09 Jul

Boksning: Starwatch 2017

34690522245_564c2d7802_b

Boxing_jaa

Boksesporten er inde i en fremragende periode med masser af interessante matchups og bunker af godbidder i vente. Sport fortalt danner her et overblik over de navne, som aktuelt tegner toppen af sporten.

Af Tyson W. Lyall

Hvilket bokse-år 2017 har været indtil videre.

I den historisk frustrerende sportsgren, hvor talrige vægtklasser, forbund og promotorer gør vejen til kvalitetsopgør ualmindelig besværlig, har 2017 leveret varen.

Med Jack DeGale vs. Badou Jack i januar fik vi det bedst mulige opgør i supermellemvægt. Vi har set en rematch mellem to af sportens absolut bedste med Andre Ward vs. Sergey Kovalev. Der har været top-top-opgør i den profilfyldte weltervægtsklasse med Keith Thurman vs. Danny Garcia og ikke mindst Kell Brook vs. Errol Spence Jr., og der har været divisions-topopgør i mellemvægt med Golovkin vs. Jacobs og i fjervægt med Santa Cruz vs. Frampton II.

Og så var der ikke mindst et allerede legendarisk sværvægtsopgør foran 90.000 tilskuere på Wembley Stadion mellem Anthony Joshua og Wladimir Klitschko i april.

Det bedste venter imidlertid stadig.

Og nej, her tænker vi naturligvis ikke på Floyd Mayweather vs. Conor McGregor (det var således første og sidste gang, det show nævnes her på siden).

Til september mødes derimod to af sportens allerstørste stjerner og – ikke uvæsentligt – bedste boksere. Gennady Golovkin fra Kasakhstan og Saul ”Canelo” Alvarez fra Mexico bokser i et opgør, vi tidligere har behandlet (læs her).

Endelig venter en afsindigt spændende cruiservægt-turnering under navnet ”World Boxing Super Series”, hvor otte af de bedste i rækken mødes over et slutrunde-forløb, som indledes til september. Med navne som Oleksandr Usyk, Murat Gassiev og Mariris Briedis om bord er der reelt tale om en turnering på første klasse.

Under samme koncept følger også en turnering på supermellemvægt, som dog er en smule mindre profilfyldt. Det skal dog blive spændende særligt at se George Groves og Callum Smith samt vinderen af Chris Eubank Jr. vs. Arthur Abraham bokse med i turneringen.

Starwatch
Al denne jubeloptimisme om boksningens aktuelle status giver anledning til at se nærmere på, hvem der egentlig er sportens største navne for tiden.

Vi har nedenfor udvalg de ti boksere, som vi mener fortjener særlig opmærksomhed, når sportens stjerneflok skal oplistes.

Udvælgelsen er naturligvis stærkt subjektiv og baseres på en vurdering af stjernestatus som noget, der defineres ud fra den opmærksomhed, bokseren kan tiltrække. Det er således en vurdering af, hvilke boksere der kan skabe de allerstørste kampe pt. Størst forstået som økonomi, tilskuertal, entreindtægter, tv-seere, medieomtale mm.

Derfor er boksekvalitet heller ikke i sig selv et afgørende kriterium. Eksempelvis er Roman Gonzalez ikke med på listen, selvom han de fleste steder rangeres blandt de fem bedste boksere på tværs af alle vægtklasser.

Udvælgelsen vil unægtelig være præget af, at vores fokus og indsigt primært er stærk på de navne, som bokser på det europæiske og nordamerikanske ”marked”. Således vil man eksempelvis ikke finde Shinsuke Yamanaka, som udelukkende bokser i Japan, på listen.

Endelig er klare stjerner som Tyson Fury og Floyd Mayweather ikke taget med, da det er uvist, hvordan deres status som ”aktive” egentlig ser ud. Skal Mayweather mere end blot et enkelt show, og ser man nogensinde Tyson Fury igen? Det er i vores optik tvivlsomt i begge tilfælde.

Nedenfor gennemgår vi kort de udvalgte profiler. Undervejs spekulerer vi over, hvordan deres fremtid kan og bør se ud. Listen er ikke rangordnet.

Nu til stjernerne:

Anthony Joshua (19-0). Sværvægt.
anthony

Boksningens royale vægtklasse har fået sig en ny kronprins. Den britiske sværvægter og tidligere OL-guldvinder viste i april, at der er bund i den voldsomme hype, som har fulgt ham i sin relativt korte karriere.

Med sin sejr over Wladimir Klitschko gik han fra top-prospect til certificeret mesterbokser. Undertegnede var selv tilstede på Wembley og mærkede luften gå ud af den rekordstore folkemængde, da Joshua gik i gulvet af en signatur Klitschko-højre i 6. runde.

Joshua gjorde imidlertid, hvad kun Lamon Brewster har gjort før: Han ikke bare rejste sig op fra en Klitschko-hammer, men han kom også tilbage vandt på KO – i 11. runde.

Anthony Joshua er nu trådt op blandt sportens største navne. Det er utænkeligt, at han ikke ville kunne fylde arenaer i størrelsen 20.000-25.000 tilskuere stort set ligegyldigt hvor og mod hvem, han skulle bokse.

Vi vælger dog stadig kun at kalde ham ”kronprins” af sværvægtsklassen, da han endnu blot har 19 kampe bag sig – og da der endnu er en ubesejret mand ved navn Tyson Fury, som stadig besidder Ring Magazines sværvægts-bælte.

Joshuas nærmeste fremtid byder enten på en rematch mod Klitschko – højst sandsynligt i Las Vegas til efteråret – eller et opgør med Kubrat Pulev, som er ”mandatory” udfordrer til Joshuas IBF-bælte.

Klitschko-opgøret giver økonomisk og sportsligt mening, men vi tilslutter os Joshua selv, som føler, at den ukrainske legende bør trække sig tilbage nu, hvor han endnu er på toppen.

Et opgør mod Pulev på hjemmebane ville også være fint i vores optik. Pulev er god på papiret, men har set rusten ud på det seneste. Det ville således være en fin mulighed for Joshua til at ”shine” på hjemmebane mod et acceptabelt navn.

Vi forudser en række mellemopgør (formentlig i USA) for Joshua efterfølgende, før opgør mod navne som Deontay Wilder, Joseph Parker og Tyson Fury i vores optik tidligst skal forventes i 2019.

Gennady Golovkin (37-0). Mellemvægt.
golovkin1

”GGG” er og bør være en boksefan-yndling. Han er en eminent bokser, hårdtslående som få, frygtløs, ydmyg og cool.

Whats not to like?

Han er en åbenlys stjerne, som trods sit kasakhstanske statsborgerskab er særledes vellidt i USA. Modsat mange andre ikke-amerikanske boksere behersker han sproget ganske pænt, og det hjælper på populariteten.

Golovkin er et af få navne, som kan være hovednavn på pay-per-view-stævner. Men der er desværre også ting, som begynder at trække ned i hans stensikre verdensstjernestatus.

Han er allerede blevet 35 år, og kritikerne mener, at de under hans seneste to opgør mod henholdsvis Kell Brook og Daniel Jacobs så huller i det perfekte billede.

Sport fortalt er ikke med på kritikernes hold, men det er trods alt værd at notere sig, at opgøret mod Jacobs brød Golovkins KO-række på vanvittige 23 kampe i streg, ligesom det formentlig var hans karrieres tætteste opgør overhovedet (sejr med dommerstemmerne 114-113, 115-112 og 115-112).

Nu venter som nævnt Canelo til september. Den kamp kommer vi til at lave selvstændig optakt til, men kort sagt er Golovkin favorit hos de fleste bookmakere – om end ganske marginalt. Sådan ser vi det også.

Hvad der venter Golovkin efter Canelo-opgøret er svært at sige. Der er øjensynligt ingen rematch-klausul i aftalen mellem de to, men hvis de udkæmper et brag af en kamp, vil det formentlig give mening med et opgør mere – klausul eller ej.

Derudover vil der næppe være mere end en håndfuld kampe tilbage i Golovkin. Beholder han sine bælter efter Canelo-mødet er en ”unification-kamp” mod WBO-mesteren Billy Joe Saunders oplagt – eksempelvis på hjemmebane i hovedstaden Astana.

Vasyl Lomachenko (8-1). Junior-letvægt.
skaermbillede-2017-01-02-kl-19-51-28

En Sport fortalt-yndling. Indrømmet. Som vi tidligere har skrevet om her, er Lomachenko ubestrideligt en af de absolut dygtigste boksere i verden. Hans kampe er samtidig garanti for underholdning – også for andre end boksenørderne.

Alligevel ville vi faktisk være modtagelige overfor argumentet om, at han endnu ikke hører til på listen over sportens allerstørste stjerner. For han bevæger sig endnu i grænselandet mellem en aficionado-favorit og et alment kendt boksenavn. Som junior-letvægter, ukrainer, en begrænset pro-karriere og med sin manglende lyst til at tale engelsk offentligt (selvom han godt kan), har han nogle forhold imod sig, hvis han skal nå sikker verdensstjernestatus.

Han er dog absolut på vej frem i det større sportsbillede, og som hovednavn ved et stævne i august, som vises på ESPN i USA, må det forventes, at hans navn når endnu bredere ud. Han er sat til at møde Miguel Marriaga, hvilket for Lomachenko-fans er et skuffende (ringe) valg, men hvilket set i et større markedsføringsbillede er klogt. Lomachenko kommer til at makulere Marriaga, hvilket vil indprente hans navn i bevidstheden på et stort ESPN-publikum.

Lomachenko er 29 år gammel, men har endnu blot ni professionelle kampe bag sig. Det må derfor formodes, at han har en lang årrække foran sig som frisk topbokser. Der er uendeligt mange interessante og mulige match-ups forude for Lomachenko, som derfor modsat Golovkin og andre navne på denne liste må forventes at holde sin stjernestatus i mange år frem.

I den nærmeste fremtid kan man håbe på et revanche-opgør mod Orlando Salido, som besejrede Lomachenko i 2014. Et opgør mod den lidt tungere Mikey Garcia (36-0) vil være af ypperlig kvalitet. Et match-up mod den lettere og aldrende Guillermo Rigondeaux vil være dybt interessant – om end i tiltagende grad irrelevant.

Lomachenko kunne gå ned i vægt og møde topnavne som Leo Santa Cruz, Carl Frampton, Lee Selby eller Oscar Valdez. Han kan gå op i vægt og møde Jorge Linares, Terry Flanagan eller Robert Easter Jr. Eller han kan blive på junior-letvægt og møde interessante folk som Jezreel Corrales, Miguel Berchelt eller afsindigt spændende Gervonta Davis. Mulighederne er virkelig mange for ”Loma”.

Andre Ward. (32-0). Letsværvægt.
Skærmbillede 2017-07-09 kl. 09.34.43

Boksningens aktuelle pound-for-pound-konge er ikke til at komme udenom.

Andre Ward er ikke så stor en stjerne, som han ”burde” være – i den forstand, at han aktuelt er bredt anerkendt som den bedste bokser på tværs af alle vægtklasser, at han er tidligere amerikansk OL-guldvinder, at han er en ordentlig person udenfor ringen, at han har spillet med i en stor Hollywood-film etc., men alligevel ikke er vildt populær og (aner)kendt.

Andre Ward er et stort sportsnavn, bestemt, men alligevel er det som om, han i forhold til stjernestatus ”bokser under sin vægtklasse”.

Forklaringen er formentlig hans til tider destruktive og defensive stil i ringen samt hans lange perioder med inaktivitet. Andre Ward er samtidig et af få topnavne, som har valgt at lade sig repræsentere af Jay Z’s selskab Roc Nation, hvilket i alt fald ikke har været nogen succes for andre folk som Guillermo Rigondeaux og Miguel Cotto. Sidstnævnte har netop ophævet med Roc Nation og er skiftet til Golden Boy.

Andre Ward er desuagtet en af boksningens store stjerner, og med sine to seneste (kontroversielle) sejre over Sergey Kovalev har han slået fast, at han hører til blandt nyere tids største amerikanske boksere. Et cv med sejre over navne som Kessler, Froch, Abraham og Kovalev – alle i deres ”prime” – taler for sig selv.

Fremtiden ser omvendt lidt usikker ud for Andre Ward. Noget ved ham udstråler en modstand mod at bokse alt for mange flere kampe. Fornemmelsen er, at han allerede nu ønsker at gå ind i en senior-fase af sin karriere, hvor han mere går efter ”events” end nødvendigvis opgør af største sportslige værdi.

Således er der pt. tale om et opgør mod cruiservægteren Tony Bellew fra Liverpool, som lige præcis er eksemplet på en stor stjerne, som ikke teknisk er blandt sportens dygtigste udøvere. Et sådant opgør i England vil således kunne indbringe begge store beløb. Det vil have størst sportslig værdi, hvis det bokses på Bellews cruiservægt, hvilket sportsligt ikke giver så stor mening for letsværvægtsmesteren Andre Ward.

Et tredje opgør mod Kovalev burde egentlig også være relevant, da de to første opgør endte kontroversielt, men det er fornemmelsen, at nu har man set det. Andre Ward har bevist sig i sporten, men hvis han ønsker at sætte yderligere streg under sin fremtidige Hall of Fame-status, kunne han møde navne som Badou Jack eller Adonis Stevenson (som dog næppe vil). Hvis han modsat den gængse opfattelse endnu er virkelig sulten efter at bokse opgør af stor sportslig værdi, er der flere ekstremt interessante navne på vej op i netop Wards vægtklasse i form af mulige kommende verdensstjerner som Eleider Alvarez, Oleksandr Gvozdyk og Artur Beterbiev.

Saul Canelo Alvarez (49-1-1). Mellemvægt.Saul-Canelo-Alvarez 

Det giver sig selv, at ”Kanel” skal med på listen over boksningens største stjerner. For at bruge en kæmpe kliche, kan man sige, at han har ”hele pakken”. Det betyder mere præcist, at han har både talent, evner, udseende, charme og en god historie med sig. Talentet og evnerne er bevist igennem en – trods hans blot 26 år – vanvittig omfattende karriere med i alt 52 officielle kampe.

Udseendet og charmen må være op til læserne at vurdere, men vi tillader os at konkludere, at Canelo besidder en udstråling, som få andre på denne liste kan matche.

Endelig har han en stærk fortælling om den rødhårede mexicaner, der blev drillet som barn på grund af sin røde hårfarve, og som valgte at kanalisere sin vrede gennem boksesporten. Det er samtidig historien om en ung mand, der allerede som 15-årig blev professionel og gik i gang med at bokse mod granvoksne mænd på skumle beværtninger i Mexico. Samtidig lyder legenden, at han har mindst ti ekstra kampe på sit cv, som de officielle statistikere imidlertid har opgivet at få verificeret, fordi de er foregået på helt særligt skumle beværtninger.

Canelo har et virkelig flot cv med sejre over gode folk som Austin Trout, Erislandy Lara og Miguel Cotto, men som vi tidligere har skrevet om, så har mange fans længe sukket efter et opgør mellem Canelo og Golovkin. Det kommer nu til september, hvis begge boksere holder sig raske.

Uanset udfaldet af opgøret mellem Canelo og Golovkin forventer vi en lang og spændende karriere for mexicaneren efterfølgende. Han har endelig bevæget sig op på mellemvægt, hvor han i vores optik retmæssigt hører hjemme. Her ligger flere gode opgør og venter, hvis hans krop ikke tager for meget skade af de mange kamp – indtil videre tyder intet på. Rent faktisk lader Canelo blot til at blev bedre og bedre i disse år, hvor særligt defensiven ser forbedret ud. Det håber vi at få at se i fremtidige opgør mod boksere som Daniel Jacobs, David Lemieux eller up-and-coming folk som Charlo-brødrene.

Tony Bellew. (29-2-1). Cruiservægt.
bellew

Ja, du læste rigtigt. Tony Bellew.

Englænderen er den svageste bokser på denne liste, men han er aktuelt på et stadie af sin karriere, hvor alt er gået op i en højere enhed.

Han spillede skurken i Hollywood-filmen ’Creed’ i 2015, han leverede en overraskede og imponerende KO-sejr over Ilunga Makabu på hjemmebanen for hans favorit-fodboldhold Everton i 2016, og så leverede han ikke mindst sensationen ved at besejre den meget kendte David Haye på sværvægt tidligere i år.

Tony Bellew har dermed en stærk fortælling med sig pt. Han er den simple arbejder, fodboldfan og familiefar fra Liverpool, som trods et begrænset talent og nederlag tidligere i karrieren, har genskabt sig selv ved hjælp af god gammeldags viljestyrke og et skifte op fra letsværvægt til cruiservægt.

Rollen i Creed giver Bellew noget global genkendelighed, men han er trods alt mest med på denne liste på grund af sin tiltrækningskraft som en stor spiller på den britiske boksescene. Her fungerer han ydermere ofte som ekspertkommentator på Sky Sports, ligesom han jævnligt ses i selskab med kendisser som fodboldspillerne Wayne Rooney og Jamie Carragher.

Den slags stjernestatus er yderst værdifuld i dagens boksesport, hvor magtcenteret i stigende grad flyttes mod Storbritannien. Mange af sportens største navne søger mod store pengekampe i Storbritannien, og netop det forhold, at Andre Ward øjensynligt ønsker at flyve over Atlanten til et opgør med Tony Bellew bevidner, hvorfor han hører med på listen over boksningens største stjerner pt.

Manny Pacquiao (59-7-2) Weltervægt.Boxing Boxer Manny Pacquiao Athlete

Senatoren fra Filippinerne lader til at være på en slags verdensturne ala ”Harlem Globetrotters” i disse år.

Han går efter de store begivenheder – og så er det sportslige indhold mindre væsentligt. Senest illustreret ved sidste weekends kamp mod den upåagtede australier Jeff Horn foran 50.000 tilskuere i Brisbane. Selvom Pacmans sportslige relevans stille og roligt bliver mindre, så er der ingen tvivl om, at han endnu tilhører sportens absolutte stjerner. Trods et meget kontroversielt nederlag til netop Jeff Horn, så er der rimelig bred konsensus om, at Pacquiao stadig er blandt de fem bedste weltervægtere i verden.

Kombineret med hans globale appel og enorme fanbase, som særligt blev bygget op i den legendariske periode fra 2006 til 2012 med sejre over Morales, Barrera, Marquez, De La Hoya, Hatton, Cotto med flere, hører Manny Pacquiao stadig til blandt sportens absolutte verdensstjerner. Han har en kæmpe fanbase i hele verden, og selvom hans dage som pay-per-view-navn måske er ovre, kan han endnu være på toppen af plakaten til kæmpe stævner verden over. Det står klart, at der ikke er ret mange kampe tilbage i ham, men de få, der måtte være, skal nok blive tilløbsstykker alligevel.

Først for står formentlig en rematch mod Jeff Horn, og derefter kan han vælge alt i regionen letvægt-letweltervægt-weltervægt. Pacquiao er så stort et navn, at alt fra Lomachenko, Mikey Garcia, Terence Crawford, Adrien Broner til alle elite-weltervægterne kunne tænkes at ville møde ham.

Terence Crawford (31-0). Letweltervægt.terrencecr 

”Bud” fra Nebraska er totalt dominerende i sin vægtklasse (junior-weltervægt). Den 19. august møder han Julius Indongo i et unikt opgør, hvor man for første gang siden Bernard Hopkins i 2004 kan ”forene” en division med bælterne fra både WBC, WBA, IBF, WBO og IBO.

Julius Indongo er virkelig spændende og kommer med en vild KO over Troyanovsky og en flot udboksning af Ricky Burns bag sig. Det er dog alligevel svært at se Indongo eller nogen andre true Crawford pt., medmindre han træder (endnu) en vægtklasse op til weltervægterne.

Crawford er utvivlsomt en af klodens allerdygtigste boksere overhovedet, men endnu har hans tiltrækningskraft haltet en del efter bokseevnerne. Han er ikke nogen videre spændende karakter udenfor ringen og han har i store dele af sin karriere holdt sig til sin hjemmebane i Nebraska. Han mangler endnu at slå sig fast som globalt topnavn, men hvis han holder sit nuværende niveau og frekvens af topkampe, skal han nok bevæge sig i retning af toppen.

Der ligger potentielle opgør og venter, som med rette udfald vil kunne cementere hans plads som topstjerne. Det kunne være mod en Adrien Broner, Mikey Garcia, Manny Pacquiao eller en af weltervægterne som Thurman og Spence.

Wladimir Klitschko (64-5). Sværvægt.34690522245_564c2d7802_b 

Der gælder lidt det samme her, som med Manny Pacquiao.

41-årige Wladimir Klitschko har givet ikke mange kampe tilbage i sig, men kvaliteten og tiltrækningskraften er stadig så stor, at han hører hjemme på listen over sportens største stjerner.

En kamp mellem Klitschko og hvilken som helst anden af de bedste sværvægtere vil stadig kunne fylde stadions og arenaer i Tyskland, England og USA.

Selv efter nederlag til Fury og Joshua er et nyt opgør mod Joshua så attraktivt, at der er bud på kampen fra hele verden. Joshua er naturligvis en kæmpe faktor hertil, men Wladimir Klitschko smager stadig så meget af kvalitet, at det løfter begivenheden helt op. Las Vegas bliver formentlig destinationen for et Klitschko vs. Joshua, som vi håber, bliver sidste gang, vi ser en af de legendariske Klitschko-brødre i ringen. Begge vil de blive husket som nogle af moderne boksnings bedste repræsentanter, og det skal nødigt forplumres af en række slemme nederlag til lillebror Wladimir karrierens efterår.

Sergey Kovalev (30-2-1). Letsværvægt.
kovalev 

Sergey ”Krusher” Kovalev kommer med på det sidste mandat. For blot et år siden havde han været et sikkert kort på listen, men de to nederlag til Andre Ward trækker ned. Det er ikke fordi, det er ”ulovligt” at tabe, og nederlagene til Ward var mildest talt kontroversielle, men Kovalevs kondition i begge opgør stiller immervæk store spørgsmålstegn ved hans position blandt sportens absolut bedste boksere.

Efter en overlegen start i det første opgør mod Ward løb han helt tør for energi i anden halvdel af opgøret. Det var stadig nok til at vinde i de fleste øjne, men i rematchen skete det samme mere eller mindre igen.

Selvom Kovalev dominerede Ward i store dele af de to opgør, blev han alligevel på en måde udstillet, da Ward tog med ud på dybt vand i de sene runder. Samtidig trækker Kovalevs person udenfor ringen ned. Han taler ned til sin træner John David Jackson er vores oplevelse, ligesom han ikke har tacklet nederlagene til Ward særlig elegant.

Men Kovalev er stadig en frygtindgydende bokser, og med den rette matchmaking og træning bør der være endnu et verdensklasse ”run” af kampe i ham. Det kunne eksempelvis være ved et par (gen)opvarmningskampe mod folk som Sullivan Barrera eller Karo Murat, før han tager kampen op mod Adonis Stevenson, Joe Smith Jr. eller en af de mange spændende up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Eleider Alvarez , Artuer Beterbiev eller Dmitry Bivol.

Dem, vi overså
Det var så vores bud på den absolutte elite af den hjemmestrikkede kategori ”stjerner” i boksesporten. Det er åbenlyst, at det ikke kan være et korrekt svar på noget som helst.

Man kan helt sikker argumentere for, at flere navne burde være i spil. Hvad med en Kell Brook, som med sine to seneste kampe har været øverst på plakaten ved engelske ppv-stævner foran først et udsolgt O2 Arena i London og dernæst fodboldstadionet Bramall Lane i Sheffield?

Eller Ring Magazines fighter of the year sidste år, Carl Frampton? Han kunne også have været med.

Endelig er der folk som Adrien Broner, Amir Khan og Deontay Wilder, som også må formodes at kunne lave store kampe flere steder på kloden.

Måske de er med på listen næste gang sammen med folk som Keith Thurman, Errol Spence, Jorge Linares, Leo Santa Cruz, Roman Gonzalez og Mikey Garcia, der ligger i vores bobler-kategori.

Afslutningsvis giver vi også gerne et bud på en række navne, som har en oprigtig chance for at være blandt sportens store stjerner indenfor de næste to til år: Gervonta Davis, Joseph Parker, Oleksandr Usyk, Oleksandr Gvozdyk, Jermall Charlo, Jermell Charlo, Oscar Valdez, Naoya Inoue, Artur Beterbiev, David Benavidez, Erickson Lubin.

07 Sep

Mens vi (stadig) venter på Golovkin vs. Canelo – og mister respekten for De La Hoya imens

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20
Boksefans verden over hungrer efter et opgør mellem Gennady Golovkin og Saul ”Canelo” Alvarez. Ingen aftale er på plads, og det går primært udover sidstnævntes popularitet. Sport fortalt kigger på årsagerne til, at Canelo er ved at blive yndlingshadeobjekt i boksesporten.  

Af Tyson William Lyall

Klodens største mulige bokseopgør lader vente på sig.

Matchningen af kazakhstanske Gennady Golovkin og mexicanske Saul ”Canelo” Alvarez er stadig uden dato, og boksefans må endnu blot håbe på, at parternes påståede forhandlingsvilje er oprigtig.

Mens opgøret i ringen venter på en sejrherre, står det pt. klart, at Golovkin fører stort i kampen om (bokse)offentlighedens sympati.

Canelo har ganske vist sin store og loyale fanbase, men blandt de fleste neutrale boksefans lader stemningen til at vende sig imod det mexicanske håb.

På internetfora, i Youtube-videoer og i journalisternes spørgsmål afspejles den tiltagende opinion: Canelo fedtspiller sig frem i sin karriere.

En hårdnakket insisteren på at bokse på såkaldt catchweight, gentagende opgør mod åbenlyst lettere modstand (i kilo) og det manglende opgør mod Golovkin er begyndt at gøre indhug i den rødhåredes popularitet.

At Golovkin vinder image-opgøret imellem de to, er imidlertid ikke nødvendigvis kun Canelos egen skyld.

I kampen om publikummets og pressens gunst lader den særligt svage part snarere til at være Canelos promotor – tidligere topbokser Oscar De La Hoya.

Not so golden promotion
The Golden Boy, som De La Hoya blev kaldt i sin aktive karriere, og som han nu kalder sit promotor-selskab, har Canelo som sit absolutte hovedprodukt.

Og det produkt er bestemt værd at værne om. Trods sine blot 26 år har den rødhårede mexicaner allerede været blandt sportens absolut største profiler i en håndfuld år.

Med forvaltningen af Canelos karriere gør De La Hoya og Canelo-lejren det dog svært at holde af det ellers sympatiske og dygtige, unge boksefænomen.

Når pilen i overvejende grad peger på De La Hoya og Golden Boy, bunder det først og fremmest i, hvad parterne selv siger. Selvom boksesporten i høj grad indhylles i røgslør af promotors, managers mm., så er De La Hoya og Golden Boy ganske åbne omkring, hvorfor Canelos karriere forvaltes, som den gør.

I artiklen ”The Building of Canelo” fra juli-udgaven af Ring Magazine gør Golden Boys præsident Eric Gomez rede for den ”measured risk”-tilgang, som dikterer virksomhedens forvaltning af Canelos karriere. Ethvert Canelo-opgør indeholder naturligt en risiko, men det skal være en nøje afmålt en af slagsen, lyder forklaringen.

Det er den samme tankegang, som gør forsikringsselskaber rige, skriver Ring Magazine i artiklen.

Og her er netop ét af Golden Boys åbenlyse problemer i ”image-kampen” mod Golovkin.

Boksning er nemlig sjældent interessant, når aktørerne agerer som forsikringsselskaber.

Golden Boy-præsidenten er selv klar over det og tilføjer blandt andet:

”When you´re developing a fighter you get to a certain point and then you have to turn them loose to sink or swim.”

Det punkt burde for længst være nået for Canelo, men endnu lader Golden Boy ikke til at ville slippe ham løs, så længe Golovkin lurer i farvandet.

Med sin status, sit talent og sin rekordliste falder Canelos anseelse dramatisk som konsekvens.

Det helt store problem for Canelo i denne sammenhæng er Golden Boys absolutte afhængighed af ham. Efter den tidligere CEO Richard Schaefer forlod virksomheden i 2014, lå Golden Boy i noget nær ruiner. De La Hoya sagsøgte Schaefer for bevidst at have ladet bokseres kontrakter løbe ud, så Schaefer kunne tage dem med videre til boksesportens mystiske fyrste, den sky forretningsmand Al Haymon.

Alt imens fes De La Hoya ind og ud af afvænningsklinikker i kampen mod narkotikamisbrug og lod sin forretning køre tæt på afgrundens rand.

Da De la Hoya – med egne ord – fandt sine ben igen, stod han mere eller mindre tilbage med Canelo som eneste indtægtskilde. Sådan er det i grove træk endnu, og det vil De La Hoya for alt i verden ikke miste.

Golden Boy har navne som Jorge Linares, Francisco Vargas, Sadam Ali, Bernard Hopkins og David Lemieux at falde tilbage på, men ingen af dem kommer i nærheden af Canelos værdi.

”We know what he means to our company. He’s our franchise,” siger Eric Gomez til Ring Magazine og noterer sig, at der er et enormt pres på hele virksomheden, hver gang Canelo bokser.

Læs også: “Mens vi venter på Canelo vs. Golovkin”

Eksemplet Erislandy Lara
Et af de mest åbenlyse argumenter for, at det primært er Golden Boy, der kører med håndbremsen trukket i forhold til Canelo, findes i hans personlige tilvalg af flere modstandere – særligt illustreret med 2014-opgøret mod cubanske Erislandy Lara.

Sidstnævnte må nemlig regnes som en af de allermindst attraktive modstandere i boksesporten overhovedet, når man vurderer risiko overfor gevinst. Lara er en ekstremt dygtig bokser, som dog deler den skæbne med sin landsmand Guillermo Rigondeaux, at hans boksestil ikke i nævneværdig grad påskønnes af det afgørende amerikanske publikum.

I forhold til Golden Boys ”measured risk” er Erislandy Lara alt for dygtig i forhold til det mulige udbytte. Canelo kom samtidig med et nederlag til Floyd Mayweather fra 2013 i baggagen, og Golden Boy ville derfor ikke røre Lara med en ildtang.

”There was no way I wanted that fight. He was another mover,” siger Eric Gomez med henvisning til Laras ligheder med Floyd Mayweather.

Men Canelo overrulede sine promotore og tog opgøret og en ekstremt smal sejr over Lara.

Golden Boy byggede ellers oprindelig Canelo langsomt op med opgør mod falmende, men genkendelige navne som Carlos Baldomir, Matthew Hatton, Kermit Cintron og Shane Mosley. Klassisk karrierehåndtering.

Den lineære opbygning er blevet afbrudt af de gange, Canelo selv er trådt til og har set stort på forsikringsmatematikken og har insisteret på opgør mod Austin Trout, Floyd Mayweather og Erislandy Lara – alle tre opgør, som Golden Boy arbejdede imod, indrømmer Eric Gomez.

Den 88-årige Hall of Fame-promotor Don Chargin, der fungerer som mentor for De La Hoya og Golden Boy, beskriver i den sammenhæng Canelo som ”a little different than most guys.”

”Most guys you bring along and they want easier fights but Canelo really wanted to fight the best. It was Canelo who insisted on the Mayweather fight, when Golden Boy wanted to wait, which would have been right from a promotor’s standpoint. He’s the one who wanted Trout when nobody wanted to fight Trout,” siger han – også til Ring Magazine.

Når Canelo øjensynligt insisterer på at møde de bedste, må spørgsmålet derfor naturligt være, hvorfor han så ikke overtrumfer Golden Boy i disse dage og står fast på et møde med Golovkin.

I dette tilfælde er forklaringen formentlig, at Canelo har nået den samme konklusion som de fleste andre: Risikoen for et nederlag til Golovkin er betragteligt større end mod Lara og Trout – men dog næppe Mayweather.

Det handler derfor om at tage sig så godt betalt som muligt, og her kan parterne ifølge Canelo selv ikke finde hinanden endnu. Forhandlingerne besværliggøres af, at Canelo-lejren (ikke urimeligt) betragter sig som ”A-siden”, da Canelos pr-værdi og fanbase er større.

Bokserne virker indforstået med det, og så er vi igen tilbage ved managementsiden. Den (utroværdige) forklaring fra De La Hoya lyder blandt andet, at Canelo er en naturlig letmellemvægter (154 pund), og at hans krop derfor ikke er klar til Golovkin endnu. Det giver selvsagt ikke den store mening, når Canelo som regel vejer langt mere, end Golovkin plejer at gøre på selve kampdagen (indvejning finder som regel sted et døgn inden kampstart).

Spørgsmålet må være, om De La Hoya reelt ønsker, at Canelos krop skal blive “klar”, mens Golovkin stadig er på toppen.

Hvad med Golovkin?
Men når Canelo allerede som 26-årig har mødt folk som Floyd Mayweather, Miguel Cotto, Erislandy Lara og Austin Trout, hvorfor stiller ”folket” sig så bag Golovkin, der om nogen mangler at møde modstand fra sin egen høje hylde?

Golovkin regnes fortjent som en af sportens absolut bedste boksere på tværs af vægtklasser, og samtidig er han én af blot en håndfuld boksere, som kan trække pay-per-view-arrangementer.

Det bunder dog mere i hvordan han har præsteret – snarere end mod hvem. Der er naturligvis langt fra tale om en Brian Nielsen-oppustet rekordliste, da han har mødt respektable navne som David Lemieux, Martin Murray, Grzegorz Proksa og Daniel Geale på gode tidspunkter i deres karrierer. Men cv’et er stadig ganske spinkelt for en mand på toppen af boksesporten.

Golovkins popularitet bunder – foruden i den medrivende måde, han slagter modstandere indenfor rebene – efter alt at dømme også i dét, De La Hoya og Canelo ikke formår at håndtere, nemlig kunsten at styre fortællingen om bokseren.

Golovkin har (unægteligt ganske fortjent) indtaget positionen som sportens mest undgåede bokser, og den slags skaber sympati. Golovkin vil møde enhver, proklamerer han, og oplever konstant, at hans handske ikke bliver taget op. Sådan er fortællingen om ham i alt fald.

Alene op til Golovkins kommende opgør mod engelske Kell Brook er det offentligt kendt, at Golovkin-lejren (K2 Promotions) forgæves forsøgte at få opgør i hus med (i nævnte rækkefølge): Canelo, Billy Joe Saunders og Chris Eubank Jr.

K2 er ligesom Golden Boy temmelig afhængige af sit topnavn, Golovkin, men K2 og Golovkin fedtspiller øjensynligt ikke. Det har de med Golovkins 34 år simpelthen ikke tid til.

Den kommende lørdag venter så et opgør mod engelske Kell Brook i London. I udgangspunktet et bizart match up, som overraskede bokseverdenen på samme vis, som offentliggørelsen af Canelo vs. Amir Khan gjorde tidligere på året.

Weltervægteren Brook bevæger sig to vægtklasser op, og selvom han er ubesejret, og selvom hans promotor Eddie Hearn har forsøgt at karakterisere ham som noget nær en naturlig mellemvægter, er faktum, at han skal bokse 13 pund (knap 6 kilo) over sin normale vægtklasse i et opgør mod et mellemvægts-bæst.

Det er virkelig modigt – og meget lidt ”measured risk” – men det kan også ende rigtig grimt for Brook. Sport fortalt forudser en KO-sejr til Golovkin indenfor de første syv omgange.

Mens vi venter
Sport fortalt har tidligere spået, at Canelo og Golovkin mødes til næste år. Arbejdstitlen hedder ifølge parterne lige nu september 2017, og det er derfor ikke overraskende, at de begge bokser videre indtil da.

Det er imidlertid ganske overraskende – og ikke mindst voldsomt bidragende til Canelos falmende image – at hans næste modstander hedder Liam Smith.

Den 17. september går han i ringen mod Smith, som isoleret set er en ganske kapabel bokser. Canelo skal utvivlsomt op på sit topniveau for at besejre den næstyngste af de fremragende Smith-brødre.

Problemet er blot, at stik imod hvad de fleste fans havde regnet med og håbet på, så valgte Canelo efter sit titelforsvar mod Amir Khan i maj at afgive sit WBC-bælte i mellemvægt og træde NED(!) i vægt for at kæmpe om Liam Smiths  WBO-letmellemvægtsbælte.

En helt imponerende tonedøv handling, som for alvor har brændemærket Canelo som en ”duck”, en Canela etc.

Stævnet, hvor Canelo møder Smith, er samtidig endnu et vidnesbyrd om, at kritikken af De La Hoya som promotor bunder i andet og mere end hans beskyttelse af Canelo med utroværdige udmeldinger og defensive strategier.

Kigger man på det undercard (øvrige program), Golden Boy har stablet på benene til Canelo vs. Smith, er det næsten tåkrummende pinligt, at stævnet skal afvikles på AT&T Stadium i Texas med plads til 80.000 tilskuere og at udbydes som pay-per-view på HBO.

Højdepunkterne på undercardet hedder Gabe Rosado vs. Willie Monroe og Joseph Diaz vs. Andrew Cancio. To interessante opgør, hvor særligt Rosado vs. Monroe virker som et match up med garanti for underholdning, men det er desuagtet ikke godt nok for et stævne af den karakter.

Kaster man et hurtigt blik tilbage på nogle af HBO’s seneste pay-per-view-stævner, som ikke har været arrangeret af Golden Boy, så blegner Canelo vs. Smith-stævnet fuldstændig.

Til Pacquaio vs. Bradley III i april boksede Gilberto Ramirez og Arthur Abraham eksempelvis om WBO’s supermellemvægts-titel, mens et fedt fjervægtsopgør mellem Oscar Valdez og Evgeny Gradovich blev akkompagneret af opgør med afsindigt interessante up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Egidijus Kavaliauskas og Jose Carlos Ramirez.

Alle tre navne, som læseren i øvrigt bør notere sig – der gemmer sig formentlig en kommende verdensmester eller to imellem.

Med Canelo vs. Smith-stævnet samler Golden Boy i stedet tråden op fra stævnet med Canelo vs. Khan fra maj, hvor undercardet tilsvarende var imponerende uinteressant – med Glen Tapia mod David Lemiuix som største opgør.

Eksemplerne er mange, men konklusion enkel: De La Hoya er alt for letvægtig som promotor i disse år. Han har et guldæg i Canelo, men folk vil miste interessen og respekten, hvis han udelukkende bruger tiden på at pudse ægget og ikke sætter det på spil.

Han skal finde den rette balance mellem udbytte og risiko, og det er han efter alt at dømme ikke dygtig til for tiden.

Det må Canelo også kunne se. Spørgsmålet er, om De La Hoya så kan holde på ham i længden.

22 Apr

Mens vi venter på Canelo vs. Golovkin

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20To af boksningens allerstørste stjerner har direkte kurs mod hinanden. Fra Kasakhstan i øst til Mexico i vest står to mastodonter i en sport, der har brug for globale superstjerner. Det har den i Gennady Golovkin og Saul “Canelo” Alvarez.

Af Tyson William Lyall

Kasakhstan mod Mexico.

Der findes næppe mange sportsgrene i verden, hvor sådan et match-up er lig med storhed, milliongager og amerikansk hype i Super Bowl-klassen.

Det er det desuagtet indenfor boksesporten.

Her kommer to af tidens allerstørste stjerner nemlig henholdsvis fra Karaganda langt ude på den kasakhstanske steppe og fra millionbyen Guadalajara i det subtropiske Mexico.

To mastodonter, som kan være med til at sikre boksningens globale relevans.

Fra Mexico nationens førsteelsker: den rødhårede James Dean, Saul “Canelo” Alvarez.

Fra Kasakhstan sportens mest frygtede jernnæve: sønnen af en russisk minearbejder, Gennady Golovkin.

Begge er de blandt den ypperste elite indenfor deres sportsgren. Begge kæmper de normalvis indenfor samme vægtklasse, og til glæde for alverdens boksefans har de direkte kurs imod hinanden.

Vi fortæller her historien om to vidt forskellige karakterer og boksere, som i et opgør vil kunne tilbyde sporten den storkamp, Manny Pacquiao og Floyd Mayweather ikke formåede at levere for et års tid siden.

Humble and hard hitting
Gennady Golovkin er den ”klassisk” uddannede østblokbokser, som bærer mindelser om Sovjets olympiske atleter. Han er godt skolet med en teknisk komplethed, en imponerende ro i ringen, en fremragende evne til at skære ringen af for sin modstander og ikke mindst en medfødt gave af en slagkraft.

Golovkin kan smile, og han tager sig ud som et venligt gemyt med sine smilehuller og drengede frisure, men i ringen er han usædvanlig determineret og kynisk. En mellemvægternes Mike Tyson er han lidt upræcist blevet beskrevet, men øgenavnet rammer plet, hvad angår Golovkins ”Tysonske” evne til at kløve modstandere ned på række.

34 sejre og 0 nederlag står der på cv’et for nuværende, og referencen til ”The Baddest Man on the Planet” kommer særlig til sin ret, når det hertil føjes, at de 31 sejre er kommet via knockout.

De seneste 21 kampe i træk har han slået sin modstander ud før tid, og man skal dermed næsten otte år tilbage for at finde Golovkins seneste pointsejr. Netop den sejr kom i øvrigt en smule kuriøst i Danmark, hvor Golovkin i 2008 mødte algeriske Amar Amari i Brøndby Hallen (ved Kessler vs. Sartison-stævnet).

Dengang boksede Golovkin under det tyske management Universum, som i alt for høj grad syltede hans karriere til fordel for deres ”egne”, tyskerne Felix Sturm og Sebastian Zbik. Eftertiden har i øvrigt vist, at ingen at de to havde samme potentiale som Golovkin. Det lykkedes i 2010 Golovkin at slippe ud af de tyske lænker, og siden har han haft hjemmebane i USA under promotionsselskabet K2 og træner Abel Sanchez i Big Bear, Californien.

I USA har amerikanerne i høj grad taget den hårdtslående og ydmyge kasakher til sig. Hans slagkraftige boksestil giver selvsagt mange tilhængere, men også hans personlige stil er tiltrækkende. Således adskiller han sig markant fra arrogante og selvhævdende boksepersonligheder som Floyd Mayweather, Adrien Broner eller Tyson Fury,

Golovkin er den ydmyge arbejdsmand med boksehandsker på. Han er i sporten for at udføre et stykke arbejde og tjene sin familie og sit lands ære. Den såkaldte “lir” udenfor ringen efterlader han til andre. Man vil derfor næppe se Golovkin sætte ild til en 100 dollarseddel som Floyd Mayweather eller kaste sine byttepenge på gulvet i et supermarked som Adrien Broner.

Problemet for Golovkin har imidlertid været, at han har haft svært ved få lov at udføre sit arbejde. Først var han hæmmet af årene i den tyske syltekrukke, og siden har han været en af de mest “avoided” boksere i verden. Trods sejre ovre respektable navne som Martin Murray, David Lemieux, Daniel Geale og Marco Antonio Rubio er Golovkin aldrig for alvor blevet matchet med en modstander fra sin egen høje hylde.

Den 34 årige kasakher har ellers hjemme i mellemvægtsklassen, hvor en håndfuld mega-stjerner har været indenfor vægtmæssig rækkevidde de senere år. Det er imidlertid aldrig lykkes at få ham puttet i ringen mod navne som Miguel Cotto og Sergio Martinez eller de lidt tungere Mikkel Kessler, Carl Froch og James DeGale.

Golovkin er imidlertid ved at opnå så stor stjernestatus i USA, at honoraret for at bokse mod ham alene vil kunne trække kvalitetsmodstand til sig. Golovkin er nemlig blevet én blandt en lille skefuld boksere i verden, som kan trække pay-per-view (PPV) på de amerikanske kanaler (HBO).

Da han debuterede som PPV-hovednavn på HBO i oktober sidste år, var det således lykkedes at få højtrangerede David Lemieux til at gå i ringen med Golovkin. Lemieux er ikke nogen stor verdensstjerne, men gik alligevel ind til Golovkin-kampen med et IBF-bælte og en rekordliste på 34-2 uden nederlag siden 2011. Afskrækkende for fremtidige modstandere var ”desværre”, at Golovkin undervejs fik Lemieux til at se niveauer dårlige ud.

Gense hele kampen her.

Den mexicanske verdensstjerne
Særligt én modstander af allerhøjeste kvalitet lader dog til at være klar på de fleste typer udfordringer. I 25-årige Saul ”Canelo” Alvarez har Golovkin den udfordrer, som kan matche ham på både stjernestatus, bokseevner og mandsmod. Canelo er som Golovkin en ypperlig sportsmand, som tilsvarende har – det for boksesporten så vigtige – ”marketability”.

Canelo kan trække overskrifter og sælge billetter. Han kan ”headline” et amerikansk PPV-show og sælge merchandise. Ikke bare i hjemlandet Mexico, hvor han er et kæmpe navn, men også i USA, hvor han trods sit dårlige engelsk også nyder stor anerkendelse.

I forhold til et opgør med Golovkin er Canelo påfaldende nok mere erfaren i de professionelle rækker. Trods en række store præstationer har Golovkin ikke det samme imponerende cv som Canelo, der har 48 kampe i en alder af 25 år.

Canelo været heldigere, dygtigere og modig nok til at få stablet en del flere topmodstandere på benene end Golovkin. I betragtning af hans unge alder, er det nærmest uvirkeligt, at han allerede kan fremvise sejre over boksere som Erislandy Lara, Austin Trout, Miguel Cotto og Shane Mosley, hvor kun sidstnævnte med rette kan siges at have været en smule plukkemoden, da Canelo satte tænderne i. De andre navne blev alle pillet ned fra allerøverste hylde.

Den eneste ridse i Canelos renommé er nederlaget til Floyd Mayweather i 2013. Som bekendt er det ikke lykkes for nogen bokser overhovedet at besejre Mayweather, men Canelo havde været et oplagt bud på “the man to beat the man”.

Indsatsen var bare ikke god nok. Nederlaget var ikke Canelo værdigt. Efter 12 runder blev Mayweather tildelt en majority desicion (to dommere med Mayweather-sejr og en dommer med uafgjort), men nederlaget var fuldkommen enstemmigt i de fleste neutrale aktørers øjne.

Siden har Canelo i den grad genetableret sig og står i dag – med bred konsensus – som en af boksesportens 5-10 bedste boksere pund-for-pund, ligesom han må være i top 3 målt på ”star-quality”.

Som bokser er han teknisk og taktisk dygtig, og er ligesom Golovkin en stoiker i ringen. Der er forskellige holdninger til kvaliteten af hans forsvar, men hans seneste opgør mod verdensstjernen Miguel Cotto i november sidste år, må have fået kritikerne til at revurdere deres analyse. Gennem 12 runder leverede han en fantastisk disciplineret defensiv indsats, hvor den vanvittigt dygtige Cotto havde ualmindelig svært ved at fange Canelo, som bevægede både fødder, overkrop og hoved intelligent og vandt en fortjent unanimous decision.

Canelo er ikke den typiske mexicanske fighter, som går i krig med paraderne hængende lavt og intentionen om at tage et slag for at give et. Han er i højere grad en strateg, som dog ikke er uden kraft i næverne. Indtil videre har han 32 knockouts i karrieren. En af de bedre er fra 2015, hvor han slukkede lyset hos kapable James Kirkland i det, Ring Magazine siden kårede som årets KO.

Et af de helt store – og forståelige – kritikpunkter af Canelo er, at han i irriterende grad insisterer på at bokse efter en såkaldt catchweight på 155 pund. Grænsen for letmellemvægt går ved 154 pund og mellemvægtgrænsen ved 160. Bokser man mod Canelo, skal man imidlertid som regel gå med til 155 punds-grænsen, hvilket derfor blot er et sølle pund (453 gram) over let-mellemvægtsgrænsen, men alligevel tillader ham at kæmpe om mellemvægtsbælterne. Kritikerne – herunder Golovkin – kalder derfor 155 pund for ”Canelo-weight”. Golovkin og hans træner Abel Sanchez håner derfor Canelo for sit 155-punds-fokus og beder ham respektere mellemvægten som klasse.

Spillet om vægten
Canelo insisterer på, at opgøret mod Golovkin skal foregå på 155 pund, men det er i virkeligheden et absurd krav, da Canelo så vidt vides normalvis faktisk vejer mere end Golovkin på selve kamptidspunktet.

Da Golovkin mødte Lemieux i november, rehydrerede han ifølge HBO til en uofficiel kampvægt på 170 pund (indvejning er som regel dagen før). Da Canelo i maj 2014 mødte Alfredo Angulo vejede han eksempelvis hele 174 pund på kamptidspunktet, mens (onde) rygter vil vide, at han var nået helt op på 180 pund til opgøret mod Cotto sidste år.

Men hvad er der egentlig med det opgør mellem Golovkin og Canelo, tænker læseren måske? Ja, det er endnu slet ikke på plads. Men det skal nok komme, og når det gør, bliver det stort.

Først har de kampe i april og maj, som skal overstås. Karakteristisk for deres karrierer, skal Golovkin lørdag aften over endnu en ”mens vi venter på storkampen”-modstander (mod Dominic Wade), mens Canelo har kastet sig ud i et usædvanlig interessant match-up. Den 7. maj møder han engelske Amir Khan, som hører til blandt sportens allerstørste navne. Khan er weltervægter, og har aldrig bokset over 147 pund, mens Canelo som sagt hører hjemme på de 155 pund.

I sit udgangspunkt et halv-bizart match up, som kom bag på hele bokseverdenen, da det blev offentliggjort tidligere i år. Briterne talte mest om et opgør mellem landsmændene Amir Khan og ubesejrede Kell Brook, mens alle andre talte om Canelo mod Golovkin. Men efterhånden som kampen nærmer sig, og billeder af en stadig mere muskuløs Amir Khan slipper ud fra træningslejren, begynder opgøret at give mening.

Al respekt til Dominic Wade og især Amir Khan, men de er blot et forspil til det, der skal blive boksesportens største kamp de senere år. Den 16. september – i de bokseglade mexicaneres ferie – er i spil som kampdato, men Sport fortalt tror mere på et forårsopgør i 2017.

Hvem der så bliver favorit til det opgør og hvad vi kan forventes af opgøret, vender vi med garanti tilbage til.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image