24 Feb

Boksekalender 2017

Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Boxing Boxer Manny Pacquiao AthleteHvad er på plakaten? Hvad skal ses, undgås eller måske decideret boykottes? Sport fortalt guider dig her til årets planlagte bokseopgør.

Af Tyson William Lyall

I begyndelsen af januar skrev vi artiklen ‘Stor guide til årets største bokseopgør’.

Siden har meget ændret sig. Nedenfor ses en opdateret version af den tidligere artikel.

Kalenderen er senest opdateret 28. februar kl. 22.32, og vil blive opdateret løbende, så følg med!

Ved allerede afholdte stævner er der tilføjet en kort opsummering af resultaterne.

* 13. januar.
Erislandy Lara (23-2-2) vendte ved et stævne i Florida tilbage efter mere end et halvt års pause. Modstanderen var Yuri Foreman (34-2), som tidligere har bokset store kampe mod bl.a. Miguel Cotto. Erislandy Lara er åbenlyst en af sportens bedste teknikere, og kan – hvis han øger aktiviteten – blive kongen af letmellemvægts-divisionen i de kommende år.

Ved samme stævne boksede supermellemvægteren Anthony Dirrell (29-1-1). Dirrell er ligesom Lara en kvalitetsbokser, som også har haft en lidt sløv karriereudvikling de senere år. Han har et enkelt (tæt) nederlag til Badou Jack bag sig, men kan med den rette karrierehåndtering bringe sig i spil til titelkampe i de kommende år. Dirrell mødte Norbert Nemesapati (24-4).

Resultat: Yuri Foreman lod ikke til at have de store ambitioner i opgøret mod Lara, som vandt på KO allerede i fjerde runde. Det lignede umiskendeligt et ”dive” fra Yuri Foreman, hvorfor man kan undre sig over, at han er vendt tilbage i ringen efter nogle års pause tidligere i årtiet. Anthony Dirrell vandt tilsvarende let over Nemesapati, hvilket var med til at give stævnet lidt en ”billig” fornemmelse.

* 14. januar.
Årets første boksebrag kom i form af opgøret om WBC- og IBF-bælterne i supermellemvægt mellem James DeGale (23-1) og Badou Jack (20-1-2).

Supermellemvægtsklassen er relativt ung (siden 1967), men har alligevel været hjemsted for flere af sportens største begivenheder de seneste 10 år. Joe Calzaghe mod Jeff Lacy i 2006 var et kæmpe opgør. Joe Calzaghe mod Mikkel Kessler foran 50.000 tilskuere i 2007 var endnu større. Andre Ward mod Kessler i 2009 og mod Carl Froch i 2011 efterlod amerikaneren som et af sportens allerstørste navne. Carl Froch og George Groves slog med 80.000 tilskuere på Wembley britisk tilskuerrekord i 2014 osv. osv.

James DeGale og Badou Jack mødtes her i det størst mulige supermellemvægtsopgør pt. James DeGale har et stærkt cv med olympisk guld som amatør og prof-sejre over store navne som Andre Dirrell og Lucian Bute, mens Badou Jack har slået den eneste bokser, som endnu har besejret DeGale; nemlig George Groves.

Jose Pedraza (22-0) havde samtidig sin IBF-superfjervægtstitel mod ubesejrede og ukendte Gervonta Davis (16-0) på spil.

Resultat: Kampen mellem James DeGale og Badou Jack skuffede på ingen måde. Det blev til en – i vores optik – ganske retfærdig uafgjort. DeGale så klart bedst ud i begyndelsen, og med Badou Jack nede i første omgang lugtede det indledningsvis af en klar sejr til DeGale. Badou Jack kom dog flot igen og vandt de fleste sene runder. I 12. runde havde han så DeGale i gulvet og efterfølgende helt, helt ude i torvene. DeGale var færdig, men formåede flot at holde runden ud og redde en uafgjort hjem.

Sport fortalt kendte inden stævnet ikke meget til Gervonta Davis. Det gør vi nu. Den unge Mayweather-protege boksede flot og besejrede Pedraza på TKO i 7. runde. Gervonta Davis har nu umiddelbart alle muligheder for at blive ”the next big thing”. Han har et hav af spændende navne i de nærmeste vægtklasser (Lomachenko, Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Jason Sosa, Jorge Linares etc.), men med Mayweather som promotor, ser vi nok ikke denne type opgør lige med det samme.

* 21. januar.
Patrick Nielsen (28-1) vendte tilbage med sin første kamp siden skandale-arrangementet Nielsen vs. Markussen i december 2015. Danskeren mødte Beibi Berrocal fra Colombia (17-3).

Talentet Abdul Khattab (15-1) boksede også ved stævnet.

Resultat: Ord er næsten overflødige her. Stævnet var en bouillonterning af den elendighed, som desværre karakteriserer dansk boksning (minus Dennis Ceylan) i disse år. Abdul Khattab tabte på KO til Arman Torosyan (17-3-1), og i hovedkampen så Patrick Nielsen forfærdelig ud – fysisk og boksemæssigt. Han så blød ud på kroppen og løb rimelig tidligt tør for energi. Han vandt sikkert 98-91 på alle tre scorecards, men kampen var reelt mere lige, og Patrick Nielsen bør for alt i verden se at komme videre og i bedre form. En storkamp virker urealistisk og uklog indenfor de kommende år, hvis ikke der sker alvorlige forbedringer.

* 28. januar.
Et af de bedste opgør i 2016 tog en tur mere i 2017. Nordirske Carl Frampton (23-0) mødte Leo Santa Cruz (32-1-1) i Las Vegas. Frampton vandt WBA-fjervægtsbæltet i et tæt første i juli 2016.

Frampton var underdog i det første opgør, mens rollerne var byttet om denne gang.

Lidt overraskende og overset, havde arrangørerne sat et interessant kæmpeopgør på undercardet. Dejan Zlaticanin (22-0) mødte således Mikey Garcia (35-0) om førstnævntes WBC-letvægtstitel. Mikey Garcia var den klart mest prøvede af de to, og har tidligere været regnet som ét af sportens allermest interessante unge navne. Men efter sejre over topnavne som Roman Martinez og Orlando Salido gik karrieren i stå på grund af kontraktproblemer. Først i juli sidste år vendte han tilbage i ringen efter 2,5 års pause. Her vandt han sikkert, men alligevel var der usikkerhed om Garcias form efter den lange inaktivitet. Zlaticanin rangeredes inden kampen af Ring Magazine som letvægtsklassen nr. 2 efter Jorge Linares.

Den fremragende waliser Lee Selby (23-1) var oprindelig sat til at forsvare sin IBF-fjervægtstitel mod Jonathan Victor Barros (41-4-1) ved stævnet. Sport fortalt har i øvrigt først for nylig fået øjnene op for Lee Selbys lillebror Andrew Selby (fluevægt). Andrew har endnu blot syv professionelle kampe bag sig, men ser vildt spændende ud. Hold øje med ham i de kommende år.

Resultat: Frampton vs. Santa Cruz blev akkurat ligeså tæt som det første opgør. Denne gang blot med Leo Santa Cruz som vinder. Det er nemt at påstå efterfølgende, men undertegnede havde forud for opgøret en fornemmelse af, at Santa Cruz – i højere grad end Frampton – havde forudsætningerne for at sadle om til det nye opgør. Det gjorde han, og med en langt mere kalkuleret og afmålt indsats brugte han sine længere arme til konstant at pumpe Frampton med sit jab. Frampton fik kun sjældent plads til sin offensiv, men var på ingen måde udbokset – trods det fortjente nederlag. Med 1-1 imellem de t, er det oplagt med et tredje og afgørende ”rubber match”. Frampton vil gerne have den på hjemmebane i Belfast, men det sker højst sandsynlig ikke. Vores vurdering er, at Frampton vs. Santa Cruz III bliver ”one for the future”, og at de hver især tager andre opgaver i den nærmeste fremtid.

Opgøret mellem Dejan Zlaticanin og Mikey Garcia kan næsten ikke opsummeres i ord. Opgørets sidste sekunder ( i 3. runde) bør i stedet ses her. Lad os bare sige, at vi ikke instinktivt var sikre på, om Zlaticanin nogensinde ville rejse sig igen.

Lee Selbys opgør blev desværre aflyst pga. ’medical’-problemer hos modstanderen. Han bliver – måske – en af Framptons næste modstandere.

* 28. januar.
Golden Boy Promotions havde stablet et superfjervægts-festmåltid på benene. Takashi Miura (30-3-2) mødte Miguel Roman (56-11), mens Francisco Vargas (23-0-2) mødte Miguel Berchelt (30-1) ved et stævne i Californien, som var designet til at skabe vild, blodig og aktionsfyldt underholdning.

Francisco Vargas og Takashi Miura mødte hinanden i 2015 i et opgør, som flere steder blev kåret som årets boksekamp. Begge mand var i gulvet, og i 2016 tog Francisco Vargas så en lignende tur mod Orlando Salido – et opgør som af mange er betegnet som det bedste i 2016. Med andre ord, så er d’herrer Vargas og Miura garanter for underholdning.

Vargas havde mod Miguel Berchelt sit WBC-bælte på spil.

Resultat: Det er næsten blot at læse foromtalen, hvis man vil vide, hvordan stævnet endte. Blod, mexican slugfest og en potentielt set karriere-afsluttende skade. Miguel Berchelt skabte overraskelsen og snuppede Francisco Vargas’ WBC-bælte. Francisco Vargas er en fan-favorit, som imidlertid har deltaget i nogle af senere års allerstørste slagsmål. Berchelt-kampen blev ikke nogen undtagelse, og resultatet viste sig desværre ganske tidligt i opgøret. Vargas’ ansigt begyndte ret tidligt at ligne en bakke hakket oksekød, og i 11. omgang havde dommeren set nok. En postgang for sent. Hvis læseren tør se hvorfor, så se evt. Vargas’ ansigt her. Hans arvæv har arvæv, som en amerikansk kommentator formulerede det, og spørgsmålet må med rette stilles, om hans karriere ikke har bedst af at blive indstillet. Desværre. For han er særdeles underholdende at se på – og en dygtig bokser.

Takashi Miura slog Miguel Roman på KO i 12. omgang, og foran ham venter mange potentielle topopgør. Han kan potentielt set sætte tænder i navne som Berchelt, Salido, Lomachenko.

* 3. februar.
Letvægteren Felix Verdejo (22-0) gjorde comeback på hjemmebane i Puerto Rico mod Oliver Flores (27-2-2). Verdejo var en dygtig amatørbokser og blev allerede professionel som 19-årig i 2012.

Siden har han været voldsomt hypet, men mangler endnu at slå igennem som professionelt topnavn. Verdejo har på grund af en motorcykel-ulykke ikke været i ringen siden juni sidste år, og det bliver spændende at se, om han nu for alvor kan få gang i karrieren. Lykkes det, venter forhåbentlig fremtidige opgør mod navne som Terry Flanagan eller Jorge Linares.

Resultat: Undertegnede har ikke set opgøret, så vi kan udelukkende oplyse, at Verdejo vandt en – på papiret i alt fald – relativt sikker pointsejr over 10. omgange.

* 4. februar.
Chris Eubank Jr. (23-1) er indiskutabelt en dygtig og interessant bokser. Men hans karrierehåndering og offentlige image – med faderen Chris Eubank Sr. som mastermind – er en dårlig joke. Eubank mødte her australske Renold Quinlan (11-1) i en kamp, som den store engelske tv-kanal ITV udbød som PPV (!!). Quinlan har godt nok vundet over en (over the hill) Daniel Geale (31-5), men det retfærdiggør på ingen måde, at ITV ligefrem krævede penge for miseren.

Undercardet gjorde lidt for at reparere på pinlighederne, da den interessante fjervægter Kid Galahad (21-0) boksede, og da David Price (21-3) og Christian Hammer (20-4) mødtes i et sub-top-opgør i sværvægtsklassen.

Resultat: Ikke værd at bruge lang tid på. Eubank vandt forventeligt Quinlans ligegyldige IBO-bælte. Quinlan var hård at knække, men efter ti omgange havde dommeren set nok. TKO-sejr til Eubank. David Price løb – igen – tør for energi mod Christian Hammer, og tabte på TKO i syvende. Price havde ellers haft Hammer nede tidligere i opgøret. David Price må regnes som færdig i selskabet af relevante top-sværvægtere. Kid Galahad fik ny modstander på selve kampdagen. Leonel Hernandez hed modstanderen, som kun holdt tre runder.

* 18. februar.
Sportens enfant terrible, Adrien Broner (32-2), (beklager Tyson Fury, Floyd Mayweather og andre) kom tilbage i ringen. Han mødte Adrian Granados (18-4-2), som trods de ringe stats var inde i en god stime – blandt andet med en sejr i november 2015 over den ellers lovende Amir Imam (19-1).

Den spændende letsværvægter Marcus Browne (18-0) gik i ringen mod kompetente og farlige Thomas Williams Jr. (20-2).

Resultat: Stævnet kom ikke til at se ud, som vi oprindelig beskrev tidligere på året. Hverken Gary Russell Jr. eller Jermell Charlo kom i aktion, som oprindelig planlagt. De er dog at finde længere nede på denne liste.

Broner mødte dog rigtig nok Granados, og Browne mødte også Thomas Williams Jr.

I hovedkampen vandt Broner en tæt split decision over Granados. Broner så virkelig skidt ud. Dårlig timing, langsom og upræcis. Granados burde forholdsvis nemt have taget sejren, men Broner var Granados langt overlegen i bokseintelligens. Granados boksede taktisk elendigt. Efter en god start med succes fra distancen med præcise jab og god bevægelse, gik Granados i stedet tættere og tættere på Broner. Et underligt sats på det eneste våben, Granados aldrig kunne slå Broner på: slagkraft.

Hvorom alting er, så er der gået Patrick Nielsen i Broner. Det er svært at se, hvordan han skal kunne finde sig vej til toppen af sporten.

Marcus Browne vandt i sit opgør (som undertegnede – indrømmet – ikke så) en KO-sejr i 6. runde. I sig selv et stærkt statement.

På stævnet boksede også weltervægteren Lamont Peterson efter næsten halvandet år udenfor ringen. Det opgør så undertegnede til gengæld, og Peterson så rent faktisk ok ud mod David Avanesyan (22-1-1). Det er svært at vurdere, om Peterson kommer til at skabe noget stort i den stjernespækkede vægtklasse, men umiddelbart så han fit og skarp ud for en mand, som ikke har bokset siden efteråret 2015.

* Hold et halvt øje med: 24. februar.
Colombianske Eleider Alvarez (21-0) er et af de navne, som ser virkelig spændende ud, og som rangerer højt på diverse ranglister, men som endnu mangler at blive testet for alvor (dog med sejre over Isaac Chilemba og Edison Miranda). Det skulle så ske denne fredag i Quebec, hvor han mødte veteranen Lucien Bute (32-3-1). De boksede i letsværvægts-divisionen, og der var ingen titler på spil. Der reklameredes dog med, at det skulle være en ”WBC Light Heavyweight Title Eliminator”. Det skal man ikke altid tage for gode varer, men hvis det holder vand, betyder det, at vinderen kommer til at forsøge sig mod WBC-mester Adonis Stevenson (28-1). Lad os se.

Resultat: Kampen startede meget lige, og efter de fire første runder må dommerne formentlig have givet to runder til hver bokser. Alvarez så fit og bevægelig ud, men virkede samtidig lidt ukoncentreret og frustreret overfor den rutinerede Bute, som ikke lod sig ryste (men som dog heller ikke lod til at kunne ryste den yngre Alvarez). Alt dette blev imidlertid ganske ligegyldigt i 5. omgang, da Alvarez fangede Bute med en solid lige højre og fulgte op med endnu en. Down went Bute og dermed KO-sejr til Alvarez – og blot det andet KO-nederlag til Bute i karrieren (første gang til Carl Froch i 2012). 

* Hold et enkelt øje med: 25. februar.
Lørdagen var en tætpakket bokseaften/nat. Første stop i Hull i England, hvor hjemmebanemanden Gavin McDonnell (16-0-2) forsøgte at gøre sin tvillingebror Jamie kunsten efter og blive verdensmester.

Gavin McDonnell er ikke noget stort navn (endnu), men fik muligheden for at bokse om WBC’s ledige superbantamvægtstitel mod Rey Vargas (28-0). Rey Vargas var ret tydelig favorit, men kampen tjente – i nærværende skribents optik – endnu engang til McDonnells promotor Eddie Hearns ære. Eddie Hearn og selskabet Matchroom Boxing sætter i disse år på forfriskende vis mange af sine boksere på spil, og giver dem muligheden for titelkampe – også i tilfælde, hvor de ikke er favoritter.

Den tidligere OL-guldvinder, letvægteren Luke Campbell (15-1), boksede også på stævnet, men hovedkampen var det væsentligste at skrive hjem om.

Resultat: Gavin McDonnell vs. Rey Vargas blev nogenlunde som ventet. Vargas var fysisk og teknisk langt overlegen. Vargas’ længere arme blev brugt fornuftigt til at holde McDonnell på afstand og konstant levere små piskesmæld med jabbet. Særligt i de første 6-7 runder lignede det en regulær udboksning af McDonnell.
Englænderen viste sig dog som en usædvanligt hård nød at knække, og i den sidste del af opgøret kom han faktisk flot igen. Det blev nogle “hard fought” point, men det lykkedes ham at nappe en del af de sidste runder.
Så man opgøret på Viaplay, havde man ”fornøjelsen” af Claus Borre kommentator. Borre så endnu engang en helt anden kamp end alle andre, og vurderede opgøret som værende tæt, men sejren til Vargas var desuagtet tydelig og fortjent. En enkelt sidedommer scorede med en grotesk hjemmebanedom kampen uafgjort, hvilket set McDonnells promotor Eddie Hearn rystede på hovedet af. De tog øvrige dommere var vågne på aftenen og gav Vargas en fortjent ”majority decision”.

* (Aflyst). 25. februar.
Miguel Cotto (40-5) vs. James Kirkland (32-2).
Guillermo Rigondeaux (17-0) vs. Moises Flores (25-0).

* Hold halvandet øje med: 25. februar.
Natten kan rundes af med lidt ”tung” underholdning fra Alabama, hvor den lokale WBC-sværvægtsmester Deontay Wilder (37-0) gør comeback efter den håndskade, han pådrog sig i opgøret mod Chris Arreola i juli sidste år. Wilder skulle have mødt polske Andrzej Wawrzyk (33-1), som dog røg i dopingfælden tidligere på året.

I stedet er den tidligere amerikanske football-player Gerald Washington (18-0-1) trådt til. Det bliver formentlig kedeligt. Der er en lille chance for, at sensationen opstår, da der med rette kan stilles spørgsmålstegn ved tilstanden af Wilders hånd. Nogle iagttagere tror, at hans karriere mere eller mindre er ved at nærme sig sin afslutning, da han allerede har brækket den mindst tre gange i løbet af de seneste syv år.

Artur Szpilka (20-2) bokser alligevel heller ikke ved stævnet, og hans planlagte modstander, Dominic Breazeale (17-1), møder i stedet Izuagbe Ugonoh (17-0), som vi ikke ved noget kvalitativt om. Breazeale var senest i ringen i juni, hvor IBF-mesteren Anthony Joshua tog sig behændigt af den tunge amerikaner.

Sidst – men helt sikkert ikke mindst – bokser den hypede amerikanske letmellemvægter Jarrett Hurd (19-0) om IBF’s ledige titel mod Tony Harrison (24-1). Titlen er blevet ledig, efter Jermall Charlo netop har ’vacated’ den for at rykke op til mellemvægt. Trods Hurds og Harrisons mindre kendte navne i offentligheden, så er dette den mest relevante og interessante kamp på stævnet. To up-and-coming boksere, som får muligheden for at tage en titel. Det er værd at bruge tid på.

* For boksehipsterne: 2. marts.
Japanske Shinsuke Yamanaka (26-0-2) har sit WBC-bantamvægtsbælte på spil i Tokyo. Yamanaka er en underholdende bokser, som længe har været betragtet blandt klodens 10-20 bedste boksere p4p. Han møder mexicanske Carlos Carlson (22-1), som nok har en talmæssigt pæn rekordliste, men ikke har nogen særlige navne på den.

* Skal ses? Eller ignoreres?: 4. marts.
Er det et freakshow, eller bliver det et boksebrag? Sport fortalt er i tvivl om, hvilket ben, man bør stå på i forhold til sværvægtsopgøret mellem Tony Bellew (28-2-1) og David Haye (28-2).

Ingen af de to er dårlige boksere, men hvorfor skal de netop møde hinanden? Tony Bellew er cruiservægteren, som er kommet op nede fra letsværvægt, mens David Haye godt nok er tidligere cruiservægter, men har været en fuldvoksen sværvægter i mange år.

Bellew har set god ud, siden han efter sit nederlag til Adonis Stevenson i november 2013 lagde kilo på og gik fra 175 pund til omkring de 200 pund. Men er det ikke dumdristigt at tage et skridt videre op vægtmæssigt og møde David Haye, som siden sit comeback i starten af 2016 har bokset på henholdsvis 227 og 224 pund? Det tror de fleste eksperter, som spår en tidlig KO til Haye.

Og i det lys virker opgøret pjattet, da Bellew har en virkelig fin stime kørende på cruiservægt.

Samtidig fremstår hele arrangementet lidt som et latterligt wrestling-agtigt hypeshow.

De to boksere har svinet hinanden til på kryds og tværs før og efter at aftalen blev underskrevet, og ved det seneste pressemøde kom det endda til slagudveksling imellem de to.

Det irriterende er, at den slags virker, og det viser blot endnu engang, at David Haye er en fremragende bokse-businessman. Også denne gang kommer han til at fylde O2 Arena i London til et arrangement, hvor det sportslige indhold burde være langt bedre.

Sport fortalt er dog ikke helt så kritisk som andre, og tillader sig at håbe på et nogenlunde jævnbyrdigt opgør. Men så heller ikke flere mellemkampe, David Haye. Næste gang bør han møde en af sværvægtsklassens store navne.

På undercardet bokser Sam Eggington (19-3) mod veteranen Paul Malignaggi (36-7). Malignaggi er et særdeles velkendt ansigt i sporten efter tidligere opgør mod navne som Shawn Porter, Miguel Cotto, Zab Judah, Danny Garcia, Amir Khan og Ricky Hatton. De senere år er det dog som tv-personlighed, han primært gør sig, og Eggington-opgøret kan blive det sidste for Malignaggi, som har varslet snarlig pension. Eggington er favorit i 75/25-størrelsesordenen.

Der er flere andre gode boksere på kortet, men for at gøre det kort, så bør man tune ind til Ohara Davies (14-0) vs. Derry Mathews (38-11-2), Lee Selby (23-1) mod en endnu ukendt modstander og Katie Taylor (2-0) mod endnu en ukendt modstander.

* Skal ses: 4. marts.
Hvis der er tvivl om kvaliteten af opgøret mellem Bellew og Haye, kan der ikke være to meninger om relevansen af opgøret mellem weltervægterne Danny Garcia (33-0) og Keith Thurman (27-0).

Der bliver ikke nødvendigvis tale om et festfyrværkeri i ringen, men der er alligevel stor grund til at glæde sig over ”stormagts-mødet”.

WBC- og WBA-titler er på spil. En plads som vægtklassens topnavn, og en plads blandt de 10 bedste boksere pund-for-pund vil formentlig også tilkomme vinderen.

Danny Garcia er et kendt hadeobjekt blandt mange boksefans, som mener at han vælger alt for mange bløde modstandere, men ikke desto mindre har han sejre over topnavne som Lamont Peterson, Lucas Matthysse, Amir Khan, samt aldrende udgaver af Erik Morales, Paul Malignaggi og Zab Judah på rekordlisten. Den slags skalpe får man ikke foræret.

Keith Thurman kommer med en af 2016’s største sejre (over Shawn Porter) bag sig, og kan fremvise respektable jagttrofæer som Leonard Bundu, Robert Guerrero, Jesus Soto Karass og Diego Chaves.

Det er svært at udpege en favorit, men skal børneopsparingen absolut på spil, vil anbefalingen – trods Garcias resume – lyde på en Thurman-sejr. Garcia har vist sig mulig at ryste, og Thurmans slagkraft og pres kan tænkes at volde ham store problemer. Heldigvis er vi ikke sikre på noget som helst.

Der er umiddelbart to interessante navne på undercardet. Stortalentet Erickson Lubin (17-0) møder Jorge Cota (25-1) over 12 omgange på letmellemvægt, mens den polske letsværvægter Andrzej Fonfara (28-4) skal ”bounce back” efter sit overraskende nederlag til Joe Smith Jr (21-1) i sommeren 2016. Andrzej Fonfara var inde i en god stime inden nederlaget og bør være moderat favorit mod den hårde veteran Chad Dawson (34-4), som har flotte sejre over Antonio Tarver og Bernard Hopkins tidligere i karrieren.

* Hold et øje med: 11. marts.
Jack Culcay
(22-1) møder Demetrius Andrade (23-0) i et opgør, som har været længe undervejs. Demetrius Andrade er et af de senere års mest hypede boksere, som mange har haft store forventninger til. Karrierehåndteringen har imidlertid været elendig indtil nu, og han har blot bokset tre kampe de seneste 3,5 år. Det er dog særdeles godt arbejde af hans folk, at han mod Jack Culcay får muligheden for at vinde et af WBA’s (ikke ’førstebætet’) titler i letmellemvægt.

Jack Culcay ser god ud på papiret, men er det ikke rigtig. Han har ingen store navne på sin rekordliste, og alene det, at han har sagt ja til et opgør mod Andrade, som er god og ikke noget kæmpe navn, er meget utysk. Culcay har hjemmebanen i Tyskland, hvilket vil sige, at han allerede er foran på point inden kampen, men Andrade skal nok klare den alligevel.

* Hold halvandet øje med: 11. marts.
Verdensklasse-fjervægteren Gary Russell Jr. (27-1) vender tilbage efter næsten et års pause. Han har sit WBC-bælte på spil mod Oscar Escandon (25-2).

Den stærke letmellemvægter (og mulige kommende verdensstjerne) Jermell Charlo (28-0) møder et acceptabelt navn i form af Charles Hatley (26-1-1) – som blandt andet har besejret den tidligere Kessler-modstander Anthony Mundine.

* For boksehipsterne: 11. marts.
Det er ikke usædvanligt at se fluevægteren Juan Francisco Estrada (34-2) figurere på forskellige top 10 p4p-lister. Mange håber, at han får muligheden for at revanchere sit 2012-nederlag til p4p-kongen, Roman Gonzalez, på et indenfor den nærmeste fremtid. Denne aften møder han hjemme i Mexico en endnu ukendt modstander. Efter planen bokser han allerede igen sidst i april – igen mod ukendt modstand.

* Hold et halvt øje med: 11. marts.
Der er underholdning spredt ud over hele kloden denne lørdag. I Verona, New York, mødes de to tidligere Golovkin-modstandere David Lemieux (36-3) og Curtis Stevens (29-5). Det er lidt at sammenligne med en Europa League-semifinale i fodbold. Der er tale om to boksere lige under de allerbedste, men det er stadig et relevant og interessant match-up. Lemieux har 32 knock-outs af 36 sejre og Stevens har 21 af 29. Det bør blive underholdende, selvom Lemieux må formodes at være relativt overbevisende favorit.

Særligt interessant bliver det også at opleve cubanske Yuriorkis Gamboa (25-1) gøre comeback efter over et års pause mod Rene Alvarado (24-7). Gamboa er en af boksningens (mange) triste skæbner, som trods et uomtvisteligt kæmpe talent slet ikke har fået karrieren eller den generelle tilværelse til at fungere. En OL-guldmedalje fra Athen i 2004 er blot ét bevis for hans evner. Inaktivitet, promoter-bøvl, en sag om hustruvold og nederlaget i 2014 til Terrence Crawford har været med til at bremse hans udvikling. Hvis han kan tage sig sammen i og udenfor ringen, bliver det spændende at se, om han eksempelvis kan få en re-match i hus mod Crawford, som siden deres første opgør har bevæget sig helt op blandt kloden 5-6 bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

* Bør ses: 18. marts
Det eneste aktuelle danske lyspunkt, Dennis Ceylan (18-0-1), har sin europæiske fjervægtstitel på spil mod Isaac Lowe (13-0-1). Meget er skrevet om, at Lowe er fætter til Tyson Fury, men hvem er snart ikke det? Lowe omtales i flere engelske medier i positive vendinger, men med blot 14 kampe bag sig (og en rekordliste uden nævneværdige navne) er det svært at vide sig alt for sikker på hans egentlige kvaliteter. Her føler vi os mere sikre på Dennis Ceylans, som særligt senest mod Ryan Walsh blev sat på prøve. Ceylan var i gulvet undervejs, men endte med at vinde en split decision. Selvom undertegnede havde Walsh som vinder, tror vi på Ceylan denne gang. Walsh-opgøret var en værdifuld erfaring, som Lowe i alt fald ikke kan mønstre en tilsvarende af.

Stævnet afholdes i Ceres Arena, Aarhus.

* Skal ses: 18. marts.
Gennady Golovkin
(36-0) vil så gerne have noget kvalitetsmodstand, og boksefans verden over ønsker det samme for ham.

Denne lørdag i Madison Square Garden vil man – muligvis – kunne se Golovkin blive udfordret som aldrig før i karrieren. Indrømmet, modstanderen Daniel Jacobs (32-1) er ikke en top 25-bokser på tværs af alle vægtklasser, men han burde alligevel kunne byde den frygtede kasakhstanske mellemvægter mere modstand end tidligere (acceptable) udfordrere som David Lemieux, Kell Brook, Willie Monroe Jr., Daniel Geale, Martin Murray, Matthew Macklin etc.

Jacobs har kun bokset en enkelt gang, siden han i december 2015 tog karrierens største sejr med en 1. rundes KO af Peter Quillin (daværende 32-0-1). Det er svært at se, hvordan Jacobs skal besejre Golovkin, men Kell Brook fik i Golovkins seneste opgør i det mindste vist, at Kasakhstans KO-konge kan blive ramt. Kan Jacobs finde de samme huller, som Brook fandt, så kommer det til at gøre ondt på Golovkin, som har sin samling af bælter hos IBO, IBF, WBC og WBA på spil.

Undercardet bliver en ren fryd for bokseelskere med pund-for-pund-kongen Roman Gonzalez (46-0) i et opgør mod Wisaksil Wangek (41-4-1) fra Thailand. Gonzalez har bokset med på en hel del af Golovkins seneste stævner, og kombinationen af de to er noget af det bedste, denne skribent umiddelbart kan forestille sig at bruge en lørdag nat i marts på.

Cruiservægtklassens – formentlig – bedste mand, Oleksandr Usyk (11-0), bokser desværre ikke på stævnet alligevel. Det gør til gengæld både Carlos Cuadras (35-1-1) og Andy Lee (34-3-1). Carlos Cuadras skal holdes varm inden et nyt opgør mod Roman Gonzalez, mens Andy Lee i bedste fald skal bygge sig op til ét sidste storopgør i mellemvægtsklassen, hvor han tidligere har mødt store navne som Chavez Jr., Peter Quillin og Billy Joe Saunders.

* Skal ses: 25. marts.
Det var høj klasse første gang, og mon ikke det bliver noget tilsvarende anden gang.

Jorge Linares (41-3) og Anthony Crolla (31-5-3) tager en dans mere om WBA’s letvægtstitel (og Ring Magazines titel), efter Linares vandt det første opgør i september sidste år.

Linares er en virkelig god bokser, som har dummet sig tidligere i karrieren, men som pt. ikke har tabt siden marts 2013. Crolla har tydeligvis slet ikke Linares naturlige talent, men har til gengæld en vilje og fighterinstinkt som få andre. Det gjorde det første opgør tæt, og vil formentlig gøre det samme anden gang også.

Returkampen bokses, ligesom det første opgør, i Manchester.

Undercardet er lidt (usædvanligt) tyndt, men promotor Eddie Hearn har formentlig været nødt til at betale Jorge Linares en pæn sum for at vende tilbage til endnu et opgør i Manchester. Resultatet skal han imidlertid nok ikke regne med bliver anerledes. Første opgør var tæt, men det er vores klare vurdering, at Jorge Linares tager den igen.

* Bør ses: 1. april
Cruiservægtklassen er langt fra den mest profilerede vægtklasse i sporten, men aktuelt er den rent faktisk en af de mest kvalitetsfyldte.

I Tyskland mødes denne lørdag to af de bedste, Marco Huck (40-3-1) og Mairis Briedis (21-0). Huck var i en årrække klassens konge – indtil han i 2015 tabte til Glowacki – mens Briedis aktuelt er ved at etablere sig blandt de allerbedste. Vi tror på Briedis i denne sammenhæng, og ser dernæst frem til eventuelle møder med Tony Bellew, Oleksandr Usyk eller Murat Gassiev.

Der er ikke andre kampe på plads til stævnet endnu.

* Skal ses: 1. april
Joseph Parker
(22-0) vs. Hughie Fury (20-0). What is not to like? Stor respekt til de to for ikke at tage nogen smutveje frem i karrieren. Joseph Parker er først og fremmest ved at bygge sin karriere op med flotte, store skridt. Sammen med Anthony Joshua regnes han som sværvægtsklassen store fremtidige navn, men selvom Sport fortalt har stået forrest i Joshua-heppekoret, så fortjener Parker faktisk større ros for karrierehåndteringen, end Joshua gør. Parker har ikke været ligeså overbevisende, som Joshua har, men han har fået alvorlige hår på brystet med modstandere som Carlos Takam og Andy Ruiz Jr. Nu venter så Hughie Fury, som virkelig satser ved at rejse til New Zealand og bokse om WBO-bæltet efter næsten et år uden kamptræning. Det er forfriskende at opleve i en tid, hvor der alt for ofte går forsikringsmatetik i boksesporten. Parker er storfavorit, men forhåbentlig venter der dem begge en fin karriere efterfølgende – uagtet resultatet.

* Bør ses: 8. april
Britisk boksefest. Det er et ret godt stævne, promotor Frank Warren har skruet sammen i Manchester denne lørdag. Der er først og fremmest et jævnbyrdigt kvalitetsopgør i form af Liam Williams (16-0-1) vs. Liam Smith (23-1-1) på letmellemvægt. Derudover bliver spændende navne som Terry Flanagan (32-0), Zolani Tete (24-3) og Jack Catterall (17-0) sat på spil ved stævnet. Mest udfordret bliver formentlig Tete, som møder Arthur Villanueva (30-1) på bantamvægt. Terry Flanagan har sin WBO-letvægtstitel på spil mod Petr Petrov (38-4-2).

* Skal ses: 8. april
Den opmærksomme læser vil vide, hvad Sport fortalt mener om Vasyl Lomachenko (7-1).

Ellers så læs her.

Lomachenko er lidt i samme situation som Golovkin. Han er tydeligvis så overlegen, at der skal godt med smør på brødet for at få modstandere i ringen mod ham. Da Lomachenko imidlertid bokser i lettere vægtklasser end Golovkin, er der generelt færre penge i omløb. Derfor er det nemmere for Lomachenko at betale kvalitetsmodstandere for tage imod bokseundervisning for åben skærm. Denne lørdag tager Jason Sosa (20-1-4) udfordringen op, og det kan faktisk blive gevaldigt interessant. Lomachenko vil være kæmpe favorit, og alt andet end en sejr før tid vil være overraskende. Jason Sosa har dog den rette kombination af bokseegenskaber og fightervilje, som gør, at det nok skal blive underholdende. Det tegner til et rigtigt godt match-up, hvor Lomachenko kan få sig et par forskrækkelser indledningsvis, men formentlig nok skal vise kvaliteterne, som kampen skrider frem.

Samtidig byder stævnet på vildt spændende sekundære kampe. Ukrainske Oleksandr Usyk (11-0) har sin WBO-cruiservægtstitel på spil mod – for os – ukendte Michael Hunter (12-0), ligesom en anden interessant ukrainer, Oleksandr Gvozdyk (12-0) møder ikke-uefne Yunieski Gonzalez (18-2) på letsværvægt.

* Bør overvejes: 15. april
Julius Indongo
(21-0) stod måske for årets KO i 2016 , da han allerede i første omgang mod Eduard Troyanovsky (daværende 25-0) chokerede med en økse af en venstre næve. Troyanovsky var indtil da regnet som en af klodens bedste juniorweltervægtere efter Terrence Crawford, men på et øjeblik overtog upåagtede Indongo IBF-bæltet. Indongo havde før opgøret mod

Troyanovsky i Rusland aldrig bokset udenfor hjemlandet Namibia, og trods den vilde sejr, må han regnes som en af de mest uprøvede verdensmestre overhovedet pt. Derfor er det godt promotorarbejde af Eddie Hearn, at det er lykkedes ham at få Indongo til Glasgow denne lørdag og sætte sit bælte på spil mod WBA-mesteren Ricky Burns (41-5-1).

Ricky Burns er slet ikke nogen ringe bokser, men ligger umiddelbart lige i laget under de helst store navne i letvægt/juniorweltervægt. Det har han blandt andet bevidst ved at have tabt til Terence Crawford (2014), Dejan Zlaticanin (2014) og Omar Figueroa Jr. (2015).

At Ricky Burns nu har en relativt åben mulighed for både at blive WBA- og IBF-mester, er resultatet af dygtigt management fra holdet bag ham.

Resten af kortet kan godt undværes (Eddie Hearn har formentlig betalt Indongo en pæn sjat for at komme til Glasgow), men undertegnede vil i alt fald holde et halvt øje på Scott Cardle (21-0-1), som møder en endnu ukendt modstander. Scott Cardle har ikke det vildeste cv, men særligt i seneste opgør mod Kevin Hooper (19-3) så man ganske positive tendenser hos ubesejrede Cardle.

 * For boksehipsterne: 21. april
Russiske Artur Beterbiev (11-0) har i vores optik potentialet til at blive ”en ny Gennady Golovkin”. Det vil sige en østbokser, som kæmper sig ud af obskuritet og etablerer sig som et stort trækplaster på det nordamerikanske marked. Årsagen til, at vi tror dette, er, at Beterbiev ejer den samme underholdende stil som Golovkin. Han har frygtindgydende slagkraft og en no-bull-shit-attitude. Han ser overhovedet ikke ”cool” ud, men han får gjort et effektivt stykke arbejde i ringen. Det lader dog ikke til, at Beterbiev – som Golovkin– har lært at tale engelsk endnu. Det bliver et kæmpe minus for ham, som han skal og bør kunne tillære sig – især fordi han har fast base i Canada.

Denne lørdag i Miami møder han stærke Sullivan Barrera (18-1), som dog tabte relativt stort til Andre Ward i 2016.

For vinderen af opgøret venter forhåbentlig fremtidige opgør mod navne som netop Andre Ward eller Adonis Stevenson, Sergey Kovalev, Oleksandr Gvozdyk, Joe Smith Jr., Nathan Cleverly eller Eleider Alvarez.

* Hold et øje med: 22. april
Der tales meget om James DeGale, Badou Jack, Callum Smith, George Groves og – nu – Chris Eubank Jr. i supermellemvægtsklassen, men måske i virkeligheden Gilberto Ramirez (34-0) er den bedste af dem alle?

Det var i alt fald ganske imponerende at se, hvordan han i april sidste år fuldstændig pillede pynten af veteranen Arthur Abraham (daværende 44-4) og nuppede dennes WBO-titel. Nu sætter Ramirez for første gang bæltet på spil mod Max Bursak (33-4-1), som bør være en overkommelig modstander.

Stævnet er samtidig en lidt overset lækkerbisken med Oscar Valdez (21-0) og Jessie Magdaleno (24-0) på menukortet. Førstnævne har sin WBO-titel i fjervægt på spil mod Miguel Marriaga (25-1), mens Magdaleno forsvarer sin WBO-titel i superbantamvægt mod Adeilson Dos Santos (18-2).

* Skal ses: 29. april.
Undertegnende skribent har sikret sig en plads, når Anthony Joshua (18-0) og Wladimir Klitschko (64-4) efter alt at dømme sætter britisk tilskuerrekord på Wembley Stadion. Den hidtidige rekord tilhører Carl Froch og George Groves (80.000), men hvis ellers Londons borgmester tillader det, skrues tilskuertallet denne gang op til 90.000.

Klitschko har ikke været i ringen, siden han tabte sværvægtstronen til Tyson Fury i slutningen af 2015. Men da Fury siden er gået mentalt ned – og pt. påstår at have trukket sig tilbage – er tronen på spil igen. Der er bestemt andre store sværvægtsnavne i farvandet, men med et opgør om WBA’s ledige titel og Joshuas IBF-titel (plus den marginale IBO-titel), er det de facto æren som klassens største dreng, der er på spil i London.

Opgøret indeholder heldigvis en helt bunke åbne spørgsmål:

Var Fury-nederlaget en enlig svale, eller er Klitschko virkelig færdig som top-topbokser?
Er det for tidligt, at Anthony Joshua bliver skudt af på dette niveau?
Bliver det seværdigt, eller kan Klitschko neutralisere Joshua med sit jab og sin fysik?
Har Klitschko modet til at presse Joshua – og hvordan reagerer den relativt uprøvede englænder da?

Time will tell.

* Et freakshow, som skal ses: 6. maj:
Der er sagt og skrevet meget om Saul ”Canelo” Alvarez (48-1-1), og som fan af manden er det meste af det ganske trist. Sammen med sin promotor Oscar de la Hoya fedter Canelo-teamet rundt i en elendigt udført medie- og karrierehåndtering. Det næste stop for det latterlige Cirkus Canelo bliver et opgør mod legende-sønnen Julio Cesar Chavez Jr. (50-2-1).

Man har længe måtte forstå på Canelos folk, at han bestemt endnu var alt for let til at bokse på mellemvægt (læs: og dermed møde Golovkin), og at han derfor helt naturligt boksede på letmellemvægt, før han stille og rolig skulle bygges op til mellemvægtsklassen. Derfor overgav han sidste år sit WBC-bælte i – ja – mellemvægt, for siden at møde Liam Smith om dennes WBO-bælte i letmellemvægt. Forvirret? Det ville i så fald ikke være uforståeligt. Det er til gengæld helt uforståeligt, at Canelo nu træder op og møder Chavez Jr., som senest har bokset i supermellemvægts- og letsværvægtsklassen! Man bliver lidt træt.

Selv som erklæret Canelo-beundrer giver undertegnede den mexicanske stjerne en chance mere. Efter Chavez-opgøret skal der mellemvægts-kvalitet på bordet (og allerhelst Golovkin), ellers bliver det til et fremtidigt boykot af Oscar de la Hoyas og Canelos latterligheder.

* Skal ses: 27. maj
Weltervægtsbrag! Kell Brook (36-1) og Errol Spence Jr. (21-0) gør det, som Canelo burde gøre: De takker begge ja til modstand af højeste kaliber. Resultatet er en godbid til alle boksefans. Datoen er endnu ikke helt fastlagt, men Brooks promotor Eddie Hearn taler om 27. maj på fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield. Det vil i så fald betyde hjemmebane og 32.000 tilskuere bag Kell Brook. Med det i betragtning er der bare endnu større grund til at rose über-talentet Errol Spence Jr., som med en sejr vil træde ind blandt sportens allerstørste navne. Sport fortalt har absolut intet bud på en vinder (endnu). Det er så 50-50 en kamp, som vi overhovedet kan forestille os.

* Hvad vi, måske, også kan forvente os af 2017:

* Andre Ward vs. Sergey Kovalev II? – Spørgsmålet er, om Andre Ward har lyst til en omgang mere med den stærke russer.

* Manny Pacquiao forventes at gå i ringen igen omkring april-maj. Navne som Vasyl Lomachenko og Terrence Crawford nævnes på ønskebasis, men australske Jeff Horn (16-0-1) har været nævnt hyppigst den valgte modstander. Senest er Amir Khan bragt i spil til et opgør i de Forenede Arabiske Emirater, men endnu er intet underskrevet.

* George Groves møder angiveligt Fedor Chudinov om WBA’s ledige bælte i supermellemvægt. Ingen dato er dog meldt ud.

* De fleste forventer, at Dereck Chisora og ‎Dillian Whyte gentager det fremragende sværvægtsopgør fra december 2016. Et bud kunne være, at den sættes på stævnet med Joshua vs. Klitschko.

04 Jan

Lomachenko – den lille Picasso

skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28

skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28Ukrainske Vasyl Lomachenko har en af historiens flotteste amatørkarrierer bag sig. Efter blot 8 kampe som professionel er han nu blandt sportens absolutte lyspunkter. Sport fortalt fortæller her, hvorfor Lomachenko er årets bokser 2016. 

Af Tyson W. Lyall

Alt var bedre i gamle dage.

Men nogle gange hoster nutiden alligevel noget op, som kun de allerstørste romantikere kan affeje med et: “Det har jeg set langt bedre før”.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo tvinger Maradona-nostalgikerne til at rulle de lange argumentationskæder ud.

Roger Federer og Novak Djokovic får Björn Borg-fans og Pete Sampras-aficionados til enten at forstumme eller fremlægge omfattende redegørelser for, hvorfor fortidens helte trods alt var meget bedre end nutidens.

Og nu har boksesporten – midt i en form for krise, hvor den taber seere til andre kampsporter og ædes op af kortsigtede monetære interesser – produceret et sådant navn, som i de kommende år vil blive nævnt oftere og oftere i debatten om sportens bedste.

Et sådant talent, som kan få fanatikere til at le af ren fryd, og som kan få de ikke-indviede til at stoppe op og sige: Hvad i alverden er det?

Vasyl Lomachenko hedder kunstneren, som hermed, også af denne skribent, er blevet hypet i sådan en grad, som – næsten – ingen kan leve op til.

Men Lomachenko er et unikum, som formår at være meget bedre end de bedste. På stort set alle plan. Den aktuelle WBO-verdensmester i  junior-letvægt (også kaldet super-fjervægt, red.) er af en støbning, hvor det ville være patetisk at tale om svagheder.

Så lad os i stedet se på hans kvaliteter.

Uimponerende stats
Skal læseren overbevises om Lomachenkos fortræffeligheder, er der ikke meget vægt at hente i faktaarket med resultater fra ukrainerens sparsomme professionelle karriere.

Blot otte kampe har han bokset, siden han i oktober 2013 smed overtrøjen og trådte ind i de professionelles rækker. Oveni købet har han allerede et nederlag med sig fra sin blot anden kamp – mod Orlando Salido.

Nederlaget var tæt (split decision), mismatchet stort (Salido vejede ind over vægtgrænsen og var på kamptidspunktet 5 kilo tungere end Lomachenko) og dommerpræstationen ringe (kampleder Laurence Cole overså uhørt mange lave stød fra Salido).

Men et nederlag er ikke desto mindre et nederlag.

Hvordan kan man da gå så langt i sin ros af Lomachenko, når sporten har aktive folk som Andre Ward med en rekordliste på 31-0 eller Gennady Golovkin med 36-0 og 33 knockouts? Hvordan kan man påstå, at Lomachenko aktuelt er boksningens største lyspunkt, når Canelo Alvarez tjener PPV-millioner, eller når Anthony Joshua fylder Wembley Stadion med over 80.000 tilskuere?

Fordi man bør glemme statistik i denne sammenhæng.

Lomachenko er rigtigt nok en kvantitativ novice i sammenligningen med ovenstående, men han er – kvalitativt – et bæst, som ingen andre i sporten pt.

Hvorfor så det?

Hvis læseren har et par timer på hånden, er det forholdsvis overskueligt at se hans kampe igennem og få svaret selv. Hans kampe mod Romulo Koasicha, Roman Martinez og Nicholas Walters findes eksempelvis i sine fulde længder her, her og her .

Hvis det er for meget boksning på én gang, så kan hans kvaliteter opsummeres nogenlunde således i tekst: Overlegen teknik, ekstrem hurtighed, knockout-kraft, eminent fodarbejde og ikke mindst en ro og et overblik, som kun cubanske Guillermo Rigondeaux kommer i nærheden af.

Lomachenko har således en Floyd Mayweather-lignende evne til nærmest at kunne sætte tiden ned i halvt tempo. Lomachenko ser slagene komme, længe før andre gør det. Han er derfor – ligesom Mayweather – stort set umulig at fange. Ram ham, hvis du kan, og bliv straffet, når det ikke lykkes.

I forbindelse med hans seneste opvisning mod Nicholas Walters i november har kreative folk lavet nedenstående video under den ganske rammende beskrivelse ”The Matrix”.

Se de tre minutter og få godt et indblik i den dobbelte OL-guldvinders undvigende evner.

Bemærk i øvrigt, at ”offeret” i videoen, Nicholas Walters, er en vanvittig dygtig bokser, som var ubesejret inden opgøret mod Lomachenko, og som har store navne som Nonito Donaire og Vic Darchinyan på sin rekordliste.

Derfor igen: Lomachenko er et unikum, som formår at være så meget bedre end de bedste.

Boksningens Picasso
Vores forudsigelse er, at Lomachenko i de kommende år kommer til at gøre, som Manny Pacquiao gjorde fra 2005 og op igennem anden halvdel af 00’erne.

Lomachenko kommer – som Pacquiao – til at bokse en række fremragende opgør mod en række fremragende boksere. En af Lomachenkos allerbedste karakteristika er i denne sammenhæng netop, at han er villig til at møde alle verdensklasseboksere, som blot tilnærmelsesvis har den samme vægt, som han selv.

At han valgte at møde tunge, rutinerede og beskidte Salido i blot sin anden kamp var (over)modigt. At han fulgte nederlaget op med et opgør mod afsindigt dygtige og ubesejrede Gary Russell Jr. var næsten endnu vildere.

Lomachenko er klar til at satse det hele hver eneste gang, han går i ringen. Med tanke på hans overlegne kvaliteter, kommer han derfor – i vores forudsigelse – til at vinde mange titler og bevæge sig op i vægt undervejs.

En af ofrerne kan i øvrigt meget vil blive netop Manny Pacquiao, som ligesom Lomachenko er under promotor Bob Arums vinger.

Pacquiao har været Bob Arums helt store guldfugl i de seneste ti år, men skal man tro den rutinerede promotors egne ord, er Lomachenko nu klar til at overtage posten.

Lomachenko er den bedste bokser siden Muhammad Ali, mener Bob Arum, som har døbt ukraineren “The Picasso of Boxing”.

Fighter of the year
Når boksemedier i disse dage kårer årets bokser anno 2016, vil Lomachenko med al sandsynlig være én af de tre mest oplagte kandidater.

Hvis medierne tænker ligesom denne skribent, vil Lomachenko ende som det øverste navn på listen foran nordirske Carl Frampton og amerikanske Terrence Crawford.

Andre Ward burde egentlig også være et bud efter sejren over Sergey Kovalev i november, men dels var sejren stærkt omdiskuteret (undertegnede havde dog scoren 114-113 til Ward ligesom alle tre sidedommere), og dels har Ward ikke præsteret noget nævneværdigt i den resterende del af året.

Årets største sejr tog Ward, men alligevel er han ikke årets bokser.

Keith Thurman er værd at nævne på grund af sin sejr over Shawn Porter, Jezreel Corrales for sine to sejre over Takashi Uchiyama og Jermall Charlo for sejre over Austin Trout og Julian Williams.

Men Lomachenko er bokse-kongen af 2016 på grund af sine vanvidsopvisninger mod Roman Martinez og Nicholas Walters. Det er lidt tyndt at blive årets bokser efter blot at have været i ringen to gange på et kalenderår, men igen er det et spørgsmål om kvalitet over kvantitet.

Lomachenkos to opgør bød blot på sammenlagt små 12 omgange boksning, men flere momenter heri bør give bokseaficionados deciderede kuldegysninger.

Afslutningsvis er derfor her tre videoer fra de to opgør, som alle tjener som dokumentation for ovenstående ros – og som ren reklame for boksesporten i det hele taget:

1. Fra Roman Martinez-opgøret i juni. Klippet er fra de døende sekunder af 3. runde. Lomachenko demonstrer den omtalte ro og overblik. Tryk på videoen og se Lomachenko sende en god lige venstre afsted, træde et skridt tilbage og derefter nyde sit eget værk, imens han venter på pausesignalet. Overlegent, arrogant og cool.

2. Fra samme opgør. Lomachenko siger godnat til Martinez med en modbydeligt flot KO. Lomachenko har på dette tidspunkt længe haft Martinez på krogen. Puertoricaneren bakker og bakker, og Lomachenko fanger ham til sidste med en rungende venstre upper-cut og følger op i samme splitsekund med en ren højre. Smukt.

3. Fra Nicholas Walters-opgøret. Lomachenko er dygtig med hænderne og fødderne, men han er måske mest af alt dygtig med hovedet. Han ser, forudser og så – måske lidt overset – fortærer han sine modstandere mentalt.

Et godt eksempel ses her. Lomachenko var ganske vist favorit inden opgøret mod Walters, men mange anså det alligevel som et ret åbent slag, da Walters åbenlyst er dygtig. Men også fordi han er større og har en meget længere rækkevidde end Lomachenko –  og en frygtet slagskraft.

I løbet af de første syv omgange stod det imidlertid hurtigt klart, at Walters var ude på alt for dybt vand. I syvende omgang blev det for alvor tydeligt. Her begyndte Lomachenko simpelthen at lege med Walters – fysisk og psykisk – og imellem 7. og 8. runde besluttede sidstnævnte at lave ”en Roberto Duran” og sige ”no mas” til dommeren. Han ville ikke mere.

Se først de sidste 10 sekunder af 7. runde her og bemærk dernæst Lomachenko, som han går tilbage til sit hjørne efter gongongen. Han peger og fortæller nærmest Walters, at han ligeså godt kan give op. Det gør han så få sekunder efter.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image