09 Jul

Boksning: Starwatch 2017

34690522245_564c2d7802_b

Boxing_jaa

Boksesporten er inde i en fremragende periode med masser af interessante matchups og bunker af godbidder i vente. Sport fortalt danner her et overblik over de navne, som aktuelt tegner toppen af sporten.

Af Tyson W. Lyall

Hvilket bokse-år 2017 har været indtil videre.

I den historisk frustrerende sportsgren, hvor talrige vægtklasser, forbund og promotorer gør vejen til kvalitetsopgør ualmindelig besværlig, har 2017 leveret varen.

Med Jack DeGale vs. Badou Jack i januar fik vi det bedst mulige opgør i supermellemvægt. Vi har set en rematch mellem to af sportens absolut bedste med Andre Ward vs. Sergey Kovalev. Der har været top-top-opgør i den profilfyldte weltervægtsklasse med Keith Thurman vs. Danny Garcia og ikke mindst Kell Brook vs. Errol Spence Jr., og der har været divisions-topopgør i mellemvægt med Golovkin vs. Jacobs og i fjervægt med Santa Cruz vs. Frampton II.

Og så var der ikke mindst et allerede legendarisk sværvægtsopgør foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadion mellem Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i april.

Det bedste venter imidlertid stadig.

Og nej, her tænker vi naturligvis ikke på Floyd Mayweather vs. Conor McGregor (det var således første og sidste gang, det show nævnes her på siden).

Til september mødes derimod to af sportens allerstørste stjerner og – ikke uvæsentligt – bedste boksere. Gennady Golovkin fra Kasakhstan og Saul ”Canelo” Alvarez fra Mexico bokser i et opgør, vi tidligere har behandlet (læs her).

Endelig venter en afsindigt spændende cruiservægt-turnering under navnet ”World Boxing Super Series”, hvor otte af de bedste i rækken mødes over et slutrunde-forløb, som indledes til september. Med navne som Oleksandr Usyk, Murat Gassiev og Mariris Briedis om bord er der reelt tale om en turnering på første klasse.

Under samme koncept følger også en turnering på supermellemvægt, som dog er en smule mindre profilfyldt. Det skal dog blive spændende særligt at se George Groves og Callum Smith samt vinderen af Chris Eubank Jr. vs. Arthur Abraham bokse med i turneringen.

Starwatch
Al denne jubeloptimisme om boksningens aktuelle status giver anledning til at se nærmere på, hvem der egentlig er sportens største navne for tiden.

Vi har nedenfor udvalg de ti boksere, som vi mener fortjener særlig opmærksomhed, når sportens stjerneflok skal oplistes.

Udvælgelsen er naturligvis stærkt subjektiv og baseres på en vurdering af stjernestatus som noget, der defineres ud fra den opmærksomhed, bokseren kan tiltrække. Det er således en vurdering af, hvilke boksere der kan skabe de allerstørste kampe pt. Størst forstået som økonomi, tilskuertal, entreindtægter, tv-seere, medieomtale mm.

Derfor er boksekvalitet heller ikke i sig selv et afgørende kriterium. Eksempelvis er Roman Gonzalez ikke med på listen, selvom han de fleste steder rangeres blandt de fem bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

Udvælgelsen vil unægtelig være præget af, at vores fokus og indsigt primært er stærk på de navne, som bokser på det europæiske og nordamerikanske ”marked”. Således vil man eksempelvis ikke finde Shinsuke Yamanaka, som udelukkende bokser i Japan, på listen.

Endelig er klare stjerner som Tyson Fury og Floyd Mayweather ikke taget med, da det er uvist, hvordan deres status som ”aktive” egentlig ser ud. Skal Mayweather mere end blot et enkelt show, og ser man nogensinde Tyson Fury igen? Det er i vores optik tvivlsomt i begge tilfælde.

Nedenfor gennemgår vi kort de udvalgte profiler. Undervejs spekulerer vi over, hvordan deres fremtid kan og bør se ud. Listen er ikke rangordnet.

Nu til stjernerne:

Anthony Joshua (19-0). Sværvægt.
anthony

Boksningens royale vægtklasse har fået sig en ny kronprins. Den britiske sværvægter og tidligere OL-guldvinder viste i april, at der er bund i den voldsomme hype, som har fulgt ham i sin relativt korte karriere.

Med sin sejr over Wladimir Klitschko gik han fra top-prospect til certificeret mesterbokser. Undertegnede var selv tilstede på Wembley og mærkede luften gå ud af den rekordstore folkemængde, da Joshua gik i gulvet af en signatur Klitschko-højre i 6. runde.

Joshua gjorde imidlertid, hvad kun Lamon Brewster har gjort før: Han ikke bare rejste sig op fra en Klitschko-hammer, men han kom også tilbage vandt på KO – i 11. runde.

Anthony Joshua er nu trådt op blandt sportens største navne. Det er utænkeligt, at han ikke ville kunne fylde arenaer i størrelsen 20.000-25.000 tilskuere stort set ligegyldigt hvor og mod hvem, han skulle bokse.

Vi vælger dog stadig kun at kalde ham ”kronprins” af sværvægtsklassen, da han endnu blot har 19 kampe bag sig – og da der endnu er en ubesejret mand ved navn Tyson Fury, som stadig besidder Ring Magazines sværvægts-bælte.

Joshuas nærmeste fremtid byder enten på en rematch mod Klitschko – højst sandsynligt i Las Vegas til efteråret – eller et opgør med Kubrat Pulev, som er ”mandatory” udfordrer til Joshuas IBF-bælte.

Klitschko-opgøret giver økonomisk og sportsligt mening, men vi tilslutter os Joshua selv, som føler, at den ukrainske legende bør trække sig tilbage nu, hvor han endnu er på toppen.

Et opgør mod Pulev på hjemmebane ville også være fint i vores optik. Pulev er god på papiret, men har set rusten ud på det seneste. Det ville således være en fin mulighed for Joshua til at ”shine” på hjemmebane mod et acceptabelt navn.

Vi forudser en række mellemopgør (formentlig i USA) for Joshua efterfølgende, før opgør mod navne som Deontay Wilder, Joseph Parker og Tyson Fury i vores optik tidligst skal forventes i 2019.

Gennady Golovkin (37-0). Mellemvægt.
golovkin1

”GGG” er og bør være en boksefan-yndling. Han er en eminent bokser, hårdtslående som få, frygtløs, ydmyg og cool.

Whats not to like?

Han er en åbenlys stjerne, som trods sit kasakhstanske statsborgerskab er særledes vellidt i USA. Modsat mange andre ikke-amerikanske boksere behersker han sproget ganske pænt, og det hjælper på populariteten.

Golovkin er et af få navne, som kan være hovednavn på pay-per-view-stævner. Men der er desværre også ting, som begynder at trække ned i hans stensikre verdensstjernestatus.

Han er allerede blevet 35 år, og kritikerne mener, at de under hans seneste to opgør mod henholdsvis Kell Brook og Daniel Jacobs så huller i det perfekte billede.

Sport fortalt er ikke med på kritikernes hold, men det er trods alt værd at notere sig, at opgøret mod Jacobs brød Golovkins KO-række på vanvittige 23 kampe i streg, ligesom det formentlig var hans karrieres tætteste opgør overhovedet (sejr med dommerstemmerne 114-113, 115-112 og 115-112).

Nu venter som nævnt Canelo til september. Den kamp kommer vi til at lave selvstændig optakt til, men kort sagt er Golovkin favorit hos de fleste bookmakere – om end ganske marginalt. Sådan ser vi det også.

Hvad der venter Golovkin efter Canelo-opgøret er svært at sige. Der er øjensynligt ingen rematch-klausul i aftalen mellem de to, men hvis de udkæmper et brag af en kamp, vil det formentlig give mening med et opgør mere – klausul eller ej.

Derudover vil der næppe være mere end en håndfuld kampe tilbage i Golovkin. Beholder han sine bælter efter Canelo-mødet er en ”unification-kamp” mod WBO-mesteren Billy Joe Saunders oplagt – eksempelvis på hjemmebane i hovedstaden Astana.

Vasyl Lomachenko (8-1). Junior-letvægt.
skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28

En Sport fortalt-yndling. Indrømmet. Som vi tidligere har skrevet om her, er Lomachenko ubestrideligt en af de absolut dygtigste boksere i verden. Hans kampe er samtidig garanti for underholdning – også for andre end boksenørderne.

Alligevel ville vi faktisk være modtagelige overfor argumentet om, at han endnu ikke hører til på listen over sportens allerstørste stjerner. For han bevæger sig endnu i grænselandet mellem en aficionado-favorit og et alment kendt boksenavn. Som junior-letvægter, ukrainer, en begrænset pro-karriere og med sin manglende lyst til at tale engelsk offentligt (selvom han godt kan), har han nogle forhold imod sig, hvis han skal nå sikker verdensstjernestatus.

Han er dog absolut på vej frem i det større sportsbillede, og som hovednavn ved et stævne i august, som vises på ESPN i USA, må det forventes, at hans navn når endnu bredere ud. Han er sat til at møde Miguel Marriaga, hvilket for Lomachenko-fans er et skuffende (ringe) valg, men hvilket set i et større markedsføringsbillede er klogt. Lomachenko kommer til at makulere Marriaga, hvilket vil indprente hans navn i bevidstheden på et stort ESPN-publikum.

Lomachenko er 29 år gammel, men har endnu blot ni professionelle kampe bag sig. Det må derfor formodes, at han har en lang årrække foran sig som frisk topbokser. Der er uendeligt mange interessante og mulige match-ups forude for Lomachenko, som derfor modsat Golovkin og andre navne på denne liste må forventes at holde sin stjernestatus i mange år frem.

I den nærmeste fremtid kan man håbe på et revanche-opgør mod Orlando Salido, som besejrede Lomachenko i 2014. Et opgør mod den lidt tungere Mikey Garcia (36-0) vil være af ypperlig kvalitet. Et match-up mod den lettere og aldrende Guillermo Rigondeaux vil være dybt interessant – om end i tiltagende grad irrelevant.

Lomachenko kunne gå ned i vægt og møde topnavne som Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Lee Selby eller Oscar Valdez. Han kan gå op i vægt og møde Jorge Linares, Terry Flanagan eller Robert Easter Jr. Eller han kan blive på junior-letvægt og møde interessante folk som Jezreel Corrales, Miguel Berchelt eller afsindigt spændende Gervonta Davis. Mulighederne er virkelig mange for ”Loma”.

Andre Ward. (32-0). Letsværvægt.
Skærmbillede 2017-07-09 kl. 09.34.43

Boksningens aktuelle pound-for-pound-konge er ikke til at komme udenom.

Andre Ward er ikke så stor en stjerne, som han ”burde” være – i den forstand, at han aktuelt er bredt anerkendt som den bedste bokser på tværs af alle vægtklasser, at han er tidligere amerikansk OL-guldvinder, at han er en ordentlig person udenfor ringen, at han har spillet med i en stor Hollywood-film etc., men alligevel ikke er vildt populær og (aner)kendt.

Andre Ward er et stort sportsnavn, bestemt, men alligevel er det som om, han i forhold til stjernestatus ”bokser under sin vægtklasse”.

Forklaringen er formentlig hans til tider destruktive og defensive stil i ringen samt hans lange perioder med inaktivitet. Andre Ward er samtidig et af få topnavne, som har valgt at lade sig repræsentere af Jay Z’s selskab Roc Nation, hvilket i alt fald ikke har været nogen succes for andre folk som Guillermo Rigondeaux og Miguel Cotto. Sidstnævnte har netop ophævet med Roc Nation og er skiftet til Golden Boy.

Andre Ward er desuagtet en af boksningens store stjerner, og med sine to seneste (kontroversielle) sejre over Sergey Kovalev har han slået fast, at han hører til blandt nyere tids største amerikanske boksere. Et cv med sejre over navne som Kessler, Froch, Abraham og Kovalev – alle i deres ”prime” – taler for sig selv.

Fremtiden ser omvendt lidt usikker ud for Andre Ward. Noget ved ham udstråler en modstand mod at bokse alt for mange flere kampe. Fornemmelsen er, at han allerede nu ønsker at gå ind i en senior-fase af sin karriere, hvor han mere går efter ”events” end nødvendigvis opgør af største sportslige værdi.

Således er der pt. tale om et opgør mod cruiservægteren Tony Bellew fra Liverpool, som lige præcis er eksemplet på en stor stjerne, som ikke teknisk er blandt sportens dygtigste udøvere. Et sådant opgør i England vil således kunne indbringe begge store beløb. Det vil have størst sportslig værdi, hvis det bokses på Bellews cruiservægt, hvilket sportsligt ikke giver så stor mening for letsværvægtsmesteren Andre Ward.

Et tredje opgør mod Kovalev burde egentlig også være relevant, da de to første opgør endte kontroversielt, men det er fornemmelsen, at nu har man set det. Andre Ward har bevist sig i sporten, men hvis han ønsker at sætte yderligere streg under sin fremtidige Hall of Fame-status, kunne han møde navne som Badou Jack eller Adonis Stevenson (som dog næppe vil). Hvis han modsat den gængse opfattelse endnu er virkelig sulten efter at bokse opgør af stor sportslig værdi, er der flere ekstremt interessante navne på vej op i netop Wards vægtklasse i form af mulige kommende verdensstjerner som Eleider Alvarez, Oleksandr Gvozdyk og Artur Beterbiev.

Saul Canelo Alvarez (49-1-1). Mellemvægt.Saul-Canelo-Alvarez 

Det giver sig selv, at ”Kanel” skal med på listen over boksningens største stjerner. For at bruge en kæmpe kliche, kan man sige, at han har ”hele pakken”. Det betyder mere præcist, at han har både talent, evner, udseende, charme og en god historie med sig. Talentet og evnerne er bevist igennem en – trods hans blot 26 år – vanvittig omfattende karriere med i alt 52 officielle kampe.

Udseendet og charmen må være op til læserne at vurdere, men vi tillader os at konkludere, at Canelo besidder en udstråling, som få andre på denne liste kan matche.

Endelig har han en stærk fortælling om den rødhårede mexicaner, der blev drillet som barn på grund af sin røde hårfarve, og som valgte at kanalisere sin vrede gennem boksesporten. Det er samtidig historien om en ung mand, der allerede som 15-årig blev professionel og gik i gang med at bokse mod granvoksne mænd på skumle beværtninger i Mexico. Samtidig lyder legenden, at han har mindst ti ekstra kampe på sit cv, som de officielle statistikere imidlertid har opgivet at få verificeret, fordi de er foregået på helt særligt skumle beværtninger.

Canelo har et virkelig flot cv med sejre over gode folk som Austin Trout, Erislandy Lara og Miguel Cotto, men som vi tidligere har skrevet om, så har mange fans længe sukket efter et opgør mellem Canelo og Golovkin. Det kommer nu til september, hvis begge boksere holder sig raske.

Uanset udfaldet af opgøret mellem Canelo og Golovkin forventer vi en lang og spændende karriere for mexicaneren efterfølgende. Han har endelig bevæget sig op på mellemvægt, hvor han i vores optik retmæssigt hører hjemme. Her ligger flere gode opgør og venter, hvis hans krop ikke tager for meget skade af de mange kamp – indtil videre tyder intet på. Rent faktisk lader Canelo blot til at blev bedre og bedre i disse år, hvor særligt defensiven ser forbedret ud. Det håber vi at få at se i fremtidige opgør mod boksere som Daniel Jacobs, David Lemieux eller up-and-coming folk som Charlo-brødrene.

Tony Bellew. (29-2-1). Cruiservægt.
bellew

Ja, du læste rigtigt. Tony Bellew.

Englænderen er den svageste bokser på denne liste, men han er aktuelt på et stadie af sin karriere, hvor alt er gået op i en højere enhed.

Han spillede skurken i Hollywood-filmen ’Creed’ i 2015, han leverede en overraskede og imponerende KO-sejr over Ilunga Makabu på hjemmebanen for hans favorit-fodboldhold Everton i 2016, og så leverede han ikke mindst sensationen ved at besejre den meget kendte David Haye på sværvægt tidligere i år.

Tony Bellew har dermed en stærk fortælling med sig pt. Han er den simple arbejder, fodboldfan og familiefar fra Liverpool, som trods et begrænset talent og nederlag tidligere i karrieren, har genskabt sig selv ved hjælp af god gammeldags viljestyrke og et skifte op fra letsværvægt til cruiservægt.

Rollen i Creed giver Bellew noget global genkendelighed, men han er trods alt mest med på denne liste på grund af sin tiltrækningskraft som en stor spiller på den britiske boksescene. Her fungerer han ydermere ofte som ekspertkommentator på Sky Sports, ligesom han jævnligt ses i selskab med kendisser som fodboldspillerne Wayne Rooney og Jamie Carragher.

Den slags stjernestatus er yderst værdifuld i dagens boksesport, hvor magtcenteret i stigende grad flyttes mod Storbritannien. Mange af sportens største navne søger mod store pengekampe i Storbritannien, og netop det forhold, at Andre Ward øjensynligt ønsker at flyve over Atlanten til et opgør med Tony Bellew bevidner, hvorfor han hører med på listen over boksningens største stjerner pt.

Manny Pacquiao (59-7-2) Weltervægt.Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Senatoren fra Filippinerne lader til at være på en slags verdensturne ala ”Harlem Globetrotters” i disse år.

Han går efter de store begivenheder – og så er det sportslige indhold mindre væsentligt. Senest illustreret ved sidste weekends kamp mod den upåagtede australier Jeff Horn foran 50.000 tilskuere i Brisbane. Selvom Pacmans sportslige relevans stille og roligt bliver mindre, så er der ingen tvivl om, at han endnu tilhører sportens absolutte stjerner. Trods et meget kontroversielt nederlag til netop Jeff Horn, så er der rimelig bred konsensus om, at Pacquiao stadig er blandt de fem bedste weltervægtere i verden.

Kombineret med hans globale appel og enorme fanbase, som særligt blev bygget op i den legendariske periode fra 2006 til 2012 med sejre over Morales, Barrera, Marquez, De La Hoya, Hatton, Cotto med flere, hører Manny Pacquiao stadig til blandt sportens absolutte verdensstjerner. Han har en kæmpe fanbase i hele verden, og selvom hans dage som pay-per-view-navn måske er ovre, kan han endnu være på toppen af plakaten til kæmpe stævner verden over. Det står klart, at der ikke er ret mange kampe tilbage i ham, men de få, der måtte være, skal nok blive tilløbsstykker alligevel.

Først for står formentlig en rematch mod Jeff Horn, og derefter kan han vælge alt i regionen letvægt-letweltervægt-weltervægt. Pacquiao er så stort et navn, at alt fra Lomachenko, Mikey Garcia, Terence Crawford, Adrien Broner til alle elite-weltervægterne kunne tænkes at ville møde ham.

Terence Crawford (31-0). Letweltervægt.terrencecr 

”Bud” fra Nebraska er totalt dominerende i sin vægtklasse (junior-weltervægt). Den 19. august møder han Julius Indongo i et unikt opgør, hvor man for første gang siden Bernard Hopkins i 2004 kan ”forene” en division med bælterne fra både WBC, WBA, IBF, WBO og IBO.

Julius Indongo er virkelig spændende og kommer med en vild KO over Troyanovsky og en flot udboksning af Ricky Burns bag sig. Det er dog alligevel svært at se Indongo eller nogen andre true Crawford pt., medmindre han træder (endnu) en vægtklasse op til weltervægterne.

Crawford er utvivlsomt en af klodens allerdygtigste boksere overhovedet, men endnu har hans tiltrækningskraft haltet en del efter bokseevnerne. Han er ikke nogen videre spændende karakter udenfor ringen og han har i store dele af sin karriere holdt sig til sin hjemmebane i Nebraska. Han mangler endnu at slå sig fast som globalt topnavn, men hvis han holder sit nuværende niveau og frekvens af topkampe, skal han nok bevæge sig i retning af toppen.

Der ligger potentielle opgør og venter, som med rette udfald vil kunne cementere hans plads som topstjerne. Det kunne være mod en Adrien Broner, Mikey Garcia, Manny Pacquiao eller en af weltervægterne som Thurman og Spence.

Wladimir Klitschko (64-5). Sværvægt.34690522245_564c2d7802_b 

Der gælder lidt det samme her, som med Manny Pacquiao.

41-årige Wladimir Klitschko har givet ikke mange kampe tilbage i sig, men kvaliteten og tiltrækningskraften er stadig så stor, at han hører hjemme på listen over sportens største stjerner.

En kamp mellem Klitschko og hvilken som helst anden af de bedste sværvægtere vil stadig kunne fylde stadions og arenaer i Tyskland, England og USA.

Selv efter nederlag til Fury og Joshua er et nyt opgør mod Joshua så attraktivt, at der er bud på kampen fra hele verden. Joshua er naturligvis en kæmpe faktor hertil, men Wladimir Klitschko smager stadig så meget af kvalitet, at det løfter begivenheden helt op. Las Vegas bliver formentlig destinationen for et Klitschko vs. Joshua, som vi håber, bliver sidste gang, vi ser en af de legendariske Klitschko-brødre i ringen. Begge vil de blive husket som nogle af moderne boksnings bedste repræsentanter, og det skal nødigt forplumres af en række slemme nederlag til lillebror Wladimir karrierens efterår.

Sergey Kovalev (30-2-1). Letsværvægt.
kovalev 

Sergey ”Krusher” Kovalev kommer med på det sidste mandat. For blot et år siden havde han været et sikkert kort på listen, men de to nederlag til Andre Ward trækker ned. Det er ikke fordi, det er ”ulovligt” at tabe, og nederlagene til Ward var mildest talt kontroversielle, men Kovalevs kondition i begge opgør stiller immervæk store spørgsmålstegn ved hans position blandt sportens absolut bedste boksere.

Efter en overlegen start i det første opgør mod Ward løb han helt tør for energi i anden halvdel af opgøret. Det var stadig nok til at vinde i de fleste øjne, men i rematchen skete det samme mere eller mindre igen.

Selvom Kovalev dominerede Ward i store dele af de to opgør, blev han alligevel på en måde udstillet, da Ward tog med ud på dybt vand i de sene runder. Samtidig trækker Kovalevs person udenfor ringen ned. Han taler ned til sin træner John David Jackson er vores oplevelse, ligesom han ikke har tacklet nederlagene til Ward særlig elegant.

Men Kovalev er stadig en frygtindgydende bokser, og med den rette matchmaking og træning bør der være endnu et verdensklasse ”run” af kampe i ham. Det kunne eksempelvis være ved et par (gen)opvarmningskampe mod folk som Sullivan Barrera eller Karo Murat, før han tager kampen op mod Adonis Stevenson, Joe Smith Jr. eller en af de mange spændende up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Eleider Alvarez , Artuer Beterbiev eller Dmitry Bivol.

Dem, vi overså
Det var så vores bud på den absolutte elite af den hjemmestrikkede kategori ”stjerner” i boksesporten. Det er åbenlyst, at det ikke kan være et korrekt svar på noget som helst.

Man kan helt sikker argumentere for, at flere navne burde være i spil. Hvad med en Kell Brook, som med sine to seneste kampe har været øverst på plakaten ved engelske ppv-stævner foran først et udsolgt O2 Arena i London og dernæst fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield?

Eller Ring Magazines fighter of the year sidste år, Carl Frampton? Han kunne også have været med.

Endelig er der folk som Adrien Broner, Amir Khan og Deontay Wilder, som også må formodes at kunne lave store kampe flere steder på kloden.

Måske de er med på listen næste gang sammen med folk som Keith Thurman, Errol Spence, Jorge Linares, Leo Santa Cruz, Roman Gonzalez og Mikey Garcia, der ligger i vores bobler-kategori.

Afslutningsvis giver vi også gerne et bud på en række navne, som har en oprigtig chance for at være blandt sportens store stjerner indenfor de næste to til år: Gervonta Davis, Joseph Parker, Oleksandr Usyk, Oleksandr Gvozdyk, Jermall Charlo, Jermell Charlo, Oscar Valdez, Naoya Inoue, Artur Beterbiev, David Benavidez, Erickson Lubin.

24 Feb

Boksekalender 2017

Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Boxing Boxer Manny Pacquiao AthleteHvad er på plakaten? Hvad skal ses, undgås eller måske decideret boykottes? Sport fortalt guider dig her til årets planlagte bokseopgør.

Af Tyson William Lyall

I begyndelsen af januar skrev vi artiklen ‘Stor guide til årets største bokseopgør’.

Siden har meget ændret sig. Nedenfor ses en opdateret version af den tidligere artikel.

Kalenderen er senest opdateret 28. februar kl. 22.32, og vil blive opdateret løbende, så følg med!

Ved allerede afholdte stævner er der tilføjet en kort opsummering af resultaterne.

* 13. januar.
Erislandy Lara (23-2-2) vendte ved et stævne i Florida tilbage efter mere end et halvt års pause. Modstanderen var Yuri Foreman (34-2), som tidligere har bokset store kampe mod bl.a. Miguel Cotto. Erislandy Lara er åbenlyst en af sportens bedste teknikere, og kan – hvis han øger aktiviteten – blive kongen af letmellemvægts-divisionen i de kommende år.

Ved samme stævne boksede supermellemvægteren Anthony Dirrell (29-1-1). Dirrell er ligesom Lara en kvalitetsbokser, som også har haft en lidt sløv karriereudvikling de senere år. Han har et enkelt (tæt) nederlag til Badou Jack bag sig, men kan med den rette karrierehåndtering bringe sig i spil til titelkampe i de kommende år. Dirrell mødte Norbert Nemesapati (24-4).

Resultat: Yuri Foreman lod ikke til at have de store ambitioner i opgøret mod Lara, som vandt på KO allerede i fjerde runde. Det lignede umiskendeligt et ”dive” fra Yuri Foreman, hvorfor man kan undre sig over, at han er vendt tilbage i ringen efter nogle års pause tidligere i årtiet. Anthony Dirrell vandt tilsvarende let over Nemesapati, hvilket var med til at give stævnet lidt en ”billig” fornemmelse.

* 14. januar.
Årets første boksebrag kom i form af opgøret om WBC- og IBF-bælterne i supermellemvægt mellem James DeGale (23-1) og Badou Jack (20-1-2).

Supermellemvægtsklassen er relativt ung (siden 1967), men har alligevel været hjemsted for flere af sportens største begivenheder de seneste 10 år. Joe Calzaghe mod Jeff Lacy i 2006 var et kæmpe opgør. Joe Calzaghe mod Mikkel Kessler foran 50.000 tilskuere i 2007 var endnu større. Andre Ward mod Kessler i 2009 og mod Carl Froch i 2011 efterlod amerikaneren som et af sportens allerstørste navne. Carl Froch og George Groves slog med 80.000 tilskuere på Wembley britisk tilskuerrekord i 2014 osv. osv.

James DeGale og Badou Jack mødtes her i det størst mulige supermellemvægtsopgør pt. James DeGale har et stærkt cv med olympisk guld som amatør og prof-sejre over store navne som Andre Dirrell og Lucian Bute, mens Badou Jack har slået den eneste bokser, som endnu har besejret DeGale; nemlig George Groves.

Jose Pedraza (22-0) havde samtidig sin IBF-superfjervægtstitel mod ubesejrede og ukendte Gervonta Davis (16-0) på spil.

Resultat: Kampen mellem James DeGale og Badou Jack skuffede på ingen måde. Det blev til en – i vores optik – ganske retfærdig uafgjort. DeGale så klart bedst ud i begyndelsen, og med Badou Jack nede i første omgang lugtede det indledningsvis af en klar sejr til DeGale. Badou Jack kom dog flot igen og vandt de fleste sene runder. I 12. runde havde han så DeGale i gulvet og efterfølgende helt, helt ude i torvene. DeGale var færdig, men formåede flot at holde runden ud og redde en uafgjort hjem.

Sport fortalt kendte inden stævnet ikke meget til Gervonta Davis. Det gør vi nu. Den unge Mayweather-protege boksede flot og besejrede Pedraza på TKO i 7. runde. Gervonta Davis har nu umiddelbart alle muligheder for at blive ”the next big thing”. Han har et hav af spændende navne i de nærmeste vægtklasser (Lomachenko, Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Jason Sosa, Jorge Linares etc.), men med Mayweather som promotor, ser vi nok ikke denne type opgør lige med det samme.

* 21. januar.
Patrick Nielsen (28-1) vendte tilbage med sin første kamp siden skandale-arrangementet Nielsen vs. Markussen i december 2015. Danskeren mødte Beibi Berrocal fra Colombia (17-3).

Talentet Abdul Khattab (15-1) boksede også ved stævnet.

Resultat: Ord er næsten overflødige her. Stævnet var en bouillonterning af den elendighed, som desværre karakteriserer dansk boksning (minus Dennis Ceylan) i disse år. Abdul Khattab tabte på KO til Arman Torosyan (17-3-1), og i hovedkampen så Patrick Nielsen forfærdelig ud – fysisk og boksemæssigt. Han så blød ud på kroppen og løb rimelig tidligt tør for energi. Han vandt sikkert 98-91 på alle tre scorecards, men kampen var reelt mere lige, og Patrick Nielsen bør for alt i verden se at komme videre og i bedre form. En storkamp virker urealistisk og uklog indenfor de kommende år, hvis ikke der sker alvorlige forbedringer.

* 28. januar.
Et af de bedste opgør i 2016 tog en tur mere i 2017. Nordirske Carl Frampton (23-0) mødte Leo Santa Cruz (32-1-1) i Las Vegas. Frampton vandt WBA-fjervægtsbæltet i et tæt første i juli 2016.

Frampton var underdog i det første opgør, mens rollerne var byttet om denne gang.

Lidt overraskende og overset, havde arrangørerne sat et interessant kæmpeopgør på undercardet. Dejan Zlaticanin (22-0) mødte således Mikey Garcia (35-0) om førstnævntes WBC-letvægtstitel. Mikey Garcia var den klart mest prøvede af de to, og har tidligere været regnet som ét af sportens allermest interessante unge navne. Men efter sejre over topnavne som Roman Martinez og Orlando Salido gik karrieren i stå på grund af kontraktproblemer. Først i juli sidste år vendte han tilbage i ringen efter 2,5 års pause. Her vandt han sikkert, men alligevel var der usikkerhed om Garcias form efter den lange inaktivitet. Zlaticanin rangeredes inden kampen af Ring Magazine som letvægtsklassen nr. 2 efter Jorge Linares.

Den fremragende waliser Lee Selby (23-1) var oprindelig sat til at forsvare sin IBF-fjervægtstitel mod Jonathan Victor Barros (41-4-1) ved stævnet. Sport fortalt har i øvrigt først for nylig fået øjnene op for Lee Selbys lillebror Andrew Selby (fluevægt). Andrew har endnu blot syv professionelle kampe bag sig, men ser vildt spændende ud. Hold øje med ham i de kommende år.

Resultat: Frampton vs. Santa Cruz blev akkurat ligeså tæt som det første opgør. Denne gang blot med Leo Santa Cruz som vinder. Det er nemt at påstå efterfølgende, men undertegnede havde forud for opgøret en fornemmelse af, at Santa Cruz – i højere grad end Frampton – havde forudsætningerne for at sadle om til det nye opgør. Det gjorde han, og med en langt mere kalkuleret og afmålt indsats brugte han sine længere arme til konstant at pumpe Frampton med sit jab. Frampton fik kun sjældent plads til sin offensiv, men var på ingen måde udbokset – trods det fortjente nederlag. Med 1-1 imellem de t, er det oplagt med et tredje og afgørende ”rubber match”. Frampton vil gerne have den på hjemmebane i Belfast, men det sker højst sandsynlig ikke. Vores vurdering er, at Frampton vs. Santa Cruz III bliver ”one for the future”, og at de hver især tager andre opgaver i den nærmeste fremtid.

Opgøret mellem Dejan Zlaticanin og Mikey Garcia kan næsten ikke opsummeres i ord. Opgørets sidste sekunder ( i 3. runde) bør i stedet ses her. Lad os bare sige, at vi ikke instinktivt var sikre på, om Zlaticanin nogensinde ville rejse sig igen.

Lee Selbys opgør blev desværre aflyst pga. ’medical’-problemer hos modstanderen. Han bliver – måske – en af Framptons næste modstandere.

* 28. januar.
Golden Boy Promotions havde stablet et superfjervægts-festmåltid på benene. Takashi Miura (30-3-2) mødte Miguel Roman (56-11), mens Francisco Vargas (23-0-2) mødte Miguel Berchelt (30-1) ved et stævne i Californien, som var designet til at skabe vild, blodig og aktionsfyldt underholdning.

Francisco Vargas og Takashi Miura mødte hinanden i 2015 i et opgør, som flere steder blev kåret som årets boksekamp. Begge mand var i gulvet, og i 2016 tog Francisco Vargas så en lignende tur mod Orlando Salido – et opgør som af mange er betegnet som det bedste i 2016. Med andre ord, så er d’herrer Vargas og Miura garanter for underholdning.

Vargas havde mod Miguel Berchelt sit WBC-bælte på spil.

Resultat: Det er næsten blot at læse foromtalen, hvis man vil vide, hvordan stævnet endte. Blod, mexican slugfest og en potentielt set karriere-afsluttende skade. Miguel Berchelt skabte overraskelsen og snuppede Francisco Vargas’ WBC-bælte. Francisco Vargas er en fan-favorit, som imidlertid har deltaget i nogle af senere års allerstørste slagsmål. Berchelt-kampen blev ikke nogen undtagelse, og resultatet viste sig desværre ganske tidligt i opgøret. Vargas’ ansigt begyndte ret tidligt at ligne en bakke hakket oksekød, og i 11. omgang havde dommeren set nok. En postgang for sent. Hvis læseren tør se hvorfor, så se evt. Vargas’ ansigt her. Hans arvæv har arvæv, som en amerikansk kommentator formulerede det, og spørgsmålet må med rette stilles, om hans karriere ikke har bedst af at blive indstillet. Desværre. For han er særdeles underholdende at se på – og en dygtig bokser.

Takashi Miura slog Miguel Roman på KO i 12. omgang, og foran ham venter mange potentielle topopgør. Han kan potentielt set sætte tænder i navne som Berchelt, Salido, Lomachenko.

* 3. februar.
Letvægteren Felix Verdejo (22-0) gjorde comeback på hjemmebane i Puerto Rico mod Oliver Flores (27-2-2). Verdejo var en dygtig amatørbokser og blev allerede professionel som 19-årig i 2012.

Siden har han været voldsomt hypet, men mangler endnu at slå igennem som professionelt topnavn. Verdejo har på grund af en motorcykel-ulykke ikke været i ringen siden juni sidste år, og det bliver spændende at se, om han nu for alvor kan få gang i karrieren. Lykkes det, venter forhåbentlig fremtidige opgør mod navne som Terry Flanagan eller Jorge Linares.

Resultat: Undertegnede har ikke set opgøret, så vi kan udelukkende oplyse, at Verdejo vandt en – på papiret i alt fald – relativt sikker pointsejr over 10. omgange.

* 4. februar.
Chris Eubank Jr. (23-1) er indiskutabelt en dygtig og interessant bokser. Men hans karrierehåndering og offentlige image – med faderen Chris Eubank Sr. som mastermind – er en dårlig joke. Eubank mødte her australske Renold Quinlan (11-1) i en kamp, som den store engelske tv-kanal ITV udbød som PPV (!!). Quinlan har godt nok vundet over en (over the hill) Daniel Geale (31-5), men det retfærdiggør på ingen måde, at ITV ligefrem krævede penge for miseren.

Undercardet gjorde lidt for at reparere på pinlighederne, da den interessante fjervægter Kid Galahad (21-0) boksede, og da David Price (21-3) og Christian Hammer (20-4) mødtes i et sub-top-opgør i sværvægtsklassen.

Resultat: Ikke værd at bruge lang tid på. Eubank vandt forventeligt Quinlans ligegyldige IBO-bælte. Quinlan var hård at knække, men efter ti omgange havde dommeren set nok. TKO-sejr til Eubank. David Price løb – igen – tør for energi mod Christian Hammer, og tabte på TKO i syvende. Price havde ellers haft Hammer nede tidligere i opgøret. David Price må regnes som færdig i selskabet af relevante top-sværvægtere. Kid Galahad fik ny modstander på selve kampdagen. Leonel Hernandez hed modstanderen, som kun holdt tre runder.

* 18. februar.
Sportens enfant terrible, Adrien Broner (32-2), (beklager Tyson Fury, Floyd Mayweather og andre) kom tilbage i ringen. Han mødte Adrian Granados (18-4-2), som trods de ringe stats var inde i en god stime – blandt andet med en sejr i november 2015 over den ellers lovende Amir Imam (19-1).

Den spændende letsværvægter Marcus Browne (18-0) gik i ringen mod kompetente og farlige Thomas Williams Jr. (20-2).

Resultat: Stævnet kom ikke til at se ud, som vi oprindelig beskrev tidligere på året. Hverken Gary Russell Jr. eller Jermell Charlo kom i aktion, som oprindelig planlagt. De er dog at finde længere nede på denne liste.

Broner mødte dog rigtig nok Granados, og Browne mødte også Thomas Williams Jr.

I hovedkampen vandt Broner en tæt split decision over Granados. Broner så virkelig skidt ud. Dårlig timing, langsom og upræcis. Granados burde forholdsvis nemt have taget sejren, men Broner var Granados langt overlegen i bokseintelligens. Granados boksede taktisk elendigt. Efter en god start med succes fra distancen med præcise jab og god bevægelse, gik Granados i stedet tættere og tættere på Broner. Et underligt sats på det eneste våben, Granados aldrig kunne slå Broner på: slagkraft.

Hvorom alting er, så er der gået Patrick Nielsen i Broner. Det er svært at se, hvordan han skal kunne finde sig vej til toppen af sporten.

Marcus Browne vandt i sit opgør (som undertegnede – indrømmet – ikke så) en KO-sejr i 6. runde. I sig selv et stærkt statement.

På stævnet boksede også weltervægteren Lamont Peterson efter næsten halvandet år udenfor ringen. Det opgør så undertegnede til gengæld, og Peterson så rent faktisk ok ud mod David Avanesyan (22-1-1). Det er svært at vurdere, om Peterson kommer til at skabe noget stort i den stjernespækkede vægtklasse, men umiddelbart så han fit og skarp ud for en mand, som ikke har bokset siden efteråret 2015.

* Hold et halvt øje med: 24. februar.
Colombianske Eleider Alvarez (21-0) er et af de navne, som ser virkelig spændende ud, og som rangerer højt på diverse ranglister, men som endnu mangler at blive testet for alvor (dog med sejre over Isaac Chilemba og Edison Miranda). Det skulle så ske denne fredag i Quebec, hvor han mødte veteranen Lucien Bute (32-3-1). De boksede i letsværvægts-divisionen, og der var ingen titler på spil. Der reklameredes dog med, at det skulle være en ”WBC Light Heavyweight Title Eliminator”. Det skal man ikke altid tage for gode varer, men hvis det holder vand, betyder det, at vinderen kommer til at forsøge sig mod WBC-mester Adonis Stevenson (28-1). Lad os se.

Resultat: Kampen startede meget lige, og efter de fire første runder må dommerne formentlig have givet to runder til hver bokser. Alvarez så fit og bevægelig ud, men virkede samtidig lidt ukoncentreret og frustreret overfor den rutinerede Bute, som ikke lod sig ryste (men som dog heller ikke lod til at kunne ryste den yngre Alvarez). Alt dette blev imidlertid ganske ligegyldigt i 5. omgang, da Alvarez fangede Bute med en solid lige højre og fulgte op med endnu en. Down went Bute og dermed KO-sejr til Alvarez – og blot det andet KO-nederlag til Bute i karrieren (første gang til Carl Froch i 2012). 

* Hold et enkelt øje med: 25. februar.
Lørdagen var en tætpakket bokseaften/nat. Første stop i Hull i England, hvor hjemmebanemanden Gavin McDonnell (16-0-2) forsøgte at gøre sin tvillingebror Jamie kunsten efter og blive verdensmester.

Gavin McDonnell er ikke noget stort navn (endnu), men fik muligheden for at bokse om WBC’s ledige superbantamvægtstitel mod Rey Vargas (28-0). Rey Vargas var ret tydelig favorit, men kampen tjente – i nærværende skribents optik – endnu engang til McDonnells promotor Eddie Hearns ære. Eddie Hearn og selskabet Matchroom Boxing sætter i disse år på forfriskende vis mange af sine boksere på spil, og giver dem muligheden for titelkampe – også i tilfælde, hvor de ikke er favoritter.

Den tidligere OL-guldvinder, letvægteren Luke Campbell (15-1), boksede også på stævnet, men hovedkampen var det væsentligste at skrive hjem om.

Resultat: Gavin McDonnell vs. Rey Vargas blev nogenlunde som ventet. Vargas var fysisk og teknisk langt overlegen. Vargas’ længere arme blev brugt fornuftigt til at holde McDonnell på afstand og konstant levere små piskesmæld med jabbet. Særligt i de første 6-7 runder lignede det en regulær udboksning af McDonnell.
Englænderen viste sig dog som en usædvanligt hård nød at knække, og i den sidste del af opgøret kom han faktisk flot igen. Det blev nogle “hard fought” point, men det lykkedes ham at nappe en del af de sidste runder.
Så man opgøret på Viaplay, havde man ”fornøjelsen” af Claus Borre kommentator. Borre så endnu engang en helt anden kamp end alle andre, og vurderede opgøret som værende tæt, men sejren til Vargas var desuagtet tydelig og fortjent. En enkelt sidedommer scorede med en grotesk hjemmebanedom kampen uafgjort, hvilket set McDonnells promotor Eddie Hearn rystede på hovedet af. De tog øvrige dommere var vågne på aftenen og gav Vargas en fortjent ”majority decision”.

* (Aflyst). 25. februar.
Miguel Cotto (40-5) vs. James Kirkland (32-2).
Guillermo Rigondeaux (17-0) vs. Moises Flores (25-0).

* Hold halvandet øje med: 25. februar.
Natten kan rundes af med lidt ”tung” underholdning fra Alabama, hvor den lokale WBC-sværvægtsmester Deontay Wilder (37-0) gør comeback efter den håndskade, han pådrog sig i opgøret mod Chris Arreola i juli sidste år. Wilder skulle have mødt polske Andrzej Wawrzyk (33-1), som dog røg i dopingfælden tidligere på året.

I stedet er den tidligere amerikanske football-player Gerald Washington (18-0-1) trådt til. Det bliver formentlig kedeligt. Der er en lille chance for, at sensationen opstår, da der med rette kan stilles spørgsmålstegn ved tilstanden af Wilders hånd. Nogle iagttagere tror, at hans karriere mere eller mindre er ved at nærme sig sin afslutning, da han allerede har brækket den mindst tre gange i løbet af de seneste syv år.

Artur Szpilka (20-2) bokser alligevel heller ikke ved stævnet, og hans planlagte modstander, Dominic Breazeale (17-1), møder i stedet Izuagbe Ugonoh (17-0), som vi ikke ved noget kvalitativt om. Breazeale var senest i ringen i juni, hvor IBF-mesteren Anthony Joshua tog sig behændigt af den tunge amerikaner.

Sidst – men helt sikkert ikke mindst – bokser den hypede amerikanske letmellemvægter Jarrett Hurd (19-0) om IBF’s ledige titel mod Tony Harrison (24-1). Titlen er blevet ledig, efter Jermall Charlo netop har ’vacated’ den for at rykke op til mellemvægt. Trods Hurds og Harrisons mindre kendte navne i offentligheden, så er dette den mest relevante og interessante kamp på stævnet. To up-and-coming boksere, som får muligheden for at tage en titel. Det er værd at bruge tid på.

* For boksehipsterne: 2. marts.
Japanske Shinsuke Yamanaka (26-0-2) har sit WBC-bantamvægtsbælte på spil i Tokyo. Yamanaka er en underholdende bokser, som længe har været betragtet blandt klodens 10-20 bedste boksere p4p. Han møder mexicanske Carlos Carlson (22-1), som nok har en talmæssigt pæn rekordliste, men ikke har nogen særlige navne på den.

* Skal ses? Eller ignoreres?: 4. marts.
Er det et freakshow, eller bliver det et boksebrag? Sport fortalt er i tvivl om, hvilket ben, man bør stå på i forhold til sværvægtsopgøret mellem Tony Bellew (28-2-1) og David Haye (28-2).

Ingen af de to er dårlige boksere, men hvorfor skal de netop møde hinanden? Tony Bellew er cruiservægteren, som er kommet op nede fra letsværvægt, mens David Haye godt nok er tidligere cruiservægter, men har været en fuldvoksen sværvægter i mange år.

Bellew har set god ud, siden han efter sit nederlag til Adonis Stevenson i november 2013 lagde kilo på og gik fra 175 pund til omkring de 200 pund. Men er det ikke dumdristigt at tage et skridt videre op vægtmæssigt og møde David Haye, som siden sit comeback i starten af 2016 har bokset på henholdsvis 227 og 224 pund? Det tror de fleste eksperter, som spår en tidlig KO til Haye.

Og i det lys virker opgøret pjattet, da Bellew har en virkelig fin stime kørende på cruiservægt.

Samtidig fremstår hele arrangementet lidt som et latterligt wrestling-agtigt hypeshow.

De to boksere har svinet hinanden til på kryds og tværs før og efter at aftalen blev underskrevet, og ved det seneste pressemøde kom det endda til slagudveksling imellem de to.

Det irriterende er, at den slags virker, og det viser blot endnu engang, at David Haye er en fremragende bokse-businessman. Også denne gang kommer han til at fylde O2 Arena i London til et arrangement, hvor det sportslige indhold burde være langt bedre.

Sport fortalt er dog ikke helt så kritisk som andre, og tillader sig at håbe på et nogenlunde jævnbyrdigt opgør. Men så heller ikke flere mellemkampe, David Haye. Næste gang bør han møde en af sværvægtsklassens store navne.

På undercardet bokser Sam Eggington (19-3) mod veteranen Paul Malignaggi (36-7). Malignaggi er et særdeles velkendt ansigt i sporten efter tidligere opgør mod navne som Shawn Porter, Miguel Cotto, Zab Judah, Danny Garcia, Amir Khan og Ricky Hatton. De senere år er det dog som tv-personlighed, han primært gør sig, og Eggington-opgøret kan blive det sidste for Malignaggi, som har varslet snarlig pension. Eggington er favorit i 75/25-størrelsesordenen.

Der er flere andre gode boksere på kortet, men for at gøre det kort, så bør man tune ind til Ohara Davies (14-0) vs. Derry Mathews (38-11-2), Lee Selby (23-1) mod en endnu ukendt modstander og Katie Taylor (2-0) mod endnu en ukendt modstander.

* Skal ses: 4. marts.
Hvis der er tvivl om kvaliteten af opgøret mellem Bellew og Haye, kan der ikke være to meninger om relevansen af opgøret mellem weltervægterne Danny Garcia (33-0) og Keith Thurman (27-0).

Der bliver ikke nødvendigvis tale om et festfyrværkeri i ringen, men der er alligevel stor grund til at glæde sig over ”stormagts-mødet”.

WBC- og WBA-titler er på spil. En plads som vægtklassens topnavn, og en plads blandt de 10 bedste boksere pund-for-pund vil formentlig også tilkomme vinderen.

Danny Garcia er et kendt hadeobjekt blandt mange boksefans, som mener at han vælger alt for mange bløde modstandere, men ikke desto mindre har han sejre over topnavne som Lamont Peterson, Lucas Matthysse, Amir Khan, samt aldrende udgaver af Erik Morales, Paul Malignaggi og Zab Judah på rekordlisten. Den slags skalpe får man ikke foræret.

Keith Thurman kommer med en af 2016’s største sejre (over Shawn Porter) bag sig, og kan fremvise respektable jagttrofæer som Leonard Bundu, Robert Guerrero, Jesus Soto Karass og Diego Chaves.

Det er svært at udpege en favorit, men skal børneopsparingen absolut på spil, vil anbefalingen – trods Garcias resume – lyde på en Thurman-sejr. Garcia har vist sig mulig at ryste, og Thurmans slagkraft og pres kan tænkes at volde ham store problemer. Heldigvis er vi ikke sikre på noget som helst.

Der er umiddelbart to interessante navne på undercardet. Stortalentet Erickson Lubin (17-0) møder Jorge Cota (25-1) over 12 omgange på letmellemvægt, mens den polske letsværvægter Andrzej Fonfara (28-4) skal ”bounce back” efter sit overraskende nederlag til Joe Smith Jr (21-1) i sommeren 2016. Andrzej Fonfara var inde i en god stime inden nederlaget og bør være moderat favorit mod den hårde veteran Chad Dawson (34-4), som har flotte sejre over Antonio Tarver og Bernard Hopkins tidligere i karrieren.

* Hold et øje med: 11. marts.
Jack Culcay
(22-1) møder Demetrius Andrade (23-0) i et opgør, som har været længe undervejs. Demetrius Andrade er et af de senere års mest hypede boksere, som mange har haft store forventninger til. Karrierehåndteringen har imidlertid været elendig indtil nu, og han har blot bokset tre kampe de seneste 3,5 år. Det er dog særdeles godt arbejde af hans folk, at han mod Jack Culcay får muligheden for at vinde et af WBA’s (ikke ’førstebætet’) titler i letmellemvægt.

Jack Culcay ser god ud på papiret, men er det ikke rigtig. Han har ingen store navne på sin rekordliste, og alene det, at han har sagt ja til et opgør mod Andrade, som er god og ikke noget kæmpe navn, er meget utysk. Culcay har hjemmebanen i Tyskland, hvilket vil sige, at han allerede er foran på point inden kampen, men Andrade skal nok klare den alligevel.

* Hold halvandet øje med: 11. marts.
Verdensklasse-fjervægteren Gary Russell Jr. (27-1) vender tilbage efter næsten et års pause. Han har sit WBC-bælte på spil mod Oscar Escandon (25-2).

Den stærke letmellemvægter (og mulige kommende verdensstjerne) Jermell Charlo (28-0) møder et acceptabelt navn i form af Charles Hatley (26-1-1) – som blandt andet har besejret den tidligere Kessler-modstander Anthony Mundine.

* For boksehipsterne: 11. marts.
Det er ikke usædvanligt at se fluevægteren Juan Francisco Estrada (34-2) figurere på forskellige top 10 p4p-lister. Mange håber, at han får muligheden for at revanchere sit 2012-nederlag til p4p-kongen, Roman Gonzalez, på et indenfor den nærmeste fremtid. Denne aften møder han hjemme i Mexico en endnu ukendt modstander. Efter planen bokser han allerede igen sidst i april – igen mod ukendt modstand.

* Hold et halvt øje med: 11. marts.
Der er underholdning spredt ud over hele kloden denne lørdag. I Verona, New York, mødes de to tidligere Golovkin-modstandere David Lemieux (36-3) og Curtis Stevens (29-5). Det er lidt at sammenligne med en Europa League-semifinale i fodbold. Der er tale om to boksere lige under de allerbedste, men det er stadig et relevant og interessant match-up. Lemieux har 32 knock-outs af 36 sejre og Stevens har 21 af 29. Det bør blive underholdende, selvom Lemieux må formodes at være relativt overbevisende favorit.

Særligt interessant bliver det også at opleve cubanske Yuriorkis Gamboa (25-1) gøre comeback efter over et års pause mod Rene Alvarado (24-7). Gamboa er en af boksningens (mange) triste skæbner, som trods et uomtvisteligt kæmpe talent slet ikke har fået karrieren eller den generelle tilværelse til at fungere. En OL-guldmedalje fra Athen i 2004 er blot ét bevis for hans evner. Inaktivitet, promoter-bøvl, en sag om hustruvold og nederlaget i 2014 til Terrence Crawford har været med til at bremse hans udvikling. Hvis han kan tage sig sammen i og udenfor ringen, bliver det spændende at se, om han eksempelvis kan få en re-match i hus mod Crawford, som siden deres første opgør har bevæget sig helt op blandt kloden 5-6 bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

* Bør ses: 18. marts
Det eneste aktuelle danske lyspunkt, Dennis Ceylan (18-0-1), har sin europæiske fjervægtstitel på spil mod Isaac Lowe (13-0-1). Meget er skrevet om, at Lowe er fætter til Tyson Fury, men hvem er snart ikke det? Lowe omtales i flere engelske medier i positive vendinger, men med blot 14 kampe bag sig (og en rekordliste uden nævneværdige navne) er det svært at vide sig alt for sikker på hans egentlige kvaliteter. Her føler vi os mere sikre på Dennis Ceylans, som særligt senest mod Ryan Walsh blev sat på prøve. Ceylan var i gulvet undervejs, men endte med at vinde en split decision. Selvom undertegnede havde Walsh som vinder, tror vi på Ceylan denne gang. Walsh-opgøret var en værdifuld erfaring, som Lowe i alt fald ikke kan mønstre en tilsvarende af.

Stævnet afholdes i Ceres Arena, Aarhus.

* Skal ses: 18. marts.
Gennady Golovkin
(36-0) vil så gerne have noget kvalitetsmodstand, og boksefans verden over ønsker det samme for ham.

Denne lørdag i Madison Square Garden vil man – muligvis – kunne se Golovkin blive udfordret som aldrig før i karrieren. Indrømmet, modstanderen Daniel Jacobs (32-1) er ikke en top 25-bokser på tværs af alle vægtklasser, men han burde alligevel kunne byde den frygtede kasakhstanske mellemvægter mere modstand end tidligere (acceptable) udfordrere som David Lemieux, Kell Brook, Willie Monroe Jr., Daniel Geale, Martin Murray, Matthew Macklin etc.

Jacobs har kun bokset en enkelt gang, siden han i december 2015 tog karrierens største sejr med en 1. rundes KO af Peter Quillin (daværende 32-0-1). Det er svært at se, hvordan Jacobs skal besejre Golovkin, men Kell Brook fik i Golovkins seneste opgør i det mindste vist, at Kasakhstans KO-konge kan blive ramt. Kan Jacobs finde de samme huller, som Brook fandt, så kommer det til at gøre ondt på Golovkin, som har sin samling af bælter hos IBO, IBF, WBC og WBA på spil.

Undercardet bliver en ren fryd for bokseelskere med pund-for-pund-kongen Roman Gonzalez (46-0) i et opgør mod Wisaksil Wangek (41-4-1) fra Thailand. Gonzalez har bokset med på en hel del af Golovkins seneste stævner, og kombinationen af de to er noget af det bedste, denne skribent umiddelbart kan forestille sig at bruge en lørdag nat i marts på.

Cruiservægtklassens – formentlig – bedste mand, Oleksandr Usyk (11-0), bokser desværre ikke på stævnet alligevel. Det gør til gengæld både Carlos Cuadras (35-1-1) og Andy Lee (34-3-1). Carlos Cuadras skal holdes varm inden et nyt opgør mod Roman Gonzalez, mens Andy Lee i bedste fald skal bygge sig op til ét sidste storopgør i mellemvægtsklassen, hvor han tidligere har mødt store navne som Chavez Jr., Peter Quillin og Billy Joe Saunders.

* Skal ses: 25. marts.
Det var høj klasse første gang, og mon ikke det bliver noget tilsvarende anden gang.

Jorge Linares (41-3) og Anthony Crolla (31-5-3) tager en dans mere om WBA’s letvægtstitel (og Ring Magazines titel), efter Linares vandt det første opgør i september sidste år.

Linares er en virkelig god bokser, som har dummet sig tidligere i karrieren, men som pt. ikke har tabt siden marts 2013. Crolla har tydeligvis slet ikke Linares naturlige talent, men har til gengæld en vilje og fighterinstinkt som få andre. Det gjorde det første opgør tæt, og vil formentlig gøre det samme anden gang også.

Returkampen bokses, ligesom det første opgør, i Manchester.

Undercardet er lidt (usædvanligt) tyndt, men promotor Eddie Hearn har formentlig været nødt til at betale Jorge Linares en pæn sum for at vende tilbage til endnu et opgør i Manchester. Resultatet skal han imidlertid nok ikke regne med bliver anerledes. Første opgør var tæt, men det er vores klare vurdering, at Jorge Linares tager den igen.

* Bør ses: 1. april
Cruiservægtklassen er langt fra den mest profilerede vægtklasse i sporten, men aktuelt er den rent faktisk en af de mest kvalitetsfyldte.

I Tyskland mødes denne lørdag to af de bedste, Marco Huck (40-3-1) og Mairis Briedis (21-0). Huck var i en årrække klassens konge – indtil han i 2015 tabte til Glowacki – mens Briedis aktuelt er ved at etablere sig blandt de allerbedste. Vi tror på Briedis i denne sammenhæng, og ser dernæst frem til eventuelle møder med Tony Bellew, Oleksandr Usyk eller Murat Gassiev.

Der er ikke andre kampe på plads til stævnet endnu.

* Skal ses: 1. april
Joseph Parker
(22-0) vs. Hughie Fury (20-0). What is not to like? Stor respekt til de to for ikke at tage nogen smutveje frem i karrieren. Joseph Parker er først og fremmest ved at bygge sin karriere op med flotte, store skridt. Sammen med Anthony Joshua regnes han som sværvægtsklassen store fremtidige navn, men selvom Sport fortalt har stået forrest i Joshua-heppekoret, så fortjener Parker faktisk større ros for karrierehåndteringen, end Joshua gør. Parker har ikke været ligeså overbevisende, som Joshua har, men han har fået alvorlige hår på brystet med modstandere som Carlos Takam og Andy Ruiz Jr. Nu venter så Hughie Fury, som virkelig satser ved at rejse til New Zealand og bokse om WBO-bæltet efter næsten et år uden kamptræning. Det er forfriskende at opleve i en tid, hvor der alt for ofte går forsikringsmatetik i boksesporten. Parker er storfavorit, men forhåbentlig venter der dem begge en fin karriere efterfølgende – uagtet resultatet.

* Bør ses: 8. april
Britisk boksefest. Det er et ret godt stævne, promotor Frank Warren har skruet sammen i Manchester denne lørdag. Der er først og fremmest et jævnbyrdigt kvalitetsopgør i form af Liam Williams (16-0-1) vs. Liam Smith (23-1-1) på letmellemvægt. Derudover bliver spændende navne som Terry Flanagan (32-0), Zolani Tete (24-3) og Jack Catterall (17-0) sat på spil ved stævnet. Mest udfordret bliver formentlig Tete, som møder Arthur Villanueva (30-1) på bantamvægt. Terry Flanagan har sin WBO-letvægtstitel på spil mod Petr Petrov (38-4-2).

* Skal ses: 8. april
Den opmærksomme læser vil vide, hvad Sport fortalt mener om Vasyl Lomachenko (7-1).

Ellers så læs her.

Lomachenko er lidt i samme situation som Golovkin. Han er tydeligvis så overlegen, at der skal godt med smør på brødet for at få modstandere i ringen mod ham. Da Lomachenko imidlertid bokser i lettere vægtklasser end Golovkin, er der generelt færre penge i omløb. Derfor er det nemmere for Lomachenko at betale kvalitetsmodstandere for tage imod bokseundervisning for åben skærm. Denne lørdag tager Jason Sosa (20-1-4) udfordringen op, og det kan faktisk blive gevaldigt interessant. Lomachenko vil være kæmpe favorit, og alt andet end en sejr før tid vil være overraskende. Jason Sosa har dog den rette kombination af bokseegenskaber og fightervilje, som gør, at det nok skal blive underholdende. Det tegner til et rigtigt godt match-up, hvor Lomachenko kan få sig et par forskrækkelser indledningsvis, men formentlig nok skal vise kvaliteterne, som kampen skrider frem.

Samtidig byder stævnet på vildt spændende sekundære kampe. Ukrainske Oleksandr Usyk (11-0) har sin WBO-cruiservægtstitel på spil mod – for os – ukendte Michael Hunter (12-0), ligesom en anden interessant ukrainer, Oleksandr Gvozdyk (12-0) møder ikke-uefne Yunieski Gonzalez (18-2) på letsværvægt.

* Bør overvejes: 15. april
Julius Indongo
(21-0) stod måske for årets KO i 2016 , da han allerede i første omgang mod Eduard Troyanovsky (daværende 25-0) chokerede med en økse af en venstre næve. Troyanovsky var indtil da regnet som en af klodens bedste juniorweltervægtere efter Terrence Crawford, men på et øjeblik overtog upåagtede Indongo IBF-bæltet. Indongo havde før opgøret mod

Troyanovsky i Rusland aldrig bokset udenfor hjemlandet Namibia, og trods den vilde sejr, må han regnes som en af de mest uprøvede verdensmestre overhovedet pt. Derfor er det godt promotorarbejde af Eddie Hearn, at det er lykkedes ham at få Indongo til Glasgow denne lørdag og sætte sit bælte på spil mod WBA-mesteren Ricky Burns (41-5-1).

Ricky Burns er slet ikke nogen ringe bokser, men ligger umiddelbart lige i laget under de helst store navne i letvægt/juniorweltervægt. Det har han blandt andet bevidst ved at have tabt til Terence Crawford (2014), Dejan Zlaticanin (2014) og Omar Figueroa Jr. (2015).

At Ricky Burns nu har en relativt åben mulighed for både at blive WBA- og IBF-mester, er resultatet af dygtigt management fra holdet bag ham.

Resten af kortet kan godt undværes (Eddie Hearn har formentlig betalt Indongo en pæn sjat for at komme til Glasgow), men undertegnede vil i alt fald holde et halvt øje på Scott Cardle (21-0-1), som møder en endnu ukendt modstander. Scott Cardle har ikke det vildeste cv, men særligt i seneste opgør mod Kevin Hooper (19-3) så man ganske positive tendenser hos ubesejrede Cardle.

 * For boksehipsterne: 21. april
Russiske Artur Beterbiev (11-0) har i vores optik potentialet til at blive ”en ny Gennady Golovkin”. Det vil sige en østbokser, som kæmper sig ud af obskuritet og etablerer sig som et stort trækplaster på det nordamerikanske marked. Årsagen til, at vi tror dette, er, at Beterbiev ejer den samme underholdende stil som Golovkin. Han har frygtindgydende slagkraft og en no-bull-shit-attitude. Han ser overhovedet ikke ”cool” ud, men han får gjort et effektivt stykke arbejde i ringen. Det lader dog ikke til, at Beterbiev – som Golovkin– har lært at tale engelsk endnu. Det bliver et kæmpe minus for ham, som han skal og bør kunne tillære sig – især fordi han har fast base i Canada.

Denne lørdag i Miami møder han stærke Sullivan Barrera (18-1), som dog tabte relativt stort til Andre Ward i 2016.

For vinderen af opgøret venter forhåbentlig fremtidige opgør mod navne som netop Andre Ward eller Adonis Stevenson, Sergey Kovalev, Oleksandr Gvozdyk, Joe Smith Jr., Nathan Cleverly eller Eleider Alvarez.

* Hold et øje med: 22. april
Der tales meget om James DeGale, Badou Jack, Callum Smith, George Groves og – nu – Chris Eubank Jr. i supermellemvægtsklassen, men måske i virkeligheden Gilberto Ramirez (34-0) er den bedste af dem alle?

Det var i alt fald ganske imponerende at se, hvordan han i april sidste år fuldstændig pillede pynten af veteranen Arthur Abraham (daværende 44-4) og nuppede dennes WBO-titel. Nu sætter Ramirez for første gang bæltet på spil mod Max Bursak (33-4-1), som bør være en overkommelig modstander.

Stævnet er samtidig en lidt overset lækkerbisken med Oscar Valdez (21-0) og Jessie Magdaleno (24-0) på menukortet. Førstnævne har sin WBO-titel i fjervægt på spil mod Miguel Marriaga (25-1), mens Magdaleno forsvarer sin WBO-titel i superbantamvægt mod Adeilson Dos Santos (18-2).

* Skal ses: 29. april.
Undertegnende skribent har sikret sig en plads, når Anthony Joshua (18-0) og Wladimir Klitschko (64-4) efter alt at dømme sætter britisk tilskuerrekord på Wembley Stadion. Den hidtidige rekord tilhører Carl Froch og George Groves (80.000), men hvis ellers Londons borgmester tillader det, skrues tilskuertallet denne gang op til 90.000.

Klitschko har ikke været i ringen, siden han tabte sværvægtstronen til Tyson Fury i slutningen af 2015. Men da Fury siden er gået mentalt ned – og pt. påstår at have trukket sig tilbage – er tronen på spil igen. Der er bestemt andre store sværvægtsnavne i farvandet, men med et opgør om WBA’s ledige titel og Joshuas IBF-titel (plus den marginale IBO-titel), er det de facto æren som klassens største dreng, der er på spil i London.

Opgøret indeholder heldigvis en helt bunke åbne spørgsmål:

Var Fury-nederlaget en enlig svale, eller er Klitschko virkelig færdig som top-topbokser?
Er det for tidligt, at Anthony Joshua bliver skudt af på dette niveau?
Bliver det seværdigt, eller kan Klitschko neutralisere Joshua med sit jab og sin fysik?
Har Klitschko modet til at presse Joshua – og hvordan reagerer den relativt uprøvede englænder da?

Time will tell.

* Et freakshow, som skal ses: 6. maj:
Der er sagt og skrevet meget om Saul ”Canelo” Alvarez (48-1-1), og som fan af manden er det meste af det ganske trist. Sammen med sin promotor Oscar de la Hoya fedter Canelo-teamet rundt i en elendigt udført medie- og karrierehåndtering. Det næste stop for det latterlige Cirkus Canelo bliver et opgør mod legende-sønnen Julio Cesar Chavez Jr. (50-2-1).

Man har længe måtte forstå på Canelos folk, at han bestemt endnu var alt for let til at bokse på mellemvægt (læs: og dermed møde Golovkin), og at han derfor helt naturligt boksede på letmellemvægt, før han stille og rolig skulle bygges op til mellemvægtsklassen. Derfor overgav han sidste år sit WBC-bælte i – ja – mellemvægt, for siden at møde Liam Smith om dennes WBO-bælte i letmellemvægt. Forvirret? Det ville i så fald ikke være uforståeligt. Det er til gengæld helt uforståeligt, at Canelo nu træder op og møder Chavez Jr., som senest har bokset i supermellemvægts- og letsværvægtsklassen! Man bliver lidt træt.

Selv som erklæret Canelo-beundrer giver undertegnede den mexicanske stjerne en chance mere. Efter Chavez-opgøret skal der mellemvægts-kvalitet på bordet (og allerhelst Golovkin), ellers bliver det til et fremtidigt boykot af Oscar de la Hoyas og Canelos latterligheder.

* Skal ses: 27. maj
Weltervægtsbrag! Kell Brook (36-1) og Errol Spence Jr. (21-0) gør det, som Canelo burde gøre: De takker begge ja til modstand af højeste kaliber. Resultatet er en godbid til alle boksefans. Datoen er endnu ikke helt fastlagt, men Brooks promotor Eddie Hearn taler om 27. maj på fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield. Det vil i så fald betyde hjemmebane og 32.000 tilskuere bag Kell Brook. Med det i betragtning er der bare endnu større grund til at rose über-talentet Errol Spence Jr., som med en sejr vil træde ind blandt sportens allerstørste navne. Sport fortalt har absolut intet bud på en vinder (endnu). Det er så 50-50 en kamp, som vi overhovedet kan forestille os.

* Hvad vi, måske, også kan forvente os af 2017:

* Andre Ward vs. Sergey Kovalev II? – Spørgsmålet er, om Andre Ward har lyst til en omgang mere med den stærke russer.

* Manny Pacquiao forventes at gå i ringen igen omkring april-maj. Navne som Vasyl Lomachenko og Terrence Crawford nævnes på ønskebasis, men australske Jeff Horn (16-0-1) har været nævnt hyppigst den valgte modstander. Senest er Amir Khan bragt i spil til et opgør i de Forenede Arabiske Emirater, men endnu er intet underskrevet.

* George Groves møder angiveligt Fedor Chudinov om WBA’s ledige bælte i supermellemvægt. Ingen dato er dog meldt ud.

* De fleste forventer, at Dereck Chisora og ‎Dillian Whyte gentager det fremragende sværvægtsopgør fra december 2016. Et bud kunne være, at den sættes på stævnet med Joshua vs. Klitschko.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image