25 Aug

US Open: Kan Roger Federer gøre ‘det umulige’ og fuldbyrde en magisk sæson?

fed_rafa

fed_rafa

På papiret er US Open næsten pivåben. Chancerne for en ny slamvinder er derfor pænt gode. Alligevel lurer den gamle garde, aka Fedal, øverst i favoritfeltet, men nye ansigter med Alexander Zverev i spidsen gør også seriøst væsen af sig.

Af Anders Høeg Lammers

Det er længe siden, at chancerne har været bedre for at få en ny slam-vinder hos herrerne. I Cincinnatti Masters i forrige uge stillede blot tre af verdensranglistens ti øverste spillere op.

En del af de fraværende er ude for resten af året (Djokovic (albue), Wawrinka (knæ) og Nishikori (håndled)), andre har døjet med skader siden Wimbledon (Murray og Cilic), mens andre igen har fået problemer i Masters-turneringen i Montreal, ugen før Cincinatti (Federer og Raonic, som netop har meldt fra).

Murray, Federer og Cilic stiller formentlig alle op. Men i hvilken tilstand? Dét ved de kun selv.

Alt i alt betyder det, at vinderne af fem af de sidste seks US Open’s enten ikke stiller op (Djokovic 2011 og 2015 samt Wawrinka 2016) eller stiller til start i en skrøbelig tilstand (Murray 2012 og Cilic 2014).

Det giver muligheder til de øvrige. Ikke mindst NextGen, anført af den 20-årige Alexander Zverev og den 22-årige Nick Kyrgios, samt LostGen anført af Grigor Dimitrov.

Så hvem er favorit(terne) til årets sidste grand slam hos herrerne? Her kommer et bud.

Kan Roger Federer holde rygsmerterne i ave?

Dårlig ryg eller ej har den nu 36-årige verdensmand været årets ubestridt bedste tennisspiller på hard court (og i det hele taget). Han vandt årets første slam på hard court, Australian Open, og de efterfølgende to amerikanske Masters i Indian Wells og Miami.

I Montreal Masters spillede han sig i finalen trods et rustent udseende hele ugen. Dér fik han en gedigen omgang tæsk, 6-3, 6-4, af Alexander Zverev, som dog fik lette vilkår, da Federers ryg igen igen gav ham problemer i starten af andet sæt og kampen ud.

Sidst i kampen lignede han en helt anden spiller og dagen derpå trak han sig fornuftigt nok ud af Cincinnati Masters, selvom han med et godt resultat der kunne være blevet ny verdensetter.

Ingen udover Federer selv og de nærmeste ved, præcis hvor godt/skidt det står til med ryggen. Selv melder han vanen tro, at det går godt, og han regner ikke med, at ryggen bliver en faktor. Men ville han sige det, hvis det gik skidt? Formentlig ikke.

Han siger selv, at tre slams i én og samme sæson ville være ‘a joke’ – især efter 4,5 år helt uden slam-sejre. Joke eller ej – faktum er, at han træner igen. Hvis ryggen makker ret, må han være favoritten.

Hvem er førsteudfordreren? 

Normalt har jeg et princip om, at man ikke kan være favorit til en slam, før man har vist, man har slam-potentiale i form af én eller flere dybe runs/finaleplaceringer eller sejre.

Derfor tøver jeg en smule med at gøre 20-årige Zverev til førsteudfordreren. Hans resultater her i august, hvor han har vundet to turneringer i streg og blandt andet slået Federer, Kyrgios, Nishikori, Kevin Anderson og Richard Gasquet, gør ham til ATP-tourens hotteste navn.

Med sejren i Montreal vandt han to Masters-turneringer i træk og slog henholdsvis Djokovic (i Rom) og Federer i finalen. Udover Jo-Wilfried Tsonga er han den eneste aktive non-Big 4 spiller med to Masters-titler. Og det blot som 20-årig.

M.a.o.: Han er the real deal.

Hvad er så problemet? At han kun er gået dybt i bedst af tre sæt-formatet. Og slams bliver som bekendt spillet og vundet i bedst af fem.

I Australian Open førte han 2-1 i sæt over Nadal i 3. runde, men tabte klart i både 4. og 5. sæt. I Wimbledon førte han igen 2-1 i sæt, denne gang over 2016-finalisten Milos Raonic. Men også denne gang kunne han ikke fastholde momentum og tabte de sidste to sæt 7-5, 6-1. I French Open røg han ud til Fernando Verdasco efter i fire sæt i 1. runde.

Der er intet i vejen med som 19-årig at tabe i bedst af fem til Nadal i 3. runde, ej heller som 20-årig til Raonic i Wimbledon. Men måden, det skete på, indikerer, at Zverevs udholdenhed og evne til at præstere til slut i de lange, tætte kampe, stadig ikke er, hvor den skal være for at gå hele vejen i en slam.

Alligevel vil jeg kalde ham en af førsteudfordrerne. Der er noget del Potrosk 2009 over hans run de seneste uger. Og med Djokovic, Wawrinka, Nishikori og Raonic ude og Federer, Murray og Cilic i tvivlsomme helbredstilstande, er der alt andet lige kortere vej fra dark horse- til favoritstatus.

Hvem siger også, at slams skal have lange og udmarvende kampe? Nadal og Federer har trods alt lige vundet henholdsvis French Open og Wimbledon uden at afgive sæt…

Hvad kan den nye nummer 1, Rafael Nadal?

Blandt de øvrige førsteudfordrere må man næsten også have Rafael Nadal. Mandag blev han ny nummer 1 med det laveste antal point, en verdensetter har haft siden det nuværende pointsystem blev indført i 2009.

Det er selvfølgelig ikke Rafas skyld, at der ikke skal mere end 7.645 point til p.t. – et pænt stykke under halvdelen af, hvad Novak Djokovic sad på efter French Open sidste år. Det vidner tværtimod om en ATP-tour i opbrud, hvor den bedste spiller – Federer – har spillet for få kampe, og den næstbedste, Nadal, ej heller tjente point hele sidste efterår, hvor også han var ude med en skade.

Problemet for Rafa er bare, at han ikke har vist det helt store siden sin vanvittigt flotte grussæson. I Wimbledon så han ellers farlig ud, men røg traditionen tro ud før kvartfinalerne, denne gang blev det et 13-15 nederlag i femte sæt til Gilles Müller i 4. runde.

Sommerens amerikanske hard court-resultater har ikke set bedre ud. Først tabte han højst overraskende til den blot 18-årige Denis Shapalov (han bliver god), og i Cincinnati var det Nick Kyrgios, der førte kniven og udspillede Rafa i første sæt (6-2), inden han hev sejren hjem 7-5 i andet.

Formen er altså ikke, hvor den skal være for den nyslåede verdensetter, der tilmed har lagt et ukarakteristisk pres på sig selv ved at sige: “I need to show why I’m no. 1” efter nederlaget til Kyrgios.

Men i modsætning til Zverev har Nadal igen og igen vist, at han kan gå hele vejen i en slam.

Omvendt skal vi dog også hele 4 år tilbage, før Nadal sidst vandt en stor titel på hard court, nemlig US Open i 2013. Siden har han – som omtalt her på Sport fortalt – spillet en hulens masse hard court-finaler, men tabt igen og igen.

Udenfor sit parisianske fort er han noget mere medgørlig for de øvrige spillere og har eksempelvis tabt en række ‘non French Open’-slams på stribe i det femte sæt, der plejede at være hans specialitet: til Gilles Mueller ved årets Wimbledon, til Federer ved årets Australian Open, til Lukas Pouille ved US Open i 2016, til Fernando Verdasco ved Australian Open 2016 samt til Fabio Fognini ved US Open 2015.

Kan han vende trenden i New York og splitte årets fire slams med rivalen Federer? Hvis ja, står han med gode kort på hånden for også at ende året som nummer 1. Men det kræver nok en lodtrækning til den gode side, og Nadal har ikke tradition for at finde storformen ud af det blå.

Cincinnati-finalisterne Dimitrov og Kyrgios

To spillere, der kommer ind til US Open med masser af selvtillid, er Nick Kyrgios og Grigor Dimitrov, som netop har spillet Cincinnati-finale mod hinanden. Den kamp slap Grigor Dimitrov, tidligere kendt som Baby Fed, bedst fra med en 6-3, 7-5 sejr (læs mere herher og her eller se højdepunkter nedenfor).

Dimitrov viste overordentligt gode takter i starten af sæsonen, hvor han slog tre top-10 spillere i streg i Brisbane og spillede sig helt frem til semifinalen ved Australian Open, hvor han tabte en neglebider af en kamp til Nadal i fem sæt. Han vandt hjemlandets turnering i Sofia måneden efter, men siden har det været så som så med de øjenbrynsløftende resultater – indtil Cincinnati forstås.

Dimitrovs problem har ofte været, at han simpelthen har for mange muligheder i sit spil og så har haft svært ved at vælge det rigtige slag igen og igen. I Cincinnati og først på året har han spillet med et mere klart formål – han ved, hvad han vil med bolden nu, og hvad han skal gøre for at gøre livet surt for sin modstander.

I Cincinnati holdt han serv 52 ud af 53 gange og spillede Kyrgios uhyre klogt i finalen. Samtidig viste han sig eventyrligt god i defensiven – ikke mindst i forhold til at vende defensiv til offensiv – når Kyrgios forsøgte at angribe. Se for eksempel denne vidunderlige løbende forhånd:

Kan han bære den form, spilleglæde og determination med ind i US Open, kan han blive farlig for de allerfleste.

Nick Kyrgios er ATP-tourens enfant terrible. I en sport, der ellers ikke er rig på skandaler, formår han at være kontroversiel igen og igen og igen. Han har indrømmet, at han af og til ‘tanker’ en kamp, hvis han ikke lige gider.

Men når han gider, er der få, der mestrer spillet bedre end ham. Med sin monsterserv, sit fleksible håndled og sin utraditonelle, men som regel ret effektive baghånd kan han spille op med og slå alle. Eksempelvis har en en 5-3 rekord i kampe mod the Big 3. Det fås ikke meget bedre.

En runner-up placering i Cincinnati tyder på, han har vendt et hjørne. Men med Nick Kyrgios ved man aldrig helt. Derudover har han – muligvis til dels som følge af et alt for løst træningsregime – ret ofte problemer med diverse skader. Selv hvis han mentalt er på, er der ingen garanti for, at han fysisk holder hele turneringen.

Mod Dimitrov vandt han således blot et ud af 16 point, der gik over ni slag. Det tyder på en grundform, der ikke holder til syv gange bedst-af-fem-sæt på 14 dage.

Ikke desto mindre er han en dark horse i årets felt.

Hvad kan Cilic og Murray?

Marin Cilic var en af de hotteste dark horses for mig i Wimbledon, og det er han igen i US Open. Når jeg ikke kan gøre ham til decideret favorit i et felt uden Djokovic og Wawrinka, skyldes det, at jeg ikke kender det præcise omfang af hans skade.

Er han skadesfri og velspillende, er han blandt de naturlige førsteudfordrere til Federer i denne turnering. Er han mærket af skaden/rusten eller det, der er værre, kan han sagtens ryge tidligt ud.

Murray viste ved både French Open og Wimbledon, at nok har han en lortesæson, men han kan stadig finde lidt ekstra niveau, når det kommer til slams. Alligevel måtte han give fortabt mod Sam Querrey i kvartfinalen på Centre Court, da en genstridig hofte hæmmede hans bevægelsesfrihed voldsomt i 4. og 5. sæt.

Siden har han ikke spillet en turneringskamp, og det skulle undre, hvis han for alvor spiller med om titlen. En kvartfinale eller et halvtidligt exit er nok mere sandsynligt.

Den gamle garde og amerikanerne

Tomas Berdych og Jo-Wilfried Tsonga har som så mange andre spillet deres karriere i skyggen af the Big 4. Ingen af dem er i deres livs form, men hvis de nogensinde skal gå hele vejen, er denne turnering nok deres bedste chance.

Det samme gælder for amerikanerne Sam Querrey og John Isner. Det er svært at se nogen af de fire vinde turneringen, men måske de kan lave et flot resultat.

Endelig er der Delpo, hvis fysik og svækkede baghånd næppe kan bære ham gennem hele turneringen, men som ikke desto mindre må være en skrækmodstander i 3. runde for favoritterne.

Dominic Thiem har jeg ikke megen fidus til på hard court, men en kvartfinale er dog ikke umulig i det her felt. Og David Ferrer, endnu én fra den gamle garde, kan måske få et pænt resultat. Efter to pauvre år har han genfundet noget af fordums styrke henover sommeren.

Lodtrækningen finder sted d. 25. august klokken 18 dansk tid. Nadal og Murray er seedet 1 og 2, mens Federer og Zverev er seedet 3 og 4.

Turneringen begynder mandag d. 28. august. Finalen spilles 10. september. Lodtrækningen, resultater med videre findes her, og turneringen kan følges på Eurosport og Eurosport Player.

Update: Dette indlæg er skrevet før lodtrækningen. Vil man læse et indlæg, der baserer sig på lodtrækningen (som har været ond ved Federer og rar ved Murray), kan dette anbefales. 

29 Aug

Roger and out – Federers fald fra tinderne

Federer billede

Er Roger Federer endelig ved at blive så gammel, så krop og sind ikke længere kan levere resultater, der sømmer sig for en spiller af Federers kaliber? Årets resultater tyder i den grad på det, og han er nu nede som verdens nr. 7. Omvendt er han blevet dømt færdig før, for blot at modbevise sine skeptikere få måneder senere. Men nu, hvor alderen har rundet 32 år, bliver det stadig sværere at trække nye kaniner op af hatten

Af Anders Høeg Lammers

I de sidste tolv måneder har Roger Federer vundet nøjagtig én turnering – nærmere bestemt en ubetydelig opvarmningsturnering til Wimbledon i tyske Halle. Fra august 2011 til august sidste år vandt han derimod ni turneringer.I 2012 vandt han 72 kampe og tabte 12. I 2013 har han foreløbig vundet 32 og tabt 11 – deriblandt to! gange til spillere uden for top 100. Før de to kampe havde han ikke tabt til en spiller uden for top-100 siden 2005 mod Richard Gasquet.

Resultaterne har sat sig sine tydelige spor på ranglisten, hvor Federer er raslet ned som verdens nummer syv – bag navne som David Ferrer, Tomas Berdych og Juan Martin del Potro. Til det igangværende US Open er han derfor også seedet som nr. 7 – hvilket er første gang siden 2002, at han ikke er blandt de tre førsteseedede i en slam-turnering.

Hvordan man end vender og drejer det, peger taler i én retning: Roger Federer er i alvorlig formkrise, den værste siden før han vandt sin første Wimbledon-titel og ’blev’ den Roger Federer, vi kender.

Manglende motivation?

Spørgsmålene er så hvorfor, og om det er permanent?

Der er en række faktorer, der kan forklare formdykket, hvoraf de to  mest oplagte er hhv. motivation og fysiske skavanker. I 2012 opnåede Federer mere, end han kunne have håbet på. Ikke alene vandt han sin syttende slam og syvende Wimbledon-titel og uddelte øretæver til sine yngre rivaler på vejen. Han genvandt også verdensrangslistens nr. 1 og slog Pete Sampras’ rekord med flest uger som nr. 1. Og ved OL fik han sølv i single efter i 2008 at have vundet guld i double.

Måske blev Federer slet og ret endelig mæt og efterladt uden fornemmelsen af krystalklare mål i horisonten, der bare måtte nås? Han ville i givet fald ikke være den første. Tennishistorien – og sportshistorien – er fyldt med koryfæer, der pludselig ikke længere havde den samme sult, som deres yngre rivaler, ikke længere havde motivationen til de sure træningspas dag ud og dag ind. I en sport hvor et enkelt point kan gøre hele forskellen, er fornemmelsen af mæthed – eller bare snerten af mæthed – nok til at gøre en taber ud af en vinder.

Det, der taler imod, at det er sulten og motivationen, den er gal med, er, at det er Roger Federer, vi snakker om. Ældre spillere som John McEnroe og Pete Sampras har gang på gang pointeret, hvor god Federer er til at motivere sig selv og finde glæde i tennislivet. Manden elsker slet og ret tennis og gør en dyd ud af at fortælle, hvor meget han elsker livet omkring tennis – det evindelige rejseri har tilsyneladende aldrig generet ham.

Derudover har han just eksperimenteret med en ny ketcher med større ketcherhoved (Federer har det mindste ketcherhoved på ATP-touren og dermed også mindre margen for fejl). Ville en mand, der er mæt og tilfreds forsøge med så radikal en forandring på dette tidspunkt i karrieren?

Men hvis motivationen ikke er det primære, hvad er så?

Den sårbare ryg

Måske er det alderen – Federer fyldte 32 tidligere på måneden – der endelig har sat sit stempel på den graciøse ’ballerina’? Er man bare et halvt skridt langsommere, er der dels mange flere bolde, man ikke når, dels mange flere bolde man slår uden at være kommet i optimal position til at slå dem. Og såvel fans som eksperter mener da også at kunne spotte, at Federer har tabt et skridt. Derudover er kroppen alt andet lige langsommere om at komme sig efter en opslidende kamp – i Australian Open var der fysisk udsolgt i femte sæt mod Andy Murray, efter at Federer havde været ude i en tæt fem-sætter mod Jo-Wilfried Tsonga to dage forinden.

Den optimistiske udlægning af Federers problemer er dog hverken motivations- eller aldersbetinget. Det er derimod, at den ryg, der har fritaget Federer for militærtjeneste og har plaget ham fra tid til anden gennem hele karrieren, tilsyneladende har haft et dårligt år. Når jeg skriver tilsyneladende, er det fordi, at der – i modsætning til Nadals knæ – ikke er daglige updates og breaking news om Federers ryg, da han generelt er væsentligt mere fåmælt om sine skader.

Men nogle pip har vi dog fået, f.eks. i Indian Wells i marts, hvor Federer fik et vrid i ryggen i 3. runde for siden tamt at tabe til Nadal i kvartfinalen, 6-4, 6-2. Og igen ved de mindre grusturneringerne, han deltog i efter chok-nederlaget i Wimbledons 2. runde. Derudover viser servestatistikkerne, at Federer har sin dårligste sæson i 10 år i forhold til evnen til at holde egen serv. Og i Australien Open-semifinalen mod Murray slog han blot fem esser i fem sæt mod Murrays 21.

Hvilken udlægning, der er den mest sandfærdige, er det endnu for tidligt at spå om. Og for så vidt kan det jo også sagtens være en kombination af alle tre. Hvis det er tilfældet, står Federer med endog meget ringe kort på hånden mod Djokovic, Nadal og Murray. Men før vi konkluderer, at han sikkert og vist er over the hill, færdig som bakkesangerinde og hvad man ellers siger, bør vi afvente resten af sæsonen, som traditionelt er en periode, han klarer sig godt i.

Bortset fra Wimbledon-nederlaget skal vi trods alt tilbage til 2004 for at finde den seneste gang, Roger tabte før kvartfinalen i en slam. Og så længe han kan komme til kvart- og semifinaler, skal man ikke udelukke muligheden for one last hurrah, hvis lodtrækningen, ryggen og modstanderne ellers arter sig.

Og det seneste nederlag – en fremragende kamp, der endte 7-5, 4-6, 3-6 til Nadal – viste da også netop en Federer i nærheden af det niveau, vi forventer af ham. Og uden rygsmerter. Kan han spille på det niveau regelmæssigt, kan han også spille sig tilbage i top-fire.

 

Mindre kan næppe gøre det, når han – hvis begge når så langt – nok engang skal møde forhåndsfavoritten Nadal i dette års kvartfinale. Det bliver i givet fald første gang, de to mødes ved US Open. Og vinderen kan se frem til en overkommelig semifinale mod David Ferrer, Milos Raonic, Richard Gasquet, Jercy Janowicz eller en helt femte.

Arvtageren står klar

Som en slutbemærkning kan det tilføjes, at mens den rigtige Federer gennemlever sin værste tenniskrise i mange år, er Baby Federer, aka Grigor Dimitrov (som Sport fortalt har beskrevet her), endelig (fra tid til anden) begyndt at gøre lidt af dét væsen af sig, som tilnavnet Baby Federer forpligter til.

I Monte Carlo, som Nadal havde vundet otte gange i træk, fulgtes Dimitrov og Nadal således til 4-4 i tredje og afgørende sæt, før spanieren træk fra. Og i Madrid slog Dimitrov Djokovic 6-3 i tredje sæt efter at have gennemlevet krampe og missede match points i andet.

Murrays træner, legendariske Ivan Lendl, har udtalt, at “that guy comes out so hot, but we know (Andy and Lendl), and so does Novak, he can’t sustain it. If he could he would be No. 1 in the world.”

For dem, der husker Lendl, er han ikke just en mand, der strøer om sig med superlativer. Så for dem, der elsker Federer for den graciøse spillestil, er der måske en arvtager, der er ved at være moden.

Og så alligevel. Han er allerede ude af US Open efter et overraskende nederlag i 1. runde.

 

 

 

15 Jan

Hvor (og hvem) er næste generations Federer, Nadal og Djokovic?

tomic raonic

To af de måske kommende tennisstjerner – 20-årige australske Bernard Tomic til venstre og 22-årige canadiske Milos Raonic til højre. 

Australian Open er netop gået i gang. Det giver os en anledning til at se på, hvem – hvis nogen – fra næste generation, der kan afløse og true de fantastiske fire aka Federer, Nadal, Djokovic og Murray. Hvad kan stortalentet og spradebassen Bernard Tomic eksempelvis? Hvad kan Raonic, hvis serv allerede nu regnes blandt verdens bedste? Og hvad kan Baby Federer, som allerede er røget på røven ud af Australien Open i 1. runde?

Af Anders Høeg Lammers

2012 endte for femte år i træk med de samme fire spillere på toppen af ranglisten: Novak Djokovic, Roger Federer, Andy Murray og Rafael Nadal. Rækkefølgen varierer lidt, men navnene er de samme. Og mens man kan skrive side op og ned om dem (og de får da også lidt spalteplads i dette blogindlæg), er det sværere at få øje på den næste generation.

De øvrige i top ti – David Ferrer, Tomas Berdych, Juan Martin del Potro, Jo-Wilfried Tsonga, Janko Tipsarevic og Richard Gasquet i nævnte rækkefølge – er ikke ligefrem kendetegnet for at være the new kids on the block, ja faktisk er det kun del Potro, der med 24 år er yngre end Djokovic og Murray (som begge er 25).

Det er naturligvis muligt at forbedre sig relativt sent i sin tenniskarriere (30-årige Ferrer, der netop har afsluttet sin bedste sæson med hele syv vundne turneringer er et eksempel herpå), men det er undtagelsen snarere end reglen.

Hvis The Big Fours totale dominans skal brydes, er der derfor noget, der tyder på, at det ikke skal komme fra den nuværende top-ti, som tilsyneladende har affundet sig med deres placering som de ‘bedste blandt de øvrige’ (undtagelsen her er del Potro, der netop har slået Federer to gange i træk og virker på vej tilbage mod den form, han præsterede i US Open 2009, hvor han slog Nadal i semifinalen og Federer i finalen. Og som – sammen med evigt stabile Ferrer – derfor reelt er bedste bud på en ny mand i top fire. Men dette indlæg har fokus rettet mod de endnu yngre kræfter).

Men hvem skal så slå igennem?

Kaster man et blik ned over ranglisten, er det ærligt talt svært at se. Der er blot én i top-50 under 21 år (og han var nr. 64 for et par uger siden). Dette skal sammenlignes med, at Nadal vandt sin første French Open-titel få dage efter at være fyldt nitten, hvor han samtidig avancerede til verdens nummer tre. At Djokovic vandt sin første slam titel, Australien Open 2008, som 20-årig og ikke har været uden for top-5, siden han forlod teenageårene i forsommeren 2007. Han er i øvrigt den yngste nogensinde til at nå semifinalen eller bedre i samtlige slam-turneringer, hvilket han nåede samtidig med sin Australian Open triumf. Murray var markant langsommere til at vinde en slam, men nåede top-5 kort efter sin 21-års fødselsdag og har heller ikke forladt top-5 siden. Og Federer? Ja han nåede top-5 som 21 et halvt årig, vandt sin første slam kort før han fyldte 22 og har ikke været uden for top-3 siden.

Med andre ord er den næste generation mere end almindeligt sent på den, når der blot er én under 21 i top-50.

Til deres forsvar skal det dog siges, at der tales og skrives meget om, hvordan tennis ikke længere er et spil for teenagere, da de fysiske krav er blevet større de senere år, og spillerne derfor bruger længere tid på at opbygge styrke og kondition til at slå igennem på højeste niveau. Ikke desto mindre ville en tænkt 20-årig Nadal eller Djokovic formentlig stadig have fundet sin vej til toppen.

På trods af denne mangel på ‘oplagte’ kandidater til at føre stafetten videre, er der dog stadig nogle navne, der stikker ud. Lad os kaste et blik på tre af dem.

Milos Raonic

Mest oplagt er måske verdensranglistens nummer 15, Milos Raonic fra Canada, den yngste spiller i top-20, som netop er fyldt 22 år. Jeg havde fornøjelsen af at se ham live fra 2. række ved dette års US Open i en 2. runde-kamp mod Paul-Henri Mathieu, som han vandt i tre forholdsvis tætte sæt, uden at der dog på noget tidspunkt var rigtig tvivl om udfaldet.

Med Raonic er det uhyre let at pege på, hvad der gør ham farlig for modstanderen, nemlig hans serv. I kampen mod Mathieu servede han 13 esser i et enkelt sæt, et sæt hvor han vel at mærke blot havde 20 førsteserver (i bedste Samprasstil lavede han selvfølgelig også et par esser på andenserven). Allerede nu diskuteres det på tennisfora, hvorvidt han har den bedste serv nogensinde. Og selv om det er en anelse præmaturt, er der noget om snakken. I 2012 er han således nummer 1 på ATP-touren, når det kommer til vundne servepartier (93 procent og alt andet lige den vigtigste kategori), nummer 2 i antal serveesser (1002) og nummer 1 i point vundet bag førsteserven (82 procent) og forsvarede breakbolde (74 procent).

Og hans serv er fantastisk at opleve og studere. Han kan slå den hårdt ned i T’et, han kan slice den ud ad banen og han kan give den så meget kick, at den springer op over modstanderens hoved. Samtidig er han uhyre god til at skjule, hvilken serv han vælger, så modstanderen sjældent ved, om det er en 230 km/t-bombe eller en skruet kickserv, der kommer. Se en (lang) række af hans esser i en kamp mod Janko Tipsarevic her.

Hans forhånd er ligeledes glimrende, om end den kan resultere i lidt vel mange fejl, og hans baghånd er hæderlig. Ligeledes er der næppe tvivl om, at han har den rette mentalitet og ikke bukker under for pres. Han har således slået Andy Murray to gange ud af tre i 2012, den ene gang efter at have været nede med matchbold. Og i de tre kampe, han har spillet mod Federer, har han – uden dog at gøre det – været tæt på at slå ham hver gang, og to af kampene er endt i en tie-break i tredje sæt. Når de begge til 4. runde i dette års Australian Open, får han chancen igen.

Når der alligevel må stilles spørgsmålstegn ved, hvor langt Raonic kan nå, så skyldes det dels hans returneringer og dels hans generelle bevægelighed. Med sine 1,96 er han væsentligt højere end top-5, og desværre ikke ligeså mobil og hurtig på fødderne som andre høje spillere som eksempelvis Tomas Berdych (1,95) eller del Potro (1,98).

Det kan i nogen grad tillæres, men aldrig på et niveau som den nuværende top-5. Mindre kan også gøre det, når han har sin serv at falde tilbage på, men det er et aspekt, han må blive bedre til for at forbedre sin relativt elendige statistik i vundne returneringspartier (15 procent), hvor Nadal, Djokovic, Murray og Ferrer alle er på 30+ procent.

Målet for Raonic i 2013 må være et avancement til top-10 og et par gode resultater i slam-sammenhæng, hvor han endnu ikke har været forbi 4. runde. Lærer han først at returnere nogenlunde hæderligt (og det kan han af og til), er der ingen øvre grænse for, hvor langt han kan gå.

Se højdepunkter fra hans måske bedste kamp overhovedet her, hvor han slår Murray i to sæt på grus:

http://youtu.be/klHjE06M8yQ

Jerzy Janowicz

Mens de fleste tennisinteresserede udmærket kender Raonic, er 22-årige Jerzy Janowicz (nr. 26fra Polen et næsten ubeskrevet blad. I realiteten er det da også alt, alt for tidligt at inkludere ham på en liste over ‘de kommende stjerner’, da han reelt kun har haft ét godt resultat. Men det var til gengæld også virkelig godt. Og jeg vil faktisk gå som vidt som til at sige, at Janowicz er den spiller uden for top-20 – han ligger p.t. nr. 26 – som jeg er mest spændt på at se i indeværende år (i tæt konkurrence med Bernard Tomic nedenfor).

Jeg og en hel del andre tennisfans havde aldrig hørt om eller bidt mærke i Janowicz før Paris Masters i november. Frem til Wimbledon i år havde han aldrig spillet en kamp i en grandslam-turnering og aldrig været i nærheden af top 100. Ved Wimbledon overraskede han positivt, da han kom til 3. runde efter at have slået det evige talent Ernests Gulbis i fem sæt i 2. runde.

Da vi kom til Paris i november, var han kravlet op som nr. 69 på verdensranglisten, men havde endnu til gode at møde, endsige slå, en spiller i top-20. Det var hans første Masters-turnering (niveauet lige under grandslam-turneringerne) nogensinde, og han skulle igennem to kvalifikationskampe for overhovedet at få lov at spille i hovedturneringen. Og mens millionerne ruller i toppen af tennis, er det knap så glamourøst omkring nr. 200, hvor Janowicz har tilbragt hovedparten af sin karriere. Han har haft problemer med at finde sponsorer, hans forældre har måttet sælge butikker og lejligheder for at finansiere hans tennisdrøm, han har overnattet i biler frem for hoteller ved forskellige challenger-turneringer og han måtte opgive at rejse til kvalifikationsturneringen til sidste års Australian Open pga. økonomi.

Alt det er nu forbi efter en eventyrlig turnering i Paris, hvor han ikke blot slog én eller to, men fem! top-20 spillere i streg, før han tabte finalen til David Ferrer, som dermed vandt sin første Masters-turnering. Inden da slog Janowicz Philipp Kohlschreiber (nr. 19) 7-6, 6-4, Marin Cilic (nr. 15) 7-6, 6-2, selveste Andy Murray (nr. 3) 5-7, 7-6, 6-2, Janko Tipsarevic (nr. 9) 3-6, 6-1, 4-1 (Janko trak sig nede 0-40) samt Gilles Simon (nr. 20) 6-4, 7-5.

Det var første gang i 12 år, at en spiller nåede finalen i en Masters-turnering i sin debut. Og mens det i sig selv er vanvittigt imponerende, er det Janowicz’ spillestil, der i den grad gør ham interessant for fremtiden. Med sine 2.02 meter han han, ligesom Raonic, en gedigen serv. Men meget ukarakteristisk for en mand af hans størrelse, har han også et helt fantastisk touch. Hvor adskillige spillere i top-50 kan gå en hel turnering uden at spille en eneste stopbold, slår Janowicz dem nærmest hvert parti og på tidspunkter, hvor de fleste ville gå efter et mere ‘sikkert’ grundslag. Samtidig har en fantastisk forhånd, en ganske udmærket baghånd, og endelig er han imponerende hurtig og bevægelig af sin størrelse.

Finalen i Paris giver ham samtidig en stor fordel: Halvdelen af hans ranglistepoint er fra november, hvorfor alt, hvad han vinder frem til da, vil være bonus, og det vil være lettere at klatre op af ranglisten frem til da, og dermed undgå at møde de bedste spillere tidligt i turneringen. Han er således seedet som nr. 24 i Australian Open og har fået en særdeles overkommelighed lodtrækning, der med den rette form kan bringe ham i kvartfinalen.

Hans kvaliteter kan ses på bare tre minutter i dette klip mod Murray, hvor han vinder 2. sæt på en stopbold på en serve-returnering! (7.27), viser sin bevægelighed (f.eks. 8.00), bevægelighed og passerslag (8.55), en fremragende forhåndsreturnering (9.20), es, defensiv baghånd og offensiv forhånd (10.12 til 10.30) m.m.:

http://youtu.be/oyJn2q2ig0c?t=7m27s

Kan Tomic vende skuden? 

Og endelig er der det 20-årige australske stortalent Bernard Tomic (nr. 43), som har været 2012’s absolutte skuffelse. Havde jeg skrevet denne artikel for et år siden, havde han været det klare fremtidige håb. Et år senere er det mere tvivlsomt. Han har været helt oppe som nr. 27 i juni 2012, men er droslet ned af ranglisten, bl.a. fordi han røg ud i første runde i cirka halvdelen af de turneringer, han spillede i 2012.

At evnerne er der, kan der næppe være tvivl om. Den dengang 18-årige Tomic nåede Wimbledons kvartfinale i 2011, som den fjerdeyngste spiller nogensinde (kun overgået af koryfæerne Borg, Becker og McEnroe), hvor han tilmed pressede den på det tidspunkt nærmest ustoppelige Djokovic i fire relativt tætte sæt.

Men mens ambitionerne og forventningerne om fremtidig grand slam-succes er rigt tilstede i det unge sind, er viljen og indstillingen i den grad et spørgsmålstegn i sådan en grad, at Tomic har fået det lidet glorværdige tilnavn ‘Tomic the tank engine’ for sin tendens til at give op, når det ikke lige fungerer.

Endelig har en udviklet en vis evne til at komme i klammeri med politiet. Alt dette kan skyldes umodenhed, og med den rette træner og indstilling kan Tomic meget hurtigt returnere til positionen som førsteudfordrer fra den næste generation.

Noget tyder i hvert fald på, at han selv erkender, den har været gal i sidste sæson. Han spillede slet og ret for meget, og blev derfor mentalt træt og var ikke fysisk klar, sagde han for nylig til The Australian.

Og i en opvarmningsturnering omkring nytår – uden ranglistepoint på spil – slog Tomic verdens nr. 25, 23. og ja, nr. 1, Novak Djokovic. Efterfølgende har han netop vundet sin første ATP-turnering nogensinde i Sydney i lørdags og er dermed 8-0 for i år, inkl. ca. fem sejre over top-30 modstandere. En stime der selvsagt har skabt ny hype omkring ham.

Med andre ord – potentialet er der, hvis Tomic vil det. Måske er 2013 året, hvor han igen vil sin tennis? Tomic står til at møde Federer i 3. runde – en spiller han tabte til i sidste års 4. runde down under. Hvis altså Federer når så langt, som den unge opkomling formulerer det, efter at Federer havde rået Tomic til at holde fokus på de første runder frem for på Federer i tredje.

Foreløbig kan I nyde Tomic, når han er bedst, som her mod Djokovic i Wimbledon:

http://youtu.be/d8wwggDjy7M

Andre potentielle kandidater

Jeg vil ikke gå i dybden med andre spillere, men blot pege på de navne, der typisk nævnes, når der tales om fremtidens top-10 spillere. Der er den snart 23-årige japaner Kei Nishikori, som ligger nr. 18 og har været nr. 15 for få måneder siden. Problemet med ham er bare, at det er svært at se nogle elementer i hans spil, der kan gøre ham til en konstant trussel for spillere i top-10. Han er simpelthen for lille og for let og mangler – i modsætning til Raonic og Janowicz – våben. Det er ikke utænkeligt, at hans hurtighed og defensive evner kan føre ham i top-10 på et tidspunkt, men meget mere bliver det næppe til. Best case scenario: Fremtidens David Ferrer. Og det er egentlig heller ikke så tosset.

Der er 21-årige Gregor Dimitrov fra Bulgarien, verdensranglistens nr. 41, som i flere år har været kendt som Baby Federer, men dog endnu mangler at præstere noget, der berettiger den titel. Han har dog netop opnået sit bedste resultat nogensinde i Brisbane, hvor han tabte en tæt finale mod Murray, som han imponerede med sit aggressive spil. De to efterfølgende turneringer – Sydney og Australian Open – tabte han dog i 1. runde.

Men jo, der er en smule om hans tilnavn. Han har den farligt snappende forhånd, han har kreativiteten (se f.eks. denne vanvittige bag om ryggen halvflugtning), han har enhåndsbaghånden og baghåndsslicen og er en fryd for øjet, når han folder sig ud. Så her på Sport fortalt håber vi, at han begynder at udfolde potentialet lidt oftere, men forholder os foreløbig afventende.

Der er ATP Newcomer of the Year, Martin Klizan, på 23 år, som er ranglistens nr. 30 og hvis foreløbige højdepunkt er en sejr i 2. runde af US Open mod Tsonga (den så jeg også live, men Raonic imponerede mig mere end Klizan, som mødte en mildt sagt under middel Tsonga). Han står til at møde Tomic i 2. runde.

Der er 20-årige Ryan Harrison (nr. 62), som jeg personligt ikke har set meget til og ikke har de store forventninger til, men som ofte nævnes – sikkert delvis fordi, han er amerikaner, og de ikke har så mange andre rising stars i horisonten. Han har en hæderlig forhånd, men har tendens til at spille for passivt. Han står til at møde Djokovic i anden runde, som de begge har spillet sig frem til.

Der er 22-årige David Goffin fra Belgien, som er nr. 49 og har leveret en række semisolide resultater, men ikke noget egentlig gennembrud.

Så jo, der er unge på vej. Men ikke nødvendigvis af samme kaliber som den nuværende top-fire og i hvert fald ikke nogen, der er tilnærmelsesvis ligeså hurtige til at opnå resultater, som dem de var. Så bliv ikke overrasket, hvis top-4 bærer de samme navne næste år på denne tid.

Men vær heller ikke overrasket, hvis en eller flere af ovenstående spillere skaber overskrifter i Australian Open og spiller sig frem til en 4. runde eller måske endog en kvartfinale. To af dem, Tomic og Raonic, skal dog slå sig igennem Federer, hvis de skal komme længere end 3. eller 4. runde. Medmindre det sker, er Janowicz derfor nok bedste bud på en overraskelse i dette års Australian Open.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image