Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Italien | Sport fortalt Italien – Sport fortalt
11 Jun

Bør de europæiske hold frygte VM i Brasilien?

Neymar II

Investeringsbanken Goldman Sachs har lavet en VM-model, der har Brasilien som suveræne favoritter til at blive verdensmester denne sommer. Men er deres model overhovedet realistisk, og hvor meget betyder afstande egentlig for resultaterne ved VM?

Af Sebastian Barfort

Den 26. oktober 2010 var nok ret få mennesker i akvariet i Oberhausen klar over, hvor alvorlig en begivenhed de var vidne til. Der døde blæksprutten Paul nemlig (af naturlige årsager – heldigvis). For dem der ikke husker det, var blæksprutten Paul bedre end de fleste professionelle analytikere til at forudsige resultatet af Tysklands kampe ved VM i 2010, og det er dermed lidt af et tomrum, der skal udfyldes, hvis vi skal gøre os noget begreb om, hvem der vinder VM i Brasilien, der starter nu på torsdag.

Det er åbenlyst umuligt at erstatte en synsk blæksprutte, og et mere jordnært alternativ er at estimere sandsynligheden i en eller anden form for statistisk model.
To interessante forsøg på netop dette kom i forrige uge fra henholdsvis Goldman Sachs og Danske Bank. Begge modellerer sandsynligheden for at vinde VM statistisk, og det er bemærkelsesværdigt, at Danske Bank, der blander økonomiske og sportsrelaterede variable i deres model, når stort set samme resultat som Goldman, der udelukkende benytter sportsdata. Ifølge Danske Bank er der 45% sandsynlighed for, at Brasilien eksploderer i glædesrus, når finalen slutter den 13. juli. Goldman ligger en smule højere og estimerer sandsynligheden til 48,5%. Begge har Argentina som outsider med henholdsvis 8,1% og 14,1% sandsynlighed for at tage pokalen med hjem.

Det interessante er, at begge bankers bud på Brasiliens sandsynlighed for at vinde ligger langt højere end den underliggende sandsynlighed, der afspejles i bettingmarkedernes odds på de forskellige hold. Jeg har holdt øje med de 12 største engelske bookmakeres odds over de sidste par uger, og de ser således ud:

bettingOdds

Hvis vi tager Danske Bank og Goldmans estimater for gode varer, er der altså masser af free lunch på bettingmarkederne i øjeblikket. Oddset på Brasilien er i så fald sat alt for højt, så vi har forventet profit af at spille på dem som vinder ved VM. Jeg er selv kunde i Danske Bank, og har da overvejet at ringe derned og høre, om de vil låne mig et stort beløb til min investeringsidé, som givet deres egne estimater har en ret stor positiv forventet værdi. Før man gør det, er der imidlertid nok behov for lige at stoppe op og overveje, om det er bettingmarkederne eller de to banker, der tager fejl af sandsynlighederne.

Det første, man bemærker af ovenstående figur, er, at der ikke er nogen form for diskontinuitet omkring 27. maj, hvor Goldman offentliggør deres rapport eller 28. maj, hvor Danske Bank offentliggør deres. Begge rapporter er offentligt tilgængelige, og Goldmans har været refereret i både The New York Times, The Wall Street Journal og The Guardian. Den mest oplagte grund til at markedet ikke bevæger sig er nok, at der ikke rigtig er nogen, der tror på de to meget høje estimater på Brasilien. Og det er der muligvis god grund til.

Vi har længe vidst, at bettingmarkeder kan være en attraktiv mekanisme til at samle og aggregere information, hvis denne er spredt blandt mange aktører. Det skyldes dels, at de sorterer cheap talk fra, og dels, at profitmotiveret giver incitament til at undersøge en sag nærmere og blive klogere på problemstillingen. Denne erkendelse har fået virksomheder som Google og Hewlett-Packard til i årevis at køre interne betting-markeder om alt fra, hvor mange brugere der i fremtiden vil benytte Gmail, til hvordan nye HP-produkter vil sælge.

Hvis man gerne vil forsøge intuitivt at forstå, om de to bankers sandsynligheder er sat for højt, kan vi prøve med følgende lille tankeeksperiment (som jeg så på Twitter forleden):
Brasilien skal efter gruppespillet igennem fire knockoutkampe. Hvis den samlede sandsynlighed for gevinst skal være 48,5%, kan vi spørge os selv, hvilken sandsynlighed Brasilien skal have for at vinde hver kamp, der er konsistent med, at Brasilien vinder alle fire kampe knap halvdelen af gangene. Her er binomialfordelingen vores ven, og den individuelle sandsynlighed er lige omkring 83,5% (da 0,835^4 = 0.486).

Ifølge Goldmans model står Brasilien til at møde Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina i de fire kampe, og deres estimat på 48,5% implicerer altså, at Brasilien med 83,5% sandsynlighed vinder hver af de kampe.
For at give os en ide om hvor højt det er, har jeg fundet bettingmarkeddata frem fra Premier League sæsonen 2013-14. Jeg har fokuseret på Manchester City, der vandt ligaen nogenlunde sikkert. Her er fire hjemmekampe, hvor bettingmarkederne vurderede sandsynligheden for, at City vandt lige omkring de 83%

Home Team

Away Team

Probability

1

Man City

Norwich

84.03

2

Man City

West Brom

84.03

3

Man City

Hull

86.21

4

Man City

Fulham

86.96

Af de fire hold rykkede Norwich og Fulham ned, mens Hull og West Brom blev henholdsvis nummer 16 og 17. Så med andre ord: Goldman Sachs’ model implicerer, at sandsynligheden, for at Brasilien slår Holland, Uruguay, Tyskland og Argentina ved VM, er stort set den samme, som for at Manchester City hjemme slår Norwich, West Brom, Hull og Fulham i Premier League. Realistisk? Det synes bettin markederne sjovt nok ikke.

En andet mistænkeligt aspekt ved Goldman Sachs’ model er fordelingen af mål scoret i gruppespillet. Goldman forudser, at langt størstedelen af holdene scorer ét mål per kamp. Jeg har hentet resultaterne fra gruppespillet ved VM 2010, og her er fordelingen af mål scoret per hold per kamp i Goldmans model sammenlignet med fordelingen af faktisk scorede mål VM 2010:

goals

Som figuren viser, er der ret stor diskrepans mellem forventede mål per hold per kamp og faktisk scorede mål i 2010. Bemærk at det ikke nødvendigvis betyder, at Goldmans model er forkert, men at den forudsiger, at Cameroun som det eneste hold ikke formår at score i gruppespillet, gør mig en smule urolig.

Jeg vil gerne understrege, at min pointe ikke er at hænge hverken Goldman Sachs eller Danske Bank ud. Tværtimod skal de have stor ros for at lægge deres metode frem og estimere deres modeller med offentligt tilgængeligt data. Når jeg alligevel ikke tror så meget på resultaterne, er det snarere fordi, jeg tror, deres modeller er for simple. Det kan selvfølgelig godt ses som en svaghed, til gengæld giver det alle med en computer mulighed for at udvide modellerne med nye variable, og det kan jeg selvfølgelig ikke stå for.

Jeg har ofte spekuleret over, hvorvidt afstanden mellem to lande har en betydning for resultatet. Denne variabel indgår ikke i hverken Goldman eller Danske Banks model, men det kunne den sådan set godt. Det er (relativt) nemt at generere en variabel, der måler afstanden i kilometer mellem to lande. Jeg har gjort det simpelt og målt afstanden mellem landenes hovedstæder. Derudover har jeg indsamlet samme type data, som Goldman og Danske Bank bruger. Jeg har scrapet kampinformation fra ELOratings, økonomisk data fra Penn World Tables, Ballon D’or-data fra Wikipedia og forskellige småting rundt omkring (detaljerne kan findes her).

Jeg estimerer nu samme model som Danske Bank med en yderligere variabel, nemlig afstanden mellem hjemme- og udeholds hovedstæder målt i kilometer. Jeg inkluderer også denne variabel i anden for at tillade en mere fleksibel form. Den afhængige variabel er forskel mellem mål scoret af hjemme- og udehold, og jeg estimerer modellen på alle landskampe minus træningskampe siden 1960 (samme metode som i Goldman Sachs modellen, N = 6.258).
Både afstandsvariablen og afstandsvariablen i anden er signifikante på 1%-niveau og har de forventede tegn: Jo større afstand i kilometer, der er mellem hjemme- og udehold, jo bedre er det for hjemmeholdet. Denne effekt er dog aftagende og reduceres ligefrem for meget store afstande (det er dog usikkert, da N er relativt småt for større afstande end 10.000 kilometer). Vi kan plotte effekten af afstand således:

distance

Bemærk at denne graf er ret dårligt nyt for de europæiske hold. Jeg holder altid med Italien, når Danmark ikke deltager, og der er præcis 8.789 km mellem Rom og Brasilia, hvilket ifølge mine estimater svarer til en målforskel på cirka 0,4 mål i Brasiliens favør – skulle de to hold mødes til VM.

Ovenstående viser, at det med en smule arbejde burde være muligt at forbedre den type statistiske modeller som Danske Bank og Goldman bruger, når de prædikterer mulige vindere af VM, således at vi i fremtiden er bedre til at forudsige resultaterne, end det næste synske dyr medierne graver frem. Desværre viser ovenstående også, at Italien næppe vinder VM til sommer, og at det muligvis kan være en idé at have en ekstra sydamerikaner på dit VM-drømmehold denne gang.

Dette indlæg er også bragt på altandetlige.dk 

08 Jul

Hvad kan erstatte verdens bedste forsvar?

Af Morten Øyen Jensen

”Vi skal spille mere iderigt; det er ikke nok bare at vinde”.

Så enkelt formulerede den italienske landstræner Cesare Prandelli den stræben, der gjorde Italien til EM-slutrundens store overraskelse. Ordene faldt på pressemødet efter Italiens sejr i gruppespillet over Irland. Kampen havde været domineret af italienerne, der vandt 2-0. Da Spanien samtidig vandt 1-0 over Kroatien var Italien videre til kvartfinalen.

Den normale fortælling om italiensk fodbold ville være, at med avancement var ”opgaven løst”. Oftest bygger fortællingen på, at italiensk fodbold er kedelig og chancefattigt. Men den stil ligger langt fra Prandellis idealer. Og med ham ved roret, er der skabt en fornyet debat om ”filosofien” bag det italienske landshold: Ud med Catenaccioens stærke fokus på forsvaret for at holde modstanderen fra at score og så udnytte modstanderholdets fejl. Og ind med en ny stolthed efter italienernes ynkelige optræden ved VM i 2010. Her stemplede ”gli azzuri” ud efter gruppespillet, dårligere placeret end Slovakiet og New Zealand.

Cesare Prandelli er kendt for at diktere boldbesiddende, offensivt fodbold fra sin tid i spidsen for Fiorentina. Og det var også det mandat han fik, da han blev udnævnt til landstræner. Men måske lidt overraskende for nogle, så valgte det italienske fodboldforbund også en træner, der er spydspids for en dominerende trend i Serie A: trænere, som vil have deres hold til at spille boldbesiddende, offensivt fodbold. Derfor vil ”revolutionen” på landsholdet også fortsætte, selvom alle italienske alarmklokker ellers kunne kime efter det ydmygende nederlag til Spanien i EM-finalen.

Det første varsel

Prandellis projekt med landsholdet har været undervejs i små to år. Det er bare først under EM-slutrunden, projektet for alvor er blevet kendt og testet.

Italien strøg nemlig lige igennem kvalifikationskampene, som suveræn etter. Idet var der intet unormalt. Men ser man på hvordan det skete, så besejrede italienerne blandt andet Estland med et antal af afleveringer, som ligger over FC Barcelona-niveau. Det spanske tiki-taka-hold har i sine kampe næsten 800 afleveringer i en kamp i den spanske liga, mens Arsenal har godt 530 i Premier League. Italien gennemførte 829 afleveringer i kampen mod Estland.

I åbningskampen mod Spanien overraskede italienerne med et tre-mands forsvar mod de forsvarende verdens- og europamestre. Det var i høj grad initieret af Juventus-midterforsvareren Andrea Barzaglis skade, som holdt forsvarsgeneralen ude af de to første kampe. Men selvom formationen ikke før havde været prøvet i en officiel kamp på landsholdet, var den allerede kendt for en række spillere og gennemprøvet i Juventus med stor succes på deres vej til at blive italienske mestre.

Romas Danielle De Rossi blev skubbet fra midtbanen ned i forsvaret – en rolle Luis Enrique har afprøvet ham i flere gange i foråret på klubplan. Ideen var, at De Rossis boldbegavelse giver ham muligheden for at træde frem på banen og være bindeled til midtbanen, når Italien var boldbesiddende. Ser man på statistikken, lykkedes det også i høj grad (De Rossi havde faktisk flere afleveringer end Pirlo i denne kamp).

Foran De Rossi var italienernes ”metronom” Andrea Pirlo, der under kyndig beskyttelse fra Claudio Marchisio og Thiago Motta, ville få plads til at dirigere tempoet i italienernes offensive spil. Herfra ville Pirlo kunne spille bolden tilbage til Giorgio Chiellini eller netop De Rossi fra forsvaret, tage en runde om sig selv og pumpe bolden bredt ud til kanterne Emanuele Giaccherini eller Christian Maggio. Eller han kunne, hvis plads, tage en dribling og stikke den dybt til angriberen, som han gjorde ved målet af Antonio di Natale.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=UAQyQrgCF1c&w=560&h=315=1&start=93]

Selvom italienerne ikke nåede op på den samme boldomgang som spanierne, havde holdet lige så mange chancer og gav spanierne åbenlyse problemer. Efter kampen understregede Prandelli overfor pressen, at han kun spillede med tre bagtil, mens de to kanter var med til at gøre spillet mere bredt og ellers styrke kontrollen af midtbanen. Spaniens træner, Vicente Del Bosque, var heller ikke nærig med at rose italienernes tilgang til kampen. ”De spillede os ansigt til ansigt,” sagde han efterfølgende, og roste italienerne for at være chanceskabende og på niveau med hans eget hold.

Tilbage til 4-3-1-2

Italien fortsatte spilstilen mod Kroatien og Irland – og vendte samtidig tilbage til den normale 4-3-1-2 (”diamaten” fra AC Milan), hvor Pirlo ligger dybt og er spilfordeleren. Men det var først med semifinalesejren over Tyskland, at holdets succes ikke længere blev regnet for en tilfældighed.

Inden havde Italien udspillet et noget tamt engelsk landshold i kvartfinalen: Her havde Italien en boldbesiddelse på 68 procent, gennemførte 837 afleveringer, og havde 36 skud mod englændernes mål.

Alligevel skulle kampen afgøres på straffespark, hvilket rejste spørgsmålet om Prandellis stil var for ineffektiv. Men landstræneren fastholdt, at holdet ville fortsætte tilgangen selv mod stærke Tyskland.

Det tyske hold kom til kampen som favoritter, men forsøgte alligevel at justere taktikken for at stække italienernes metronom, Pirlo. Ved at spille med Toni Kroos fra start ville tyskerne tage kampen op på midtbanen: Kroos, Bastian Sweinsteiger og Sami Khedira mod Claudio Marchisio, De Rossi og Pirlo. Men hvor den tyske midtbane ikke fik megen defensiv hjælp fra hverken Lukas Podolski eller Mesut Özil deltog Riccardo Montolivo i arbejdet for at vinde kampen om midtbanen fra ”hullet” bag angriberne.

Holdopstillingen, Tyskland-Italien

Samtidig svarede Mario Balotelli på kritikken af det ineffektive italienske angreb med to scoringer – sat i scene først af Antonio Cassano og senere af Riccardo Montolivo med en lang aflevering fra egen banehalvdel.

http://youtu.be/BtIIRZ2KAyc?t=1m

Ydmygende nederlag

Semifinalen gav et rygstød til Prandellis tilgang til kampene: Hyldesten var nærmest total, da de italienske sportsjournalister klappede anerkendende af ham, da han ankom til pressekonferencen efter kampen. Men få dage senere blev holdet kørt over af et hidtil kedeligt spillende spansk hold, som modsat italienerne formåede at toppe på finaledagen.

Nederlaget på 4-0 er det største Italien har oplevet på denne side af 2. Verdenskrig. Holdet var naturligvis yderst uheldige med udskiftningerne (Antonio Cassano havde kun form til en halvleg, mens Giogio Chiellini og Thiago Motta udgik med skader, sidstnævnte så Italien måtte spille med kun 10 mand i 30 minutter). Men de beslutninger falder tilbage på træneren, som havde en række andre muligheder på bænken. Efter nederlaget kan det nærmest virke naivt, at Prandelli en god uge inden havde stået og talt om, at det ikke var nok at vinde, det skulle også gøres på en særlig måde.

Men selvom et italiensk medie (La Repubblica) efterfølgende skrev, at der ikke var tale om en ”finale, men en massakre”, så har der været utrolig lidt kritik af nederlaget i de italienske medier. Tværtimod har der været stor opbakning til Cesare Prandelli og hans projekt, der indtil nu er udset til at løbe til efter VM i 2014.

Serie A anno 2012

At der er så stor opbakning skyldes nok to ting: Ingen havde regnet med det italienske landshold inden slutrunden, og at nå finalen er trods alt langt over godkendt. Og så hænger det sammen med, som nævnt ovenfor, at ”filosofien” afspejler Serie A i disse år. Det italienske landshold rekrutterer i stor stil fra Serie A: Blandt de 23 på holdet til EM var det kun Balotelli (Manchester City) og tredje målmanden Salvatore Sirigu (Paris St Germain), som spiller i udlandet (Domenico Criscito fra Zenit St. Petersburg blev hjemsendt inden, mens Giuseppe Rossi fra Villareal var skadet og derfor ikke blev udtaget).

Storhold som AC Milan og Juventus er spilstyrende hold, og deres koncept og spilstamme udgør som hovedregel rygraden på landsholdet. Men den spilstyrende, offensive tendens ses også hos andre topklubber i Serie A: Napolis meget offensive, chanceskabende spil var årets store overraskelse i Champions League. Roma forsøger sig som en slags italiensk udgave af FC Barcelona. Først hyrede klubben Barcelonas ungdomstræner og tidligere storspiller Luis Enrique. Og til den kommende sæson har hovedstadsholdet ansat Zdenek Zeman fra nyoprykkerne Pescara, der har spillet ekstremt offensivt fodbold på deres vej til Serie A. Også Inter er, med Andrea Strammaccioni i spidsen, ved at opbygge et nyt ungt, spændende storhold.

Onde tunger siger, at det større fokus på ungdom og offensivt fodbold hænger sammen med, at Italien bare ikke længere producerer forsvarsspillere af den kaliber som legenderne Baresi, Tassoti, Costacurta, Maldini, Cannavaro eller Nesta var. Det er der nok noget om. I finalen blev italienernes mangler i hvert fald noget udstillet af Spanien. Prandelli har dog ikke tænkt sig at ændre i konceptet, men vil fortsætte ”revolutionen”. Det slog han fast overfor verdenspressen lige efter finalen:

”Vi kom til europamesterskabet for at følge en ide om, hvordan fodbold kan spilles,” sagde landstræneren og understregede, at projektet stadig ikke er nået så langt, at holdet er klar til at vinde en turnering – endnu!