Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Brøndby | Sport fortalt Brøndby – Sport fortalt
26 Feb

Optakt: Presset ligger på Ståle og Frank

billede af ståle

Fredag aften tager Superligaen hul på de sidste 15 runder inden sommerferien. FCK indleder ræset fra spids, og presset for at holde pladsen er maksimalt på manager Ståle Solbakken. På femtepladsen ligger rivalerne fra Brøndby, og forbedres den plads ikke, ligner det et farvel til cheftræner Thomas Frank.

Af Tyson W. Lyall

”Hvis man ser på billeder af stort set alle trænere i Superligaen fra for fem år siden og til i dag, ser de bare mere trætte ud.”

Citatet stammer fra en lidt yngre Thomas Frank, da han for ca. 2,5 år siden blev præsenteret som ny træner i Brøndby IF. Hvorvidt han ser trættere ud i dag, må læserne selv vurdere, men pointen i udsagnet fra den nytiltrådte Frank er klar: Det er ekstraordinært hårdt at være fodboldtræner på højeste niveau i Danmark.

I disse dage, hvor landets ypperste fodboldklubber gør klar til forårssæsonen, er Thomas Frank selv én af de to trænere i ligaen, der bør gro flest grå hår og udvikle de største poser under øjnene.

Sammen med ellers hårløse Ståle Solbakken i FCK er presset nemlig maksimalt på Brøndby-træneren, som modsat størstedelen af sine trænerkollegaer må formodes at være i overhængende fyringsfare, hvis ikke de kommende 15 runder byder på point- og placeringsmæssig fremgang.

Et stykke fra selvforståelsen
Thomas Frank befinder sammen med Ståle Solbakken – mere eller mindre som de eneste trænere i Superligaen – pt. i en situation, som ikke matcher deres klubs selvforståelse.

Den ene, Ståle, i spidsen for en klub, der identificerer sig som Nordens førende, men som ikke har været det i nogle år efterhånden. En klub med europæiske sub-top-ambitioner, men som i disse år må se sin UEFA-koefficient svinde kraftigt ind.

Den anden, Frank, cheftræner i en klub, som nok har gennemgået et identitetsmæssigt hamskifte de senere år, men som i længden ikke kan leve med rollen som ”procesklub” og tredje/fjerde-violin i Danmark. En klub, som på bestyrelsesformandens nåde ellers har fået tilført spillere, de fleste skandinaviske topklubber ville tage imod med kyshånd.

Således må konklusionen være, at ingen af de to trænere i løbet af deres nuværende ansættelsesforløb for alvor har levet op til hverken tilhængernes eller omverdenens forventninger – eller deres respektive lønbudgetters størrelse.

Højt snit, få titler
Intet hold har ganske vist fået flere point i Superligaen end FCK siden 6. spillerunde i sæsonen 13/14, hvor Ståle Solbakken igen overtog FCK-roret efter belgiske Ariël Jacobs.

Målt på pointhøst, kan ingen andre matche Solbakken, som tilsvarende er tæt på at nå sit eget pointgennemsnit på 2.12 per kamp fra sin første periode i klubben (2006–11).

Men kravene til Ståle Solbakken er tilsvarende som til ingen andre trænere i Superligaen. Det lever han med, fordi FCK er – og vil være – som ingen andre i Danmark.

Alt andet end førstepladsen er at betragte som en skuffelse, også selvom man så kan vende og dreje pointgennemsnit, spiludvikling, spillersalg etc. i en positiv retning.

FCK er økonomisk, image- og spillemæssigt landets absolutte topklub i nyere tid. Det er en klub, der sætter forventningerne til sig selv så højt, at kun en lille kreds af europæiske topklubber kan og vil matche de samme krav i deres respektive hjemlige turneringer.

Både omgivelserne og FCK selv forventer på nationalt plan at præstere nogenlunde på samme vis, som Bayern München forventes at gøre det i Tyskland, PSG i Frankrig, Celtic i Skotland og som Barcelona og Real Madrid hver især forventes at gøre det i Spanien.

Ståle Solbakken har spændt sig selv hårdt for, og spørgsmålet er, om han selv og klubben kan leve med endnu en anden- eller tredjeplads i ligaen. Med managerrollen og afskedigelsen af andre kernemedarbejdere i de senere år (mest prominent med tidligere sportschef Carsten V. Jensen), er Solbakkens magtposition i klubben imidlertid så stor, at det er svært at se, hvor fyringen egentlig skulle komme fra.

Det er derfor måske er værd at overveje, om direktør Anders Hørsholt kunne ryge før Ståle Solbakken, hvis bestyrelsen endelig kræver et hoved på et fad. Indtil videre er det blot en hypotetisk diskussion.

The little horse-rollen
Hvor presset på Vestegnen også er stort, hænger der ikke et krav om hverken guld eller sølv over Thomas Franks hoved.

Efter en årrække med overforbrug, fejlindkøb i engrosmængder, elendig ledelse og kronisk skuffelse på banen, har klubben og dens fans adopteret en ny selvforståelse, hvor titler ikke nødvendigvis er påkrævet lige nu og her.

Det er på sin vis forfriskende, at klubben forsøger at bevæge sig væk fra en position, som Thomas Frank selv har betegnet ”nordeuropæisk mester i store udmeldinger”.

Men de tørre tal er alligevel ikke til at løbe fra, og det må være begrænset, hvor længe Thomas Frank og Brøndby-ledelsen kan blive ved med at nedtone det faktum, at klubben rent økonomisk spenderer næsten på niveau med overmagten i FCK og efter alt at dømme mindst på niveau med mestrene fra FCM.

Det lyder ganske vist troværdigt, når klubben taler om genopbygning og proces, men kigger man på Thomas Franks trup, og medregner den tid og opbakning han har fået til sit projekt, bør den magre point- og spillemæssige udvikling i løbet af hans i alt 84 superligakampe i spidsen bekymre tilhængere af vestegnsklubben.

Hvis den tidligere ungdomslandstræner i sin første sæson overtog et håndværkertilbud, så har han i mindst den seneste halvanden sæson kunne tage bolig i en fuldt funktionel liebhaver-villa.

I Franks midterforsvar findes med Daniel Agger den – formentlig – største profil af alle i de nordiske ligaer. Til venstre herfor sprudler en af landets bedste unge spillere overhovedet i Riza Durmisi på venstrebacken. På midten ligger landsholdsmanden Kahlenberg og suppleres flot med både rutine og talent i Lebogang Phiri, Rodolph Austin, Martin Ørnskov og Christian Nørgaard.

Hvor fløjene imidlertid halter væsentligt i forhold til konkurrenterne, bør og burde Brøndby have fået mere ud af offensive kort som Teemu Pukki, Ronnie Schwartz (nu tidligere), Johan Elmander, José Ariel Núñez (udlejet), Magnus Eriksson m.fl.

Der er næppe tvivl om, at FCM’s og FCK’s trupper pt. ser mere skræmmende ud end Brøndbys, men det er i høj grad også Thomas Franks skyld. Troels Bech – og Per Rud før ham – samt bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har stillet et flot materiale til rådighed – på papiret i alt fald.

Thorups afgørende 20 min.
Hvor temperaturen er høj i sæderne under Frank og Ståle, kan det samme næppe siges om d’herrers kollegaer hos konkurrenterne i FCM, AaB, Randers eller Sønderjyske (eller nogen af de øvrige Superliga-klubber i øvrigt).

I FCM havde Jess Thorup ganske vist et svingende efterår, som gik fra det momentære sublime til det sølle. Den flotte præstation hjemme mod Manchester United har imidlertid fjernet en stor del af det negative indtryk, og trods udraderingen torsdag aften på Old Trafford, har United-kampene samlet set styrket Thorups position.

Det understreger derfor, at de helt afgørende minutter for Thorup (og årsagen til, at han ikke er under samme pres som Frank og Ståle) kom på MCH Arena d. 10 december lige inden klokken havde rundet 20.30. Her scorer Club Brügges Jelle Vossen nemlig til 1-1 i Europa League og puster dermed kraftigt til det midtjyske korthus.

Et mål mere til belgierne, og Thorup ville have været at finde i overskriften på denne artikel. Men bl.a. takket være målmand Mikkel Andersen lykkedes det midtjyderne at holde det uafgjorte resultat og dermed sikre sig to opgør imod den sovende kæmpe Manchester United.

Uanfægtet af de efterfølgende præstationer mod United, ændrede resultatet mod Brügge fortællingen om FCM’s bedrifter efter Glen Riddersholms exit i sommer.

Havde Brügge scoret det ekstra mål, ville fortællingen være, at Thorup trods en god start på sæsonen i Superligaen fuldstændig mistede pusten, røg ud af Europa i en medgørlig pulje (glem Napoli i denne sammenhæng) og pissede en sikker førsteplads væk op mod vinterpausen.

Nu er den optimistiske fortælling i stedet, at klubben er et legitimt medlem af den europæiske subtop og at unge profiler som Paul Onuachu og Pione Sisto vitterligt kan bære noget af den hjemlige hype. Med førstepladsen i Superligaen indenfor rækkevidde, indkøbet af en af de mest interessante spillere i Superligahistorien (Václav Kadlec) og salget af en hjemmeavlet spiller (Erik Sviatchenko) til en kontinental storklub, er stemningen usædvanlig god i det midtjyske.

Alle øjne på den 3. marts
Når FCK tager imod Esbjerg søndag den 28. februar, vil det være præcis 1.014 dage siden, klubben sidst løftede mesterskabstrofæet. Det kan og vil Ståle Solbakken ændre på.

Sport fortalt lægger sig i slipstrømmen på de fleste kloge fodboldhoveder og spår, at det vil lykkes, så FCK’s mesterskabstæller kan sættes til ”0 dage siden sidst”, når sidste runde spilles den 29. maj.

Det giver sig selv, at FCM kommer særligt styrket ind i forårssæsonen med United-tempo i benene, og derfor hedder den – indtil nu – mest interessante kamp i sæsonen FCM vs. FCK allerede den 3. marts 2016 på MCH Arena.

Det ville være alt for klichefyldt at skrive, at den udsatte kamp afgør mesterskabet, men klicheen om, at mesterskabet i alt fald kan tabes denne dag, virker trods alt mere passende.

Alt imens ligger AaB og lurer lidt overset i kulissen. De fleste taler om FCK og FCM, og det betyder som regel, at mesterskabet ender i Aalborg. AaB havde i januar et fremragende transfervindue til trods for – og netop fordi – at der ikke skete det store. Med Lukas Spalvis i stalden en halvsæson mere, og med folk som Nikolaj Thomsen og Thomas Enevoldsen i folden, kunne det blive endnu en af de sæsoner, hvor alt flasker sig for AaB-mandskabet.

Det er for det meste alt eller intet for AaB, og hvis FCM besejres mandag aften, skal optimismen nok begynde at boble i det nordjyske.

Lad os komme i gang og få det afgjort.

Runden sparkes i gang i aften – fredag – med OB mod AGF kl. 18.00. Kampen vises på TV3 Sport 1.

29 Mar

Hvem er så favoritter til det mesterskab?

AAB

Med ti runder tilbage er spændingen stadig intakt i toppen af Superligaen. AaB, FC Midtjylland og FCK er alle seriøse bejlere til mesterskabstitlen. Fælles for dem er imidlertid, at de ikke ønsker at påtage sig rollen som seriøs guldaspirant. Som medietrænede toppolitikere glider de alle af på snakken om et kommende sæt guldmedaljer. Men hvem er så i virkeligheden favorit? Sport Fortalt giver sit bud her. 

Af Tyson Lyall

Politisk interesserede vil måske vide, at når først en politiker begynder at afvise sit kandidatur til en bestemt post, så er der for alvor noget om snakken. Kald det bare en lex Fogh.

Det samme princip er gangbart i sportens verden, hvor AaB, FC Midtjylland og FCK’s gentagende nedtoninger af egne titelchancer sætter en tyk streg under, hvad der reelt set er på menuen i klubberne.

For selvfølgelig er guldmedaljerne en del af spillerenes og ledernes dagligdag for tiden. Og selvfølgelig tror de alle på det. Med ti kampe igen er der seks point fra FCK på tredjepladsen op til førerholdet FC Midtjylland. AaB ligger klemt inde imellem de to Football Clubs – fire point ned til københavnerne – to point op til midtjyderne.

Men når nu klubberne ikke selv for alvor vil melde sig ind i guldkampen, må andre jo gøre arbejdet for dem. For hvem lurpasser egentlig mest i kampen om at undgå et guldkandidatur? Er det de sløvt spillende FC-københavnere anført af den hjemvendte nordmand Ståle Solbakken? Er det de fysisk stærke FC-midtjyder, der anført af Gajol-pakke-filosoffen Glen Riddersholm har toppet ligaen siden dag 1? Eller er det endelig de velspillende teknikere fra Aalborg – ledet af brønshøjdrengen Kent Nielsen?

Svaret bør være AaB. Lad os kigge på hvorfor.

Underspillende

Søndag den 2. Marts 2014 kl. 20:55 viser måltavlen i Parken på Østerbro for første gang i Superligaens historie resultatet 1-5. FC Midtjylland har sendt de regerende danske mestre fra FCK hjem til Frederiksberg med en sæk læsterlige klø. Kørt rundt på røv og albuer af den ejendommelige kombination af afrikansk hurtighed, teknik og styrke og så en god portion bonderøvsk vilje og fighterinstinkt. Få timer efter slutfløjtet er jydernes chefstrateg og bonderøv-in-chief, Glen Riddersholm, igennem hos DR Sportens albuesvingende studievært, Peter Møller. Den tidligere topangriber runder interviewet af med at konstatere, at et førerhold med 8 points forspring efter 20 runder aldrig tidligere har undgået at blive danske mestre.

FC Midtjylland er rigtig nok på dette tidspunkt 8 point foran de hvid-blå fra København. Problemet er blot, at Peter Møller har glemt alt om sin egen barndomsklub fra postnummeret 9000. På dette tidspunkt ligger de bolchestribede fra Aalborg nemlig kun fem point bag de førende midtjyder. Ikke nok med, at Kusk, Riisgaard, Würtz og resten af banden fra nord har været trælse igennem en længere periode for de resterende hold i Superligaen. De har også i store dele af sæsonen formået at forsvinde mere eller mindre fra den flygtige fodbolddagsorden.

Allerede på dette tidspunkt danmarksmestre i kunsten at underspille sin egen rolle. Men de skal nu frem i rampelyset. De er nemlig det bedste bud på et kommende dansk mesterhold.

Med ti resterende kampe har de alle muligheder for selv at hive det fjerde mesterskab hjem til klubben. Kampprogrammet ser egentlig ikke nemt ud, og allerede om to uger kan denne artikel være ligeså uaktuel, som en ny regeringsperiode er det for statsminister Thorning-Schmidt. Men på trods af, at de næste tre runder byder på opgør mod de resterende tre hold i top-4, så er der alligevel flere forhold, der peger i retning af et nordjysk mesterskab.

Velspillende

Først og fremmest har AaB overordnet set været ligaens bedst spillende hold i denne sæson. Midtbane-virtuosen Kasper Kusk og hans yngre sidekick, Nicolaj Thomsen, fremstår på nuværende tidspunkt som nogle af ligaens allermest spændende spillere. Bevægelige, målfarlige og teknisk kloge midtbanespillere, som sjældent set på danske breddegrader. Med opbakning fra blandt andre en af landets mest undervurderede fodboldspillere, Kasper Risgaard, ser holdets midtbane ganske potent ud før striben af udfordringer i de kommende uger. Samtidig har træner Kent Nielsen en række angrebskort i ærmet, hvor særligt svenskeren Rasmus Jönsson i perioder har lignet et træfsikkert valg. Den unge litauer Lukas Spalvis har i fraværet af Anders K. Jacobsen også bragt sig selv på banen – senest med to træffere i udekampen mod Sønderjyske og to mere i pokalkampen torsdag aften mod Horsens.

I den forstand besidder aalborgenserne en offensiv alsidighed, der er svær at få øje på hos de andre mesterskabskandidater for tiden. Ser man bort fra FC Midtjyllands vanvittige præstation i udekampen mod FCK, har både de og københavnerne haft svært ved at blive rigtig målfarlige i forårssæsonen. I de seneste to kampe er det slet ikke lykkedes for FC Midtjylland at få bolden over stregen, mens FCK i forårets første fem kampe ikke har formået at score mere end højst ét mål per kamp.

Søndag får AaB besøg af netop FCK på Nordjyske Arena, hvor klubben har været uhørt skarp sæsonen igennem. Som det eneste hold i ligaen har AaB endnu ikke tabt på hjemmebane i denne sæson. Blot fem mål er gået ind i sæsonens tolv hjemmebanekampe. Hvis statistik ellers har nogen værdi i fodbold, så taler det for en AaB-sejr på søndag – som tilfældet også var det da FCK kom på besøg tidligere på sæsonen og tabte 2-1.

Nedadgående for FCM

FC Midtjylland er stadig de fleste bookmakeres favorit til at snuppe titlen, men pilen er alligevel nedadgående på flere punkter for Herning-Ikast-klubben. Først og fremmest er den allerede smalle og urutinerede trup forholdsvis hårdt ramt af skader. Forsvarsprofilen Erik Sviatchenko er så småt på vej tilbage fra en ankelskade, men hans plads på lazarettet blev i denne uge overtaget af den storspillende Izunna, der meldes ude for resten af sæsonen med en meniskskade.

Også spillemæssigt er der grund til rynkede bryn. Efter en historisk, god sæsonstart med 20 point efter otte kampe, har klubben både spille- og pointmæssigt placeret sig i laget lige under Brøndby, FCK og AaB. I momenter, som i udebanemassakren mod FCK, har holdet vist noget nær Champions League-niveau. Men når holdet blot få uger efter taber hjemme til ligaens ringeste udehold, FC Nordsjælland, slettes det positive indtryk hurtigt. Med undtagelse af de første måneder efter ligastarten i sommeren 2013 har holdet da også haft svært ved at hente stabile stimer af point hjem til heden.

Laver man eksempelvis den urimelige øvelse at bort fra de første otte kampe i sæsonen, ville holdet således være placeret på en samlet femteplads i ligaen. FCK ville indtage førstepladsen – to point foran rivalerne fra Brøndby.

Ikke i år for FCK

På mange parametre burde mesterskabspilen da også pege på netop FCK. Målt på rutine, spillermateriale, trænerstab osv., overgår hovedstadsklubben langt sine jyske rivaler. Mens FC Midtjyllands trup eksempelvis ikke indeholder én eneste spiller med en dansk mesterskabsmedalje i skuffen, så kan FCK’s rutinerede trio af Lars Jacobsen, Thomas Kristensen og Johan Wiland alene mønstre tolv danske guldmedaljer til sammen. Træner Ståle Solbakken har selv fem af slagsen liggende i medaljeskabet.

Læg dertil en trup med rutinerede folk som Mellberg, Claudemir, Braaten, Bolaños samt unge stortalenter som Jørgensen, Cornelius og Delaney, og man har et holdkort, der under normale omstændigheder udstråler mesterskabsklasse. Men det er ikke normale omstændigheder pt. for københavnerne. Selvom truppen indeholder mange gode navne, er der stadig tale om et håndværkertilbud under renovering af entreprenør Solbakken. Efter sommerferien er det med sikkerhed farvel til Lars Jacobsen og Christian Bolaños, mens nye folk, som Tom Høgli og Franco Mussis tjekker ind. Det ville ligne FCK dårligt at stille sig tilfredse med alt andet, end et dansk mesterskab. Men skal det endelig være, burde man lige netop i år kunne leve med at sende pokalen ”til låns” i det jyske.

Siden runde 6, hvor Ståle Solbakken overtog roret, har holdet pointmæssigt set været Superligaens bedste hold, og i den forstand er udviklingen under nordmanden på rette vej. Men holdet halter stadig på for mange punkter, og i den nuværende forfatning virker det derfor usandsynligt, at man både skulle kunne hente fire point på AaB og seks point på FC Midtjylland.

Klarer AaB sig derfor igennem de næste tre runder med skinnet på næsen, burde landet ligge lige for. Mens aalborgenserne stadig skal på svære udebaneture til eksempelvis Odense og Farum, ligger der efter alt at dømme mange point og venter i opgørene mod Viborg, Randers, Vestsjælland, og endelig AGF på hjemmebane i sidste spillerunde.

FC Midtjylland og FCK mangler stadig at møde hinanden i et enkelt opgør. Alt andet end en midtjysk sejr i det opgør, må betragtes som en solid fjer i den aalborgensiske hat. Samtidig skal midtjyderne også af sted på to svære udebanekampe i Esbjerg og Brøndby.

Det skal selvfølgelig flaske sig, men lige nu peger flaskehalsen mod Aalborg.

01 Dec

Hvor nyt er Det Nye Brøndby?

Brøndby

Kommunikationen fra fodboldklubben Brøndby IF har været omtrent ligeså svingende som spillet på banen de seneste år. Denne sommer fik retorikken et ekstra hak opad, og nu tales der om et decideret ’nyt’ Brøndby. Men er den sovende kæmpe virkelig vågnet i en ny udgave, og hvor troværdig er re-brandingen af Brøndby IF egentlig?

Af Tyson Lyall

Der er aldrig stille omkring Brøndby IF. Selvom de spillemæssige præstationer i de seneste år ikke har retfærdiggjort nogen nævneværdig opmærksomhed, så er klubben stadig et af Danmarks mest kendte brands. Frygtet og berygtet, kendt i land og by, som en strofe i en af fansenes mange sange lyder.

Klubben er efterhånden ved at være en moden herre – med en 50-års fødselsdag lige om hjørnet. Men den midaldrende kæmpe lader til at have fået en kraftig make-over i løbet af det seneste halve års tid. Børnene er flyttet hjemmefra, konen er skiftet ud med en yngre model og farmand er blevet akavet moderne på sine gamle dage.

Der er kommet reflekser i håret, og det buskede overskæg er blevet trimmet. ’Det Nye Brøndby’ kalder de selv den nye udgave på Københavns vestegn. Spørgsmålet er imidlertid, om Brøndby virkelig er i en ny forfatning, eller om den samme gamle ølmave stadig gemmer sig indenunder den nyindkøbte slimfit-skjorte.

Hvor meget har farmand egentlig ændret sig her i sin anden ungdom?

Ny førsteelsker

Den mest markante ændring i projekt Brøndby er naturligvis, at klubbens godfather, Per Bjerregaard, er blevet sendt på pension. Efter flere års pinagtige forsøg på at holde klubben under sit herredømme, måtte han til sidst give slip. Efter at have konsumeret fire direktører på blot 4 år, som bestyrelsesformand, og efter at have drevet klubben ud i økonomiske vanskeligheder, var det unægtelig på tide at underskrive skilsmissepapirerne. Som ny bestyrelsesmand, og ny Mister Brøndby udadtil til, er i stedet trådt noget så radikalt anerledes, som en FCK-klubmand.

Finansmanden Aldo Petersen, der er blevet rig på alt fra telefoni til vindmølleparker, er det første vidnesbyrd om, at der rent faktisk kunne være tale om et nyt Brøndby.

For udefra stående kan det være svært at vurdere Aldo Petersens ageren på de indre linjer, men i kommunikationen udadtil virker det allerede indlysende, at den nye frontmand har anlagt en stil milevidt fra Per Bjerregaard. Omgangen med pressen plejes i meget højere grad end tidligere, og samtidig anlægges der tydeligvis en mere imødekommende, ærlig og åben stil udadtil.

Den nye kommunikationsstil bliver endvidere også styret af en helt ny mand om bord på Brøndby-skibet – nemlig den tidligere sportsjournalist og presserådgiver for Bjarne Riis, Anders Bay.

Nyt spillerblod

På spillersiden tegner der sig også konturerne af et nyt Brøndby. Væk er de seneste års mest markante Brøndby-ansigter som eksempelvis Per Nielsen, Mike Jensen, Stephan Andersen, Mikael Krohn-Dehli etc. I den nuværende trup er det således kun Thomas Kahlenberg, der har mere end 100 kampe for klubbens førstehold bag sig – og så er han endda ”ny” igen efter en årrække i udlandet. Til sammenligning kan det eksempelvis nævnes, at rivalerne fra FCK har en helt håndfuld spillere i deres trup med over 100 førsteholdskampe bag sig.

Som almindelig udefra stående iagttager kunne noget tyde på, at truppen har haft godt af en udrensning af spillere fra de “sorte år” efter Michael Laudrups exit i 2006. Som det også blev anført af den tidligere træner Rene Meulensteen, så var der i perioden efter Laudrup et på mange måder råddent arbejdsmiljø i klubben. Klike-dannelser og daglige verbale og fysiske slagsmål prægede truppen.

Den slags lader der til at være ryddet op i under det nye setup med den usædvanlig sympatiske og veltalende træner, Thomas Frank. Ansættelsen af netop ham lægger også yderligere vægt til påstanden om, at der her er tale om et nyt Brøndby. Med sin akademiske baggrund, sit tænkende gemyt og uden en spillerfortid bag sig, fremstår han som en utraditionel Brøndbytræner.

Hvem kunne eksempelvis forestille sig en Henrik Jensen eller en Tom Køhlert tale om anerkendende ledelse eller om filosofien bag ”den gode præstation”?

Thomas Frank er endvidere helt “uplettet” af en brøndbyfortid. Dette er hans første job i klubben, hvilket lader til at være lidt af en sjældenhed i Brøndby. I løbet af de sidste 20 år er det således kun Rene Meulensteen og Åge Hariede, der ikke tidligere havde prøvet at modtage en lønseddel med Brøndby-logo på. Deres trænerregime udgør således kun ca. 2,5 år af de seneste 20 års klubhistorie.

Thomas Franks nærmeste chef, sportsdirektør Per Rud, er ligeledes hentet udefra – som afløser for klubikonet Ole Bjur (384 førsteholdskampe). Også dette er Ruds første job i klubben, og så vidt vides, er han heller ikke hverken søn af – eller på anden måde relateret til – Per Bjerregaard eller andre klubkoryfæer.

Fansene definerer Det Nye Brøndby

Er der så virkelig tale om et nyt Brøndby? Adskiller klubbens make over sig nævneværdigt fra andre klubbers jævnlige udskiftninger i personalet? Svaret må være, at der for engang skyld rent faktisk lader til at være vægt bag retorikken fra vestegnsklubben. Klubben har pt. den kortest siddende bestyrelsesformand af alle superligaklubber, den mindst erfarne superligatræner, en ny sportschef og kommunikationsdirektør og samtidig en spillertrup med ekstremt få kampe for klubben bag sig.

Men det mest markante ved genfortolkningen af Projekt Brøndby er formentlig stemningsskiftet blandt Brøndbys fans. Efter flere sæsoner i træk, med utilfredshed og faldende tilskuertal på hjemmebanen, er udvikling vendt 180 grader. På nuværende tidspunkt har klubben eksempelvis kunne tiltrække et gennemsnit på 16.187 tilskuere til sæsonen hjemmekampe. Holder det tal, vil det være en fremgang på over 75 procent i forhold til sidste sæson.

Rent organisatorisk har fansene også fået en større aktie i Det Nye Brøndby. Med konstitueringen af en ny bestyrelse i juni blev der således plads til en repræsentant fra fanforeningen Brøndby Supporters Trust.

Det mest i øjenfaldende lader dog til at være den forventningsjustering, der har fundet sted mellem fasene internt. Både på tribunerne og på internet-debatforums lader der til at være kommet en mere afdæmpet og realistisk tilgang til, hvad klubben bør opnå. Hvis holdet fortsætter sit nuværende ridt mod toppen af Superligaen, skal der nok gå guldfeber i fansene på et eller andet tidpunkt. Men hidtil har stemningen flugtet fint med klubbens udmelding om først og fremmest at skulle forbedre sig. Ingen håbløse udmeldinger om mesterskab inden x-antal år eller lignende.

Selv efter sæsonens miserable åbning med tre point efter syv kampe formåede både klubbens ledelse og fans at holde hovedet nogenlunde koldt. Siden er det gået fremragende, og den fornyede begejstring omkring klubben lader også til at smitte af på spillet. Holdet er pt. ubesejret i otte kampe i træk og har desuden holdt målet rent fem kampe i træk. En ny rekord for klubben.

Der er kommet ro over Brøndby IF. Det er i sandhed nyt.