Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
fillipo inzaghi | Sport fortalt fillipo inzaghi – Sport fortalt
23 Jul

Inzaghi og Mancini på sidelinjen løfter Milan-derbyet

Inter Milan's Materazzi and Rui Costa of AC Milan wait on the pitch during their Champions League soccer match in Milan

Derby della Madonnina byder ikke på de stjernespillere, det engang gjorde. Når de to Milano-klubber tørner sammen søndag aften, vil det især være de to nye trænere, der vil blive holdt øje med.

Af Morten Øyen Jensen

Både Inter og AC Milan skal efterhånden se tilbage i historien for at mindes de to klubbers storhed. Siden Inter både vandt mesterskabet, Coppa Italia og Champions League i 2010, og AC Milan vandt mesterskabet året efter, har det været ”work in progress” for de to Milano-klubber.

Når de tørner sammen i derbyet om Milano, Derby della Madonnina, søndag aften, er det ikke længere med spillere som Paolo Maldini, som skal markere Ronaldo, Javier Zanetti, der skal dæmme op for Andrea Pirlos maskerede afleveringer, eller Zlatan Ibrahimovic, som kan løfte hænderne i vejret efter at have scoret. Hvilket han i øvrigt har gjort for begge hold i derbyet.

Bevares, både Inter og Milan har fantastisk spændende spillere på holdkortet. Hos Inter kan man lige så godt lære sig navnene Mateo Kovacic og Mauro Icardi. Og fra Milan er det særligt Stephan El Shaarawy og Mattia De Sciglio klubberne med oliemilliarderne i ryggen gerne vil have fingrene i.

Inzaghi vs Mancini

Men holdene er i dag et godt stykke fra den storhed, som klubberne havde, da de spillede med i den absolutte top i europæisk fodbold.

Det er dog altid noget helt særligt, når de to Milano-klubber mødes. Altid på det samme stadion, San Siro, som de to klubber har delt siden 1947. Denne gang er kampen ikke mindst særlig, fordi det bliver det første derby for den tidligere målræv, Filippo Inzaghi, som Milans træner, mens det bliver første kamp med Roberto Mancini tilbage som træner i Inter, efter klubben lod sig skille af med Walter Mazzari 14. november.

Hvis man ikke kan huske, hvordan Pippo var som spiller:

Derfor bliver alt, hvad de to trænere gør i denne kamp vejet på en guldvægt. Op til kampen er de italienske medier fulde med analyser af, hvordan Inzaghi selv klarede sig som spiller i derbyet, og meninger om han kan træde i karakter med sit skadesplagede Milan-hold. På samme måde er der ikke sparet på vurderinger af, om Mancini kan løfte det Inter-hold, som er kommet så skidt fra start i år, at klubben valgte at fyre en ellers ret dygtig træner Mazzari lige op til et af årets allervigtigste kampe.

Umiddelbart bør Milan have en lille fordel, om end holdet er ramt af ret vitale skader. Midtbaneduoen Nigel de Jong og Riccardo Montolivo er tvivlsomme med skader, ligesom Ignazio Abate er det. Han er ellers for alvor trådt i karakter under Inzaghis ledelse.

På den anden side er det aldrig til at spå om, hvad reaktionen bliver fra et Inter-hold, der har fået ny træner. Og ikke en hvilken som helst træner: Mancini vandt mesterskabet tre år i træk, sidste gang han var træner i klubben.

Klassisk derby

Sidst de to klubber mødtes i foråret, vandt AC Milan på et mål af Nigel de Jong. Før det skulle Milan dog tilbage til mesterskabsåret 2011 for sidst at have vundet Derby della Madonnina. I alt har de to klubber mødt hinanden 212 gange i historien. Inter har vundet 76 opgør, mens Milan har vundet 74, 62 er endt uafgjort.

Og der er tale om et derby i helt klassisk forstand: det går tilbage til 1908, hvor en gruppe brød med AC Milan, ovenpå en tvist om hvorvidt udenlandske spillere skulle accepteres på det italienske hold. Internazionale er kosmopolitterne, der ved tilblivelsen i 1908 beskrev sig som ”brothers of the world”.

AC Milan er historisk arbejderklubben i byen, der dog siden 1986 har været ejet af farverige, stenrige Silvio Berlusconi. Det ejerskab reddede klubben fra at gå konkurs og gjorde den til et af de mest succesrige klubber på fodboldscenen i 1990’erne og 00’erne.

Trods den oprindelige årsag til splittelsen af klubben så har AC Milan haft overtaget, når de har mødtes i internationale kampe. Her har Milan vundet 18 gange, mens Inter har vundet 9.

Skandalekampen i 2005

De to by-rivaler har til trods for de mange opgør kun mødt hinanden to gange i Champions League. Begge gange er det endt med, at Milan er gået videre. Men kvartfinalen i 2005 endte med at gå i historiebøgerne af en anden grund.

Milan havde vundet det første opgør 2-0 på mål af Jaap Stam og Andriy Shevchenko. Men i returopgøret var Inter mere velspillende, og da et mål af Estaban Cambiasso blev underkendt af dommeren brød helvedet løs. Inters ultras tilhængere sendte nødblus og romerlys ind på banen.

Et ramte Milans målmand Dida, og dommeren afbrød kampen i det 74ende minut. En halvtime senere genoptog man kampen, nu med Christian Abbiati på mål for Milan i stedet for Dida. Kampen blev dog afblæst et minut senere igen, da nye nødblus blev fyret ind mod banen.

Milan fik en skrivebordssejr på 3-0, og vandt dermed sammenlagt 5-0. Inter fik den hidtil største bøde uddelt af UEFA, og skulle spille de første fire kampe i Champions League i 2005-06 bag lukkede døre.

Inter dominans

Ingen kampe mellem de to hold har været lige så dramatiske siden. Intrigerne fortsatte dog allerede året efter, da Juventus blev frataget mesterskabstitlerne i 2005 og 2006 ovenpå Calciopoli-skandalen.

For mens mesterskabstitlen endte med ikke til tilfalde nogen i 2005, så blev den for 2006 tildelt Inter, der ellers var endt på tredjepladsen efter Juventus og Milan. Milan blev nemlig også trukket i point ovenpå skandalen, der afslørede en lidt for aktiv og suspekt telefonindsats fra nogle af klubberne op til kampene i Serie A.

Året efter var Serie A noget ramponeret: Juventus var tvangsnedrykket, mens Fiorentina startede med -15 point og Milan startede med -8 point. Inter udnyttede situationen dygtigt: købte Zlatan og Patrick Viera fra Juventus, og grundlagde deres totale dominans af Serie A frem til 2010. De vandt mesterskabet helt suverænt med fem spillerunder tilbage, og satte rekord ved at vinde 17 kampe i træk. Inter vandt også begge derbys mod Milan. Berlusconis drenge kunne dog glæde deres præsident med at vinde Champions League samme år.

Derby della Madonnina da Inter var flyvende i 2009 – sæsonen hvor Inter vandt “the treble”:

Og da AC Milan sidst var på toppen i 2011, hvor de vandt mesterskabet:

Kampen om håneretten

I år er situationen en helt anden. De to hold er allerede hægtet af mesterskabskampen. Begge hold er under opbygning. Men søndagens kamp er på flere måder afgørende:

En sejr – lige meget til hvem – vil ikke alene være et skub op i tabellen og et vigtigt skridt mod deltagelse i europæisk fodbold næste år. Det vil også være en fjer i hatten til en af de nye trænere. Og endnu mere vigtigt: Det vil være endnu en sejr over byrivalen. Når milaneserne mødes på cafeen mandag morgen til dagens første espresso, er det kun det, der tæller.

Historien har de to klubber med sig, men håneretten i Milano spiller de om hver gang.

AC Milan mod Inter spilles søndag aften kl. 20.45. 

09 Dec

AC Milans vej op af hullet

AC Milan v Juventus FC - Serie A

Vi skal ikke ret lang tid tilbage før alle alarmklokker lød: Ud af de første 12 kampe i Serie A var AC Milan gået fra banen som taberne i halvdelen. Det er en uhørt dårlig statistik for de syvdobbelte Champions League-vindere. Det seneste nederlag havde været en ren afklapsning på hjemmebane til formstærke Fiorentina, og foran lå en udekamp mod stærke Napoli, en afgørende kamp i Champions League, opgør mod mestrene fra Juventus, og en vanskelig udekamp på Sicilien mod Catania.

Uhørt fordi AC Milan stort set siden Silvio Berlusconi overtog holdet i februar 1986 har tilhørt den absolutte elite i europæisk fodbold. Derfor har der også været en høj grad af italiensk uforståelse over den tilstand, klubben startede sæsonen i.

Men efter den dårligste start på sæsonen i 80 år ser AC Milan endelig ud til at have fundet et koncept, der virker.  Efter nederlaget til Fiorentina er holdet vendt tilbage til en fysisk dominerende midtbane, og har fået system på forsvaret og finpusset et talentfuldt angreb – konceptet kan måske bedst kaldes ”4-3-Fantasia” – men det ser ud til at virke:

Den svære serie af kampe endte med stort set maksimalt udbytte, avancement i Champions League, og et stort hop op i ligatabellen.

Milan årgang 0
At resultaterne er opnået med samme taktiske formation, og samme grundstamme af spillere, giver grund til at være fortrøstningsfuld for det ”nye” hold. For har noget været kendetegnende for AC Milan i år, har det indtil for nyligt været det totale kaos af ideer, der skulle afprøves på holdet efter ”senatorernes” afgang, og efter Zlatan Ibrahimovic ikke længere er der som det evige fikspunkt.

Sammen med den nødvendige, og for nogen længe ventede, afgang fra en række af holdets legendariske ”senatorer” som Clarence Seedorf, Alessandro Nesta, Gennero Gattuoso og Fillipo Inzaghi, krydret med en økonomisk motiveret afgang af stjernerne Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic (og dertil Antonio Cassano, Mark Van Bommel og Alberto Aquilani), var storholdet AC Milan ved sæsonstart efterladt i et sandt magttomrum.

Den nye spillertrup savnede i første omgang nye ledere, der kunne påtage sig ansvar efter de store stjernes afgang. Træner Max Allegri havde desuden ikke megen held med at finde en måde at bruge sine spillere bedst på.

Resultatet var et usædvanligt kedeligt og tandløst Milan-hold, der måtte se sig slået af hold som Sampdoria og Atalanta. Medierne krævede hurtigt træner Allegris hoved på et fad, men med en sejr over hans tidligere arbejdsgiver Cagliari på 2-0 kom der kortvarigt luft til holdet. For første gang i sæsonen formåede milaneserne at holde 0’et, men måske mere vigtigt: det unge talent Stephan El Shaarawy begyndte for alvor at vise omverden, hvilket usædvanligt talent han er.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=wwqDulNW1yU&w=560&h=315]

Sejren kom i hus med en – for Milan – ny 4-2-3-1-formation, som lignede at passe holdet. På den defensive midt gav det plads til nyerhvervelserne Riccardo Montolivo og Nigel De Jong, mens Milan fik introducerede ”rigtige” fløje, hvorfra El Shaarawy særligt viste sig farlig.

Problemet med formationen viste sig dog i de efterfølgende kampe: mod stærke hold var ”boltværket” foran forsvaret ikke stærkt nok. Efter lederlag mod Inter og Lazio forsøgte træner Allegri derfor en 3-4-3 formation mod Malaga på udebane i Champions League. På papiret en spændende formation – Juventus-inspireret tre-mandsforsvar, en stærkere midtbane, men stadig med fløjene i angrebet, hvilket havde vist sig effektivt.

Formationen har dog ikke været brugt af AC Milan siden Alberto Zaccherino trænede klubben i start 00’erne. Og det er der en grund til. Milan tabte kampen mod Malaga 1-0, og klubpræsident Silvio Berlusconi forbød efterfølgende, at Milan igen nogensinde skulle spille med et tremandsforsvar.

Medierne var heller ikke sene til igen at lave øvelsen ”find Milans næste træner” og drog paralleller til Zaccherino, der blev fyret på live TV af Berlusconi efter en miserabel indsat mod Deportivo La Coruna i Champions League i 2001. Så vidt kom det dog ikke denne gang.

Balance med 4-3-3
I de efterfølgende kampe kom den tidligere 4-2-3-1-formation igen i brug, og holdet viste for alvor sine offensive kvaliteter mod blandt andre Chievo, som blev slået 5-1.

Vendepunktet blev dog kampen på hjemmebane mod formstærke Fiorentina, der med sin 3-5-2-formation erobrede midtbanen, og lukkede effektivt ned for Milans hurtige fløje. Resultatet blev en overbevisende 1-3-sejr til gæsterne fra Fiorentina. Med et var krisen tilbage på holdet. Det fik klubpræsident Berlusconi til at besøge holdet inden det efterfølgende opgør mod Napoli, og han tog en personlig samtale med alle spillerne for at indpiske gejst. Samtidig ændrede Allegri holdets taktiske opsæt igen og genindførte den fysisk-stærke tre-mands-midtbane, som nærmest er et varemærke ved Allegris AC Milan, men som i det meste af sæsonen havde været fraværende. Med det nuværende hold bliver denne midtbane udgjort af Antonio Nocerino, De Jong og Montolivo.

I kampen mod Napoli var det tydeligt, at Nocerino ikke havde haft mange kampe sammen med de to andre. Men det var også tydeligt, at holdet fik en anden balance – et bedre værn for et forsvar, der ikke længere tæller forsvarsstjerner som Alesssandro Nesta og Thiago Silva.

Kampen mod Napoli endte 2-2, men hjemmeholdet var heldige med resultatet, som de kunne takke et regulært drop af Milan-keeperen for. Skader havde samtidig givet Allegri muligheden for at prøve lejesvenden Kevin Constant som venstre-back (der i flere sæsoner har været Milans svage punkt), hvilket han har spillet siden med stigende succes. På den modsatte back har Milans egen ungdomsspiller 20-årige Mattia De Sciglio spillet næsten fejlfrit, og udfordrer nu landsholdsspilleren Ignazio Abate som førstevalget på højrebacken.

I kampen mod Juventus viste midtbanen, med Montolivo i spidsen, sig stærkere end mestrenes, og det er ikke tit man kan sige det om nogen midtbane, der spiller mod Juventus.

milan-juve

Milans “fantasia”
Angrebet er en mærkelig blanding af små vævre, hurtige spillere, og mere fysik i (den omskolede midtbanespiller) Kevin Prince Boateng. Den største stjerne, brasilianske Alexandre Pato, har endnu engang vist sig at være ca.  9/10 skadet i løbet af sæsonen, og derfor i praksis næsten ubrugelig.

Til gengæld er ungdomstalentet Stephan El Shaarawy slået igennem som årets store overraskelse i Serie A. Han er i indeværende sæson mere scorende end Zlatan nogensinde var i Italien. Samtidig er han en hårdtarbejdende angriber, der hjælper defensivt på venstrekanten, hvorfra han med sin hurtighed nærmest overløber modstandernes forsvarsspillere i omstillingsspillet.

Derfor har Milan droppet den traditionelle spiller ”i hullet” bag to angribere, men spiller i stedet bredt med ”tre på stribe”. Angrebet tilpasses dog i høj grad den modstander Milan møder, og træner Allegri har selv kaldt formationen for ”4-3-og-så-må-vi-se”.

Boateng spiller som hovedregel ”en falsk 9’er” i midten, men veksler i kampen ofte plads med højrefløjen, som i start 11-eren er brasilianeren Robinho. Det er et usædvanligt “umage” angreb: El Shaarawy, Boateng og Robinho, der er meget forskellige typer spillere, og ingen af dem en klassisk angriber.

Men der er heller ikke meget ”klassisk” Milan over Berlusconis hold denne sæson, der har gennemgået en stor transformation til et ”billigere og yngre” AC Milan. Den seneste måned er holdet dog kravlet op af det værste hul. De sidste tre Serie A kampe i år vil vise, om de formår at blive oppe.

Af Morten Øyen Jensen