09 May

Kan LeBron James stoppe Golden State?

Lebron & Curry

Lebron & Curry

Med endnu en (usandsynlig) sejr over favoritterne Golden State Warriors i NBA-finaleserien vil LeBron James kunne siges at kandidere seriøst til den GOAT-trone, som Michael Jordan ellers sidder så mageligt i.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

Slutspillet i NBA-sæsonen 2016/2017 er i fuld gang (vi er næsten halvvejs), og alt peger i retning af et tredje møde (i træk) mellem forhåndsfavoritterne Golden State Warriors og de forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers, når bedst-af-syv-finaleserien skydes i gang om blot et par uger.

I forrige sæsons finale (altså i sæsonen 2014/2015) lykkedes det så godt som egenhændigt for sin generations ubestridt bedste spiller, LeBron James (aka. slet og ret King James), at fremtvinge to sejre til et svært skadesplaget og totalt overmatchet Cavaliers-hold, uden at der dog for alvor var tvivl om den samlede 4-2-sejr til the Warriors, som det da også skulle – og måtte – ende med.

I sidste sæson tydede alt længe på en gentagelse: Golden State tromlede således igennem den regulære sæson med 73 ud af 82 mulig sejre, hvilket lige akkurat var nok til at slå Chicago Bulls’ legendariske – og selvfølgelig især Michael Jordan-inspirerede – rekord på 72 sejre fra 1995/1996-sæsonen. Derudover lykkedes det for holdets største stjerne, den både teknisk sublime og uhyggeligt skarptskydende Steph(en) Curry som den første i historien at blive kåret énstemmigt til grundspillets MVP i en individuel sæson for the Ages. Curry forbedrede blandt andet all time-rekorden for flest 3-point-scoringer fra 286 til 402 (altså en forbedring på lige godt (absurde) 40 procent!?!), for nu bare at fremhæve de allermest groteske af flere semi-ufattelige statistiske feats fra sidste sæson.

I det hele taget var Golden State kæmpefavoritter til at generobre titlen, da de omsider stod i finalen igen, og mange vurderede (i øvrigt ganske rimeligt), at the Warriors realistisk set allerede havde elimineret den mest seriøse sportslige trussel ved at slå Oklahoma City Thunder (med superstjerne-duoen Kevin Durant og Russell Westbrook som frontfigurer) i en uhyggelig tæt 4-3-Western Conference-finaleserie (dvs. semifinalen for hele ligaen).

Ekstraordinære LeBron

LeBron havde imidlertid hverken tænkt sig at bukke, klappe eller  på nogen måde acceptere rollen som statist i Golden States’ statistiske frenzy-parade, da han igen stod overfor det ominøse Warriors-mandskab i finalen. Curry havde ganske vist været småskadet tidligere i slutspillet, mens James denne gang havde kærkommen opbakning fra skadesfri all star-profiler som Kevin Love og ikke mindst stortalentet Kyrie Irving. Ikke desto mindre kom Golden State foran 3-1 i kampe uden endda at give indtryk af for alvor at spille sig ud. Men så fór djævelen selv i Lebron, der allerede havde været storspillende i de første fire kampe – og djævelen gav vel at mærke indtryk af at være rimelig uforbeholden Cavaliers-fan.

Det har helt sikkert udgjort et eftertrykkeligt incitament, at LeBron – der stod i sin sjette NBA-finale i træk – i tilfælde af endnu et nederlag ville have stået tilbage med en sørgelig, negativ 2-5-statistik i finaleserier (efter to sejre henholdsvis to nederlag med Miami Heat ((2011-2014) såvel som to nederlag med the Cavaliers (2007 og altså 2015), som han var vendt tilbage til året forinden efter fire år i South Beach). Det har sandsynligvis også spillet en rolle, at Golden States mentale indpisker og fremragende forsvarsspiller, Draymond Green, var  suspenderet til kamp nummer fem, hvor(efter) momentum på uforklarlig vis skiftede til at være i Clevelands favør.

Eller: helt uforklarligt var det så heller ikke, ligesom man ret beset ikke bør se sig nødsaget til at ty til okkulte forklaringer, der inddrager diabolsk ind- og medvirken i kampenes kausale ligning. Forklaringen er – først og fremmest – nemlig den ”enkle”, at LeBron James i finaleserien spillede så helt igennem suverænt, at han efter den afgørende 93-89-sejr på udebane i the Oracle Arena i Oakland var dén af samtlige spillere for begge klubber, der – over alle syv kampe – ikke bare havde lavet flest point, men dertil var dén spiller, der havde lavet flest assists, flest blocks, flest rebounds og flest steals. Eller sagt på en anden måde: James konfronterede simpelthen verdenshistoriens statistisk set alleruhyggeligste finale-modstander med verdenshistoriens statistisk set allermest dominerende individuelle præstation, hvorfor the Cavaliers til alles forbløffelse kunne hæve trofæet til sidst. Eller sagt på en anden-anden – og lidt mere ungdommelig – måde: WTF.

Sker det igen?

Det historiske vingesus, hvis fornemmelse begivenheden unægtelig bar præg af, blev klart nok heller ikke ligefrem mindre af, at LeBron hermed indfriede det løfte om at bringe historiens første større sportstrofæ til Cleveland, som han selvtillidsfuldt – og isoleret set utroligt overmodigt – havde givet, da han to år tidligere returnerede til the Land fra sit selvvalgte eksil i Miami.

Så hvorfor skulle historien – og sensationen – ikke kunne gentage sig, kunne man med nogen rimelighed spørge? Og hvad (om noget overhovedet) betyder det for den forventede finale mellem Cleveland og Golden State, at både føromtalte Russell Westbrook fra the Thunder såvel som James ”the Beard” Harden fra sæsonens positive overraskelse, Housten Rockets, har haft helt igennem fabelagtige individuelle sæsoner, hvorfor én af disse to spillere (med rimelig sikkerhed Westbrook efter i gennemsnit at have præsteret en såkaldt triple-double som den første siden Oscar Robertson i 1961/1962-sæsonen) da også står til at vinde årets regular season-MVP. Westbrooks og Hardens heltegerninger er imidlertid helt igennem irrelevante for det afgørende drama om mesterskabet, som blev igangsat med ottendedelsfinalerne. Westbrooks Thunder er således allerede slået ud, ligesom Hardens Houston-hold ganske givet ikke har en reel chance mod the Warriors, hvis de da overhovedet når forbi San Antonio Spurs og deres stjernespiller, Kawhi Leonard, i deres pågående kvartfinaleserie (stillingen er i skrivende stund 2-2).

Den store magtforskydning i NBA i forhold til sidste sæson har således hverken med Westbrook eller med Harden at bestille, men med Westbrooks tidligere partner in crime fra Oklahoma City, nemlig Kevin Durant. I dét, der skulle udvikle sig til en voldsomt omdebatteret transfer-saga, valgte Durant nemlig at lade sig trade til Golden State sidste sommer, hvormed holdet (dvs. the Warriors) med historiens bedste regular season-statistik fik tilført en spiller (dvs. Durant), der efter manges (rimelige) opfattelse i realiteten er verdens næstbedste spiller (dvs. efter LeBron). Durant er hele fire gange blevet ligaens topscorer (oftere end nogen anden aktiv spiller), og med sine 28 år er han formodentlig i sin spillemæssige og fysiske prime i akkurat disse år. Durant har imidlertid ikke vundet så meget som ét eneste NBA-mesterskab, hvorfor han formodentlig har været ekstra motiveret til at gennemføre det nærmest regulært usportslige move, som hans inklusion i Warriors-truppen fra alle konkurrenternes perspektiv må have taget sig ud som.

Og Golden State er da også (trods begyndelsesvanskeligheder og et par småskader undervejs) tordnet igennem sæsonen, mens the Cavaliers for deres vedkommende ikke en gang sluttede som topseedet i the Eastern Conference, ligesom de i lange stræk har været både forbryderisk og bekymrende ringe i defensiven. Men altså: LeBron er stadig LeBron, viser det sig (for mig og mange andre) lidet overraskende siden slutspillets begyndelse, og Cleveland er allerede nu klar til semifinalen efter at have tørret gulvet med deres to foreløbige modstandere, Indiana Pacers og Toronto Raptors, med 2 gange 4-0 i kampe. James har scoret 34,4 point per kamp (imod omkring 25 tidligere i (resten af) sæsonen), ligesom han skyder med en præcision à la Curry fra 3-point-distancen og i øvrigt som ingen anden kan diktere kampens tempo og dertil sætte sine medspillere op at will til frie skudmuligheder.

Jagten på Jordan

Det kunne med andre ord godt tyde på, at LeBron James – hvis han kan holde sin nuværende form – igen vil kunne lykkes med alkymistisk at kalibrere den kuriøse basket-kryptonit, som vil kunne stoppe det veritable superhold, som Golden State Warriors stiller med. Han får helt sikkert behov for hjælp fra sine all star-medspillere (ikke mindst clutch-spilleren og favorit-sidekicket Kyrie Irving), men det er slet og ret indiskutabelt, at Cleveland vil være regulært chanceløse i en bedst-af-syv serie mod the Warriors, hvis ikke James er i absolut topform (de taber statistisk set foruroligende ofte, når James sidder over). Måske har de knap nok en chance, selv hvis han er (dét ved vi meget mere om om et par uger), og the smart money er utvivlsomt på Golden States tromlende juggernaut-mandskab og dermed på et maiden championship til Durant såvel som et mesterskab nummer to på tre år til Curry & Company, der har alle muligheder for at blive vor tids basket-dynasti, som fx Los Angeles Lakers og Chicago Bulls tidligere har været det.

Selvsamme Bulls havde en vis Michael Jordan på holdet, som meget få basketball-begejstrede ikke anerkender som historiens største spiller. Jordan optrådte i seks finaler, vandt alle seks (senest i sjette kamp), blev undtagelsesløst finaleseriens MVP og vandt i øvrigt hele ti scoring championships. James har endnu kun tre mesterskaber, og han har endda tabt fire finaleserier allerede. Men kun én gang har LeBron tabt med et hold, der var ”klart” bedre end sin modstander (nemlig da Dallas Mavericks slog Miami i 2011), mens begge finalenederlagene med the Cavaliers har været mod overlegne modstandere. Jordan, for sit vedkommende, kom absolut ikke gratis til sine mesterskaber. Men ingen af modstanderholdene var trods alt på niveau med de Bulls-mandskaber, Jordan stod i spidsen for.

Hvis det lykkedes Lebron at vinde igen mod et af de stærkeste hold, historien har set, vil han altså have gjort det ”umulige” to gange. Ligesom han ”kun” vil mangle to mesterskaber for at kunne matche Jordans seks. Jordan er uden tvivl the GOAT, og det er ærligt talt voldsomt usandsynligt, at der vil blive lavet om på det faktum i de næste par årtusinder. Men det fortæller alligevel en hel del om LeBron Raymone James’ klasse, at man måske ikke ligefrem behøver være komplet hjernedød, hvis man overvejer efter årets finaleserie, om James mon ikke alligevel skulle kunne nå at indhente det ghost from Chicago, som verdens bedste spiller selv åbent indrømmer, at han jagter.                                 

03 Jun

Curry – det usædvanlige krydderi

stephencurry

stephencurry
Stephen Curry minder om ingen andre. Alligevel trækker Currys talent en tiårig tråd til Steve Nash. Warriors og Curry står foran at vinde NBA-titlen back-to-back, med mindre Cleveland Cavaliers stopper det gule kollektivs frådende offensiv.

Af Søren Ditlev Monrad

Hvad er der egentligt tilbage at skrive om Stephen Curry og Golden State Warriors? Det retoriske spørgsmål antydede Sport fortalt tilbage i marts – længe inden playoffs var gået i gang.

NBA har været ramt af Warriors-feber længe efterhånden, men lad os alligevel se lidt nærmere på det hold og ikke mindst den mand, der har sat ild til basketballnet igen og igen.

Alle med den svageste interesse for basketball og NBA har gennem to sæsoner set Curry zigzagge sig igennem forsvar efter forsvar og sænke 3’er efter 3’er fra nye umulige vinkler og afstande. Og her troede vi endelig, at den næsten lidt for gode historie om Curry og Warriors kunnet have fået havde fået en ny vinkel. Warriors stod til at smide alletiders bedste sæson i skraldespanden med et exit til et Oklahoma City Thunder-hold, som så mere tændte, dynamiske og sultne ud.

Mørke skyer afløst af solskin
Det var jo nærmest den eneste krølle, som manglede i Curry og Warriors-fortællingen. Det store sammenbrud og manglen på gigantiske indfriede forventninger. Men helt ude at skide og nede 1-3 i kampe rejste hele holdet sig og fik vendt katastrofen til et magisk comeback med tre sejre i træk.

Specielt i kamp 6 i Oklahoma City så det hele ud til at være forbi. Spillet fungerede stadigvæk ikke optimalt, og Warriors hang efter i de tre første quarters på trods af en formidabelt skydende Klay Thomson, der nåede at sænke ikke mindre end playoff-rekordhøje 11 3’ere. Thunder havde det momentum (som alle efterhånden bruger som betegnelse om at have overhånden i en given sportssituation, når de har svært ved at sige præcis hvorfor), som Warriors spejdede forgæves efter.

stephencurry2

Men i fjerde quarter smed Thunder pludselig bolden væk igen og igen og formåede ikke at spille sammen som hold. Det var Warriors ikke sene til at udnytte og slap ud af Oklahoma City med en tvingende nødvendig udebanesejr. I den afgørende ”Win or go home”-kamp 7 i Oakland satte Warriors tingene på plads i tredje quarter efter at være kommet bagud i de første to.

Dermed står vi foran en gentagelse af sidste års NBA-finale mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers.

Hvor skadet er Curry?
Det siger sig selv, at Curry er omdrejningspunktet på Warriors-holdet, hvor han dog er omgivet af absolut kompetente medspillere på et velfungerende kollektiv. Curry har siddet over i flere kampe i playoffs med først en dårlig ankel og siden et dårligt knæ, og spekulationerne går naturligt på, om Curry er hundrede procent skadesfri. Selv siger stjernen meget lidt om præcis det.

Men det vil heller ikke ligne Curry at tude over, at han muligvis døjer med ondt flere steder. Currys konstante fokus på at optimere eget spil, teknik og fysik lukker som regel alt andet mindre væsentligt ude. At han på tidspunkter i playoffs ikke har været på toppen, har dog ikke været svært at se. Med 36 point og 58 procents skydning bag 3-pointslinjen i kamp 7 mod Thunder mindede Curry dog ualmindeligt meget om sig selv.

Currys rekorder
Det fører os tilbage til begyndelsen af artiklen. Hvad er det lige, jeg skal fortælle dig om Curry, som du ikke ved i forvejen? I en liga og sport, der taler til alle statistiknørder, er det jo lige for at nævne alle de vilde fakta, der klæber til Curry. Listen herunder er latterligt kort, for når det kommer til at sætte sit skud – og gerne meget langt væk fra kurven – så er Stephen Curry et sted, ingen nogensinde har været tidligere.

Curry-fakta
– Topscorer i sæsonen 2015-2016
– Flest steals i sæsonen 2015-2016
– Første énstemmige MVP nogensinde (og MVP-titel nummer to i træk)
– 402 tre-point-scoringer i sæsonen 2015-2016. Aldrig har en anden spiller lavet over 300(!) i en sæson. Currys tidligere rekord for sæsonen 2014-2015 lød på 286 stk.
– Flest kampe i træk med en 3’er (152 stk. og rekorden er stadig i live)
– Medlem af 50-40-90-klubben for første gang (mere om det senere)

Warriors-fakta
– Bedste sæson nogensinde. Med 73 sejre og kun 9 nederlag slog Warriors rekorden sat af legendariske Chicago Bulls tilbage fra 1995-1996 (72-10).
– Warriors blev første hold til ikke at tabe to kampe i træk i en sæson, og første hold til ikke at tabe til det samme hold to gange i en sæson

Curry og Nash
stevenashstephencurry

I stedet kan vi jo kigge på, hvad der gør Curry til Curry. 28 år gammel står Wardell Stephen Curry II eller bare Stephen ”Steph” Curry på toppen af verden og sin sport. Søn af tidligere NBA-spiller Dell Curry og storebror til langt mere anonyme Seth Curry, der også tjener sine penge i NBA.

De fleste er enige om, at Currys skud og ballhandling hører hjemme i en anden galakse. Du skal ikke kigge længe på den nærmest religiøse forberedelse, som Curry gennemlever før hver kamp for at blive klar over, at mandens beslutsomhed og fokus har bragt ham et meget langt stykke af vejen. Det gælder både, når han dribler problemløst og gnidningsfrit med to bolde på samme tid eller sænker 3’ere fra logoet midt på banen.

Curry er altså helt sin egen og minder på den måde ikke om tidligere tiders største stjerner. Der løber dog alligevel en linje mellem Stephen Curry og canadiske Steve Nash. Nash toppede i Phoenix Suns med to MVP-titler (2005 og 2006), men nul mesterskaber, hvor han uddelte den ene mere vanvittige assist efter den anden. Nash var den helt rene pointguard med flere assists og færre point, så på den led minder de knap så meget om hinanden. Men begges minutiøse tilgang til skuddet, høje basketball-IQ og teardrop-floaters over langt højere spillere i deres drive mod kurven, trækker en tiårig tråd mellem Nash og Curry.

Curry er netop kommet igennem sin første 50-40-90-sæson. De tre tal kombineret markerer en efterhånden mytisk klub for de allerbedste skytter i NBA og tæller så få som syv forskellige navne (Bird (2), Price, Miller, Nash (4), Nowitzki, Durant og Curry). At skyde 50 procent fra banen, 40 procent bag 3’eren og 90 procent på sine straffekast gennem en hel sæson er en helvedes svær øvelse, som Curry altså nu har løst for første gang. Forgængeren Nash har som den eneste præsteret det i fire sæsoner og er helt uhørt tæt på at snitte 50-40-90 over en hel karriere (49-42-90).

Curry transcenderer Nash
Det er til gengæld næppe nogen overraskelse, at Curry skyder bedst af de to bag 3’eren. Curry stoler så meget på sit skud, at han ikke er bange for at skyde længere væk fra kurven, end de fleste nogensinde havde tænkt var en god ide, før Curry begyndte at gøre det til en fast del af sit spil. Det har Nash ikke været sen til at anerkende, og canadieren genkender bestemt lidt af sit yngre jeg i Currys nuværende jeg, når han fremhæver, hvad det er, der gør Curry til spilleren, alle skal måle sig op ad.

”He has taken what I did to another level.”

Curry nyder selvfølgelig også godt af, at NBA langsomt men sikkert har udviklet sig til at blive en liga for de bedste skytter. Holdene sætter spillet op til og søger 3-pointskuddet i langt højere grad end tidligere. Curry søger konstant sit eget frie skud, mens Nash var mere optaget af at få alle på holdet involveret.

Curry scorer sine 3’ere på alle måder. Step-back 3’ere, 3’ere direkte ud ad driblingen, 3’ere med en mand lige i smasken og 3’ere med stort set ingen release-tid. På den måde adskiller han sig markant fra andre mere rene skytter som for eksempel Atlanta Hawks’ Kyle Korver og San Antonio Spurs’ Danny Green, der begge løber og løber og løber for at blive fri og sat op til skuddet af andre på holdet.

Curry skubber sporten
Det er sjældent, vi kan tale om folk, der revolutionerer deres sport. Johan Cruyff forandrede måden, en helt verden tænker fodbold. Peyton Manning gjorde det til sit varemærke at ændre spil spontant fra linjen i NFL. Rodney Mullen ville ikke nøjes med at bruge skateboardets ene side som alle andre. De tre meget forskellige og meget svært sammenlignelige skikkelser skubbede alle deres sport et nyt sted hen.

På samme måde skubber Curry NBA i en ny retning. Curry formår at strække en ellers helt fast basketballbane. Han har gjort banen større via sit spil og ikke mindst skud, når han sikkert sænker det fra vanvittige afstande. Dermed har modstanderholdet svært ved at tvinge ham til at tage de sværeste skud, da han blot sænker 3’eren alligevel, og kommer du for tæt på ham, ændrer han retning, smider bolden bag ryggen og løber forbi dig.

Curry er umulig at efterligne
Bedst til at illustrere hvor ulogisk godt Curry skyder, er en historie fra foråret. Curry er så god, at hans talent simpelthen ikke lader sig indfange af det voldsomt populære computerspil NBA 2K. Programmørerne bag spillet forsøger at opdrage computerspillerne til, at visse skud bliver belønnet, mens andre ikke gør, da de er for usikre eller risikable. Formlen passer bare ikke på eksemplet Stephen Curry. Det er nemlig præcis den type af skud, som Curry har succes med kamp efter kamp.

“This is the Steph conundrum: His play defies all logic, but still works. We’re conditioned to believe that shots from insanely deep ranges or contested threes rarely get drained — but he does it every single night. It’s not a simple fix like jacking his three-point stat through the roof, because even the best shooters miss these kinds of shots. A new game needs to be created around him.”

Ny finale – samme hold
Curry gør jo ikke det hele alene, og han er begunstiget af at være omgivet af en fantastisk talentfuld gruppe, hvor ikke mindst Draymond Green og Klay Thomson skiller sig ud.

Og nu står det bedste hold i historien altså over for Cleveland Cavaliers for andet år i træk. Det er dog en helt anden udgave af Cavaliers, der tropper op til årets finaler sammenlignet med sidste år. I 2015 skulle monstrøse Lebron James bære det hele på sine skuldre, og gjorde det nærmest også ved at snitte flest point, rebounds og assists blandt alle spillere i finaleserien. Det viste sig dog ikke at være nok mod Warriors’ gule maskine.

cavaliers

I år har Cavaliers utvivlsomt været det bedste hold i East gennem hele sæsonen og har haft en forholdsvis nem vej gennem playoffs. Mest af alt bliver det dog en anden finale i år, fordi Cavaliers ikke er ramt af afgørende skader. Både andenviolin Kyrie Irving og tredjeviolin Kevin Love var skadet i sidste års finaleserie. Det er de ikke i år, og Lebron James får selskab af de hårdeste banditter i banden på banen. Det springende punkt bliver, om Cavaliers defensivt er i stand til at løse Warriors’ boblende offensiv.

Og Curry? Han ligner mere og mere sit sædvanlige usædvanlige selv. Efterhånden mangler han kun en NBA Finals MVP-titel hjemme på pejsehylden. Spiller Curry, så currysk som kun Curry kan, så får han både den og NBA-titel nummer to.

Første kamp blev spillet i nat. Golden State Warriors fører 1-0 i kampe.

24 Dec

Det er juletid, og intet er som det plejer at være i NBA

Stephen_Curry_close_upEn af NBA’s største styrker har i flere år været ligaens uforudsigelighed. Alle har kunne slå alle. I år ser det dog anderledes ud. De forsvarende mestre fra Golden State Warriors har i første halvdel af sæsonen stort set været uovervindelige. Første juledag møder klubben LeBron James’ Cleveland Cavaliers i en gentagelse af sidste års finaler.   

Af Mads Graves Pedersen

Golden State Warriors er ikke uovervindelige, men det er tæt på.

Inden nederlaget til Milwaukee Bucks tidligere på måneden havde klubben vundet sæsonens første 24 kampe. Aldrig har et hold startet en NBA-sæson så imponerende.

Grunden til Warriors’ succes skal især findes ét sted: i den stigende betydning af ”små” spillere i giganternes sportsgren.

Point guard-positionen er over hele ligaen spækket med fremragende atleter, og det er ikke længere nok blot at have et par store, stærke mænd under kurven. Basketspillet foregår i højere og højere grad bag ved 3-pointslinjen, og som naturlig konsekvens heraf, bliver der også sendt mærkbart flere skud afsted derudefra end tidligere.

Ser man på statistikkerne over 3-pointsafslutninger, viser de en stødt stigende kurve. Eksempelvis var Phoenix i sæsonen 2005-06 det hold med flest forsøg bag 3-pointslinjen. Suns sendte 25,6 skud afsted per kamp, imens størstedelen af ligaens hold lå på under 20.

I skrivende stund fører Houston Rockets den samme statistik for i år med 31,4 forsøg – i øvrigt tæt forfulgt af Warriors med 30,7.

I 2005-06 blev Miami Heat mestre. Det gjorde de med beskedne 17,6 3-pointforsøg per kamp, og med et hold bygget op omkring et klassisk one-two-punch bestående af en ung og eksplosiv Dwyane Wade og Shaquille O’Neal.

I år, ti år senere, er det højst utænkeligt, at sådan et hold ville løbe med mesterskabet (San Antonio Spurs er som sædvanlig undtagelsen, der bekræfter reglen).

Det er selvfølgelig én ting at sende skud afsted – noget andet er at ramme. Det er i sidste ende her, Golden State Warriors skiller sig ud i år. Holdet fra Oakland rammer imponerende 42,4% af deres skudforsøg. De nærmeste forfølgere ligger på 37,5% og under.

Splash Brothers
Det er heller ikke hvem som helst, som rammer plet med skuddene for Warriors. For ud over ligaens ”pro tempore førerhund”, Stephen Curry, er holdet spækket med folk, som kan ramme de lange skud.

Sammen med Curry er det specielt Clay Thompson – med hvem han sidste år blev døbt ”The Splash Brothers” – da de sammen plaskede treere i på stribe, som laver pointene ude bag linjen.

Ud over Curry og Thompson skal Draymond Green også nævnes. Han udgør maskinrummet hos Golden State og sørger både for balance i forsvaret, samtidig med at han spiller sin medspillere gode, når holdet angriber.

Green bliver sjældent nævnt i forhold til de to ”brødre”, men det niveau, han spiller på i år, er vanvittig højt. Når man i fremtiden vil tale om dette Warriors-mandskab, vil Curry retmæssigt blive nævnt som den første, men Green bør have al den respekt, som kan ligge på hans brede skuldre. Draymond Green har i første halvdel af 15/16-sæsonen været blandt ligaens allerbedste.

Steph and the rest
Greens store spil ændrer dog ikke på, at holdet tilhører Stephen Curry. Det gjorde det også sidste år, men i år virker det samtidig som om, at hele ligaen tilhører ham. Hans afslutningsrepertoire er simpelthen af en anden verden. En stor del af Warriors winning-streak skal tilskrives hans evne til at lave point uanset holdets spil og modstanderens forsvar. At han samtidig ofte laver sine point i ”klaser”, gør også, at selv når Warriors er bagud, sidder tilskuerne med en fornemmelse af, at holdet er på vej mod sejr.

Et godt eksempel er kampen ude mod Toronto Raptors i starten af december. Anført af stjerne-point guarden Kyle Lowry spillede Raptors en fantastisk kamp. Løftet frem af hjemmepublikummet lagde de en ufattelig energi i kampen, og tilskuerne var ikke i tvivl om, hvem der var det bedste hold på banen. Alligevel fortalte pointtavlen en anden historie. Raptors var nærmest bagud hele kampen og endte også med at tabe med en lille håndfuld point. Curry og resten af Warriors konstante 3-pointsscoringer holdt igennem hele kampen Raptors fra fadet.

Er kongen død? 
Første juledag mødes de to finalister fra sidste år. Udover et møde mellem de to af de største favoritter til mesterskabet bliver det også et møde mellem Stephen Curry og LeBron James. Det er over to sæsoner siden, at LeBron vandt sin sidste MVP, og hvis Curry bare holder nogenlunde fast i sin nuværende form, så bliver det heller ikke til en MVP-titel for ”King James” i denne sæson.

Selvom den personlige dekorering er udeblevet for James de sidste på år, så har der dog altid hersket en usagt konsensus om, hvem som var ligaens bedste spiller. Da Kevin Durant vandt den i 2014, var han fantastisk, men flere var enige om, at LeBron, når alt kom til alt, var bedre. Det samme gjorde sig gældende sidste år, hvor LeBron blev slået af både James Harden og selvfølgelig Curry. Nok var Harden og Curry gode, men LeBron var stadig den bedste.

I år har det billede ændret sig. Curry har været på et niveau for sig selv. Der er ikke længere nogen, som bliver nævnt i samme sætning som ham. Ingen er længere over eller lige. Første juledag får LeBron chancen for at tage tronen tilbage, og samtidig får basket-elskere muligheden for at få en forsmag på det, som meget vel kunne ende med at blive den finaleserie, vi kommer til at følge til foråret.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image