18 Feb

Clash of the Titans

manchester-city-fc-barcelona-samir--large-msg-133691640657

En lille appetizer til braget i Champions League mellem Manchester City og FC Barcelona med nogle tanker om tradition og fornyelse i moderne topfodbold.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Count down til Etihad (og Kant)!

Klokken er i skrivende stund kvarter over tre, og undertegnede skal død og pine være klar til middag i Universitetsparken klokken seks. Derefter fortsætter aftenen med først et foredrag om Immanuel Kants Kritik der Urteilskraft (= high brow af den nørdede slags) og sidenhen det – i det mindste for mit vedkommende – på alle måder uhyggeligt imødesete fodboldbrag mellem Manchester City og FC Barcelona (= low brow af den bedste slags). Europas to vel nok mest offensivt eksplosive klubber skal i første omgang krydse klinger på Etihad Stadium i Manchester (klokken kvart i ni, for at være helt præcis), inden det om to uger går løs med returopgøret på legendariske Camp Nou i den catalanske hovedstad.

Den netop anførte tidsplan tilbyder så altså et lille vindue på to timer og tre kvarter (læs: i skrivende stund to timer og 34 minutter), inden samme vinduet bliver smækket i (og middagen bliver smækket på bordet) – men det er ikke desto mindre min stadigt mere påtrængende mavefornemmelse, at Sport Fortalt ikke ville være Sport Fortalt uden i en eller anden forstand at lægge op til så mundvands-katalyserende en ottendedelsfinale i Champions League, som kampen mellem City og Barca helt uden tvivl er. Og eftersom Sport Fortalt jo altså er Sport Fortalt (og ikke et eller andet usselt sportstillæg på en underlødig avis), er det vist bare være med at komme i sving.

Tradition og fornyelse – i ekspresfart

Vi kan nærme os aftenens kamp fra et væld af perspektiver. Et af de mere interessante forekommer mig at være kampen den kamp (i kampen) mellem tradition og fornyelse, som et møde mellem City og Barcelona synes at indebære. Hér er det ikke mindst iøjnefaldende at se, med hvilken fart dynamikkerne i international topfodbold bevæger – og forskyder – sig i disse år. Prøv nemlig at overveje følgende: Det er ikke mere end (sølle) fem-en-halv sæson siden, at Johan Cruyffs gamle midtbanegeneral Josep ”Pep” Guardiola overtog det både lukrative og fordringsfulde trænersæde i sin gamle klub Barcelona. Dengang gik der kun kort tid, før Guardiolas såvel opdaterede som optimerede udgave af Barcelonas klassiske princip om totalfodbold, vi nu har lært at henvise til som tiki-taka, havde udviklet sig til en af de mest markante fornyelser i nyere fodboldhistorie. Ingen havde simpelthen spillet helt som Barcelona nu gjorde det under Guardiola. Fodboldfilosofien bag tiki-taka, hvis grundlæggende kendetegn er masser af boldbesiddelse, mange korte afleveringer og lynhurtigt genpres såvel som (formodentlig) generobring af bolden, var slet og ret aldrig tidligere blevet gennemført med så stor eftertrykkelighed og konsekvens; både i kraft af Guardiolas tillid til sit koncept som en winning strategy og i kraft af spillernes evne til rent faktisk at eksekvere bemeldte koncept på noget, der – uden at overdrive synderligt – rent faktisk tangerede det fejlfri. At især små, boldsikre teknikere som Messi, Iniesta og Xavi har spillet afgørende (hoved)roller med hensyn til den vellykkede omsætning fra teori (og tegnebræt) til praksis (og scoringer i hobetal) af Guardiolas vision, turde vist være overflødigt at nævne i indeværende forum.

I hvert fald blev det temmelig hurtig tydeligt for selv de blind- og døvstumme, at tiki-taka-filosofien vitterligt var en winning strategy såvel som et kvalitetsmæssigt benchmark for alle andre spilkoncepter ”på markedet”. Barcelona er således det klart mest vindende klubhold i verden siden sommeren 2008. Klubben har helt kort opsummeret vundet fire ud af de seneste fem spanske mesterskaber, foruden to Champions League-trofæer, og i 2009 vandt los blaugranas i helt uhørt suveræn stil samtlige af de seks trofæer, man kæmpede med om. Bum.

(klokken er i parentes bemærket nu 16.13. Heilige Mutter…)

Det gælder i øvrigt næsten undtagelsesløst for denne periode, at Barcelonas mest kompetente konkurrenter (fx Chelsea (hvis spilkoncept var blevet støbt under José ”the happy (?!?) one” Mourinho), Inter Milan (trænet af selvsamme Mourinho) og Real Madrid (trænet af – hvem skulle have troet det – Mourinho)) udelukkende så sig i stand til at slå Barcelona ved at forholde sig negativt og neutraliserende til tiki-taka-konceptet snarere end ved at gøre et ærligt forsøg på at spille lige op med de catalanske boldkunstnere. Der er med ret stor sikkerhed uenighed om, om man kan se sådan på det, men det gør jeg så nu engang, og vi er jo altså i min tekst.

Eller rettere sagt: Sådan forholdt det sig i det store hele indtil sidste forår, hvor Barcelona så pludselig stod overfor den uhyggeligt velsmurte fodboldmaskine fra Sydtyskland, vi også kender som FC Bayern München, i Champions League-semifinalen. Godt nok var Bayern i forrygende form, mens kampene blev afviklet, og godt nok var verdens bedste spiller, Lionel Messi, halvskadet, men alligevel: Hvad man bevidnede i sidste års semifinale mellem Bayern og Barca lignede grangiveligt den næste afgørende fornyelseaf moderne fodbold, der vel at mærke der trumfede den relativt revolutionære fornyelse, Guardiola havde været arkitekten bag bare fire år tidligere. Bayern afværgede således ikke bare tiki-taka-modellen ved at forsvare sig effektivt, men demonterede og overtrumfede den med en lethed og et overskud, man ellers lige havde vænnet sig til at associere med Barcelonas overtrumfning og demontering af alle de andre storhold. Tingene går hurtigt ind imellem, som sagt.

7-0 blev det sammenlagte resultat efter returopgøret, og for første gang siden 2008 var der for alvor vægt bag talen om et tronskifte i europæisk klubfodbold. Ikke mindst fordi Bayern sidenhen vandt Champions League-trofæet ved at besejre deres landsmænd fra Borussia Dortmund i en tæt kamp. Og endvidere sikrede sig en prominent treble ved at vinde såvel den tyske pokalturnering som den tyske Bundesliga (i en i øvrigt alt andet end tæt kamp mod Dortmund al den stund Bayern vandt med halvabsurde 25 point ned til andenpladsen…).

16.49…

Fornyelsen af fornyelsen af fornyelsen: Manchester City?

16.59…!

Det kan tage længere tid, end man lige tror at komme både frem til og videre fra en ny overskrift, men nu er vi vist klar…

En interessant udvikling i forhold til hele den ovenfor beskrevne udvikling er, at Guardiola stoppede som træner for Barcelona inden starten på sidste sæson. Så flyttede han til New York for at kick(e) back (= slang for at chille (= slang for at slappe af)) med sin familie. Så smadrede Bayern Barcelona. (så blev Obama genvalgt). Så overtog Guardiola minsandten trænersædet i Bayern efter den nu pensionerede toptræner emeritus Jupp Heynckes. Og nu ser Bayern så altså endnu mere skræmmende ud end tidligere.

Men: Bayern er jo altså blandt holdene i aftenens opgør. De spiller i morgen mod den sympatiske men væsentlig mindre stabile B-udgave af Barcelona, nemlig Arsenal. Den tid, den sorg (for Arsenal-fans). På (hjemme)banen i aften er derimod Manchester City, som vi afslutningsvist vil vende blikket mod. City har indtil for få år siden haft rollen som ubetinget lillebror i fodboldbyen Manchester. Personligt forbandt jeg – hvis jeg nu skal være helt ærlig – i en årrække primært City med det faktum, at Liam Gallagher fra Oasis var såvel erklæret som højrystet fan af klubben. Men lillebror til storebroren United var City indiskutabelt; dét tilmed i en sådan grad, at en anden legendarisk emeritus, nemlig Sir Alex Ferguson, der som bekendt stod i spidsen for United med voldsom succes indtil sidste sommer, ikke kunne dy sig for i 2009 (halvt nedsættende og halvt overbærende) at omtale City som en flok noisy neighbours (meget passende med tanke på Gallagher, egentlig…), et år efter at de lyseblå var blevet opkøbt af den hovedrystende rige The Abu Dabhi United Group.

Piben har sidenhen fået en anden lyd, som man vist siger. For finansielle muskler virker – hvilket dog må vente til en anden historie med at blive udfoldet. I 2011 erobrede City FA Cup’en, og forrige år vandt klubben Barclay’s Premier League efter det mest hæsblæsende overtids-comeback i sidste spillerunde, jeg nogensinde har overværet. Endnu vigtigere er det imidlertid, at klubben i indeværende sæson for alvor synes at være kommet op i gear. Et gear, vel at mærke, der på mange måder trækker veksler på den imponerende fornyelse (altså Bayerns) af fornyelsen (altså Barcelonas), som vi lige har været igennem. City har efterhånden en trup af allerhøjeste karat: En fremragende målmand i Joe Hart (der dog har floppet hist og her tidligere på sæsonen), en temmelig stærk forsvarskæde (bygget op omkring den belgiske jernmand Vincent Kompany), og så ellers en hær af midtbane- og angrebsprofiler, der fremstår næsten lige så fysisk hårdtpumpede i det defensive spil, som de fremstår potente og omtrent ustoppelige i offensiven. Med folk som Agüero (der desværre er skadet i aften), Fernandinho, Jesus Navas, Nasri, Touré, David Silva, Negredo, Dzeko, Javi Garcia og den mere og mere imponerende Jovetic lykkedes det således City at score intet mindre end 115 gange, inden januar var løbet ud (ingen anden engelsk klub har – i parentes bemærket – formået at score mere end sammenlagt 100 mål i samme tidsrum)!!

City så sandt for dyden lidt inkonsekvente ud på udebane tidligere på sæsonen, og holdet blev for nyligt sat strategisk til vægs af – guess who – José Mourinhos Chelsea på det ellers uindtagelige Etihad Stadium. Men: Udebanekampene bliver efterhånden vundet sikkert, og City fik i lørdags taget hævn over Chelsea ved at besejre the Blues med 2-0 i FA Cup’en i et opgør, der burde være blevet vundet (noget) større, og hvor Chelsea ret beset ikke kom frem til ét eneste regulært målforsøg.

24 minutter tilbage nu – men nu når vi det så også lige.

Meget tyder altså på, at Citys flotte manifestation af den moderne topfodbolds seneste winning strategy (som overtaget fra Bayern, im Großen und Ganzen) er helt klar til at slå et søm i den kollektive Barcelonakiste, som Cristiano Ronaldo slog i Messis individuelle ditto, da han for nylig overtog værdigheden som Ballon d’Or-modtager efter fire års argentinsk monopol. Oder was?

Personligt føler jeg mig ikke så sikker endda. Erfaring tæller altid mere i de store turneringer, end man ”rationelt” set skulle tro. Og City-spillerne har vel at mærke aldrig (i grel modsætning til spillerne i Barcelonas trup) tidligere været videre fra gruppespillet i Champions League. Desuden er Messimeget langt fra at være færdig som gårdsanger, hvilket man kan have forvisset sig om ved at se Barcas seneste par kampe. Det samme gælder for Barcelona som hold, der i denne sæson spiller et lidt hurtigere og mere direkte anlagt tiki-taka end længe set under den argentinske træner Tata Martino. Holdet, der jo også tæller øvrige kæmpestjerner som Fabregas, Iniesta, Neymar, Pique, Pedro, Xavi und so weiter und so fort fører således den spanske Primera División på målscore (69-17) foran de to Madridklubber, og i lørdagens kamp mod Rayo Vallecano kunne man med en lille smule kynisme rask væk have scoret 10 mål. Nu lod man det så blive ved 6-0.

Jeg ved sgu ikke, hvem der vinder, for at sige det kort, men jeg mener trods alt, at det er værd at overveje, om ikke Barcelona formår at forny sig selv uden at skulle have yderligere hjælp fra de larmende ”opkomlinge” fra det nordvestlige England.

Én ting er jeg dog næsten sikker på – eftersom begge af aftenens kombattanter både bedst kan og helst vil spille offensivt: Det bli’r godt. Rigtig godt. God fornøjelse herfra. Og nu skal jeg spise.

20 Feb

AC Milans chance mod FC Messi

boateng_messi

FC Barcelona er kæmpe-favoritter inden de to Champions League kampe mod AC Milan. Men den disciplinerede milanesiske ”harmonika” kan gøre livet surt for den spanske tiki-taka maskine.

Af Morten  Øyen Jensen

I weekenden scorede 25-årige Lionel Messi sit mål nummer 300 for FC Barcelona i den sidste kamp inden Champions League-opgøret onsdag mod AC Milan.

Den lille argentinske kreatør har snart ikke flere rekorder, han kan slå. Holdet han spiller på er utvivlsomt et fænomen, og alle modstandere opgiver glædeligt deres egen spilfilosofi for bare at undgå stribevis af spektakulære mål imod sig.

Jeg tror sagtens, man kan sige, at Messi og co. ikke frygter noget andet fodboldhold. I egen selvforståelse er de alle andre overlegen, og det meste af tiden viser de det også.

Når det er sagt, så var det ”også” sidste år forventningen, at FC Barcelona ville vinde Champions League og det spanske mesterskab. Som bekendt vandt de ingen af delene. Det kan næsten være rart at slå det fast: FC Barcelona er ikke uovervindelige.

Milans formkurve

Men selv med dette faktum in mente er FC Barcelona naturligvis storfavoritter mod de ellers syvdobbelte Champions League-vindere AC Milan. Men de møder et italiensk hold med en god formkurve. Efter den dårligste start på sæsonen i 80 år, har Milans ”årgang 0” spillet sig op i løbet af de seneste måneder og er igen med i toppen af den italienske Serie A.

AC Milan har vundet fire ud af de sidste fem kampe, imens har FC Barcelona ”kun” vundet tre af de sidste fem. Italienerne har i 2013 spillet syv Serie A-kampe: fem sejre og to uafgjort. Talte man kun de sidste 17 runder i Serie A, så ville AC Milan ligge nummer et med fire point ned til Juventus på andenpladsen.

Holdet har med træner Massimiliano Allegri i spidsen fundet et spilkoncept og en 4-3-3-formation, som har givet et fundament at bygge videre på. Unge spillere som Stephan El Shaarawy (20 år), Mattia De Sciglio (20 år) og M’baye Niang (18 år) har grebet chancen, mens konkurrencen om de resterende pladser har været intens og har styrket holdet.

Tre mangler

Mod Barcelona kan tre store mangler dog vise sig at blive afgørende.

Den nye angriber – og utvivlsomt holdets største stjerne – Mario Balotelli (22 år) har allerede spillet for Manchester City i årets Champions League og må derfor ikke spille for Milan i kampene mod Barcelona. Han er ellers faldet godt ind på holdet, og har scoret fire mål i sine første tre kampe for AC Milan. Sammen med El Shaarawy og Niang udgør han noget, der meget vel kan blive et af Europas farligste angreb de kommende år.

Vælger Allegri en klassisk angriber i stedet for Balotelli bliver Giampaolo Pazzini valgt. Han har haft en ganske god sæson for Milan, men har slet ikke fået spilletid efter Balotelli er landet i Milano. Han har til gengæld derfor alt at kæmpe for, hvis han får muligheden.

Milans midtbane lider også under, at Nigel De Jong er blevet langtidsskadet, og først ventes tilbage til sommer. Den stærke hollænder havde ellers netop spillet sig op, og udgjorde sammen med Riccado Montolivo og Antonio Nocerino en stærk tre-midtbane.

Montolivo er nu eneste sikre førstevalg, mens Noccerino, Kevin Prince Boateng, Massimo Ambrosini, Mathieu Flamini og Sulley Muntari alle kan komme i spil til de resterende to pladser.

Men mest lider AC Milan under ikke længere at have folk som Thiago Silva og Alessandro Nesta i midterforsvaret.

Holdet har fået styr på sine backs, men det er svært at pege på, hvem der for alvor skal sætte sig på de to måske mest legendariske pladser på det italienske storhold: de to pladser i midterforsvaret.

Harmonikaen

Dette understreger behovet for at spille disciplineret ”smalt” på egen bane. Ved at trække de to backs lidt ind i banen får de to midterforsvarer lidt støtte, og pladsen for de små Barca-angribere inde foran mål/feltet bliver mindre.

Samtidig vil de tre midtbanespillere trække ind i banen, for at lukke hullerne midt på banen, når der skal forsvares. Naturligvis er Messi altid lidt af en trussel, men i de fire kampe Milan mødte Barcelona i Champions League sidste år, lavede den målfarlige argentiner ikke et regulært mål. Han scorede, men kun på straffe. Milans strategi var at holde fast i deres formation og ikke lade sig trække helt rundt af Messi. De tre midtbanespillere, der er trukket lidt ind i midten af banen, lukkede ned for de “værste” huller til Messi, og fik han bolden og vendte om, lykkedes det forsvaret at afskære ham. Det var naturligvis en vis Nesta, der havde hovedrollen dengang.

Hvad der kunne styrke modstanden mod tiki-taka’en yderligere er angribere, der tager større del i det defensive arbejde. Sidste år spillede italienerne hele tiden med to af enten Zlatan Ibrahimovic, Antonio Cassano, Alexandre Pato, eller Robinho, og ingen af dem brugte mange af deres kræfter defensivt.

Derfor kan det vise sig at være en fordel for italienerne, at de nu spiller med to angrebsfløje, som søger helt bredt ud i banen, men samtidig trækker med hjem og forsvarer.

Barca’s offensive forsvarer

Det hjælper naturligvis midtbanespillerne i det defensive arbejde, hvor den ”normale” Milan-formation 4-3-1-2 lod modstanderens backs få hele fløjen for sig selv, alt imens milaneserne koncentrerede sig om at sidde tungt på midten af banen. Med angrebs-kanterne tættere på midtbanen bliver afstanden mellem kæderne også mindre, når spillet vender og går mod modstanderens mål. Det kan skabe en hurtig omstilling, og det er da også Milans farligste våben – holdet har både spillerne og formationen til netop dette.

Ikke mindst, når Barcelonas forsvarskæde har det med ivrigt at trække meget langt frem på banen: I omstillingen vil Milan fokusere bredt ud til de hurtige fløje, og forsøge at udnytte hullet bag de meget fremstormende Barcelona-backs.

Spiller italienerne disciplineret, og gør banen kompakt, når der skal forsvares, og bred, når der angribes, så kan alle hold ende i problemer imod dette Milan “årgang 0”.

Spørgsmålet er kun, hvor mange gange det spanske tiki-take-spil bliver brudt, og om El Shaarawy bliver skudt rigtigt afsted. Sker det, vil det  kunne gøre ondt på Barcelona. Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis AC Milan slår FC Barcelona ud af årets Champions League. Men det var en finale mellem Chelsea og Bayern München sidste år også.

Italienerne kan meget vel satse på Champions League-rutinen, hvilket betyder De Sciglio og Niang vil starte på bænken. Men her er et bud på en AC Milan start 11’er mod FC Barcelona (4-3-3):

Abbiati; Abate, Mexes, Zapata, Constant; Montolivo, Ambrosini, Muntari; Boateng, Pazzini, El Shaarawy.