Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Bayern München | Sport fortalt Bayern München – Sport fortalt
01 Apr

To verdener: Manchester United møder Bayern München

 

Den ene yderlighed møder den anden, når skrantende Manchester United byder de nykårede tyske mestre fra Bayern München op i aftenens Champions League-kvartfinale. Sjældent har to så store klubber været så langt fra hinanden.

Af Kristoffer Lottrup

I denne sæson har Manchester United for første gang nogensinde tabt begge ligaopgør mod klubbens to største rivaler, Liverpool og Manchester City. De har indkasseret et nederlag til West Bromwich Albion på hjemmebane for første gang i 36 år og et ditto til Newcastle for første gang i 42 år. Det er også lykkedes at tabe til Stoke for første gang i 30 år (godt nok på Britannia Stadium). I alt har de forsvarende engelske mestre tabt hele ti ligakampe i sæsonen. Det er aldrig sket før, mens ligaen har heddet Premier League. Manchester United ender uanset udfaldet af de resterende seks ligakampe med sin laveste pointhøst i en Premier League-sæson, og medmindre man vinder Champions League, er man ikke en del af turneringen for første gang i 19 sæsoner, når den starter igen til efteråret.

Bayern München vandt Bundesligaen allerede i tirsdags. Med syv spillerunder igen er det ny rekord. Sejren over Hertha Berlin, der sikrede triumfen, var desuden den tiende i træk på udebane. Også det er ny rekord. Tæller man hjemmekampene med, nåede Die Roten at vinde 19 i træk, inden man måtte nøjes med 3-3 mod Hoffenheim i weekenden. Det er ligeledes en Bundesliga-rekord. Pep Guardiola har endnu ikke prøvet at tabe i Bundesligaen, selvom han efterhånden blev ansat for 28 kampe siden. Det er sørme også en rekord. Sidste gang Bayern i det hele taget tabte en ligakamp var i oktober 2012. Det er 52 kampe siden og selvfølgelig også en rekord.

Nu mødes de to rekordmandskaber i Champions League-kvartfinalen i en sæson, Manchester United helst vil glemme, og Bayern slet ikke kan få nok af. Det vil være et kæmpe antiklimaks for Pep og co. og en endnu større overraskelse, hvis Bayerns superhelte taber til det svageste Manchester United-hold i et årti over to kampe. Omvendt vil det en regulær sensation, hvis United går videre. Pep har alt at tabe, Moyes har alt at vinde.

Struktur møder kaos

Selvom både Guardiola, anfører Lahm, United-drømmen Kroos og United-bødlen Robben alle samstemmende udtrykker stor respekt for de engelske mestre og understreger, hvor svært det bliver, må de alligevel glæde sig over modstanden – eller mangel på samme. Det er rystende, hvor dårlige United har været i 80 procent af alle spilleminutter i denne sæson. Ti nederlag i Premier League med seks kampe igen er uhørt, men det er i endnu højere grad måden, de har spillet på, der har givet United-tilhængerne dårlig mave og ondt i sjælen. Det er så usammenhængende, ucharmerende og uforståeligt. Der er ingen struktur, intet koncept. Til hver eneste kamp er det som om, holdet skal genopfinde sig selv, og når der endelig er noget, der minder om at fungere, skifter David Moyes på fem pladser, og så er det forfra igen. Om det hele er Moyes skyld, kan diskuteres og bliver det i den grad – læs fx denne detaljerede analyse af Ken Early. Faktum er, at holdet spiller rædselsfuldt, og at de enkelte spillere virker langt fra vanlig standard.

Overivrige Rafael er en tikkende bombe og kan meget vel gå hen og få rødt kort i aften (han er dog meldt tvivlsom). Anfører Vidic har med sine præstationer i denne sæson sat en tyk streg under, at han er færdig på absolut topplan. Det samme gør sig gældende for Rio Ferdinand. Patrice Evra har været svingende, men bliver savnet i aftenens kamp, hvor han overlader pladsen til Hollands Martin Pedersen, Alexander Büttner.

På midtbanen er Michael Carrick en skygge af sig selv. Fellaini ligner en elefant (på den dårlige måde), og Tom Cleverly er ramlet ind i en fodbolddepression. Og så er der kanterne ført an af Ashley Young, der bare træffer den ene forkerte beslutning efter den anden. Læg dertil, at Robin van Persie er skadet og Juan Mata låst i europæiske kampe, og det ligner en mere end overkommelig opgave for Bayerns veltrimmede enhed.

Bayern virker overnaturligt stærke og har formået at bygge ovenpå det nærmest perfekte fundament, Jupp Heynkes skabte især i sidste sæson. Balancen på holdet er imponerende, og truppen virker optimalt sammensat med en yderst velfungerende kombination af spillere i deres bedste alder og unge, fremadstormenede stortalenter. I dag spiller Bayern så glidende, effektivt og hurtigt, at det er svært at få øje på reelle svagheder. De er som Barcelona, da de var bedst, plus fysik. Tyskerne kan fodre svin med midtbanespillere, der ville forstærke United betragteligt. Faktisk har de så mange, at folk som Javi Martinez, Toni Kroos og selv den mest Bayern af alle Bayern-spillere, Bastian Schweinsteiger, har haft svært at spille sig på holdet i perioder af sæsonen. Bayern kan styre en kamp fra første minut og er så velkørende, at det nærmest virker automatisk. De er så absurd gode, at det måske er ved at blive lidt kedeligt. I hvert fald har Kaizer Franz Beckenbauer meddelt, at han er begyndt at kede sig, og i føromtalte 3-3-kamp mod Hoffenheim var der da også magelighed at spore hos de nykårede mestre. Det er her, Uniteds klejne chance ligger.

Alt på ét bræt

De røde fra Manchester SKAL foran. Ellers er det lige meget. Scorer Bayern fx efter et minut, hvilket ikke virker usandsynligt, er det så godt som sikkert, at hjemmeholdet ikke rejser sig igen. Det er i hvert fald den følelse, man sidder med, når man ser United spille for tiden. Bevares, Aston Villa blev nedkæmpet i weekenden, selvom de havde scoret først, men generelt har det punkteret snarere end motiveret United, når modstanderne har bragt sig foran mod dem i denne sæson. Især på hjemmebane. Når selv pressesky Paul Scholes føler behov for at revse spillernes attitude og efterlyse den United-ånd, som altid har været det overskyggende narrativ i fortællingen om De Røde Djævle, ved man, at den for alvor er gal. Og han har ret, den gode Scholes. Det er utroligt, så blodfattigt det har været.

Moyes kan med fordel lade sige inspirere af første halvleg, sidst United tog imod Bayern på Old Trafford (det var dengang, Bayern havde Demichelis, og Nani kunne score mål). Uniteds bedste mulighed er at angribe Bayern med alt, hvad de har, fra første fløjt! Fløjene skal – om det bliver Michael Jacksons muskuløse fætter fra Ecuador, Antonio Valencia, og verdensborgeren Adnan Januzaj eller andre – løbe til de segner og fodre Rooney med indlæg. Derudover skal Fellaini, Kagawa, Giggs, eller hvem Moysie nu finder på at sende på banen, med frem i feltet og presse spillet så højt op som muligt. Lyn og torden virker som den eneste mulighed. Spiller United afventende, og kommer kampen til at foregå på Bayerns præmisser, bliver det umuligt med stort u.

Uanset hvad ligner det en uoverskuelig opgave for Premier Leagues nummer syv. Bayern er det hold i Champions League, der har bolden mest, ligesom det er det mest afleveringssikre mandskab. I gennemsnit triller tyskerne kuglen rundt mellem hinanden 71,4 procent af tiden, og hele 88,8 procent af alle afleveringerne rammer en medspiller. På den sidste tredjedel af banen er Bayern såmænd også de mest præcise blandt alle hold i Europas fineste klubturnering. 83,5 af alle pasninger i den mest spændende ende af banen rammer plet. For United er det blot 66,4 procent. Det placerer de engelske mestre på en samlet 22. plads i afleveringskonkurrence haltende efter stormagter som FC København og Victoria Plzen.

Det er en klassisk fodboldfortælling, at det underpræsterende og undertippede hold kan gå ud og spille frit og dermed overraske. Det vil også være et tema i studierne rundt omkring i fodbold-Europa i aften. Problemet er bare, at Manchester United er i så dårlig forfatning, at det er svært helt at tro på, at det kan ske. Det er Büttner mod Robben. Det er fire sejre i træk mod 19 sejre i træk. Det er Pep mod Moysie.

Ryan Giggs sagde på gårsdagens pressemøde, at han ikke ser United som underdogs, men som Manchester United, der spiller hjemme i Champions League. Sport fortalt ser Manchester United som overvældende underdogs, der spiller hjemme mod favoritterne til at vinde Champions League. God kamp.

 

 

 

25 May

Har den tyske model sejret?

Germany Soccer Bundesliga

Mødet mellem Bayern og Dortmund i årets Champions League-finale har kastet ros efter ”den tyske model”. Og med god grund. Spørgsmålet er nu, om modellen også ændrer magtforholdene i moderne fodbold.

Af Morten Øyen Jensen.

”Hvem der vinder Champions League-finalen? Det gør Tyskland”.

Med klassisk politiker-snilde gled den tyske kansler Angela Merkel af på at skulle pege på en favorit inden årets fodbold-brag: Champions League-finalen mellem de to tyske klubber Bayern München og Borussia Dortmund.

Men i hendes svar ligger samtidig en meget tydelig pointe: Det går ualmindelig godt for tysk fodbold. Pointen er hypet så meget, at der nu tales om en særlig ”tysk model”. Men hvor meget nyt er der egentlig i den tyske model, og ændrer den afgørende på magtbalancen i moderne fodbold?

Det kan diskuteres, hvad der lægges i ”en model”, men fortællingen om den tyske model går omtrent sådan her:

Efter tysk fodbold ramte bunden ved europamesterskabet i 2000, hvor Tyskland endte på sidste pladsen i sin gruppe efter kun et point i tre kampe, er der sket en mindre revolution. En revolution, hvor unge talenter er blevet fremelsket, smukt fodbold opstået for fulde stadions og alt er ikke bestemt af rige (udenlandske) donorer, men folket selv.

Tyskerne betaler selv

VM-slutrunden i Tyskland i 2006 er i fortællingen et omdrejningspunkt: et sprudlende ungt tysk mandskab ledet af Jürgen Klinsmann og Joachim Löw nåede kun akkurat ikke finalen og endte på tredjepladsen.

Men tilbage stod, at Tyskland havde fremtiden foran sig. En sand talentfabrik. Og ikke mindst helt nye stadions bygget og renoveret til at udfylde værtrollen ved et VM. I en nylig rapport fra den tyske ligaforening, DFL, fremgår det hertil, at de tyske klubber formår at tjene penge. Og det selvom TV-indtægterne slet ikke nærmer sig de meget store beløb, topklubberne får i England og Spanien.

Penge betyder (nærsten) alt i moderne fodbold, men det særlige ved den ”tyske model” er, at det ikke ligner at være tilfældet. Og de penge som cirkulerer, kommer fra Tyskland selv. Bundesligaen har (endnu?) ikke det globale kommercielle potentiale, som La Liga, Premier League og for den sags skyld Serie A har. Det betyder i praksis blandt andet, at Bundesliga-klubber ikke tjener styrtende af penge på trøjesalg eller TV-rettigheder uden for hjemlandet modsat eksempelvis Manchester United eller Real Madrid.

I stedet kommer pengene i høj grad indenrigs fra. Den tyske industri fylder, og ikke de ellers velkendte globale brands – se Dortmunds og Bayerns sponsorliste. (Bundesligaen har naturligvis også undtagelser: eksempelvis russiske Gazprom, der har reddet Schalke 04’s økonomi)

(Men) Det vider om et endnu større globalt kommercielt potentiale for de tyske klubber, som der naturligvis allerede bliver taget hul på med Champions League-finalen mellem Dortmund og Bayern München, som går hele verden rundt.

Spiller for fulde huse

Men der er også andet, som peger på, at snakken om en ”tysk model” måske ikke er så entydig. Fokus på ungdommen og fodboldskoler er jo normalt noget, vi tillægger Ajax eller Barcelona, og er således ikke et tysk fænomen. En særlig tysk ting er dog, at man holder fast i, at klubberne skal ejes af medlemmerne – altså fansene og ikke udenlandske rigmænd, som det ellers ses i flere og flere klubber i andre ligaer. Den såkaldte “50 +1” regel om at medlemmerne ejer flertallet af aktiemajoriteten i de tyske klubber har været med til at fastholde fokus på lave billetpriser. Men selvom billetpriserne er holdt nede i de tyske arbejderklubber (billetprisen er gennemsnitligt 30 procent billigere i Bundesligaen end i Premier League), så er prisen for at se sit lokale tyske hold på stadion steget med over 40 procent siden VM-slutrunden i 2006.

Indtil nu formår de tyske hold dog at holde fast i publikum og spille for fulde huse: Den klub, som måske bedst illustrerer den “tyske model” gennem medlemsejerskab og fokus på ungdom, Borussia Dortmund, har Europas højeste tilskuergennemsnit – det er så godt som fuldt hus (!) 80.521 per kamp over en sæson. I gennemsnit har Bundesligaen godt 45.000 tilskuere per kamp, hvilket er omkring 10.000 flere, end der i gennemsnit går til en kamp i Premier League.

Er tyskerne bare mere fodboldglade end briterne, som siges at have opfundet spillet? Folkene bag bogen ”Soccernomics” betvivler det. De argumenterer i stedet for, at man skal se på andelen af befolkningen, der går til fodboldkampe – der bor jo mange flere mennesker i Tyskland – gør man det, så er briterne stadig de mest fodboldglade.

En anden årsag til at de tyske stadions er lettere at fylde er, at Bundesligaen har færre hold end de øvrige europæiske topligaer. Det betyder, at de tyske hold over en sæson faktisk spiller fire kampe færre end de engelske, spanske, italienske og franske hold. Er der færre kampe, vil der også blive mere rift om pladserne.

Men en anden konsekvens er nok også, at det giver en fordel til de tyske hold i europæiske kampe, da de får lidt flere pauser til spillerne i et ellers krævende kampprogram. (I Italien foregår i øjeblikket også en debat om at skære i antallet af hold i Serie A).

Bayern übber alles

Den tyske fodbold-opblomstring har dog heller ikke været mere omfattende, end så snart Dortmund trak sig fra mesterskabskampen – for at give den et ærligt skud i Champions League – har Bayern München vist sin knusende suverænitet:

30 rekorder har holdet slået i Bundesligaen i år – blandt andet flest point, færrest nederlag, tidligst mester, størst afstand til nummer to (Dortmund) osv. Storholdet fra München har vundet fem mesterskaber de sidste ni år (og 22 på 50 år), og har stået i tre europæiske finaler de seneste fire år.

Det tyske landsholds stamme udgøres som hovedregel af rygraden på München-holdet. I øjeblikket er det holdets 4-2-3-1-spilformation, holdets hurtige presspil, og spillere som Neuer, Lahm, Schweinsteiger, Kroos, Müller, Klose. Tidligere blev landsholdet ”krydret” med markante spillere fra Borussia Mönchengladbach, mens det i dag krydres fra et andet ”arbejderhold” i delstaten Nordrhrin-Westfalen: Borussia Dortmund.

Magtforholdet det samme

Men noget tyder på Dortmund kun forbliver lidt krydderi. I et nyligt interview med britiske The Guardian fortæller Dortmunds cheftræner Jürgen Klopp, at en klub som Dortmund ikke kan være med de største i europæisk fodbold: hver gang Dortmund har spillere, som skiller sig ud, købes de af en større klub. Sidste år var det Shinji Kagawa, året inden Nuri Sahin. I år er det Mario Götze, og sandsynligvis Mats Hummels og Robert Lewandowski.

”Bayern want a decade of success like Barça. That’s OK if you have the money because it increases the possibility of success. But it’s not guaranteed. We are not a supermarket but they want our players because they know we cannot pay them the same money,” fortæller Klopp i interviewet.

Dortmund ønsker ikke store underskud blot for at matche andre klubbers himmelskhøje lønninger til spillere. Det er meget sympatisk, og muligvis også fremtiden. Og det giver den “tyske model” mange fans.

Har Klopp ret i interviewet er den tyske model naturligvis stadig en stor succes, og muligvis noget andre lande gerne vil kopiere. Men han fortæller samtidig, at den ikke ændrer afgørende på magtforholdet i moderne fodbold: Penge bestemmer stadig.