28 Feb

Den reneste sæson nogensinde?

 

Tourofoman

Cykelsporten er under forandring. Med Armstrongs indrømmelser og Rabobank-rytternes samarbejde med antidopingmyndighederne er det sandsynligt, at vi går den reneste sæson i cykelsportens historie i møde. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke sæsonens forløb.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Hvornår har vi sidst set favoritterne til Tour de France konkurrere om sejren i et etapeløb allerede i februar måned? Det var absolut ikke et syn, vi var vant til i de år, hvor Armstrong, Beloki og Ullrich duellerede på de franske landeveje.

Dengang viste de store etapeløbsryttere sig tidligst i forårsklassikerne og ofte først i de store opvarmningsløb til Touren: Schweiz Rundt og Critérium du Dauphiné, som blev kørt i maj.

Årsagen er i dag alt for åbenlys. Out of competition dopingtestene var endnu ikke indført, og derfor var der god ræson i at holde lavt løbsblus inden de store løb, så formkurven kunne “tilpasses”.

Nye tider

Det er derfor et tegn på nye tider, at vi i det netop afsluttede Tour of Oman så de absolutte favoritter til podiepladserne i årets Tour de France kæmpe om sejren. Chris Froome vandt løbet foran Alberto Contador og Cadel Evans, mens Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali blev henholdsvis nummer 4 og 7.

Mens sidstnævnte godt nok satser på Giroen i stedet for Touren, så var det verdens pt. bedste etapeløbsryttere, som duellerede på den arabiske halvø. Eneste som manglede, var den forsvarende Tour-vinder Bradley Wiggins, som deltog i løbet uden at gøre sig gældende.

Løbet blev kørt aggressivt, hvor særligt Contador og Nibali igen og igen forsøgte at distancere Evans og Froome.

Mens Froome fik god opbakning fra sit Team Sky (vanen tro), så var Evans alene om at lukke hullerne (tilsvarende vanen tro). Det var en klassisk duel mellem de eksplosive klatrere og de stærke slidere. Lige netop den duel vil vi helt sikkert se igen til sommer. Det overraskende er, at vi allerede ser den nu.

Vejen til en sport uden snyd

For ti år siden var det ligegyldigt, hvem der kørte stærkt i februar. Men nu ser vi, at de store etapeløbsryttere er konkurrencedygtige allerede tidligt på sæsonen. Vi så de første tegn på de nye tider sidste år, da Wiggins kørte stærkt hele forårssæsonen. Team Sky virker som det hold, der har taget de nye tider mest alvorligt. Træningsmetoder og løbsprogram er blevet revolutioneret og tilpasset en tid, hvor det ikke er en fordel at være ude af konkurrence (i hvert fald ikke en ulovlig fordel). Flere løbskilometer, mere restitution i træningsperioderne, samt fokus på et konstant højt niveau frem for en – unaturlig? – toppende formkurve til et enkelt etapeløb. Læs mere om det i et tidligere indlæg på Sport fortalt her.

Cykelsporten blev ikke lige pludselig en sport fyldt med snyd. Der har altid været doping, snyderi og uregelmæssigheder. Fra begyndelsen var der forskellige former for hjælpemidler, mekaniske såvel som biologiske, som på forskellig vis øgede rytternes præstationsevne.  Før TV-transmiteringen løftede alle detaljer af løbet ind i offentlighedens søgelys var der sågar eksempler på, at ryttere lige fik et lift i en bil eller et tog. Stoffer som  stryknin og amfetamin blev brugt allerede i de første udgaver af Tour de France, mens bloddoping gjorde sit indtog i 1960’erne. Doping blev sågar først gjort ulovligt efter Tom Simpsons dødsfald for åben skærm i 1967.

Forestillingen om, at feltet de sidste par årtier har været særlig korrumperet, er derfor en illusion. Det er mere korrekt at sige, at cykelsporten først nu er ved at nærme sig en tilstand, hvor rytterne for første gang konkurrerer uden brug af ulovlige præstationsfremmende midler. Det kan man glæde sig over, men det skal ikke bruges til at miskreditere tidligere generationers ryttere, som konkurrerede på de vilkår, der blev dem budt.

Michael Rasmussen lagde i sin tilståelse vægt på, at doping stadig spiller en stor rolle i sporten. Det er muligvis rigtigt, men der er grund til at tro på, at sporten er renere end nogensinde. Armstrongs indrømmelse har vist, at det ikke længere er muligt at skjule sig – fortiden vil indhente alle, hvilket giver et ret stærkt incitament for den enkelte rytter til at stoppe et eventuelt dopingprogram. Rabobankrytternes samarbejde med dopingmyndighederne vil desuden gøre kontrollen med rytterne endnu mere effektiv. Vi går derfor muligvis den reneste sæson nogensinde i møde.

Kommer Andy Schleck tilbage?

Hvilken betydning vil det få for sæsonen? For det første er der nogle interessante spørgsmål, som vi vil få besvaret. Et af dem er følgende: Hvis en rytter tidligere har været dopet, men som følge af den seneste udvikling er nødsaget til at stoppe sin praksis, hvilken betydning vil det så få for vedkommendes præstationer?

Et stort udsving i negativ retning kan få alarmklokker til at ringe. Hvad nu hvis eksempelvis Andy Schleck aldrig finder tilbage til tidligere tiders niveau? Hvad siger det så om hans karriere hidtil?

Flere ryttere, som i de seneste år er gået i dopingfælden, har haft mistænkelige præstationer, som gjorde afsløringerne af dem – om ikke forventelige så mindre overraskende.

Med mistænkelig kørsel mener jeg ryttere, som på under en måned kunne gå fra at være blandt de dårligste i feltet, til pludselig at dominere i et af de store løb. Et eksempel er Andy Schleck, som kunne falde helt igennem i Schweiz Rundt, hvorefter han kørte på podiet i Touren.

Cadel og Wiggins

Andre ryttere, som i de seneste år har blandet sig i toppen, har omvendt kørt mindre mistænkeligt. Her kan nævnes de to seneste Tour-vindere Cadel Evans og Bradley Wiggins. Begge er ryttere, som gennem deres karriere har kørt konsistent og vist niveau over hele sæsonen, mens de sæson for sæson stille og roligt er blevet bedre. Spørgsmålet er, om de to seneste sejre i Tour de France er de eneste i løbets historie, der er blevet hevet i land uden brug af ulovlige præstationsfremmende midler?

Det er nærliggende at forvente, at både Wiggins og Evans vil vise sig helt fremme i løbet af sæsonen – Evans i Touren og Wiggins i Giroen. Den mindre doping i feltet vil desuden minimuere de ellers tidligere store niveauforskelle. Det vil tilgodese de slidstærke typer som netop Evans og Wiggins, mens de mere eksplosive ryttere – herunder Contador – ikke på samme måde vil kunne sprænge løbet i stumper og stykker. Holdenes styrke vil omvendt blive endnu vigtigere, hvilket vi så i sidste års Tour, hvor det er mere rammende at sige, at Team Sky var den samlede vinder, og ikke Wiggins selv.

Vi bliver alle meget klogere, når vi kommer længere ind i sæsonen. I første omgang står Paris-Nice og Tirreno – Adriatico på menuen. Begge løb vil give indikationer af, hvad vi kan forvente til sommer, når de store etapeløb løber af stablen. En optakt følger snart på Sport fortalt.

22 Sep

Løbet alle vil vinde

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Man kan ikke bade to gange i den samme flod

Sådan lyder et af de mest berømte fragmenter fra den før-sokratiske filosof Heraklit. Udtalelsen er meget dækkende for cykelsporten, hvor cykelrytterne aldrig kommer til at køre det samme løb to gange.

Det er netop charmen ved cykelsporten, at den foregår i naturlige og omskiftelige omgivelser og ikke på en dertil indrettet bane med bestemte fysiske mål.

Det betyder, at alle cykelløb er forskellige – både mht. rute og vejrforhold. Selv det samme løb kan ændre rute år efter år. Det er i særdeleshed gældende for verdensmesterskaberne, da løbet placeres et nyt sted hvert år, med de naturlige variationer det medfører.

VM har potentielt hele verden som bane, og det gør også, at VM har en helt særlig plads i cykelrytternes hjerter. VM er løbet, alle vil vinde.

Historien er afgørende

Verdensmesterskabernes høje status skyldes selvfølgelig også, at det officielt er kåringen af verdens bedste cykelrytter. Men forklaringen ligger også i løbets historie, som i det hele taget spiller en afgørende rolle i cykelsporten. Det er eksempelvis historien, der gør, at Tour de France er større end Giro d’Italia og Vuelta a España – og det er ikke tilfældigt, at de største éndagsløb i cykelsporten netop kaldes cykelklassikerne.

VM og de store klassikere har en historie, som eksempelvis OL ikke har. Derfor erklærede Matti Breschel inden sin OL-debut tidligere i år:

Det er specielt for mig at være her, fordi jeg er debutant, men jeg må være ærlig at sige, at som cykelrytter findes der større løb end OL. Der er mere historie i løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Tour de France og VM.

The Triple Crowning

Verdensmesterskaberne blev kørt første gang i 1927 i Nürburgring, Tyskland, hvor vinderen blev datidens helt store stjerne, Alfredo Binda, som vandt Giro d’Italia fem gange, VM tre gange, og som senere blev træner for de to store italiensk rivaler, Fausto Coppi og Gino Bartali.

Siden har løbet været at finde blandt de mest prestigefulde. Det udtrykkes deri, at vinder en rytter Tour de France, Giro d’Italia og verdensmesterskaberne samme år, vinder han den såkaldte Triple Crowning, som anerkendes som den største bedrift inden for cykelsporten. So far er det kun legenden Eddie Merckx og faderen til den kommende Saxo Bank rytter Nicolas Roche, Stephen, der har kunnet lade sig krone.

Den mest eftertragtede trøje

Den store værdi i at vinde verdensmesterskaberne symboliseres ved det forhold, at vinderen i det efterfølgende år kører rundt i verdensmesterskabstrøjen – den såkaldte regnbuetrøje. Rytteren skiller sig med andre ord ud fra resten af feltet i et helt år. Det giver sponsorværdi, og derfor også en naturlig ret til at påtage sig kaptajnrollen i de store løb – og hvem vil ikke gerne have det privilegium?

Trøjen er derfor den mest eftertragtede af dem alle. Desværre har den ofte vist sig som en forbandelse for sin ejermand. Bedste eksempel er føromtalte Stephen Roche, som vandt the Triple Crowning i 1987 og efterfølgende mistede næsten hele 1988-sæsonen på grund af en knæskade

Der er dog også klare undtagelser. Eddy Merckx, Bernard Hinault og Greg Lemond vandt alle Tour de France i regnbuetrøjen. I nyere tid har Thor Hushovd og Cadel Evans vist regnbuetrøjen flot frem med mange store sejre.

Se eksempelvis her, hvordan den norske viking vinder to etaper i Tour de France 2011 iførte regnbuetrøjen:

Hushovd er den første verdensmester, der vinder to etaper i Tour de France i regnbuetrøjen siden Bernard Hinault gjorde det i 1981 (hvor han vandt tre etaper).

Flydende loyalitet

Hvert verdensmesterskab har sin egen charme. Løbet har sin egen dynamik, og de konstant nye ruter og omgivelser gør, at løbet ofte er meget uforudsigeligt. Et andet element, som bidrager til uforudsigeligheden, er, at rytterne kører på nationale mandskaber frem for firmahold.

Den store prestige i løbet har ofte medført, at loyaliteten mellem landsmændene er blevet sat til side til fordel for individuelle præstationer eller erstattet af samarbejde mellem ryttere, som til dagligt kører på samme firmahold. Den form for Illoyalitet kan ikke lade sig gøre på et firmahold, da rytterne her er bundet af sponsorernes ønske om sejre til holdet.

På de nationale mandskaber er man så at sige kun bundet af eventuel fædrelandsfølelse. Men den kan ofte ligge på et meget lille sted, når der er stor præstige på spil for den individuelle rytter.

Den danske duel

Vi behøver ikke kigge ud over landets grænser, for at finde et godt eksempel på svigtende intern loyalitet på et nationalt cykelhold. I 1994 blev verdensmesterskaberne afholdt på den italienske mafiaredde, Sicilien. Her stillede Danmark til start med to forhåndsfavoritter, Bjarne Riis og Rolf Sørensen, som inden løbets start delte kaptajnrollen.

Begge kom med en etapesejr fra Tour de France i bagagen, Riis med en samlet 5. plads i Touren 1993, samme år hvor Rolf vandt Liège–Bastogne–Liège. De to ryttere formåede slet ikke at arbejde sammen, og pludselig opstod der en tværnational alliance på Bjarne Riis` daværende italienske hold, Gewiss-Ballan, som splittede feltet. Her blev Rolf Sørensen blandt andet fanget nede bagved. Han formåede dog at kæmpe sig tilbage til feltet, og da han senere rykkede med i det afgørende udbrud, var det uden kommunikation til Riis.

Det endte dog uden en dansk medalje. Rolf Sørensen blev nr. 6, mens Bjarne Riis blev nr. 9. Efterfølgende var Riis rasende, og for åben tv-mikrofon anklagede han Rolf for ikke at have hjulpet ham til sejr. Rolf hævdede omvendt, at han bare havde kørt sin egen chance. Problemet var, at Riis var stærkt kørende, og blandt andet tilbagelagde stigningen de sidste 4 km hurtigst af alle. Men der var det for sent.

Umiddelbart burde rollefordelingen have været på plads, da Riis og Rolf var forskellige ryttertyper. Riis den stærke bjergrytter, mens Rolf var klassikerspecialist. Ruten i 1994 var hård, og podiet blev da også besat af bjergryttere i rækkefølgen Luc Leblanc, Claudio Chiappuchi og Richard Virenque. Men den var ikke hårdere, end at Rolf altså endte som bedste dansker på sjettepladsen. Se her finalen, hvor Rolf først angriber, men siden må strække gevær.

Nyere tids bedste eksempel på intern rivalisering kan findes på det belgiske hold, som med Tom Boonen og Philippe Gilbert burde være favoritter i alle slags endagsløb. Men resultaterne er udeblevet, og det belgiske forbund har direkte anklaget Gilbert for at køre illoyalt.

De danske ryttere har i nyere tid været loyale. Måske fordi, at rollefordelingen ofte har været ret åbenlys, da der er stor forskel på eksempelvis Matti Breschel og Chris Anker Sørensen. Det har oftest resulteret i, at Matti Breschel har fået kaptajnrollen. Men den mest åbenlyse årsag er måske, at Danmark ikke siden Riis og Rolf har haft ryttere i samme klasse og med dertilhørende store sportslige egoer – og slet ikke flere på samme tid.

Kuperet rute

Årets verdensmesterskab ligner på forhånd en lækkerbisken for cykelentusiaster. Løbet bliver kørt i provinsen Limburg i Holland, og det meget kuperede terræn vil udelukke en gentagelse af sidst års massespurt i København. Målbyen hedder Valkenburg, og det er femte gang, at byen er vært til et verdensmesterskab – senest i 1998. Området er klassisk cykelterræn, som vi blandt andet kender det fra Ardennerklassikerne.

De første 100 kilometer foregår i den sydlige del af Limburg og ligner den rute, som rytterne kører i Amstel Gold Race. Således skal feltet over en række mindre stigninger: Maasberg (500m, 4.4%), Adsteeg (500m, 5.4%), Lange Raarberg (1.3 km, 4.5%), Daelseweg/Putberg (1.4 km, 4.6%), the Rugweg (3.1 km, 3.2%), Eperheide (2.3 km, 4.5%) og Hoogcruts / Piemert (1 km, 5.8%)

Efter 106,4 kilometer kører de ind på den afsluttende rundstrækning, som de skal køre i alt 10 gange. Rundstrækningen er 16,5 kilometer lang, og rytterne skal her over både Bemelerberg (900m, 5 %) og Cauberg (1,2 km, 5,8 %), hvor sidstnævnte er kendt som afslutningsstigning i Amstel Gold Race. Det er også tilfældet i årets VM, hvor målstregen dog ligger 1,7 kilometer efter toppen på Cauberg. Det betyder, at flere ryttere kan nå at komme op til de forreste efter udskildningen på Cauberg.

Der er således lagt op til et hårdt udskildningsløb, hvor afslutningen på Cauberg favoriserer de udholdende og eksplosive typer som Philippe Gilbert, Rodriguez og Simon Gerrans. Selv om afslutningen ikke ligger på toppen af stigningen, så vil løbet efter al sandsynlighed blive kørt så hårdt, at det vil blive afgjort blandt en mindre gruppe.

Spanien, Italien og Belgien

I nyere tid har Spanien og Italien været de dominerende nationer med 8 sejre i de sidste 13 år. De sidste tre år har dog budt på uvante og sågar nye vindernationer, med sejre til Cadel Evans (Australiens første vinder), Thor Hushovds (Norges første) og Mark Cavendish (Storbritanniens anden). I år er der dog meget der taler for, at det igen bliver Spanien, der løber med guldet. Holdet stiller til start med de tre triumfkort fra podiet i Vuelta a España, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde. Ruten passer perfekt til dem alle, og Cauberg er skræddersyet til særligt Rodriguez. Men alle tre er gode bud på medaljer. Og så tæller holdet også den tredobbelte verdensmester og Jørgen Leth-yndling, Óscar Freire, og den tidligere olympiske mester Samuel Sánchez, som begge kan gøre sig gældende.

De største favoritter er i det hele taget at finde hos de tre store cykelnationer Spanien, Italien og Belgien. Italien stiller med Nibali som kaptajn, og med et stærkt Italiensk hold bag sig skal han nok gøre sig gældende. Det er dog mere tvivlsomt, om han vil kunne følge med de mest eksplosive ryttere, hvis det bliver et større felt, der rammer Cauberg samlet, og så er han ikke den hurtigste i en spurt. Italienerne vil derfor gøre løbet hårdt fra start, og så skal Nibali angribe tidligt – et godt bud er lige efter Bemelerberg, hvor Nibalis landsmand og holdkammerat Ivan Basso angreb og vandt verdensmesterskaberne for U23 i 1998. Mon ikke det er en historie, han har hvisket Nibali i øret et par gange på det seneste.

Belgien stiller blandt andet med Philippe Gilbert. Han har vundet Amstel Gold Race to gange, og han kender ruten ud og ind. Holdkammeraten Tom Boonen er dog hos mange bookmakere større favorit end Gilbert. Boonen vil ikke komme først til toppen af Cauberg, men kan han komme op til de forreste er han et godt bud på en vinder af en spurt. Gilbert skal omvendt først over Cauberg og håbe på at holde til mål. Med to gode bud på en topplacering kan den føromtalte manglende belgiske holdånd vise sig, at være deres største problem.

Men et VM er altid svært at forudsige. Der er mange ryttere, som vil kunne blande sig. Simon Gerrans er ubestridt kaptajn for australierne, som altid er gode til VM. Det samme med den russiske mesterskabsspecialist Alexandr Kolobnev. Og hvad med det nye stjerneskud fra Tour de France, Peter Sagan? Norge har også en oplagt kandidat til sejren i Edvald Boasson Hagen. Danmark stiller med Matti Breschel, Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen. Ingen af dem hører til i favoritgruppen, men Danmark gør det traditionelt godt til VM.

Se her Gilberts sejr på Cauberg i 2011, hvor han vinder foran netop Rodriguez, Gerrans, Fuglsang og Kolobnev.

Intet skal udelukkes, ud over dette: VM har flere gange vist sig som det mest prestigefulde, omskiftelige og uforudsigelige løb i cykelkalenderen. Igen i år er der mange mulige scenarier. Det eneste, der er sikkert, er, at vi får et VM, som ikke ligner nogle af de løb, vi før har set – eller nogensinde kommer til at se igen.

26 Jul

Tour de France – back to normal?

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Man sidder med følelsen af et Déjà vu. Først var det Miguel Indurains Banesto, så fulgte Lance Armstrongs US Postal, og nu er Team Sky anført af Bradley Wiggins trådt ind på scenen som et monster på hjul, der æder ethvert forsøg på at sprænge løbet og udfordre Team-lederens krav på sejren.

Wiggins er kun 32 år gammel, mens superløjtnanten Chris Froome er 27. Team Sky ligner desuden et hold, der ikke har tænkt sig at slække på ambitionerne fremover. Spørgsmålet er, hvad det vil få at betydning for Tour de France. Vil Sky med først Wiggins og efterfølgende Froome dominere i årene frem?

Nøglen ligger i forberedelsen

Som påpeget i et tidligere blogindlæg, så har Team Sky revolutioneret forberedelsesmetoderne i moderne cykelsport. Det er her, nøglen til deres succes skal findes, hvilket holdet selv har gjort opmærksom på, når dopinganklagerne skulle afvises.

I centrum af det hele står holdets supertræner Tim Kerrison, som har en fortid i svømmesporten. Han fik efter Touren i 2010 ansvaret for Bradley Wiggins træning og har fået den sigende jobtitel Head of performance science. Sigende, fordi det siger noget om hans originale bidrag til sporten: Indsamling af fysiske data, dataanalyse og tilrettelæggelse af forberedelsen på baggrund af analyseresultaterne.

Modernisering af cykelsporten

Kerrison siger selv følgende om sit skifte til cykelsporten:

One of the surprising things not just to me, but to others who came in to the professional team from the British system, was the absence of coaching structures.

Der manglede struktur og evidensbaserede programmer for træningen og forberedelsen, og det var, hvad Kerrison satte sig for at udvikle. Der kom flere betydelige ændringer. Hver rytter fik et personligt program baseret på topmoderne dataanalyse, og træningen blev designet til at skabe konsistente toppræstationer i et færre antal løb for den enkelte rytter.

I stedet for at træne frem mod bestemte løb, hvor formen så skulle toppe – strategien som Armstrong perfektionerede, og som eksempelvis brødrene Scheck stadig følger slavisk – så kører Bradley Wiggins færre løb og restituerer mere mellem løbende, hvilket giver ham mulighed for at holde et konstant højt niveau.

Den menneskelige computer

Den fysiske optimering er således baseret på moderne dataanalyser, og mens Wiggins er blevet kaldt en menneskelig computer, kan det sammen siges om holdets strategiske arbejde. Selv når de største trusler i klassementet under årets Tour, Evans, Nibali eller Van Den Broeck, angreb, så satte Team Sky ikke efter dem. Det var der en strategisk årsag til, som var baseret på simpel fysiologi og dataanalyse:

if we’re riding 450 watts, someone’s going to have to sustain 500 watts to stay away on a 20-minute climb, which is not possible anymore unless you’ve got a couple of extra liters of blood.

Udtalelsen fra Wiggins selv viser, at præmissen for holdets strategi er, at feltet er blevet mere rent. Forskellene mellem rytternes styrke er blevet mindre, og derfor kan de små forskelle i accelerationer og tophastighed udlignes over længere distancer, hvis et hold kan holde et højt konstant niveau. Derfor kan Team Sky virke uovervindelige, når lederen bakkes op af stærke hjælperyttere som Chris Froome, Michael Rogers og Richie Porte.

Sky er blevet slået før

Kan denne nærmest matematisk præcise perfektion af menneskelig præstationsevne overhovedet trues uden doping? Wiggins har selv sagt, at Tour de France uden doping bliver mere kedeligt, og at publikum skal vænne sig til den nye måde at vinde løbet på.

Men det er en overdreven sandhed. Sky-holdet kan godt trues, og de er allerede blevet slået tidligere. I Vueltaen sidste år var både Wiggins of Froome i rigtig god form. Men med kun én enkeltstart, blev de slået af en bjergrytter – Juan José Cobo. Havde der været to enkeltstarter, havde Sky sikkert vundet. Froome endte med et nederlag på kun 13 sekunder. Men bag nederlaget lå også den strategiske fejl, som allerede har fået historisk status som eksemplet på en fejlagtig insisteren på at prioritere kaptajnen, når løjtnanten viser sig stærkest.

På 11. Etape er Froome i den røde førertrøje efter at have smadret alle de andre klassementsfavoritter – inklusiv Wiggins – på enkeltstarten dagen før. Alligevel arbejder Froome så hårdt for Wiggins, at han ikke kan følge med sidst på stigningen.

Wiggins kommer i førertrøjen, men på 14. etape kan han ikke følge Cobo, og Froome må arbejde på at mindske tabet. På 15. etape kan Wiggins igen ikke følge Cobo, som ender med at vinde førertrøjen fra Wiggins.

Froome forlader dog til sidst Wiggins og ryger forbi sin kaptajn i den samlede stilling. Men han blev for længe hos ham, og på de næste etaper er han ikke i stand til at hente nok tid på Cobo. Fejl, og Froome kunne meget vel have vundet.

Froome var stærk. Men en bjergrytter i verdensklasse vil kunne udfordre ham. Se denne forrygende duel mellem Cobo og Froome på 17. etape, hvor Cobo cementerer sin sejr, mens Froome vinder etapen.

Ruten bliver afgørende

Froome kunne have vundet Vueltaen med en ekstra enkeltstart, og Wiggins sejr i årets Tour havde været mindre sikker med kun én enkeltstart. Meget vil derfor afhænge af næste års rute. Problemet i Indurain-perioden var, at ruten altid var ens. Færre enkeltstartskilometer og flere bjerge kunne muligvis have vippet ham af tronen tidligere. For han var oppe imod stærke bjergryttere som Gianni Bugno og Claudio Chiappucci, hvor han sjældent var den allerstærkeste, når det gik op af.

Armstrongs dominans var omvendt komplet. Han brugte også bjergene, var en af de bedste nedkørere, og var – næsten altid – bedst på enkeltstarten. Armstrong var reelt kun truet i 2003, hvor Jan Ulrich kunne have vundet, hvis han ikke var styrtet på den sidste enkeltstart. På den første havde han slået Armstrong, og havde han vundet den sidste med samme tidsmargin, havde han væltet ham af tronen. Armstrong var stærk – men han var også forfulgt af held.

Froome og Wiggins er begge stærke. Men de er ikke altdominerende og er meget afhængige af ruten. Wiggins havde en perfekt rute i årets Tour, og det vil han ikke få næste år. Som tidligere beskrevet på Sport fortalt, er Christian Prudhomme meget dedikeret til, at Tour de France skal overraske år efter år, og når der i 2013 er 100-års jubilæum, kan vi sikkert forvente store ændringer og nytænkning. Der er allerede tale om, at rytterne skal to gange op af den legendariske stigning Alpe d’Huez, og prologen ser ud til at være fjernet. Vi kan glæde os til oktober, hvor den samlede rute vil blive afsløret.

Et mere åbent løb i 2013

Med en mere kompliceret rute med færre enkeltstartskilometer, og med alle favoritter til start, vil Touren i 2013 blive langt mere åbent end det, vi så i år. Team Sky må på forhånd påtage sig favoritværdigheden, medmindre noget går galt i optakten. Froome har kontrakt i to yderligere sæsoner. Han er desuden brite, og vil med tiden selv få muligheden for at vinde Touren. Det taler for, at han bliver på Sky. Men manden er ambitiøs, og det skal ikke udelukkes, at han søger nye græsgange allerede til næste sæson. I så fald er der endnu en stærk bejler til sejren.

Men Alberto Contador kommer til at blive den klart største udfordrer. Får han et bedre hold, end han havde sidste år, og fokuserer han alene på Touren, vil han have gode chancer for at vinde. Hvor Wiggins er lidt foran på enkeltstarten, er Contador en langt bedre bjergrytter.

Andy Schleck har været skadet, og hvorvidt han når at komme med i Vueltaen er stadig usikkert. Den ufrivillige pause fra de store etapeløb, den store tumult omkring RadioShack-Nissan-Trek, og ikke mindst storebroderens infight med dopingmyndighederne, gør, at han er et åbent spørgsmål. Men når han er bedst, er han på niveau med Contador i bjergene, og sammen kan de sætte Sky under så meget pres, at deres holdmotor knækker. Er Wiggins isoleret, kan han ende med at tabe meget.

Flere fra andet geled

Cadel Evans kan desuden gøre det bedre, end han gjorde i år. Og hans chancer for at vinde styrkes med et stærkere felt, hvor han ikke selv er tvunget til at gøre den helt store forskel alene. Hvor Contadors tilstedeværelse gør det sværere for Wiggins at gentage triumfen, så vil det faktisk være en fordel for Evans. Evans er ikke færdig, og han har allerede besluttet, at han igen vil køre efter sejren næste år, hvor den stadig meget unge Tejay Van Garderen har lovet ham sin støtte. Herefter vil bolden gå videre til det kun 23-årige talent, som tydeligvis er en af fremtidens stjerner.

Og så skal Vincenzo Nibali og Jurgen Van Den Broeck ikke undervurderes. De vil være der næste år, og de er begge unge ryttere, som stadig bliver bedre. De er i stand til at lave de ryk, som vil bidrage til at sætte Sky under pres. Det vil være guf for både Contador, Evans og Schleck.

Touren bliver uforudsigelig

Menchov, Leipheimer og Klöden er alle færdige, men der er flere ryttere, som kan være med til at åbne løbet. Samuel Sánchez er bedre end de fleste på stigningerne, og nedad er han forrygende. Nibali havde svært ved at udnytte sine spidskompetencer på nedkørslerne i årets Tour, men bliver han flankeret af Sánchez og Contador, kan de blive en meget giftig trio.

Vi kan derudover håbe, at årets vinder af Giroen, Ryder Hesjedal, satser helhjertet på Touren. Han kan køre en fremragende enkeltstart, og som tidligere mountainbiker kører han stærkt opad. Joaquim Rodríguez skal også nævnes. Er han i topform, er han blandt de allerbedste i bjergene.

Hvis alt flasker sig, vil Touren fremover blive meget åben, og Team Sky vil ikke kunne etablere den dominans, som Banesto og US Postal tidligere har gjort det. Dertil er der for mange gode konkurrenter, og Prudhommes mere kreative – og varierende – ruteplanlægning vil gøre løbet mere uforudsigeligt.

Men inden da skal vi i år have en Vuelta a España, hvor vi blandt andet kan blive klogere på Froome. Årets Vuelta a España ligger rigtig godt til bjergrytterne med 13 bjergetaper, hvoraf seks af dem slutter på en stigning. En stor modsætning til årets Tour de France. Med de nye træningsmetoder i baghovedet burde det være muligt for Froome at holde niveauet fra Touren. Men gad vide hvad han kan, når modstanderne hedder Andy Schleck, Juan José Cobo og ikke mindst Alberto Contador? Spændende bliver det!