Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
England | Sport fortalt England – Sport fortalt
09 Jun

Vil De Tre Løver omsider slå til?

rooneyEngland har siden verdensmesterskabet i 1966 utallige gange været udråbt som favorit ved en slutrunde for derefter at skuffe fælt. Men efter en overbevisende kvalifikation samt en spændende og perspektivrig trup er spørgsmålet, om The Three Lions endelig vil være i stand til at løfte den tunge arv og slå til ved den forestående EM-slutrunde.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Det engelske landshold har haft det svært siden 1966.

Forventningerne har været skyhøje op til samtlige slutrunder, men sjældent har præstationerne fulgt med. Siden VM-triumfen i 1966 har de bedste resultater været en fjerdeplads ved VM i 1990 og en tredjeplads ved EM i 1996. Siden da er resultaterne kun blevet dårligere.

De magre resultater har været ekstra smertefulde for de engelske fans, da det engelske landshold i slutningen af 90’erne og et godt stykke ind i det nye årtusind på papiret havde et rigtig stærkt hold. Ved EM i 2004 havde England en idealstartopstilling med følgende navne: David James, David Beckham, Steven Gerrard, Frank Lampard, Paul Scholes, Gary Neville, Ashley Cole, Sol Campbell, John Terry, Michael Owen og Wayne Rooney.

Det er et hold med slagkraft. Spiller for spiller ét af de bedste landshold i verden på det tidspunkt.

Bristede drømme

Derfor var det heller ikke uden grund, at fodboldfans verden over i de år som regel nævnte England blandt slutrundefavoritterne. Samtidig var der dog ved at rodfæste sig en fornemmelse af, at England ikke rigtig kan, når det kommer til stykket. En fornemmelse, der har varet ved lige siden.

Flere har forsøgt at komme med forklaringer på, hvorfor denne gyldne generation aldrig vandt noget. Eksempelvis at Gerrard og Lampard lignede hinanden for meget til at udgøre en komplet og moderne midtbane – vel at mærke i en tid, hvor den defensive 6’er a la Claude Makélélé var blevet en del af de fleste succesholds interiør.

Men forklaringerne var ikke nok til at hele de bristede drømme. England har konsekvent præsteret middelmådigt til slutrunder i nyere tid, og det i en sådan grad, at den stolte fodboldnation efterhånden er blevet et landshold, der op til slutrunder får fans verden over til at trække lidt på smilebåndet.

Spydige tunger herhjemme vil måske sammenligne England med AGF – et traditionshold, der alt for længe har troet sig selv blandt de bedste. Og engelske fans, spillere og kommentatorer har da også op til alt for mange slutrunder talt holdet op, hvorefter den sædvanlige skuffelse satte de optimistiske toner i et pinligt bagklogskabens lys.

Nyt håb

Op til de seneste slutrunder har middelmådigheden imidlertid indprentet sig hos de fleste. Det skal særligt ses i lyset af nogle rædsomme præstationer. England var slet ikke kvalificeret til EM-slutrunden i 2008, og ved det seneste VM i 2014 tabte man sin indledende gruppe.

Op til dette EM ser vi imidlertid en større optimisme. Spørgsmålet er, om det er gamle AGF-lignende drømme, som har klangbund i tidligere tiders storhed? Eller om de kære englændere har noget af have det i?

Førnævnte startopstilling fra 2004 er på papiret markant stærkere, end noget den nuværende engelske trup kan præstere. Men til gengæld lader englænderne til at have fundet et koncept, der virker. I hvert fald taler resultaterne deres eget sprog.

England vandt alle 10 kampe i kvalifikationen med en samlet målscore på 31-3. Selv om gruppen var en nem én af slagsen, må det siges at være imponerende. Ud af de fem efterfølgende opvarmningskampe er fire vundet (mod Portugal, Tyskland, Tyrkiet og Australien) og kun en enkelt tabt (mod Holland). Selv om spillet ikke har været prangende hele vejen igennem, så vidner det om stabilitet.

Og stabililtet er vigtigt i en slutrunde. Alene af den grund, kan England komme langt.

De unge kometer

Stabiliteten er for så vidt paradoksal i lyset af de mange nye spillere, som figurerer på det engelske hold. Men netop de nye spillere er en stor del af forklaringen på den gode formkurve.

Holdets kaptajn, Wayne Rooney, har for nylig udtalt: ”Dette hold har potentialet til at blive det bedste, jeg har spillet på”. Truppen kan præstere slutrundens yngste gennemsnitsalder og er proppet med talent.

Her har England meget at takke Tottenhams succestræner Mauricio Pochettino for. Hele 9 af det engelske landsholds seneste 16 debutanter er fostret under hans vinger i enten Southampton eller Tottenham.

Roy Hodgson har eksperimenteret med forskellige startopstillinger. Det eneste, der ligger forholdsvis fast, er, at de starter med en 4-mands bagkæde. Den kommer efter alt at dømme til at bestå af Kyle Walker, Chris Smalling, Gary Cahill og Danny Rose – foran målmand Joe Hart. Stortalentet John Stones fra Everton er dog også i spil til en af pladserne i midten.

Spiller for spiller er det ikke det stærkeste forsvar, hvis man sammenligner med tidligere tiders engelske landshold eller med de store landshold som Tyskland og Frankrig. Men kun 3 indkasserede mål i hele kvalifikationen vidner trods alt om en vis stabilitet i defensiven.

Stærk offensiv

England skal imidlertid vinde på deres offensiv. Det er her, de har de stærkeste kort. Hodgson har som nævnt eksperimenteret en del, hvorfor det er sværere at spå om midtbanen og angrebet. Meget tyder dog på, at Hodgson netop har taget bestik af kvaliteterne på angrebspladserne. Hele 5 angribere er udtaget i form af Rooney, Vardy, Kane, Sturridge og Rashford.

Holdet kan med Vardy og Kane stille til start med nr. 1 og 2 på topscorerlisten i den netop afsluttede Premier League-sæson. Det er ikke sket siden 90’erne, hvor Englands landshold var repræsenteret i toppen af listerne næsten hvert år med navne som Alan Shearer, Andy Cole, Robbie Fowler og Ian Wright.

Der er mål i Kane og Vardy. På samme tid har Rooney ikke samme måltørke på landsholdet, som har ramt ham i den mere defensive rolle i United. Samlet set er den engelske offensiv blandt slutrundens stærkeste – England bør derfor satse på kampe med mange mål.

En mulighed, som også blev prøvet af i optaktskampene, er derfor at starte med tre mand i front: Vardy, Kane og Rooney.

Midtbanen er spændende – men usikker. Kører Hodgson med de tre angribere oppe i front, skal der findes tre startere på midtbanen.

Eneste helt sikre kort ser her ud til at være Eric Dier, der vil få de defensive pligter. Han vil givetvis blive flankeret af sin holdkammerat fra Tottenham, stjerneskuddet Dele Alli, der skal levere de nøglegivende afleveringer til de tre i front. Den tredje på midten er det mest usikre kort. Tidligere havde Wilshere været selvskreven på et engelsk landshold, men skader har – igen igen – sat ham tilbage. Han er stadig et godt bud i start-11’eren, men kan tabe pladsen til både James Milner eller Jordan Henderson, som begge har fået spilletid i opvarmningskampene.

Uanset hvem der skal passe en evt. 3-mandsmidtbane, er opgaven klar: Der skal skabes balance mellem kæderne, arbejdes hårdt og løbes en helvedes masse.

Det kan også være, at Rooney bliver trukket længere tilbage, så opstillingen i højere grad kommer til at være en klassisk 4-4-2. I så fald kan den centrale midt blive udgjort af Dier samt Alli eller Rooney, mens kanterne bliver passet af mere klassiske kantspillere som Raheem Sterling og James Milner.

Startopstillingen er ikke givet, og mens det kunne være udtryk for usikkerhed (som i Morten Olsens sidste dage), så er det for Englands vedkommende mere et udtryk for, at flere og flere spillere presser på (Alli er et nyt ungt bekendtskab på landsholdet, mens Wilshere har været væk længe).

Hvor langt kan de gå?

Hvor langt England kan gå er svært at spå om. Spiller for spiller er det kun angrebet, der gør dem fortjent til at blive nævnt blandt favoritterne. Som helhed må holdet rangeres i niveauet lige under de store hold.

Men The Three Lions kommer med både optimisme og medvind. Samtidig har de seneste års dominerende landshold, Tyskland og Spanien, ikke samme melodi som tidligere. De to hold er sammen med Frankrig de største favoritter, men Tyskland har været ramt af en del skader, og Löw kæmper med at finde den helt rigtige startopstilling. Samtidig har Spanien ikke rigtig genopfundet sig selv efter farvellet til profilerne Xavi og Xabi Alonso.

Slutrunden er i det hele taget meget åben, og det betyder, at der er gode muligheder for andre hold i laget lige under. Hold som Belgien, Italien, Portugal og England – og måske endda Polen og Østrig, som kan overraske.

Optimisme og medvind gør det ikke alene. Og hovmod står – særligt for England – ofte for fald. Det kan derfor meget vel være, at de engelske fans igen må forberede sig på en skuffelse. Men det kan også være, at 50-året for den største triumf for engelsk landsholdsfodbold vil være året, hvor England igen træder frem som en af de store fodboldnationer i Europa.

31 Oct

Hvor er den engelske verdensstjerne?

 

Manchester-United-Cristiano-Ronaldo-Best-Times

Den engelske Premier League er samlested for mange af klodens bedste fodboldsspillere. En stor del af dem kommer langvejs fra, og få af de allerbedste er af engelsk afstamning. Men har England virkelig ikke en spiller i den absolutte verdensklasse?

Af Tyson William Lyall

Spanien, Tyskland, Argentina og Brasilien har dem i hobetal.

Holland, Frankrig og Italien kan mønstre et par stykker. Sågar Portugal, Columbia, Sverige, Wales, Belgien og Uruguay kan være med. Men hvad med England – har nationen fodboldspillere i den absolutte verdensklasse?

Den polemiske engelske fodboldspiller Joey Barton kom med sit svar på spørgsmålet tidligere i år: England har ikke en eneste verdensklassespiller, lød vurderingen. 

Joey Barton er kendt for konstant at være på jagt efter det ledige standpunkt, men han har måske alligevel ramt en nerve. Senest bekræftede FIFA tirsdag med sin liste over de 23 nominerede til prisen som årets fodboldspiller 2014, at udvalget af engelske topstjerner er begrænset. Mens seks tyskere, tre spaniere og to belgiere fx har fundet vej til listen, så er der ikke en eneste englænder blandt de nominerede.

Hvad er en verdensstjerne?

Det kan virke irrelevant at sætte fodboldkvalitet på formel og pege på verdens bedste. Hvordan måler man eksempelvis målmanden Manuel Neuer overfor målmageren Lionel Messi?

Med solide forbehold in mente bør det dog være muligt at snævre feltet af klodens stærkeste spillere en smule ind. FIFA gør med Ballon d’Or forsøget, når de sætter landstrænere, landsholdsanførere og journalister til at stemme på årets bedste.

Engelske The Guardian har de seneste par år også forsøgt sig med kåringen af 100 Best footballers in the world. Her bestemmes placeringerne af et panel på 15 eksperter bestående af alt fra eksspillere som Alessandro Nesta og Kasey Keller til anerkendte skribenter som Sid Lowe og Jonathan Wilson.

Lader man for eksemplets skyld The Guardians liste og FIFAs kåring danne grundlag for en evaluering af den engelske evne til at skabe verdensstjerner, så er billedet slående. I The Guardians kåringer fra 2012 og 2013 var der ikke en eneste englænder blandt klodens 25 bedste fodboldspillere. Wayne Rooney var den højest rangerede englænder på 2013-listen, som nr. 28, mens Ashley Cole som nr. 30 var højest på 2012-listen.

På listen fra 2013 skal man forbi spillere fra bl.a. Chile, Polen, Sverige, Wales, Uruguay, Colombia og Elfenbenskysten, før man møder den første engelske repræsentant. Et enkelt eller to års liste er formentlig ikke i sig selv nok til konkludere, at England ikke ejer en verdensstjerne. Her kan FIFAs kåring være hjælpsom, da den går flere år tilbage og er en blanding af kollegaer og iagttageres vurderinger.

Her viser tallene igen, at stakkels Wayne Rooney kæmper en ensom engelsk kamp om stjerne-herredømmet. Siden 2010 har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo delt den øverste plads imellem sig, mens særligt Xavi og Iniesta har sat sig på øvrige toppladser. Den udvidede statistik viser imidlertid, at Wayne Rooney er den eneste englænder med top-20-placeringer siden 2010. Det har han opnået to gange – med en 5. plads i 2011 og en 15. plads i 2012. Det er milevidt fra de samlede resultater fra fx hollandske, spanske og brasilianske spillere.

Siden Kevin Keegan vandt Ballon d’Or i 1979 er Michael Owen i øvrigt den eneste englænder, der har formået at vinde prisen (i 2001).

På sidelinjen i Premier League

Der er forhold, som taler for, at det ikke er helt tilfældigt, at England ikke leverer læssevis af top-topspillere. Et af disse forhold er, at engelske spillere i faldende grad kommer på græs i de helt store turneringer. Kigger man eksempelvis på årets Champions League-turnering, vil man finde, at Sverige (!) har flere registrerede spillere i turneringen end England.

I årets turnering er der trods deltagelse af fire engelske hold blot registreret 17 engelske spillere i turneringen. Det er én enkelt mere, end Hviderusland kan stille med, to mindre end Sverige og fem mindre end nationer som Rusland og Tyrkiet. Spanien topper listen med 82 registrerede spillere, mens Brasilien følger efter med 76 spillere.

De engelske spillere sidder altså for manges vedkommende på de bagerste stolerækker – selv når det er landets egne klubber, der spiller op til dans.

Et studie lavet af State of the Game for BBC Sport kunne sidste år afsløre, at engelske spillere står for under en tredjedel af det samlede antal spillede minutter i Premier League. Det er tal, som har været nedadgående i en årrække, og samtidig markant lavere end i de andre store europæiske ligaer. I den spanske La Liga står spanierne for 59 procent af det samlede antal spilleminutter, mens tyskerne i Bundesligaen lægger beslag på 50 procent af den samlede spilletid.

I den forstand er de engelske spillere i høj grad blevet forvist til andet geled og helt konkret den næstbedste engelske række, The Championship. Her tegner engelske spillere sig for hele 70 procent af den samlede spilletid. Det er et tal, der modsat tallene fra Premier League har været stigende de seneste år.

Den faldende engelske repræsentation i en af verdens mest prestigefyldte ligaer kan også ses på toppen af kransekagen. Her er det i de seneste mange år kun Frank Lampard i 04-05-sæsonen og Wayne Rooney i 09-10-sæsonen, der som englænder har hjemtaget titlen som årets spiller i Premier League.

Samtidig har der ikke siden 99-00-sæsonen været en Premier League-topscorer med engelsk pas. Da Premier League åbnede i 1992 var det ellers med engelsk topscorer i ligaens første 9 sæsoner.

Manglende udrejselyst og dårlig talentpleje

Årsagerne til den faldende engelske tilstedeværelse på den største scene er uden tvivl mangfoldige. Der findes dog oplagte ting, som andre nationer gør, og som englændere i høj grad ikke gør. Det handler blandt andet om spillernes vilje til at drage udenfor landets grænser. Det hører nemlig til sjældenhederne, at engelske spillere pakker kufferten – og det er endnu mere sjældent, at det bliver nogen succes.

Ashley Cole er med sit sommerskifte fra Chelsea til Roma det seneste store navn, der er draget udenlands – indtil videre uden nævneværdig succes. Vejene ud af England er ikke tyndslidte, og slet ikke hvad angår unge talenter. Spillere som Jimmy Greaves, Kevin Keegan, Trevor Francis, Paul Gascoigne og Gary Lineker har tidligere i historien haft gode sæsoner i udlandet, men de engelske succeshistorier er generelt en mangelvare i udlandet. Her kunne englænderne eksempelvis kigge på Spanien, der langt fra blot har statsborgere repræsenteret på egne klubhold. 29 af de 82 spanske spillere i årets Champions League er registreret på holdkortet hos klubber udenfor Spanien.

Selv italienerne er begyndt at rejse udenlands med unge stjerner som Mario Balotelli i England, Marco Verratti i Frankrig og Ciro Immobile i Tyskland. Tyskerne har selv blandt andet Toni Kroos og Sami Khedria i Spanien samt Andre Schürrle og Mesut Özil i England. Men hvor er det engelske fremtidsperspektiv udenfor de britiske øer?

Det ville ellers være oplagt også for unge engelske fodboldspillere at drage udenlands. For netop talentudviklingen er ét af de forhold, der særligt har haltet i det engelske. Det engelske fodboldforbund har indset problemet, og er med sidste års ansættelse af Dan Ashworth som såkaldt director of elite development gået i gang med en omkalfatring af talentudviklingen i landet. Her er England nemlig milevidt efter særligt Tyskland, der er gået forrest i dette årtusindes talentudvikling.

Ifølge UEFA havde Tyskland sidste år mere end 28.000 uddannede trænere med en såkaldt B-licens. I England lød tallet på 1.759. Tyskland havde samtidig 5.500 trænere med A-licens mod Englands 895.

Ikke langt fra

Selvom den engelske tilstedeværelse på verdenstoppen er lige så tynd som Wayne Rooneys hårpragt, så er det trods alt ikke noget fodboldmæssigt uland. Mange nationer ville misunde klassespillere som John Terry, Steven Gerrard, Joe Hart, Leighton Baines, Wayne Rooney, Gary Cahill og Daniel Sturridge. Alle er de relativt sikre på holdkortet i nogle af verdens bedste klubber. De udgør imidlertid en svindende gruppe, og puljen af engelske topspillere med fast spilletid på højeste niveau skal gøres større, hvis England skal følge med i stjernekapløbet.

Der er da også tegn, der peger i den rigtige retning for Three Lions. Landets U17-landshold vandt tidligere i år EM for årgangen. U21-holdet gik under ledelse af den tidligere topspiller Gareth Southgate sikkert igennem kvalifikationen til næste års EM. I vækstlaget lige under verdenseliten står spillere som Raheem Sterling, Ross Barkley, Luke Shaw og Saido Berahino på spring. Hvis deres klubber ellers lader dem vokse på banen, er det ikke utænkeligt, at vi snart igen ser en englænder i blandt klodens allerbedste fodboldspillere.

 

Følg os på Twitter for mange flere fortællinger fra sportens verden. Tryk her.