19 Nov

World Tour Finals: Djokovic mod Nishikori, Murray mod Raonic

Årets fire semifinalister er fundet ved World Tour Finals. Sport fortalt ser nærmere på de to semifinaler og giver samtidig et bud på, hvem der skuffede, og hvem der overraskede positivt i ugens løb. 

Af Anders Høeg Lammers

De to grupper er afgjort, og World Tour Finals er nået ind i sin afgørende fase. I dagens første semifinale møder Andy Murray canadiske Milos Raonic. I aften er det så Novak Djokovic mod Kei Nishikori.

Ligesom analytikerne efter det amerikanske valg, må jeg også indrømme, at jeg har taget fejl. Og ligesom dem vil jeg nu også forsøge at forklare, hvorfor jeg tog fejl.

Jeg ramte Djokovic og Murray rigtigt (men det kunne enhver have gjort), men jeg spåede også en semifinaleplads til Stan Wawrinka (jeg kaldte ham tilmed et frækt bud på en samlet sejr) og kom med et forsigtigt bud på Gáel Monfils som den anden semifinalist.

Hvad gik der galt?

I Monfils’ tilfælde viste det sig, at det var Monfils – ikke Raonic – der var gruppens mest skadede spiller. Franskmanden nåede blot et par dages træning inden turneringen og endte med at trække sig fra sin sidste gruppekamp, hvorpå Djokovic gjorde kort proces mod reserven David Goffin (alle ugens resultater kan ses her).

I Wawrinkas tilfælde viste han sig også at være halvskadet i det ene knæ, som var stærkt tapet i turneringens to sidste kampe, efter han havde været helt off i både sine slag og sine bevægelser mod Kei Nishikori i søndags. Derudover var han i ‘dødens pulje’, hvor alle fire spillere havde vist højt niveau i løbet af efteråret, og hvor “alle kunne slå alle”, som jeg skrev.

Undtagen Murray, viste det sig. Mens de tre andre slog hinanden på kryds og tværs, gik Murray ligesom Djokovic ubesejret gennem sin pulje.

Ugens positive overraskelse er den østrigske debutant Dominic Thiem, som jeg skrev var i reel fare for at ende som gruppens punching bag. Han vandt en tæt tiebreak mod Djokovic (hvorpå han blev en punching bag i de efterfølgende to), tabte en tæt tiebreak mod Raonic og endte med at slå en skadet og gavmild Monfils.

Med hans form in mente, er det mere end godkendt.

Raonic og Nishikori bød favoritterne op til dans

Men tilbage til favoritterne, og de spillere, der stadig er med i turneringen. Både Djokovic og Murray havde han en enkelt match, der var uhyre tæt.

For Murrays vedkommende var det onsdagens virkelig flotte maratonkamp på tre timer og tyve minutter mod Kei Nishikori, der endte 679 64 64, men lige så vel kunne have haft en anden sejrsherre, hvis Nishikori havde holdt lidt igen med sine stopbolde og i stedet trykket til, når han havde chancen.

For Djokovic’ vedkommende var det ligeledes gruppens anden kamp, der voldte ham størst problemer.  Milos Raonic havde ham ude i tovene i store dele af kampen, men Djokovic trak alligevel det længste strå med en 766 765-sejr – til trods for at Raonic’ vindere/uprovokerede fejl-statistik lød på imponerende 42/27 mod Djokovic’ lidet imponerende 11/22.

Men tennis handler ikke om at vinde ethvert point, men om at vinde de rigtige point.  Både Nishikori (11 mod 7) og Raonic (7 mod 2) havde flere breakpoints end deres modstandere. Men ingen af dem formåede at tage deres chancer.

I dag får de så en ny chance. Og det er egentlig meget passende, at Djokovic’ største hurdle bliver Murrays semifinalemodstander og vice versa.

Murray vs. Raonic

De to har allerede mødtes fem gange i år, og Murray har vundet alle kampene. Ja faktisk har han vundet de seneste syv indbyrdes opgør og fører 8-3 i indbyrdes statistik.

Men årets fem sejre skal man ikke lade sig narre af – Raonic var et sæt oppe i Queens og godt på vej til at slå Murray i Australian Open, før en skade i fjerde sæt tog toppen af hans spil og hjalp Murray til at vinde i fem sæt.

I London er underlaget desuden hurtigere i år, og det gør Milos’ serv mere potent (det skal dog nævnes, at bl.a. Murray har sagt, at underlaget er langsommere nu, end da de varmede op i sidste uge).

skaermbillede-2016-11-14-kl-22-08-07

Djokovic tilspillede sig blot to breakbolde mod Raonic, men tog dem begge to. Men Murray er endnu bedre end Djokovic til at returnere de største servere og er yderst opmærksom på, hvad det handler om mod Raonic:

“You don’t normally get loads of opportunities against the big servers,” Murray said. “Then it comes down to when you do get those chances, whether you take them or not. And this year when I’ve played him, I’ve created a few opportunities in the matches. When they’ve come, I’ve been pretty clinical.

“I’ll need to be the same tomorrow if I want to win.”

Samtidig har han nu vundet 22 kampe i streg, karrierens længste winning streak. Raonic’ er på ingen måde uden chancer, men den mentale tøven og usikkerhed han viste mod Djokovic i de afgørende situationer, har han ikke råd til igen.

Jeg kan sagtens se Raonic tage et sæt, men jeg tror, Murray er for velspillende og for opsat på førstepladsen til, at han taber i dag.

Finalist: Murray. 

Djokovic vs. Nishikori

Ligesom Murray-Raonic er det også sjette gang i år, at Djokovic og Nishikori mødes. Og ligesom Murray mod Raonic har Djokovic vundet alle fem opgør, hvor kun ét har været tæt. Djokovic fører 10-2 og har ikke tabt siden US semifinale-nederlaget i 2014.

Hvor Raonic har poweren til at afgøre kampen på sine præmisser, kan den del godt være et problem for Nishikori. I deres kamp i Miami i år var det i al fald et gennemgående tema, at Nishikori havde store problemer med at slå sig igennem Djokovic’ defensiv, mens Djokovic ikke havde samme problemer.

Igen kan underlaget dog være en fordel for underhunden. Miami er én af ATP-tourens langsomste hard courts og uafhængigt af tvivlen om Londons hurtighed, er årets bane i hvert fald hurtigere end det.

Hvad der til gengæld bør bekymre Nishikori er, at den krise, Djokovic synes at være dybt nede i for blot en uge siden, er voldsomt på retræte.

Mod Thiem i søndags tabte han som nævnt første sæt i en tæt tiebreaker, men tog så de næste to 6-0, 6-2 – hvilket dog i lige så høj grad også skyldtes Thiem, der faldt fra hinanden. Mod Raonic var han i tovene, men vandt alligevel de vigtige bolde. Og mod David Goffin – en poor man’s Nishikori i spillertype – var han ret så suveræn i sin 6-1, 6-2-sejr.

Eneste bekymring? Goffin vandt hele 65 procent af pointene i Djokovic’ 2. serv. Nishikori er også stærk i den kategori, og omend hans egen serv langt fra er ubrydelig, er den dog et niveau eller to over David Goffins.

Hvis han kan få gang i det suverænt flotte grundspil med hyppige retnings- og temposkift, han demonstrerede mod Murray, og samtidig holde lidt igen med brugen af stopbolde kan han godt slå Djokovic på dagen.

Hvis Djokovic stadig har lidt af den rust i sit spil, som har præget ham siden French Open.

Det er dog ikke nok til at få mig til at gå imod den firedobbelte forsvarende mester, der så småt er begyndt at ligne netop det.

Finalist: Djokovic. 

Finalen?

Får jeg ret i ovenstående (et semistort hvis), skal Djokovic og Murray spille finale om, hvem der slutter året som nr. 1 i morgen aften kl. 19. Bedre kan tennisåret dårligt slutte.

Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør de seneste tre år og 3-1 i år – alle dog i årets første halvdel. Murray har vist bedst form i løbet af efteråret og vel også lidt bedre her i turneringen.

Samtidig er underlaget hurtigere, end det plejer, hvilket Murray er gladest for i det match-up. Hvorvidt formen og det hurtigere underlag er nok til at overkomme den mentale hurdle, det er for Murray at slå Djokovic i en stor finale, er et åbent spørgsmål.

En væsentlig forskel siden seneste møde og 2-13 pryglene er også, hvem der sidder i Murrays boks. Siden French Open-finalen har han haft Ivan Lendl tilbage som coach og mentor, og han kan godt give Murray det sidste skub og tro på, at han igen kan slå Djokovic i en stor finale. Som det bl.a. skete ved US Open 2012 og Wimbledon 2013, hvor Lendl også var med på lægterne.

Murray-Raonic spilles kl. 15.10, Djokovic-Nishikori kl. 21.10. Begge vises på C More Tennis. 

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

27 Apr

Novak Djokovic jagter historisk triumf i Paris

djokovic-nadal-koc-9669984616

Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Sport fortalt ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.

French Open er den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.

For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.

For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).

Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.

Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.

Det er som sagt blot en “Djoker Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.

Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.

I en klasse for sig

Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.

Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:

  • Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
  • Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
  • Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
  • I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
  • I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
  • Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
  • Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)

Sport fortalt har i et to-delt portræt hyldet ham og fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.

Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.

For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.

Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?

Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for to uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:

“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.

Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.

Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.

En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.

Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.

Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.

Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.

En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.

Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.

Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.

Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.

Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.

Stan the Man

Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:

Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.

De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.

Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.

Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.

Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).

Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.

På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.

Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.

Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne.

Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem

Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.

Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.

Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:

I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.

At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.

Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe.

Hold også øje med: Murray, Nishikori, Tsonga, Monfils og Federer

Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.

Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.

Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.

Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.

Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.

Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.

Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.

Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.

I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.

Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år.

Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.

Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.

Denne uge spilles der ATP-250 turneringer i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. Derpå følger Madrid Masters fra på mandag og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.