Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
clarence seedorf | Sport fortalt clarence seedorf – Sport fortalt
17 Feb

Træner-Seedorfs første store test

Seedorf

Clarence Seedorf har som spiller vundet Champions League med flere hold end nogen anden. Nu er han tilbage i den mægtige fodboldturnering efter blot en måned som ny cheftræner for kriseramte AC Milan. 

Af Morten Øyen Jensen

Når AC Milan på onsdag tager imod Aletico Madrid i Champions League, bliver det den første rigtige test af Clarence Seedorf som træner. Siden han i januar overtog cheftrænerstolen efter Max Allegri, er det blevet til tre sejre, en uafgjort og et nederlag i fem Serie A kampe for Milan.

Umiddelbart godkendt for en ny cheftræner uden trænererfaring, som overtager et hold i krise. Seedorf har oven i fået introduceret fire helt nye spillere til holdet samt et nyt spilkoncept. Men når de tre sejre alle er hentet med kun et enkelt mål mere end modstanderen, og da Milan så meget sårbare ud på hjemmebane mod Torino i en kamp som endte uafgjort, og i store dele af kampen blev kørt ud af banen i nederlaget til Napoli, ser billedet noget mere grumset ud.

Seedorf kan sagtens leve med resultaterne. Han er kommet til klubben på et tidspunkt, hvor alle mesterskabsdrømme for længst er slukket. Serie A i år er tabt, og spørgsmålet er kun, om det skal lykkes at spille Europa League næste år. Resten af sæsonen er lidt et eksperimentarium, hvor jorden skal gødes inden det for alvor går løs efter sommerferien. Og så alligevel ikke helt. For AC Milan er stadig med i den vigtigste af alle klubturneringer: Champions League.

Derfor er det også på et usikkert grundlag, Aletico Madrid har til at gennemskue, hvad det er for et AC Milan-hold, de skal møde i Champions League.

Og hvad ved vi egentlig om Seedorf som træner?

Træner-Seedorf

Som spiller har Seedorf været dirigeret fra sidelinjen af nogle af de største trænere: Louis van Gaal, Fabio Capello, Jupp Heynckes, og Carlo Ancelotti. Og allerede tidligt i karrieren lå det i kortene, at Seedorf skulle blive træner. I hans tid som spiller i brasilianske Botafogo var det nærmest i en rolle som spillende træner. Og ved siden af fodbolden har han gået på træner-kurser.

Milans tidligere psykolog Bruno Demichelis har sagt, at Seedorf talte meget mere som en træner end som en spiller.  Og allerede da Seedorf i 1995-96 spillede i Real Madrid under Fabio Capello er det blevet beskrevet, hvordan Seedorf i en halvleg rejste sig og gav sin taktiske udlægning af, hvordan Real Madrid burde gå til anden halvleg. En gestus Capello i øvrigt blev rasende over.

Han har været nævnt som træner for AC Milan siden Berlusconi i 2011 ved et arrangement talte om en tid, ”når Seedorf bliver træner for Milan”. Ved samme arrangement fortalte Berlusconi dog også, at han så for sig, at Seedorf selv ville spille til han blev 52 år.

Når det kommer til Champions League, vil det være meget langt fra sandheden at sige, at han er uerfaren. Seedorf er yderst bekendt med turneringen, som han helt ekstraordinært har vundet med tre forskellige hold som spiller: Ajax i 1995, Real Madrid i 1998 og AC Milan i 2003 og 2007.

Milan-DNA

Og det er netop noget af den ”DNA”, Milan-ledelsen håber kan præge det nuværende hold med ansættelsen af Seedorf. Max Allegri kunne på intet tidspunkt i denne sæson få holdet til at levere som forventet, og til tider har det set ud, som om Milan-spillerne har været helt bange for at spille. Nu skal storheden tilbage.

”At komme tilbage til Milanello var som at komme tilbage efter en ferie eller efter at have været skadet. Jeg har Milans DNA i mig. Og jeg vil arbejde videre med klubbens værdier og give dem videre til truppen. Det handler ikke kun om at vinde, men hvordan vi vinder,” har Seedorf sagt i et interview med UEFA.com.

Den nye cheftræner har fra dag ét sagt, at målet igen er, at hold skal frygte AC Milans hjemmebane, holdet skal spille offensiv fodbold, og så skal spillerne have ”smilet” tilbage.

Det første Seedorf slog fast som ny træner var, at holdet skal skifte formation og filosofi. AC Milan skal være spilstyrende, men nu med et andet mere højt presspil. Bolde skal forsøges generobret i løbet af seks sekunder, og forsvaret skal stå meget højere på banen.

Fremover vil holdet spille en 4-2-3-1 formation, som man kender det fra blandt andre Dortmund og Bayern München. Det har skabt noget kritik i Italien, blandt andet fordi det kan være svært at få øje på, at AC Milan i øjeblikket råder over spillerne til denne formation. AC Milan har de sidste mange år spillet med tre på midten foran forsvaret, men ved at rykke den ene midtbanespiller længere frem, håber Seedorf på at flytte spillet længere frem på banen.

Hold uden kontinuitet

Imens alle som følger Milan venter på, at holdets stjernetalent Stephan El Shaarawy i slutningen af marts vender tilbage efter en fod-operation, har Seedorf givet ”hans plads” på venstre side af den offensive ”3’er” til lejesvenden Adel Taarabt fra QPR. En tillid han i sine to første kampe har brugt godt.

Eksempelvis med et glimrende mål mod Napoli:

Mario Balotelli er selvskrevet til kampen mod Atletico, ligesom Kaka er det, hvis han bliver helt skadesfri. Desværre er Milan foruden El Shaarawy også uden nyerhvervelsen Keisuke Honda, som ikke må spille Champions League i år, fordi han allerede har spillet i årets turnering for CSKA Moskva. Også stortalentet Bryan Cristante må holdet undvære da han er skadet, mens anfører Riccado Montolivo skal sidde på tribunen da han fik rødt i den seneste Champions League kamp mod Ajax.

AC Milan møder dog stadig Atletico med solid erfaring fra storkampe. Hvis Kaka er klar, er han anføreren. Og på den defensive midtbane vil Milan spille med de rutinerede kæmpere Nigel De Jong og Michel Essien. Desværre har de to midtbane-kæmpere kun haft minimal spilletid sammen før kampen onsdag.

Svag italiensk defensiv

Offensivt bør AC Milan – på papiret i hvert fald – da også kunne matche Atletico. Hvor spanierne har Diego Costa, har AC Milan Mario Balotelli; hvor Atletico har Koke, har italienerne Kaka osv.

Det er da også (overraskende?) klart den italienske defensiv, som er i fare for at blive udstillet, når Milan tørner sammen med Alectio Madrid, som har været storspillende i år.

Milan har godt nok landsholdsspillerne Ignazio Abate og Mattia De Sciglio på spillerlisten, men Seedorf har tøvet med at spille dem på samme tid. Og i midterforsvaret ligner den mest konsistente spiller i øjeblikket at være nyerhvervelsen Adil Rami. For et hold, hvis midterforsvar for få år siden var hjørnestenen – med solide, kloge og boldssikre spillere som Alessandro Nesta og Thiago Silva – fortæller det nok noget om, hvor AC Milans og Clarence Seedorfs største problemer for tiden ligger.

I weekendens optakt til Champions League-kampen mod Atletico vandt AC Milan 1-0 over Bologna med et brag af et mål af Mario Balotelli.

Imens vandt Atletico Madrid 3-0 over Valladolid, hvoraf de to første mål blev scoret i kampens første fem minutter.

http://youtu.be/ewPOxRvFk9g

Efter fem kampe i et håbløst Serie A-år for AC Milan, bliver det på onsdag alvor for Seedorf.

AC Milan møder Atletico Madrid i Milano i Champions League onsdag den 19. februar.

09 Dec

AC Milans vej op af hullet

AC Milan v Juventus FC - Serie A

Vi skal ikke ret lang tid tilbage før alle alarmklokker lød: Ud af de første 12 kampe i Serie A var AC Milan gået fra banen som taberne i halvdelen. Det er en uhørt dårlig statistik for de syvdobbelte Champions League-vindere. Det seneste nederlag havde været en ren afklapsning på hjemmebane til formstærke Fiorentina, og foran lå en udekamp mod stærke Napoli, en afgørende kamp i Champions League, opgør mod mestrene fra Juventus, og en vanskelig udekamp på Sicilien mod Catania.

Uhørt fordi AC Milan stort set siden Silvio Berlusconi overtog holdet i februar 1986 har tilhørt den absolutte elite i europæisk fodbold. Derfor har der også været en høj grad af italiensk uforståelse over den tilstand, klubben startede sæsonen i.

Men efter den dårligste start på sæsonen i 80 år ser AC Milan endelig ud til at have fundet et koncept, der virker.  Efter nederlaget til Fiorentina er holdet vendt tilbage til en fysisk dominerende midtbane, og har fået system på forsvaret og finpusset et talentfuldt angreb – konceptet kan måske bedst kaldes ”4-3-Fantasia” – men det ser ud til at virke:

Den svære serie af kampe endte med stort set maksimalt udbytte, avancement i Champions League, og et stort hop op i ligatabellen.

Milan årgang 0
At resultaterne er opnået med samme taktiske formation, og samme grundstamme af spillere, giver grund til at være fortrøstningsfuld for det ”nye” hold. For har noget været kendetegnende for AC Milan i år, har det indtil for nyligt været det totale kaos af ideer, der skulle afprøves på holdet efter ”senatorernes” afgang, og efter Zlatan Ibrahimovic ikke længere er der som det evige fikspunkt.

Sammen med den nødvendige, og for nogen længe ventede, afgang fra en række af holdets legendariske ”senatorer” som Clarence Seedorf, Alessandro Nesta, Gennero Gattuoso og Fillipo Inzaghi, krydret med en økonomisk motiveret afgang af stjernerne Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic (og dertil Antonio Cassano, Mark Van Bommel og Alberto Aquilani), var storholdet AC Milan ved sæsonstart efterladt i et sandt magttomrum.

Den nye spillertrup savnede i første omgang nye ledere, der kunne påtage sig ansvar efter de store stjernes afgang. Træner Max Allegri havde desuden ikke megen held med at finde en måde at bruge sine spillere bedst på.

Resultatet var et usædvanligt kedeligt og tandløst Milan-hold, der måtte se sig slået af hold som Sampdoria og Atalanta. Medierne krævede hurtigt træner Allegris hoved på et fad, men med en sejr over hans tidligere arbejdsgiver Cagliari på 2-0 kom der kortvarigt luft til holdet. For første gang i sæsonen formåede milaneserne at holde 0’et, men måske mere vigtigt: det unge talent Stephan El Shaarawy begyndte for alvor at vise omverden, hvilket usædvanligt talent han er.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=wwqDulNW1yU&w=560&h=315]

Sejren kom i hus med en – for Milan – ny 4-2-3-1-formation, som lignede at passe holdet. På den defensive midt gav det plads til nyerhvervelserne Riccardo Montolivo og Nigel De Jong, mens Milan fik introducerede ”rigtige” fløje, hvorfra El Shaarawy særligt viste sig farlig.

Problemet med formationen viste sig dog i de efterfølgende kampe: mod stærke hold var ”boltværket” foran forsvaret ikke stærkt nok. Efter lederlag mod Inter og Lazio forsøgte træner Allegri derfor en 3-4-3 formation mod Malaga på udebane i Champions League. På papiret en spændende formation – Juventus-inspireret tre-mandsforsvar, en stærkere midtbane, men stadig med fløjene i angrebet, hvilket havde vist sig effektivt.

Formationen har dog ikke været brugt af AC Milan siden Alberto Zaccherino trænede klubben i start 00’erne. Og det er der en grund til. Milan tabte kampen mod Malaga 1-0, og klubpræsident Silvio Berlusconi forbød efterfølgende, at Milan igen nogensinde skulle spille med et tremandsforsvar.

Medierne var heller ikke sene til igen at lave øvelsen ”find Milans næste træner” og drog paralleller til Zaccherino, der blev fyret på live TV af Berlusconi efter en miserabel indsat mod Deportivo La Coruna i Champions League i 2001. Så vidt kom det dog ikke denne gang.

Balance med 4-3-3
I de efterfølgende kampe kom den tidligere 4-2-3-1-formation igen i brug, og holdet viste for alvor sine offensive kvaliteter mod blandt andre Chievo, som blev slået 5-1.

Vendepunktet blev dog kampen på hjemmebane mod formstærke Fiorentina, der med sin 3-5-2-formation erobrede midtbanen, og lukkede effektivt ned for Milans hurtige fløje. Resultatet blev en overbevisende 1-3-sejr til gæsterne fra Fiorentina. Med et var krisen tilbage på holdet. Det fik klubpræsident Berlusconi til at besøge holdet inden det efterfølgende opgør mod Napoli, og han tog en personlig samtale med alle spillerne for at indpiske gejst. Samtidig ændrede Allegri holdets taktiske opsæt igen og genindførte den fysisk-stærke tre-mands-midtbane, som nærmest er et varemærke ved Allegris AC Milan, men som i det meste af sæsonen havde været fraværende. Med det nuværende hold bliver denne midtbane udgjort af Antonio Nocerino, De Jong og Montolivo.

I kampen mod Napoli var det tydeligt, at Nocerino ikke havde haft mange kampe sammen med de to andre. Men det var også tydeligt, at holdet fik en anden balance – et bedre værn for et forsvar, der ikke længere tæller forsvarsstjerner som Alesssandro Nesta og Thiago Silva.

Kampen mod Napoli endte 2-2, men hjemmeholdet var heldige med resultatet, som de kunne takke et regulært drop af Milan-keeperen for. Skader havde samtidig givet Allegri muligheden for at prøve lejesvenden Kevin Constant som venstre-back (der i flere sæsoner har været Milans svage punkt), hvilket han har spillet siden med stigende succes. På den modsatte back har Milans egen ungdomsspiller 20-årige Mattia De Sciglio spillet næsten fejlfrit, og udfordrer nu landsholdsspilleren Ignazio Abate som førstevalget på højrebacken.

I kampen mod Juventus viste midtbanen, med Montolivo i spidsen, sig stærkere end mestrenes, og det er ikke tit man kan sige det om nogen midtbane, der spiller mod Juventus.

milan-juve

Milans “fantasia”
Angrebet er en mærkelig blanding af små vævre, hurtige spillere, og mere fysik i (den omskolede midtbanespiller) Kevin Prince Boateng. Den største stjerne, brasilianske Alexandre Pato, har endnu engang vist sig at være ca.  9/10 skadet i løbet af sæsonen, og derfor i praksis næsten ubrugelig.

Til gengæld er ungdomstalentet Stephan El Shaarawy slået igennem som årets store overraskelse i Serie A. Han er i indeværende sæson mere scorende end Zlatan nogensinde var i Italien. Samtidig er han en hårdtarbejdende angriber, der hjælper defensivt på venstrekanten, hvorfra han med sin hurtighed nærmest overløber modstandernes forsvarsspillere i omstillingsspillet.

Derfor har Milan droppet den traditionelle spiller ”i hullet” bag to angribere, men spiller i stedet bredt med ”tre på stribe”. Angrebet tilpasses dog i høj grad den modstander Milan møder, og træner Allegri har selv kaldt formationen for ”4-3-og-så-må-vi-se”.

Boateng spiller som hovedregel ”en falsk 9’er” i midten, men veksler i kampen ofte plads med højrefløjen, som i start 11-eren er brasilianeren Robinho. Det er et usædvanligt “umage” angreb: El Shaarawy, Boateng og Robinho, der er meget forskellige typer spillere, og ingen af dem en klassisk angriber.

Men der er heller ikke meget ”klassisk” Milan over Berlusconis hold denne sæson, der har gennemgået en stor transformation til et ”billigere og yngre” AC Milan. Den seneste måned er holdet dog kravlet op af det værste hul. De sidste tre Serie A kampe i år vil vise, om de formår at blive oppe.

Af Morten Øyen Jensen