Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
boksning | Sport fortalt boksning – Sport fortalt
07 Sep

Mens vi (stadig) venter på Golovkin vs. Canelo – og mister respekten for De La Hoya imens

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20
Boksefans verden over hungrer efter et opgør mellem Gennady Golovkin og Saul ”Canelo” Alvarez. Ingen aftale er på plads, og det går primært udover sidstnævntes popularitet. Sport fortalt kigger på årsagerne til, at Canelo er ved at blive yndlingshadeobjekt i boksesporten.  

Af Tyson William Lyall

Klodens største mulige bokseopgør lader vente på sig.

Matchningen af kazakhstanske Gennady Golovkin og mexicanske Saul ”Canelo” Alvarez er stadig uden dato, og boksefans må endnu blot håbe på, at parternes påståede forhandlingsvilje er oprigtig.

Mens opgøret i ringen venter på en sejrherre, står det pt. klart, at Golovkin fører stort i kampen om (bokse)offentlighedens sympati.

Canelo har ganske vist sin store og loyale fanbase, men blandt de fleste neutrale boksefans lader stemningen til at vende sig imod det mexicanske håb.

På internetfora, i Youtube-videoer og i journalisternes spørgsmål afspejles den tiltagende opinion: Canelo fedtspiller sig frem i sin karriere.

En hårdnakket insisteren på at bokse på såkaldt catchweight, gentagende opgør mod åbenlyst lettere modstand (i kilo) og det manglende opgør mod Golovkin er begyndt at gøre indhug i den rødhåredes popularitet.

At Golovkin vinder image-opgøret imellem de to, er imidlertid ikke nødvendigvis kun Canelos egen skyld.

I kampen om publikummets og pressens gunst lader den særligt svage part snarere til at være Canelos promotor – tidligere topbokser Oscar De La Hoya.

Not so golden promotion
The Golden Boy, som De La Hoya blev kaldt i sin aktive karriere, og som han nu kalder sit promotor-selskab, har Canelo som sit absolutte hovedprodukt.

Og det produkt er bestemt værd at værne om. Trods sine blot 26 år har den rødhårede mexicaner allerede været blandt sportens absolut største profiler i en håndfuld år.

Med forvaltningen af Canelos karriere gør De La Hoya og Canelo-lejren det dog svært at holde af det ellers sympatiske og dygtige, unge boksefænomen.

Når pilen i overvejende grad peger på De La Hoya og Golden Boy, bunder det først og fremmest i, hvad parterne selv siger. Selvom boksesporten i høj grad indhylles i røgslør af promotors, managers mm., så er De La Hoya og Golden Boy ganske åbne omkring, hvorfor Canelos karriere forvaltes, som den gør.

I artiklen ”The Building of Canelo” fra juli-udgaven af Ring Magazine gør Golden Boys præsident Eric Gomez rede for den ”measured risk”-tilgang, som dikterer virksomhedens forvaltning af Canelos karriere. Ethvert Canelo-opgør indeholder naturligt en risiko, men det skal være en nøje afmålt en af slagsen, lyder forklaringen.

Det er den samme tankegang, som gør forsikringsselskaber rige, skriver Ring Magazine i artiklen.

Og her er netop ét af Golden Boys åbenlyse problemer i ”image-kampen” mod Golovkin.

Boksning er nemlig sjældent interessant, når aktørerne agerer som forsikringsselskaber.

Golden Boy-præsidenten er selv klar over det og tilføjer blandt andet:

”When you´re developing a fighter you get to a certain point and then you have to turn them loose to sink or swim.”

Det punkt burde for længst være nået for Canelo, men endnu lader Golden Boy ikke til at ville slippe ham løs, så længe Golovkin lurer i farvandet.

Med sin status, sit talent og sin rekordliste falder Canelos anseelse dramatisk som konsekvens.

Det helt store problem for Canelo i denne sammenhæng er Golden Boys absolutte afhængighed af ham. Efter den tidligere CEO Richard Schaefer forlod virksomheden i 2014, lå Golden Boy i noget nær ruiner. De La Hoya sagsøgte Schaefer for bevidst at have ladet bokseres kontrakter løbe ud, så Schaefer kunne tage dem med videre til boksesportens mystiske fyrste, den sky forretningsmand Al Haymon.

Alt imens fes De La Hoya ind og ud af afvænningsklinikker i kampen mod narkotikamisbrug og lod sin forretning køre tæt på afgrundens rand.

Da De la Hoya – med egne ord – fandt sine ben igen, stod han mere eller mindre tilbage med Canelo som eneste indtægtskilde. Sådan er det i grove træk endnu, og det vil De La Hoya for alt i verden ikke miste.

Golden Boy har navne som Jorge Linares, Francisco Vargas, Sadam Ali, Bernard Hopkins og David Lemieux at falde tilbage på, men ingen af dem kommer i nærheden af Canelos værdi.

”We know what he means to our company. He’s our franchise,” siger Eric Gomez til Ring Magazine og noterer sig, at der er et enormt pres på hele virksomheden, hver gang Canelo bokser.

Læs også: “Mens vi venter på Canelo vs. Golovkin”

Eksemplet Erislandy Lara
Et af de mest åbenlyse argumenter for, at det primært er Golden Boy, der kører med håndbremsen trukket i forhold til Canelo, findes i hans personlige tilvalg af flere modstandere – særligt illustreret med 2014-opgøret mod cubanske Erislandy Lara.

Sidstnævnte må nemlig regnes som en af de allermindst attraktive modstandere i boksesporten overhovedet, når man vurderer risiko overfor gevinst. Lara er en ekstremt dygtig bokser, som dog deler den skæbne med sin landsmand Guillermo Rigondeaux, at hans boksestil ikke i nævneværdig grad påskønnes af det afgørende amerikanske publikum.

I forhold til Golden Boys ”measured risk” er Erislandy Lara alt for dygtig i forhold til det mulige udbytte. Canelo kom samtidig med et nederlag til Floyd Mayweather fra 2013 i baggagen, og Golden Boy ville derfor ikke røre Lara med en ildtang.

”There was no way I wanted that fight. He was another mover,” siger Eric Gomez med henvisning til Laras ligheder med Floyd Mayweather.

Men Canelo overrulede sine promotore og tog opgøret og en ekstremt smal sejr over Lara.

Golden Boy byggede ellers oprindelig Canelo langsomt op med opgør mod falmende, men genkendelige navne som Carlos Baldomir, Matthew Hatton, Kermit Cintron og Shane Mosley. Klassisk karrierehåndtering.

Den lineære opbygning er blevet afbrudt af de gange, Canelo selv er trådt til og har set stort på forsikringsmatematikken og har insisteret på opgør mod Austin Trout, Floyd Mayweather og Erislandy Lara – alle tre opgør, som Golden Boy arbejdede imod, indrømmer Eric Gomez.

Den 88-årige Hall of Fame-promotor Don Chargin, der fungerer som mentor for De La Hoya og Golden Boy, beskriver i den sammenhæng Canelo som ”a little different than most guys.”

”Most guys you bring along and they want easier fights but Canelo really wanted to fight the best. It was Canelo who insisted on the Mayweather fight, when Golden Boy wanted to wait, which would have been right from a promotor’s standpoint. He’s the one who wanted Trout when nobody wanted to fight Trout,” siger han – også til Ring Magazine.

Når Canelo øjensynligt insisterer på at møde de bedste, må spørgsmålet derfor naturligt være, hvorfor han så ikke overtrumfer Golden Boy i disse dage og står fast på et møde med Golovkin.

I dette tilfælde er forklaringen formentlig, at Canelo har nået den samme konklusion som de fleste andre: Risikoen for et nederlag til Golovkin er betragteligt større end mod Lara og Trout – men dog næppe Mayweather.

Det handler derfor om at tage sig så godt betalt som muligt, og her kan parterne ifølge Canelo selv ikke finde hinanden endnu. Forhandlingerne besværliggøres af, at Canelo-lejren (ikke urimeligt) betragter sig som ”A-siden”, da Canelos pr-værdi og fanbase er større.

Bokserne virker indforstået med det, og så er vi igen tilbage ved managementsiden. Den (utroværdige) forklaring fra De La Hoya lyder blandt andet, at Canelo er en naturlig letmellemvægter (154 pund), og at hans krop derfor ikke er klar til Golovkin endnu. Det giver selvsagt ikke den store mening, når Canelo som regel vejer langt mere, end Golovkin plejer at gøre på selve kampdagen (indvejning finder som regel sted et døgn inden kampstart).

Spørgsmålet må være, om De La Hoya reelt ønsker, at Canelos krop skal blive “klar”, mens Golovkin stadig er på toppen.

Hvad med Golovkin?
Men når Canelo allerede som 26-årig har mødt folk som Floyd Mayweather, Miguel Cotto, Erislandy Lara og Austin Trout, hvorfor stiller ”folket” sig så bag Golovkin, der om nogen mangler at møde modstand fra sin egen høje hylde?

Golovkin regnes fortjent som en af sportens absolut bedste boksere på tværs af vægtklasser, og samtidig er han én af blot en håndfuld boksere, som kan trække pay-per-view-arrangementer.

Det bunder dog mere i hvordan han har præsteret – snarere end mod hvem. Der er naturligvis langt fra tale om en Brian Nielsen-oppustet rekordliste, da han har mødt respektable navne som David Lemieux, Martin Murray, Grzegorz Proksa og Daniel Geale på gode tidspunkter i deres karrierer. Men cv’et er stadig ganske spinkelt for en mand på toppen af boksesporten.

Golovkins popularitet bunder – foruden i den medrivende måde, han slagter modstandere indenfor rebene – efter alt at dømme også i dét, De La Hoya og Canelo ikke formår at håndtere, nemlig kunsten at styre fortællingen om bokseren.

Golovkin har (unægteligt ganske fortjent) indtaget positionen som sportens mest undgåede bokser, og den slags skaber sympati. Golovkin vil møde enhver, proklamerer han, og oplever konstant, at hans handske ikke bliver taget op. Sådan er fortællingen om ham i alt fald.

Alene op til Golovkins kommende opgør mod engelske Kell Brook er det offentligt kendt, at Golovkin-lejren (K2 Promotions) forgæves forsøgte at få opgør i hus med (i nævnte rækkefølge): Canelo, Billy Joe Saunders og Chris Eubank Jr.

K2 er ligesom Golden Boy temmelig afhængige af sit topnavn, Golovkin, men K2 og Golovkin fedtspiller øjensynligt ikke. Det har de med Golovkins 34 år simpelthen ikke tid til.

Den kommende lørdag venter så et opgør mod engelske Kell Brook i London. I udgangspunktet et bizart match up, som overraskede bokseverdenen på samme vis, som offentliggørelsen af Canelo vs. Amir Khan gjorde tidligere på året.

Weltervægteren Brook bevæger sig to vægtklasser op, og selvom han er ubesejret, og selvom hans promotor Eddie Hearn har forsøgt at karakterisere ham som noget nær en naturlig mellemvægter, er faktum, at han skal bokse 13 pund (knap 6 kilo) over sin normale vægtklasse i et opgør mod et mellemvægts-bæst.

Det er virkelig modigt – og meget lidt ”measured risk” – men det kan også ende rigtig grimt for Brook. Sport fortalt forudser en KO-sejr til Golovkin indenfor de første syv omgange.

Mens vi venter
Sport fortalt har tidligere spået, at Canelo og Golovkin mødes til næste år. Arbejdstitlen hedder ifølge parterne lige nu september 2017, og det er derfor ikke overraskende, at de begge bokser videre indtil da.

Det er imidlertid ganske overraskende – og ikke mindst voldsomt bidragende til Canelos falmende image – at hans næste modstander hedder Liam Smith.

Den 17. september går han i ringen mod Smith, som isoleret set er en ganske kapabel bokser. Canelo skal utvivlsomt op på sit topniveau for at besejre den næstyngste af de fremragende Smith-brødre.

Problemet er blot, at stik imod hvad de fleste fans havde regnet med og håbet på, så valgte Canelo efter sit titelforsvar mod Amir Khan i maj at afgive sit WBC-bælte i mellemvægt og træde NED(!) i vægt for at kæmpe om Liam Smiths  WBO-letmellemvægtsbælte.

En helt imponerende tonedøv handling, som for alvor har brændemærket Canelo som en ”duck”, en Canela etc.

Stævnet, hvor Canelo møder Smith, er samtidig endnu et vidnesbyrd om, at kritikken af De La Hoya som promotor bunder i andet og mere end hans beskyttelse af Canelo med utroværdige udmeldinger og defensive strategier.

Kigger man på det undercard (øvrige program), Golden Boy har stablet på benene til Canelo vs. Smith, er det næsten tåkrummende pinligt, at stævnet skal afvikles på AT&T Stadium i Texas med plads til 80.000 tilskuere og at udbydes som pay-per-view på HBO.

Højdepunkterne på undercardet hedder Gabe Rosado vs. Willie Monroe og Joseph Diaz vs. Andrew Cancio. To interessante opgør, hvor særligt Rosado vs. Monroe virker som et match up med garanti for underholdning, men det er desuagtet ikke godt nok for et stævne af den karakter.

Kaster man et hurtigt blik tilbage på nogle af HBO’s seneste pay-per-view-stævner, som ikke har været arrangeret af Golden Boy, så blegner Canelo vs. Smith-stævnet fuldstændig.

Til Pacquaio vs. Bradley III i april boksede Gilberto Ramirez og Arthur Abraham eksempelvis om WBO’s supermellemvægts-titel, mens et fedt fjervægtsopgør mellem Oscar Valdez og Evgeny Gradovich blev akkompagneret af opgør med afsindigt interessante up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Egidijus Kavaliauskas og Jose Carlos Ramirez.

Alle tre navne, som læseren i øvrigt bør notere sig – der gemmer sig formentlig en kommende verdensmester eller to imellem.

Med Canelo vs. Smith-stævnet samler Golden Boy i stedet tråden op fra stævnet med Canelo vs. Khan fra maj, hvor undercardet tilsvarende var imponerende uinteressant – med Glen Tapia mod David Lemiuix som største opgør.

Eksemplerne er mange, men konklusion enkel: De La Hoya er alt for letvægtig som promotor i disse år. Han har et guldæg i Canelo, men folk vil miste interessen og respekten, hvis han udelukkende bruger tiden på at pudse ægget og ikke sætter det på spil.

Han skal finde den rette balance mellem udbytte og risiko, og det er han efter alt at dømme ikke dygtig til for tiden.

Det må Canelo også kunne se. Spørgsmålet er, om De La Hoya så kan holde på ham i længden.

24 Feb

The Battle of Britain: Frampton vs. Quigg

Skærmbillede 2016-02-24 kl. 07.48.20(Scott Quigg er klar til mødet med den nordirske folkehelt, Carl Frampton)

Lørdag går super-bantamvægterne Carl Frampton og Scott Quigg i ringen til en britisk superkamp i Manchester. Kampen er årets foreløbig største i boksesporten. Sport fortalt forklarer her, hvorfor den er værd interesse sig for.

Af Tyson W. Lyall

Boksning er ligesom politik det muliges kunst.

Historien bærer utallige eksempler på storkampe, som er forduftet i forhandlingssplid, ædt op af kompromisløshed eller låst endegyldigt fast i interessekonflikter. Derfor er glæden blandt fightfans særligt stor, når det endelig lykkes at matche de helt oplagte kombattanter.

Som når en ubesejret Muhammad Ali nikker ja til en ditto Joe Fraizer, eller når en ubesejret Sugar Ray Leonard giver håndslag til en Roberto Duran i sit livs form.

Den kommende weekend byder på netop sådan et match-up, hvor de helt rigtige boksere mødes på det helt rigtige tidspunkt i det helt rigtige opgør.

Det er de helt store referencer, der er fremme her, men der er flere gode grunde til at køre lørdagens boksebrag mellem briterne Carl Frampton og Scott Quigg op.

Et sjældent topopgør
Helt grundlæggende er titelkampen hos IBF og WBA i super-bantamvægt et opgør imellem to verdensklasseboksere.

Både Carl Frampton og Scott Quigg tilhører den absolutte top inden for deres vægtklasse, og netop dette er særligt værd at prise i en tid, hvor de allerbedste boksere alt for sjældent støder sammen.

Tager man eksempelvis en vue ud over The Ring Magazines rangliste over alle vægtklasser, vil man finde ganske få eksempler på interne top 5 – eller endda top 10 – opgør i de senere år.

Januar bød på ét af slagsens i letsværvægt mellem klassens ”top dog” Sergey Kovalev og nr. 4 på The Rings rangliste, Jean Pascal. Opgøret var imidlertid blot en gentagelse af sidste års Kovalev-udradering af samme Pascal, som under alle omstændigheder er et noget tvivlsomt selskab i top 5, hvor Andre Ward bl.a. mangler på grund af inaktivitet.

Frampton vs. Quigg bliver til gengæld et opgør imellem nr. 2 og nr. 3 på The Rings rangsliste over super-bantamvægtere (som magasinet dog selv betegner ”Jr. Featherweight”). Boksegeniet Guillermo Rigondeaux indtager 1. pladsen, og han lobbyer pt. hårdt for et møde vinderen af lørdagens opgør.

Tager man udelukkende udgangspunkt i The Ring Magazines ranglister, er Frampton vs. Quigg derfor det – endnu planlagte – opgør i 2016 med den største prominens.

De to andre top 5-opgør, der på nuværende tidspunkt skemalagt, er weltervægts-opgøret mellem Manny Pacquiao (nr. 2 i vægtklassen og nr. 7 pund-for-pund) og Tim Bradley (nr. 4 i vægtklassen og nr. 10 pund-for-pund), samt supermellemvægts-opgøret på samme stævnes undercard mellem Arthur Abraham (nr. 1) og Gilberto Ramírez (nr. 4).

Ingen af disse to opgør lever imidlertid op til Carl Frampton vs. Scott Quigg. Det skyldes en række forhold, som ikke kan læses ud af en subjektivt udformet rangliste. Foruden at være et opgør imellem to absolut verdensklasseboksere er Frampton vs. Quigg nemlig også et matchup imellem to boksere i deres absolut bedste alder – begge på toppen af deres respektive karrierer.

Hvor både Pacquiao og Abraham eksempelvis er gået ind i karrierens afsluttende runder, bliver 29-årige Frampton og 27-årige Quigg formentlig aldrig bedre, end de er netop nu. Begge er de tilsvarende endnu ubesejrede, (Frampton 21-0, Quigg 31-0-2) og vinderen af lørdagens opgør vil derfor med sikkerhed kunne lægge ekstra stor vægt bag sin nuværende stjernestatus. Kampen er af den type, hvor vinderen automatisk vil løftes fra ”kun” at være boksestjerne til at blive bredt anerkendt sportsstjerne.

Slaget om Storbritannien
Ét sted, hvor vinderen i alt fald med sikkerhed bliver et ”household name” efter lørdagens kamp, er i Storbritannien, hvor begge boksere har hjemme, og hvor opgøret også afgøres.

Her har braget imellem de to været imødeset i årevis, og er hermed – som det yndes formuleret inden for bokseverdenen – blevet marineret tilpas længe i befolkningens og pressens bevidsthed.

Mødet er ikke blevet over-marineret, som en Pacquiao vs. Mayweather eller en Lennox Lewis vs. Mike Tyson, men har alligevel ligget og trukket opmærksomhed længe nok til, at alle hungrer efter at sætte tænderne i.

Allerede i januar 2013 skrev BBC i en artikel om ønskede sportsbegivenheder i 2013, at ”Belfasts Frampton og Burys Quigg har kredset om hinanden i et par år efterhånden, men promoter-konflikt og begge siders ønske om at opbygge forventninger til opgøret, har forhindret det i at ske.”

Samtidig tilføjede BBC , at et opgør imellem de to allerede på tidspunkt ville blive ”a nailed-on domestic classic.”

Intet i perioden siden BBC-artiklen har gjort noget for at mindske opgørets mulige storhed.

Nordirske Frampton har i løbet af de senere år vundet flotte sejre over bl.a. spanske Kiko Martínez (to gange), amerikanske Chris Avalos og mexicanske Hugo Cázares, og oplevede i 2015 med opgøret mod Alejandro González, Jr. at bokse hovedkampen ved et amerikansk stævne, der blev vist på kanalerne Showtime og CBS.

For en europæisk bokser i så let en vægtklasse er det i sig selv en usædvanlig bedrift, og vidner om den ”marketability” – som amerikanerne siger – Carl Frampton besidder.

Frampton – i højere grad end Quigg – har foruden sine bokseevner således også stor ”star quality”. Så meget, at det britiske ”lads magazine” Zoo i 2015 kårede ham som ”the coolest man in Britain”.

Skuespilleren Tom Hardy, David Beckham og Prince Harry måtte se sig slået af Frampton ved den lejlighed.

Carl Framptons popularitet er særligt stor hjemme i Nordirland, hvor han har formået at placere sig som en samlende figur imellem protestanterne og katolikkerne. Han kommer selv fra en katolsk baggrund, men har giftet sig med en protestant, og har en stor fanskare i begge lejre.

The new king of Manchester?
Selvom Scott Quigg ikke er at finde på diverse coolheds-ranglister (eller på amerikansk tv endnu), skal man ikke tage fejl af hans stjerne- og boksepotentiale. Han har ikke det samme følge som Frampton, men er slet ikke uden popularitet og stjernestatus.

Quigg har hjemme i Manchester-forstaden Bury, og har bokset stort set alle sine kampe i området. Manchester er en traditionsrig bokseby med en stor og loyal fanbase, som for alvor er ved at stille sig bag Quigg.

Det største navn i Manchester-området hed i mange år Ricky Hatton, og han kunne i sin karriere tage tusinder af højrystede fans med sig hele vejen over Atlanten. På nuværende tidspunkt ligner Scott Quigg en helt oplagt afløser til Ricky Hatton i det nordengelske, og en sejr over Frampton vil formentlig være endegyldigt bevis for mange tidligere Hatton-fans på, at Manchester har fået en ny bokseyndling.

One more time
Kampen lørdag skorter derfor ikke på interessante storylines og fremtidsperspektiver for begge boksere.

Vinderen vil tage en ny stjernestatus med sig videre, og for boksefans bliver det særligt interessant at se, hvordan vinderens promoter vælger at administrere sejren. Guillermo Rigondeaux bliver svær at komme udenom – og bliver ekstremt svær at besejre – men ellers er der flere spørgsmålstegn.

Skal vinderen gå efter amerikanske Nonito Donaire, som trods en nedadgående kurve stadig kan tiltrække mange seere på det afgørende amerikanske tv-marked, eller er det måske tid endnu et britisk storbrag med et opgør mod fjervægteren Lee Selby?

Først og fremmest er det mest sandsynlige dog, at Frampton og Quigg gør det hele endnu engang til sommer i Belfast. Kontrakten imellem de to indeholder nemlig en rematch-klausul.

Alle de spørgsmål må vente til efter lørdag, hvor Carl Frampton er svag favorit hos bookmakerne, ligesom han er det hos spanske Kiko Martinez, der har mødt begge boksere.

Sport fortalt lægger sig også på denne linje, men det bliver tæt. Og det bliver et brag.

Kampen kan streames lørdag aften direkte på Viaplay.dk fra kl. 22:45.

27 Nov

Kongen er død – længe leve de overlevende

 

rigonMed Floyd Mayweathers karrierestop har boksesporten mistet en af sine største profiler nogensinde. Det betyder imidlertid langt fra, at sporten har lidt skade. På tværs af vægtklasserne skyder nye interessante stjerner frem og med dem venter flere gigant-opgør i de kommende år. Sportfortalt giver et indblik i boksesportens lyse fremtid.

Af Tyson W. Lyall

Floyd Mayweather Jr. vil gå ned i historien som en af boksningens største nogensinde.

Langt fra som den mest elskede eller inspirerende, men statistisk og økonomisk set som den mest succesfulde.

Man kan mene meget om Mayweather den yngste, og om personen uden for ringen formentlig mest negativt, men meritterne inden for rebbene bør aftvinge respekt. Stilen har ofte været defensiv, og mange har forbandet hans til tider nærmest Chelsea-inspirerede ”park the bus”-strategi i flere store kampe.

Men til Mayweathers eftermæle hører lige præcis, at han boksede de store kampe – og vandt dem.

Store talenter på vej
Nok mener mange, at han for længe undveg hovedudfordreren Manny Pacquiao, men i Mayweathers pokalskab står stadig et hav af mesterskabsbælter på tværs af fem forskellige vægtklasser. Han nåede i sine 49 ubesejrede kampe – foruden Manny Pacquiao – at nedkæmpe prominente navne som Oscar De La Hoya, Diego Corrales, Zab Judah, Ricky Hatton, Juan Manuel Márquez, Miguel Cotto, Shane Mosley, José Luis Castillo og i 2013 mexicanske Saúl ”Canelo” Álvarez, som her godt to år efter opgøret ligner en af sportens helt store stjerner.

Og netop fremtiden er egentlig mest værd at tale om i forhold til boksningen. For modsat opfattelsen blandt flere negativt indstillede iagttagere, så er boksesporten ikke på vej ind i noget mørke.

Sporten er godt nok udfordret af, at den traditionelt set populære sværvægtsklasse har været en smule letvægtig de seneste år, hvilket du kan læse mere om her på Sport fortalt, ligesom MMA og andre kampsportsgrenes stigende popularitet er med til at stjæle opmærksomhed fra boksningen.

De forhold opvejes imidlertid fuldt ud af den store mængde talent, de spirende superstjerner, de mulige storopgør og de interessante storylines, der pt. findes på tværs af sportens vægtklasser.

Amerikanernes yndlings-kasakher
En af de helt oplagte boksere, de ikke-indviede sportsfans øjeblikkeligt bør begynde at interessere sig for, er den 33-årige kasakher Gennady Golovkin.

Med sin normale kampvægt omkring de 160 pund (ca. 72,5 kilo) hører han på nuværende tidspunkt hjemme i mellemvægt, og tilbyder med sin fysik og sin boksestil en perfekt blanding af voldsom slagkraft, angrebslyst, præcision, udholdenhed og atletisk bevægelse.

Som tidligere OL-sølvvinder og amatør-verdensmester har han sin bokseuddannelse i orden, og med 34 sejre (31 KO) og nul nederlag, har han for længst bevist sig i de professionelle rækker.

Vigtigst af alt for boksepublikummet er formentligt, at Golovkin er frygtløs. Han er ikke bange for at møde nogen som helst, og i selve kampene sætter han også sig selv på spil.

Golovkin søger at dominere sine kampe, og derfor sender han ofte usædvanlig mange slag af sted – som regel med en imponerende succesrate. I sin seneste kamp mod den ganske kompetente hardhitter David Lemieux, sendte Golovkin på blot otte runder hele 549 slag af sted mod den sagesløse Lemieux, som blev ramt af mere end 50 procent af slagene fra den kasakhstanske jernnæve. Lemieuxs største præstation den aften var at blive i ringen så længe.

Da Mayweather og Pacquiao mødtes i århundredets kamp tidligere på året, sendte ingen af de to boksere – til sammenligning – mere end 450 slag afsted over 12 runder. Pacquiao ramte kun med 19 procent af sine slag, mens Mayweather landede 34 procent. Lemieux er naturligvis en langt svagere modstander, men tallene siger noget om Golovkins attakerende stil og matchende præcision.

Den kombination har vundet ham mange fans i USA, hvor Mayweathers afmålte taktiske indstilling har efterladt et publikum hungrende efter en blodtørstig boksemester.

Golovkin har på nuværende tidspunkt 20 knockout-sejre i streg bag sig, og han lurepasser næppe på chancen for at nedlægge det næste store bytte. Med sin lidt fremskredne alder har han en smule travlt, da hans karriere tidligere bl.a. har været hæmmet af mangelfuld management fra det tyske promotionselskab Universum, som i Golovkins egen optik syltede ham til fordel for de tyske boksere Felix Sturm og Sebastian Zbik.

Golovkin flyttede derfor i 2010 til USA for at træne med anerkendte Abel Sanchez. På de nye jagtmarker har han på kort tid nedkæmpet respektable navne som Marco Antonio Rubio, Martin Murray og Matthew Macklin, men endnu mangler det helt store trofæ.

Her bør sigtekornet være indstillet på den rødhårede mexicaner Saúl ”Canelo” Álvarez.

Den unge mexicanske kanel
Siden sit nederlag til Mayweather i 2013 har ”Kanel” nemlig genetableret sin karriere på imponerende vis, og positionerer sig pt. som et af boksningens allerstørste navne ud fra Muhammad Alis devise om, at ”real success comes when we rise after we fall”.

Trods sine blot 25 år har han allerede vanvittige 48 professionelle kampe bag sig (angiveligt plus en hel del flere mod obskure modstandere på tvivlsomme mexicanske beværtninger, som de officielle statistikere har opgivet at få verificeret). Som det er typisk for de mexicanske boksere, blev også Canelo professionel i en ung alder. Allerede som 15-årig (!) smed han amatørtrøjen, og har siden fyldt kalenderen godt op med tæsk og træningslejr.

Alene i 2008 og 2009 boksede han henholdsvis 8 og 7 kampe, og selvom antallet af kampe er faldet i takt med stigningen i modstandernes kvalitet, lader Canelo og hans promoter Oscar De La Hoya altid til at være friske på et nyt bokseslag.

Trods sin unge alder har han allerede udvist ufattelig mandsmod og frygtløshed i sin karriere. Inden kampen mod Mayweather, som 23-årig, havde han således allerede mødt (og vundet) over store navne som Shane Mosley, Carlos Baldomir og Austin Trout, ligesom han efter Mayweather- nederlaget ufortrødent har kastet sig ud i nye opgør (og sejre) mod bl.a. Erislandy Lara, James Kirkland og senest denne måned Miguel Cotto.

Selvom de navne måske ikke spreder skræk og rædsel blandt menigmand i Danmark, så er der her tale om kapaciteter, som de færreste boksere med ønske om en ren rekordliste – hverken dengang eller nu – burde have stor lyst til at møde. Med fare for at fornærme nogen, kan det vist roligt konkluderes, at folk som Lara, Cotto og Trout ikke ville have besvær med at sluge cremen af den danske bokseelite levende.

Opgøret Canelo vs. Golovkin vil derfor være et af de stormøder, som måske ikke vil nå Pacquiao vs. Mayweathers niveau i stjernestøv og pay-per-view-beløb, men som rent kvalitativt vil kunne matche tidernes mest hypede boksekamp. Canelos seneste kamp mod den vildt dygtige puertoricaner Miguel Cotto er eksempelvis et studie værd i, hvad boksningen kan tilbyde på sit højeste niveau. 12 fulde runder med fantastisk tempo, styrke, udholdenhed, mod, godt forsvar og teknisk overlegenhed. Cotto som den mest aktive – Canelo som den mest effektive.

Canelo vs. Golovkin eksisterer indtil videre kun i drømmetænkningen, men bør være mulig bl.a. fordi Canelo er tvunget til at forsvare sit WBC-mellemvægtsbælte imod Golovkin, medmindre han vil afgive det frivilligt uden kamp. Stridspunktet bliver dog formentlig kampens såkaldte “catch weight” (boksernes aftalte maxvægt for den specifikke kamp).

Golovkin er med sin normale kampvægt omkring de 160 pund lidt tungere end mexicaneren, som normalvis ligger lige under de 155 pund (ca. 70 kilo). Canelo har allerede nu slået fast, at han kun vil bokse mod Golovkin på 155 pund, hvor kasakheren aldrig har været nede før i sin karriere. Det ligner mest af alt et første træk fra Canelo i et længere forhandlingsforløb, men det skulle ikke undre, hvis Golovkins sult sender ham på en slankekur forud for et match up med Canelo.

Oscar De La Hoya har allerede meddelt, at Canelo skal bokse igen til maj og september næste år, hvor det bokseglade Mexico holder ferie, og hvor de store opgør derfor ofte lægges. En anden interessant modstander kunne være Pacquiao, som trods sin alder, sit nederlag til Mayweather og en længere skadespause stadig er at regne som en af de største og dygtigste navne i sporten. Et lidt vildt bud på en modstander kunne også være det tidligere britiske kæmpetalent Amir Khan, som efter lidt slingrekurs tidligere i karrieren endelig er ved at finde kursen mod toppen af ranglisterne, men som i så fald ville skulle lægge et par ekstra kilo på inden et møde med Canelo.

Ender det med Canelo vs. Golovkin, vil det samtidig gøre op med Golovkins prædikat som ”the most avoided fighter in boxing”. Hvis nogen er mand for at gøre op med den beskrivelse, bør det være den modige Canelo.

Sværvægtsfremtiden efter Fury vs. Klitschko
En kamp, som med sikkerhed bliver til noget, er weekendens sværvægtsbrag mellem Tyson Fury og Wladimir Klitschko.

Som vi tidligere har beskrevet på Sportfortalt, så blæser der i disse tider nye vinde over sværvægtsklassen, som har tørstet efter superstjerner siden Tyson-Holyfield-Lewis-æraen. Den historisk set mest sagnomspundne vægtklasse er stadig lidt tyndt besat, men med Fury vs. Klitschko lugter det for første gang længe af et storopgør blandt klassens tunge drenge.

Alligevel bliver det næppe hverken Fury eller Klitschko, som kommer til at dominere vægtklassen i årene fremadrettet (Fury er formentlig uden de nødvendige evner og Klitschko er for gammel). Til gengæld spirer der spændende ting i lagene lige under den nuværende mester Klitschko.

Først og fremmest står den ubesejrede WBC-mester, 29-årige amerikanske Deontay Wilder, og tripper for at møde vinderen af Fury vs. Klitschko. Det opgør vil uden tvivl blive et af vægtklassens største brag i dette årtusinde, men ser man længere ud i fremtiden, tegner konturerne sig af en kommende megastjerne i den 25-årige englænder Anthony Joshua.

Endnu har Joshua blot 14 kampe bag sig, og med boksningens uforudsigelighed kan lyset meget vel være slukket i løbet af et øjeblik, men indtil videre bærer han alle sværvægtsmesterens karakteristika. Med sin enorme styrke har han hidtil stoppet alle sine professionelle modstandere på knockout inden for de første tre omgange.

Selvom den egentlige modstand har været til at overskue (det seneste offer dog hidtil ubesejrede Gary Cornish) er Anthony Joshua ikke nogen glorificeret bar-slagsbror. Han er en ægte atlet, som ved OL i 2012 tog guldmedaljen i supersværvægt og året inden en sølvmedalje ved VM i Aserbajdsjan. Joshua er en moderne idrætsmand, som nok deler lidt af Mike Tysons slagskraft, men som adskiller sig markant fra stereotypen på en flamboyant boksemester. Nok har han en dom for cannabis-besiddelse, men han har ikke rørt alkohol i årevis, og bruger blandt andet skak og litteratur som opladning til sine kampe.

Den 12. december går Joshua i ringen mod landsmanden Dillian Whyte, som måske ikke er noget stort navn på verdensplan, men som med en rekordliste på 16 sejre og 0 nederlag har et ganske imponerende cv. Samtidig har Whyte rent faktisk besejret Joshua som amatør. Kampen er kæmpestor i England, hvor O2 Arena i London har haft sine 20.000 sæder udsolgt i månedsvis.

Vinder Joshua dette opgør foran et – formentlig også – anseeligt globalt publikum, kan det allerede på nuværende tidspunkt bringe ham i spil til store navne som eksempelvis Alexander Povektin, som pt. rangerer som nummer 3 på The Ring Magazines uofficielle rangliste over sværvægtsboksere. En anden modstander kunne måske endda blive engelsk-irske Tyson Fury, hvilket uden tvivl vil få de britiske øer til at gynge og sende bølgeskvulp over Atlanten til det bokseglade USA.

Brag mellem amatørlegender nærmer sig
Hvor de tunge næver vækker mange sportsfans opmærksomhed, skal man ofte ned til de lettere vægtklasser med de hurtige arme og lette ben for at finde mange ægte bokseentusiasters våde drømme.

Blandt de lette drenge findes pt. flere monstertalenter, som er i deres bedste boksealder. Til de sportsinteresserede skal der lyde en opfordring til at tjekke navne som Román González, Vasyl Lomachenko og Guillermo Rigondeaux ud.

Sidstnævnte er desværre allerede 35 år, og har blot 15 professionelle kampe bag sig, efter han først i 2009 deserterede fra Fidel Castros Cuba og begyndte sin professionelle karriere i USA. På Cuba tillader styret kun amatørboksning, hvor landet imidlertid ofte har været dominerende. Guillermo Rigondeaux er absolut ingen undtagelse, og med OL-guld både i 2000 og 2004 og en række verdensmesterskaber, er han måske amatørboksningens største profil nogensinde.

Det skulle måske lige være for ukrainske Vasyl Lomachenko, som ligeledes har to OL-guldmedaljer bag sig (som blot 20-årig i 2008 og igen i 2012), og som modsat Rigondeaux endnu har alderen med sig. I de lavere vægtklasser spiller alder ofte en større rolle end i de tungere klasser, da hurtighed og spændstighed er af større betydning end i de mere slagkrafts-afgørende tunge klasser. Mens spørgsmålet derfor er, hvor længe Rigondeaux kan holde sig i topform, ser fremtiden omvendt lys ud for Vasyl Lomachenko.

Lomachenko er et usædvanligt boksefænomen. Med en vanvittig amatørstatistik bag sig (396 sejre, 1 nederlag) forsøgte han allerede i sin anden professionelle kamp at vinde et verdensmesterskab (WBO, fjervægt). Det ville ikke bare have været en sensationel bedrift, men også en enestestående verdensrekord.

Lomachenko, som ofte beskrives som en ”malerisk” bokser og et naturtalent med en uhørt høj intelligens indenfor sit fag, havde imidlertid forregnet sig og tabte en kontroversiel ”split decision” til den mexicanske gadedreng Orlando Salido. To kampe og blot en sejr. Det er ikke en statistik, de fleste boksestjerner er vant til. Men Lomachenko virker uanfægtet, og i dag lyder CV’et på fem sejre og det ene nederlag.

Det virker desuagtet ikke usandsynligt, at Lomachenko snart igen skal stille op til en potentielt karriereafgørende kamp. Rigondeaux lurer nemlig lige præcis i horisonten, og cubaneren lader til at have travlt med at drage nytte af sin landflygtighed fra det kommunistiske Cuba. Rigondeaux er netop kommet i stald hos rapperen Jay Z og hans managementbureau ”Roc Nation”, og sammen har de to travlt med at få fyldt lommerne inden Rigondeauxs boksekarriere rinder ud. Her er Lomachenko et oplagt mål, da han trods sin korte professionelle karriere er et forholdsvis stort navn i fjervægtsklassen (bl.a. Ring Magazine prospect of the year 2013).

Kvalitet for de få pund
Det økonomiske perspektiv er generelt en udfordring for de lettere vægtklasser, som kan være svære at forstå for den neutrale iagttager. De highlight-egnede power-slag og dødbringende knockouts er lidt sjældnere, og ofte sker slagudvekslinger så hurtigt, at den uoplagte sofaseer risikerer at overse vigtige sekvenser. Helt konkret er Rigondeaux eksempelvis også en meget konservativ bokser, som sætter ”sikkerhed først”, og som har sin store styrke i et bevægeligt forsvar og dødbringende kontrastød.

Sport fortalt garanterer til gengæld, at ingen moderat bokseinteresseret vil gå skuffet fra en aften foran tv i selskab med Román González eller Vasyl Lomachenko.

Den 28-årige nicaraguaner Román González er et unikum inden for sporten og topper pt. The Ring Magazines liste over verdens bedste ”pound-for-pound” boksere. Pund har han med omkring 111 (ca. 50 kg) ikke mange af, men talentet findes næppe større pt. blandt de professionelle vægtklasser.

I sine 44 kampe har han gjort rent bord med sejre over kompetente folk som Juan Francisco Estrada, Brian Viloria og Francisco Rosas. Román González lider i endnu højere grad end Lomachenko og Rigondeaux under de lette vægtklassers lavere anseelse, da fluevægtklassen er tyndt besat med store, globale profiler.

Indtil videre har Román González bokset langt de fleste af sine kampe uden for USA, men bl.a. med sin seneste opvisning mod amerikanske Brian Viloria i Madison Square Garden (undercard til Golovkin vs. Lemieux) er González’ kvaliteter begyndt at nå ud til et bredere publikum. Da González i maj besejrede Edgar Sosa på knockout, var det første gang, HBO sendte live fra en så lav vægtklasse siden midten af 90’erne.

Her fortjener en bokser som González at høre hjemme, og skal han være med til at løfte sporten yderligere i de kommende år, kunne man krydse fingre for et kommende opgør med filippineren Donnie Nietes, som ikke har tabt en kamp siden 2004, eller måske den lidt tungere japaner Naoya Inoue, som trods sine blot 22 år og otte professionelle kampe allerede er blevet et hit blandt feinschmeckere – særligt efter han sidste år knockoutbesejrede den argentinske legende Omar Andrés Narváez.

Boksningens fremtid ser derfor lys ud. Og så fik vi ikke engang nævnt Sergey Kovalev, Andre Ward, Terence Crawford, Kell Brook, Timothy Bradley, Danny Garcia, James DeGale eller Adonis Stevenson.