Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
David Ferrer | Sport fortalt | Page 2 David Ferrer – Page 2 – Sport fortalt
15 May

Hvad er der galt med Rafael Nadal?

Rafael Nadal

Gruskongen Nadal har ikke lignet sig selv i år og har været på nippet til at tabe tre turneringer i træk. Kan en sejr mod en skadet modstander i Madrid give ham det momentum og den selvtillid, han hidtil har manglet? 

Af Anders Høeg Lammers

April har altid været Rafael Nadals bedste måned. Uanset hvordan årets første måneder var forløbet for spanieren, kunne han og vi være sikre på, at han ramte topformen, når ATP-touren ramte Europas forår og det røde grus. Hele 15 af Rafas 63 titler er vundet i april – fordelt på otte i Monte Carlo og syv i Barcelona.

Derfor er det mildest talt overraskende, at Rafa måtte gå tomhændet fra både Monte Carlo og Barcelona i år og dermed står uden en april-titel for første gang siden 2004. Endnu mere overraskende er det, at det var to spaniere, David Ferrer og Nicolas Almagro, der blev hans banemænd i kvartfinalen af begge turneringer (du kan se højdepunkter fra de to kampe her og her). Begge er decideret gode grusspillere, men har aldrig været i stand til at overvinde nationalikonet på grus.

Eller rettere, Ferrer gjorde det en enkelt gang tilbage i 2004 (da Nadal var 17) for efterfølgende at tabe de næste 17 gruskampe mod Rafa… Bedre så det ikke ud for Almagro, som havde tabt alle deres otte hidtidige grusopgør og – imodsætning til Ferrer – heller aldrig havde besejret Nadal uden for grus. Almagro var, indtil sejren forstås, slet og ret ude af stand til at slå en højere rangeret landsmand, hvilket hans 0-10 rekord mod Nadal og 0-15 rekord mod Ferrer vidner om.

At Nadal så endte med at vinde den afbudsramte Masters-turnering i Madrid i søndags (skadesramte Djokovic og far til fire Federer mødte ikke op, og Wawrinka røg ud i sin første kamp), gør ikke ‘krisen’ meget mindre. For indtil finalemodstanderen Kei Nishikori, der nu er første japaner i top-10, blev skadet foran 6-2, 4-2, lignede det grangiveligt endnu et grusnederlag til gruskongen – hvilket Uncle Toni da også har indrømmet (se højdepunkter her).

Alder, mental træthed, manglende selvtillid – eller ren og skær tilfældighed?

Men hvordan er vi havnet i denne situation – ikke mindst når jeg for blot fem-seks uger siden spåede, at den europæiske grussæson først og fremmest ville blive et tomandsshow mellem de stadig titelløse Nadal og Djokovic? De nemme svar er, at sport er uforudsigeligt, at det er det, der gør det interessant og at alle andre i øvrigt også tog fejl.

Læg dertil at Djokovic’ ‘nedtur’ – et semifinalenederlag til Federer i Monte Carlo og et afbud i Madrid – i allerhøjeste grad kan forklares med en håndledsskade, der har holdt ham ude indtil denne uges turnering i Rom (men stadig gør hans tilhængere urolige for Roland Garros), og dennes skribent ansvarsfralæggelse er komplet.

Ikke desto mindre: What’s wrong in the world of Rafael Nadal? I indlægget for fem uger siden var jeg inde på, at Rafa havde tabt til spillere, han normalt ikke taber til. Men, skrev jeg også, det har hidtil aldrig betydet noget for, hvor godt han spillede i Monte Carlo. I år har han for første gang ikke formået at løfte sit niveau, når vi ramte grus. Mod Ferrer lavede han hele 44 uprovokerede fejl i en to-sæts kamp (Ferrer vandt 7-6 (1), 6-4), hvoraf en hel del faldt i tiebreaken. Det er uhørt for en spiller, der i lige så høj grad som vores egen Wozniacki altid har mestret at holde egne fejl nede på et minimum.

Mod Almagro spillede han bedre, men også her var han ukarakteristisk svag, hvor han plejer at være allerskarpest – nemlig til at tage sine chancer og holde modstanderen fra at tage sine. Mens Almagro tog fire af sine syv breakchancer, tog Nadal nemlig blot fem af sine 18. Og hvor Nadal havde vundet samtlige deres hidtidige tiebreaks, var det nu Almagro, der kom tilbage fra 0-1 i sæt og til samtlige tilskuere og eksperters overraskelse ikke bare vandt det tætte andet sæt, men også kampen 2-6, 7-6 (5), 6-4 (odds på Nadal var 1.09, odds på Almagro var 7.18). Og mod Nishikori afgav den ellers så frygtede forhånd fejl efter fejl, alt imens Nishikori angreb Nadals baghånd og forhånd på skift

Ét uventet nederlag behøver ikke at betyde noget. Ej heller gør to. Men når man som Nadal havde en grusstatestik, der lød på 274 sejre mod blot 11 nederlag siden januar 2005 før det 12. nederlag mod Ferrer, så giver hvert nederlag genlyd. Nadal har selv talt om, at

I am not playing with the right intensity with my legs.  When that happens, the unforced errors are there more often”, og at “after what happened in Australia {nederlag til Wawrinka og en mindre rygskade, red.} was little bit harder for me to find again the intensity, the confidence, the inside power that always I have”.

Og det har han utvivlsomt ret i. Nadal er ikke gået fra at være en af verdens to bedste spillere den ene dag til at være en ganske almindelig topspiller den næste. Spillet er der stadig, problemet er bare, at de gode slag bliver fulgt af dårlige lige nu, hvor de tidligere blev fulgt op af flere gode.Og en del af det skyldes alt andet lige, at selvtilliden ikke helt er, hvor den skal være – måske p.g.a. finalenederlaget til Wawrinka i Australien, måske p.g.a. at han har tabt seks sæt og tre kampe i træk mod hovedrivalen Djokovic.

Det kan dog også skyldes, at Nadal – igen – er ved at føle sig lidt mentalt udbrændt. Siden teenagealderen har hele Nadals liv drejet sig om, hvordan han optimerer sin evne til at slå til en lille gul bold. Da han i 2012 endte med at tage syv måneders pause fra ATP-touren, var der masser af tegn på, at pausen også var mental.

Efter et yderst succesfuldt 2013, hvor han slog Djokovic i både French- og US Open, er det ikke så mærkeligt, hvis Rafa ikke helt kan genfinde gejsten til at holde forfølgerne væk én gang til. For Djokovic er, jf. de tre vundne kamp i træk mod Rafa, kommet endnu stærkere tilbage – omend skaden dog har berøvet ham helt og aldeles for momentum.

Derudover er der Rafas alder. Han nærmer sig de 28 somre, en alder der ikke længere er høj i tennis, men ej heller ung. Hvis den unge generation var lidt bedre, end den er, ville det typisk være en alder, hvor man begyndte at blive overgået. Men både Wawrinka, Almagro og Ferrer er ældre end Rafa. Til gengæld har de ikke vundet ligeså meget og – med undtagelse af Ferrer – også spillet væsentlig færre kampe.

Den rette selvfortælling

Håbet for Rafa må være, at han kan bruge finalesejren i Madrid til at genvinde den gnist, glød eller selvtillid, der mangler. Og det er måske i dét lys, hans egen vurdering af finalen skal læses i. For mens træner Toni var tilfreds med niveauet i turneringen (som da også var væsentligt bedre end både Monte Carlo og Barcelona), var der ingen positive ord om finalen:

We didn’t deserve the win, our opponent did. Nishikori played better throughout the entire match. It’s an unfair victory, and we have been really lucky. Rafa was very nervous, all because of the great level of Nishikori.

Rafa, derimod, i lodret opposition til både Uncle Toni, Nishikoris egen forklaring af, hvornår skaden indtraf, samt det faktum, at Nishikori tog en medical time-out lige før, han blev brudt til 4-4, sagde følgende:

I think the most positive thing for me is that in the second set, suffering, having a bad time out there, I managed to find the way to compete.  You know, I was competitive on the second set.
I was being competitive.  I had to to get back into the match and I think I was getting closer.  I think I was.  I think when I broke him, I think he was not that bad.  I think.  I’m talking honestly.  I try to speak honestly whenever it happens to me and when it doesn’t.
I think when I managed to recover from the break in the second set he was playing normally.

Det væsentlige her er, at ærlighed for sportsfolk ikke nødvendigvis er ærlighed i traditionel forstand. Som sportsmand er du i en vis grad nødt til at lyve for dig selv – tænk Rolf Sørensen, der så sig selv som favorit til snart sagt ethvert løb, han stillede op i. Eller tænk Nadal, der helt modsat – som en mental foranstaltning, der skal hjælpe ham til at yde sit bedste mod enhver modstander – altid konsekvent nægter at påtage sig favoritrollen og siger noget i retning af ‘if I play well, hopefully I’ll have a chance to compete’, før et møde mod verdens nr. 165.

Men, og det er det centrale her, fortællingen bagefter er mindst ligeså vigtig. Fortællingen om hvorfor man tabte (typisk med vægt på egne fejl) eller vandt (typisk med vægt på egne fortrin). Intet er værre end at indrømme, at du reelt var chanceløs. Og derfor er det afgørende for Nadal at fortælle sig selv og omverdenen, at det var ham, der kom tilbage i kampen – ikke Nishikoris skade, der gav ham en mulighed, han ellers ikke ville have fået.

Spørgsmålet er så nu, om det lidt bedre spil kombineret med den yderst heldige (ups: velfortjente!) sejr i Madrid, er nok til at kickstarte Rafas grussæson i tide inden Roland Garros. Denne uges Masters-turnering i Rom, hvor både Djokovic og Wawrinka er med (Federer er allerede ude), vil give en god del af svaret. Du kan finde lodtrækningen her og en analyse af turneringen her.

I sidste ende kan det meget vel være, at Nadal slet ikke behøver sit højeste niveau hverken i Rom eller i Paris. For selvom Ferrer, Almagro og (næsten) Nishikori alle har slået ham på grus, er det stadig Djokovic, der er hovedudfordreren. Og hvis hans håndledsskade springer op igen eller blot har sat ham tilstrækkeligt meget tilbage formmæssigt, er det i sig selv formentlig stærkt befordrende for Nadals selvtillid og vinderchancer i Paris. Igen gælder det, at vi er meget klogere efter Rom. Semifinalerne spilles lørdag, finalen søndag. God turnering.

 

 

 

05 Nov

The comeback king vs. the king(s) of hard courts

djokovic-nadal-420x0

Hvem står tilbage, når de mere middelmådige ATP-spillere er skrællet væk, og det kun er de bedste mod de bedste i årets World Tour Finals? Det plejer at være hard court-specialisterne Federer eller Djokovic, men i år har Nadal en unik mulighed for at krone et utroligt comeback år med den eneste titel af betydning, der mangler i hans cv. Og han har fået en lodtrækning, der hjælper ham et godt stykke af vejen

Af Anders Høeg Lammers

World Tour Finals – herrernes sæsonfinale – er i gang. Det er elitens turnering. Kun de otte bedste spillere i løbet af året får lov at deltage, mens resten af verdens spillere må se misundelige til fra sidelinjen (eller sofaen).

I modsætning til alle andre ATP-turneringer spilles den ikke som en vind eller forsvind-turnering, men derimod med to indledende grupper, hvorfra de to bedste går videre til søndagens semifinaler. Det er med andre ord muligt at tabe én eller sågar to kampe og alligevel gå videre i turneringen. Til gengæld er der ingen lette modstandere idet samtlige spillere befinder sig i top-10.

Djokovic’ dynamitgruppe

Lodtrækningen har ført til to ret ulige grupper. På forhånd var der to deciderede favoritter – Novak Djokovic og Rafael Nadal – samt to dark horses. Af de fire spillere er de tre endt i dynamitgruppe A, nemlig Djokovic sammen med Roger Federer og Juan Martin del Potro, der har haft et fantastisk efterår.  Som rosinen i pølseenden – eller det tynde øl om man vil – er der den franske elegantier Richard Gasquet, der er kvalificeret for første gang siden 2007.

Djokovic er efter en so-and-so sæson endelig igen oppe på det niveau, der så ham vinde sidste års World Tour Finals samt Australian Open i januar. Han har just vundet tre turneringer i streg og kommer ind til turneringen med 17 sejre i træk.

Og bortset fra Djokovic har ingen spiller dette efterår været hottere end del Potro. Med to turneringssejre, et knebent finalenederlag til netop Djokovic i Shanghai og en sejr over den indtil da helt og aldeles uovervindelige Nadal er ’the gentle giant’ endelig tilbage i den form, der førte ham frem til hans enlige US Open-triumf i 2009. Mandag vandt han over Richard Gasquet og torsdag venter vinderen af aftenens blockbuster mellem Djokovic og Federer.

Speaking of – den seksdobbelte mester Federer er selvfølgelig også et oplagt bud, når trofæet skal løftes næste mandag. Når han ikke er egentlig favorit, skyldes det dels, at han efterhånden er blevet 32 år, og dels at han – med Federers egne standarder – har haft et annus horribilis og er dumpet ned som verdens nr. 7, en uhørt position for én spiller, der har været nr. 1, 2 eller 3 ti år i træk. En del af årsagen til denne placering skyldes imidlertid småskader i ryggen, der har plaget Federer store dele af året. Ifølge eget udsagn er han dog for første gang siden februar helt og aldeles klar igen – hvilket han bevidste med en sejr over del Potro i sidste uges kvartfinale i Paris, før han faldt i tre sæt mod Djokovic. Dét nederlag får han mulighed for at revanchere i aften, når sidste års finalister mødes i aftenens kamp (læs her om sidste års finale).

Endelig er der Gasquet, som nok ikke skal gøre sig de store forhåbninger om yderligere avancement – han er 3-19 mod Djokovic og Federer tilsammen. Til gengæld kan man fryde sig over hans smukke enhåndsbaghånd, som er mere end leveringsdygtig til de efterfølgende highlights.

Videre til semifinalen: Djokovic fulgt af enten Federer eller del Potro, jeg hælder til Federer.

Nadal i cruise control

I gruppe B har Nadal det på alle måder lettere. Ikke alene har han fået David Ferrer og Tomas Berdych i stedet for del Potro og Federer (trods Nadals overlegne head-2-head mod Federer, er han 0-4 mod schweizeren indendørs, læs her en analyse af hvorfor). Han er også havnet i den gruppe, der får en hviledag inden semifinalerne. I eftermiddagens kamp var han solid mod vennen og landsmanden David Ferrer, som var alt andet end solid. 6-3, 6-2 blev resultatet af den affære.

Og med en sejr mere mod enten Tomas Berdych eller Stanislas Wawrinka, turneringens enlige debutant, er han så godt som sikker påvidere avancement og helt sikker på fastholde sin position som verdens nr. 1. Mod Berdych har han vundet de seneste 12 kampe, mod Wawrinka samtlige 11 kampe. Det burde være muligt…

Hverken Ferrer, Berdych eller Wawrinka har vist skræmmende form over efteråret, om end Ferrer har præsteret tre finaler (og 0 sejre). I turneringens første kamp slog Wawrinka Berdych i tre sæt, og han har en glimrende mulighed for at gå videre til de sidste fire. Kampen om gruppens 2. plads kommer formentlig til at stå mellem ham og Ferrer – Ferrer fører 7-4 indbyrdes, men virker mere slidt.

Videre til semifinalen: Nadal fulgt af Wawrinka eller Ferrer, jeg hælder til Wawrinka.

Hvem der i sidste ende vinder, vil jeg endnu ikke spå om. På stående fod er Nadal og Djokovic dog favoritter; Nadal som i givet fald vil have vundet enhver turnering af betydning som den kun anden spiller nogensinde (den første er Agassi).

Inden vi når så langt har vi dog en hel del kvalitetskampe i udsigt, vi starter klokken 21.15 dansk tid tirsdag aften med en gentagelse af sidste års finale, som blev afsluttet således(!), og som du kan se højdepunkter fra herunder

http://www.youtube.com/watch?v=s43qzeZkbiE

God kamp!

05 Feb

Rafael Nadal returnerer – er han stadig den samme spiller?

Hele syv måneder har Nadal været væk fra tennissporten for at pleje en knæskade. I dag spiller han sin første kamp i en mindre turnering i Chile. Her følger historien om en skade, der tilsyneladende har ændret karakter fra at kræve få ugers pause til at ende med hele syv måneder væk fra rampelyset. Men måske var pausen også mental for Nadal, som op til skaden kunne virke tennistræt. Spørgsmålet er nu, hvorvidt Nadal kan returnere til fordums styrke eller har brug for uger og måneder på at genfinde formen.

Af Anders Høeg Lammers

Det er over syv måneder siden, at verdens nr. 100, tjekkiske Lukas Rosol, chokerede den samlede sportspresse og slog den 11-dobbelte slam-vinder Rafael Nadal ud i Wimbledons 2. runde – en kamp Sport fortalt skrev om her. Siden da har Nadal holdt fri fra tenniskalenderen for at pleje en knæskade, men i dag vender han endelig tilbage i en mindre turnering i Chile (double i dag, singles i morgen). For iagttagere var det dog svært at se, at Nadal var knæskadet under Wimbledon, men ifølge kamelens egen mund har den plaget ham helt fra Indian Wells i marts frem til Rosol-kampen og gjorde, at han tog injektioner under French Open og ingen forventninger havde til Wimbledon.

Nad

 

Nadals tilbagevenden har været en langstrakt proces. Først meldte han fra til OL, så til et par Masters-turneringer i august, så til US Open og så for resten af året. I november genoptog han endelig træningen med henblik på at stille til start i en opvisningsturnering i Abu Dhabi kort før nytår for siden at deltage i en mindre turnering i Doha efterfulgt af årets første slam, Australian Open. Men en mavevirus fik ham til at melde fra den første og siden også de to næste, da han ikke så det som realistisk at komme tilbage i en bedst-af-fem-sæts slam-turnering, som det første efter skadespausen, når nu hans træning var blevet afbrudt af mavevirussen.

Hvorfor melde fra så tidligt?

Den forklaring var der mange, der undrede sig over – ikke mindst i betragtning af, at afbuddet kom næsten tre uger før Australian Open begyndte. For hvilken mavevirus er slem nok til det? Den undren blev ikke formindsket af, at Nadal blev fotograferet på træningsbanen blot et par dage efter afbuddet og to en halv uger inden Australian Open. Men på grus – ikke på hard court som Australian Open foregår på.

En af tennisjournalistikkens grand old men, Pete Bodo fra tennis.com, har spekuleret i, at Rafa slet og ret var bange for at teste knæet mod svære modstandere i Australiens hede og derfor valgte den ‘sikre’ løsning: Sit elskede røde grus, hvor han nu – efter alt at dømme – gør sit comeback med hele tre mindre grusturneringer i Syd- og Mellemamerika i februar måned mod svagere modstandere. Og den forklaring giver god mening.

Nadal er en spiller, der mere end de fleste har brug for momentum, selvtillid og kamptræning, før han præsterer sit bedste. Da han trak sig fra Wimbledon i 2009 – med henvisning til sit skadede knæ – gik der således næsten tolv måneder fra Nadals sidste turneringssejr (Rom 2009) før den næste i Monte Carlo 2010. Og jovist døjede han med et par andre småskader i den mellemliggende periode. Men nok også med selvtilliden og underlaget.

Så snart han så det røde grus i Monaco, var han nemlig decideret uovervindelig og tabte blot 14 partier (og kun ét i finalen) på vejen mod sin sjette Monte Carlo-triumf, og det der siden viste sig at være startskuddet til Rafas bedste sæson nogensinde med tre slam-titler på stribe (French Open, Wimbledon og US Open). Denne uges turnering, Vina del Mar i Chile, må prise sig lykkelig for, at Nadal har valgt dem til. Sidste år havde de bøvl med at sælge billetterne. Nu er den samlede tennispresse mere end almindeligt interesserede, og det samme er alverdens tennisfans.

Nad2

Hvilken Nadal returnerer?

Nadal har i den grad været savnet på ATP-touren. For hvem husker ikke hans næsten seks timer lange kamp mod Djokovic i sidste års finale? Eller hans enlige Australian Open-sejr, da han i 2009 slog Federer efter at have været ude i en fem timers maraton-semifinale mod Fernando Verdasco? Samtidig er forskellen mellem ‘The Big Four’ (Djokovic, Federer, Nadal og Murray) og de næste spillere så afgrundsdyb, at hvis én af dem mangler, bliver lodtrækningen meget uligevægtig – se eksempelvis Djokovic Australian Open-semifinale mod David Ferrer, verdens nr. fire i Nadals fravær, som endte 6-2, 6-2, 6-1, mens Murray og Federer dagen derpå måtte ud i fem lange sæt for at finde en vinder (Murray).

Men hvilken Nadal kan vi forvente at få retur? Det ved vi i sagens natur mere om, når vi har set ham spille et par kampe. Men da Sport fortalts tennisskribent ynder at spekulere, kommer her mit bud. Selvsagt afhænger det en del af, hvor alvorlig Nadals skade i virkeligheden har været, og i hvilken grad den fortsat generer ham.

Nadal har selv lagt op til, at han ikke har de store forventninger til sig selv, før den europæiske grussæson begynder i april i Monte Carlo. Samtidig har han tidligere sagt, at han ville give knæet den tid, det havde behov for for at hele fuldstændig, så ud fra det, burde vi kunne forvente, at han er helt og aldeles klar. I vanlig Nadal-stil har han dog de seneste dage tempereret forventningerne en smule og sagt, at knæet fortsat gør ondt fra tid til anden. Og hvordan knæet reagerer i kampsammenhæng er stadig et åbent spørgsmål.

Med disse forbehold vil jeg dog stadig vove den påstand, at Nadal er fuldt ud kampklar, når han sætter fødderne på gruset i Sydamerika. Bl.a. fordi han trods alt har trænet siden midten af november. Men også af en anden årsag.

Hvorfor spille om 2. pladsen?

For ser vi på Nadals skadeshistorik og udtalelser, er der noget, der tyder på, at han kun spiller, hvis han føler sig parat og skadesfri nok til at konkurrere om sejren. I 2009 trak han sig således fra Wimbledon – også med en knæskade – men først efter at have spillet to opvarmningskampe for at teste knæet og så efterfølgende se, hvordan lodtrækningen så ud. Da den så umanerlig dårlig ud, var chancerne for at spille sig let igennem de første runder uden for meget pres på knæet stærkt minimerede, og Nadal endte med at trække sig med henvisning til sit knæ.

Ligeledes sidste år i forhold til de Olympiske Lege. Alt andet lige kunne Nadal godt have spillet der, eftersom han gennemførte en fem-sæts kamp mod Rosol få uger forinden uden at tage en eneste medical time-out. Men Nadal valgte – formentlig fornuftigt – at give knæet noget tiltrængt ro. Da det åbenbart stadig værkede en måned senere ved US Open, blev der også meldt afbud der.

Og i resten af sæsonen har Nadal aldrig brilleret, så der valgte han den yderst fornuftige løsning – at give sig selv en mental og knæet en fysisk pause resten af året. Endelig er der så dette års afbud til Australian Open, som ikke – i hvert fald officielt – skyldes nye smerter i knæet, men en svækket træning tre uger før turneringsstart. En spiller af Nadals kaliber foretrækker kun at spille, hvis han selv mener, han kan vinde.

Nadals mentale træthed

Når jeg siger, at pausen også var mental, hænger det sammen med, at der var tegn i både sol og måne på, at Nadal var tennistræt i månederne op til Wimbledon. Han trak sig fra spillerrådet (ATP Player Council) tidligt i 2012, og inden da havde han gentagne gange advokeret for hhv. en kortere tenniskalender, færre hard court-turneringer (som er ekstra hårde ved leddene), et to-års ranglistesystem (som tillader topspillerne at spille færre turneringer uden pludselig at rutsche ned af ranglisten) samt overvejet en spillerstrejke op til Australian Open og kritiseret Federer for ikke at støtte ham.

Det var med andre ord en Rafa, der var utilfreds med en lang række ting i tennisverdenen. Mit bud er derfor, at han har haft behov for at trække stikket helt ud og nyde livet væk fra de evige forventninger. Og at han – forudsat kuren har virket for både sind og krop – kommer tilbage og meget hurtigt er akkurat lige så stærk, som han altid har været. Hvorvidt det så er nok, er et åbent spørgsmål.

En ny sejrsgang på grus, men hvad med hardcourt?

I Chile vil det alt andet lige være nok, da den næstbedste spiller i turneringen er verdens nr. 15, den tredjebedste er nr. 26 og den fjerdebedste er nr. 45. Alt andet lige overkommeligt for kongen af det røde grus. Lidt – men ikke meget – sværere bliver det i næste uges turnering i Sao Paulo, hvor tre top-tyve spillere venter.

Og i sidste uge i februar, hvor turen går til Mexico, venter så verdens nr. 4, David Ferrer, som dog ikke har vundet et sæt på grus mod Nadal siden 2008 og har tabt de seneste tretten gange, de to har mødtes på grus. Tre turneringer på grus mod lette til middelsvære modstandere er den sikreste start, Nadal kan ønske sig. Det kan samtidig give ham den fornødne selvtillid til de efterfølgende turneringer.

Taberne ved Nadals alternative sæsonplanlægning – han har ikke spillet nogen af disse turneringer siden 2005 – er spillere som David Ferrer, Nicolas Almagro og Thomaz Belluzzi, der plejer at indtjene værdifulde ranglistepoint i disse turneringer, mens de bedste spillere spiller andre turneringer eller holder pause.

Men hvad med Djokovic, Federer og Murray? Kan de true Nadal på grus? Skulle Nadal være en smule under vanligt niveau, når touren rammer Monte Carlo i Monaco i april, er der flere spillere, der har en chance. Men er han i nærheden af sit topniveau, er det reelt kun Djokovic (eller en spiller, der i dén grad rammer dagen), der kan true ham på grus. I 2011 vandt Djokovic som den første siden Nadals teenage-år to kampe i træk over Nadal på grus. I 2012 vandt Nadal dog tre gange over Djokovic på grus. Og ja, på grus er Nadal favorit mod enhver, indtil andet er bevist. Men der er intet i deres spillestil, der gør, at Djokovic ikke skulle kunne udfordre Nadal på grus igen i 2013.

Hvad angår hardcourt bliver det sværere for Nadal. Dels skal vi helt tilbage til efteråret 2010 for at finde Nadals sidste turneringssejr uden for grus (om end han har tabt en del finaler). Og dels er Djokovic slet og ret en bedre spiller end Nadal på hardcourt.

Men derudover er Andy Murray, der i mange år har været Nadals whipping boy i grand slam-turneringer, en forandret spiller – både spillemæssigt og mentalt. Det er langt fra givet, at Nadal fortsat er favorit mod Murray på dennes favoritunderlag – hardcourt eller for så vidt på Wimbledons græs, hvor Murray vandt olympisk guld.

Endelig er Nadal sårbar – især på hardcourt, men også på græs (som vi så det mod Rosol) – over for en hårdtslående og hårdtservende spiller ala del Potro, Milos Raonic, Jerzy Janowicz eller John Isner, som rammer dagen. Og ja, Federer kan selvfølgelig også stadig slå ham fra tid til anden.

Men at Nadal genvinder fordums styrke, formentlig allerede fra de første turneringer, er jeg derimod (næsten) ikke i tvivl om. For at I ikke kun skal nøjes med min mening, vil jeg dog samtidig indskyde, at folk som Mats Wilander, Andre Agassi og Pat Cash, der tilsammen har vundet 16 slam-titler og burde vide uendelig meget mere om tennis end mig, stiller store spørgsmålstegn ved, hvor hurtigt Nadal genvinder formen.

Wilander mener således, at “he’s still an outsider in Paris [French Open] this year, with Novak Djokovic, Andy Murray and Federer the men to beat i French Open, mens Agassi pointerer, at “I found whatever time you take away from the game you need that time to double to be fully where you were when you left”.

Hvem der får ret, afhænger nok meget af, hvorvidt jeg har ret i min tolkning af Nadals skadessituation: Nemlig at han basalt set har været fysisk klar længere, end det synes som, men at han dels har haft psykisk brug for pausen, dels foretrak ikke at starte i efterårets indendørs hardcourt-turneringer (hans dårligste underlag) og dels først ville vende tilbage, når han var sikker på, at han var klar til at vinde igen.

Men Wilander er i min optik en modig mand, når han kalder Nadal en “outsider in Paris” i betragtning af, at ingen har været mere suveræn på noget underlag end Nadal på grus, hvor han har vundet 228 kampe mod blot ni nederlag siden 2005 og kun ét af dem var i French Open (Söderling 2009).

Endelig har han et hemmeligt våben, nemlig en ny ketcher, der giver hans i forvejen ekstremt topspundne slag endnu mere spin.

Sport fortalt byder hermed den altid hårdt kæmpende spanier velkommen retur.

Nad3