17 Nov

World Tour Finals semifinaleoptakt: Federer vs. Goffin og Dimitrov vs. Sock

Roger Federer er kæmpefavorit til en plads i finalen. Kan Sock blive ved med at overraske, eller bliver Grigor Dimitrov hans Waterloo?

Af Anders Høeg Lammers

Alle fire semifinalister er nu fundet. Og vi har en enkelt overraskelse iblandt i form af Jack Sock. Roger Federer og Grigor Dimitrov vandt begge sikkert deres gruppe. Og Rafael Nadal bøjede tidligt ud af turneringen med smerter i knæet efter nederlaget til Goffin mandag.

Endelig er Jack Sock fortsat med at spille med ‘house money’ hele ugen. Det – og det faktum, at han har vundet de seneste tre kampe mod Dimitrov – kan gøre ham farlig i semifinalen.

Kan Sock overraske endnu en gang?

På overfladen er Dimitrov favoritten i den sene semifinale lørdag, der spilles kl. 21. Han har vist turneringens vel nok højeste niveau, da han udspillede Goffin i en 6-0, 6-2-sejr onsdag. Men Dimitrov indrømmede også, at han var nervøs i sin første kamp mandag.

Kan han bevare roen i en semifinalen, som han forventes at vinde? Dét er spørgsmålet. Zverev havde det tydeligvis ikke godt med at have alt at tabe mod Sock torsdag aften – presset steg ham til hovedet, og han ‘chokede’ ifølge eget udsagn. Det førte til hhv. 2, 3 og 1 dobbeltfejl i de tre partier, han blev brudt i i 3. sæt.

Omvendt spillede Sock med den mentale edge, det giver, når man netop kun har alt at vinde, hvad han har haft i hver eneste kamp, siden han kom tilbage fra 1-5 i tredje mod Edmund i sin første kamp i Paris.

Ingen, inkl. Sock selv, forventede, han ville kvalificere sig til World Tour Finals. Ingen, inkl. Sock, regnede med at se ham i semifinalen (om end jeg gav ham en fair chance i min optakt). Ingen har ham som favorit mod Dimitrov – på trods af, at han har vundet de seneste tre, senest i årets Indian Wells med 9-7 i 3. sæts tiebreak.

Og netop derfor er han farlig. Jack Sock spiller stadig med “house money”.

Det gør Dimitrov til gengæld på ingen måde. Dimitrov er et sted i sin karriere, hvor han ”forventes” at tage det næste skridt. Både af sig selv og af omverdenen.

Det gjorde han ved at vinde Cincinatti Masters-turneringen i august – for derpå at lide et af karrierens vel nok mest skuffende nederlag til den unge Andrev Rublev i 2. runde i tre sæt ved US Open.

Hvilken Dimitrov får vi at se i semifinalen? Dén, der anerkender, at han har en stor mulighed, men ikke lader presset og nerverne stige sig til hovedet? Eller dén, hvis spil falder fra hinanden, når der er mest på spil?

Jeg både tror og håber på, at Dimitrov er klar til at håndtere favoritværdigheden lørdag aften. At han har en hviledag mindre, betyder næppe noget for en atlet som Dimitrov i sin bedste alder.

Sock vil forsøge at finde Dimitrovs baghånd med sin inside-out forhånd, mens han samtidig beskytter sin egen baghånd. Lykkedes han med det ofte nok, kan han spille sig i finalen.

Han er på ingen måde uden chance, men jeg må give favoritværdigheden til Dimitrov. Jeg tror ikke, han leverer et dobbeltfejlshow ala Zverev, hvis han befinder sig i samme situation.

Federer storfavorit til finaleplads

Roger Federer har, som jeg skrev den anden dag, ikke helt ramt den øverste klinge endnu. Alligevel har han vundet alle sine tre kampe, og han vinder med meget stor sandsynlighed også sin semifinale.

Hvorfor? Fordi han er Roger Federer, det her er indendørs hard court, og hans modstander, David Goffin, på ingen måde ser skræmmende ud.

Federer fører 6-0 i indbyrdes opgør, og det er blot to uger siden, han gav en rimelig velspillende Goffin en regulær tennislektion i semifinalen i Basel (se 10 minutters ret fantastiske højdepunkterne herunder)

Dertil kommer, at Goffin slet og ret er et godt match up for Federer. Han har ikke den power, der af og til kan gøre ondt på Federer. Og endelig har de tre spillere, han allerede har slået, spillet bedre, end jeg forventer Goffin gør i morgen.

Selv sagde Goffin om morgendagens kamp, at han “ærligt talt ikke ved, hvordan jeg skal slå Federer. Jeg har ikke fundet nøglen endnu.”

Og selvom Goffin lige har slået Thiem 6-4, 6-1 – efter at have lignet en skygge af sig selv de første tre partier – var det ikke just en stor sejr. Det var turneringens dårligste kamp, hvor Thiems mangel på taktisk sans lukkede Goffin ind i kampen og blev Thiems eget endeligt.

På en dag, hvor Thiem ramte meget få bolde godt, blev han ved med at gå efter en stor vinder tidligt i duellen frem for at opbygge pointet. Thiem sluttede med 11 vindere og 27 fejl. Goffin med 10 vindere og 20 fejl. Det illustrerer meget godt, at ingen af dem var i nærheden af topniveauet, omend Goffin spillede sig gevaldigt op fra sin katastrofestart.

Thiem fik behandling på sit knæ mellem sættene, og det kan have haft betydning for, hvor mange bolde han smed væk. Men ingen af dem lignede en mand, der så synderligt frem til et møde med Roger Federer 24 timer senere.

Der er ikke noget, der hedder en ’sure thing’ i en World Tour Finals, men Federer er pænt tæt på at være det. Hvilket bringer mig tilbage til, hvorfor jeg helst ser Dimitrov i finalen.

  • Vi har allerede set Federer-Sock én gang i denne turnering
  • To enhåndsbaghænder i finalen er bare, efter min tennissmag, lidt federe end én.
  • Dimitrov har banket på til at komme op i det luftlag, som en WTF-finale er, i længere tid. 2017 har været en fremragende sæson for ham, der i min optik fortjener at krones med en finale.
  • Socks afslutning på året er allerede ’perfekt’ lige meget, hvad der sker i semifinalen og en eventuel finale.

Vil du se en tennisopvisning, er det bedste bud Federer-Goffin. Vil du se en tæt kamp, der kan gå begge veje, er det bedste bud Dimitrov-Sock. Og har du ikke andet at bruge din lørdag på, kan du selvfølgelig også bare se begge dele.

God tennis!

Dette indlæg er også publiceret på Tennisavisen.dk

19 Nov

World Tour Finals: Djokovic mod Nishikori, Murray mod Raonic

Årets fire semifinalister er fundet ved World Tour Finals. Sport fortalt ser nærmere på de to semifinaler og giver samtidig et bud på, hvem der skuffede, og hvem der overraskede positivt i ugens løb. 

Af Anders Høeg Lammers

De to grupper er afgjort, og World Tour Finals er nået ind i sin afgørende fase. I dagens første semifinale møder Andy Murray canadiske Milos Raonic. I aften er det så Novak Djokovic mod Kei Nishikori.

Ligesom analytikerne efter det amerikanske valg, må jeg også indrømme, at jeg har taget fejl. Og ligesom dem vil jeg nu også forsøge at forklare, hvorfor jeg tog fejl.

Jeg ramte Djokovic og Murray rigtigt (men det kunne enhver have gjort), men jeg spåede også en semifinaleplads til Stan Wawrinka (jeg kaldte ham tilmed et frækt bud på en samlet sejr) og kom med et forsigtigt bud på Gáel Monfils som den anden semifinalist.

Hvad gik der galt?

I Monfils’ tilfælde viste det sig, at det var Monfils – ikke Raonic – der var gruppens mest skadede spiller. Franskmanden nåede blot et par dages træning inden turneringen og endte med at trække sig fra sin sidste gruppekamp, hvorpå Djokovic gjorde kort proces mod reserven David Goffin (alle ugens resultater kan ses her).

I Wawrinkas tilfælde viste han sig også at være halvskadet i det ene knæ, som var stærkt tapet i turneringens to sidste kampe, efter han havde været helt off i både sine slag og sine bevægelser mod Kei Nishikori i søndags. Derudover var han i ‘dødens pulje’, hvor alle fire spillere havde vist højt niveau i løbet af efteråret, og hvor “alle kunne slå alle”, som jeg skrev.

Undtagen Murray, viste det sig. Mens de tre andre slog hinanden på kryds og tværs, gik Murray ligesom Djokovic ubesejret gennem sin pulje.

Ugens positive overraskelse er den østrigske debutant Dominic Thiem, som jeg skrev var i reel fare for at ende som gruppens punching bag. Han vandt en tæt tiebreak mod Djokovic (hvorpå han blev en punching bag i de efterfølgende to), tabte en tæt tiebreak mod Raonic og endte med at slå en skadet og gavmild Monfils.

Med hans form in mente, er det mere end godkendt.

Raonic og Nishikori bød favoritterne op til dans

Men tilbage til favoritterne, og de spillere, der stadig er med i turneringen. Både Djokovic og Murray havde han en enkelt match, der var uhyre tæt.

For Murrays vedkommende var det onsdagens virkelig flotte maratonkamp på tre timer og tyve minutter mod Kei Nishikori, der endte 679 64 64, men lige så vel kunne have haft en anden sejrsherre, hvis Nishikori havde holdt lidt igen med sine stopbolde og i stedet trykket til, når han havde chancen.

For Djokovic’ vedkommende var det ligeledes gruppens anden kamp, der voldte ham størst problemer.  Milos Raonic havde ham ude i tovene i store dele af kampen, men Djokovic trak alligevel det længste strå med en 766 765-sejr – til trods for at Raonic’ vindere/uprovokerede fejl-statistik lød på imponerende 42/27 mod Djokovic’ lidet imponerende 11/22.

Men tennis handler ikke om at vinde ethvert point, men om at vinde de rigtige point.  Både Nishikori (11 mod 7) og Raonic (7 mod 2) havde flere breakpoints end deres modstandere. Men ingen af dem formåede at tage deres chancer.

I dag får de så en ny chance. Og det er egentlig meget passende, at Djokovic’ største hurdle bliver Murrays semifinalemodstander og vice versa.

Murray vs. Raonic

De to har allerede mødtes fem gange i år, og Murray har vundet alle kampene. Ja faktisk har han vundet de seneste syv indbyrdes opgør og fører 8-3 i indbyrdes statistik.

Men årets fem sejre skal man ikke lade sig narre af – Raonic var et sæt oppe i Queens og godt på vej til at slå Murray i Australian Open, før en skade i fjerde sæt tog toppen af hans spil og hjalp Murray til at vinde i fem sæt.

I London er underlaget desuden hurtigere i år, og det gør Milos’ serv mere potent (det skal dog nævnes, at bl.a. Murray har sagt, at underlaget er langsommere nu, end da de varmede op i sidste uge).

skaermbillede-2016-11-14-kl-22-08-07

Djokovic tilspillede sig blot to breakbolde mod Raonic, men tog dem begge to. Men Murray er endnu bedre end Djokovic til at returnere de største servere og er yderst opmærksom på, hvad det handler om mod Raonic:

“You don’t normally get loads of opportunities against the big servers,” Murray said. “Then it comes down to when you do get those chances, whether you take them or not. And this year when I’ve played him, I’ve created a few opportunities in the matches. When they’ve come, I’ve been pretty clinical.

“I’ll need to be the same tomorrow if I want to win.”

Samtidig har han nu vundet 22 kampe i streg, karrierens længste winning streak. Raonic’ er på ingen måde uden chancer, men den mentale tøven og usikkerhed han viste mod Djokovic i de afgørende situationer, har han ikke råd til igen.

Jeg kan sagtens se Raonic tage et sæt, men jeg tror, Murray er for velspillende og for opsat på førstepladsen til, at han taber i dag.

Finalist: Murray. 

Djokovic vs. Nishikori

Ligesom Murray-Raonic er det også sjette gang i år, at Djokovic og Nishikori mødes. Og ligesom Murray mod Raonic har Djokovic vundet alle fem opgør, hvor kun ét har været tæt. Djokovic fører 10-2 og har ikke tabt siden US semifinale-nederlaget i 2014.

Hvor Raonic har poweren til at afgøre kampen på sine præmisser, kan den del godt være et problem for Nishikori. I deres kamp i Miami i år var det i al fald et gennemgående tema, at Nishikori havde store problemer med at slå sig igennem Djokovic’ defensiv, mens Djokovic ikke havde samme problemer.

Igen kan underlaget dog være en fordel for underhunden. Miami er én af ATP-tourens langsomste hard courts og uafhængigt af tvivlen om Londons hurtighed, er årets bane i hvert fald hurtigere end det.

Hvad der til gengæld bør bekymre Nishikori er, at den krise, Djokovic synes at være dybt nede i for blot en uge siden, er voldsomt på retræte.

Mod Thiem i søndags tabte han som nævnt første sæt i en tæt tiebreaker, men tog så de næste to 6-0, 6-2 – hvilket dog i lige så høj grad også skyldtes Thiem, der faldt fra hinanden. Mod Raonic var han i tovene, men vandt alligevel de vigtige bolde. Og mod David Goffin – en poor man’s Nishikori i spillertype – var han ret så suveræn i sin 6-1, 6-2-sejr.

Eneste bekymring? Goffin vandt hele 65 procent af pointene i Djokovic’ 2. serv. Nishikori er også stærk i den kategori, og omend hans egen serv langt fra er ubrydelig, er den dog et niveau eller to over David Goffins.

Hvis han kan få gang i det suverænt flotte grundspil med hyppige retnings- og temposkift, han demonstrerede mod Murray, og samtidig holde lidt igen med brugen af stopbolde kan han godt slå Djokovic på dagen.

Hvis Djokovic stadig har lidt af den rust i sit spil, som har præget ham siden French Open.

Det er dog ikke nok til at få mig til at gå imod den firedobbelte forsvarende mester, der så småt er begyndt at ligne netop det.

Finalist: Djokovic. 

Finalen?

Får jeg ret i ovenstående (et semistort hvis), skal Djokovic og Murray spille finale om, hvem der slutter året som nr. 1 i morgen aften kl. 19. Bedre kan tennisåret dårligt slutte.

Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør de seneste tre år og 3-1 i år – alle dog i årets første halvdel. Murray har vist bedst form i løbet af efteråret og vel også lidt bedre her i turneringen.

Samtidig er underlaget hurtigere, end det plejer, hvilket Murray er gladest for i det match-up. Hvorvidt formen og det hurtigere underlag er nok til at overkomme den mentale hurdle, det er for Murray at slå Djokovic i en stor finale, er et åbent spørgsmål.

En væsentlig forskel siden seneste møde og 2-13 pryglene er også, hvem der sidder i Murrays boks. Siden French Open-finalen har han haft Ivan Lendl tilbage som coach og mentor, og han kan godt give Murray det sidste skub og tro på, at han igen kan slå Djokovic i en stor finale. Som det bl.a. skete ved US Open 2012 og Wimbledon 2013, hvor Lendl også var med på lægterne.

Murray-Raonic spilles kl. 15.10, Djokovic-Nishikori kl. 21.10. Begge vises på C More Tennis. 

12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje.