15 Jan

Hvor (og hvem) er næste generations Federer, Nadal og Djokovic?

tomic raonic

To af de måske kommende tennisstjerner – 20-årige australske Bernard Tomic til venstre og 22-årige canadiske Milos Raonic til højre. 

Australian Open er netop gået i gang. Det giver os en anledning til at se på, hvem – hvis nogen – fra næste generation, der kan afløse og true de fantastiske fire aka Federer, Nadal, Djokovic og Murray. Hvad kan stortalentet og spradebassen Bernard Tomic eksempelvis? Hvad kan Raonic, hvis serv allerede nu regnes blandt verdens bedste? Og hvad kan Baby Federer, som allerede er røget på røven ud af Australien Open i 1. runde?

Af Anders Høeg Lammers

2012 endte for femte år i træk med de samme fire spillere på toppen af ranglisten: Novak Djokovic, Roger Federer, Andy Murray og Rafael Nadal. Rækkefølgen varierer lidt, men navnene er de samme. Og mens man kan skrive side op og ned om dem (og de får da også lidt spalteplads i dette blogindlæg), er det sværere at få øje på den næste generation.

De øvrige i top ti – David Ferrer, Tomas Berdych, Juan Martin del Potro, Jo-Wilfried Tsonga, Janko Tipsarevic og Richard Gasquet i nævnte rækkefølge – er ikke ligefrem kendetegnet for at være the new kids on the block, ja faktisk er det kun del Potro, der med 24 år er yngre end Djokovic og Murray (som begge er 25).

Det er naturligvis muligt at forbedre sig relativt sent i sin tenniskarriere (30-årige Ferrer, der netop har afsluttet sin bedste sæson med hele syv vundne turneringer er et eksempel herpå), men det er undtagelsen snarere end reglen.

Hvis The Big Fours totale dominans skal brydes, er der derfor noget, der tyder på, at det ikke skal komme fra den nuværende top-ti, som tilsyneladende har affundet sig med deres placering som de ‘bedste blandt de øvrige’ (undtagelsen her er del Potro, der netop har slået Federer to gange i træk og virker på vej tilbage mod den form, han præsterede i US Open 2009, hvor han slog Nadal i semifinalen og Federer i finalen. Og som – sammen med evigt stabile Ferrer – derfor reelt er bedste bud på en ny mand i top fire. Men dette indlæg har fokus rettet mod de endnu yngre kræfter).

Men hvem skal så slå igennem?

Kaster man et blik ned over ranglisten, er det ærligt talt svært at se. Der er blot én i top-50 under 21 år (og han var nr. 64 for et par uger siden). Dette skal sammenlignes med, at Nadal vandt sin første French Open-titel få dage efter at være fyldt nitten, hvor han samtidig avancerede til verdens nummer tre. At Djokovic vandt sin første slam titel, Australien Open 2008, som 20-årig og ikke har været uden for top-5, siden han forlod teenageårene i forsommeren 2007. Han er i øvrigt den yngste nogensinde til at nå semifinalen eller bedre i samtlige slam-turneringer, hvilket han nåede samtidig med sin Australian Open triumf. Murray var markant langsommere til at vinde en slam, men nåede top-5 kort efter sin 21-års fødselsdag og har heller ikke forladt top-5 siden. Og Federer? Ja han nåede top-5 som 21 et halvt årig, vandt sin første slam kort før han fyldte 22 og har ikke været uden for top-3 siden.

Med andre ord er den næste generation mere end almindeligt sent på den, når der blot er én under 21 i top-50.

Til deres forsvar skal det dog siges, at der tales og skrives meget om, hvordan tennis ikke længere er et spil for teenagere, da de fysiske krav er blevet større de senere år, og spillerne derfor bruger længere tid på at opbygge styrke og kondition til at slå igennem på højeste niveau. Ikke desto mindre ville en tænkt 20-årig Nadal eller Djokovic formentlig stadig have fundet sin vej til toppen.

På trods af denne mangel på ‘oplagte’ kandidater til at føre stafetten videre, er der dog stadig nogle navne, der stikker ud. Lad os kaste et blik på tre af dem.

Milos Raonic

Mest oplagt er måske verdensranglistens nummer 15, Milos Raonic fra Canada, den yngste spiller i top-20, som netop er fyldt 22 år. Jeg havde fornøjelsen af at se ham live fra 2. række ved dette års US Open i en 2. runde-kamp mod Paul-Henri Mathieu, som han vandt i tre forholdsvis tætte sæt, uden at der dog på noget tidspunkt var rigtig tvivl om udfaldet.

Med Raonic er det uhyre let at pege på, hvad der gør ham farlig for modstanderen, nemlig hans serv. I kampen mod Mathieu servede han 13 esser i et enkelt sæt, et sæt hvor han vel at mærke blot havde 20 førsteserver (i bedste Samprasstil lavede han selvfølgelig også et par esser på andenserven). Allerede nu diskuteres det på tennisfora, hvorvidt han har den bedste serv nogensinde. Og selv om det er en anelse præmaturt, er der noget om snakken. I 2012 er han således nummer 1 på ATP-touren, når det kommer til vundne servepartier (93 procent og alt andet lige den vigtigste kategori), nummer 2 i antal serveesser (1002) og nummer 1 i point vundet bag førsteserven (82 procent) og forsvarede breakbolde (74 procent).

Og hans serv er fantastisk at opleve og studere. Han kan slå den hårdt ned i T’et, han kan slice den ud ad banen og han kan give den så meget kick, at den springer op over modstanderens hoved. Samtidig er han uhyre god til at skjule, hvilken serv han vælger, så modstanderen sjældent ved, om det er en 230 km/t-bombe eller en skruet kickserv, der kommer. Se en (lang) række af hans esser i en kamp mod Janko Tipsarevic her.

Hans forhånd er ligeledes glimrende, om end den kan resultere i lidt vel mange fejl, og hans baghånd er hæderlig. Ligeledes er der næppe tvivl om, at han har den rette mentalitet og ikke bukker under for pres. Han har således slået Andy Murray to gange ud af tre i 2012, den ene gang efter at have været nede med matchbold. Og i de tre kampe, han har spillet mod Federer, har han – uden dog at gøre det – været tæt på at slå ham hver gang, og to af kampene er endt i en tie-break i tredje sæt. Når de begge til 4. runde i dette års Australian Open, får han chancen igen.

Når der alligevel må stilles spørgsmålstegn ved, hvor langt Raonic kan nå, så skyldes det dels hans returneringer og dels hans generelle bevægelighed. Med sine 1,96 er han væsentligt højere end top-5, og desværre ikke ligeså mobil og hurtig på fødderne som andre høje spillere som eksempelvis Tomas Berdych (1,95) eller del Potro (1,98).

Det kan i nogen grad tillæres, men aldrig på et niveau som den nuværende top-5. Mindre kan også gøre det, når han har sin serv at falde tilbage på, men det er et aspekt, han må blive bedre til for at forbedre sin relativt elendige statistik i vundne returneringspartier (15 procent), hvor Nadal, Djokovic, Murray og Ferrer alle er på 30+ procent.

Målet for Raonic i 2013 må være et avancement til top-10 og et par gode resultater i slam-sammenhæng, hvor han endnu ikke har været forbi 4. runde. Lærer han først at returnere nogenlunde hæderligt (og det kan han af og til), er der ingen øvre grænse for, hvor langt han kan gå.

Se højdepunkter fra hans måske bedste kamp overhovedet her, hvor han slår Murray i to sæt på grus:

http://youtu.be/klHjE06M8yQ

Jerzy Janowicz

Mens de fleste tennisinteresserede udmærket kender Raonic, er 22-årige Jerzy Janowicz (nr. 26fra Polen et næsten ubeskrevet blad. I realiteten er det da også alt, alt for tidligt at inkludere ham på en liste over ‘de kommende stjerner’, da han reelt kun har haft ét godt resultat. Men det var til gengæld også virkelig godt. Og jeg vil faktisk gå som vidt som til at sige, at Janowicz er den spiller uden for top-20 – han ligger p.t. nr. 26 – som jeg er mest spændt på at se i indeværende år (i tæt konkurrence med Bernard Tomic nedenfor).

Jeg og en hel del andre tennisfans havde aldrig hørt om eller bidt mærke i Janowicz før Paris Masters i november. Frem til Wimbledon i år havde han aldrig spillet en kamp i en grandslam-turnering og aldrig været i nærheden af top 100. Ved Wimbledon overraskede han positivt, da han kom til 3. runde efter at have slået det evige talent Ernests Gulbis i fem sæt i 2. runde.

Da vi kom til Paris i november, var han kravlet op som nr. 69 på verdensranglisten, men havde endnu til gode at møde, endsige slå, en spiller i top-20. Det var hans første Masters-turnering (niveauet lige under grandslam-turneringerne) nogensinde, og han skulle igennem to kvalifikationskampe for overhovedet at få lov at spille i hovedturneringen. Og mens millionerne ruller i toppen af tennis, er det knap så glamourøst omkring nr. 200, hvor Janowicz har tilbragt hovedparten af sin karriere. Han har haft problemer med at finde sponsorer, hans forældre har måttet sælge butikker og lejligheder for at finansiere hans tennisdrøm, han har overnattet i biler frem for hoteller ved forskellige challenger-turneringer og han måtte opgive at rejse til kvalifikationsturneringen til sidste års Australian Open pga. økonomi.

Alt det er nu forbi efter en eventyrlig turnering i Paris, hvor han ikke blot slog én eller to, men fem! top-20 spillere i streg, før han tabte finalen til David Ferrer, som dermed vandt sin første Masters-turnering. Inden da slog Janowicz Philipp Kohlschreiber (nr. 19) 7-6, 6-4, Marin Cilic (nr. 15) 7-6, 6-2, selveste Andy Murray (nr. 3) 5-7, 7-6, 6-2, Janko Tipsarevic (nr. 9) 3-6, 6-1, 4-1 (Janko trak sig nede 0-40) samt Gilles Simon (nr. 20) 6-4, 7-5.

Det var første gang i 12 år, at en spiller nåede finalen i en Masters-turnering i sin debut. Og mens det i sig selv er vanvittigt imponerende, er det Janowicz’ spillestil, der i den grad gør ham interessant for fremtiden. Med sine 2.02 meter han han, ligesom Raonic, en gedigen serv. Men meget ukarakteristisk for en mand af hans størrelse, har han også et helt fantastisk touch. Hvor adskillige spillere i top-50 kan gå en hel turnering uden at spille en eneste stopbold, slår Janowicz dem nærmest hvert parti og på tidspunkter, hvor de fleste ville gå efter et mere ‘sikkert’ grundslag. Samtidig har en fantastisk forhånd, en ganske udmærket baghånd, og endelig er han imponerende hurtig og bevægelig af sin størrelse.

Finalen i Paris giver ham samtidig en stor fordel: Halvdelen af hans ranglistepoint er fra november, hvorfor alt, hvad han vinder frem til da, vil være bonus, og det vil være lettere at klatre op af ranglisten frem til da, og dermed undgå at møde de bedste spillere tidligt i turneringen. Han er således seedet som nr. 24 i Australian Open og har fået en særdeles overkommelighed lodtrækning, der med den rette form kan bringe ham i kvartfinalen.

Hans kvaliteter kan ses på bare tre minutter i dette klip mod Murray, hvor han vinder 2. sæt på en stopbold på en serve-returnering! (7.27), viser sin bevægelighed (f.eks. 8.00), bevægelighed og passerslag (8.55), en fremragende forhåndsreturnering (9.20), es, defensiv baghånd og offensiv forhånd (10.12 til 10.30) m.m.:

http://youtu.be/oyJn2q2ig0c?t=7m27s

Kan Tomic vende skuden? 

Og endelig er der det 20-årige australske stortalent Bernard Tomic (nr. 43), som har været 2012’s absolutte skuffelse. Havde jeg skrevet denne artikel for et år siden, havde han været det klare fremtidige håb. Et år senere er det mere tvivlsomt. Han har været helt oppe som nr. 27 i juni 2012, men er droslet ned af ranglisten, bl.a. fordi han røg ud i første runde i cirka halvdelen af de turneringer, han spillede i 2012.

At evnerne er der, kan der næppe være tvivl om. Den dengang 18-årige Tomic nåede Wimbledons kvartfinale i 2011, som den fjerdeyngste spiller nogensinde (kun overgået af koryfæerne Borg, Becker og McEnroe), hvor han tilmed pressede den på det tidspunkt nærmest ustoppelige Djokovic i fire relativt tætte sæt.

Men mens ambitionerne og forventningerne om fremtidig grand slam-succes er rigt tilstede i det unge sind, er viljen og indstillingen i den grad et spørgsmålstegn i sådan en grad, at Tomic har fået det lidet glorværdige tilnavn ‘Tomic the tank engine’ for sin tendens til at give op, når det ikke lige fungerer.

Endelig har en udviklet en vis evne til at komme i klammeri med politiet. Alt dette kan skyldes umodenhed, og med den rette træner og indstilling kan Tomic meget hurtigt returnere til positionen som førsteudfordrer fra den næste generation.

Noget tyder i hvert fald på, at han selv erkender, den har været gal i sidste sæson. Han spillede slet og ret for meget, og blev derfor mentalt træt og var ikke fysisk klar, sagde han for nylig til The Australian.

Og i en opvarmningsturnering omkring nytår – uden ranglistepoint på spil – slog Tomic verdens nr. 25, 23. og ja, nr. 1, Novak Djokovic. Efterfølgende har han netop vundet sin første ATP-turnering nogensinde i Sydney i lørdags og er dermed 8-0 for i år, inkl. ca. fem sejre over top-30 modstandere. En stime der selvsagt har skabt ny hype omkring ham.

Med andre ord – potentialet er der, hvis Tomic vil det. Måske er 2013 året, hvor han igen vil sin tennis? Tomic står til at møde Federer i 3. runde – en spiller han tabte til i sidste års 4. runde down under. Hvis altså Federer når så langt, som den unge opkomling formulerer det, efter at Federer havde rået Tomic til at holde fokus på de første runder frem for på Federer i tredje.

Foreløbig kan I nyde Tomic, når han er bedst, som her mod Djokovic i Wimbledon:

http://youtu.be/d8wwggDjy7M

Andre potentielle kandidater

Jeg vil ikke gå i dybden med andre spillere, men blot pege på de navne, der typisk nævnes, når der tales om fremtidens top-10 spillere. Der er den snart 23-årige japaner Kei Nishikori, som ligger nr. 18 og har været nr. 15 for få måneder siden. Problemet med ham er bare, at det er svært at se nogle elementer i hans spil, der kan gøre ham til en konstant trussel for spillere i top-10. Han er simpelthen for lille og for let og mangler – i modsætning til Raonic og Janowicz – våben. Det er ikke utænkeligt, at hans hurtighed og defensive evner kan føre ham i top-10 på et tidspunkt, men meget mere bliver det næppe til. Best case scenario: Fremtidens David Ferrer. Og det er egentlig heller ikke så tosset.

Der er 21-årige Gregor Dimitrov fra Bulgarien, verdensranglistens nr. 41, som i flere år har været kendt som Baby Federer, men dog endnu mangler at præstere noget, der berettiger den titel. Han har dog netop opnået sit bedste resultat nogensinde i Brisbane, hvor han tabte en tæt finale mod Murray, som han imponerede med sit aggressive spil. De to efterfølgende turneringer – Sydney og Australian Open – tabte han dog i 1. runde.

Men jo, der er en smule om hans tilnavn. Han har den farligt snappende forhånd, han har kreativiteten (se f.eks. denne vanvittige bag om ryggen halvflugtning), han har enhåndsbaghånden og baghåndsslicen og er en fryd for øjet, når han folder sig ud. Så her på Sport fortalt håber vi, at han begynder at udfolde potentialet lidt oftere, men forholder os foreløbig afventende.

Der er ATP Newcomer of the Year, Martin Klizan, på 23 år, som er ranglistens nr. 30 og hvis foreløbige højdepunkt er en sejr i 2. runde af US Open mod Tsonga (den så jeg også live, men Raonic imponerede mig mere end Klizan, som mødte en mildt sagt under middel Tsonga). Han står til at møde Tomic i 2. runde.

Der er 20-årige Ryan Harrison (nr. 62), som jeg personligt ikke har set meget til og ikke har de store forventninger til, men som ofte nævnes – sikkert delvis fordi, han er amerikaner, og de ikke har så mange andre rising stars i horisonten. Han har en hæderlig forhånd, men har tendens til at spille for passivt. Han står til at møde Djokovic i anden runde, som de begge har spillet sig frem til.

Der er 22-årige David Goffin fra Belgien, som er nr. 49 og har leveret en række semisolide resultater, men ikke noget egentlig gennembrud.

Så jo, der er unge på vej. Men ikke nødvendigvis af samme kaliber som den nuværende top-fire og i hvert fald ikke nogen, der er tilnærmelsesvis ligeså hurtige til at opnå resultater, som dem de var. Så bliv ikke overrasket, hvis top-4 bærer de samme navne næste år på denne tid.

Men vær heller ikke overrasket, hvis en eller flere af ovenstående spillere skaber overskrifter i Australian Open og spiller sig frem til en 4. runde eller måske endog en kvartfinale. To af dem, Tomic og Raonic, skal dog slå sig igennem Federer, hvis de skal komme længere end 3. eller 4. runde. Medmindre det sker, er Janowicz derfor nok bedste bud på en overraskelse i dette års Australian Open.

12 Jan

Bliver det tredje gang i træk for Novak Djokovic Down Under?

2012 Australian Open - Day 14

Det er igen blevet tid til ‘the Happy Slam’, som Australien Open også kaldes. Djokovic er forhåndsfavoritten,men både Murray og Federer lader sig ikke kue uden kamp. Og så er Australien Open traditionelt også den grand slam-turnering, der oftest byder på overraskelser. Får vi mon en ny i år?

Af Anders Høeg Lammers

Der er Djokovic, og så er der alle de andre. Sådan har det været de sidste to år ved Australian Open, hvor Djokovic har stået med trofæet på den sidste søndag. Vinder han også årets turnering, bliver han den første i den åbne æras historie (dvs. siden 1968, hvor professionelle fik lov at spille mod amatørerne) til at vinde tre australske mesterskaber i træk.

Men hvor 2011-triumfen kom i overlegen stil

med tre-sæts sejre over Tomas Berdych i kvartfinalen, Roger Federer i semifinalen og Andy Murray i finalen, var sidste års sejr mere hårfin. I semifinalen mod

Murray var han bagud med 2-1 i sæt, og det var først til allersidst i femte sæt, at han trak afgørende fra til 7-5.

Og i finalen mod Nadal burde han have lukket og slukket kampen i fjerde, men Nadal fik på imponerende vis spillet sig tilbage i kampen og førte sågar i femte sæt, før Djokovic beviste, at han stadig var the m

an to beat i historiens længste grand slam-finale, som efterlod begge spillere så drænede, at de måtte have en stol til sejrsceremonien (se kampens højdepunkter her.)

I år står der ingen Nadal og venter, da han har trukket sig flere uger før start med en mavevirus. Til gengæld har Andy Murray nu vundet både olympisk guld og sin første grand slam-titel og slået Djokovic ved begge lejligheder. Med andre ord er den mentale hurdle, som Murray ofte har haft mod Federer, Nadal og Djokovic på den største scene, formentlig væk og erstattet med spandevis af selvtillid.

Og mens Djokovic har vundet de sidste to år og tre ga

nge i alt, er Murray heller ikke helt ueffen down under, hvor han de sidste tre år er nået frem til to finaler og én semifinale. Det semilangsomme hard court-underlag passer perfekt til deres spillestil og giver dem mulighed for at fremvise deres evner som en menneskelig mur på bedste vis. Hermed ikke sagt, at de ikke også er offensive – det er de bestemt, Djo

kovic især – men det er fortrinsvis deres defensiv og evne til at slå gode slag fra de mest pressede positioner, der skiller dem ud fra resten af touren.

Hvem har fået den bedste lodtrækning?

Nadals afbud har efterladt et mindre tomrum i lodtrækningen. Da der reelt kun er tre spillere, der kan vinde turneringen – Djokovic, Murray og Federer (med Juan Martin del Potro som den største outsider, og ja, store overraskelser kan forekomme, som vi så det med Rosol-Nadal i Wimbledon) – er det ret så afgørende, hvem der møder hvem i semifinalen.

Der må man sige, at Djokovic i den grad har været den

heldige i lodtrækningen, da han trak den solide David Ferrer i semifinalen, mens Federer må forsøge sig mod Andy Murray.

Og ikke nok med det. Mens det er svært at få øje på en eneste trussel i Djokovic’ fjerdedel (og for så vidt også hans halvdel af lodtrækningen), har Federer fået en decideret gyselig lodtrækning.

Federer lægger således ud mod den hæderlige Benoit Paire (nr. 43), før Nicolay Davydenko venter i anden runde (tidligere verdens nummer tre, som for blot en uge siden spillede Ferrer ud ad banen og i 2010 var den, der kom tættest på at stoppe Federers vej mod sin fjerde australske titel). Dernæst venter to af ATP-tourens kommende stjerner – begge med potentiale til at blive fremtidige slamvindere – i form af Bernard Tomic, der netop har vundet sin første ATP-finale og har slået cirka fem top-30 spillere de sidste par uger, inkl. Novak Djokovic (om end i en opvisningskamp), efterfulgt af manden ingen ønsker at møde i en 4. runde – Milos Raonic med missilserven – som Federer ganske vist slog tre gange i 2012, men hvor to af kampene blev afgjort i tredje-sæts tiebreak.

Overlever han dette arsenal af særdeles kapable spillere og spiller sig i sin 35. grand slam-kvartfinale i træk, venter Jo-Wilfried Tsonga eller Richard Gasquet efterfulgt af Andy Murray eller Juan Martin del Potro i semifinalen. Og i finalen? Ja, der venter med endog meget stor sandsynlighed en frisk og farlig Novak Djokovic. Tak for kaffe!

Helt anderledes ser det ud for Djokovic: Først venter Paul-Henri Mathieu (nr. 58), efterfulgt af semitalentet Ryan Harrison (som i modsætning til Tomic og Raonic ikke rigtig har nogle våben), i tredje runde bliver det formentlig heller ikke farligt mod enten Feliciano Lopez, Viktor Troicki eller 31.-seedede Radek Stepanek, hvorefter Stanislas Wawrinka (seedet 15.) eller Sam Querrey venter i fjerde.

I kvartfinalen kunne det blive farligt mod Tomas Berdych. Hvis da ikke lige det var fordi, at Djokovic’ stil er den perfekte modgift til Berdych, som er 1-11 mod den serbiske nummer 1. Djokovic’ defensiv og evne til at tage bolden tidligt og dermed tage tiden fra den høje Berdych med det lange sving har foreløbig fungeret for Djokovic. Og ja, i semifinalen bliver det så enten David Ferrer (som Djokovic tæskede 6-0, 6-3 for blot to uger siden og som næppe kan true Djokovic på hardcourt) eller Djokovic’ ven og boksebold Janko Tipsarevic.

Jo tak, tæl mig blandt dem, der bliver overordentligt overraskede, hvis ikke Djokovic spadserer frem til finalen med et tab af maks. to sæt i alt.

Murray har fået en blandet lodtrækning. Som nr. 3 var det sikkert, at han skulle møde enten Djokovic eller Federer. Men kvartfinalemodstanderen Juan Martin del Potro, den sovende kæmpe, kan han ikke være helt tilfreds med. Og så alligevel: I alle fire foregående hardcourt-kampe mellem dem, har Murray vundet. Bortset fra en lidt tricky 1. runde-kamp mod storservende Robin Haase, kan Murray være fint tilfreds med sin lodtrækning, der byder på en rimelig let vej til kvartfinalen med Gilles Simon eller den funky Alexandr Dolgopolov – begge en slags a poor man’s Murray – i 4. runde som den største knast.

Overordnet set har lodtrækningen gjort favoritten Djokovic til storfavoritten Djokovic, mens Murray bl.a. i kraft af lodtrækningen må siges at være næst i rækken efterfulgt af Federer.

Hvem er der ellers?

Outsidere til titlen

Vinder du en grand slam-titel i disse år uden at bære efternavnet Djokovic, Nadal, Federer eller Murray, er det en mindre sensation. Juan Martin del Potro er den eneste, der har gjort det siden 2005 og netop pga. sin US Open-sejr i 2009, nævnes del Potro som den største dark horse op til hver eneste slam.

I år er der så måske endelig noget om snakken, efter at del Potro har brugt de sidste to sæsoner på at forsøge at genfinde fordums styrke efter en håndledsskade, der holdt ham helt ude af spillet i 2010. Ser man del Potro og Federers dueller fra 2012 som et udtryk for del Potros form, må man i hvert fald konstatere, at den er opadgående: Federer vandt således de første fire i straight sets, de næste to med nød og næppe, mens del Potro vandt de sidste to. Og vil man se, hvad del Potro kan gøre med sin forhånd, behøver man blot at kigge 20 sekunder inde i dette klip. Den er vist det, modstanderne vil betegne som uhyggelig! Men da del Potro formentlig skal slå Murray, Federer og Djokovic i rap, er en ny titel nok for meget at drømme om. Men mærkeligere ting er sket i tennis.

Af andre outsidere har vi ellers den hårdtslående og hårdtservende tjekke, Tomas Berdych, der gjorde det glimrende sidste år og burde have vundet de to første sæt mod Nadal i kvartfinalen, men i stedet tabte de sidste tre i deres fire-sæts kamp. Han har evnerne – han har slået Federer i såvel Wimbledon som US Open, what more do you need to know? – men har sjældent haft mentaliteten til at gå hele vejen. Han er som sagt seedet til at møde Djokovic i kvartfinalen, hvilket – med 1-11 statistikken in mente – i den grad bliver op ad bakke. Vinder han til gengæld den, er der gode muligheder for en finale.

Vi har den flamboyante franskmand Jo Wilfried-Tsonga, den sidste store overraskelse ved de australske mesterskaber, der fik sit gennembrud her i 2008, hvor han som verdens daværende nr. 38 slog Andy Murray i første runde og fortsatte helt frem til finalen efter at have banket og flugtet Nadal ud af semifinalen med de bombastiske 6-2, 6-2, 6-2-cifre (se højdepunkter her). Jeg så kampen fra et hotelværelse i Cambodia og har haft ham som en af mine favoritter lige siden pga. hans aggressive, eksplosive spil, hvor han – ude af takt med tiden – stormer frem til nettet, når han får lejligheden og tilmed har katteagtig boldføling, når han er deroppe. Han har været småskadet i sæsonens start og står til at møde Federer i kvartfinalen – ikke en nem, men heller ikke en uoverkommelig opgave. I 2011 slog han en velspillende Federer ud af kvartfinalen i Wimbledon ved slet og ret at være umulig at bryde i de sidste tre sæt.   

Og ja, så har vi evigt stabile David Ferrer, som netop har haft sin bedste sæson nogensinde trods det faktum, at han fyldte 30 år i første halvdel af sæsonen. Ferrer skuffer sjældent, men han overpræsterer lige så sjældent, og han har ikke våbnene til at true Federer, Murray eller Djokovic på hardcourt, hvis de spiller i nærheden af deres bedste. Gør de ikke det, står Ferrer til gengæld klar, som da han slog en halvskadet Nadal ud i kvartfinalen ved Australian Open 2011 – for så at tabe til Murray i semifinalen.

Og Ferrer har fået en drøm af en lodtrækning i form af den klart nemmeste kvartfinalemodstander (Janko Tipsarevic) og overkommelige modstandere frem til da. Så book den solide Ferrer til en semifinale, hvor han – ligesom i Australian og US Open 2012 – formentlig taber til Djokovic i tre eller fire sæt. Er det af en eller grund ikke Djokovic, der står og venter, kan Ferrer til gengæld godt gå hele vejen til finalen. Og når man først står der…

Outsidere uden egentlige titelchancer

Andre outsidere? Næppe i forhold til trofæet, men til en eventuel kvartfinale eller måske endog semifinale. Den blot 20-årige australske Bernard Tomic, der af mange anses som en kommende verdensetter, virker til at have fået skruet hovedet ordentligt på i 2013 i modsætning til 2012, hvor han blev kendt som Tomic the tank engine grundet hans lidet ihærdige indsats i en række kampe. Det ry er han dog hastigt ved at lægge fra sig her i 2013 med en imponerende start og – måske – karrierens første ATP-titel i morgen mod Kevin Andersson. Stopklodsen eller det egentlige gennembrud venter i 3. runde i form af Roger Federer. 

Der er manden med måske verdens bedste serv, canadieren Milos Raonic, som Federer som sagt også har været så heldig at trække. Ligesom for Tomic vil det være et gennembrud af dimensioner at slå Federer i en slam.

Der er vildskuddet Jercy Janowizc, som imponerede alt og alle med en runner-up-placering ved Paris Masters sidste år og er havnet i turneringens svageste fjerdedel. Finder han noget nær samme form frem, kan han blive et ubehageligt bekendtskab for Nicholas Almagro (3. runde), Janko Tipsarevic (4. runde) og David Ferrer (kvartfinalen).

Og endelig er der Baby Federer, dvs. Grigor Dimitrov, som spillede sig frem til sin første ATP-finale så sent som i sidste uge, hvor han tabte en tæt kamp til Andy Murray. Som med Tomic er der talent i spandevis. Også han er havnet i den letteste fjerdedel og kan meget vel skabe rav i den for Tipsarevic, som han potentielt kan møde i 3. runde.

Tomic, Raonic, Jercywicz og Dimitrov hører I i øvrigt meget mere om i et kommende indlæg på Sport fortalt.

Og mit bud? Før lodtrækningen regnede jeg med Djokovic som svag favorit foran Murray eller Federer – afhængig af lodtrækningen. Nu bliver jeg en smule overrasket, hvis det er andre end ham, der vinder. Og formentlig er det kun Murray, der for alvor har en chance.

Underlaget er for langsomt til, at Federer burde kunne spille sig igennem to 25-årige modstandere på toppen af deres karriere i træk. For at slå Djokovic i Australien, har Federer formentlig brug for, at Murray gør Djokovic mør inden. Det kan ikke ske i år. Skulle Federer mod alle odds alligevel vinde turneringen, vil sejren selvfølgelig blot være så meget desto mere imponerende. Men pilen peger på Djokovic med Murray som førsteudfordreren. En finale mellem de to kan også blive en meget god kamp (se f.eks. højdepunkter fra deres finale i Shanghai her eller deres semifinale i Australian Open her – begge fra sidste år). Og bliver det de to i finalen, er Murray bestemt ikke uden chancer.