Det er et hold med slagkraft. Spiller for spiller ét af de bedste landshold i verden på det tidspunkt.

Bristede drømme

Derfor var det heller ikke uden grund, at fodboldfans verden over i de år som regel nævnte England blandt slutrundefavoritterne. Samtidig var der dog ved at rodfæste sig en fornemmelse af, at England ikke rigtig kan, når det kommer til stykket. En fornemmelse, der har varet ved lige siden.

Flere har forsøgt at komme med forklaringer på, hvorfor denne gyldne generation aldrig vandt noget. Eksempelvis at Gerrard og Lampard lignede hinanden for meget til at udgøre en komplet og moderne midtbane – vel at mærke i en tid, hvor den defensive 6’er a la Claude Makélélé var blevet en del af de fleste succesholds interiør.

Men forklaringerne var ikke nok til at hele de bristede drømme. England har konsekvent præsteret middelmådigt til slutrunder i nyere tid, og det i en sådan grad, at den stolte fodboldnation efterhånden er blevet et landshold, der op til slutrunder får fans verden over til at trække lidt på smilebåndet.

Spydige tunger herhjemme vil måske sammenligne England med AGF – et traditionshold, der alt for længe har troet sig selv blandt de bedste. Og engelske fans, spillere og kommentatorer har da også op til alt for mange slutrunder talt holdet op, hvorefter den sædvanlige skuffelse satte de optimistiske toner i et pinligt bagklogskabens lys.

Nyt håb

Op til de seneste slutrunder har middelmådigheden imidlertid indprentet sig hos de fleste. Det skal særligt ses i lyset af nogle rædsomme præstationer. England var slet ikke kvalificeret til EM-slutrunden i 2008, og ved det seneste VM i 2014 tabte man sin indledende gruppe.

Op til dette EM ser vi imidlertid en større optimisme. Spørgsmålet er, om det er gamle AGF-lignende drømme, som har klangbund i tidligere tiders storhed? Eller om de kære englændere har noget af have det i?

Førnævnte startopstilling fra 2004 er på papiret markant stærkere, end noget den nuværende engelske trup kan præstere. Men til gengæld lader englænderne til at have fundet et koncept, der virker. I hvert fald taler resultaterne deres eget sprog.

England vandt alle 10 kampe i kvalifikationen med en samlet målscore på 31-3. Selv om gruppen var en nem én af slagsen, må det siges at være imponerende. Ud af de fem efterfølgende opvarmningskampe er fire vundet (mod Portugal, Tyskland, Tyrkiet og Australien) og kun en enkelt tabt (mod Holland). Selv om spillet ikke har været prangende hele vejen igennem, så vidner det om stabilitet.

Og stabililtet er vigtigt i en slutrunde. Alene af den grund, kan England komme langt.

De unge kometer

Stabiliteten er for så vidt paradoksal i lyset af de mange nye spillere, som figurerer på det engelske hold. Men netop de nye spillere er en stor del af forklaringen på den gode formkurve.

Holdets kaptajn, Wayne Rooney, har for nylig udtalt: ”Dette hold har potentialet til at blive det bedste, jeg har spillet på”. Truppen kan præstere slutrundens yngste gennemsnitsalder og er proppet med talent.

Her har England meget at takke Tottenhams succestræner Mauricio Pochettino for. Hele 9 af det engelske landsholds seneste 16 debutanter er fostret under hans vinger i enten Southampton eller Tottenham.

Roy Hodgson har eksperimenteret med forskellige startopstillinger. Det eneste, der ligger forholdsvis fast, er, at de starter med en 4-mands bagkæde. Den kommer efter alt at dømme til at bestå af Kyle Walker, Chris Smalling, Gary Cahill og Danny Rose – foran målmand Joe Hart. Stortalentet John Stones fra Everton er dog også i spil til en af pladserne i midten.

Spiller for spiller er det ikke det stærkeste forsvar, hvis man sammenligner med tidligere tiders engelske landshold eller med de store landshold som Tyskland og Frankrig. Men kun 3 indkasserede mål i hele kvalifikationen vidner trods alt om en vis stabilitet i defensiven.

Stærk offensiv

England skal imidlertid vinde på deres offensiv. Det er her, de har de stærkeste kort. Hodgson har som nævnt eksperimenteret en del, hvorfor det er sværere at spå om midtbanen og angrebet. Meget tyder dog på, at Hodgson netop har taget bestik af kvaliteterne på angrebspladserne. Hele 5 angribere er udtaget i form af Rooney, Vardy, Kane, Sturridge og Rashford.

Holdet kan med Vardy og Kane stille til start med nr. 1 og 2 på topscorerlisten i den netop afsluttede Premier League-sæson. Det er ikke sket siden 90’erne, hvor Englands landshold var repræsenteret i toppen af listerne næsten hvert år med navne som Alan Shearer, Andy Cole, Robbie Fowler og Ian Wright.

Der er mål i Kane og Vardy. På samme tid har Rooney ikke samme måltørke på landsholdet, som har ramt ham i den mere defensive rolle i United. Samlet set er den engelske offensiv blandt slutrundens stærkeste – England bør derfor satse på kampe med mange mål.

En mulighed, som også blev prøvet af i optaktskampene, er derfor at starte med tre mand i front: Vardy, Kane og Rooney.

Midtbanen er spændende – men usikker. Kører Hodgson med de tre angribere oppe i front, skal der findes tre startere på midtbanen.

Eneste helt sikre kort ser her ud til at være Eric Dier, der vil få de defensive pligter. Han vil givetvis blive flankeret af sin holdkammerat fra Tottenham, stjerneskuddet Dele Alli, der skal levere de nøglegivende afleveringer til de tre i front. Den tredje på midten er det mest usikre kort. Tidligere havde Wilshere været selvskreven på et engelsk landshold, men skader har – igen igen – sat ham tilbage. Han er stadig et godt bud i start-11’eren, men kan tabe pladsen til både James Milner eller Jordan Henderson, som begge har fået spilletid i opvarmningskampene.

Uanset hvem der skal passe en evt. 3-mandsmidtbane, er opgaven klar: Der skal skabes balance mellem kæderne, arbejdes hårdt og løbes en helvedes masse.

Det kan også være, at Rooney bliver trukket længere tilbage, så opstillingen i højere grad kommer til at være en klassisk 4-4-2. I så fald kan den centrale midt blive udgjort af Dier samt Alli eller Rooney, mens kanterne bliver passet af mere klassiske kantspillere som Raheem Sterling og James Milner.

Startopstillingen er ikke givet, og mens det kunne være udtryk for usikkerhed (som i Morten Olsens sidste dage), så er det for Englands vedkommende mere et udtryk for, at flere og flere spillere presser på (Alli er et nyt ungt bekendtskab på landsholdet, mens Wilshere har været væk længe).

Hvor langt kan de gå?

Hvor langt England kan gå er svært at spå om. Spiller for spiller er det kun angrebet, der gør dem fortjent til at blive nævnt blandt favoritterne. Som helhed må holdet rangeres i niveauet lige under de store hold.

Men The Three Lions kommer med både optimisme og medvind. Samtidig har de seneste års dominerende landshold, Tyskland og Spanien, ikke samme melodi som tidligere. De to hold er sammen med Frankrig de største favoritter, men Tyskland har været ramt af en del skader, og Löw kæmper med at finde den helt rigtige startopstilling. Samtidig har Spanien ikke rigtig genopfundet sig selv efter farvellet til profilerne Xavi og Xabi Alonso.

Slutrunden er i det hele taget meget åben, og det betyder, at der er gode muligheder for andre hold i laget lige under. Hold som Belgien, Italien, Portugal og England – og måske endda Polen og Østrig, som kan overraske.

Optimisme og medvind gør det ikke alene. Og hovmod står – særligt for England – ofte for fald. Det kan derfor meget vel være, at de engelske fans igen må forberede sig på en skuffelse. Men det kan også være, at 50-året for den største triumf for engelsk landsholdsfodbold vil være året, hvor England igen træder frem som en af de store fodboldnationer i Europa.

03 May

All hail the champions!

Leicesters mesterskab skriver sig ind i historiebøgerne som en af de største sensationer i sportens verden nogensinde. Ja, det er faktisk svært at finde en historisk pendant, der matcher rævenes præstation. Sport fortalt kigger nærmere på mirakelholdet med de lange afleveringer.  

Af Kristoffer Lottrup

Du har sikkert allerede gjort det flere gange, men gør det lige igen. Prøv lige at tænk over, hvad det er, Leicester City F.C. har præsteret.

I februar 2015 lå klubben til nedrykning i Premier League, men en ekstraordinær afslutning med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe sendte holdet seks point over stregen efter 38 runder. En ny sæson i Premier League var sikret; målet var nået.

Det officielle mål for denne sæson var de berømte 40 point og endnu en sæson i Englands bedste fodboldrække, men det ekstraordinære fortsatte ufortyndet. Imponerende 22 Premier League-sejre senere er Leicester City Premier League-mestre anno 2015/2016.

Leicester har fire spillere på årets hold i Premier League: Wes Morgan, N’Golo Kanté, Ryiad Mahrez og Jamie Vardy.

Wes Morgan er 32 år og spiller sin blot anden sæson i Premier League.

N’Golo Kanté kom til klubben i sommer og har 75 kampe for Caen og 38 kampe for Boulogne på cv’et.

Ryiad Mahrez, årets spiller i Premier League kåret af spillerforeningen, kom til Leicester i januar 2014 og havde inden denne sæson stået for henholdsvis tre mål i Championship og fire i Premier League. Da han i første omgang hørte om Leicester, troede han, der var tale om et rugbyhold.

Jamie Vardy, årets spiller i Premier League kåret af sportsjournalisterne, har taget turen fra bunden af Championship til toppen af Premier League, siden han kom til klubben i 2012 fra upåagtede Fleetwood Town. Vardy har i denne sæson fået debut på det engelske landshold i en alder af 28 år, ligesom han med scoringer i 11 kampe i træk har slået Ruud van Nistelrooys hidtidige rekord.

Claudio Ranieri, der stensikkert vinder titlen som årets træner, har i næsten 30 år som manager aldrig tidligere vundet et mesterskab i et lands bedste fodboldrække. 15. november 2014 blev Ranieri fyret som landstræner i Grækenland efter et nederlag til Færørerne.  

5000 til 1

Hvorvidt Leicesters præstation er den største nogensinde, kan der være delte meninger om. Ifølge denne skribent er det i en fodboldhistorisk kontekst svært at finde eksempler på præstationer, der for alvor kan hamle op med Leicesters.

Der var engang, hvor Herfølge tog fusen på hele Danmark, da de i 1999/2000 vandt Superligaen med to point ned til dengang uovervindelige Brøndby.

Der var også engang, hvor Kaiserslautern gik direkte fra oprykning til at vinde Bundesligaen i 1997/1998 og forviste overmagten fra Bayern München til andenpladsen.

Og så var der selvfølgelig engang, hvor et på alle måder undertippet dansk landshold gjorde det umulige og vandt EM i 1992.

En anden EM-sensation fandt sted i 2004, da det græske landshold på nærmest urimelig vis formåede at vinde turneringen. Grækernes daværende chef var i øvrigt en vis Otto Rehhagel, der også stod i spidsen for Kaiserslautern i 1997/1998.

Selvom danskernes og grækernes præstationer kom i en knockout-turnering, kan der alligevel drages paralleller mellem de overraskende EM-vindere og Leicesters kunststykke, da konkurrencen ved både EM i 1992 og i 2004 var så relativt hård, som det var tilfældet. Danmark sagde således farvel til England, Frankrig og storfavoritterne fra Holland og Tyskland på vejen mod pokalen, mens grækerne ekspederede Spanien, Frankrig og Tjekkiet ud af turneringen, inden de slog Portugal i finalen. På alle måder ekstraordinære præstationer. Leicesters ditto er bare så meget desto mere imponerende, da de har slået tilsvarende storhold igennem en hel sæson.

Leicester har henvist storklubber som Arsenal, Chelsea, Manchester City, Manchester United samt det bedste Tottenham-mandskab i flere årtier til de sekundære placeringer. Det er klubber med budgetter, pokalskabe og fanbaser, Leicester aldrig kommer i nærheden af.

Leicester stærkeste startelever har kostet godt 24 millioner pund — cirka det samme, som Manchester United betalte for Memphis Depay i sommer. 

Vardy og Mahrez kostede henholdsvis 375.000 og 930.000 pund. Det er nogenlunde det samme, som Wayne Rooney høster per måned i Manchester United (han får 300.000 pund om ugen).

Ifølge Sporting Intelligence har Manchester United brugt flere penge på nye spillere i løbet af Louis van Gaals to år i klubben, end Leicester har i hele sin 132-årige historie.

Og ja, de traditionelle storklubber har været svingende i denne sæson og smidt usædvanligt mange point (Manchester City har foreløbig tabt ti kampe). Så meget desto mere ære til Leicester, der med imponerende disciplin har vundet kamp efter kamp i en liga, hvor alle — bortset fra Aston Villa — har slået alle.

At bookmakerne inden sæsonen gav pengene 5000 gange tilbage på Leicester som mestre og skal udbetale i omegnen af 140 millioner kroner på væddemålet sætter tingene yderligere i perspektiv.

Tættest på at hamle på med Leicester kommer angiveligt Brian Cloughs magiske Nottingham Forest-mandskab, der i 1977/1978 vandt den bedste engelske række direkte efter at være rykket op via en spinkel tredjeplads i den daværende engelske 2. division. Dengang hed overmagten Liverpool F.C., der havde vundet de to foregående år, og ligeledes tog sig af de to efterfølgende engelske mesterskaber. Til gengæld formåede Nottingham Forest helt uhørt at vinde Europa Cuppen for mesterhold (datidens Champions League) i både 1978/1979 og 1979/1980.

Om man vil kalde Leicesters eller Forests præsentation for den største må være et temperamentsspørgsmål. Leicester har angiveligt haft hårdere konkurrence, ligesom den økonomiske ulighed i forhold til konkurrenterne har været tilsvarende større.

Om Leicester napper to Champions League-titler i rap, må tiden vise.

Lange bolde og 4-4-2

Leicester historiske triumf er sikret via en nærmest gammeldags opskrift: en 4-4-2-opstilling, en afbalanceret, men relativt smal trup og stort set de samme 11 startende uge efter uge.

Imponerende stabile Kasper Schmeichel har spillet alle kampe indtil videre i sæsonen. Det samme har den østrigske landsholdskaptajn Christian Fuchs på venstreback. Premier Leagues tungeste midterforsvar, d’herrer Huth og Morgan på sammenlagt 175 kilo, har tilsammen misset én kamp.

På den centrale midtbane har Danny Drinkwater og N’Golo Kanté igen og igen forvist den efter Leicester-standarder dyrt indkøbte profil Gökhan Inler til bænken, mens Ryiad Mahrez blot har misset en enkelt kamp på kanten. Helt fremme havde topscorer Vardy spillet 34 kampe, inden sin karantænedom. At Leicester har været forskånet for alvorlige skader er naturligvis også en del af forklaringen på holdets store succes, men samtidig er holdet også et levende bevis på, hvad en velfungerende startelever, der får lov at spille uge efter uge, kan være i stand til.

En afgørende del af taktikken har været lange bolde til lynhyrtige Jamie Vardy og i perioder til hovedstødsstærke Leonardo Ulloa. I en opgørelse foretaget af CEIS Football Observatory for små tre uger siden toppede Leicester klart Premier League-statistikken, når det kom til lange bolde. Leicester havde på pågældende tidspunkt slået flere lange pasninger end Tony Pulis’ West Bromwich(!). I løbet af de første 34 runder af Premier League var syv procent procent af Leicesters afleveringer således lange bolde. Kun Darmstadt og Ingolstadt fra Bundesligaen har sendt flere stikninger afsted på tværs af de store europæiske ligaer. 

Nogle vil måske kalde det primitivt, og det er det måske også. Til gengæld har Leicester scoret tredjeflest mål i Premier League (64) og lukket tredjefærrest ind (34). 

Blot tre nederlag er det blevet til i sæsonen. Arsenal hjemme (2-5), Liverpool ude (1-0) og Arsenal ude (2-1). 

Søndagens uafgjorte resultat på Old Trafford var et glimrende billede på Leicester-holdets mange disciplinerede og velorganiserede præstationer i løbet af sæsonen. United styrede kampen i de første små tyve minutter og kom foran allerede efter otte. Kort efter havde Jesse Lingard en stor chance for at bringe United på 2-0, men en af sæsonens helt store Leicester-profiler, Kasper Schmeichel kom i vejen. Siden kæmpede Leicester sig tilbage i kampen, scorede på en dødbold og holdt stort set United fra chancer i anden halvleg. 

At de så risikerer at blive mesterholdet med den mindst prangende målforskel i Premier League-historien (siden 1992/1993), lever de nok fint med.

Tilbage til Broen

“Let’s do it for Ranieri,” stod der på et papskilt, som en Chelsea-fan iført trøjen fra 1997-1999 med Autoglass på maven og minder om Vialli, Zola og det romantiske Chelsea havde med på Stamford Bridge i går aftes.

Ranieri kom til London-klubben i 2000 og blev den sidste Chelsea-manager før Abramamovich-æraen. Han nåede såmænd også at arbejde en enkelt sæson under den gasglade russer, inden en placering som nummer to i ligaen og en semifinaleplads i Champions League blev vejet og fundet for let af den utålmodige ejer.     

At det hele afrundes med æresport på Ranieris gamle hjemmebane, der om noget symboliserer moderne topfodbolds hungren efter hurtig succes, giver historien et ekstra spark.

Dér, hvor italieneren i sin tid blev ofret, da Roman Abramovich slog tonen an for moderne fodbolds køb-først-spørg-bagefter og skiftede hele Chelsea-mandskabet inklusiv træneren ud på en sommer, kan Ranieri og resten af det ydmyge Leicester-mandskab på sidste spilledag den 15. maj lade sig hylde for den (måske) største sensation i engelsk fodbolds historie.  

All hail the champions!

P.S.

Hvis du ikke har fået nok, kan du nyde højdepunkterne fra ti af de mest afgørende kampe i Leicesters mesterskabssæson her.