10 Nov

Nye bobler blæser over West Ham

Olympic stadium and The Orbit during London Olympics opening ceremony (2012-07-27)Fra næste sæson indtager West Ham United Det Olympiske Stadion i London. Her har klubben indgået en 99-årig lejeaftale, som kritikere betegner som statsstøtte af uhørte dimensioner. Netop derfor har klubben nu gode muligheder for at blive Europas næste storklub.

Af Tyson W. Lyall

”I’m forever blowing bubbles. Pretty bubbles in the air,” synger de trofaste West Ham-fans opstemt i deres kendte hymne, før teksten tager en melankolsk drejning.

“They fly so high, nearly reach the sky, then like my dreams they fade and die.”

West Ham flyver højt i disse uger. Det gør de med jævne mellemrum, hvorefter de som boblerne i den berømte ”anthem” brister, og drømmene forsvinder op i luften over det ældgamle stadion, Boleyn Ground (også kendt som Upton Park, red.).

Men kigger man godt efter, så findes der i denne tid flere tegn på, at drømmene hos London-klubben er mere holdbare end som så.

Holdet spiller godt, ledelsen har handlet fint ind, man har ansat en international træner, som indtil nu matcher tilhængernes store krav, ligesom klubbens akademi stadig er leveringsdygtigt i talentfulde førsteholdsaspiranter.

Det største symbol på West Hams mulige storhed ligger imidlertid slet ikke i West Ham. Det ligger små 5 kilometer vest fra Boleyn Ground i bydelen Stratford. Her tårner Londons olympiske stadion fra 2012 sig op og indbyder med sit pompøse design til store drømme og fremtidshåb.

Fra næste sæson rykker West Ham ind i det stålindsvøbte byggeri, der på mange måder repræsenterer det værste ved de moderne olympiske lege.

Det er et produkt af et nærmest dekadent olympisk projekt, hvor man uden videre bygger et stadion med plads til 60.000 tilskuere på en gammel industrigrund i Østlondon med det umiddelbare formål at agere løbebane en enkelt sommer i 2012.

Stadionet var oprindelig slet ikke designet til ”multi-purpose use”, og foruden den oprindelige byggeudgift på over fem milliarder kroner, har det nu kostet Londons skatteborgere næsten tre milliarder kroner ekstra at gøre byggeriet klar til sit nye liv som fodboldstadion.

Det er denne dvalende kæmpe i Stratford, West Ham inden længe vækker til live igen – og som efter klubbens egne forhåbninger skal bære den på sine skuldre ind i den øverste europæiske fodboldelite.

Tapper fra et umætteligt fodboldmarked
Ambitionen om at løfte en fodboldklub op til nye højde er velkendt og ofte fyldt med bristede drømme. De fleste ambitiøse klubber ligger inde med diverse strategipapirer, som dikterer, hvornår og hvordan klubben skal opnå X, Y eller Z.

Det smukke ved sporten er imidlertid, at den oftest ikke lader sig tæmme af New Public Management-inspirerede ledelsesstrategier. Sport er interessant netop på grund af uforudsigeligheden, og derfor findes der hobetal af iturevne strategipapirer rundt omkring i de europæiske klubkontorer.

West Ham har imidlertid nogle meget håndfaste fakta at basere fremtidsambitionerne og optimismen på, inden man fra næste sæson øger hjemmebanekapaciteten fra 35,016 til 54.000.

Klubben har vigtigst af alt en fanbase og en tiltrækningskraft, der formentlig vil kunne bakke ”next level”-ambitionerne op. I denne sæson har klubben indtil videre haft et tilskuergennemsnit på 34,915 til hjemmekampe. Med 35,016 tilgængelige sæder svarer det til en belægningsprocent på svimlende 99,7 procent i gennemsnit.

Det er bedst af alle Premier League-klubber, og bliver for alvor iøjnefaldende, hvis man tillader sig at sammenligne med danske forhold. Her ligger Brøndby og FCK eksempelvis pt. med belægningsprocenter på under 50 procent til deres hjemmekampe.

Blandt traditionelle storklubber på kontinentet kniber det tilsvarende med at hive folk indendørs. En klub som AC. Milan tiltrækker pt. omkring 40 procent af stadionkapaciteten i gennemsnit, mens andre store klubber som Napoli, AS Monaco og Lazio ligger på samme niveau eller endda under.

West Ham har derfor helt åbenlyst en stor mængde varme pengepunge at stikke snablen ned i.

London er i den sammenhæng formentlig klodens bedste geografiske udgangspunkt for en vækst-ivrig fodboldforretning, og det skal i den sammenhæng ikke undervurderes, at det nye stadion rykker klubben nogle kilometer tættere på byens centrum, der er en hovedpulsåre for fodboldtossede turister og fans fra det britiske kongedømme.

Hvor der blot går to undergrundslinjer til stationen nærmest det nuværende stadion, ligger Det Olympiske Stadion blot ti-minutters gang fra hele fem forskellige togstationer.

Den gyldne kontrakt
Det helt store guldæg i forhold til West Hams fremtid er den lejekontrakt, klubben har indgået med de lokale myndigheder i London. Skal man tro flere iagttagere, kan resultatet ved forhandlingsbordet således nemt vise sig at være klubbens største sejr nogensinde.

Klubben har indgået en 99-årig lejekontrakt, hvor man er blevet bedt om at bidrage til den transformation, stadionet har gennemgået de seneste år. Blandt andet er verdens største såkaldte cantilever-tag blevet monteret på byggeriet, som slet ikke var designet til formålet. Samtidig har bygherrerne konstrueret mobile tribuner, så tilskuerne kommer helt tæt på banen til fodboldkampe, men kan rykkes væk igen ved atletikarrangementer.

West Ham har blot skulle bidrage med ca. 150 mio. kroner af rekonstruktionens budget på næsten tre milliarder, og den udgift er ifølge flere kilder allerede dækket ind af de midler, klubben har fået for at sælge grunden under det nuværende stadion, hvor der skal bygges boliger og forretninger.

Derudover skal West Ham betale en årlig husleje på ca. 25 millioner kroner, men det bliver et greb i lommen alene i forhold til ekstra indtægter fra kampdage, hvor klubben nu kan lange næsten 20.000 hundedyre Premier League-billetter ekstra over disken uge efter uge. Skulle klubben endvidere lykkes med kvalifikation til Champions League, vil det blot fylde lommerne endnu mere hos majoritetsejerne David Gold og David Sullivan.

I betragtning af, at stadionbyggeriet har kostet de engelske skatteborgere over 6 milliarder kroner, kan der næppe være tvivl om, at West Ham har fået en ganske favorabel aftale i stand.

Som en BBC-dokumentar tidligere på året kunne afsløre, så er det lokale styre endda gået med til også at afholde udgifter til alt fra vedligeholdelse og sikkerhed til fodboldmål og hjørneflag.

Myndighederne i London har været presset af skrækeksempler fra tidligere OL-byer som Barcelona, Athen og Beijing, hvor store byggerier er blevet efterladt til forfald. Samtidig var det en del af Londons oprindelige forpligtigelse overfor Den Internationale Olympiske Komite (IOC), at stadionet skulle beholde sin tilknytning til atletikken. Det gjorde tilbuddet fra den anden store bejler til stadionovertagelsen, Tottenham, ikke i tilstrækkelig grad, og derfor stod West Ham tilbage med utrolig gode forhandlingskort på hånden.

Klubbens største stjerne pt. hedder derfor hverken Dmitri Payet, Winston Reid eller Cheikhou Kouyaté, men derimod Karren Brady. Klubbens 46-årige næstformand har som benhård forhandler og tovholder på stadionovertagelsen fået en aftale i hus, som The Guardian har beskrevet det som ”en af de mest fordelagtige aftaler indgået i fodboldens historie”.

Den tidligere ejer af League 2-klubben Leyton Orient, Barry Hearn, som også bød ind på Det Olympiske Stadion, beskrev i 2013 aftalen som ”statsstøtte, der overgår selv den vildeste fantasi” og tilføjede:

“Vi er havnet i en situation, hvor vi har doneret 500 million pund (ca. 5 mia. kroner, red.) af skatteborgernes penge til en Premier League-klub, som har en omsætning på mere end 100 millioner pund om året. Det er en vidunderlig gave, men hvis jeg var Arsenal-fan, ville jeg stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man gjorde besværet med at bygge sit eget stadion.”

Aldrig har West Ham vundet det engelske mesterskab, men lejekontrakten til det nye stadion skal måske rammes ind og puttes i klubbens rummelige pokalskab.

Lokker flere midler til
Med indtoget på Det Olympiske Stadion kommer West Ham til relativt ubesværet at gøre det, som Liverpool, Everton, Chelsea og Tottenham alle har brudt hovederne med i årevis. Alle er de desperate efter at få øget deres kapacitet, som Manchester City, Manchester United og Arsenal med succes har gjort i de senere år.

Manøvren er særligt svær i det trængte London, hvor pladsen er begrænset og kvadratmeterne dyre. Det ved Arsenal, som brugte årtier på at få deres imponerende stadion på plads, og det ved Chelsea og Tottenham, som desperat er på jagt efter ekstra kapacitet.

En indlysende årsag er de ekstra indtægter på kampdagene, men et nyt stadion tilbyder også klubberne åbenlyse fordele, som styrkelse af brand, udvidelse af kommercielle aktiviteter mm.

Men måske vigtigst af alt, så vil stadionet vil kunne trække nye pengefolk til. Eksempelvis var Manchester Citys indtagelse af City of Manchester Stadium efter Commonwealth Games i 2002 en af de bærende årsager til, at oliesheikerne fra de Arabiske Emirater rykkede til det nordlige England i 2008.

I forhold til West Ham er det samtidig særligt interessant, at klubben – modsat det daværende Manchester City – ikke er nogen sovende kæmpe. Pilen peger nemlig allerede i en stærk opadgående retning for West Ham disse år.

I en opgørelse lavet af Forbes rangerer klubben for tiden som den 19. mest værdifulde fodboldklub i Europa.

Klubben er ganske vist endnu en lilleput i forhold til Real Madrid, Barcelona, Chelsea og de andre store drenge, men samtidig er man sammen med Newcastle United eneste klub i top 20, som ikke har været i nærkontakt med Champions League i de seneste år.

Bedømt på Forbes optegnelse over økonomisk potentiale, ligger klubben eksempelvis over europæiske storklubber som Benfica, Porto, Zenit St. Petersborg, Valencia, Shakhtar Donetsk, Lyon, Leverkusen, Dynamo Kiev mfl. Mens alle disse klubber ligger i top 30 på UEFA’s koefficientliste, så er West Ham pt. at finde på plads nr. 116 – ti pladser over Esbjerg, men langt under FC. København.

Får West Ham slået kapital af den nuværende økonomiske udvikling, så ser det billede formentlig snart ganske anerledes ud.

Succesen afhænger dog i sidste ende af konkurrencen fra de øvrige engelske klubber og af West Ham egne evner på banen. Den del er heldigvis stadigvæk svær at planlægge.

Men med en ny verdensklassehjemmebane, som i grove træk har kostet klubben det samme som man gav for angriberen Andy Carroll, bør boblen og drømmen ikke briste foreløbig for West Ham United.

06 Sep

Hvem er bange for Financial Fair Play?

Raheem_Sterling_(15623713741)

UEFA’s finansielle fairplay-regler blev sat i søen for tre år siden for at skabe bæredygtig økonomisk udvikling blandt Europas fodboldklubber. Men som det seneste transfervindue beviser, er de rige klubbers købelyst ikke påvirket af UEFA’s restriktioner. Endnu engang gik særligt de engelske klubber shop-amok med handler, som i flere tilfælde ligner årtiers mest irrationelle.

Af Tyson William Lyall

Han måler kun 1 meter og 70 centimeter, men på listen over verdens dyreste fodboldspillere rager den 20-årige englænder Raheem Sterling godt op. I løbet af sommeren fuldførte han nemlig sit længe ventede skifte fra Liverpool til Manchester City. Omkring en halv milliard danske kroner måtte oliesheikerne fra Manchester hoste op med for at krone Sterling som den dyreste engelske spiller i historien.

For ca. den samme pris, Real Madrid i 2001 betalte for verdensmesteren Zinedine Zidane, har Manchester City nu fået sig en ung mand, som næppe er blandt klodens 30 bedste spillere, har under 100 kampe i Premier League bag sig og som aldrig har vundet noget i seniorfodbold.

Sammen med Manchester Uniteds køb af den uprøvede franske teenager, Anthony Martial, for en pris på op mod 600 mio. kroner, viser Sterling-handlen, at de store europæiske klubber ikke lader til at være synderlig bekymret for UEFA’s Financial Fair Play (FFP).

Finansiel doping og sugar daddies
FFP blev allerede – i grove træk – præsenteret i efteråret 2009. Med de principielle regler, som kort fortalt betyder, at klubberne ikke må bruge mere end de tjener, var det UEFA’s intention at sætte de såkaldte ”sugar daddies” stolen for døren.

Hvis russiske rigmænd eller qatarske oliesheiker vil klatte deres penge væk på fodbold, skal det ske under fair konkurrenceforhold, lød rationalet fra UEFA-præsident Michel Platini, som ved flere lejligheder har betegnet regelsættet som et bolværk mod ”finansiel doping”.

Selvom regelsættet først implementeres endeligt op til 2012-2013-sæsonen, gav nyheden om den store stygge ulv klubberne anledning til at stramme op i regnskaberne.

Ifølge UEFA faldt de europæiske klubbers gæld således fra hele 1,7 mia. euros i 2011 til 400 mio. euros i 2014.

Selv overforbrugere som engelske Chelsea, med den russiske ejer Roman Abramovich, formåede i 2012 for første gang nogensinde at fremvise sorte tal på bundlinjen.

Respekten for Platinis regelsæt har dog alligevel ikke været større, end at klubber som PSG, Manchester City, Zenit St. Petersborg, Rubin Kazan, Anzhi, Galatasaray, Bursaspor, Trabzonspor og Levski Sofia sidste år måtte bøde for at have overtræk på forbrugskontoen.

Det afholdt imidlertid ikke Platini fra, lidt overraskende, i maj måned at konkludere, at FFP nu havde bevidst sin succes, og at det derfor var tid til at skrue lidt ned for forbundets greb om klubbernes økonomi.

Gældende fra den 1. juli har klubberne derfor nu mulighed for at indgå i dialog med Platinis hold af pantefogeder om afgrænsede perioder med overforbrug, hvis de ellers kan fremvise en bæredygtig forretningsmodel, som ikke ”gambler på succes”.

Den slags modtages imidlertid ikke pænt hos Platinis landsmand Arsene Wenger, som med Arsenal i sin egen selvforståelse forsøger at skabe en økologisk fodboldklub blandt Premier League-kollegaer pumpet fulde af likvide væksthormoner.

”Jeg kan ikke forklare, hvad den egentlige betydning af FFP er i dag. Reglerne er alt for komplicerede til at være effektive på nuværende tidspunkt,” sagde Wenger for nylig til beIN Sports.

Har fodbolden igen fået sindssyge?
Det seneste transfervindue efterlader derfor spørgsmålet, om fodbolden i kølvandet på lempelserne af FFP igen har fået sindssyge, som tilfældet især var det omkring årtusindeskiftet, hvor spillere som Denilson, Vieri og Mendieta blev handlet til astronomiske beløb.

Enkelttilfældene med Martial, Sterling og Kevin De Bruynes monstertransfer til Manchester City tyder i alt fald på, at fodboldgalskaben igen har ramt de britiske øer. De tørre tal viser supplerende, at det samlede transferbeløb i Premier League denne sommer var det største nogensinde. Ca. ni mia. danske kroner brugte Premier League-klubberne tilsammen denne sommer på nyt blod til arbejdspladsen.

I det regnestykke er det bl.a. værd at bemærke, at en velpolstret klub som Arsenal ikke rørte synderligt på sig, som tilfældet ellers har været det de seneste par år.

Det mest bemærkelsesværdige ved det overståede transfervindue må imidlertid være, at det – trods det samlede astronomiske beløb – stort set ikke indeholdt handler med klodens allerstørste stjerner.

Blandt de 23 nominerede til sidste års Ballon d’Or var det eksempelvis kun Ángel Di María (nr. 10) og Bastian Schweinsteiger (nr. 18), som rykkede teltpælene op i løbet af sommeren. Ronaldo, Messi, Neuer, Neymar og resten af topeliten blev, hvor de var, og man kan blot forestille sig, hvad et Gareth Bale-køb ville have kostet Manchester United eller hvad et Paul Pogba-køb ville have kostet Chelsea i det nuværende marked.

Som førnævnte Arsene Wenger derfor bemærker, er det hverken pengene eller købelysten, der mangler. Der er derimod mangel på gode spillere, som er villige til at skifte klub. Derfor ender Raheem Sterling og Kevin De Bruyne med at koste en god milliard kroner tilsammen, og derfor betaler Manchester United potentielt set 600 mio. kroner for teenageren Martial, som blot har scoret 11 ligamål på seniorniveau.

De engelske klubber har særligt mange penge at bruge (og endnu flere på vej med den nye, lukrative tv-aftale), men kun få varer at bruge dem på. Det holder dem imidlertid ikke tilbage i det evindelige våbenkapløb, som pågår hver gang transfervinduet åbnes. UEFA har med lempelserne af FFP rakt en hånd til stormagterne og symptomerne har vi set denne sommer. På nuværende tidspunkt frygter kun en tåbe Platinis finansielle dopingkontrollører.

16 Apr

De bedste fjender

Skærmbillede 2015-04-16 kl. 13.07.02

Efter mange år med Brøndby-FCK som den dominerende rival-fortælling i dansk fodbold er konturerende af et nyt, substantielt fodbold-fjendskab ved at tegne sig. Fodboldmæssigt, men ikke mindst kulturelt, er konstellationen FCK-FCM nemlig det helt perfekte modsætningsforhold.

 Af Tyson William Lyall

”Hvis du taber de sidste fire kampe, så kan du ikke kalde det for andet end gummiben”.

Det er søndag den 7. december 2014 efter opgøret i Parken mellem F.C. Midtjylland og F.C. København.

Scenen er studiet til TV3s normalvis så indholdsforladte ’Onside’, som denne søndag undtagelsesvis leverer drama for alle pengene, da de to holds trænere, Ståle Solbakken og Glen Riddersholm, agerer fornærmede teenagepiger for øjnene af tv-seerne.

Solbakken prikker konstant til Riddersholm, som sæsonen forinden måtte se potentielle guldmedaljer forvandle sig til bronzemedaljer i løbet af få uger.

Denne søndag taber han også terræn, da han som en urutineret byrådspolitiker gang på gang lader sig kue af den rutinerede overborgmester Ståles provokationer.

”Hver eneste gang Ståles hold spiller, så har de jo haft flest chancer. Om de så har spillet godt eller dårligt,” siger jyden fornærmet i en usammenhængende argumentationskæde.

Gense debatten her

Optrinnet i december var måske lidt pinligt for begge trænere, men for iagttagere fortalte det samtidig historien om mere end blot en ophedet diskussion i kølvandet på en vigtig fodboldkamp.

Seancen bekræftede, hvad der blot er blevet endnu mere tydeligt siden: Danmark har fået en ny fodboldrivalisering med reelle modsætninger i FCK vs. FCM.

The newest firm
Modsætningsforholdet mellem FCK og ærkefjenderne Brøndby har de seneste små 20 år dannet grundlag for den mest interessante fortælling i dansk fodbold, og der er stadig mange gode grunde til, at de to klubbers fans ikke bryder sig om hinanden.

Foruden den åbenlyse fodboldmæssige rivalisering, som dog er blevet af mindre betydning de senere år, er der stadig kulturelle brudflader mellem Brøndby og FCK.

Vestegnsklubbens tilhængere identificerer sig eksempelvis stadig på mange måder som foreningen, mens københavnerne af samme gruppe bliver set som forretningen. Omvendt lader mange af de københavnske fans til at identificere sig som hovedstadens folk, mens Brøndby bliver opfattet som samlingspunkt for forstadsfolket med tilhørende kamphunde og ansigtstatoveringer.

Men denne fortælling, som tilfældet er det med fleste andre om forholdet mellem Brøndby og FCK, er efterhånden ikke meget andet end en myte.

Hvor Brøndby-FCK-duellen ikke bare følelsesmæssigt, men også fodboldmæssigt, i en årrække har været dansk fodbolds tilløbsstykke, er rivaliseringen mellem F.C. København og F.C. Midtjylland imidlertid begyndt at træde mere og mere klart frem i billedet.

Rivaliseringen er først og fremmest vokset ud af et forrykket magtlandskab i dansk fodbold, hvor det normalt så dominerende FCK om få uger formentlig må se et jysk hold snuppe mesterskabet for andet år i træk. I skrivende stund er det således 696 dage siden, FCK senest indtog Superligaens førsteplads.

I de to seneste sæsoner har FCM da også samlet set både hentet flere point og scoret langt flere mål end FCK, og lige nu ligner midtjyderne kort og godt et bedre fodboldhold end rivalerne fra hovedstaden.

Tallene er ikke nødvendigvis udtryk for et permanent forandret styrkeforhold i dansk fodbold, men statistikken sender et klart signal om, at ’guld’ på ingen måder længere er et registreret varemærke tilhørende FCK.

Jylland vs. Hovedstaden
Hvad der imidlertid må være mest interessant i denne sammenhæng, er ironisk nok ikke den fodboldmæssige udfordrer, der har rejst fra mulden på den jyske hede. Hvis FCM skal udgøre en reel rival til FCK på langt sigt, kræver det naturligvis et vist fodboldniveau, men det mest spændende lige nu er den rivalisering, der tegner sig udenfor kridtstregerne.

Her lader der nemlig i høj grad til at være reelle, mærkbare forskelle mellem FCM og FCK. Som mundhyggeriet mellem Ståle og Glen fra december bl.a. illustrerer, så repræsenterer de to klubber hver sin selvsikre selvforståelse, som i høj grad står i modsætning til hinanden.

Midtjyderne kommer med sine friske telefonsælgerattituder, mens københavnerne mere repræsenterer det etablerede, den herskende klasse. FCM er den driftige Mads Skjern, der er kommet til byen for at gøre op med det eksisterende. FCK er – fra midtjydernes synspunkt – Damernes Magasin.

Det er den entreprenante nybygger-ånd fra Herning mod det lettere arrogante storbyparnas fra København.

Moneyball
Midtjyderne lægger da heller ikke skjul på, at de vil ”noget andet”. Klubben har en mission om at gøre op med det eksisterende, og ledelsen fortæller derfor åbent om dens ”moderne” syn på fodboldspillet, hvor alle forhold efter amerikansk forbillede kan sættes på formel og skrives ind i statistikprogrammer.

Der er ifølge den nye bestyrelsesformand Rasmus Ankersen tale om et F.C. Midtjylland Version 2.0, hvor klubben vil ”etablere sig på den internationale scene ved at udnytte den irrationalitet, der er i fodboldverdenen”.

Tankegangen er ikke nødvendigvis i decideret modstrid med F.C. Københavns modus operandi, som i mange år har været kendetegnet ved grundig scouting og research, men repræsenterer alligevel et offensivt opgør med etablerede metoder.

”Når vi snakker metoder, vil vi forandre,” siger Rasmus Ankersen.

Spørgsmålet er imidlertid, om midtjyderne har den samme snusfornuft og forretningssans, som Mads Skjern udviste i Matador. Trods klubbens unge alder, har den allerede fået enkelte prøvesmagninger på succes med sølvmedaljer i 06/07 og 07/08. Og sporene herfra bør rent faktisk skræmme.

Trods spillersalg i millionklassen de seneste ti år – som Simon Kjær til Palermo, Winston Reid til West Ham, Simon Poulsen til AZ og Mohamed Zidan til Werder Bremen – var klubben så sent som for 1,5 år siden ved at gå konkurs.

I tråd med skammelig dansk fodboldtradition har klubben i forlængelse af sine succesoplevelser tidligere overvurderet egne evner og rystet på hånden, når den fik tildelt gode kort.

I 2008 valgte klubben eksempelvis at brænde næsten 20 mio. kroner af på OB’s Jonas Borring, mens også den svenske teenager Ken Fagerberg blev hentet ind for et tocifret millionbeløb.

Skal rivaliseringen mellem FCM og FCK derfor etablere sig som et vedvarende trækplaster i dansk fodbold, kræver det, at midtjyderne langsomt bygger en bæredygtig fodboldforretning op – præcis som FCK startede på for ca. 15 år siden.

FCM har momentum og kvalitet i deres nuværende trup, og så har de ikke mindst fået tildelt den vigtigste aktør i enhver succeshistorie: antagonisten. Hvis midtjyderne ellers har lært af tidligere tiders fejl og holder sig på sporet, kan FCM og FCK de næste par år nemt vise sig at blive dansk fodbolds bedste fjender.