25 Aug

US Open: Kan Roger Federer gøre ‘det umulige’ og fuldbyrde en magisk sæson?

fed_rafa

fed_rafa

På papiret er US Open næsten pivåben. Chancerne for en ny slamvinder er derfor pænt gode. Alligevel lurer den gamle garde, aka Fedal, øverst i favoritfeltet, men nye ansigter med Alexander Zverev i spidsen gør også seriøst væsen af sig.

Af Anders Høeg Lammers

Det er længe siden, at chancerne har været bedre for at få en ny slam-vinder hos herrerne. I Cincinnatti Masters i forrige uge stillede blot tre af verdensranglistens ti øverste spillere op.

En del af de fraværende er ude for resten af året (Djokovic (albue), Wawrinka (knæ) og Nishikori (håndled)), andre har døjet med skader siden Wimbledon (Murray og Cilic), mens andre igen har fået problemer i Masters-turneringen i Montreal, ugen før Cincinatti (Federer og Raonic, som netop har meldt fra).

Murray, Federer og Cilic stiller formentlig alle op. Men i hvilken tilstand? Dét ved de kun selv.

Alt i alt betyder det, at vinderne af fem af de sidste seks US Open’s enten ikke stiller op (Djokovic 2011 og 2015 samt Wawrinka 2016) eller stiller til start i en skrøbelig tilstand (Murray 2012 og Cilic 2014).

Det giver muligheder til de øvrige. Ikke mindst NextGen, anført af den 20-årige Alexander Zverev og den 22-årige Nick Kyrgios, samt LostGen anført af Grigor Dimitrov.

Så hvem er favorit(terne) til årets sidste grand slam hos herrerne? Her kommer et bud.

Kan Roger Federer holde rygsmerterne i ave?

Dårlig ryg eller ej har den nu 36-årige verdensmand været årets ubestridt bedste tennisspiller på hard court (og i det hele taget). Han vandt årets første slam på hard court, Australian Open, og de efterfølgende to amerikanske Masters i Indian Wells og Miami.

I Montreal Masters spillede han sig i finalen trods et rustent udseende hele ugen. Dér fik han en gedigen omgang tæsk, 6-3, 6-4, af Alexander Zverev, som dog fik lette vilkår, da Federers ryg igen igen gav ham problemer i starten af andet sæt og kampen ud.

Sidst i kampen lignede han en helt anden spiller og dagen derpå trak han sig fornuftigt nok ud af Cincinnati Masters, selvom han med et godt resultat der kunne være blevet ny verdensetter.

Ingen udover Federer selv og de nærmeste ved, præcis hvor godt/skidt det står til med ryggen. Selv melder han vanen tro, at det går godt, og han regner ikke med, at ryggen bliver en faktor. Men ville han sige det, hvis det gik skidt? Formentlig ikke.

Han siger selv, at tre slams i én og samme sæson ville være ‘a joke’ – især efter 4,5 år helt uden slam-sejre. Joke eller ej – faktum er, at han træner igen. Hvis ryggen makker ret, må han være favoritten.

Hvem er førsteudfordreren? 

Normalt har jeg et princip om, at man ikke kan være favorit til en slam, før man har vist, man har slam-potentiale i form af én eller flere dybe runs/finaleplaceringer eller sejre.

Derfor tøver jeg en smule med at gøre 20-årige Zverev til førsteudfordreren. Hans resultater her i august, hvor han har vundet to turneringer i streg og blandt andet slået Federer, Kyrgios, Nishikori, Kevin Anderson og Richard Gasquet, gør ham til ATP-tourens hotteste navn.

Med sejren i Montreal vandt han to Masters-turneringer i træk og slog henholdsvis Djokovic (i Rom) og Federer i finalen. Udover Jo-Wilfried Tsonga er han den eneste aktive non-Big 4 spiller med to Masters-titler. Og det blot som 20-årig.

M.a.o.: Han er the real deal.

Hvad er så problemet? At han kun er gået dybt i bedst af tre sæt-formatet. Og slams bliver som bekendt spillet og vundet i bedst af fem.

I Australian Open førte han 2-1 i sæt over Nadal i 3. runde, men tabte klart i både 4. og 5. sæt. I Wimbledon førte han igen 2-1 i sæt, denne gang over 2016-finalisten Milos Raonic. Men også denne gang kunne han ikke fastholde momentum og tabte de sidste to sæt 7-5, 6-1. I French Open røg han ud til Fernando Verdasco efter i fire sæt i 1. runde.

Der er intet i vejen med som 19-årig at tabe i bedst af fem til Nadal i 3. runde, ej heller som 20-årig til Raonic i Wimbledon. Men måden, det skete på, indikerer, at Zverevs udholdenhed og evne til at præstere til slut i de lange, tætte kampe, stadig ikke er, hvor den skal være for at gå hele vejen i en slam.

Alligevel vil jeg kalde ham en af førsteudfordrerne. Der er noget del Potrosk 2009 over hans run de seneste uger. Og med Djokovic, Wawrinka, Nishikori og Raonic ude og Federer, Murray og Cilic i tvivlsomme helbredstilstande, er der alt andet lige kortere vej fra dark horse- til favoritstatus.

Hvem siger også, at slams skal have lange og udmarvende kampe? Nadal og Federer har trods alt lige vundet henholdsvis French Open og Wimbledon uden at afgive sæt…

Hvad kan den nye nummer 1, Rafael Nadal?

Blandt de øvrige førsteudfordrere må man næsten også have Rafael Nadal. Mandag blev han ny nummer 1 med det laveste antal point, en verdensetter har haft siden det nuværende pointsystem blev indført i 2009.

Det er selvfølgelig ikke Rafas skyld, at der ikke skal mere end 7.645 point til p.t. – et pænt stykke under halvdelen af, hvad Novak Djokovic sad på efter French Open sidste år. Det vidner tværtimod om en ATP-tour i opbrud, hvor den bedste spiller – Federer – har spillet for få kampe, og den næstbedste, Nadal, ej heller tjente point hele sidste efterår, hvor også han var ude med en skade.

Problemet for Rafa er bare, at han ikke har vist det helt store siden sin vanvittigt flotte grussæson. I Wimbledon så han ellers farlig ud, men røg traditionen tro ud før kvartfinalerne, denne gang blev det et 13-15 nederlag i femte sæt til Gilles Müller i 4. runde.

Sommerens amerikanske hard court-resultater har ikke set bedre ud. Først tabte han højst overraskende til den blot 18-årige Denis Shapalov (han bliver god), og i Cincinnati var det Nick Kyrgios, der førte kniven og udspillede Rafa i første sæt (6-2), inden han hev sejren hjem 7-5 i andet.

Formen er altså ikke, hvor den skal være for den nyslåede verdensetter, der tilmed har lagt et ukarakteristisk pres på sig selv ved at sige: “I need to show why I’m no. 1” efter nederlaget til Kyrgios.

Men i modsætning til Zverev har Nadal igen og igen vist, at han kan gå hele vejen i en slam.

Omvendt skal vi dog også hele 4 år tilbage, før Nadal sidst vandt en stor titel på hard court, nemlig US Open i 2013. Siden har han – som omtalt her på Sport fortalt – spillet en hulens masse hard court-finaler, men tabt igen og igen.

Udenfor sit parisianske fort er han noget mere medgørlig for de øvrige spillere og har eksempelvis tabt en række ‘non French Open’-slams på stribe i det femte sæt, der plejede at være hans specialitet: til Gilles Mueller ved årets Wimbledon, til Federer ved årets Australian Open, til Lukas Pouille ved US Open i 2016, til Fernando Verdasco ved Australian Open 2016 samt til Fabio Fognini ved US Open 2015.

Kan han vende trenden i New York og splitte årets fire slams med rivalen Federer? Hvis ja, står han med gode kort på hånden for også at ende året som nummer 1. Men det kræver nok en lodtrækning til den gode side, og Nadal har ikke tradition for at finde storformen ud af det blå.

Cincinnati-finalisterne Dimitrov og Kyrgios

To spillere, der kommer ind til US Open med masser af selvtillid, er Nick Kyrgios og Grigor Dimitrov, som netop har spillet Cincinnati-finale mod hinanden. Den kamp slap Grigor Dimitrov, tidligere kendt som Baby Fed, bedst fra med en 6-3, 7-5 sejr (læs mere herher og her eller se højdepunkter nedenfor).

Dimitrov viste overordentligt gode takter i starten af sæsonen, hvor han slog tre top-10 spillere i streg i Brisbane og spillede sig helt frem til semifinalen ved Australian Open, hvor han tabte en neglebider af en kamp til Nadal i fem sæt. Han vandt hjemlandets turnering i Sofia måneden efter, men siden har det været så som så med de øjenbrynsløftende resultater – indtil Cincinnati forstås.

Dimitrovs problem har ofte været, at han simpelthen har for mange muligheder i sit spil og så har haft svært ved at vælge det rigtige slag igen og igen. I Cincinnati og først på året har han spillet med et mere klart formål – han ved, hvad han vil med bolden nu, og hvad han skal gøre for at gøre livet surt for sin modstander.

I Cincinnati holdt han serv 52 ud af 53 gange og spillede Kyrgios uhyre klogt i finalen. Samtidig viste han sig eventyrligt god i defensiven – ikke mindst i forhold til at vende defensiv til offensiv – når Kyrgios forsøgte at angribe. Se for eksempel denne vidunderlige løbende forhånd:

Kan han bære den form, spilleglæde og determination med ind i US Open, kan han blive farlig for de allerfleste.

Nick Kyrgios er ATP-tourens enfant terrible. I en sport, der ellers ikke er rig på skandaler, formår han at være kontroversiel igen og igen og igen. Han har indrømmet, at han af og til ‘tanker’ en kamp, hvis han ikke lige gider.

Men når han gider, er der få, der mestrer spillet bedre end ham. Med sin monsterserv, sit fleksible håndled og sin utraditonelle, men som regel ret effektive baghånd kan han spille op med og slå alle. Eksempelvis har en en 5-3 rekord i kampe mod the Big 3. Det fås ikke meget bedre.

En runner-up placering i Cincinnati tyder på, han har vendt et hjørne. Men med Nick Kyrgios ved man aldrig helt. Derudover har han – muligvis til dels som følge af et alt for løst træningsregime – ret ofte problemer med diverse skader. Selv hvis han mentalt er på, er der ingen garanti for, at han fysisk holder hele turneringen.

Mod Dimitrov vandt han således blot et ud af 16 point, der gik over ni slag. Det tyder på en grundform, der ikke holder til syv gange bedst-af-fem-sæt på 14 dage.

Ikke desto mindre er han en dark horse i årets felt.

Hvad kan Cilic og Murray?

Marin Cilic var en af de hotteste dark horses for mig i Wimbledon, og det er han igen i US Open. Når jeg ikke kan gøre ham til decideret favorit i et felt uden Djokovic og Wawrinka, skyldes det, at jeg ikke kender det præcise omfang af hans skade.

Er han skadesfri og velspillende, er han blandt de naturlige førsteudfordrere til Federer i denne turnering. Er han mærket af skaden/rusten eller det, der er værre, kan han sagtens ryge tidligt ud.

Murray viste ved både French Open og Wimbledon, at nok har han en lortesæson, men han kan stadig finde lidt ekstra niveau, når det kommer til slams. Alligevel måtte han give fortabt mod Sam Querrey i kvartfinalen på Centre Court, da en genstridig hofte hæmmede hans bevægelsesfrihed voldsomt i 4. og 5. sæt.

Siden har han ikke spillet en turneringskamp, og det skulle undre, hvis han for alvor spiller med om titlen. En kvartfinale eller et halvtidligt exit er nok mere sandsynligt.

Den gamle garde og amerikanerne

Tomas Berdych og Jo-Wilfried Tsonga har som så mange andre spillet deres karriere i skyggen af the Big 4. Ingen af dem er i deres livs form, men hvis de nogensinde skal gå hele vejen, er denne turnering nok deres bedste chance.

Det samme gælder for amerikanerne Sam Querrey og John Isner. Det er svært at se nogen af de fire vinde turneringen, men måske de kan lave et flot resultat.

Endelig er der Delpo, hvis fysik og svækkede baghånd næppe kan bære ham gennem hele turneringen, men som ikke desto mindre må være en skrækmodstander i 3. runde for favoritterne.

Dominic Thiem har jeg ikke megen fidus til på hard court, men en kvartfinale er dog ikke umulig i det her felt. Og David Ferrer, endnu én fra den gamle garde, kan måske få et pænt resultat. Efter to pauvre år har han genfundet noget af fordums styrke henover sommeren.

Lodtrækningen finder sted d. 25. august klokken 18 dansk tid. Nadal og Murray er seedet 1 og 2, mens Federer og Zverev er seedet 3 og 4.

Turneringen begynder mandag d. 28. august. Finalen spilles 10. september. Lodtrækningen, resultater med videre findes her, og turneringen kan følges på Eurosport og Eurosport Player.

Update: Dette indlæg er skrevet før lodtrækningen. Vil man læse et indlæg, der baserer sig på lodtrækningen (som har været ond ved Federer og rar ved Murray), kan dette anbefales. 

25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890b

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

11 Sep

Stan Wawrinka: Den evige toer er trådt ud af mesterens skygge

wawrinka

wawrinka

Stanislas Wawrinka har været de seneste års helt store åbenbaring. Tegningerne til noget stort har været der længe, men det er først med svenskeren Magnus Norman i boksen, at Wawrinka har fået det hele til at stemme på samme tid. Nu er han blevet den modstander, ingen ønsker at se på den anden side af nettet i en slam-finale. Vi tegner et portræt inden aftenens US Open-finale. 

Af Anders Høeg Lammers

I mange år var han blot været kendt som ’ham den anden schweizer’. Når journalisterne interviewede Wawrinka efter en kamp, kunne halvdelen af deres spørgsmål dreje sig om Federer. Wawrinka kunne sidde og vride sig lidt undrende i stolen, men høflig og ydmyg som han er, svarede han alligevel som oftest på spørgsmålene.

For Federer har stået i centrum i langt størstedelen af Wawrinkas karriere – i en grad så Wawrinka har omtalt sig selv som: ’I’m the Swiss guy, who loses’.

En smuk baghånd, men et ustabilt spil og en mangel på kynisme og mental styrke, når en tæt kamp spidsede til. Sådan lød dommen.

Den tid er nu forbi og har været det i nogle år efterhånden. Stan the Man’s transformation fra en talentfuld andet geleds spiller til den absolutte verdenstop rummer mange elementer, såvel tekniske som mentale.

Kampen, der gav Wawrinka troen på sig selv

Før 2013 havde Wawrinka to gange spillet sig frem til kvartfinalen i en grand slam efter otte år på ATP-touren. Siden da er han nærmest blevet fast inventar.

Det hele startede reelt med en kamp mod manden, han møder igen i aften. Vi befinder os i 4. runde i Melbourne ved Australian Open 2013. Novak Djokovic er verdensetter, dobbelt forsvarende mester og tårnhøj favorit til at vinde for tredje år i streg i sin favorit-slam. Bookmakerne giver 1,05 gange retur på en Djokovic-sejr og hele 16 gange pengene igen på Wawrinka. Det spiller ingen rolle for Wawrinka.

De to spillere giver os årets bedste kamp, der ender 12-10 til Djokovic i femte sæt. Men mere afgørende for, hvad der følger, giver kampen samtidig Stan troen på, at han kan spille helt lige op med de bedste. At han hører til. Det er en ny følelse for den før så ydmyge schweizer:

“When I played Novak in 2013,” says Wawrinka now, “I had the click inside me that said, ‘OK, I might maybe one day beat him in a grand slam. I know I can do it, I have not only the game but I’m also ready mentally to do it… I could have mentally really gone down like other players did when they were so close. I took the other way”

Kampen bliver en del af Wawrinkas ‘fail better’-filosofi (mere herom nedenfor) og året fortsætter med en række imponerende resultater, men hvor han dog samtidig fortsætter med at tabe til de tre store.

I foråret 2013 tabte han således knebet med 5-7 i tredje sæt til Federer i Masters-turneringen i Indian Wells, han slog Murray i Monte Carlo, Ferrer i finalen i Portugal og Dimitrov, Tsonga og Berdych på vejen mod et finale-nederlag i Madrid til Nadal.

I French Open nåede han kvartfinalen efter endnu en fantastisk femsætter, denne gang mod franskmanden Richard Gasquet, før han nok en gang måtte give fortabt mod Nadal.

Den stærke forårssæson blev bakket op i efteråret, hvor han slog både Berdych og Murray i US Open på sin vej mod sin første slam-semifinale og en ny femsæts-klassiker mod Djokovic, som denne gang sluttede 4-6 i femte, efter Wawrinka ellers havde ført 2-1 i sæt:

Sæsonen blev kronet med Wawrinkas første deltagelse i sæsonfinalen World Tour Finals i London, hvor han, som jeg i øvrigt spåede, nåede helt frem til semifinalen, hvor han – igen, igen – tabte til Djokovic.

Tennis: Et spil fuldt med tabere

På indersiden af sin venstre underarm har Wawrinka et citat af den irske digter og forfatter, Samuel Beckett. Det lyder:

Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail Better

Da 2014 begyndte, havde Wawrinka blot vundet fire tennisturneringer, tre på grus og én på hard court, i næsten 500 kampe på ATP-touren. Alle var de i kategorien ATP-250, dvs. de mindst værdifulde hvad angår penge, prestige og ranglistepoint.

Ved hver tennisturnering er der typisk 32, 64 eller 128 spillere til start. Kun én af dem kan vinde. Og når man uge ud og uge ind ikke står med trofæet over hovedet søndag eftermiddag, kræver det sin mand at bevare troen på egne evner. Deraf Becketts ord.

Ordene, sagde Wawrinka efter sin Australian Open-sejr i 2014, har været “in my head for a long time”. Han forklarede:

It was part of my life, how I see life, and especially how I see tennis life. Before today, I always said that unless you are Roger, Rafa or Novak, you lose every week

Når man næsten med sikkerhed taber, nytter det ikke noget at slå sig oven i hovedet med det. Man må tage det positive med fra nederlaget og “tabe bedre” næste gang. Og det er netop, hvad Wawrinka har forsøgt på og været i stand til.

Selvom hele 2013 var et lige ved og næsten-år for Wawrinka, var det alligevel et perfekt eksempel på, at han ‘fejlede bedre’: to gange pressede han således Djokovic til det aller, aller yderste i hhv. Australien og US Open, og da han tabte for 12. gang i træk mod Nadal ved World Tour Finals – endnu en gang uden at vinde et sæt – var han rent faktisk den bedste spiller på banen og endte med 83 vundne point mod Rafas 80.

Samtidig var han begyndt at slå alle andre end Djokovic, Nadal og Federer på rimelig regulær basis – eksemplificeret ved at kun Djokovic og Nadal havde flere sejre mod top-10 spillere end Stan.

2014: Det helt store gennembrud

Det helt store gennembrud lå altså tydeligvis lige om hjørnet. Op til Australien Open det år spurgte en flittig Sport fortalt-læser mig om, hvem der var favoritterne til dette års turnering. “Djokovic er klar favorit med Nadal i hælene som ligeså klar toer”, lød svaret. Men, tilføjede jeg, “p.t. – før turneringen er igang – er det altså Stan the Man og Juan Martin, der står med de bedste kort på hånden for at levere overraskelser”.

Det gjorde de så begge, Delpo med et tidligt exit (p.g.a. en begyndende håndledsskade, der desværre sendte ham ud  resten af året), Stan med sin suverænt flotte sejr, hvor han først fik revanche mod Djokovic i kvartfinalen og derpå slog Rafael Nadal – som han som sagt inden da end ikke havde vundet et sæt mod – i finalen.

Sejren i Australian Open var blot anden gang siden Marat Safins sejr i Australian Open 2005, at en spiller uden for the Big Four vandt en slam-titel (Juan Martin del Potro, US Open 2009, er den anden undtagelse). Det var første gang nogensinde, at samme spiller slog både Djokovic og Nadal i en slam. Og 21 år siden at en grand slam-vinder slog de to top-seedede spillere ud.

Det ville være forkert at sige, at han ikke har set sig tilbage siden. Han har haft sine ups and downs, han har tabt til spillere, han ikke bør tabe til, han har været skadet og holdt fri. Men én ting ændrede sig for alvor med slam-sejren over Nadal, ja delvist allerede fra og med nederlaget til Djokovic i Australian Open 2013 – Stan var blevet til en spiller, der præsterede sit bedste, når det virkeligt gjaldt – i finaler og i grand slams.

Siden begyndelsen af 2014, har Stan således stået i 10 forskellige finaler og vundet alle 10! Inden 2014 havde han en finalestatistik, der lød på væsentligt mindre prangende fire sejre mod ni nederlag.

Tilsvarende med grand slams – jovist har han tabt tidligt tre gange, to gange i Wimbledon (senest til del Potro, som alle kan tabe til) og én gang i French Open umiddelbart efter sin første slam-sejr. Men resten af hans resultater lyder på én fjerde runde (hvor han var syg), tre kvartfinaler, tre semifinaler og én yderligere sejr, French Open 2015 mod Djokovic.

Det er bedre end alle andre end Djokovic og Murray.

I 2015 var han den eneste, der slog Djokovic i en slam-kamp. Og skulle man vælge en skrækmodstander for Djokovic i en slam-finale i de her år, er det hverken Federer, Nadal eller Murray – det er Stan the Man Wawrinka.

Tilbage til 2014 – få måneder efter sin Australian Open sejr slog han sin mere berømte landsmand, Roger Federer, i Monte Carlo Masters-finalen.

Hvor han før 2014 havde tabt 26 ud af 26 sæt mod Nadal, 14 kampe i træk mod Djokovic og 13 ud af 14 kampe mod Federer (den enlige sejr var fem dage efter Federer havde fejret sit bryllup), endte han med 2014 med 3-3 mod de selvsamme spillere (hvoraf to af nederlagene kom ved World Tour Finals-kongerne Djokovic og Federer, og det tredje til Wimbledon-kejseren Federer).

Det kan man kalde en forvandling.

Sagt på en anden måde, så er hans topniveau på et niveau, hvor han kan slå hvem som helst når som helst. Og det er han heldigvis langt om længe blevet klar over.

Som han sagde efter Nishikori-sejren i fredagens semifinale:

I saw so many players not even thinking they can beat them (the big 4) when they step on the court. I always try to believe in something, that maybe one day I can beat them, and that’s what happened in the past few years

Hvad har Stan egentlig forbedret?

Og dermed er vi fremme ved noget af det, der er grunden til Stans store succes de senere år. Hans mentalitet. Han tror på sig selv nu. Han tror på sit eget spil i de afgørende momenter. Og det er der – desværre – forbavsende mange tennisspillere, der ikke gør, når de står overfor en på papiret bedre modstander.

En stor del af æren for det må tilfalde den tidligere svenske topspiller Magnus Norman, som i sin tid også fik Robin Söderling til at tage to skridt op af karrierestigen.

Slagene har Wawrinka for så vidt altid haft. Men med Norman er han blevet bedre til at vælge de rigtige og tro på sit eget spil. Samtidig er han blevet stærkere og mere udholdende fysisk, så han kan stå og slå 20 bolde i streg mod Djokovic, Murray, Nadal, Nishikori, eller hvad modstanderen nu hedder den dag.

Han har tabt et par overflødige kilo på maven, er blevet hurtigere og kan dermed forsvare sig bedre, når modstanderen forsøger at trykke ham tilbage i banen. Wawrinka er især berømt for sin baghånd, men både serven og forhånden har fået et nøk opad under Norman.

Grundlæggende er Wawrinkas spillestil relativt simpel. Han spiller med power i serven, forhånden og baghånden. Fuld power. Han har også en glimrende slice og ganske udmærkede hænder ved nettet, når han (desværre alt for sjældent) følger sine tunge grundslag til dørs. Men grundessensen er nu alligevel power, og ingen spiller på touren kan matche ham i tyngden af grundslagene.

Når det kører for ham, er han derfor uhyre svær at stoppe. Få spillere har et egentligt forsvar mod Stan, når han er på. Han kan serve bomber på 220-230 km/t, slå vindere fra hvor som helst på banen med både sin stærkt forbedrede forhånd og sin underskønne enhåndsbaghånd og samtidig flugte, når han vælger det til.

Højt at flyve, dybt at falde

Men dét aggressive tennis, der gør en flyvende Stan så interessant at følge som tenniselsker, er samtidig nogle gange hans akilleshæl. Stan spils er højt anlagt og derfor også med en stor risiko. Han foretrækker så klart at dominere duellerne frem for at jagte modstanderens slag.

På de dage, hvor han rammer formen og selvtilliden er i top, er det en ren fornøjelse, og man tager sig selv i at tænke, hvordan den type spil overhovedet er mulig i en tid, hvor spillere med en fantastisk defensiv ellers har domineret sporten i flere år.

Men når det ikke kører, kan han (desværre) fortsat tabe til hvem som helst, fordi han næsten spiller uden en plan B. Sagt kort: På en rimelig god dag slår han måske 45 vindere og 30 uprovokerede fejl mod en modstander, der slår 20 vindere og 20 uprovokerede fejl. På en dårlig dag er Stans to tal byttet rundt, eller det der er værre.

En halvdårlig dag på kontoret var, hvad Wawrinka havde i tredje runde af årets US Open mod verdens nr. 64, den relativt upåagtede Daniel Evans. Stan var nede med match point i fjerde sæt, inden han hev sig selv op og kørte en slukøret og træt Evans over i femte.

Den kamp er dog også et eksempel på, at Wawrinka er modnet som spiller, og at han præsterer bedre i slams. Havde det været enhver anden turnering, havde han formentlig tabt den kamp. Havde det været for fire år siden, havde han også tabt den kamp. Men i år, efter et for hans nye standarder ellers ikke særligt prangende slam år, fandt han alligevel en vej til sejren.

Aftenens finale – hvad kan vi vente os?

Der er ikke mange hemmeligheder mellem Djokovic og Stan. De har mødtes 23 gange, og Djokovic fører 19-4. Men den statistik giver ikke et retvisende billede. Mere relevant er det, at der står 3-2 til Djokovic i slam-opgør fra og med ovennævnte Australian Open-kamp i 2013.

Endnu mere relevant er det, at alle kampene har været enormt tætte: Fire af de fem kampe er gået i femte sæt – undtagelsen er French Open-finalen i 2015, hvor Wawrinka slog Djokovic i fire efter at have tabt det første sæt.

Det er to mentalt stærke spillere, der mødes. Wawrinka har vundet sine seneste 10 finaler i streg – Djokovic har vundet 12 ud af 13 finaler det seneste år.

Wawrinka har spillet markant mere tennis end Djokovic i årets turnering – 23 sæt mod blot 12 for Djokovic. Mens Wawrinka har reddet matchpoint mod Evans og udmanøvreret og udmarvet to særdeles kapable modstandere som del Potro og Kei Nishikori, har Djokovic nærmest fået foræret sin plads i finalen.

Djokovic har døjet lidt med sit ene håndled og overvejede helt at blive væk fra årets US Open. Men ved et lykketræf – eller voodoomagi – har hovedparten af Djokovic’ modstandere trukket sig før eller under kampen. Eller – som i Monfils’ tilfælde i semifinalen – spillet helt og aldeles med hovedet under armen i den suverænt mest absurde slam-semifinale jeg har set til dato.

Det er derfor svært at vurdere, hvor Djokovic præcist står. Han har vundet en masse turneringer i årets første halvdel, men ofte uden for alvor at behøve spille sig ud.

Han er i US Open-finalen næsten uden at have behøvet at spille. Og samtidig har han – måske, man ved aldrig helt, hvornår det er bluff med ham – nogle småskader, der stadig nager ham.

Hvad vi dog ved er, at det er uhyre sjældent, Djokovic ligefrem underpræsterer i en slam-finale. Hvad vi også ved er, at aftenens to finalister har givet os nogle af de suverænt bedste kampe de senere år. Wawrinkas offensiv mod Djokovic’ defensiv er slet og ret absurd god tennis.

Og endelig ved vi, at Stan ikke bukker sig i støvet blot fordi, det er verdensetteren, der står på den anden side af nettet. Som han sagde til sig selv inden sidste års French Open-finale:

Play your game, he doesn’t like you, he doesn’t like the way you play your game, you’re the only player who can really push him back, who can really make him feel uncomfortable

Og som han sagde efter Nishikori-sejren i semifinalen:

I know when I arrive in a final I’m ready to play my best tennis

Det holder forhåbentligt også i morgen. Og Federer? Ham er der ingen, der spørger Wawrinka om i øjeblikket.

Kampen spilles kl. 22.00 dansk tid og vises på Eurosport

Update: Stan the Man vandt fortjent kampen i fire sæt. Du kan se højdepunkter her:

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image