22 May

Passo dello Stelvio – i Fausto Coppis cykelspor

Coppi Stelvio

Passo delle Stelvio er endnu en gang på programmet i Giro d’Italia. Stigningen er blevet et symbol på Giroens sats på hårde stigninger, og der venter rytterne en aldeles modbydelig tur over et af cykelsportens højeste bjergpas.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Glem alt om Alpe d’Huez, Col du Tourmalet, Mount Ventoux eller Col du Galibier. De er alle hårde stigninger, som på skift er med til at animere Tour de France, mens de, hver gang de er med, er altafgørende for, hvem der ender øverst på podiet i Paris.

Men alle blegner de, hvis vi går længere østpå til de italienske Alper. Her finder vi blandt andet Passo delle Stelvio, som Giro-feltet – efter planen – skal bestige på fredag (i skrivende stund er ruten i fare for at blive ændret grundet vejret). Passet er det næsthøjeste i Europa (vejbelagt), kun overgået af Col de l’Iseran i de franske Alper, som desværre kun meget sjældent optræder i Tour de France. Stelvio er dog langt mere berømt end Col de l’Iseran i kraft af dens historiske betydning i italiensk cykelsport.

Italienernes løb

Giro d’Italia blev startet i 1909 efter inspiration fra Tour de France, som var startet seks år tidligere. Giroen var allerede dengang, og bliver det stadig, betragtet af italienere som det største cykelløb i verden. Det var først i 1950, at en ikke-italiensk rytter vandt løbet. I samme periode var det ellers en vis Fausto Coppi, som dominerede både Touren og Giroen. Året før havde han vundet begge rundture, men i 1950 måtte han udgå.

Coppi kom dog stærkt tilbage, og med sejre i 1952 og 1953 nåede han op på i alt 5 sejre i Giroen. Sejren i 1953 skrev ham ind i historiebøgerne, som den kun anden rytter, efter Alfredo Binda, til at vinde løbet fem gange (den bedrift er siden blevet gentaget af Eddy Merckx). Men på vej mod sin sidste sejr lavede han en bedrift, der siden har opbrugt tilsvarende meget blæk i diverse historiebøger.

I 1953 havde arrangørerne nemlig for første gang inddraget et gammelt bjergpas, som i lange tider primært havde haft geopolitisk og militær betydning. Passet gik under navnet Passo delle Stelvio.

Fra strategisk grænse til cykelmekka

Bjergpasset Stelvio ligger i de østlige Alper i Lombardiet i det nordlige Italien. Den første vej over passet blev bygget i 1820-25, da den østrigske kejser efter napoleonskrigene skulle bruge en vej til Lombardiet, der, som kompensation for tabet af de Østrigske Nederlande (som ligger i Spanien) til Frankrig i 1795, var blevet en del af det nye østrigske kejserdømme.

Da Italien blev som samlet som uafhængig nationalstat i 1870, blev Lombardiet en del af den nye stat, og Stelvio udgjorde nu en strategisk vigtig del af grænsen mellem Italien og monarkiet Østrig-Ungarn.

Efter første verdenskrig blev det sydlige Tyrol indlemmet i Italien, hvilket flyttede grænsen længere nordpå. Det betød, at hele Stelvio blev en del af Italien, og dermed mistede bjerget sin vigtige strategiske betydning. Men passet fik senere en helt anden rolle som en af de vigtigste stigninger i italiensk cykelsport.

Højeste pas i Italien

Der havde allerede været skrappe stigninger i Giroen inden Stelvio gjorde sit indtog, men den nye stigning skilte sig ud. Med top i 2757 meters højde er der tale om det næsthøjeste vejbelagte bjergpas i Europa og det højeste i Italien. Giro d’Italia havde med ét fået et nyt toppunkt.

Højden alene gør, at Stelvio er utrolig hård at bestige. Den tynde luft kan slå selv de stærkeste ryttere ud. Men derudover skal lægges nogle hårde stigningsprocenter samt en samlet længde, der vil få selv de bedste bjergryttere til at frygte passet. 21,7 kilometer og en gennemsnitlige stigningsprocent på 7,2 %. Værsgo!

Til sammenligning er Alpe d’Huez “kun” 13,8 km med en kun lidt højere gennemsnitlig stigningsprocent på omkring 7,9 %. Desuden ligger toppen af Alpe d’Huez i 1815 meters højde, hvilket er over 900 meter lavere end Stelvio. Alt i alt gør det Stelvio til en markant hårdere stigning end favoritstigningen fra Touren.

En del af Giroens DNA

De skrappe udfordringer er i nyere tid blevet en væsentlig del af Giroens DNA og et af de punkter, hvor løbet adskiller sig markant fra det mere konservative og forsigtige Tour de France. Det sidste årti har set (gen)introduktionen af bjerge som eksempelvis den stadig aktive vulkan Mount Etna, som var med i 1967, 1989 og 2011.

En af de helt nye opfindelser er den berygtede Monte Zoncolan som var med i 2003, 2007, 2010, 2011. En af Giroens største helte i nyere tid, Gilberto Simoni, vandt de to første gange, mens Ivan Basso tog sejren i 2010 og Igor Antón i 2011. Store bjergryttere, som understreger, at Monte Zoncolan er en utrolig svær stigning. Den er kun 10,5 kilometer lang, men den har stigningsprocenter på helt op til 22 %, og gennemsnitsstigningen er på hele 11,5 %.

Sidst men ikke mindst skal nævnes Colle delle Finestre, som var med i 2005 og 2011 (læg mærke til, at de tre her nævnte stigninger alle var med i 2011 – ruten var historisk hård det år, hvilket fik flere af rytterne til at kritisere arrangørerne for at have valgt en alt for hård rute). Finestre er 18,5 kilometer lang, hvor af de 9,7 kilometer er grusvej! På toppen er rytterne i 2178 meters højde, og den gennemsnitlige stigningsprocent er 9,1 %. Værre bliver det næsten ikke!

Coppis stigning

Men Passo dello Stelvio er noget særligt. Det skyldes for det første, at den har været med længe, og mange gange, hvilket giver den en historisk dimension, som de ovennævnte stigninger ikke har. Stelvio har således været med i 1953, 1965, 1972, 1975, 1980, 1994, 2005 og 2012. Bjerget er desuden knyttet så tæt sammen med Fausto Coppi, at Stelvio per automatik regnes for løbets kongestigning.

Den italienske legende var som sagt den første vinder på Stelvio, da bjerget blev introduceret i Giroen i 1953. I 1965 – fem år efter hans død – beslutter arrangørerne at indføre den såkaldte Cima Coppi. Cima Coppi er det højeste punkt i hver eneste Giro, og titlen som Cima Coppi skifter derfor hvert år alt efter ruten.

Men Passo dello Stelvio er den naturlige og højest mulige Cima Coppi. På toppen af stigningen er der et monument til ære for Fausto Coppi, og på den måde knyttes rytter og bjerg sammen i en grad, som ikke er tilfældet for andre ryttere eller bjerge i sporten. Coppi var løbets konge, og hans stigning var Stelvio.

Den smukkeste stigning

Passo dello Stelvio er ikke kun hård – den er også smuk. Tour de France har Alpe d’Huez, som med 21 hårnålesving har nået status som en af de mest prestigefulde stigninger at vinde. Men det kan Stelvio sagtens slå. Hele 60 hårnålesving skal passeres, inden rytterne når toppen .

stelvio

Derudover gør højden, at de klimatiske omgivelser kan være noget nær fantastiske. Nedenfor er et billede fra Fausto Coppis første sejr i 1953 sammenlignet med et billede af Bernard Hinault på vej mod sin Giro-sejr i 1980.

coppihinaultstelvio

Men de på sin vis smukke omgivelser medfører tilsvarende udfordringer. I år forventer arrangørerne eksempelvis, at temperaturen vil nå ned på -14 grader celsius. Se desuden disse billeder fra 1965, hvor rytterne er omgivet af sne og skal have hjælp for at komme videre.

Stelvio ice2 Stelvio ice

Nibali i Coppis cykelspor

Stelvio ligger i år på 19. etape som den anden af tre hårde stigninger i følgende rækkefølge: Passo di Gavia (16.5km, 8%), Passo dello Stelvio (21.7km,7.2%) samt Val Martello (22.3km, 6.4%). I alt skal de køre 60,5 km i stejlt bjergterræn, med gennemsnitlige stigninger på omkring 7 %. De vil skulle kravle op af i alt 4.295 højdemeter, og når som sagt op i enormt tynd luft i 2758 meters højde.

19. etape

Etapen er exceptionelt hård, og kun de allerstærkeste vil være med til slut. Stelvio ligger dog allerede midtvejs på etapen, og derfor kan vinderen på årets Cima Coppi vise sig at blive en lykkeridder, som efterfølgende vil blive hentet af favoritterne.

Prestigen i Cima Coppi gør dog, at det sagtens kan være, at favoritterne allerede er i spil på Stelvio. Derfor er det en mindre genistreg fra arrangørernes side, at Stelvio ikke bruges som afsluttende stigning.

Vincenzo Nibali er pt. Italiens største etapeløbsrytter, og han forventes at skulle vinde Giroen i løbet af sin karriere – og gerne flere gange. Læs mere om Nibali og Giroen her på Sport fortalt.

Hvis Nibali vil gå i Coppis cykelspor, så vil en sejr på Cima Coppi være et rigtig godt sted at starte. Sport fortalt spår derfor, at Nibali vil gå efter at være først over Passo dello Stelvio.

Men inden da anbefales du at se denne korte video om Stelvio-stigningen. God fornøjelse.

07 May

Det italienske håb mod den britiske supermagt

Tour de France  2012 stage - 11

Den italienske rundtur har i nyere tid trumfet Tour de France med en langt mere udfordrende, varieret og hård rute. I år har man også tiltrukket et favoritfelt, som inkluderer flere af sportens allerstørste stjerner.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali er blandt de pt. allerbedste etapeløbsryttere. Selv om de begge fremstår som leder af deres respektive hold, har de i år valgt at satse på Giro d’Italia.

Hvorfor mon det? Årsagen er åbenlys for Nibali (28). Som italiensk cykelsports pt. største etapeløbsrytter forventes han at skulle vinde Giroen i løbet af sin karriere – og gerne mere end én gang. Det skal efter planen ske for første gang i år!

Italienernes løb

For italienere er Giro d’Italia nemlig den største af de tre store rundture. Løbet er da også blevet domineret af italienere i langt højere grad, end franskmænd har domineret Touren. Det skyldtes for det første, at Touren hurtigere blev i stand til at tiltrække ryttere fra andre lande, men det spiller også en rolle, at italienske ryttere altid har haft en forkærlighed for hjemlandets rundtur.

Indtil 1950 var der kun italienske vindere af løbet, og af de hidtidige 95 udgaver har der været i alt 67 italienske vindere. Italien har gennem årene desuden haft legendariske ryttere som Fausto Coppi og Gino Bartali, som har prioriteret Giro d’Italia, mens de på samme tid kunne dominere Tour de France. Først fra 1968 blev den italienske dominans brudt, da en hvis Hr. Merckx vandt sin første Grand Tour. Han vandt Giroen i alt fem gange, og i perioden frem til midt 90’erne var den italienske dominans brudt.

Det huede ikke italienerne, og det siger meget om arrangørerne, at de – i et forsøg på at stoppe den udenlandske indflydelse – flere gange tilpassede ruten, så den passede til de italienske ryttere. Eksempelvis vandt den aldrende Francesco Moser sin eneste Giro-sejr i 1984, hvor ruten var blevet skræddersyet til ham.

Fra 1997 blev den italienske dominans genskabt. I ti år frem til 2007 var der kun italienske vindere. I nyere tid har Giroen desuden haft en række store italienske mestre, som udelukkende satsede på den italienske rundtur, eksempelvis Paolo Salvodelli og Gilberto Simoni. Det har været med til at genskabe løbets ry som en mastodont, der i sin selvforståelse kan konkurrere med Tour de France.

Derfor skal Nibali selvfølgelig have sine Giro-sejre. Spørgsmålet er, om det bliver i år.

En brite langt med syd

For den forsvarende vinder af Tour de France, Bradley Wiggins (32), er prioriteringen af Giroen noget mere overraskende. Officielt går han stadig efter sejren i Tour de France, men målet er sejr i Italien først. Officielt er forklaringen, at Wiggins vil vinde begge løb i samme sæson. Det er ikke sket siden dopingdagene var på sit højeste, og Contadors fejlslagne forsøg fra 2011 burde skræmme selv de modige. Alligevel kaster Wiggins sig ud i forsøget.

Men hvorfor ikke tage Touren først, og så forsøge sig med Vueltaen efterfølgende? To faktorer spiller ind.

For det første må han – som minimum – dele kaptajn-værdigheden med holdkammeraten Chris Froome i Tour de France. Derfor kan han ikke være sikker på noget som helst, hvorfor det giver mening at gå efter en Grand Tour sejr allerede før Touren starter.

For det andet er prestigen i det italienske løb større end Vueltaens. Af de tre store rundture har den italienske – også kaldet The Pink Race – længe rangeret som nummer to, lige efter Tour de France. Det skyldes for det første, at Vuelta a España først blev kørt i 1935, mens Touren og Giroen blev startet i henholdsvis 1903 og 1909.

For det andet har Italien historisk været leveringsdygtig i store cykelstjerner, jf. førnævnte Coppi og Bartali, som prioriterede Giro d’Italia og skabte opmærksomhed omkring løbet

Taberne tog til Spanien

Jo, Spanien har også kunnet mønstre store ryttere som Luis Ocaña og Federico Bahamontes, men de huskes af mange primært for deres præstationer i bjergene Tour de France. Her vandt Bahamontes bjergtrøjen seks gange og betragtes stadig af mange som Tour-historiens største bjergkonge, selv om Virenque formelt har overhalet ham med syv bjergtrøjer. Ocaña har af mange status som den eneste, der reelt formåede at true Eddy Merckx i Tour de France.

Mens Giroen længe kunne mønstre store vindere, er Vueltaen omvendt i nyere tid blevet domineret af folk, som på samme tid var store tabere i Touren. Tony Rominger, da Indurain dominerede Touren, springer mest i øjnene. Men også Laurent Jalabert, Alex Zülle, Abraham Olano, Jan Ulrich og sidst Denis Menchov kan nævnes.

Giroens højere rangering i cykelsportens ABC blev illustreret tydeligt i 1995, da Vueltaen flyttede fra april til september for ikke at falde sammen med Giroen.  Vueltaen opgav således den mere privilegerede placering mellem forårsklassikerne og Tour de France og er nu at finde på et tidspunkt af sæsonen, hvor flere af toprytterne er ved at være trætte.

Går Wiggins efter cykelsportens trone?

Sidst men ikke mindst illustreres Giroens store status i det faktum, at hvis en rytter vinder Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten.

Wiggins går som sagt efter sejren i både Touren og Giroen. Med en VM-rute, placeret i det meget kuperede Toscana kan det være, at den endnu uofficielle målsætning faktisk er netop The Triple Crowning?

Med næsten 75 kilometers enkeltstart er der yderligere end årsag til, at Wiggins har valgt at satse på Giroen. En Italiens rundtur, der normalt går all in på bjergenes betydning, vil næppe nogensinde passe ham bedre.

Der er således flere forklaringer på, at Giro d’Italia i år har deltagelse af to af de allerstørste etapeløbsryttere. Hvem der vinder, afhænger af flere faktorer – først og fremmest ruten.

Hård rute

Ruten i år er modbydelige. Sport fortalt har i et tidligere indlæg gennemgået ruten i detaljer. Her skal det blot slås fast, at selv om der er en lang enkeltstart, er der så skrappe stigninger i så rigt et antal, at Wiggins ikke kan forlade sig på sin overlegne evner som tidskører, hvis han vil stå øverst på podiet til slut.

Særligt med den enormt hårde – for ikke at sige vanvittige – slutning in mente, må Nibali siges at kunne snige sig med op på øverste trin, når favoritværdigheden skal deles ud. Mand mod mand er Nibali stærkere i bjergene. Dertil skal lægges, at Wiggins aldrig har kørt Italien Rundt før. Han kender ikke bjergene, og stigningsprocenterne er noget højere end i eksempelvis Tour de France.

Nibali er omvendt på hjemmebane. Han kender stigningerne ud og ind, og det er klart til hans fordel. Desuden skal man som bekendt også ned af bjergene, når man først er kørt op. Og Nibalis fortræffeligheder på en nedkørsel er velkendte. Kort sagt: Wiggins får det svært.

Et godt bud er, at Wiggins vil starte med at køre sig i føretrøjen, hvorefter hans Team Sky vil forfølge nogenlunde samme strategi som i Touren sidste år. Hård og konstant defensiv kørsel, som skal få ellers angrebslystne konkurrenter til at miste modet. Men stigningerne i den sidste uge burde være så hårde, at det bliver svært at føre den strategi til ende. Et tilsvarende godt bud vil derfor være, at det vil lykkes Nibali at stjæle trøjen til slut.

To stærke hold

Netop holdenes indbyrdes styrke er vigtig. På papiret ser Team Sky ud til at være noget stærkere end Nibalis Kasakhiske lejesvende, AKA Team Astana. Med ryttere som Rigoberto Uran og Sergio Henao med på slæb – eller rettere til at hjælpe med slæbet – får man næppe bedre støtte i bjergene.

Men Nibali står stærkere, end man skulle tro. Han har eksempelvis Fredrik Kessiakoff, som i sidste års Tour slog Chris Anker i konkurrencen om bjergtrøjen, om end han selv til sidst måtte se sig slået af Thomas Voeckler. Derudover kan nævnes Contadors mangeårige hjælper Paolo Tiralongo samt Valerio Agnoli, som begge er utroligt slidstærke – og at dømme efter 3. etapes noget kaotiske forløb, hvor Wiggins flere gange var isoleret, så kan Astana sagtens hamle op med Sky.

Alle de andre

Men! Selv om dette indlæg indikerer noget andet, så er Giroen absolut ikke kun en dyst mellem Nibali og Wiggins, hvilket de første etaper allerede har vist. Evans blev nr. to på tredje etape foran de andre favoritter, og den forsvarende vinder, Ryder Hesjedal, var den, der animerede etapen med aggressiv kørsel. Canadieren går efter en gentagelse af den noget overraskende sejr fra sidste år,  og han ser skarp ud.

Allerede i Liège-Bastogne-Liège viste han, at han er klar til at udfordre! Hans største styrke er imidlertid også hans største svaghed. Hesjedal er virkelig en All-rounder. Han kan det hele – men er ikke den bedste til noget af det. Sidste år slog han godt nok blandt andre Joaquin Rodriguez på enkelte bjergetaper – og det siger en del – men det er ikke normalt, at han er blandt de allerstærkeste. Men se lige her, hvordan han – efter at have sat Rodriguez i den lyserøde føretrøje – til sidst slider sig fri af Michele Scarponi, som ellers normalt hører til de allerbedste i bjergene:

Tilsvarende kører han en god enkeltstart, hvor han vil kunne distancere de rene bjergryttere. Men mod Wiggins – og for den sags skyld Nibali – vil han tabe meget.

Derudover kommer vi ikke uden om Robert Gesink, som stadig mangler det afgørende gennembrud. Han er stadig kun 26 år gammel og har længe været anerkendt som et af de største hollandske talenter i mange år. Men Gesink er umulig at forudsige. Når han er bedst, er der ikke mange, der kan slå ham på stigningerne. Men han kan sagtens ende med at køre et helt anonymt løb og ende med at slutte som nr. 58.

Sidst – men ikke mindst – må vi ikke glemme Cadel Evans. Især på ét parameter er han milevidt foran konkurrenterne: Rutine. En mere erfaren herre, når det kommer til tre-ugers etapeløb, skal man lede længe efter. Man skal i det hele taget aldrig fraskrive den australske slider. Lige som Hesjedal er han All-rounder, men umiddelbart er han lidt mere stabil. Over et så hårdt og langt løb, som Giroen er, vil en Evans i topform være et godt bud på en sejr. Og så er det også ved at være sidste udkald, hvis Evans skal have endnu en stor triumf med hjem til den australske præmiehylde. Han var stærk på tredje etape, hvor han via bonussekunder og overbevisende kørsel fik tanket en god portion selvtillid.

Giroen er stadig i sin spæde begyndelse. Men om ikke længe, går det for alvor løs. Nibali er denne skribents bedste bud på en vinder – men et mere nostalgiske bud ville være Evans!

04 May

The Pink Race – Tour de France gå hjem og vug!

giro d Italia 2013

Endnu en gang skal rytterne, som i dag stiller til start i Giro d’Italia, ud på udfordringer, som langt overgår Tour de France. Ruten er modbydelig, og vinderen burde udråbes til kongen af Alperne.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Giro d’Italia – også kendt som The Pink Race – er et langt mere spektakulært etapeløb end Tour de France. Tag blot et kig på de sidste mange års rutebeskrivelser, sammenlign med Touren, and there you have it: Quod erat demonstrandum.

I år har Tour de France godt nok har valgt en markant hårdere rute end normalt, grundet løbets 100-års jubilæum. Således skal deltagerne i det kommende Tour de France både bestige Mount Ventoux samt to gange op af Alpe d’Huez. Alt I alt er der 28 stigninger.

Tour de France blev kedelig

Men den italienske geografi giver muligheder, som man ikke har i Frankrig, og så har arrangørerne i nyere tid været markant modigere end de franske kolleger.

Tour de France startede ellers med at være kendt som det mest modbydelige løb, hvor arrangørerne pressede rytterne til det yderste. Da Col de Tormalet første gang skulle bestiges var reaktionen efter etapen fra Octave Lapize til arrangørerne: “I er mordere, I vil slå os ihjel!”

Men i nyere tid ændrede det sig. Da Jean-Marie Leblanc overtog rollen som løbsdirektør i 1989, begyndte han at sammensætte en rute, som skulle blive gentaget i nogenlunde fast form i hele hans periode som løbschef.

Løbet startede med en prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger og dødsdømte udbrud frem til den første enkeltstart. Herefter fulgte den første bjergkæde (Alperne eller Pyrenæerne), hvorefter et par mellemetaper – med det lidet flatterende øgenavn ”transportetaper” – bragte feltet frem til den anden store bjergkæde. Løbet blev afsluttet med den sidste enkeltstart efterfulgt af afslutningsetapen på Champs-Élysées.

Jean-Marie Leblanc havde gode idéer. Hvem husker eksempelvis ikke enkeltstarten op af Alpe d’Huez i 2004? Men generelt var det sparsomt med innovationen, og særligt den første uge var altid efter samme – kedelige – model. En prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger – allerhøjest krydret med en holdtidskørsel. De første bjerge kom typisk på 9-10. etape.

Da Christian Prudhomme tog over i 2005, blev det bedre. Særligt Tourens første uge er blevet markant mere varieret og  spændende, hvilket Sport fortalt tidligere har skrevet om. Men i en lang periode, var sammensætningen af Tour-ruten både kedelig og forudsigelig.

Giroen strammede op

Det til trods så havde Touren – i en stadig mere globaliseret cykelsport – konsolideret sig som sportens klart største og mest berømte etapeløb. De allerbedste hold og ryttere foretrak derfor Tour de France frem for den italienske eller spanske rundtur.

Tiden hvor Tour de France var domineret af franske ryttere, Giroen af italienske, Vueltaen med spanske, var slut. Sporten var blevet international, og de tre løb kæmpede med hinanden om at tiltrække de bedste ryttere og flest sponsorer.

I den periode begyndte særligt de italienske arrangører derfor at tænke kreativt. Nye og modbydelige stigninger blev fundet frem, og der blev indført langt flere bjergetaper, end man så i Tour de France.

Fra syd mod nord

Giroen er i år også helt modbydelig, om end sammensætningen er mere traditionel. Løbet starter mod syd i Napoli og bevæger sig mod nord over enkelte sprinteretaper samt mindre bjergeetaper. De store slag skydes først i gang efter den første hviledag på 10. etape. Men herefter kommer feltet nærmest ikke ud af Alperne igen. Lad os tage et nærmere kig:

Ifølge arrangørerne består løbet i år af syv sprinteretaper, seks etaper i mellemstore bjerge, hvor den ene slutter med en stigning, fem etaper i de høje bjerge, med afslutning på stigninger, samt endelig to enkeltstarter og en holdtidskørsel.

Første etape er en rendyrket sprinteretape, hvorefter løbets 17,4 km holdtidskørsel afvikles. De første mindre stigninger kommer allerede på tredje og fjerde etape. Mens tredje etape stadig kan ende i et sprinteropgør, så slutter fjerde etape i Serra San Bruno med en stigning tæt på mål. Stigningen er på 12,8 kilometer, men stiger kun med 5,5 %, hvorefter der venter en kort nedkørsel frem mod mål. Der vil komme en større favoritgruppe samlet til mål, og der vi ikke blive de store tidsforskelle. Men favoritterne bliver nødt til at holde sig til. Havde Alberto Contador været i feltet, havde han helt sikkert forsøgt at hente noget tid allerede nu. Hvis Vincenzo Nibali er klar, kan han gøre det samme.

Lang kamp mod uret

Femte og sjette etape er sprinteretaper, mens syvende etapes kupperede terræn indbyder til lange udbrud. På ottende etape sparkes løbet for alvor i gang. Her venter den første enkeltstart, som er på hele 54,8 km. Ruten er både teknisk og krævende, uden at være kuperet. Men reelt er under halvdelen af ruten flad, og den er derfor ikke helt optimal til specialisterne. Omvendt er der trods alt tale om en klassisk enkeltstart, som ikke indeholder store stigninger, hvorfor Bradley Wiggins må være kæmpe favorit. Han kan håbe på at tage helt op til 5 minutter på flere af sine konkurrenter.

På niende etape er der fire stigninger, hvoraf den hårdeste op mod Vallombrosa er i kategori 1 (12.1km, 5.3%). Stigningen ligger dog midt på ruten, så det ligner et langt udbrud, der holder hjem.

Franske alper

Efter en hviledag går slaget i de høje bjerge i gang. Vi starter i Alperne i det nordlige Italien, mens rytterne senere krydser grænsen ind til Frankrig. På 10. etape skal rytterne bestige to modbydelige stigninger, hvor målstregen ligger på toppen af den sidste, Altopiano del Montasio (21.3 km, 5.2% i snit, max. 20%). Før det skal de over Passo Cason di Lanza (14.5km, 6.2% i snit, max. 16%). Her vil vi se de første tegn på, hvem der kan vinde Giroen. Det vil blive en af de allerstærkeste bjergryttere, der vinder her.

10. etape

På 11. etape skal favoritterne igen være klar. Etapen har en enkelt hård stigning midtvejs, mens der er en mindre stigning op mod mål i Vajont. Etapen passer perfekt til Cadel Evans, hvis feltet rammer sidste stigning nogenlunde samlet. Stigningen er dog ikke hård nok til, at der vil blive skabt afgørende forskelle.

12. og 13. etape byder igen på chancer for sprinterne. På 14. etape venter en gammel kending fra både Tour de France og Giro d’Italia i form af stigningen op mod Sestriere (37.9km, 3.8%), hvor Bjarne Riis erobrede den gule føretrøje i 1996. Stigningen ligger midtvejs på etapen, hvorefter Bardonecchia (7.25km, 9%) skal bestiges op mod mål. Etapen er hård. Sestriere er lang og udmattende og vil give trætte ben, hvorefter den sidste stigning vil få det til at eksplodere. Kun de stærkeste vil være med.

På 15. etape er der igen fransk inspirerede udfordringer, denne gang på den franske side af grænsen. Der venter i alt tre hårde stigninger, som alle ligger i Frankrig. To af dem er særdeles velkendte for fans af Tour de France: Col du Télégraphe (12km, 7%) samt Col du Galibier (18km, 6.8%) som skal bestiges op mod mål. Etapen er modbydelig, og vi vil begynde at ane, hvordan det endelige podium vil komme til at se ud.

15. etape

Tilbage til Italien

Men udfordringerne er først lige begyndt. Efter en hviledag venter der på 16. etape en stille dag for klassementsfolkene, mens lykkeridderne vil få en oplagt mulighed på en kuperet men ikke alt for udfordrende etape. En næsten flad 17. etape er sidste mulighed for løbets tilbageværende sprintere.

På 18. etape venter en 19,4 kilometer lang bjergenkeltstart. Den gennemsnitlige stigning er på 5%, mens de sidste 6 km stiger med 6,8 %. Wiggins skal altid nævnes i en enkeltstart, men Nibali kan gå hen og vinde tid på sin britiske konkurrent. På dette tidspunkt må rytterne forventes at være så mærket af løbet, at alt i princippet kan ske.

Den værste del af løbet starter imidlertid først nu i form af 19. Og 20. etape, som udgør løbets kongeetaper. På 19. etape skal rytterne forcere tre modbydelige stigninger uden for kategori, hvoraf den ene – Paso dello Stelvio –  er Europas næsthøjeste bjergpas (2758m) samt den højeste stigning i Italien overhovedet. De tre stigninger er: Passo di Gavia (16.5km, 8%), Paso dello Stelvio (21.7km,7.2%) samt Val Martello (22.3km, 6.4%)

19. etape

Tour de France gå hjem og vug…

Tour de France gå hjem og vug! Det er sådanne etaper, der skaber legender. Don`t get me wrong. Alpe d’Huez er meget sød, hyggelig, spændende og alt det der. Men den er ingenting sammenligne med eksempelvis Stelvio. Mængden af højdemeter, der skal bestiges på denne etape er overvældende. I alt skal de køre 60,5 km i stejlt bjergterræn, med gennemsnitlige stigninger på omkring 7 %. De vil skulle kravle op af i alt 4.295 højdemeter, og når som sagt op i enormt tynd luft i 2758 meters højde.

Som om det ikke var nok, så er næste etape endnu hårdere. I alt skal rytteren over fem stigninger, som er Passo di Costalunga (25.3km, 5.8%), Passo San Pellegrino (11.8km, 6.4%), Passo di Giau (15.6km, 8%), Passo Tre Croci (7.9km, 7.3%) samt Tre Cime di Lavaredo (7.1km, 8.6%). Enhver der har prøvet at køre stigninger af den karakter vil vide, at så mange bjergkilometer med sådanne stigninger presser kroppen til det yderste.

20. etape

For at vinde Giroen skal man således ikke bare være en god bjergrytter og køre en god enkeltstart. Man skal først og fremmest være udholdende og i stand til at præstere stabilt over et langt løb. Ruten indbyder til, at en række af forhåndsfavoritterne vil gå hårdt ned på enkelte etaper.

Ruten er kort sagt modbydelig hård og distancerer Tour de France med mange længder. Touren er stadig i stand til at lokke de fleste af sportens topryttere til start, men i år har to af de allerstørste – Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali – til start. Det er der mange grunde til, som Sport fortalt vil reflektere over i et kommende indlæg. Men det viser, at Giroens prestige er for opadgående – og det skyldes især, at løbet byder på helt andre – og ofte mere fascinerende – udfordringer end det mere traditionelle Tour de France.

Favoritterne

Nibali og Wiggins er de to helt store favoritter. De mest relevante outsidere skal findes blandt sidste års vinder Ryder Hesjedal, Tour-vinderen fra 2011, Cadel Evans, det evige hollandske håb, Robert Gesink samt veteranen Michele Scarponi.

Særligt Hesjedal og Scarponi kan vi forvente at være med på de hårde stigninger, da de begge er stabile over lang tid. Gesink er umulig at forudsige. Når han er bedst, er der ikke mange, der kan slå ham på stigningerne. Men han kan sagtens ende med at køre et helt anonymt løb, og ende med at slutte som nr. 58. Evans er Evans. Alderen er nok ved at hente ham, men er han i form, vil han være et oplagt bud på podiet, da han sammen med Wiggins nok er den mest allround af alle favoritterne.

Den lange enkeltstart er til fordel for Wiggins, men den hårde sidste uge kan afgøre det til Nibalis fordel. Sport fortalt vil i de kommende dage komme med en længere analyse af duellen mellem Nibali og Wiggins.

God Giro!