Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
FCM | Sport fortalt FCM – Sport fortalt
26 Feb

Optakt: Presset ligger på Ståle og Frank

billede af ståle

Fredag aften tager Superligaen hul på de sidste 15 runder inden sommerferien. FCK indleder ræset fra spids, og presset for at holde pladsen er maksimalt på manager Ståle Solbakken. På femtepladsen ligger rivalerne fra Brøndby, og forbedres den plads ikke, ligner det et farvel til cheftræner Thomas Frank.

Af Tyson W. Lyall

”Hvis man ser på billeder af stort set alle trænere i Superligaen fra for fem år siden og til i dag, ser de bare mere trætte ud.”

Citatet stammer fra en lidt yngre Thomas Frank, da han for ca. 2,5 år siden blev præsenteret som ny træner i Brøndby IF. Hvorvidt han ser trættere ud i dag, må læserne selv vurdere, men pointen i udsagnet fra den nytiltrådte Frank er klar: Det er ekstraordinært hårdt at være fodboldtræner på højeste niveau i Danmark.

I disse dage, hvor landets ypperste fodboldklubber gør klar til forårssæsonen, er Thomas Frank selv én af de to trænere i ligaen, der bør gro flest grå hår og udvikle de største poser under øjnene.

Sammen med ellers hårløse Ståle Solbakken i FCK er presset nemlig maksimalt på Brøndby-træneren, som modsat størstedelen af sine trænerkollegaer må formodes at være i overhængende fyringsfare, hvis ikke de kommende 15 runder byder på point- og placeringsmæssig fremgang.

Et stykke fra selvforståelsen
Thomas Frank befinder sammen med Ståle Solbakken – mere eller mindre som de eneste trænere i Superligaen – pt. i en situation, som ikke matcher deres klubs selvforståelse.

Den ene, Ståle, i spidsen for en klub, der identificerer sig som Nordens førende, men som ikke har været det i nogle år efterhånden. En klub med europæiske sub-top-ambitioner, men som i disse år må se sin UEFA-koefficient svinde kraftigt ind.

Den anden, Frank, cheftræner i en klub, som nok har gennemgået et identitetsmæssigt hamskifte de senere år, men som i længden ikke kan leve med rollen som ”procesklub” og tredje/fjerde-violin i Danmark. En klub, som på bestyrelsesformandens nåde ellers har fået tilført spillere, de fleste skandinaviske topklubber ville tage imod med kyshånd.

Således må konklusionen være, at ingen af de to trænere i løbet af deres nuværende ansættelsesforløb for alvor har levet op til hverken tilhængernes eller omverdenens forventninger – eller deres respektive lønbudgetters størrelse.

Højt snit, få titler
Intet hold har ganske vist fået flere point i Superligaen end FCK siden 6. spillerunde i sæsonen 13/14, hvor Ståle Solbakken igen overtog FCK-roret efter belgiske Ariël Jacobs.

Målt på pointhøst, kan ingen andre matche Solbakken, som tilsvarende er tæt på at nå sit eget pointgennemsnit på 2.12 per kamp fra sin første periode i klubben (2006–11).

Men kravene til Ståle Solbakken er tilsvarende som til ingen andre trænere i Superligaen. Det lever han med, fordi FCK er – og vil være – som ingen andre i Danmark.

Alt andet end førstepladsen er at betragte som en skuffelse, også selvom man så kan vende og dreje pointgennemsnit, spiludvikling, spillersalg etc. i en positiv retning.

FCK er økonomisk, image- og spillemæssigt landets absolutte topklub i nyere tid. Det er en klub, der sætter forventningerne til sig selv så højt, at kun en lille kreds af europæiske topklubber kan og vil matche de samme krav i deres respektive hjemlige turneringer.

Både omgivelserne og FCK selv forventer på nationalt plan at præstere nogenlunde på samme vis, som Bayern München forventes at gøre det i Tyskland, PSG i Frankrig, Celtic i Skotland og som Barcelona og Real Madrid hver især forventes at gøre det i Spanien.

Ståle Solbakken har spændt sig selv hårdt for, og spørgsmålet er, om han selv og klubben kan leve med endnu en anden- eller tredjeplads i ligaen. Med managerrollen og afskedigelsen af andre kernemedarbejdere i de senere år (mest prominent med tidligere sportschef Carsten V. Jensen), er Solbakkens magtposition i klubben imidlertid så stor, at det er svært at se, hvor fyringen egentlig skulle komme fra.

Det er derfor måske er værd at overveje, om direktør Anders Hørsholt kunne ryge før Ståle Solbakken, hvis bestyrelsen endelig kræver et hoved på et fad. Indtil videre er det blot en hypotetisk diskussion.

The little horse-rollen
Hvor presset på Vestegnen også er stort, hænger der ikke et krav om hverken guld eller sølv over Thomas Franks hoved.

Efter en årrække med overforbrug, fejlindkøb i engrosmængder, elendig ledelse og kronisk skuffelse på banen, har klubben og dens fans adopteret en ny selvforståelse, hvor titler ikke nødvendigvis er påkrævet lige nu og her.

Det er på sin vis forfriskende, at klubben forsøger at bevæge sig væk fra en position, som Thomas Frank selv har betegnet ”nordeuropæisk mester i store udmeldinger”.

Men de tørre tal er alligevel ikke til at løbe fra, og det må være begrænset, hvor længe Thomas Frank og Brøndby-ledelsen kan blive ved med at nedtone det faktum, at klubben rent økonomisk spenderer næsten på niveau med overmagten i FCK og efter alt at dømme mindst på niveau med mestrene fra FCM.

Det lyder ganske vist troværdigt, når klubben taler om genopbygning og proces, men kigger man på Thomas Franks trup, og medregner den tid og opbakning han har fået til sit projekt, bør den magre point- og spillemæssige udvikling i løbet af hans i alt 84 superligakampe i spidsen bekymre tilhængere af vestegnsklubben.

Hvis den tidligere ungdomslandstræner i sin første sæson overtog et håndværkertilbud, så har han i mindst den seneste halvanden sæson kunne tage bolig i en fuldt funktionel liebhaver-villa.

I Franks midterforsvar findes med Daniel Agger den – formentlig – største profil af alle i de nordiske ligaer. Til venstre herfor sprudler en af landets bedste unge spillere overhovedet i Riza Durmisi på venstrebacken. På midten ligger landsholdsmanden Kahlenberg og suppleres flot med både rutine og talent i Lebogang Phiri, Rodolph Austin, Martin Ørnskov og Christian Nørgaard.

Hvor fløjene imidlertid halter væsentligt i forhold til konkurrenterne, bør og burde Brøndby have fået mere ud af offensive kort som Teemu Pukki, Ronnie Schwartz (nu tidligere), Johan Elmander, José Ariel Núñez (udlejet), Magnus Eriksson m.fl.

Der er næppe tvivl om, at FCM’s og FCK’s trupper pt. ser mere skræmmende ud end Brøndbys, men det er i høj grad også Thomas Franks skyld. Troels Bech – og Per Rud før ham – samt bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har stillet et flot materiale til rådighed – på papiret i alt fald.

Thorups afgørende 20 min.
Hvor temperaturen er høj i sæderne under Frank og Ståle, kan det samme næppe siges om d’herrers kollegaer hos konkurrenterne i FCM, AaB, Randers eller Sønderjyske (eller nogen af de øvrige Superliga-klubber i øvrigt).

I FCM havde Jess Thorup ganske vist et svingende efterår, som gik fra det momentære sublime til det sølle. Den flotte præstation hjemme mod Manchester United har imidlertid fjernet en stor del af det negative indtryk, og trods udraderingen torsdag aften på Old Trafford, har United-kampene samlet set styrket Thorups position.

Det understreger derfor, at de helt afgørende minutter for Thorup (og årsagen til, at han ikke er under samme pres som Frank og Ståle) kom på MCH Arena d. 10 december lige inden klokken havde rundet 20.30. Her scorer Club Brügges Jelle Vossen nemlig til 1-1 i Europa League og puster dermed kraftigt til det midtjyske korthus.

Et mål mere til belgierne, og Thorup ville have været at finde i overskriften på denne artikel. Men bl.a. takket være målmand Mikkel Andersen lykkedes det midtjyderne at holde det uafgjorte resultat og dermed sikre sig to opgør imod den sovende kæmpe Manchester United.

Uanfægtet af de efterfølgende præstationer mod United, ændrede resultatet mod Brügge fortællingen om FCM’s bedrifter efter Glen Riddersholms exit i sommer.

Havde Brügge scoret det ekstra mål, ville fortællingen være, at Thorup trods en god start på sæsonen i Superligaen fuldstændig mistede pusten, røg ud af Europa i en medgørlig pulje (glem Napoli i denne sammenhæng) og pissede en sikker førsteplads væk op mod vinterpausen.

Nu er den optimistiske fortælling i stedet, at klubben er et legitimt medlem af den europæiske subtop og at unge profiler som Paul Onuachu og Pione Sisto vitterligt kan bære noget af den hjemlige hype. Med førstepladsen i Superligaen indenfor rækkevidde, indkøbet af en af de mest interessante spillere i Superligahistorien (Václav Kadlec) og salget af en hjemmeavlet spiller (Erik Sviatchenko) til en kontinental storklub, er stemningen usædvanlig god i det midtjyske.

Alle øjne på den 3. marts
Når FCK tager imod Esbjerg søndag den 28. februar, vil det være præcis 1.014 dage siden, klubben sidst løftede mesterskabstrofæet. Det kan og vil Ståle Solbakken ændre på.

Sport fortalt lægger sig i slipstrømmen på de fleste kloge fodboldhoveder og spår, at det vil lykkes, så FCK’s mesterskabstæller kan sættes til ”0 dage siden sidst”, når sidste runde spilles den 29. maj.

Det giver sig selv, at FCM kommer særligt styrket ind i forårssæsonen med United-tempo i benene, og derfor hedder den – indtil nu – mest interessante kamp i sæsonen FCM vs. FCK allerede den 3. marts 2016 på MCH Arena.

Det ville være alt for klichefyldt at skrive, at den udsatte kamp afgør mesterskabet, men klicheen om, at mesterskabet i alt fald kan tabes denne dag, virker trods alt mere passende.

Alt imens ligger AaB og lurer lidt overset i kulissen. De fleste taler om FCK og FCM, og det betyder som regel, at mesterskabet ender i Aalborg. AaB havde i januar et fremragende transfervindue til trods for – og netop fordi – at der ikke skete det store. Med Lukas Spalvis i stalden en halvsæson mere, og med folk som Nikolaj Thomsen og Thomas Enevoldsen i folden, kunne det blive endnu en af de sæsoner, hvor alt flasker sig for AaB-mandskabet.

Det er for det meste alt eller intet for AaB, og hvis FCM besejres mandag aften, skal optimismen nok begynde at boble i det nordjyske.

Lad os komme i gang og få det afgjort.

Runden sparkes i gang i aften – fredag – med OB mod AGF kl. 18.00. Kampen vises på TV3 Sport 1.

18 Feb

”Vi tager ikke til Old Trafford for at tage selfies”

fcm-south
(Foto fra facebook.com/fcmidtjylland)

De uhyre ambitiøse danske mestre fra FC Midtjylland møder et uhyre kriseramt – men stadig stjernespækket – Manchester United-mandskab i første runde af Europa Leagues knock-out-fase. Sport fortalt har i den forbindelse talt med FCM’s bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Vi skriver det Herrens år 1999, og der er vitterligt tale om to meget forskellige verdener.

I den ene verden realiserer Manchester Uniteds legendariske class of 92-drenge (dvs. David Beckham, Ryan Giggs, Nicky Butt, Paul Scholes (der dog har karantæne) og Neville-brødrene (der dog begge sidder på bænken)) omsider deres fulde potentiale ved at vinde en historisk Treble.

Den sidste af disse tre titler kommer i hus på maksimalt dramatisk manér, da indskifterne Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i overtidens døende sekunder får vendt Champions League-finalen d. 26. maj på Camp Nou, så Bayern Münchens 85 minutter lange 1-0-føring på rekordtid bliver transformeret til en hæsblæsende 2-1-sejr til The Red Devils.

Der er ikke ret mange af mine jævnaldrende (fodboldinteresserede) venner, der ikke kan huske, hvor de var, da de så lige præcis dén kamp. Ligesom de fleste tydeligt husker, at United i det meste af 98/88-sæsonen stiller med de telepatisk tunede Dwight Yorke og Andy Cole som offensiv frontduo, der tilsammen noteres for 53 mål. På samme vis grænser det til det totalt trivielle at gøre opmærksom på, at Uniteds målmand i den pågældende sæson (for sidste gang) er en hærdebred og rødnæset dansker ved navn Peter Schmeichel.

Langt fra Old Trafford
Lidt færre kan formodentlig huske den anden og noget mindre mediebevågne verden, i hvilken de to 1. divisionsklubber Ikast FS (der på pågældende tidspunkt har penduleret mellem Superligaen og 1. divisionen i nogle år) og Herning Fremad godt en måneds tid senere fusionerer til ét enkelt mandskab, der bliver døbt FC Midtjylland. Befolkningsmæssigt og “kulturelt” er Herning storebroren i denne relation, mens det rent sportsligt snarere er ikastboerne, der har en lille smule (mere) at have deres fodboldmæssige lokalpatriotisme i. Aftalen lyder, at Ikast får hjemmebanen det første år, hvorefter klubben skal rykke til Herning og på længere sigt SAS-Arena (nu: MCH-Arena), der vil stå klar fra og med 2004. Rasmus Ankersen er 15 år på dette tidspunkt og skal til at starte på sproglig linje på Herning Gymnasium. Og der er på alle måder meget langt til Old Trafford.

Fast forward til 2016: Efter et mesterskab i Alex Fergusons afsluttende sæson for snart to-et-halvt år siden er det blevet til en syvendeplads, en fjerdeplads og en foreløbig femteplads (der ikke just ser ud til at blive forbedret) i Premier League for Manchester United. Klubben befinder sig med andre ord i en regulær krise spil- såvel som resultatmæssigt for tiden, og temmelig meget tyder på, at man efter denne sæson står overfor sin anden trænerfyring på bare to år. Ferguson sad vel at mærke på posten i hele 27 år. Som om alt dette ikke kunne være rigeligt, er United tilmed blevet ekspederet ud af Champions League allerede efter gruppespillet (endda af lidet skræmmende modstandere som PSV Eindhoven og VfL Wolfsburg), hvorfor man nu er tvunget til at skulle spille Europa League-slutspil, mens kontinentets øvrige multimilliardærklubber leger videre med hinanden og den markant større prestige i Champions League-ottendedelsfinalerne.

Entre Benham & Ankersen
Hos ulvene fra FCM ser historien anderledes opmuntrende ud these days. Sidste år vandt klubben sit første danske mesterskab, der akkurat var glippet året forinden. Klubben er ganske vist ”kun” 3’er i Superligaen efter vinterpausen, men har stadig overskuelige fire point op til førerhunden FCK (United er for deres vedkommende 12 point efter Leicester City (!)).

Derudover har FCM som en af kun få danske klubber kvalificeret sig til knock-out-fasen af den såkaldte Europa League, der har eksisteret som europæisk klubfodbolds second tier-turnering siden 2009 (på bekostning af UEFA-Cup’en). Noget af det afgørende i klubbens nyere historie har indiskutabelt været, at mangemillionæren Matthew Benham i sommeren 2014 sikrede sig 60 % af aktierne i den – på dette tidspunkt rent faktisk konkurstruede – klub, hvilket også førte til, at talenteksperten og forfatteren Rasmus Ankersen (der sidenhen er blevet sportsdirektør i Benhams anden (Championship-)klub, Brentford) overtog posten som bestyrelsesformand i FCM.

Der er blevet talt og skrevet meget om Benhams og Ankersens tiltro til statistisk analyse af spillernes præstationer (og priser), men facit er, at FCM som forsvarende Danmarksmestre er avanceret fra en notorisk vanskelig gruppe – og nu står overfor netop Manchester United i Europa League. Slaget skal i første omgang stå på den jyske hede og MCH-Arena allerede i aften kl. 19.00, inden returopgøret rykker til det sådan ca. sagnomspundne Old Trafford torsdag d. 25/2. Der er med andre ord blevet en hel del kortere til Old Trafford siden 1999.

Sport fortalt har fået mulighed for at stille netop Rasmus Ankersen en række eksklusive spørgsmål forud for aftenens kamp.

Sport fortalt (SF): Går I ind til United-kampen med ærefrygt, eller kan I tværtimod spille frit, eftersom I har alt at vinde, og United-spillerne formodentligt har alt at tabe? Og hvis jeg skal være mere direkte: Vil du vurdere, at I overhovedet har en chance for at gå videre?

Rasmus Ankersen (RA): Vi har helt klart en chance, og vi vil spille den. Vi tager ikke til Old Trafford for at tage selfies. Med sejren over Southampton har vi et bevis for, at vi kan gøre det umulige. Det er den følelse, spillerne går på banen med: En naturlig respekt for en stor og stærk modstander, men også med tanken om, at vi slog Southampton ud, og at Southampton for bare tre uger siden slog Manchester United på Old Trafford.

SF: Hvor meget kan og vil du afsløre mht. jeres taktiske og strategiske overvejelser forud for de to United-kampe?

RA: Det er en balance mellem at forstå modstanderens styrker men ikke at tilpasse sig så meget, at man mister sin identitet. Først og fremmest skal vi turde spille kampen med FC Midtjyllands DNA intakt: Nemlig aggressivitet, mod og fremadrettet pasningsspil.

SF: Er det efter din vurdering en fordel eller en ulempe for jer, at United-spillerne ikke ser ud til at kunne vinde Premier League længere – og at de dermed må føle et ekstra pres i forbindelse med kampene mod FCM?

RA: Det er svært at gisne op. Manchester United har en del skader, og jeg er sikker på, at der er kampe, de har set mere frem til end den på torsdag. I det lys håber vi på at få en fordel med hensyn til motivationsniveauet.

SF: Hvad har højeste prioritet for jer, for så vidt det er muligt at rangere den slags: At avancere fra denne runde i Europa League, at forsvare mesterskabet herhjemme, at komme til at spille europæisk igen næste år, eller eventuelt en UEFA Youth League-sejr over FC Barcelona?

RA: Det vigtigste er at spille europæisk næste år, og den bedste måde at gøre det på er ved at genvinde mesterskabet.

SF: Set udefra kunne det godt se ud til, at kampene mod Napoli i Europa League-gruppespillet har givet nogle skrammer til den selvtillid og følelse af ”uovervindelighed”, som FCM ellers har udstrålet i det meste af sidste – og i starten af denne – sæson. Har denne tolkning noget på sig, efter din opfattelse?

RA: Det er rigtigt, at vi fik et dyk efter Napoli-kampene, men jeg lægger ikke så meget i lige præcis de to kampe. I modsætning til, hvad mange danske fodboldfans tror, er Napoli faktisk et top 5-hold i Europa. I mine øjne er de markant bedre end Manchester United, og det er ingen skam at blive udspillet af sådan et hold.

SF: Hvad betyder salget af Erik Sviatchenko – og har du nogen kommentarer til BTs spekulationer mht., hvorvidt Ståle Solbakkens kontakt til Celtics træner Ronny Delia har haft betydning for, at det salg er gået igennem?

RA: Vi forventede at sælge Erik, så det var ingen overraskelse. Sådan er det. Gode spillere forsvinder, og så er der som regel nogle nye, der popper frem som profiler. Det er livets gang i professionel fodbold, og jeg tror ikke, at salget har så stor en betydning, som mange har en tendens til at tillægge det. Om det holder med Ståle, ved jeg ikke, og det er heller ikke noget, jeg er så optaget af. Hvis han har været indblandet, må det være udtryk for, at han bekymrer sig mere end almindeligt om FCM’s styrke.

SF: Hvor meget har kampene i Europa League betydet for præstationerne i Superligaen, hvor det ser ud til at kunne blive ret vanskeligt at forsvare mesterskabet?

RA: Det er svært at sige. Fysisk tror jeg egentlig ikke, det har haft nogen nævneværdig negativ betydning, men mentalt var der en vis udbrændthed at spore sidst på efterårssæsonen. Egentligt tror jeg, at den såkaldte Europa League-effekt langt henad vejen er en myte.

SF: Kampen mod United må vel betragtes som den vigtigste kamp for et dansk klubhold i efterhånden et par år. Hvordan vil I sikre, at FCM kan blive det på et niveau, så I vil komme til at spille den slags kampe – eller eventuelt endnu større Champions League-kampe – i de næste par år?

RA: Vi skal hele tiden blive ved med at lægge 5-10 % til. Det gør vi ved at handle godt i transfervinduet og ved at bringe vores mange dygtige akademispillere igennem til førsteholdet. Det kuld, der spiller mod Barcelona på tirsdag, ser eksempelvis rigtigt spændende ud.

SF: Oplever du opbakning fra et samlet fodbold-Danmark op til sådan en kamp her? Her tænkes især på, at mange danskere jo er dedikerede United-fans, mens det samtidig nærmest er ”på mode” at trashtalke en opkomlinge-klub som FCM i forbindelse med den hjemlige liga?

RA: Ja, jeg mærker det egentligt sådan, at vi er hele Danmarks hold her den næste uges tid. Og sådan skal det være, for vi er jo ude og tjene point til alle danske hold, så vi i fremtiden kan få flere hold med i de europæiske turneringer.

SF: I forhold til din rolle som bestyrelsesformand: Hvad har du lært efter de første halvanden sæson på posten? Her tænker jeg især på, om jeres teoretisk-statiske tilgang til spillet – som mange jo har fokuseret på – har været helt ukompliceret at skulle overføre til praksis?

RA: Det har været en turbulent periode med historiske resultater. Nogle gange får medierne det til at lyde som om, at der går en slags robotter rundt på træningsanlægget og træffer beslutninger, men den statistiske tilgang er blot en del af vores strategi. Vi tror, at der er meget værdi at hente her – og mange penge at spare – ved en rekrutteringsproces drevet af statistisk analyse, men FCM har mange flere varemærker end blot det.

SF: Tak for snakken – og held og lykke mod United.

RA: Selv tak.

08 Jan

Skuffelser, succes og gennembrud: Tilbageblik på 2015

Rene holten(Foto af Balint Vekassy, Renepoulsen.com)

Hvad fungerede, hvad glippede, hvad overraskede og hvad blev overset i dansk sport i 2015? Vi giver her vores bud på de mest bemærkelsesværdige historier fra det forgangne år.

Årets succeshistorie: René Holten Poulsen
Indrømmet, vores viden om roning er ekstremt begrænset. Men vores sans for statistik er en smule bedre, og her tårner René Holten Poulsen sig op i det danske sportslandskab 2015.

Mange danskere kender ham formentlig bedst for sit selvkritiske og småperfide interview efter den glippede medalje i 1.000 meter enerkajak ved OL i 2012, men i 2015 fik han for alvor taget revanche for OL-skuffelsen og høstede medaljer ind på højeste niveau. Det lykkedes blandt andet tømreren fra Bagsværd at skrabe to VM-guldmedaljer (1000m og 500m enerkajak) og to EM-guldmedaljer (5000m og 500m enerkajak) sammen i løbet af året. På verdensplan er han blandt de nominerede til ”Sportsman of the Year” ved World Paddle Awards. Vi kan ikke komme på nogen anden dansker, der var ligeså succesfuld indenfor sin sportsgren i 2015, som René Holten Poulsen var.

Boblere:
* Trods Danmarks status i international badminton, hører et All England-mesterskab til sjældenhederne. Peter Gade vandt herresinglen i 1999, Tine Rasmussen vandt tre singletitler i løbet af 00’erne og 10’erne, og i 2015 tog Carsten Mogensen og Mathias Boe så den første danske double-titel siden 2011 (hvor makkerparret også vandt). Boe og Mogensen tog også en førsteplads i den navnkundige indiske turnering ”Syed Modi International Badminton Championship” i 2015.
* Landmændene og skolelærerne fra Hobro IK sluttede i sommeren 2015 på en 7. plads i Superligaen – hele 10 point over stregen og foran dyrt betalte trupper som OB, Esbjerg og Vestsjælland. 2015 bød bl.a. på to sejre på Brøndby Stadion for opkomlingene. Det burde i bund og grund være en umulighed.
* Håndbold er sportshipsterenes yndlingshadeobjekt, og dansk håndbold havde ikke noget særligt prangende 2015. Der bør alligevel falde stor ros i retning af Mikkel Hansen. Han havde måske ikke sit bedste år nogensinde, men han er stadig en af verdens absolut bedste, og beviste det i 2015 bl.a. ved at vinde det franske mesterskab, blive topscorer i ligaen og ved at tage en plads på Champions Leagues all star-hold. Mikkel Hansen er relativt set formentlig den største danske profil indenfor nogen holdsport overhovedet.

Årets skuffelse: Fodboldlandsholdets EM-kvalifikation
Albanien, Island, Wales, Ungarn og Nordirland skal med, men Danmark må for blot anden gang siden 1984 blive hjemme fra en EM-slutrunde i fodbold. Det er vitterligt skuffende – ikke så meget fordi Danmark burde have vundet over et svensk Zlatan-båret landshold i playoff-kampene, eller fordi slutrunden i denne omgang giver plads til hele 24 hold, men mest af alt fordi, det danske landshold ad flere omgange selv forspildte helt oplagte muligheder for at sikre sig deltagelsen.

Bolden balancerede i overført betydning flere gange på målstregen, men ingen af de danske spillere evnede at få skubbet den det sidste stykke indover. Med blot 12 point for 8 kampe blev det i stedet Albanien, som kunne snige sig op på 2. pladsen bag de ikke-prangende portugisere. Alt det burde og kunne have været anerledes, hvis blot Danmark havde scoret et enkelt mål ude mod Armenien i september, da sidstnævnte intet havde at spille for, hvis blot Daniel Agger og forsvarskollegaerne på hjemmebane i 2014 havde lukket ned for Cristiano Ronaldo i 95 minutter og ikke kun i 94 minutter og 50 sekunder, eller hvis blot holdet havde vundet den afgørende kamp hjemme mod Albanien i efteråret, hvor de destruktive miniputter parkerede den berømte (mini)bus uden at danskere kunne stille noget op. Alle disse muligheder blev forspildt, og Morten Olsen fik derfor sat et ærgerligt punktum for en karriere med fire slutrunde-deltagelser som træner. Vejen til Frankrig 2016 var den lettelse, der nogensinde har været, og derfor må det være den største skuffelse i hans landstrænerkarriere – og dermed også i vores årskavalkade.

Boblere: * Kevin Magnussens fyring fra McLaren. * Team Sauerland og Viasats patetiske ”Ondt Blod”-stævne med Patrick Nielsen vs. Rudy Markussen. * Caroline Wozniackis tre 2. runde-exits i Grand Slam-turneringerne. * Storsatsende KIF Kolding Københavns elendige efterår med Champions League-flop på stribe, en femteplads i ligaen og en trænerfyring til at runde året af med.

Årets overraskelse: Exit Glen og efterfølgende palaver
Folk med indsigt i de interne forhold i FC Midtjylland var udmærket klar over, at kemien imellem den tidligere træner Glen Riddersholm og direktør Claus Steinlein var dårlig. Alligevel kom det som en stor overraskelse, at Riddersholm efter klubbens første mesterskab nogensinde – og på tærsklen til Champions League-kval – tog sit guldjakkesæt og gik. Det var imidlertid ikke mindre overraskende at følge det efterfølgende forløb, hvor FCM-ledelsen valgte at bringe en konflikt med den tidligere mestertræner ud i fuld offentlighed. Riddersholm havde bagt rævekager i kulisserne, mente FCM-toppen, som i oktober derfor forsøgte at slukke glødende konflikt ved at hælde benzin på.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen gik til Politiken og andre medier med et opsigtsvækkende karaktermordforsøg på Riddersholm, som kunne give den i offerrollen efterfølgende. Til ledelsens forsvar skal det med, at de øjensynligt fik ramt gråspurven med deres kanoner, og sagen døde i løbet af det sene efterår hen. Glen Riddersholm er nu at finde i AGF, og vi ser frem til kommende ”run-ins” med både Ståle Solbakken, Claus Steinlein og Rasmus Ankersen.

Boblere:
* En 62-årig nordmand som dansk fodboldlandsholdstræner: Hvem havde set den komme? Åge Hareride virker som et sympatisk gemyt og har et flot fodbold-cv med sig til Danmark, men ved indgangen til året lå den tidligere Brøndbytræner langt nede på eksperternes bud på Olsens afløser.
* De færreste har nok hørt om badmintonspillerne Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, men ved All England 2015 slog den ukendte danske herredouble sensationelt de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong ud i første runde. Det giver mindelser om Frederik Fetterleins Davis Cup-sejr over Stefan Edberg i 1995 eller Frederik Løchtes Wimbledondouble-sejr i 2012. Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding endte med at gå hele vejen til semifinalerne – tilsvarende overraskende.

Årets gennembrud: Frederik Andersen
Det er ekstremt sjældent, at danskere gør sig bemærket i en af de store amerikanske sportsligaer. Historisk set har NBA, NFL og MBL været nærmest renset for dansk islæt, men NHL har i de senere år har fået stadig flere danskere på isen. I 2015 brød den unge målmand Frederik Andersen overraskende igennem for NHL-klubben Anaheim Ducks. NHL-debuten kom allerede tilbage i 2013, men efter nogle år med sporadisk spilletid og udlejning til farmerholdet Norfolk Admirals satte Frederik Andersen sig i sidste sæson tungt på målmandsposten hos en af ligaens bedste hold. I marts 2015 nåede han så 50 sejre i NHL i sin blot 68. kamp. Det havde ingen målmand gjort bedre i verdens bedste ishockeyliga siden 1944.

I den såkaldte Stanley Cup (NHL-slutrundespillet) var han med til at føre sit hold frem til finalen i Western Conference (samlede semi-finale), hvor Frederik Andersen og Anaheim Ducks dog måtte se sig slået i syvende og sidste kamp af de senere mestre Chicago Blackhawks. Frederik Andersen nåede dog at levere en redningsprocent på lidt over 91 procent i playoff-runden, og markerede sig dermed som en af ligaens bedste, unge målmænd.

Frederik Andersen var retmæssigt allerede på årets rookie-hold i NHL i sæsonen 2013-14, men det var på baggrund af en sæson med blot 28 kampe i grundspillet og 7 i playoffs. I 2015 hed de tal 54 og 16, og vi mener derfor, at der trods forrige års hæder var tale om et virkeligt gennembrudsår i 2015.

Boblere:
*
Badmintonspilleren Victor Axelsen, som i løbet af året rykkede fra en plads som nr. 12 på verdensranglisten til plads nr. 6, og som bl.a. smadrede legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open i oktober – en præstation som er blevet betegnet som hans bedste til dato.
* Brøndbys venstreback Riza Durmisi, som i løbet af året gik fra en usikker plads på klubholdet til en fast plads på landsholdet, hvor han var en af de bedste i den sidste håndfuld kampe.
* Hækkeløberen Sara Slott Petersen, som i løbet af 2015 kom springende ind i den danske sportsbevidsthed. I en alder af 28 år opnåede hun i august sit bedste resultat nogensinde med en VM-fjerdeplads på 400m. Året bød også på flere topresultater ved Diamond League-stævner, personlige- og danske rekorder med mere.

Årets oversete: Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel får sin pæne portion opmærksomhed, men alligevel er det som om, han flyver lidt under radaren ift., hvordan danske medier normalvis behandler store danskere i store udenlandske fodboldligaer.

Kasper Schmeichel var i 2015 ikke blot en af meget få danskere, som spillede fast i en af verdens bedste ligaer (hvem findes udover Daniel Wass, Jannik Vestergaard, Christian Eriksen og til dels Michael Krohn-Dehli og Andreas Christensen?), men han har også været en decideret profil for et tophold. Det kan kun Christian Eriksen nogenlunde matche. Samtidig har han – modsat Eriksen – været en af de allerbedste på landsholdet, og derfor havde vi forventet lidt mere hype omkring Schmeichel Junior. Ender det med en Champions League-plads eller et skifte til en storklub i 2016, skal de danske medier imidlertid nok gå Schmeichel-amok, og så kan det passende tænkes, at han bliver ”årets overeksponerede” i næste års kåring.

Boblere:
* Mediernes og dele af befolkningens kritiske sans i forbindelse med Nielsen vs. Markussen. Det er en lidt bagvendt argumentation her, men vi mener, at alt for mange overså den åbenlyse håbløshed i bokseopgøret med Rudy Markussen og Patrick Nielsen forud for stævnet i december. Mange medier kørte med på hypen og købte den wrestling-inspirerede proforma-konflikt imellem bokserne, ligesom mange sagesløse kunder brugte 500 kroner på noget, der næppe kan betegnes som elitesport. Opgøret burde have været ”årets ikke-begivenhed”.
* Hvor mange danskere er egentlig klar over, at aalborggenseren Jan Ø. Jørgensen rangerer som verdens næstbedste mandlige badmintonspiller? I en individuel sportsgren, som er stor i nogle af klodens mest befolkede nationer, tårner Jan Ø. Jørgensen op som den største danske stjerne i mange år. Det blev til en German Open-sejr, All England-sølv, VM-bronze og guld ved hold-EM i 2015 for Jan Ø. Jørgensen. Det burde man skrive noget mere om.