Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Andy Murray | Sport fortalt | Page 3 Andy Murray – Page 3 – Sport fortalt
14 Aug

OL er drømmenes arena

Mandatory Credit: Photo by Cristiano Andujar/AGIF/REX/Shutterstock (5828415ax) Monica Puig (PUR) plays against Angelique Kerber (GER), in Centre Court of Olympic Stadium, Womens Singles Final of Rio 2016 Olympic Games Rio 2016 Olympic Games, Tenis, Womens Singles Final Monica Puig (PUR) x Angelique Kerber (GER), Olympic Stadium, Brazil - 13 Aug 2016

Hører tennis hjemme ved OL? Mange mener nej. Men når man ser de kampe, spillerne leverer og det følelsesdrama, de går igennem, er det synspunkt svært at tage seriøst. I går aftes fik vi således to af årets allerbedste tenniskampe. Og at de begge betød alverden for spillerne var krystalklart, når man så deres iver efter at vinde og deres jubelscener, da sejren endelig kom i hus. 

Af Anders Høeg Lammers

OL er for de allerfleste atleter det største, de nogensinde kommer til at opleve i karrieren. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Atleter, der falder sammen i gråd – enten af skuffelse eller glæde. Forskellen på en 4. plads og en medalje til dit land. Forskellen på guld og sølv. Eller bare dét at nå med i en kvart-, semi- eller finale. Jublen og overraskelsen over en uventet guldmedalje – f.eks. hos Danmarks Pernille Blume i bassinet

Og så dér hvor vi for alvor mærker historiens vingesus, som når vi får den første individuelle guldmedalje nogensinde af en sort svømmer.

Lidt anderledes er det med tennis. Tennisverdenen drejer sig ikke om et højdepunkt hvert fjerde år, men derimod om fire højdepunkter hvert år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. OL passer ikke ind i kalenderen, og der er mere prestige i at vinde Wimbledon lige før eller US Open lige efter. Så har tennis overhovedet brug for at være med i OL? Fra 1928 og helt frem til OL i Seoul i 1988 var tennis ikke på programmet.

Og nogle vil mene, at det heller ikke burde være det i dag. Er man lidt puritansk anlagt, kunne man have den holdning, at OL primært bør være for “amatørerne”, hvorfor de mest kommercielle og eksponerede sportsgrene som tennis, fodbold, basket og golf principielt ikke hører hjemme.

Derudover er der spillerne. Ti spillere blandt herrernes top-20 er slet ikke til stede i Rio. En del p.g.a. skader, men også en del fordi det bare ikke lige passede ind. OL giver – i modsætning til alle andre turneringer, som tennisspillere deltager i – hverken ranglistepoint eller pengepræmier. Du spiller for dit land, du spiller for æren.

Juan Martin del Potros uimodståelige forhånd

Hvor meget den slags til gengæld stadig betyder – trods fire meget betydningsfulde slam-turneringer hvert eneste år – har vi set eksempler på hele ugen. Som da Juan Martin del Potro, typisk blot kaldet Delpo, overraskede alt og alle og slog verdensetteren Novak Djokovic ud i første runde med cifrene 7-6 (4), 7-6 (2) ved hjælp af sin tordnende forhånd.

Kampen efterlod begge mænd i en tårevædet omfavnelse – Delpo af glæde, Djokovic, en mand, der har vundet alt de senere år, i skuffelse over ikke at tage metal med hjem til Serbien i denne ombæring.

Vi så det igen lørdag aften. Delpo er turneringens helt store cinderella-historie hos mændene. Den 1,98 meter høje ‘gentle giant’ fra Tandil i Argentina har haft nogle svære år. Blot fire kampe blev det til i 2014, blot 10 i 2015 og blot 21 i år inden OL.

Tre håndledsoperationer har han fået lavet, og baghånden er stadig blot en dårlig efterligning af det, den var engang, omend den nu omsider har fået en vis stabilitet igen (hvis du vil kende hele Delpos baghistorie, kan du med fordel læse Sport fortalts portrætartikel fra tidligere på året).

Men modet er der. Den mentale styrke er der. Serven er der. Slicen er blevet markant bedre. Og monsterforhånden er ligeså stor og vild og voldsom, som den altid har været.

De elementer var nok til at tage del Potro, der lige nu ligger helt nede som nr. 141 på verdensranglisten, hele vejen til finalen via en 5-7, 6-4, 7-6 (5) sejr over selveste Rafael Nadal i den over tre timer lange semifinale.

Afslutningen var alt andet end nem. Delpos offensiv havde sikret ham et break og en mulighed for at serve sejren hjem ved 5-4 i tredje sæt. Men først lavede han selv et par fejl derpå flugtede Nadal stærkt ved nettet, og da Nadal efterfølgende lavede sin karakteristiske løbende forhånd og drejede den ind fra en næsten umulig position, var det pludselig 5-5.

Delpo lod sig dog ikke slå ud. I næste parti kom han på 0-40, men lige lidt hjalp det. Et par lange forhænder fra Delpo og en serv ind på kroppen fra Rafa bragte balance i regnskabet, hvorefter Nadal servede partiet hjem.

Med så mange forspildte chancer for at afgøre kampen kunne Delpo sagtens have givet op. I stedet servede han stærkt og fortsatte med at gå efter sin forhånd ved enhver given lejlighed. Og det gav pote i både partiet og i tiebreaken.

Den skabende spiller blev – fortjent – belønnet med sejren. Rafa fik mange bolde retur, men det var Delpo, der var spilstyrende og initiativrig. 18 rene vindere blev det til fra forhånden mod Rafas ellers så uopslidelige defensiv.

Juan Martin del Potro of Argentina celebrates defeating Spain's Rafael Nadal in the semifinals of the men's singles tennis competition at the 2016 Summer Olympics in Rio de Janeiro, Brazil, Saturday, Aug. 13, 2016. (AP Photo/Vadim Ghirda)

Dermed er Delpo sikret minimum sølv, og han kastede sig ind i masserne for at få sin hyldest og dele sin glæde:

2016 Rio Olympics - Tennis - Semifinal - Men's Singles Semifinals - Olympic Tennis Centre - Rio de Janeiro, Brazil - 13/08/2016. Juan Martin Del Potro (ARG) of Argentina embraces spectators after winning match against Rafael Nadal (ESP) of Spain. REUTERS/Kevin Lamarque FOR EDITORIAL USE ONLY. NOT FOR SALE FOR MARKETING OR ADVERTISING CAMPAIGNS.

Med stor sandsynlighed stopper eventyret dog desværre også her i denne omgang. I finalen venter nemlig Andy Murray, som dels havde en tidligere og noget lettere semifinale mod Kei Nishikori (6-1, 6-4 på en time og 20 minutter), dels bare har været bundsolid hele året.

Derudover er finalen bedst af fem sæt, hvilket alt andet lige også må favorisere den mere veludhvilede og fysisk mere udholdende skotte. Men, men, men – man skal aldrig sige aldrig, og indtil sidste bold er slået, kan vi stadig drømme om en episk afslutning på del Potros imponerende OL.

Monica Puig sikrer Puerto Rico den første guldmedalje nogensinde

En ren Cinderella-historie har vi allerede fået hos kvinderne. Den 22-årige puertorianske Monica Puig har taget hele feltet med storm ved dette års OL.

Puig er p.t. nr. 34 i verden, men det har man ikke kunnet se den seneste uge. Tværtimod har hun spillet med en lethed og en selvfølgelig autoritet, som man ellers mere forbinder med en Serena Williams.

For sammenligningens skyld: Serena Williams har vundet fire OL-guld (inkl. i double) og 22 slam-finaler i single, Monica Puig havde indtil i går vundet én mindre turnering i Strasbourg i hele sin karriere og aldrig sluttet et år blandt verdens 50 bedste.

I Rio har Puig bl.a. udraderet dette års French Open-mester og verdens nr. 3, Gabine Muguroza. Hun har derudover slået den dobbelte Wimbledon-mester, Petra Kvitova, i semifinalen.

Og i nat dansk tid tog hun så det sidste skridt, da hun slog verdens nr. 2 og dette års Australian Open-mester og Wimbledon runner-up, tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.

Og ligesom del Potro hos mændene gjorde hun det med dejlig offensivt tennis.

Puig funklede i alle spillets facetter 

I modsætning til Delpo, der primært benyttede sig af forhånden, var det dog i allerhøjeste grad også Puigs baghånd, der lynede. Hun spillede generelt på et vanvittigt højt niveau, men i tredje sæt ramte hun et niveau, hun formentlig aldrig har spillet på over længere tid før.

Alt, hvad hun rørte ved, blev til guld. Baghånd cross court ned i hjørnet? Tjek. Forhånd down the line ned i samme hjørne? Tjek.Baghånd inside-out ned i hjørnet? Tjek. Utagelig stopbold? Tjek. Umulig vinklet forhånd cross court? Tjek. Smukke og effektive flugtninger? Tjek.

Kontraspilleren Kerber, der på ingen måde spillede en dårlig kamp og har en af WTA-tourens bedste defensiver, havde intet at stille op mod dette arsenal af tørre, tunge, præcise grundslag, som stort set alle var placeret på eller tæt ved linjerne.

Hele 54 vindere slog Puig på Rios ellers så langsomme hard court, heraf 25+ med baghånden. Og da sejren endelig var hjemme efter et parti, der bølgede frem og tilbage med hele seks breakchancer til Kerber og tre matchbolde til Puig, tog Puig sejren, da en Kerber-bold sejlede ud.

Overraskelsen, glæden, lettelsen og forundringen over det ubegribelige, hun lige havde præsteret, stod malet i ansigtet.

Puig

Med sejren vandt Puig Puerto Ricos allerførste OL-guldmedalje nogensinde. En mere fortjent guldmedalje skal man lede længe efter. Det er år og dag siden, jeg har set bedre tennis på WTA-touren. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde egentlige højdepunkter, men DR viser her den afgørende bold i hvert sæt samt ikke mindst Puigs jubel efter sejren.

Så ja, tennis hører i den grad hjemme ved OL. Når det kan få den slags følelser frem i spillere, trænere og publikum og byde os den slags kampe, som vi fik i går, er det squ lige meget, at der ikke er pengepræmier eller ranglistepoint på spil.

Herrernes finale spilles kl. 20.30 i aften dansk tid.

30 May

French Open: Djokovic, Murray og Stan tilbage – Fedal er ude

novak-djokovic-stan-wawrinka-french-open-final-grand-slam-roland-garros_3312760

French Open er berøvet sine to største stjerner, Federer og Nadal. Sammen med en særdeles favorabel lodtrækning har det øget Novak Djokovic’ chancer for at vinde sin fjerde slam-turnering på stribe og dermed opnå en “career slam” og en “Novak slam” i ét hug. Stan Wawrinka og Andy Murray er bedste bud på at stikke en kæp i hjulet på Serbiens velsmurte tennismaskine. 

Af Anders Høeg Lammers

Vi er nu inde i den sidste uge af French Open. Og lad os starte med det negative. Turneringen har allerede mistet sine to største stjerner, Roger Federer og Rafael Nadal. Federer meldte allerede afbud i ugen op til p.g.a. en rygskade. Det er første gang i dette årtusinde, Roger Federer ikke er med i en slam-turnering.

Alt andet lige er det en klog beslutning – sæsonens vigtigste turnering i form af Wimbledon er lige om hjørnet, hvor Federers chancer er mange gange bedre end i Paris.

Tabet af Nadal, manden der har domineret og defineret French Open det sidste årti, er for så vidt mere signifikant. Nadal havde vist fremskridt i dette års grussæson efter en næsten to-årig formkrise. Han vandt Monte Carlo og Barcelona, men tabte dog til hhv. Murray og Djokovic i Madrid og Rom.

I årets French Open var han den mest dominerede af favoritterne i sine første to kampe, hvor han lignede den gamle Rafa og blot afgav ni partier i sine seks vundne sæt. Men fundamentet, sejrede kom på, viste sig at være skrøbeligt. En tydeligt påvirket Rafa trak sig fredag fra turneringen p.g.a. et håndled, der “ville brække”, hvis han spillede videre.

Det er på én og samme tid et kæmpe tab for turneringen og en kæmpe gave til Novak Djokovic. En gave til Novak, fordi Rafa – selvom han næppe ville slå Djokovic (Rafa har tabt de sidste 15 sæt og syv kampe i streg) – alt andet lige ville tage så meget mental og fysisk energi ud af Djokovic, så Djokovic ville være mere medgørlig for en finalemodstander.

Men lad os nu se fremad og henimod de udfordringer, Djokovic stadigvæk står over for i dette års turnering. Sport fortalt har allerede i et vist omfang skrevet om, hvad der er på spil og de forskellige kombatanter i dette indlæg, som med fordel kan (gen)læses.

Men siden da er der trods alt også sket en del. Bl.a. er Murray nu bookmakernes favorit efter Djokovic. Det skyldes ikke mindst hans imponerende sejre på 7-5, 6-4 over Nadal i semifinalen i Madrid og efterfølgende finalesejren på 6-3, 6-3 i Rom over selveste Novak Djokovic (Murrays blot anden sejr mod Djokovic i de seneste 13-14 kampe).

Det hører dog med til billedet, at Djokovic var ude i opslidende kampe i både kvartfinalen mod Nadal og i semifinalen mod Nishikori, mens Murray spadserede igennem turneringen. Murray er 33-3 på grus i 2015-2016 (hvoraf to nederlag er til Djokovic) og er årets bedste i returspillet på grus.

Derudover har Djokovic revancheret sin dårlige start på grussæsonen med sejr i Madrid over Murray og fine sejre i Rom over både Nishikori og Nadal. Alligevel har han dog langt fra lignet sit uovervindelige selv fra hard court-sæsonen og har i høj grad måttet slide sig til sine sejre.

I årets French Open har han ikke afgivet sæt i sine første tre kampe, men hans lodtrækningsheld har også været signifikant. Det fortsætter helt frem til finalen, hvilket styrker Djokovic’ muligheder for nå en historisk triumf:

Vinder Djokovic opnår han, ligesom Rod Laver, Andre Agassi, Roger Federer og Rafael Nadal før ham i den åbne æra, en såkaldt career grand slam, fordi han så har vundet alle fire slams. Samtidig vil det være hans fjerde slam-sejr i træk, en Novak-slam. Ingen mand har vundet fire slams i træk, siden Laver ryddede bordet i 69.

Den forsvarende mester, Stan the Man, har spillet under niveau det meste af grussæsonen, men vandt Geneve i ugen op til French Open. Og er der en ting, man ikke skal gøre med Stan, er det at afskrive ham i slam-turneringer. Manden har et vanvittigt højt peak-niveau, som han i den grad lod komme til udtryk i sidste års finale mod Djokovic:

Wawrinka var dog allerede halvvejs på vej ud af turneringen på førstedagen, hvor Lukas Rosol, der i 2012 indledte “trenden” med, at en spiller udenfor top-100 hvert år slår Nadal ud af Wimbledon, pressede mesteren til det yderste. Wawrinka sejrede 6-4 i femte efter at have været nede med 1-2 i sæt.

Dominic Thiem har ikke levet op til de forventninger mange havde til ham denne grussæson, men han er stadig en farlig mand i Paris og har spillet sig i fjerde runde.

Tidligere gode grusspillere som David Ferrer og Tomas Berdych er p.t. tilsyneladende et godt stykke fra fordums styrke. Ferrer har reelt ikke præsteret et eneste resultat hele grussæsonen, og Berdych fik dobbelt(!) æg af Goffin i Rom, hvorpå han fyrede sin træner.

Goffin har heller ikke vist sig helt ueffen på gruset, men det er svært at se forbi Novak, Murray og Stan – med Dominic Thiem som største outsider – når vinderen skal findes.

Og nu til den resterende del af lodtrækningen.

Første fjerdedel: Djokovic, Berdych, Ferrer og Bautista Agut

Djokovic har som nævnt ikke været uheldig med sin lodtrækning. Bautista Agut er seedet til at møde ham i 4. runde og med al respekt for spanieren, så er han typisk kanonføde for de allerbedste.

I kvartfinalen står Djokovic på papiret til enten at møde Tomas Berdych eller David Ferrer. Og ikke nok med at ingen af dem er i form, Djokovic “ejer” begge to fuldstændig i indbyrdes opgør. Mod Berdych har han vundet 20 af deres seneste 21 kampe, mod Ferrer ti ud af de sidste ti.

I semifinalen skulle han have mødt Nadal. I stedet er det nu Dominic Thiem eller David Goffin, der er bedste bud.

Djokovic værste modstander kan meget vel blive ham selv før finalen. Roland Garros er den eneste store turnering, han mangler at vinde, og han har været tæt på så mange gange allerede. Presset for at vinde sin career slam og Novak slam kan derfor godt spille ham et puds. Han er dog kommet fint fra start i de første runder, så mon ikke det fortsætter?

Semifinalist: Novak Djokovic. 

Anden fjerdedel: Thiem, Goffin, Gulbis eller Granollers?

Denne fjerdedel er up for grabs efter Nadals skade. Alle resterende spillere, Gulbis undtaget, forsøger at nå deres første slam-semifinale. Gulbis er udhvilet efter forhåndsfavoritten Tsonga måtte trække sig med en skade foran 5-2 i første sæt.

Nu venter Goffin. Banen er tung og langsom p.g.a vejret, hvilket bør være til den tungtslående Gulbis’ fordel. Goffin kan få problemer med at slå igennem Gulbis, mens det modsatte ikke bør gøre sig gældende. Det var i lignende vejr, at Gulbis slog Federer i French Open 2014.

Siden har Gulbis karriere dog været i frit fald, mens Goffin nærmer sig top-10. Hans stabilitet og mere fejlfrie spil sikrer ham derfor favoritværdigheden, men Gulbis er på ingen måde uden chancer.

Og så er der Dominic Thiem mod Granollers. Thiem har ikke rigtigt levet op til de tårnhøje forventninger, der var til ham i dette års grussæson. Ikke desto mindre står han nu med særdeles gode kort på hånden i forhold til at spille sig i både kvart- og semifinalen ved French Open. Først skal han slå Granollers – ikke en let opgave, men dog en taknemmelig modstander i en 4. runde i en slam (30-årige Granollers er aldrig nået videre end fjerde runde).

Derpå venter enten Goffin eller Gulbis.

Semifinalist: Dominic Thiem

Hold øje med: Goffin og Gulbis. 

Wawrinka vs. Ramos-Vinolas

Den forsvarende mester, Stan Wawrinka, var som sagt næsten allerede ude efter første runde. Siden har han haft et par stabile kampe og slog senest hhv. den farlige Jeremy Chardy i tre komfortable sæt og derpå Viktor Troicki i fire sæt (godt hjulpet af en skade til Troicki midtvejs i kampen).

I kvartfinalen venter Ramos-Vinolas, som slog Milos Raonic ud af turneringen med de overbevisende sætcifre 6-2, 6-4, 6-4. At han står i kvartfinalen som useedet er en af turneringens største overraskelser. Men det viser samtidig, at specialisterne – og en sådan er Vinolas – stadig kan slå favoritterne på dagen.

Stan og Vinolas mødtes faktisk så sent som i ugen op til French Open. Der rensede Stan ham med 6-1, 6-1. Stan the Man fører 6-0 i indbyrdes opgør, heraf fire på grus, og er kæmpefavorit.

Men man skal ikke undervurdere presset på Stan. Han er ikke vant til at være forsvarende slam-champion og ved Australian Open 2015 sagde han åbent, at han var fysisk udmattet i semifinalen p.g.a. alt det ekstra pres, der er på den regerende mester. Alt andet lige har han dog lært af det (og fået nerverne ud med Rosol-kampen), og vi tipper ham derfor til en plads i semifinalen.

Semifinalist: Stan Wawrinka

Murray eller Gasquet?

Den suveræne vinder af Rom, Andy Murray, har ikke gjort det let for sig selv den første uge. Først måtte han bruge fem sæt og to dage på at komme tilbage fra 0-2 i sæt mod “the Worm”, veteranen Radek Stepanek med den uortodokse stil (læs om kampen her).

Dernæst så han uendelig skidt ud mod verdens nr. 164, franske Mathias Bourgue, der inden kampen aldrig havde mødt en spiller i top-50. Det forhindrede ikke den Muhammed Ali-inspirede spiller i at vinde otte partier i streg mod Murray, herunder også en stime på seksten point i streg. Og så var Murray nede med 1-2 i sæt.

Erfaringen gjorde forskellen, og Murray fik minimeret sine fejl i de to sidste sæt, som han vandt relativt klart. Men som han selv sagde efterfølgende, så skal han ikke have mange flere af den slags kampe, hvis han vil gøre sig håb om at sejre på søndag.

Siden har han da også cleaned up his act og slået de to servekonger Ivo Karlovic og John Isner i straight sets. Murray burde derfor have rigelig energi til den sidste uge.

I kvartfinalen venter franskmanden Richard Gasquet, der har imponeret ved at slå unge Nick Kyrgios i tre sæt og farlige Kei Nishikori i fire sæt de sidste to runder.

Murray og Gasquet har tidligere mødtes tre gange på grus, heraf to gange i Paris. Murray har sejret begge gange, mens Gasquet vandt i Rom og førte 2-0 i sæt mod Murray ved French Open 2010.

Alt andet lige bør Murray vinde, men Gasquet virker særdeles velspillende p.t. og bør som minimum tage sæt.

Semifinalist: Murray

 

27 Apr

Novak Djokovic jagter historisk triumf i Paris

djokovic-nadal-koc-9669984616

Et uventet nederlag til Djokovic og en flyvende Nadal har gjort grussæsonen noget mere åben, end den var for blot to uger siden. Djokovic skal forsøge at vinde den eneste slam-titel han mangler og den fjerde på stribe. Sport fortalt ser nærmere på Djokovic og hans udfordrere – herunder bl.a. Rafael Nadal, Stan Wawrinka, Dominic Thiem, Andy Murray og Kei Nishikori. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennissæsonen er nået til Europas røde grus og er allerede kommet godt i gang. Den næste halvanden måned rummer et heftigt program med Masters-turneringer i Madrid og Rom, en række ATP-250 turneringer og så kulminationen på det hele: French Open i Paris med finale på Grundlovsdag.

French Open er den eneste slam-turnering, den ellers så suveræne verdensetter Novak Djokovic endnu ikke har vundet. Derfor står det trofæ naturligvis også absolut øverst på Djokovic’ ønskeliste. Men presset er enormt.

For det første har gruskongen Rafael Nadal indtil de seneste to uger været så langt fra fordums styrke, at Djokovic er bookmakernes favorit i en grad, så ikke en eneste vil give mere end 1,9 gange pengene igen på Djokovic-sejr.

For det andet skal Djokovic forsøge at gøre, hvad ingen mandlig tennisspiller har præsteret siden legendariske Rod Laver i 1969: Vinde fire slams i træk for en såkaldt “Djoker Slam” (Lavers bliver kaldt en “Calendar Grand Slam”, da han vandt alle fire samme år).

Ved hvert eneste interview, Djokovic laver mellem nu og en eventuel finale i French Open, vil han blive mindet om, hvad der er på spil. Da Serena Williams sidste år lykkedes med sin anden “Serena Slam” og skulle forsøge at tage femte i streg og dermed få en 2015 Calendar Grand Slam ved sidste års US Open, var mediepresset så stort i måneder op til, at hun nægtede at tale om det og på den måde forsøgte at beskytte sig mod presset.

Resultatet? Et højst overraskende nederlag til Roberta Vinci i semifinalen, hvorpå Williams derpåaflyste resten af sit tennisår i ren skuffelse og stadig kæmper for at finde sidste års form.

Det er som sagt blot en “Djoker Slam”, der er på spil for Djokovic, men det er også alt rigeligt. I den første Masters-turnering i Monte Carlo led han for to uger siden et sjældent, men måske kærkomment nederlag, da han for første gang siden 2010 tabte til en spiller uden for top-32 i form af verdens nr. 55, tjekkiske Jiri Vesely.

Dermed har han fået ro og hvile til at finde sit fokus, og forventningspresset falder samtidig en smule for hver forhåndsvinder, Nadal sender afsted.

I en klasse for sig

Pres eller ej, hvad der i hvert fald hjælper Djokovic, er hans placering som verdens helt og aldeles suveræne nr. 1. Spiller han noget nær sit bedste, er det kun ganske få spillere, der har noget der minder om en chance p.t.

Hvor suveræn er han? Temmelig suveræn:

  • Han er 28-2 i sejre og nederlag i år – eneste reelle nederlag kom mod Vesely i Djokovic’ første gruskamp i år (i det andet nederlag trak han sig nede med et sæt mod Feliciano Lopez p.g.a. en øjeninfektion).
  • Han har vundet ni af sine seneste 11 turneringer og blot afgivet et eneste sæt i de ni vundne finaler.
  • Fra og med Paris Masters i efteråret 2014 har han vundet 119 kampe og blot tabt otte.
  • I samme periode har han enten vundet eller spillet finale i samtlige slams, Masters’ og WTF-turneringer, han er stillet op i – frem til sidste uges Monte Carlo Masters.
  • I samme periode er han vanvittige 47-5 mod andre top-10 spillere.
  • Hans forspring på verdensranglisten er så stort, at lagde man nr. 2, Andy Murrays, og nr. 3, Roger Federers, point sammen, er de kun lige akkurat foran Djokovic (han førte før Monte Carlo-nederlaget).
  • Han ville også være nr. 1, selv hvis man ikke talte hans point fra slams med (tre titler og en finale)

Sport fortalt har i et to-delt portræt hyldet ham og fokuseret på nogle af de spillemæssige kvaliteter, der har bragt ham i denne position.

Det skal vi ikke ind på her. I stedet vil vi fokusere på, hvilke spillere har en chance for at gøre turneringerne lidt mindre forudsigelige igen.

For med al respekt for Djokovic, så er det lidt kedeligt, at han vinder hver eneste turnering – specielt når han ikke engang behøver spiller sin bedste tennis i størstedelen af dem, hvilket har været tilfældet i år, hvor han har spadseret sig igennem turneringerne på autopilot for så at skrue niveauet op, hvis modstanden en sjælden gang har krævet det.

Er vi vidne til en genfødsel af den aldrende gruskonge?

Hvilken forskel et par uger kan gøre i tennis. Da jeg for to uger siden skrev et par ord ned til dette indlæg, skrev jeg bl.a.:

“Af respekt for hans tidligere resultater, så fortjener Rafael Nadal en plads her. Ingen har været ligeså suveræn på et underlag ligeså længe, som Rafa var på grus i årene 2005-2014.

Når det så er sagt, så har Nadal på ingen måde vist en form, der viser, det er ham, der kan udfordre Djokovic. Djokovic har vundet 10 af de sidste 11 kampe mod Nadal (Nadal vandt dog finalen i French Open 2014), og Nadal har end ikke vundet et sæt de sidste seks kampe i streg. Ved French Open sidste år fik han tæv med cifrene 5-7, 3-6, 1-6.

Derudover har den før så grussuveræne Nadal brugt de sidste to år på at tabe til alle andre end Djokovic. Engang spillede han 81 gruskampe uden nederlag – i år har han spillet seks og tabt to“.

En del af det holder stadig. Men med forbehold. For i mellemtiden har Nadal vundet 10 kampe og to turneringer i streg på grus og sejret i en Masters-turnering for første gang i 23 måneder. Dermed har han tanket noget af den åh så vigtige selvtillid.

Måden han gjorde det på, kalder i den grad minder om “den gamle” Nadal tilbage.

Mod stortalentet Dominic Thiem (mere om ham nedenfor) i Monte Carlo reddede han 15 ud af 16 breakbolde i første sæt og sled ham så ned i andet sæt. Mod den regerende French Open-mester Stan Wawrinka slog han med dybde og topspin og frustrerede Wawrinka ud i fejl på fejl.

Mod Andy Murray var han i store problemer i halvandet sæt, inden han sled ham op og vandt 6-2 i tredje sæt. Og i finalen mod Gael Monfils var Rafa igen bedst desto længere kampen blev og gav æg til en udmattet Monfils i tredje efter to lange, klassiske 7-5, 5-7 sæts forinden.

En så stærk række af gode grusspillere har Rafa ikke slået i årevis. Nadal viste en mental styrke på de afgørende point, som man længe har savnet. Og han viste et fysisk overskud, som han har bygget sin karriere på, men som også har været væk det meste af de sidste to år.

Hvad der stadig mangler, er mere sikkerhed i egne servepartier. Han har længe servet med hastigheder, der er mere normale på WTA-touren end på ATP-touren. Det ændrede sig i nogen grad i Barcelona, hvor han ikke afgav et sæt i fem kampe, slog Fabio Fognini, der var lidt af en ond ånd for ham sidste år, og slog den regerende Barcelona-mester Kei Nishikori i en brandkamp i finalen.

Men selvom vi så server på både 211 og 213 km/t i Barcelona – hurtigere end noget vi har set fra hans ketcher i flere år – er statistikken stadig grim. I år har han blot vundet 80 % af sine egne servepartier på grus. I årene 2012-2015 vandt han hhv. 89, 87, 83 og 81 %.

Uden en konsistent bedre serv slår han næppe Djokovic. Men Nadal er en momentum-spiller, og de seneste to uger har i den grad givet ham noget af det momentum, han har savnet.

Han slår med mere dybde, mere selvtillid og mod Nishikori lignede han fra tid til anden den ubrydelige defensive mur, der gjorde ham så umulig at slå på grus i en årrække.

Stan the Man

Så er der Stan the Man Wawrinka. Den regerende French Open-mester, der sidste år snuppede trofæet for næsen af Djokovic med herlig, aggressiv, tung grustennis, der efterlod den ellers så defensivt velfunderede Djokovic uden mange chancer for modværge:

Hvis Djokovic ikke slår sig selv, er Wawrinka måske bedste bud på en mand, der kan.

De to har mødt hinanden fem gange i slams de senere år, hvor alle kampe undtagen sidste års French Open er gået i fem sæt. Wawrinkas power fra forhånden, baghånden og serven er en af de eneste midler til at låse Djokovic’ defensiv op og presse ham så langt tilbage i banen, så han ikke kan diktere spillet.

Dertil er Wawrinka en af de eneste, der for alvor tror på egne chancer mod Djokovic. Såvel Murray som Nadal har sagt, at de ikke har en chance mod Djokovic p.t., medmindre Djokovic dykker i niveau.

Den slags tabersnak hører man ikke fra den schweiziske duo. Og de har da også nået at have det i. Mens Federer med tre sejre var den eneste til at besejre Djokovic mere end én gang i 2015, er Stan den eneste, der igen og igen både presser og slår serberen i grand slams.

Wawrinka er blevet så mentalt stærk under svenske Magnus Norman, at han har vundet sine seneste ni finaler i streg – en stime der begyndte med Australian Open 2014 og bl.a. også tæller sejre i Monte Carlo (2014) og French Open (2015).

Djokovic vil formentlig hellere se enhver anden end Wawrinka i French Open-finalen. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Nadal ville være endnu værre for ham. På den ene side har Nadal historisk set haft krammet på Djokovic i French Open og slået ham hele seks gange. Og når han til finalen, spiller han alt andet lige godt.

På den anden side har Djokovic som sagt ikke afgivet et eneste sæt i seks kampe i streg mod Nadal, inkl. sidste års kvartfinale i Paris. Så indtil Nadal har vist noget andet mod Djokovic, er der i hvert fald argumenter for at betegne Wawrinka som “skrækmodstanderen” for ham.

Men det møde står ikke skrevet i sten. For modsat Djokovic, er Stans dårlige dage ikke altid gode nok. Når han ikke rammer sit gudeniveau, kan forsøget på at nå det resultere i fejl på fejl på fejl, som vi senest så mod Nadal i Monte Carlo.

Wawrinka er dog i den grad blevet en “big match player”, og han plejer at gemme sit bedste tennis til grand slam-turneringerne.

Den kommende grusstjerne: Dominic Thiem

Den 22-årige østriger Dominic Thiem har printet sit navn fast i bevidstheden hos de fleste tennisfans det sidste års tid. Med hele fem titler – alle i mindre turneringer, men alligevel – er han kravlet op som verdens nr. 15.

Grus er hans foretrukne underlag, og flere tenniseksperter ser ham allerede som en kommende French Open-mester.

Som spiller minder han på flere måder om Stan Wawrinka. Han spiller med en enhåndsbaghånd, masser af topspin og masser af tyngde fra både for- og baghånd samt serv. Her er et par smagsprøver på hans kunnen:

I de seneste uger har han spillet “næsten” lige op med både Djokovic (Miami) og Nadal (Monte Carlo). Han vandt ganske vist ikke et sæt i nogen af kampene, men når man tilspiller sig hhv. 15 breakbolde i to sæt mod Djokovic på langsom hard court og 16 (!) i et sæt mod Nadal på grus, så bliver det bemærket.

At Thiem så præsterede håbløst ringe mod de to mestre på netop breakboldene og blot formåede at vinde to (!) af de ovennævnte 31 breakchancer, vidner om en spildt mulighed og en ung spiller, der lige mangler det sidste.

Ikke desto mindre bliver han læringskurve interessant at følge denne grussæson, og lur mig om det ikke lykkedes for ham at tage en eller flere store skalpe.

Hold også øje med: Murray, Nishikori, Tsonga, Monfils og Federer

Andy Murray havde sin bedste grussæson nogensinde sidste år, hvor han vandt sin første grus Masters med sejr over Nadal og gik ubesejret gennem grussæsonen frem til semifinalen i French Open, hvor Djokovic slog ham i fem sæt.

Problemet for Murray? Han taber altid mod de bedste i de her år. I 2014-2016 er han 1-11 mod Djokovic, 0-5 mod Federer, 1-4 mod Nadal og 0-1 mod Wawrinka. Det er svært at tro på ham i en semifinale mod en af de fire.

Japanske Kei Nishikori er lidt af et enigma. Han bliver næsten hele tiden skadet og har derfor ry for at være fysisk svag. Omvendt har han tourens bedste statistik i afgørende sæt, hvor han vinder hele 78 % af de kampe, der går i hhv. tre og fem sæt.

Topniveauet er der. Men som spillertype minder han lidt for meget om en dårligere version af Djokovic til for alvor at udgøre en trussel for netop Djokovic. Verdensetteren presser ham simpelthen så langt tilbage i banen med sine ekstremt dybe grundslag, at Nishikoris ellers så potente grundlag ikke udgør den fare, de eksempelvis gør mod en Rafael Nadal.

Det er derfor næppe ham, der eventuelt fælder Djokovic. Men de fleste andre kan han slå på sin dag.

Så er der de to uforudsigelige franskmænd og entertainere, Gael Monfils og Jo-Wilfried Tsonga. Begge har tidligere gjort det godt i French Open, og begge viste gode takter i Monte Carlo. Tsonga ved at nå semifinalen og slå Federer ud, Monfils ved at nå finalen og spille fuldstændig lige op med Rafael Nadal i de to første sæt.

Tsonga havde i 2012 hele fire matchbolde mod Djokovic i French Open. Monfils og Djokovic har ikke mødtes på grus i et årti, men Monfils har presset ham lidt i deres seneste hard court-kampe, og han elsker at performe foran hjemmepublikummet i Paris.

Endelig er der Federer. Hans tid som seriøs grustrussel har været ovre nogle år, men hvis man kan nævne Monfils og Tsonga, skulle man være et skarn, hvis man ikke også nævnte Federer. Sammen med Nadal og Wawrinka er det ham, der har endt Djokovic’ franske drømme de sidste fem år.

I Federers tilfælde skete det i 2011, da han slog en mindst ligeså suveræn Djokovic ud i fire sæt i semifinalen og tilføjede serberen sit første nederlag i sæsonen. Men allerede året efter tog Djokovic revanche og slog Federer i tre sæt.

Siden er Federer ikke nået forbi kvartfinalen i Frankrig, og det skulle undre en smule, hvis det sker i år.

Alt i alt er grussæsonen blevet noget mere åben, uforudsigelig og spændende i løbet af den sidste uge med Djokovic’ uventede nederlag og Nadal, der har rejst sig som en anden fugl Føniks.

Føj dertil Thiems søgen mod toppen, Wawrinkas power, Murrays vilje, et par flamboyante franskmænd og en japansk ninja, og grusæsonen bliver – forhåbentlig – lidt sværere at forudsige end den suveræne Djokovic-dominans, vi har været vidne til i halvandet år.

Denne uge spilles der ATP-250 turneringer i Estoril (Portugal), München samt Istanbul. Derpå følger Madrid Masters fra på mandag og Rome Masters ugen efter. French Open spilles fra 22.5 – 5.6.