06 Sep

Hvem er bange for Financial Fair Play?

Raheem_Sterling_(15623713741)

UEFA’s finansielle fairplay-regler blev sat i søen for tre år siden for at skabe bæredygtig økonomisk udvikling blandt Europas fodboldklubber. Men som det seneste transfervindue beviser, er de rige klubbers købelyst ikke påvirket af UEFA’s restriktioner. Endnu engang gik særligt de engelske klubber shop-amok med handler, som i flere tilfælde ligner årtiers mest irrationelle.

Af Tyson William Lyall

Han måler kun 1 meter og 70 centimeter, men på listen over verdens dyreste fodboldspillere rager den 20-årige englænder Raheem Sterling godt op. I løbet af sommeren fuldførte han nemlig sit længe ventede skifte fra Liverpool til Manchester City. Omkring en halv milliard danske kroner måtte oliesheikerne fra Manchester hoste op med for at krone Sterling som den dyreste engelske spiller i historien.

For ca. den samme pris, Real Madrid i 2001 betalte for verdensmesteren Zinedine Zidane, har Manchester City nu fået sig en ung mand, som næppe er blandt klodens 30 bedste spillere, har under 100 kampe i Premier League bag sig og som aldrig har vundet noget i seniorfodbold.

Sammen med Manchester Uniteds køb af den uprøvede franske teenager, Anthony Martial, for en pris på op mod 600 mio. kroner, viser Sterling-handlen, at de store europæiske klubber ikke lader til at være synderlig bekymret for UEFA’s Financial Fair Play (FFP).

Finansiel doping og sugar daddies
FFP blev allerede – i grove træk – præsenteret i efteråret 2009. Med de principielle regler, som kort fortalt betyder, at klubberne ikke må bruge mere end de tjener, var det UEFA’s intention at sætte de såkaldte ”sugar daddies” stolen for døren.

Hvis russiske rigmænd eller qatarske oliesheiker vil klatte deres penge væk på fodbold, skal det ske under fair konkurrenceforhold, lød rationalet fra UEFA-præsident Michel Platini, som ved flere lejligheder har betegnet regelsættet som et bolværk mod ”finansiel doping”.

Selvom regelsættet først implementeres endeligt op til 2012-2013-sæsonen, gav nyheden om den store stygge ulv klubberne anledning til at stramme op i regnskaberne.

Ifølge UEFA faldt de europæiske klubbers gæld således fra hele 1,7 mia. euros i 2011 til 400 mio. euros i 2014.

Selv overforbrugere som engelske Chelsea, med den russiske ejer Roman Abramovich, formåede i 2012 for første gang nogensinde at fremvise sorte tal på bundlinjen.

Respekten for Platinis regelsæt har dog alligevel ikke været større, end at klubber som PSG, Manchester City, Zenit St. Petersborg, Rubin Kazan, Anzhi, Galatasaray, Bursaspor, Trabzonspor og Levski Sofia sidste år måtte bøde for at have overtræk på forbrugskontoen.

Det afholdt imidlertid ikke Platini fra, lidt overraskende, i maj måned at konkludere, at FFP nu havde bevidst sin succes, og at det derfor var tid til at skrue lidt ned for forbundets greb om klubbernes økonomi.

Gældende fra den 1. juli har klubberne derfor nu mulighed for at indgå i dialog med Platinis hold af pantefogeder om afgrænsede perioder med overforbrug, hvis de ellers kan fremvise en bæredygtig forretningsmodel, som ikke ”gambler på succes”.

Den slags modtages imidlertid ikke pænt hos Platinis landsmand Arsene Wenger, som med Arsenal i sin egen selvforståelse forsøger at skabe en økologisk fodboldklub blandt Premier League-kollegaer pumpet fulde af likvide væksthormoner.

”Jeg kan ikke forklare, hvad den egentlige betydning af FFP er i dag. Reglerne er alt for komplicerede til at være effektive på nuværende tidspunkt,” sagde Wenger for nylig til beIN Sports.

Har fodbolden igen fået sindssyge?
Det seneste transfervindue efterlader derfor spørgsmålet, om fodbolden i kølvandet på lempelserne af FFP igen har fået sindssyge, som tilfældet især var det omkring årtusindeskiftet, hvor spillere som Denilson, Vieri og Mendieta blev handlet til astronomiske beløb.

Enkelttilfældene med Martial, Sterling og Kevin De Bruynes monstertransfer til Manchester City tyder i alt fald på, at fodboldgalskaben igen har ramt de britiske øer. De tørre tal viser supplerende, at det samlede transferbeløb i Premier League denne sommer var det største nogensinde. Ca. ni mia. danske kroner brugte Premier League-klubberne tilsammen denne sommer på nyt blod til arbejdspladsen.

I det regnestykke er det bl.a. værd at bemærke, at en velpolstret klub som Arsenal ikke rørte synderligt på sig, som tilfældet ellers har været det de seneste par år.

Det mest bemærkelsesværdige ved det overståede transfervindue må imidlertid være, at det – trods det samlede astronomiske beløb – stort set ikke indeholdt handler med klodens allerstørste stjerner.

Blandt de 23 nominerede til sidste års Ballon d’Or var det eksempelvis kun Ángel Di María (nr. 10) og Bastian Schweinsteiger (nr. 18), som rykkede teltpælene op i løbet af sommeren. Ronaldo, Messi, Neuer, Neymar og resten af topeliten blev, hvor de var, og man kan blot forestille sig, hvad et Gareth Bale-køb ville have kostet Manchester United eller hvad et Paul Pogba-køb ville have kostet Chelsea i det nuværende marked.

Som førnævnte Arsene Wenger derfor bemærker, er det hverken pengene eller købelysten, der mangler. Der er derimod mangel på gode spillere, som er villige til at skifte klub. Derfor ender Raheem Sterling og Kevin De Bruyne med at koste en god milliard kroner tilsammen, og derfor betaler Manchester United potentielt set 600 mio. kroner for teenageren Martial, som blot har scoret 11 ligamål på seniorniveau.

De engelske klubber har særligt mange penge at bruge (og endnu flere på vej med den nye, lukrative tv-aftale), men kun få varer at bruge dem på. Det holder dem imidlertid ikke tilbage i det evindelige våbenkapløb, som pågår hver gang transfervinduet åbnes. UEFA har med lempelserne af FFP rakt en hånd til stormagterne og symptomerne har vi set denne sommer. På nuværende tidspunkt frygter kun en tåbe Platinis finansielle dopingkontrollører.

23 Oct

Lad os huske historien om Aaron og Andros

AndrosAaron

To af denne sæsons allerstørste profiler i Premier League er kommet fra restlagrene hos London-klubberne Tottenham og Arsenal. I en fodboldtid, hvor udskiftning i spillertrupperne ofte når vulgære højder, genopliver succeshistorierne om Aaron Ramsey og Andros Townsend troen på, at tålmodighed stadig kan være en del af moderne fodbold. 

Af Tyson Lyall

”Patience is bitter, but its fruit is sweet”, lyder et kendt Rousseau-citat.

Mantraet er simpelt. Alt godt kommer til den, der venter. Man kan ikke høste, hvor man lige har sået osv. Men uanset hvilken indpakning aforismen kommer i, så lader den som oftest til at prelle af på de fleste fodboldfans.

Fodboldfans har nemlig INGEN tålmodighed, som det tidligere engelske angrebsfænomen, Stan Collymore, skrev på sin Twitter-profil tidligere i år.

Det er svært at være uenig med Hr. Collymore.

Transferrygter og jungletrommer

I fin overensstemmelse med vores generations zappermentalitet skifter de fleste fodboldklubber i dag ud i deres spillertrupper i lyntempo. Ansvaret ligger naturligvis hos klubledelserne, der i øvrigt også selv i mange tilfælde oplever hastige udskiftninger. Men vi fodboldfans bærer også alt for ofte brænde til bålet.

Transferrygter er ofte de mest debatterede emner på fanforums, og hvem elsker ikke, når jungletrommerne melder om en ny storspiller på vej til éns yndlingsklub?

To af denne sæsons største allerstørste ”nyskabelser” i engelsk fodbold blev imidlertid hverken akkompagneret af online hype eller fløjet ind med privatfly op til sæsonstarten. De to, store, britiske midtbaneoplever, Andros Townsend og Aaron Ramsey, er til gengæld noget så kedelige som fodboldspillere, der måtte vente flere år på deres endelige gennembrud.

En befrielse i en fodboldverden, hvor det nogle gange føles som om, at anciennitet er omvendt proportionelt med fodboldspillerens fortid i klubben.

Eksemplet Arsenal

For hvert et ”Wenger Out”-skilt, jeg så på Emirates i sidste sæson, steg min aversion overfor moderne fodboldsfan generelt – og arsenalfans i særdeleshed.

Arsenal har været en af Europas mest stabilt præsterende topklubber de seneste 16-17 år – siden træner Arsène Wengers ankomst. Champions League-kvalifikation 16 år i træk. Tre mesterskaber. Fire FA-cups. Fire Community Shields. En Champions League-finale + en semifinale og et par kvartfinaler. En UEFA Cup-finale osv. osv.

Og på hvilken måde, klubben har opnået disse resultater! Med en sans for økonomi, der burde få enhver Real Madrid-, PSG-, Man City- eller Chelsea-fan til at rødme af misundelse. Men nej, sådan ser en del arsenalfans øjensynligt ikke selv på det. Selvom klubben ved sæsonstarten i august var årets hidtil bedste engelske mandskab – med blot ét nederlag i de 14 foregående kampe –  skulle der ikke mere end ét enkelt uheldigt hjemmebanenederlag mod Aston Villa i premieren til, før frådende fans igen krævede Wengers og medejer Stan Kroenkes hoveder på et fad.

Men siden åbningsdagen har Arsenal – endnu engang – ikke sat mange fødder forkert! Seks sejre og én uafgjort i ligaen er det blevet til efterfølgende, lige som der er hentet to sejre i tre svære Champions League-kampe. Samtidig lader ”Wenger Out”-skiltene til at være blevet pakket væk igen af de vægelsindede tilhængere.

En stor del af æren for klubbens flotte resultater i denne sæson kan tilskrives den 22-årige walisiske midtbanespiller, Aaron Ramsey. Den unge mand, der blev kåret til sidste måneds profil i ligaen, har ellers tidligere været af de synlige ofre for det utålmodiges vanvid. Arsenals bedste spiller i denne sæson måtte således i løbet af sidste sæson lægge øre til buh-råb fra dele af Arsenals såkaldte fanskare. Talentet har ellers været synligt i mange år, men skader har blandt andet sat den fodrappe midtbanespiller tilbage i udviklingen, og efter lejeophold i Cardiff og Nottingham Forest lignede Ramsey på et tidspunkt en mand, der allerede som 22-årig havde oplevet sin karrieres højdepunkter.

Men som tingene er lige nu, er han i stedet lige pludselig ”better than Bale”.

Selvom man kan glæde sig på Arsenals vegne over, at de har fået sig en genfødt midtbanespiller, så fremstår det pludselige stemningsskifte overfor den sympatiske waliser en smule kvalmende.

From rags to riches
Hos Arsenal-rivalerne i Tottenham er en af sæsonens store oplevelser også kommet gevaldigt fra baghjul. Efter en imponerende række af udlejninger til mindre ligaklubber, lignede Andros Townsend mest af alt typen af fodboldspillere, der primært skulle bruge sit CV til at tiltrække damer på gutternes ture til Ibiza. ”Yeah, sure I played with Gareth Bale. Nice guy. We still talk”.

Men på få måneder har ”den engelske Robben” spillet sig ind i de engelske hjerter. En fremragende sæsonstart for klubholdet og to stærke landskampe har på få måneder transformeret Townsend fra en marginalspiller i ligaen til en af Englands mest spændende navne frem imod VM næste sommer.

Manden, der de seneste sæsoner har været forbi så eksotiske fodbolddestinationer som Milton Keynes Dons, Ipswich og Millwall, ligner derfor lige pludselig også et oplagt bud på en fast starter under turneringen i sambaens hjemland.

På et stjernebesat Tottenham-mandskab holder han nemlig lige nu stærke folk som Aaron Lennon og dyrt indkøbte Erik Lamela bag sig, og i den forgangne uge krydrede han det hele med en kontraktforlængelse, der ifølge engelske medier indbringer ham så meget som 40.000 pund om ugen de næste fire år. Mon ikke det var hele ventetiden værd?

Lad os nu lige…..

Til VM næste sommer får Andros Townsend dog ikke selvskab af midtbanekollegaen Aaron Ramsey, der med sit walisiske landshold igen måtte kigge langt efter slutrundebilletter. Til gengæld bør de to gøre hinanden selskab i mange fodboldtilhængeres fodboldhjerter. Ikke blot fordi de foræller historien om the underdogs. Om avisbuddet, der blev bankdirektør osv. Men mest af alt, fordi deres historier sender en besked til alle de utålmodige fodboldfans, der ikke gider at høre på Rousseau og andre kloge hoveder.

Lad Andros og Aaron fungere som huskepillerne, næste gang vi lider af akut utålmodighedssyndrom. Lad os huske på, at Gareth Bale var langt fra Tottenhams startopstilling for blot få sæsoner siden. Lad os huske, at Lucas Leiva var en af Liverpools mest udskældte spillere nogensinde, før han to år træk blev kåret som årets spiller i klubben. Lad os huske på, at Cristiano Ronaldo blot scorede 4 og 5 mål i sine første to sæsoner i Manchester United. Lad os huske på, at Newcastle afviste Alan Shearer som ungdomsspiller, før de flere år senere gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller. Lad os huske på, at god vin er værd at vente på.

Lad os have lidt tålmodighed.

08 Mar

Boring, Boring Arsenal

santi_cazorla-1920x1200

Inde på grønsværen ser man ikke længere “boring, boring Arsenal”, men en billet til The Emirates er alligevel det værste fodboldkøb i London. Kan engelsk fodbold måske lære lidt af Bundesligaen? 

Af Tyson Lyall.

I 1970´erne og 80´erne havde både ude- og hjemmepublikum for vane at synge “Boring, Boring, Arsenal”, når Arsenal F.C. gik på banen med deres infame, defensive spillestil.

Et 16-årigt regime under den høje, tynde franske økonom, Arsène Wenger, har imidlertid for længst fået de sange til at forstumme. Klubben har i løbet af halvfemserne og nullerne fået slettet indtrykket af den old school engelske fodboldstil, og er (retmæssigt?) blevet kendt for en art spansk stil med hurtigt pasningsspil, megen boldbesiddelse og angrebsivrige backs. Modsat storebrødrene i F.C. Barcelona, har den filosofi imidlertid ikke kastet trofæer af sig de seneste otte år.

Som at overnatte i en lufthavn

Til gengæld har klubben pæn succes uden for banen, hvor økonomien bugner, og hvor hjemmebanen, Emirates Stadium, fremstår som et af Europas mest moderne stadions. Og ikke mindst, så er det fyldt stort set hver eneste gang, Arsenal spiller – og det er tilmed til de dyreste priser i hele landet (og måske verden?).

Det betyder imidlertid langt fra, at en kampbillet til Emirates er noget godt køb. Enhver, der har prøvet at overnatte i en lufthavn eller har gennemlyttet et Tina Dickow-album, bør nemlig kende følelsen af at overvære en fodboldkamp på Arsenals hjemmebane. Det er drønkedeligt.

Denne artikel vil således argumentere for, at Arsenal er et skræmmeeksempel på, hvad der sker, når fodbolden mister sin kontakt til græsrødderne, de lokale, eller underklassen, hvis man skal bruge et provokerende, anakronistisk begreb. Det mister sjæl, vildskab, passion og dermed – er mit argument – en stor del af sin tiltrækningskræft. Jeg fik desværre aldrig fornøjelsen af at overvære en kamp på klubbens tidligere hjemmebane, Highbury, men alene den måde, jeg hører Arsenal-fans tale om dén hjemmebane på, fortæller mig, at noget er galt med den nuværende.

Richie fra Hoxton

Et eksempel på denne problemstilling, fandt jeg hos min lokale vicevært Richie i Hoxton, London. Richie var ved at tabe kæben, da jeg tidligere på året fortalte ham, at jeg havde en billet til Champions League-gruppekampen mellem Arsenal og Olympiacos. Da jeg fortalte ham, at det ikke var min første kamp på Emirates, gik hans misundelse fra lysegrøn til mørkegrøn.

Richie er nemlig glødende Arsenal-fan. På sin mobiltelefon gemmer han billeder af sit lille barnebarn i Arsenal-tøj – en dreng, der med 100 procents sikkerhed kommer til at spille for klubbens førstehold i fremtiden. Ingen ironisk, dansk distance her. Det er helt sikkert. No discussion there, mate.

Richie har imidlertid ikke været på Emirates, siden det åbnede I 2006! Jeg kunne lynhurtigt få en masse historier fra det gamle Highbury, imens han reparerede min opvaskemaskine, men spurgt om Emirates, blev han stille. Hvorfor han ikke kommer der, havde han svært ved at svare på. Det er dyrt, og det er ikke “det samme” længere. Med hans loyale tilgang til klubben sagde han det ikke selv, men jeg fornemmede, at han på en måde ikke længere følte sig velkommen eller tilpas. Forestil dig en livslang Brøndby-fan med lejlighed i Hvidovre, der ikke har været på stadion de seneste 7-8 år. Nej, vel?

Arsenal værste eksempel

Eksemplet illustrerer en form for fodbold-gentrificering, som langtfra blot har ramt Arsenal, men som gør sig gældende over hele England – og ganske givet også i andre dele af verdenen. Overklassen, sponsorer og turister har overtaget sæderne på de engelske fodboldstadions, og det har skæppet godt i klubkasserne, men det har også – efter min smag – ødelagt en stor del af charmen.

I London er Arsenal det værste eksempel. Klubben er som et gammelt, hyggeligt værtshus, der er blevet lavet om til et stort, goldt diskotek med rød løber, sure dørmænd og alt for dyre drinks. Stemningen er steril, og i en vis forstand forkælet. Hjemmepublikummet på Emirates har eksempelvis et ry for at smutte tidligt, hvis ikke tingende går holdets vej. Som en britisk bekendt forklarede mig, så er fornemmelsen i England, at Arsenal-fans nærmest bliver fornærmede, når deres hold ikke vinder. Han selv er Newcastle-fan og efterhånden forvent med ydmygelser.

Der kan naturligvis ikke tales om et rigtigt eller forkert i denne sammenhæng. Det er uden tvivl fremragende for aktionærer i Arsenal og andre klubber, at folk gerne vil lægge 10.000 kroner for et sæsonkort. Et nyt stadion, som Emirates, er eksempelvis også hamrende effektivt. Det er fyldt op og tømt igen i løbet af få minutter. En helt anden oplevelse, end hos Fulham eller QPR, hvor man pænt kan stille sig til at vente i lange køer både inden og efter kampe. Jeg forventer heller ikke, at klubberne begynder at sænke deres billetpriser, eller at arbejdsløse og/eller lavtlønnede får særlig adgang.

Ser mod Bundesligaen

Men tingene kan rent faktisk godt gøres anderledes. I England er man begyndt at kigge mod Tyskland og den succes, Bundesligaen og det tyske landshold nyder for tiden. I en nylig udgivet rapport fra den tyske ligaforening, DFL, kan man se, at Bundesliga-klubbernes overskud i sidste sæson var mere end dobbelt så stort som Premier League-klubbernes (før renter og skat). Og det, selvom billetpriserne i Bundesligaen gennemsnitligt er ca. 30 procent billigere end i Premier League. Premier League omsætter stadig for langt mere end både Bundesligaen og La Liga, men formår altså ikke at få samme profit ud af det, som tyskerne. Tyskerne har samtidig regler om, at majoriteten af en klub skal være ejet af dets medlemmer. Det sikrer tilhørsforhold, og beskytter mod overtagelser udefra, der er med til at fremmedgøre og distancere fansene fra deres egen klub – se bare på Manchester United, Liverpool, det tidligere Wimbledon etc.

Det kan altså således godt lade sig gøre for klubberne at beholde den folkelige tilknytningen og samtidig skabe vækst. Og det ville være naivt samtidig at ignorere vigtigheden af atmosfære og stemning på stadion. Det giver historisk mening i England, at man har forbudt ståpladser og alkohol på stadion, men det er eftersigende stadig tilladt at klappe og synge. Og den slags er angiveligt vigtige for spillerne. Den tidligere Arsenal-spiller Samir Nasri beklagede sig eksempelvis over stemningen på Emirates, da han forlod klubben i 2011, ligesom tidligere anfører Cesc Fabregas har fortalt, at han aldrig følte sig ligeså hjemme på Emirates, som han gjorde på Highbury.

Tag på andre Londonstadions

Men er det så bedre på de andre londonstadions? Ja, lyder mit korte svar. Jeg har ingen favoritklubber, og har bestemt ikke noget imod Arsenal som udgangspunkt. Men vil man opleve fodbold i London, kan man med fordel tage tuben længere østpå til West Ham, længere vestpå til QPR, eller – sorry, gunners – længere nordpå til Tottenham. Det ville være naivt at fremstille disse klubber som arbejderklubber med adgang for alle. Billetterne er stadig dyre, men deres traditionelle, gamle stadions repræsenterer en helt anden stemning. Her lever vildskaben stadig lidt endnu – heldigvis. West Ham flytter efter alt at dømme ind på det nye olympiske stadion inden for få år, ligesom Tottenham flere gange har luftet planer om at bygge et nyt stadion. Hvorvidt det kommer til at medføre den samme biblioteksstemning som på Emirates, må tiden vise.

Men hvis du vil være på den sikre side, så skynd dig at bestil en billet, inden den sidste gode stemning uddør i Premier League (for den findes stadig i levende live i de lavere divisioner – det må blive en anden gang).

Mange pints er løbet gennem på svælget på Richie og andre Arsenal-fans, siden sangene om “boring, boring Arsenal” dominerede. Der er sket meget inden for kridtstregerne, men med tanke på rammerne rundt om, er det måske på tide at finde det gamle, støvede ordsprog frem fra gemmerne igen.