13 Nov

World Tour Finals: Roger Federer mod kylleret

Roger Federer har chancen for at vinde sin 7. sæsonfinale, mens Rafael Nadal målrettet går efter sin første. Samtidig lurer den 20-årige Alexander Zverev på sin chance for at sætte en tyk streg under, at ‘fremtiden er nu’. Sport fortalt beretter fra London hele ugen. 

Af Anders Høeg Lammers

Kender I udtrykket ‘mod kylleret‘? Afhængigt af hvor i landet man befinder sig, kan det også hedde ‘mod rovet’, ‘mod rosset’ eller ‘mod slanten’. Udtrykker dækker over, at én eller få er på (fodbold)hold sammen mod en større masse – eller et stort kyller om man vil.

Sådan er det lidt med dette års herrernes sæsonfinale World Tour Finals. Roger Federer mod rovet, kylleret, rosset eller slanten. Ikke at de andre er på hold sammen. Selvfølgelig ikke. Men de har alligevel en fælles interesse i at eliminere alfahannen fra Londons O2 Arena hurtigst muligt.

Tag bare de her to statistikker:

  • Antal trofæer ved World Tour Finals, Federer: 6, rosset: 0.
  • Antal finaler ved World Tour Finals, Federer: 10, rosset: 2.

Federer har vundet turneringen (2010-11) eller spillet sig i finalen (2012, 2014-2015) fem gange ud af sine seks deltagelser siden 2010. Den eneste, der har forhindret ham i at hjemtage fem trofæer er Novak Djokovic, der p.t. er i gang med sin genoptræning efter en skade.

De to grupper

Sidste års mester, Andy Murray, er også ude med en skade. Ligeledes er Stan Wawrinka, der spillede en fantastisk semifinale mod Federer i 2014 og – imodsætning til Djokovic og Murray – faktisk har kvalificeret sig til London. Kei Nishikori og Milos Raonic har ligeledes fået sæsonen afkortet af skader. Ja faktisk er alle fem, der sluttede 2016 i top-5, ude af spillet.

Så hvem er med?

Der er to grupper. Tænk EM 1992, fire spillere i hver gruppe, hvor de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

I Pete Sampras-gruppen er Rafael Nadal, Dominic Thiem, Grigor Dimitrov og David Goffin. I Boris Becker-gruppen befinder de store servere sig, Roger Federer, Alexander Zverev, Marin Cilic og Jack Sock, der kvalificerede sig med en højst overraskende sejr i Masters-turneringen i Paris i søndags.

Boris Becker-gruppen: Federer, Zverev, Cilic og Sock

Når Federer er favoritten, er det næsten kun fair, han også får den sværeste gruppe. Og det må man sige, han har fået (note: det følgende er skrevet før søndagens kampe, det med kursiv er skrevet i dag, mandag).

Søndag kl. 14 venter Jack Sock. På papiret er han måske nok den ’nemmeste’ modstander i World Tour Finals. Før sejren i Paris lå han som nævnt kun nr. 24 i årets race rangliste. Men papiret fortæller sjældent hele sandheden.

Papiret fortæller ikke, at Jack Sock ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han ville være med i London i denne uge. Sock spiller med ’house money’ – ligesom han gjorde i Paris efter at have været ’down and out’, da han i sin første kamp var bagud 1-5 i tredje sæt mod Kyle Edmund. Papiret fortæller heller ikke, hvor meget selvtillid ens første sejr i en Masters-turnering kan betyde.

Med det sagt er Federer selvfølgelig stadig storfavorit mod Sock. Men både Thiem og Goffin ville formentlig være lettere modstandere for ham.

I søndagens anden sene kamp (kl. 20) er det dette års gennembrudsspiller, den blot 20-årige Alexander Zverev, der møder US-Open vinderen fra 2014 Marin Cilic.

Den er pivåben, men jeg giver en lille edge til Cilic, selvom Zverev fører 3-1 i indbyrdes og har vundet de sidste tre. Hvorfor? Fordi Zverev i et stykke tid har lignet en mand, der er træt efter en lang sæson, hvor han har vundet ikke bare én, men to Masters-titler.

Men siden han vandt Montreal Masters over Federer i august, har han reelt ikke haft nogle gode sejre. Han har vundet en del af det, han skulle, tabt en del, han burde have vundet og ikke fået sejre, når han løb ind i de andre top-spillere.

Zverev har dog takket nej til denne uges NextGen-finale for at være frisk til London. Så måske er der mere energi i ham. Han røg tidligt ud i Paris, så han har fået 10+ dage mellem Paris og sin første kamp i London. Finder han både serven og sine tunge grundslag frem, er han uhyre svær at slå for de fleste.

Det samme kan man sige om Cilic. Men Cilic har mindre margin i sine mere flade grundslag og har heller ikke samme defensive kvaliteter som Zverev. Til gengæld er indendørs HC blandt hans foretrukne underlag. Han har været solid uden at være prangende gennem hele efteråret. Og rammer han formen, er han, ligesom Zverev, én af dem, der faktisk kan gå hen og vinde turneringen.

Hans h2h mod de øvrige gruppemodstandere er dog ikke køn: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock: 1-7 mod Federer, 1-3 mod Zverev og 0-2 mod Sock.

Som jeg ser det, er gruppen meget åben. Federer burde være rimelig sikker som én af de to semifinalepladser, men rammer Cilic og Zverev begge dagen mod ham, er deres spil så stort og tungt, så overraskelser sagtens kan ske.

Alligevel tør jeg godt give Federer den ene plads. Hvem der følger ham, tør jeg til gengæld ikke gætte på. Er det Socks form, der bærer ham igennem til en højst overraskende semifinale? Han er 1-1 mod Zverev (1-0 på indendørs HC), 2-0 mod Cilic og 0-3 mod Federer. Det kunne godt ske.

Omvendt kan Zverev også pludselig finde form ud af det blå. Jeg tror ikke, det sker, men topniveauet er til at gå videre. Endelig er der Cilic, som typisk har været den bedste indendørs spiller af de tre.

Semifinalister: Federer + ???

Mandags update: De to første kampe er spillet. Federer slog Sock 6-4, 7-6 (4) i den ene, mens Zverev vandt 6-4, 3-6, 6-4 over Cilic. Det giver alt andet lige Zverev de bedste kort på hånden for at blive svaret på ovenstående spørgsmålstegn. Cilic var ellers tæt på at komme foran med et dobbelt break i tredje, men så fandt Zverev storspillet frem, mens Cilics eget niveau lige dykkede en smule.

Se højdepunkter her.

Både Sock, Cilic og Zverev imponerede mig.

  • Sock fordi han faktisk kampen igennem spillede ret lige op med Federer (Federer brød kun i første parti og i tiebreaken var Sock med frem til 4-4, hvor han lavede dobbeltfejl).
  • Zverev fordi han ikke lignede en træt spiller, der venter på, det bliver 2018. Han er kommet for at spille med om trofæet. Selvom Cilic spillede sit bedste i andet og starten af 3. sæt, lod Zverev sig ikke slå ud af det og brød tilbage med et helt perfekt baghåndslob. Jeg har muligvis skrevet det før, men Zverev har i den grad potentiale til at blive nr. 1 inden for en ikke så fjern fremtid. Mere om det ved anden lejlighed. Han kunne godt ligne Federers største trussel i denne turnering. 
  • Cilic fordi han i perioder af kampen (især 2. sæt og starten af 3.) fandt det spil, der gør ham så farlig. Tunge, præcise grundslag ned i hjørnerne. En serv Zverev ikke var i nærheden af at bryde i mere end to sæt i træk. At han ikke kunne køre kampen hjem, endsige til en tiebreak, fra 3-1 i tredje trækker selvfølgelig en smule ned.

Pete Sampras-gruppen: Nadal, Thiem, Dimitrov og Goffin

Den anden gruppe er mere tydelig for mig. Dominic Thiem har været i elendig form siden grussæsonen og er meget beskene 2-5 siden US Open i år. Ikke imponerende for en 4.-seedet til World Tour Finals.

David Goffins knæ har ikke fået samme opmærksomhed som Nadals noget mere berømte knæ, men har det næppe bedre. De sidste mange uger har han spillet med tape rundt om hele knæet for at holde det fast. Og med en Davis Cup-finale på programmet fredag-søndag i ugen efter World Tour Finals har Goffin et vist incitament til at spare sit knæ, hvis det volder ham problemer.

Når det er sagt, så har han evnerne til at volde gruppens og verdens nr. 1 problemer. Hans evne til at tage bolden tidligt og omdirigere den, hvorhen han ønsker, kommer godt til sin ret indendørs. Han er 6-3 mod Thiem, 1-3 mod Dimitrov (1-1 på indendørs hard court) og 0-2 mod Rafa.

Goffin lægger ud mod netop Rafa, og den kamp er jeg ret spændt på at se. Den lille belgier har ikke helt samme slagkraft som en Djokovic, Davydenko eller Nalbandian, men bortset fra det har han elementer i sit spil, der minder om deres – og guderne skal vide, at Nadal ikke har haft det let mod nogen af dem på hard court.

I Monte Carlo i år spillede Goffin gudetennis mod Rafa i seks partier, før årets vel nok største dommerfejl bragte ham helt ud af fatning (Goffin vandt sit parti til 4-2, men dommeren overrulede og kaldte en bold, der var over en halv fod ude, inde. Rafa vandt efterfølgende partiet i stedet, og Goffin mistede modet og tabte uden den store modstand).

Hvis Nadals knæ stadig driller, kan Goffins bolde blive jævnt trælse at halse rundt efter.

Og hvad kan vi forvente os af Nadal i denne turnering?

Nadal bliver ofte italesat som en ”dårlig” indendørs spiller, fordi han aldrig har vundet World Tour Finals og kun har vundet en enkelt indendørs titel i karrieren. Men hvis det ikke var for Federer og Djokovic, havde han formentlig mindst et par WTF-titler på cv’et.

Og det niveau han har vist i dele af hard court-sæsonen, ikke mindst sidste del af US Open og ’The Asien Swing’ (Beijing og Shanghai), burde være alt rigeligt til en sikker plads i semifinalen. Specielt når gruppen har en vaskeægte prügelknabe i form af Thiem, der let kunne gå fra London uden at vinde en kamp.

Som så ofte før med Nadal er helbredet lidt i tvivl. Mens Federer valgte at trække sig før Paris, valgte Nadal at trække sig under Paris.

Træner Moya sagde dog torsdag, at “Rafa is fine, the knee is OK. He stopped just to take no risks. Rafa will be competitive in London because it’s the only big tournament he hasn’t won.”

Så mon ikke han er fit for fight? Jeg tror det. Jeg tror kun, han spiller, fordi han giver sig selv en reel chance for at gå hele vejen.

Han er 17-3 mod sin gruppe, så ligesom Federer er han også pæn stor favorit til at gå videre. Men jeg giver Goffin en chance og Dimitrov en god chance for at lave grus i Rafas maskineri.

Gruppens fjerdemand er Grigor Dimitrov, der har haft et flot efterår, hvor han kun har tabt til folk som Nadal (2 gange), del Potro og John Isner. Han er 1-2 mod Thiem, 3-1 mod Goffin og 1-10 mod Rafa. Men på trods af den lidet flatterende 1-10 mod Rafa har en god del af opgørende været ret tætte.

Skal Dimitrov vise, at han er klar til at være med blandt de bedste, kunne en sejr mod Rafa i gruppespillet være et vigtigt skridt på den vej. Evnerne har han – men kan han også levere mentalt? Det er spørgsmålet.

Semifinalister: Nadal og Dimitrov med Goffin som ret seriøs bobler.

Federer eller kylleret?

Og hvem vinder så turneringen?

Ja der er vi tilbage ved Federer mod kylleret. Bookmakerne havde før turneringens start Federer som ’the odds on’ favorite, dvs. de giver ham bedre chancer end resten af feltet tilsammen.

Jeg giver også selv Federer 50 procent plus. Han så ikke decideret flyvende ud mod Sock, men der var stadig momenter, hvor han tryllede, og Sock så ikke et eneste break point.

Underlaget kan blive en interessant faktor. Det spiller lidt hurtigere end de øvrige gange, Federer har været med, hvilket gør det sværere at bryde serv. Det gør det også nemmere at slå favoritten, fordi et par bolde kan afgøre et sæt og en kamp.

Når Federer spiller mod specielt Cilic, er hastighed ikke nødvendigvis til hans fordel. Men generelt har han det ret godt med det – ikke mindst mod Rafa.

Så Federer er stadig favoritten. Og Rafa/Zverev, Dimitrov og Cilic er outsiderne i ca. den rækkefølge. Goffin kan måske gå i semi, men næppe hele vejen.

 

29 Aug

Roger and out – Federers fald fra tinderne

Federer billede

Er Roger Federer endelig ved at blive så gammel, så krop og sind ikke længere kan levere resultater, der sømmer sig for en spiller af Federers kaliber? Årets resultater tyder i den grad på det, og han er nu nede som verdens nr. 7. Omvendt er han blevet dømt færdig før, for blot at modbevise sine skeptikere få måneder senere. Men nu, hvor alderen har rundet 32 år, bliver det stadig sværere at trække nye kaniner op af hatten

Af Anders Høeg Lammers

I de sidste tolv måneder har Roger Federer vundet nøjagtig én turnering – nærmere bestemt en ubetydelig opvarmningsturnering til Wimbledon i tyske Halle. Fra august 2011 til august sidste år vandt han derimod ni turneringer.I 2012 vandt han 72 kampe og tabte 12. I 2013 har han foreløbig vundet 32 og tabt 11 – deriblandt to! gange til spillere uden for top 100. Før de to kampe havde han ikke tabt til en spiller uden for top-100 siden 2005 mod Richard Gasquet.

Resultaterne har sat sig sine tydelige spor på ranglisten, hvor Federer er raslet ned som verdens nummer syv – bag navne som David Ferrer, Tomas Berdych og Juan Martin del Potro. Til det igangværende US Open er han derfor også seedet som nr. 7 – hvilket er første gang siden 2002, at han ikke er blandt de tre førsteseedede i en slam-turnering.

Hvordan man end vender og drejer det, peger taler i én retning: Roger Federer er i alvorlig formkrise, den værste siden før han vandt sin første Wimbledon-titel og ’blev’ den Roger Federer, vi kender.

Manglende motivation?

Spørgsmålene er så hvorfor, og om det er permanent?

Der er en række faktorer, der kan forklare formdykket, hvoraf de to  mest oplagte er hhv. motivation og fysiske skavanker. I 2012 opnåede Federer mere, end han kunne have håbet på. Ikke alene vandt han sin syttende slam og syvende Wimbledon-titel og uddelte øretæver til sine yngre rivaler på vejen. Han genvandt også verdensrangslistens nr. 1 og slog Pete Sampras’ rekord med flest uger som nr. 1. Og ved OL fik han sølv i single efter i 2008 at have vundet guld i double.

Måske blev Federer slet og ret endelig mæt og efterladt uden fornemmelsen af krystalklare mål i horisonten, der bare måtte nås? Han ville i givet fald ikke være den første. Tennishistorien – og sportshistorien – er fyldt med koryfæer, der pludselig ikke længere havde den samme sult, som deres yngre rivaler, ikke længere havde motivationen til de sure træningspas dag ud og dag ind. I en sport hvor et enkelt point kan gøre hele forskellen, er fornemmelsen af mæthed – eller bare snerten af mæthed – nok til at gøre en taber ud af en vinder.

Det, der taler imod, at det er sulten og motivationen, den er gal med, er, at det er Roger Federer, vi snakker om. Ældre spillere som John McEnroe og Pete Sampras har gang på gang pointeret, hvor god Federer er til at motivere sig selv og finde glæde i tennislivet. Manden elsker slet og ret tennis og gør en dyd ud af at fortælle, hvor meget han elsker livet omkring tennis – det evindelige rejseri har tilsyneladende aldrig generet ham.

Derudover har han just eksperimenteret med en ny ketcher med større ketcherhoved (Federer har det mindste ketcherhoved på ATP-touren og dermed også mindre margen for fejl). Ville en mand, der er mæt og tilfreds forsøge med så radikal en forandring på dette tidspunkt i karrieren?

Men hvis motivationen ikke er det primære, hvad er så?

Den sårbare ryg

Måske er det alderen – Federer fyldte 32 tidligere på måneden – der endelig har sat sit stempel på den graciøse ’ballerina’? Er man bare et halvt skridt langsommere, er der dels mange flere bolde, man ikke når, dels mange flere bolde man slår uden at være kommet i optimal position til at slå dem. Og såvel fans som eksperter mener da også at kunne spotte, at Federer har tabt et skridt. Derudover er kroppen alt andet lige langsommere om at komme sig efter en opslidende kamp – i Australian Open var der fysisk udsolgt i femte sæt mod Andy Murray, efter at Federer havde været ude i en tæt fem-sætter mod Jo-Wilfried Tsonga to dage forinden.

Den optimistiske udlægning af Federers problemer er dog hverken motivations- eller aldersbetinget. Det er derimod, at den ryg, der har fritaget Federer for militærtjeneste og har plaget ham fra tid til anden gennem hele karrieren, tilsyneladende har haft et dårligt år. Når jeg skriver tilsyneladende, er det fordi, at der – i modsætning til Nadals knæ – ikke er daglige updates og breaking news om Federers ryg, da han generelt er væsentligt mere fåmælt om sine skader.

Men nogle pip har vi dog fået, f.eks. i Indian Wells i marts, hvor Federer fik et vrid i ryggen i 3. runde for siden tamt at tabe til Nadal i kvartfinalen, 6-4, 6-2. Og igen ved de mindre grusturneringerne, han deltog i efter chok-nederlaget i Wimbledons 2. runde. Derudover viser servestatistikkerne, at Federer har sin dårligste sæson i 10 år i forhold til evnen til at holde egen serv. Og i Australien Open-semifinalen mod Murray slog han blot fem esser i fem sæt mod Murrays 21.

Hvilken udlægning, der er den mest sandfærdige, er det endnu for tidligt at spå om. Og for så vidt kan det jo også sagtens være en kombination af alle tre. Hvis det er tilfældet, står Federer med endog meget ringe kort på hånden mod Djokovic, Nadal og Murray. Men før vi konkluderer, at han sikkert og vist er over the hill, færdig som bakkesangerinde og hvad man ellers siger, bør vi afvente resten af sæsonen, som traditionelt er en periode, han klarer sig godt i.

Bortset fra Wimbledon-nederlaget skal vi trods alt tilbage til 2004 for at finde den seneste gang, Roger tabte før kvartfinalen i en slam. Og så længe han kan komme til kvart- og semifinaler, skal man ikke udelukke muligheden for one last hurrah, hvis lodtrækningen, ryggen og modstanderne ellers arter sig.

Og det seneste nederlag – en fremragende kamp, der endte 7-5, 4-6, 3-6 til Nadal – viste da også netop en Federer i nærheden af det niveau, vi forventer af ham. Og uden rygsmerter. Kan han spille på det niveau regelmæssigt, kan han også spille sig tilbage i top-fire.

 

Mindre kan næppe gøre det, når han – hvis begge når så langt – nok engang skal møde forhåndsfavoritten Nadal i dette års kvartfinale. Det bliver i givet fald første gang, de to mødes ved US Open. Og vinderen kan se frem til en overkommelig semifinale mod David Ferrer, Milos Raonic, Richard Gasquet, Jercy Janowicz eller en helt femte.

Arvtageren står klar

Som en slutbemærkning kan det tilføjes, at mens den rigtige Federer gennemlever sin værste tenniskrise i mange år, er Baby Federer, aka Grigor Dimitrov (som Sport fortalt har beskrevet her), endelig (fra tid til anden) begyndt at gøre lidt af dét væsen af sig, som tilnavnet Baby Federer forpligter til.

I Monte Carlo, som Nadal havde vundet otte gange i træk, fulgtes Dimitrov og Nadal således til 4-4 i tredje og afgørende sæt, før spanieren træk fra. Og i Madrid slog Dimitrov Djokovic 6-3 i tredje sæt efter at have gennemlevet krampe og missede match points i andet.

Murrays træner, legendariske Ivan Lendl, har udtalt, at “that guy comes out so hot, but we know (Andy and Lendl), and so does Novak, he can’t sustain it. If he could he would be No. 1 in the world.”

For dem, der husker Lendl, er han ikke just en mand, der strøer om sig med superlativer. Så for dem, der elsker Federer for den graciøse spillestil, er der måske en arvtager, der er ved at være moden.

Og så alligevel. Han er allerede ude af US Open efter et overraskende nederlag i 1. runde.

 

 

 

15 Jan

Hvor (og hvem) er næste generations Federer, Nadal og Djokovic?

tomic raonic

To af de måske kommende tennisstjerner – 20-årige australske Bernard Tomic til venstre og 22-årige canadiske Milos Raonic til højre. 

Australian Open er netop gået i gang. Det giver os en anledning til at se på, hvem – hvis nogen – fra næste generation, der kan afløse og true de fantastiske fire aka Federer, Nadal, Djokovic og Murray. Hvad kan stortalentet og spradebassen Bernard Tomic eksempelvis? Hvad kan Raonic, hvis serv allerede nu regnes blandt verdens bedste? Og hvad kan Baby Federer, som allerede er røget på røven ud af Australien Open i 1. runde?

Af Anders Høeg Lammers

2012 endte for femte år i træk med de samme fire spillere på toppen af ranglisten: Novak Djokovic, Roger Federer, Andy Murray og Rafael Nadal. Rækkefølgen varierer lidt, men navnene er de samme. Og mens man kan skrive side op og ned om dem (og de får da også lidt spalteplads i dette blogindlæg), er det sværere at få øje på den næste generation.

De øvrige i top ti – David Ferrer, Tomas Berdych, Juan Martin del Potro, Jo-Wilfried Tsonga, Janko Tipsarevic og Richard Gasquet i nævnte rækkefølge – er ikke ligefrem kendetegnet for at være the new kids on the block, ja faktisk er det kun del Potro, der med 24 år er yngre end Djokovic og Murray (som begge er 25).

Det er naturligvis muligt at forbedre sig relativt sent i sin tenniskarriere (30-årige Ferrer, der netop har afsluttet sin bedste sæson med hele syv vundne turneringer er et eksempel herpå), men det er undtagelsen snarere end reglen.

Hvis The Big Fours totale dominans skal brydes, er der derfor noget, der tyder på, at det ikke skal komme fra den nuværende top-ti, som tilsyneladende har affundet sig med deres placering som de ‘bedste blandt de øvrige’ (undtagelsen her er del Potro, der netop har slået Federer to gange i træk og virker på vej tilbage mod den form, han præsterede i US Open 2009, hvor han slog Nadal i semifinalen og Federer i finalen. Og som – sammen med evigt stabile Ferrer – derfor reelt er bedste bud på en ny mand i top fire. Men dette indlæg har fokus rettet mod de endnu yngre kræfter).

Men hvem skal så slå igennem?

Kaster man et blik ned over ranglisten, er det ærligt talt svært at se. Der er blot én i top-50 under 21 år (og han var nr. 64 for et par uger siden). Dette skal sammenlignes med, at Nadal vandt sin første French Open-titel få dage efter at være fyldt nitten, hvor han samtidig avancerede til verdens nummer tre. At Djokovic vandt sin første slam titel, Australien Open 2008, som 20-årig og ikke har været uden for top-5, siden han forlod teenageårene i forsommeren 2007. Han er i øvrigt den yngste nogensinde til at nå semifinalen eller bedre i samtlige slam-turneringer, hvilket han nåede samtidig med sin Australian Open triumf. Murray var markant langsommere til at vinde en slam, men nåede top-5 kort efter sin 21-års fødselsdag og har heller ikke forladt top-5 siden. Og Federer? Ja han nåede top-5 som 21 et halvt årig, vandt sin første slam kort før han fyldte 22 og har ikke været uden for top-3 siden.

Med andre ord er den næste generation mere end almindeligt sent på den, når der blot er én under 21 i top-50.

Til deres forsvar skal det dog siges, at der tales og skrives meget om, hvordan tennis ikke længere er et spil for teenagere, da de fysiske krav er blevet større de senere år, og spillerne derfor bruger længere tid på at opbygge styrke og kondition til at slå igennem på højeste niveau. Ikke desto mindre ville en tænkt 20-årig Nadal eller Djokovic formentlig stadig have fundet sin vej til toppen.

På trods af denne mangel på ‘oplagte’ kandidater til at føre stafetten videre, er der dog stadig nogle navne, der stikker ud. Lad os kaste et blik på tre af dem.

Milos Raonic

Mest oplagt er måske verdensranglistens nummer 15, Milos Raonic fra Canada, den yngste spiller i top-20, som netop er fyldt 22 år. Jeg havde fornøjelsen af at se ham live fra 2. række ved dette års US Open i en 2. runde-kamp mod Paul-Henri Mathieu, som han vandt i tre forholdsvis tætte sæt, uden at der dog på noget tidspunkt var rigtig tvivl om udfaldet.

Med Raonic er det uhyre let at pege på, hvad der gør ham farlig for modstanderen, nemlig hans serv. I kampen mod Mathieu servede han 13 esser i et enkelt sæt, et sæt hvor han vel at mærke blot havde 20 førsteserver (i bedste Samprasstil lavede han selvfølgelig også et par esser på andenserven). Allerede nu diskuteres det på tennisfora, hvorvidt han har den bedste serv nogensinde. Og selv om det er en anelse præmaturt, er der noget om snakken. I 2012 er han således nummer 1 på ATP-touren, når det kommer til vundne servepartier (93 procent og alt andet lige den vigtigste kategori), nummer 2 i antal serveesser (1002) og nummer 1 i point vundet bag førsteserven (82 procent) og forsvarede breakbolde (74 procent).

Og hans serv er fantastisk at opleve og studere. Han kan slå den hårdt ned i T’et, han kan slice den ud ad banen og han kan give den så meget kick, at den springer op over modstanderens hoved. Samtidig er han uhyre god til at skjule, hvilken serv han vælger, så modstanderen sjældent ved, om det er en 230 km/t-bombe eller en skruet kickserv, der kommer. Se en (lang) række af hans esser i en kamp mod Janko Tipsarevic her.

Hans forhånd er ligeledes glimrende, om end den kan resultere i lidt vel mange fejl, og hans baghånd er hæderlig. Ligeledes er der næppe tvivl om, at han har den rette mentalitet og ikke bukker under for pres. Han har således slået Andy Murray to gange ud af tre i 2012, den ene gang efter at have været nede med matchbold. Og i de tre kampe, han har spillet mod Federer, har han – uden dog at gøre det – været tæt på at slå ham hver gang, og to af kampene er endt i en tie-break i tredje sæt. Når de begge til 4. runde i dette års Australian Open, får han chancen igen.

Når der alligevel må stilles spørgsmålstegn ved, hvor langt Raonic kan nå, så skyldes det dels hans returneringer og dels hans generelle bevægelighed. Med sine 1,96 er han væsentligt højere end top-5, og desværre ikke ligeså mobil og hurtig på fødderne som andre høje spillere som eksempelvis Tomas Berdych (1,95) eller del Potro (1,98).

Det kan i nogen grad tillæres, men aldrig på et niveau som den nuværende top-5. Mindre kan også gøre det, når han har sin serv at falde tilbage på, men det er et aspekt, han må blive bedre til for at forbedre sin relativt elendige statistik i vundne returneringspartier (15 procent), hvor Nadal, Djokovic, Murray og Ferrer alle er på 30+ procent.

Målet for Raonic i 2013 må være et avancement til top-10 og et par gode resultater i slam-sammenhæng, hvor han endnu ikke har været forbi 4. runde. Lærer han først at returnere nogenlunde hæderligt (og det kan han af og til), er der ingen øvre grænse for, hvor langt han kan gå.

Se højdepunkter fra hans måske bedste kamp overhovedet her, hvor han slår Murray i to sæt på grus:

http://youtu.be/klHjE06M8yQ

Jerzy Janowicz

Mens de fleste tennisinteresserede udmærket kender Raonic, er 22-årige Jerzy Janowicz (nr. 26fra Polen et næsten ubeskrevet blad. I realiteten er det da også alt, alt for tidligt at inkludere ham på en liste over ‘de kommende stjerner’, da han reelt kun har haft ét godt resultat. Men det var til gengæld også virkelig godt. Og jeg vil faktisk gå som vidt som til at sige, at Janowicz er den spiller uden for top-20 – han ligger p.t. nr. 26 – som jeg er mest spændt på at se i indeværende år (i tæt konkurrence med Bernard Tomic nedenfor).

Jeg og en hel del andre tennisfans havde aldrig hørt om eller bidt mærke i Janowicz før Paris Masters i november. Frem til Wimbledon i år havde han aldrig spillet en kamp i en grandslam-turnering og aldrig været i nærheden af top 100. Ved Wimbledon overraskede han positivt, da han kom til 3. runde efter at have slået det evige talent Ernests Gulbis i fem sæt i 2. runde.

Da vi kom til Paris i november, var han kravlet op som nr. 69 på verdensranglisten, men havde endnu til gode at møde, endsige slå, en spiller i top-20. Det var hans første Masters-turnering (niveauet lige under grandslam-turneringerne) nogensinde, og han skulle igennem to kvalifikationskampe for overhovedet at få lov at spille i hovedturneringen. Og mens millionerne ruller i toppen af tennis, er det knap så glamourøst omkring nr. 200, hvor Janowicz har tilbragt hovedparten af sin karriere. Han har haft problemer med at finde sponsorer, hans forældre har måttet sælge butikker og lejligheder for at finansiere hans tennisdrøm, han har overnattet i biler frem for hoteller ved forskellige challenger-turneringer og han måtte opgive at rejse til kvalifikationsturneringen til sidste års Australian Open pga. økonomi.

Alt det er nu forbi efter en eventyrlig turnering i Paris, hvor han ikke blot slog én eller to, men fem! top-20 spillere i streg, før han tabte finalen til David Ferrer, som dermed vandt sin første Masters-turnering. Inden da slog Janowicz Philipp Kohlschreiber (nr. 19) 7-6, 6-4, Marin Cilic (nr. 15) 7-6, 6-2, selveste Andy Murray (nr. 3) 5-7, 7-6, 6-2, Janko Tipsarevic (nr. 9) 3-6, 6-1, 4-1 (Janko trak sig nede 0-40) samt Gilles Simon (nr. 20) 6-4, 7-5.

Det var første gang i 12 år, at en spiller nåede finalen i en Masters-turnering i sin debut. Og mens det i sig selv er vanvittigt imponerende, er det Janowicz’ spillestil, der i den grad gør ham interessant for fremtiden. Med sine 2.02 meter han han, ligesom Raonic, en gedigen serv. Men meget ukarakteristisk for en mand af hans størrelse, har han også et helt fantastisk touch. Hvor adskillige spillere i top-50 kan gå en hel turnering uden at spille en eneste stopbold, slår Janowicz dem nærmest hvert parti og på tidspunkter, hvor de fleste ville gå efter et mere ‘sikkert’ grundslag. Samtidig har en fantastisk forhånd, en ganske udmærket baghånd, og endelig er han imponerende hurtig og bevægelig af sin størrelse.

Finalen i Paris giver ham samtidig en stor fordel: Halvdelen af hans ranglistepoint er fra november, hvorfor alt, hvad han vinder frem til da, vil være bonus, og det vil være lettere at klatre op af ranglisten frem til da, og dermed undgå at møde de bedste spillere tidligt i turneringen. Han er således seedet som nr. 24 i Australian Open og har fået en særdeles overkommelighed lodtrækning, der med den rette form kan bringe ham i kvartfinalen.

Hans kvaliteter kan ses på bare tre minutter i dette klip mod Murray, hvor han vinder 2. sæt på en stopbold på en serve-returnering! (7.27), viser sin bevægelighed (f.eks. 8.00), bevægelighed og passerslag (8.55), en fremragende forhåndsreturnering (9.20), es, defensiv baghånd og offensiv forhånd (10.12 til 10.30) m.m.:

http://youtu.be/oyJn2q2ig0c?t=7m27s

Kan Tomic vende skuden? 

Og endelig er der det 20-årige australske stortalent Bernard Tomic (nr. 43), som har været 2012’s absolutte skuffelse. Havde jeg skrevet denne artikel for et år siden, havde han været det klare fremtidige håb. Et år senere er det mere tvivlsomt. Han har været helt oppe som nr. 27 i juni 2012, men er droslet ned af ranglisten, bl.a. fordi han røg ud i første runde i cirka halvdelen af de turneringer, han spillede i 2012.

At evnerne er der, kan der næppe være tvivl om. Den dengang 18-årige Tomic nåede Wimbledons kvartfinale i 2011, som den fjerdeyngste spiller nogensinde (kun overgået af koryfæerne Borg, Becker og McEnroe), hvor han tilmed pressede den på det tidspunkt nærmest ustoppelige Djokovic i fire relativt tætte sæt.

Men mens ambitionerne og forventningerne om fremtidig grand slam-succes er rigt tilstede i det unge sind, er viljen og indstillingen i den grad et spørgsmålstegn i sådan en grad, at Tomic har fået det lidet glorværdige tilnavn ‘Tomic the tank engine’ for sin tendens til at give op, når det ikke lige fungerer.

Endelig har en udviklet en vis evne til at komme i klammeri med politiet. Alt dette kan skyldes umodenhed, og med den rette træner og indstilling kan Tomic meget hurtigt returnere til positionen som førsteudfordrer fra den næste generation.

Noget tyder i hvert fald på, at han selv erkender, den har været gal i sidste sæson. Han spillede slet og ret for meget, og blev derfor mentalt træt og var ikke fysisk klar, sagde han for nylig til The Australian.

Og i en opvarmningsturnering omkring nytår – uden ranglistepoint på spil – slog Tomic verdens nr. 25, 23. og ja, nr. 1, Novak Djokovic. Efterfølgende har han netop vundet sin første ATP-turnering nogensinde i Sydney i lørdags og er dermed 8-0 for i år, inkl. ca. fem sejre over top-30 modstandere. En stime der selvsagt har skabt ny hype omkring ham.

Med andre ord – potentialet er der, hvis Tomic vil det. Måske er 2013 året, hvor han igen vil sin tennis? Tomic står til at møde Federer i 3. runde – en spiller han tabte til i sidste års 4. runde down under. Hvis altså Federer når så langt, som den unge opkomling formulerer det, efter at Federer havde rået Tomic til at holde fokus på de første runder frem for på Federer i tredje.

Foreløbig kan I nyde Tomic, når han er bedst, som her mod Djokovic i Wimbledon:

http://youtu.be/d8wwggDjy7M

Andre potentielle kandidater

Jeg vil ikke gå i dybden med andre spillere, men blot pege på de navne, der typisk nævnes, når der tales om fremtidens top-10 spillere. Der er den snart 23-årige japaner Kei Nishikori, som ligger nr. 18 og har været nr. 15 for få måneder siden. Problemet med ham er bare, at det er svært at se nogle elementer i hans spil, der kan gøre ham til en konstant trussel for spillere i top-10. Han er simpelthen for lille og for let og mangler – i modsætning til Raonic og Janowicz – våben. Det er ikke utænkeligt, at hans hurtighed og defensive evner kan føre ham i top-10 på et tidspunkt, men meget mere bliver det næppe til. Best case scenario: Fremtidens David Ferrer. Og det er egentlig heller ikke så tosset.

Der er 21-årige Gregor Dimitrov fra Bulgarien, verdensranglistens nr. 41, som i flere år har været kendt som Baby Federer, men dog endnu mangler at præstere noget, der berettiger den titel. Han har dog netop opnået sit bedste resultat nogensinde i Brisbane, hvor han tabte en tæt finale mod Murray, som han imponerede med sit aggressive spil. De to efterfølgende turneringer – Sydney og Australian Open – tabte han dog i 1. runde.

Men jo, der er en smule om hans tilnavn. Han har den farligt snappende forhånd, han har kreativiteten (se f.eks. denne vanvittige bag om ryggen halvflugtning), han har enhåndsbaghånden og baghåndsslicen og er en fryd for øjet, når han folder sig ud. Så her på Sport fortalt håber vi, at han begynder at udfolde potentialet lidt oftere, men forholder os foreløbig afventende.

Der er ATP Newcomer of the Year, Martin Klizan, på 23 år, som er ranglistens nr. 30 og hvis foreløbige højdepunkt er en sejr i 2. runde af US Open mod Tsonga (den så jeg også live, men Raonic imponerede mig mere end Klizan, som mødte en mildt sagt under middel Tsonga). Han står til at møde Tomic i 2. runde.

Der er 20-årige Ryan Harrison (nr. 62), som jeg personligt ikke har set meget til og ikke har de store forventninger til, men som ofte nævnes – sikkert delvis fordi, han er amerikaner, og de ikke har så mange andre rising stars i horisonten. Han har en hæderlig forhånd, men har tendens til at spille for passivt. Han står til at møde Djokovic i anden runde, som de begge har spillet sig frem til.

Der er 22-årige David Goffin fra Belgien, som er nr. 49 og har leveret en række semisolide resultater, men ikke noget egentlig gennembrud.

Så jo, der er unge på vej. Men ikke nødvendigvis af samme kaliber som den nuværende top-fire og i hvert fald ikke nogen, der er tilnærmelsesvis ligeså hurtige til at opnå resultater, som dem de var. Så bliv ikke overrasket, hvis top-4 bærer de samme navne næste år på denne tid.

Men vær heller ikke overrasket, hvis en eller flere af ovenstående spillere skaber overskrifter i Australian Open og spiller sig frem til en 4. runde eller måske endog en kvartfinale. To af dem, Tomic og Raonic, skal dog slå sig igennem Federer, hvis de skal komme længere end 3. eller 4. runde. Medmindre det sker, er Janowicz derfor nok bedste bud på en overraskelse i dette års Australian Open.