Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Cristiano Ronaldo | Sport fortalt Cristiano Ronaldo – Sport fortalt
17 Jul

Det fælles formål

2014_traening

Danmark tabte tirsdag aften til Ronaldos Portugal i overtiden. Det var nærmest en tro kopi af Italiens udligning i overtiden for et år siden, der sænkede det danske håb om VM. 

Af Morten Øyen Jensen

”Et fodboldhold har, alle øvrige forskelle til trods, fra vort synspunkt det til fælles med en gruppe bevæbnede oprørere, at hver enkelts handling kun finder sit formål i det fælles formål”. – Jean-Paul Sartre

Det er egentlig ret elementært: Der skal for alt i verden ikke gå et mål ind i overtiden. Foruden det åbenlyse, at et mål imod sig kan afgøre kampen, så er der også helt logisk mindre tid, til at gøre skaden god igen.

Således også tirsdag aften, hvor Ronaldo langt inde i overtiden sænkede Danmark, efter en ellers helt godkendt indsats af det danske landshold. Morten Olsen havde faktisk sat et hold, der spillede helt op med de portugisiske stjerner.

I store dele af kampen var det med et klart dansk boldovertag. Selvom portugiserne var mere direkte og farlige, når de angreb, så havde Danmark, indtil overtiden, været tættest på at score (med Michael Krohn-Dehlis følte afslutning på stolpen).

Tilpasser strategien

Danmark startede lidt overraskende kampen i en lidt uvant formation: 4-3-1-2, hvor Krohn-Dehli skulle tage del i 3-midtbane-motoren, mens Christian Eriksen skulle ligge i ”hullet” bag de to angribere Lasse Vibe og Nicklas Bendtner.

Hvor det danske landhold tidligere har forsøgt at gøre banen bred med 4-2-3-1-formationen, lod det til, at Morten Olsen i højere grad ville vinde kampen(e) på midten af banen. Landstræneren justerede på sit mandskab for at det bedre kunne nå dets formål: et godt resultat mod Portugal.

Umiddelbart kan det give god mening: Portugal har det med at spille Ronaldo på toppen, i stedet for på venstrekanten, hvor han oftest spiller i Real Madrid. Og samtidig har det vist sig, at når Danmarks offensive midtbane har bestået af Lasse Schöne, Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen – tre boldstærke-spillere, som minder meget om hinanden, og internt skifter pladser – så har spillet alligevel ikke været særlig ”bredt” eller direkte. Nok bare mere ”poleret”.

En formation med flere spillere koncentreret på midten havde angiveligt givet portugiserne problemer mod Frankrig få dage inden kampen mod Danmark. Franskmændene vandt i hvert fald 2-0. Men det blev hurtigt ret tydeligt, at øvelsen ikke gav meget balance på det danske hold. Portugiserne havde ganske enkelt flere store chancer i første halvleg.

Gentager fejl

I pausen rykkede Olsen derfor rundt, så Danmark vendte tilbage til den mere kendte 4-2-3-1 med William Kvist og Pierre-Emil Højbjerg på den defensive midt og Bendtner alene på toppen.

Selvom Christian Eriksen nu fik lidt ekstra hjælp offensivt, så var det småt med lækkerier fra den danske spilstyrer tirsdag aften. Krohn-Dehli var mere tændt offensivt, men brændte måske ud. Igen.

For igen smed Krohn-Deli bolden lige i fødderne på fjenden i overtiden, og igen blev Danmark straffet. Nøjagtig det samme skete jo mod Italien i oktober sidste år, da Alberto Aquilani i overtiden scorede til 2-2, og slukkede det danske håb om at kvalificere sig til VM.

Kommentator Flemming Toft nåede dengang lige inden at sige ”ahh, Krohn Dehli”, da den danske 9’er lidt nonchalant forsøger en vanskelig dribling og mister bolden til italienerne. Bagefter kan Toft bare konstatere, at Krohn-Deli er ”fuldstændig færdig” da han opgiver at hjælpe til defensivt. 7 sekunder senere scorer italienerne.

Den enkeltes handling

Tirsdag aften skulle Krohn-Deli igen egentlig bare cleare bolden med et hovedstød, men den blev i stedet sendt lige i brystet på en portugiser i fremdrift. Og efterfølgende kan han ikke stoppe Ricardo Quaresma fra at gå til baglinjen og smide bolden lige ind i hovedet på Ronaldo.

Dette skal ikke ses som (udelukkende) kritik af Krohn-Delis defensive begrænsninger. Andre vil måske argumentere for, at det som førte til Ronaldos mål, var Simon Poulsen, der som venstreback jo burde have taget sig af Quaresma, så Krohn-Dehli ikke skulle følge en mand helt ned til egen baglinje. Andre igen vil nok mene, at Kasper Schmeichel skulle være blevet på målstregen i stedet for at træde et par skridt ud. Andre igen måske pege på, at Simon Kjær skulle have dækket Ronaldo bedre op.

Man kan med god ret argumentere, at der ikke ”bare” var tale om en individuel fejl fra Krohn-Deli, men en række fejl. På en måde er de alle “en del af noget større”, som landsholdets slogan hedder for tiden. Men spørgsmålet er: ligger skylden hos spillerne på banen, eller træneren uden for – a.k.a. Morten Olsen?

Hvor kan vi tilskuere og fans vende vores frustration og vrede?

Oprørslederen

Det var tydeligt efter kampen, at Olsen selv mente, den skulle rettes mod spillerne. Navnlig Christian Eriksen fik en overhaling i medierne af landstræneren, men da han ikke engang var på banen, da portugiserne scorede, blev skytset rettet mod hele holdets indstilling i de døende minutter. For når kampen er ved at tikke ud, så er holdets fælles formål at lukke ned.

”Så skal man være glad for det ene point mod en direkte konkurrent og holde det. Så skal man udvise det, jeg kalder, det-bliver-over-mit-lig-attitude. De kommer ikke forbi mig,” sagde Morten Olsen efter kampen.

Men portugiserne kom forbi. Ligesom italienerne gjorde det. På stort set samme måde. Derfor må pilen også pege på oprørslederen, Olsen. Det er hans bande, som løber på banen med hans ordrer.

En gruppe bevæbnede oprørere vil sandsynligvis kun få én chance. Det danske landshold får jo nok en chance til i gruppespillet. Vejen til EM er lang. Forhåbentlig er der bedre overensstemmelse mellem den enkeltes handling og det fælles formål i overtiden næste gang. For ret mange ekstra chancer får Olsens hold nok ikke.

19 Sep

Harder Better Faster Stronger? – eller ”Balladen om Bale”

cristiano-ronaldo-pourrait-finir-sa-carriere-au-real_114715

Nogle overvejelser vedrørende Real Madrid-præsidenten Florentino Perez’ tvivlsomme galácticos-filosofi i anledning af købet af Gareth Bale

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Det kan ikke være gået mange blot marginalt fodboldinteresserede folks næser forbi, at den skud- såvel som løbestærke waliser-wing Gareth Bale for ret nylig har ageret hovedperson i én af verdenshistoriens sandsynligvis allermest omtalte spillerhandler. Sagen er ganske kort (gen)fortalt, at Bale er blevet solgt fra den ny- såvel som temmelig traditionsrige Londonklub Tottenham Hotspur F.C. til den gammelrige og maksimalt prestigiøse kongeklub Real Madrid C.F. for den nette sum af omtrent hundrede milliarder millioner.

Mere præcist måtte Madrids flamboyante præsident Florentino Perez angiveligt punge ud med uvirkelige 100 millioner Euro for at få Bale til skifte the Spurs’ hvide spilletrøje ud med Reals ditto; en pris der i øvrigt er omtrent 6 millioner dyrere, end da selvsamme Perez i 2009 måtte trække i spenderbukser af (på det tidspunkt) hidtil uset livvidde for at købe præmiehingsten Cristiano Ronaldo fri fra dennes kontrakt med Manchester United.

Ronaldo: næstdyrest – men bedst betalt og nu med modebrille

At rekordsummen for Bales underskrift således med ét har reduceret Ronaldo til verdenshistoriens ”blot” næstdyreste spiller lader interessant nok til at have været så belastende for den portugisiske megastjernes selvforståelse, at der først syntes at være bragt nogenlunde balance i den madrilenske hakkeorden igen, efter at Perez og Ronaldo søndag formiddag kunne berette på et fælles pressemøde, hvorledes Ronaldos dugfriske kontraktforlængelse med Real (hvor han nu bliver indtil 2018) skal kompensere for Bale-købets indbyggede krænkelse ved – por lo menos – at gøre Ronaldo til verdens bedst betalte fodboldspiller (Jeg fristes hér til at tilføje: I al fald indtil Zlatan Ibrahimovic, der indtil i søndags var top dog i denne lukrative kategori, opdager det og forarget forlanger endnu en lønforhøjelse i Paris St. Germain (undertegnede har i parentes bemærket tidligere skrevet om Zlatans egomane psyke her på sitet)).

Det økonomiske plaster på Ronaldos sårede selvfølelse skulle efter sigende beløbe sig til 76 mio. fuldfede, engelske pund (udbetalt over fire år); en kompensation, der er omtrent lige så opsigtsvækkende som den kiksede Zoolander-møder-Clark-Kent-modebrille, Ronaldo i dagens anledning havde udset sig som add-on-accessory til de i forvejen helkiksede diamantøreringe, han som oftest pryder sine høreorganer med.

Når det så er sagt, så er der rent faktisk en vis sportslig ræson i, at Real vælger at markere, at CR7 stadig gælder som den øverste alfahan på Estadio Santiago Bernabeus famøse træningsanlæg. Portugiseren er nemlig indiskutabelt en bedre og markant mere proven spiller end Bale. Waliseren for sit vedkommende er ganske vist så tilpas målfarlig, fysisk stærk, rapfodet, drible- og skudstærk samt – ikke mindst – efterhånden så stabilt spillende, at et ret stort 11-tal på den gamle skala må kunne gælde som en passende karakterbedømmelse. Sagen er imidlertid blot dén, at Ronaldo er alle disse ting – foruden et par øvrige – til et klokkeklart 13-tal, hvilket hans helt uhørte 203 mål i 203 kampe for Real sikkert udgør den mest ”objektive” evidens for (at man så kan overveje, hvorvidt ærkerivalen Lionel Messis endnu mere vanvittige mål-per-kamp-ratio over de sidste par år ligefrem sprænger karakterskalaen, er sagen uvedkommende hér).

Der er da også blevet udtrykt en del forundring fra forskellige kanter over Bales astronomiske price tag. I Spanien har kritiske røster især fokuseret på den moralske side af sagen. Anken fra dette perspektiv går i høj grad på det ufølsomme og måske ligefrem forkastelige i overhovedet at spendere den slags summer på fodboldspillere i et land, hvor tårnhøj ungdomsarbejdsløshed stadig eksisterer side om side med solide, offentlige nedskæringer.

Der kan i dén grad være noget om dén snak – men hér vil jeg i stedet fokusere på det faktum, at blandt andre Reals egen sportschef, Zinedine Zidane (den franske folkehelt fra VM i 1998, I ved), holder sig til den sportslige side af sagen. Ingen spiller er mange penge værd, lyder det godt nok fra den ”skalde”-smækkende skaldepande (I ved, også!), men den slags indvendinger var der vel at mærke ikke rigtig nogen, der gav sig af med, da det for et cirka lige så latterligt beløb lykkedes at fravriste gulddrengen Ronaldo fra Sir Alex Fergusons kløer i 2009. Som allerede tydeliggjort er sagen nemlig dén, at Bale nu er verdens dyreste spiller uden – med nogen troværdighed overhovedet – at kunne gøre krav på også at være den bedste. Og en sådan indvending er jo altså sportslig snarere end moralsk.

Florentino Perez og galácticos-filosofiens opkomst

Så hvad er egentlig meningen her; ikke med købet af Bale, skal det siges, men med prisen på købet? For denne skribent at se er bemeldte mening meget intimt knyttet til føromtalte Florentino Perez’ karakter. Som præsident for Real Madrid har Perez i to omgange fremtrådt som selve personifikationen af det berygtede galácticosbrand, som man først og fremmest forbinder med den meget markante indkøbspolitik, der prægede Perez’ første præsidentperiode i Real fra 2000 – 2006. Den erklærede målsætning bag galácticos-filosofien bestod helt enkelt i, at klubben skulle sikre sig tidens største stjerner gennem tidens største handler – og sådan kom det unægteligt også til at gå:

I 2000 købte man Ronaldos forløber som portugisisk pomadedreng, Luis Figo, for 61,5 millioner Euro (Figo lavede i denne sammenhæng i øvrigt en ”Michael Laudrup” ved at skifte direkte fra arvefjenden FC Barcelona; en gestus, som et par kompromisløse Barça-fans besvarede ved at luske et meget grimt og meget afhugget grisehoved med ind på Nou Camp, da Figo vendte tilbage i sit nyerhvervede Real-outfit (men nok om det!))). Året efter overgik man dette køb ved at smække 75 millioner Euro på bordet for at lokke føromtalte Zidane fra italienske Juventus. At begge disse marquee signings dengang satte (helt) nye standarder for overgangssummer i professionel fodbold, turde vel være overflødigt at nævne?

Ingen yderligere rekorder blev slået i Perez’ første embedsperiode, men købene af ”gamle” Ronaldo (ham, der for evigt plettede mindet om sin finest hour, VM-finalen i 2002, ved at ”glemme” at klippe den forreste del af sit hår (så hellere ”nye” Ronaldos åndede Zoolander-brille!)) i 2002 såvel som investeringen i fodboldspillets ubetingede medie darling (stadig den dag i dag), nemlig David Beckham, i 2003 passede ikke desto mindre som fod i hose med den galácticos-dagsorden, Perez var gået til valg på at ville eksekvere.

Købet af Beckham tydeliggjorde for sit vedkommende et aspekt af galácticos-projektet, som en hel del fodboldfans (selv i Madrid) må siges at have haft et lettere anstrengt forhold til: Nemlig dét, at det øjensynlig er et mål i sig selv at anskaffe sig tidens største fodboldstjerner på grund af deres stjernestatus snarere end på grund af deres fodboldmæssige kvaliteter. Eller måske mere præcist: Mere på grund af det indtægtspotentiale og den glamour, der følger i kølvandet på fodboldstjernernes stjernestatus, end på baggrund af en sportslig overvejelse over, hvorvidt de respektive spillere overhovedet passer (sammen) ind i et gennemtænkt spilsystem, der vil kunne føre til – mindst! – lige så mange sejre på grønsværen og vundne titler som solgte spillertrøjer i Sydkorea (for ikke at nævne forsider i de kulørte blade hos frisøren).

Exit Makélélé: Den guldbelagte Bentley uden motor

Bevares: Det var ikke en decideret mangel på sportslige credentials hos investeringsobjekterne, der skæmmede Perez’ første indkøbs-frenzy. Indenfor blot ti år (1996-2006, nemlig) var Ronaldo, Zidane, Figo og Beckham således gode for tilsammen syv førstepladser, fem andenpladser og to tredjepladser i World Player of the Year-regi (!!). Med andre ord: Hvilken klubpræsident (og –træner) i starten af 00’erne kan ikke have haft som sin vådeste drøm at samle disse spillere på ét hold (hvilket jo altså lykkedes for Perez)? Problemet handler altså åbenlyst ikke om manglende fodboldmæssige kvaliteter hos den enkelte spiller. Problematisk er det derimod ikke at tage højde for den udfordring, det er at samle for mange fødte alfahanner i én og samme spillertrup (læs Jeg er Zlatan, hvis I ikke tror mig – og tro om). Og problematisk er det i endnu højere grad, hvis de offensive og kreative spillere ikke indgår som dele af en organisk og organiseret helhed, der også indeholder defensive slidere og hårde nysere. Sidstnævnte typer bliver væsentligt sjældnere til regulære superstjerner, men de er uden tvivl meget væsentlige – for ikke at sige lodret uundværlige – med henblik på en klubs muligheder for at kunne præstere på et stabilt niveau.

Det princip om afbalanceret arbejdsdeling, der definerer et velfungerende fodboldhold, blev i alt for vid udstrækning negligeret i løbet af Perez’ første præsidentperiode. Det paradigmatiske eksempel på denne pointe må være salget i 2003 af den uovertrufne, defensive midtbanespiller Claude Makélélé, der – efter to mesterskabssæsoner (2000/2001 og 2002/2003) og ét Champions League-trofæ (2001/2002) på bare tre år – blev solgt til det ambitiøse Chelsea-mandskab, som fantasillionæren Roman Abramovich havde overtaget samme år. Makélélé følte sig både underbetalt og ikke tilstrækkeligt værdsat i galácticos-hierarkiet, og Perez lod sig da også skille af med Makélélé med følgende afskedssvada:

”Vi vil ikke savne Makélélé. Hans teknik er gennemsnitlig, han mangler farten og evnerne til at komme forbi modstanderne, og halvfems procent af hans bolddistribution går enten baglæns eller sidelæns. Han kunne ikke finde ud af hovedstød og han afleverede sjældent længere end tre meter.”

Bum. Megastjernen Zidane så imidlertid anderledes på salget (der i øvrigt fandt sted sideløbende med købet af Beckham), som han retorisk spurgte på følgende måde til:

”Hvorfor tilføje endnu et lag guld til din Bentley, når du samtidig fjerner hele motoren”?

Selv bum. Hvad sidenhen skete, var, at Madrid ikke var i stand til at snuppe et mesterskab før sæsonen 2006/2007 (og 2007/2008), hvor Perez vel at mærke netop var stoppet som præsident. Med Makélélé på den defensive midtbane og den strategisk kompromisløse José Mourinho på trænerbænken vandt Chelsea herimod den engelske Premier League i både 2003/2004 og 2004/2005. Det hører med til historien, at Real, der er historiens mest vindende klub i Mesterholdenes Turnering, end ikke har været i Champions League-finalen siden sejren i 2002.

Mere galácticos i Real – men også mere succes?

Perez har så altså været tilbage ved roret i Real siden 2009. Udover indkøbet af Ronaldo blev genkomsten af galácticos-filosofien markeret ved et højrøstet køb – også i 2009 – af fabelagtige Kaká fra AC Milan for ”sølle” 68 millioner Euro. Et mesterskab er det da også blevet til forrige år (endog med diverse, dertilhørende point- og målrekorder (der dog blev delvist tangerede af Barça i sidste sæson)); interessant nok med just nævnte Mourinho på trænerposten. Mourinho har nu flyttet klub (ligesom Kaká), og Bale er købt ind, som vi ved.

Den erklærede målsætning går på at genvinde Champions League-trofæet (dét med de store ører), men nogle skæbnesvangre fællestræk med første galácticos-runde synes efterhånden at aftegne sig: Real gennemfører ”historiens dyreste spillerhandel” uden at få fat i en spiller, der med sikkerhed kan siges at rangere blandt verdens fem bedste. I samme omgang skiller man sig af med sidste sæsons mest effektivt assisterende midtbanespiller i verden, tysk-tyrkiske Mesut Özil, som med 45 målgivende afleveringer i blot to La Liga-sæsoner har fået selv megalomane Ronaldo til at pointere, hvordan Özil har bidraget afgørende til at gøre Ronaldo selv til en bedre spiller. Man kan måske endda overveje, om Özil har været en afgørende del af et helt spilkoncept lagt an på (i høj grad) Ronaldos unikke, offensive kvaliteter snarere end en lidt dårligere udgave af Ronaldo (læs: Bale). Og så var han omkring 400 millioner Euro billigere.

Perez? Han har iskoldt budt Özil et Makélélé-lignende adieu med en række vilde udsagn om Özils løbskløbne dameglæde. Anklagerne har været så grelt injurierende, at Özils far nu ligefrem har valgt at sagsøge Real-præsidenten.

Der er altså masser af rekordhandler, rekordlønninger, megastjerner og kolossalt store armbevægelser tilbage i kongeklubben.

Spørgsmålet er så, med hvilken sandsynlighed dette usandsynligt dyre hold kan stå distancen – rent sportsligt?

02 Mar

Men så kom Messi

 

Så sent som i tirsdags viste Cristiano Ronaldo igen igen, at han er en af fodboldhistoriens allerbedste spillere. Den portugisiske stjernes niveau er nærmest utroligt – han har stort set ingen svagheder og fremstår tilmed som den perfekte atlet. Alligevel er han bare kun nummer to. Sport fortalt kigger nærmere på den nærmest absurde duel mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Af Kristoffer Lottrup

Cristiano Ronaldo var i tirsdagens knusende sejr over FC Barcelona på Camp Nou den altafgørende katalysator for Real Madrid, da han med to scoringer og en overlegen indsats var banens klart bedste. På det tabende hold var talisman-Messi en skygge af sig selv, da han leverede sin måske ringeste præstation i en kamp mod Real Madrid i hele sin Barca-tid. Efter sådan en forestilling er det lige før, man glemmer, at Real Madrid er 16 point efter Barcelona i La Liga, og at Lionel Messi med ubegribelige 38 ligascoringer i 25 kampe har lavet hele 14 mål flere end Ronaldo. Ja, det er måske lige før, man glemmer, hvem det er, der har vundet Ballon d’Or de sidste fire gange i træk.

Det har Lionel Messi, hvis nogen skulle være i tvivl. Og ligeså usynlig han var i tirsdagens Copa del Rey-kamp, ligeså allestedsnærværende har han været i duellen mellem verdens to klart bedste fodboldspillere i løbet af de seneste fem år. Var det ikke for denne lille, sublime argentiner, der scorer flere mål og vinder flere titler end nogen anden, ville CR7 utvivlsomt løbe med kåring efter kåring og guldbold efter guldbold, men i stedet må den nærmest perfekte Ronaldo nøjes med en tilværelse i Messis korte skygge.

Det er nærmest absurd, at en så overlegen spiller som Cristiano Ronaldo igen og igen skal henvises til andenpladsen i konkurrencen om titlen som verdens bedste, men sådan er det bare, og sådan bliver det med stor sandsynlighed ved med at være.

Den absurde duel

Lad os rejse tilbage til maj 2008, da Cristiano Ronaldo var på toppen af verden. Sammen med sine daværende holdkammerater i Manchester United havde han vundet både Premier League og Champions League. Han var sluttet som topscorer i begge turneringer og havde med i alt 42 sæsonscoringer i det hele taget sat nye standarder for, hvor mange mål en wing kan score i løbet af en enkelt sæson. Det år snuppede Ronaldo alle individuelle kåringer i England og Europa, og senere samme år modtog han Den Gyldne Bold som symbolet på, at han var verdens bedste fodboldspiller i 2008. Men så kom Messi.

Da den argentinske troldmand året efter steg til vejrs mellem Nemanja Vidic og Rio Ferdinand og headede bolden ind bag Edwin van der Sar i United-målet, afgjorde han ikke bare Champions League-finalen i Rom mellem Ronaldos United-mandskab og sit eget Barca-hold, han lagde også kimen til den Ballon d’Or-tørke, Cristiano Ronaldo nu har oplevet i fire år.

Duellen mellem Messi og Ronaldo er på alle måder ekstrem. Vi taler om to spillere, som de seneste år, har sat så mange rekorder, at man næsten bliver forpustet. Her følger et lille uddrag:

Ronaldo har scoret 185 i 183 kampe for Real Madrid – inden da nåede han at lave 118 kasser for Manchester United i 292 kampe. Han er den eneste spiller, der har scoret 40 eller flere mål i to sæsoner i træk i La Liga (de to seneste) og den eneste spiller, der har scoret mod samtlige ligakonkurrenter på en enkelt sæson (2011/2012). Han har scoret hattrick 20 gange i La Liga, og nåh ja, så er han verdens dyreste spiller, da Real Madrid betalte over 700 millioner kroner for ham i 2009. Ronaldo er lige fyldt 28 år.

Det står Messi selvfølgelig ikke tilbage for. Argentineren har lavet vanvittige 302 mål i 367 kampe for FC Barcelona og er allerede nu – som 25-årig – den mest scorende spiller for Barca nogensinde. Han er sluttet som topscorer i Champions League de sidste fire år i træk, og scorede i sidste sæson 50 ligamål i Spanien, hvilket selvfølgelig gjorde ham til topscorer. Han har desuden lavet hele 115 assists som Barcelona-spiller.

Det handler om titler

Eller det gør det i hvert fald så godt som altid. Da Ronaldo vandt Den Gyldne Bold i 2008, var han som nævnt både regerende Premier League- og Champions League-vinder. Da Kaká og AC Milan vandt Champions League-pokalen i 2007, blev brasilianeren efterfølgende kåret som verdens bedste, og da Fabio Cannavaro overraskende vandt titlen i 2006, skyldtes det nærmest udelukkende, at Italien havde taget alle på sengen og vundet VM samme år med Cannavaro som holdets stærkeste spiller.

Messi har i de seneste fire sæsoner vundet tre ligatitler, to Champions League-pokaler, to pokal-titler, to FIFA World Cup-trofæer med mere. Til sammenligning har Cristiano Ronaldo blot vundet tre store trofæer med Real Madrid – en ligatitel, en pokaltitel og en Supercopa. Titler er med andre ord afgørende for, om en spiller kan vinde Den Gyldne Bold.

Sidste år vandt Messi og Barca ganske vist hverken La Liga eller Champions League, mens Ronaldo og Madrid brød tre års Barca-dominans, da de tog sig af La Liga-titlen. Det burde egentlig tale for, at Ronaldo skulle have haft Ballon d’Or-titlen, men Messi formåede alligevel at sætte Ronaldos La Liga-guldmedalje i relief ved at score ovennævnte 91 mål i løbet af kalenderåret 2012. Den præstation kunne Ballon d’Or komiteen af landstrænere, landsholdsanførere og udvalgte journalister ikke komme udenom, og Messi løb igen igen med titlen.

At Ronaldo laver 92 mål i kalenderåret 2013 er trods hans enorme talent og målfarlighed nok ganske usandsynligt, så med mindre han og Real går hele vejen i årets Champions League, er det nok usandsynligt, at det bliver i år, portugiseren genvinder Den Gyldne Bold og dermed den titel, han ifølge denne skribent, allerhelst vil vinde.

Hvad skal der ske?

Spørgsmålet er, hvad der sker til sommer, hvis Real Madrid ikke vinder Champions League. Efter åbenlys intern splid i Madrid-truppen og en række skuffende resultater meldes træner Jose Mourinho færdig i klubben til sommer, ligesom rygterne om et salg af Ronaldo har fået næring flere gange i løbet af denne sæson. Først meldte Ronaldo ud, at han var ked af det i Madrid og siden er det ikke lykkedes Real Madrid-ledelsen at få ham til at forlænge den kontrakt, der udløber i 2014.

Måske er et skifte væk fra Spanien ikke nogen dårlig idé. På trods af en smule grus i Barca-maskinen på det seneste, kører den bare derudaf (jævnfør det overlegne forspring i ligaen), og det vil den givetvis også gøre de næste mange sæsoner. Barca-holdet kan fortsætte i sin nuværende form flere år frem, og når Xavi stopper, står Fabregas og Thiago klar til at tage over. Og så er der Messi, som ingen kan se spille andre steder.

Måske vil det højne Ronaldos Ballon d’Or-chancer at komme til en anden liga, hvor han ikke konstant skal konkurrere med Messi, og hvor chancen for at vinde mesterskabet er større. En retur til England og Manchester nævnes mere og mere, da Uniteds kommende hovedsponser, amerikanske Chevrolet, påstås at ville finansiere en stor del af den enorme transfersum, det vil kræve at hente stjernen tilbage til Ferguson og Manchester. En anden mulighed er Paris SG, der er en af få klubber med de økonomiske muskler, der er nødvendige for at gøre et skifte til virkelighed.

Denne skribent tvivler dog på begge scenarier. Et bud herfra er, at Ronaldo bliver i Madrid i mindst en sæson mere, at han får Carlo Ancelotti som træner, og at holdet bliver markant forstærket med navne som Edinson Cavani og måske endda Gareth Bale. Måske vil det være nok til at vippe Barca af tronen, og måske vil det være nok til at Ronaldo igen modtager den guldbold, han så inderligt drømmer om.

Et andet bud herfra er, at vinderen af Ballon d’Or også i år kommer til at hedde Lionel Messi.