Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sportfortalt.dk/public_html/wp-content/themes/fruitful/inc/metaboxes/init.php on line 756
Andy Murray | Sport fortalt | Page 2 Andy Murray – Page 2 – Sport fortalt
12 Nov

World Tour Finals: Murray og Djokovic i indædt kamp om førstepladsen

a_djoko_murray

Sæsonfinalen afgør hvem af Djokovic og Murray, der kan kalde sig årets bedste tennisspiller. Djokovic har historikken og en yderst favorabel lodtrækning på sin side ved World Tour Finals, men Murray er i markant bedre form. Samtidig lurer Stan the Man på sin chance, da manden der har stoppet ham de seneste to år, Federer, er ude. 

Af Anders Høeg Lammers

Årets sidste tennisturnering, mændenes World Tour Finals, står for døren. I modsætning til alle andre tennisturneringer spilles den i et puljeformat, tænk EM 1992 med fire hold (spillere) i hver pulje, hvor de to bedste så går videre til semifinalen.

Man kvalificerer sig ved at ligge i top-8 i verden eller vinde en slam-turnering – Rafael Nadal, verdens nr. 8, har meldt fra med skade, hvorfor nr. 9, Dominic Thiem, er med.

Djokovic har vundet turneringen de seneste fire år i streg, men Andy Murray er nykåret verdensetter og har vundet sine seneste fire turneringer. Murray har en spinkel føring på blot 130 point på verdensranglisten — fratrukket hans 275 Davis Cup-point, som forsvinder i december.

Hvem der ender året på den prestigefyldte førsteplads afgøres derfor af noget så simpelt som hvem af de to, der klarer sig bedst. Med en enkelt aber dabei: Hvis Djokovic taber to kampe og vinder én i gruppespillet, men alligevel går videre (hvilket kan ske), og derpå slår en ubesejret Murray i semifinalen, men taber finalen, forbliver Murray på førstepladsen.

Hver vundet gruppekamp giver nemlig 200 point, mens en vundet semifinale giver 400 point. I ovenstående scenarie vil begge spillere derfor vinde 600 point.

Men det skal ret galt, før Djokovic taber to ud af tre kampe i gruppespillet. Det har lodtrækningen sørget for. Lad os se nærmere på den.

Ivan Lendl Group: Djokovic, Raonic, Monfils og Thiem

a_wtf_

Ikke alene er Djokovic firedobbelt forsvarende mester i London og overordentlig komfortabel på den bane. Han har også været mere end svineheldig med sin lodtrækning.

I indbyrdes opgør fører han 23-0 (!) mod sine “modstandere” i gruppespillet – 13-0 mod Gael Monfils, 7-0 mod Milos Raonic og 3-0 mod Dominic Thiem, der endnu har sit første sæt til gode, mens Raonic trods alt har vundet ét enkelt i de syv kampe. Tilsammen har de tre spillet fire sæt ved World Tour Finals og vundet 0.

Søndag lægger Djokovic ud mod debutanten Dominic Thiem – en spiller der ene og alene er i London takket være årets første seks måneder. Han har tabt fire af sine seneste fem kampe og ikke slået en top-20 spiller siden juni.

Hvis Djokovic skal genfinde selvtilliden og spillet efter nogle måneder under vanlig standard, kunne han ikke ønske sig en bedre modstander. Thiem er i regulær risiko for at ende som gruppens punching bag.

Når jeg ikke vover at skrive, han ender som gruppens punching bag, er det fordi, det de øvrige spillere i gruppen også er i en sørgelig forfatning.

Milos Raonic har haft et skadesplaget og generelt ringe efterår. I US Open røg han ud til verdens nr. 120, Ryan Harrison, i 2. runde. Siden har han tabt i 1. runde til Mikhail Youzhny, i 2. runde til Jack Sock, i 1. runde til Ricardas Berankis og trukket sig med skader inden kampen i de to semifinaler, han har spillet sig i – senest mod Andy Murray i lørdags i Paris.

Det er derfor en smule tvivlsomt, om den hårdtservende canadier overhovedet når at blive klar. Hvis ikke han bliver det, er den lille vævre David Goffin førstereserve (verdens nr. 10, Tomas Berdych, har endt sin sæson for at passe på sin blindtarm). Goffins h2h mod Djokovic er 0-4, men han slog Gael Monfils i Shanghai tidligere på efteråret.

Gruppens sidste spiller er den flamboyante franskmand Gael Monfils. Han har i karrierens efterår haft sin vel nok bedste sæson og er ligeledes debutant ved World Tour Finals. Monfils imponerede til US Open, hvor han først spadserede gennem sine første fem kampe uden at afgive et sæt for derpå at spille den mest absurde slam-semifinale i nyere tid mod Djokovic i semifinalen.

Efterfølgende har han tabt i semifinalen i Tokyo til Nick Kyrgios, i 3. runde i Shanghai til David Goffin samt senest til verdens nr. 61, Gasto Elias, i Stockholm. Ligesom Raonic døjer han med en skade og er derfor en smule usikker – han spillede slet ikke Paris Masters, som han ellers elsker, i håbet om at blive klar til London.

Djokovic’ ukarakteriske krise

Med de modstandere og deres respektive formkurver eller mangel på samme er det overordentligt svært at se Djokovic som andet end storfavorit til at gå videre som gruppevinder.

Hvis det da ikke lige var fordi, at Djokovic selv har hutlet sig igennem tilværelsen, siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, efter at have vundet stort set alt, han kom i nærheden af i næsten to år.

Siden da har han:

Det er med andre ord ikke en usårlig Djokovic, der indtager London i år. De seneste fire år har han ellers kun tabt én kamp – sidste år i gruppespillet til Roger Federer (hvorpå Djokovic slog Federer i finalen), som siden Wimbledon har plejet en knæskade og derfor heller ikke er med.

Mindre end usårlig kan dog også gøre det. Men når både Bautista-Agut og Cilic kan hente deres første sejre mod den nu tidligere verdensetter, må resten af feltet alt andet også lige lugte blod.

Semifinalister: Djokovic og ? Monfils kunne godt nuppe den ene plads, hvis han er fit for fight. 

John McEnroe Group: Murray, Wawrinka, Nishikori, Cilic – you cannot be serious!

Mens Djokovic på papiret får det let, kunne Murray ikke få det sværere. Hed Murray Trump til efternavn, ville han sikkert brøle: “The system is rigged”. 

Ikke alene har hans modstandere rent faktisk slået ham før – to af dem har slået ham i seneste indbyrdes opgør for blot et par måneder siden, og den sidste, Wawrinka, har slået ham tre gange ud af de sidste fire indbyrdes kampe, inkl. sidste år i gruppespillet.

I indbyrdes opgør er Murray 9-7 mod Wawrinka, 7-2 mod Kei Nishikori (som slog ham ud af årets US Open i kvartfinalen) og 11-3 mod Marin Cilic (som slog ham i Cincinnatti-finalen i august).

Murray har tabt under en håndfuld sæt siden Davis Cup-nederlaget til Juan Martin del Potro i september og har som sagt vundet fire turneringer på stribe og 19 kampe i træk. Men uden på nogen måde at forklejne den indsats, der vitterligt har involveret nogle flotte sejre, så var der ikke én eneste top-10 spiller blandt modstanderne.

Som Federer sagde inden World Tour Finals i 2011  (læs Federers øvrige sjove og grove jabs mod Murray i linket), hvor Murray også havde haft et flot efterår:

I’m not taking anything away from what he did but was Asia the strongest this year? I’m not sure. Novak wasn’t there, I wasn’t there and Rafa lost early. But it has been a good effort by him after losing to Kevin Anderson in Montreal

(Federer vandt World Tour Finals det år, mens Murray ikke nåede ud af gruppespillet).

Fra på mandag er der pludselig tre top-10 spillere i træk, der tilmed alle også er i god form. Marin Cilic har som nævnt lige slået Djokovic for første gang nogensinde i sidste uge, og ugen før vandt han finalen i Basel over Kei Nishikori.

Nishikori slog Murray i US Open, før Stans tunge grundslag gjorde det af med ham i fire sæt i semifinalen. I Basel slog japaneren bl.a. del Potro på vejen mod finalenederlaget til Cilic og i Paris tabte han respektabelt til Jo-Wilfried Tsonga i tredje sæts tiebreak.

Wildcardet Wawrinka – som måske snarere er en favorit end et wildcard

Wawrinkas form kan dårligt kaldes decideret god – siden sin US Open-triumf har han tabt til både Alexander og Mischa Zverev, Gilles Simon og senest nr. 91, Jan-Lennard Struff.

a_wawa

Men hvad Wawrinka gør mellem slams eller mellem en slam og World Tour Finals er sjældent en særlig god indikator for, hvordan han præsterer, når det virkelig går løs. Inden årets US Open-finale mod Kei Nishikori havde han således ikke en én eneste top-10 sejr fra i år – to kampe senere stod han med to og sin tredje slam-finalesejr over en verdensetter.

Stan the Man spiller sin fjerde World Tour Finals og har de øvrige år vundet to og tabt én i gruppespillet – for derpå at tabe semifinalen alle tre år. Alle seks nederlag er til The Big 3 – to til hver.

I 2014 havde han sågar hele fire matchpoint mod Federer i semifinalen:

De modstandere, han har tabt til, er derfor enten ikke med (Federer og Nadal) eller i en helt anden form (Djokovic). Han slog som sagt Murray i gruppespillet sidste år, og han slog Marin Cilic i gruppespillet i 2014.

Wawrinka lægger ud mod Kei Nishikori, som han fører 4-2 over i indbyrdes opgør, 3-2 på hard court. Han har ikke tabt til Cilic siden 2010 og fører 10-2 i h2h, 5-2 på hard court.

Stan the Man må derfor være favorit til at følge Murray i semifinalerne. Men hverken Cilic eller Nishikori (7-5 til Nishikori i indbyrdes, 6-4 på hard court) er på nogen måde uden chancer.

Det er de fire spillere, der har vist de højeste peaks de seneste måneder, der alle er havnet i samme gruppe.

Og det betyder, at alle rent faktisk kan slå alle.

Murray, der med sine 19 sejre i træk, burde være skyhøj favorit, har ikke nogen imponerende track record i World Tour Finals, hvor han ikke har nået semifinalen siden 2012, kun er nået i semifinalen tre gange i alt og aldrig nået finalen på sine otte forsøg.

Ikke desto mindre må det forsigtige bud på to semifinalister være Murray og Wawrinka.

Og det frække bud på en samlet vinder? Stanimal, hvis han overlever sin pulje. 

25 Oct

Kan Andy Murray skubbe Novak Djokovic af tronen?

murray-djokovic_3562890bI næsten 13 år har verdens bedste tennisspiller altid enten heddet Federer, Nadal eller Djokovic til efternavn. Om få uger kan et nyt navn måske føjes til den eksklusive liste. Sport fortalt ser nærmere på, hvad der skal til for, at skotten Andy Murray skubber den ellers så suveræne serber af tronen. 

Af Anders Høeg Lammers

Tennis er ikke, hvad det har været. For første gang siden før Roger Federers første Wimbledon-sejr i 2003 er hverken Roger Federer eller Rafael Nadal i top-4 på verdensranglisten.

De to aldrende stjerner har tilmed begge trukket stikket for resten af sæsonen for at pleje skader og – forhåbentlig – vende stærkt tilbage næste år. Federer gjorde det allerede efter Wimbledon for at styrke det knæ, han fik opereret efter Australian Open, Nadal meddelte i torsdags, at han havde overforceret sit comeback efter en håndledsskade og derfor fokuserer på at blive helt fit igen.

Murrays aktie stiger, mens Djokovic’ falder

Men den enes død er den andens brød. For mens Fedal har været under niveau hele sæsonen, er Andy Murray godt i gang med sin bedste sæson nogensinde.

Den er faktisk så god, så han efterhånden må siges at have en realistisk chance for at overtage Novak Djokovic’ ellers så suveræne  position som verdensetter. Det til trods for, at Djokovic fører 13-2 i indbyrdes opgør i de seneste tre år og 3-1 i år, inkl. to sejre i årets første grand slam-turneringer.

Men mens Djokovic’ formkurve har været faldende lige siden han vandt sin fjerde slam på stribe ved French Open i juni, har Murrays omvendt været støt stigende. Den kumulative effekt af de to kurver er tydelig at se på årets rangliste, også kaldet the race, hvor Murray nu blot er 915 point efter Djokovic mod hele 3.225 point efter French Open-finalen.

På Murrays kalender er der tre turneringer tilbage, næste uges ATP-500 i Wien, derpå direkte videre til sæsonens sidste Masters-turnering i Paris efterfulgt af World Tour Finals i London. Det giver 3.000 point at spille om. Djokovic, som kun deltager i de sidste to turneringer, kan højst indsamle 2.500 point.

Er det realistisk, at Murray outperformer Djokovic med mindst 915 point resten af sæsonen?

Djokovic har historikken på sin side

Ser man på deres aktuelle formkurve, er svaret ja. Ser man på deres historik i de respektive turneringer, er svaret entydigt nej.

Djokovic har vundet Paris Masters de seneste tre år (fire gange i alt) og World Tour Finals de seneste fire (fem gange i alt). Omvendt har Murray én sølle finale i Paris som bedste resultat dér og udelukkende semifinaler at fremvise fra World Tour Finals.

Underlaget – en relativt langsom lavt hoppende indendørs hard court – er så godt som identisk de to steder, og det passer Djokovic væsentligt bedre end Murray.

Murray har, historisk set, ikke været god til at generere sin egen fart, og som kontraspiller har han, ligesom Lleyton Hewitt, foretrukket de lidt hurtigere baner – i særdeleshed i de interne opgør mod Djokovic. Samtidig er han en af de bedste spillere i vind, hvilket han ikke kan bruge til meget indendørs.

Djokovic elsker til gengæld underlaget i London og Paris. Han spiller tættere på baglinjen og tager bolden tidligere end Murray, hvorfor hans timing har gavn af, at der er så få elementer i spil som muligt.

Samtidig er hans defensiv nærmest uigennemtrængelig i London, hvad en perlerække af modstandere har fået at føle gennem tiden, mens han eget spil er stabilt nok til, at modstanderen på et tidspunkt enten laver en fejl eller giver ham en kort bold at angribe på.

Ivan Lendl er Murrays kyllingevogter

Alligevel er der dog grund til at tro på, at Andy Murray – og resten af feltet – har en større chance, end de plejer mod Djokovic i sæsonens sidste turneringer.

Siden French Open-finalen har Djokovic tabt til Sam Querrey i 3. runde i Wimbledon, vundet Montreal (mod et let felt, da de fleste koncentrerede sig om OL), tabt i 1. runde ved OL til del Potro, tabt US Open-finalen til Stan Wawrinka efter at have modtaget en badebillet til finalen og senest tabt i semifinalen i Shanghai til Bautista Agut efter at have været i voldsomme problemer mod ranglistens nr. 110, Mischa Zverev, runden forinden.

Uden at gå i dybden med nogle af delene har Djokovic talt om manglende motivation efter at have overvundet al modstand med fire slam-titler på stribe, problemer i privaten, forskellige småskader og har, ifølge flere mediers udlægning, antydet muligheden af ikke at fortsætte det ellers så succesrige samarbejde med Boris Becker.

Noget bedre er det gået for Murray. Siden French Open-finalen har Murray fået Ivan Lendl tilbage som træner og har vundet Wimbledon, OL (som man ikke længere får ATP-point for), Beijing og Shanghai samt tabt finalen i Cincinatti til Marin Cilic og kvartfinalen i US Open til Kei Nishikori.

Murray har haft et fantastisk 2016, også før Lendl kom tilbage, men alligevel kan den rolige tjekke tilføre noget, som den evigt iltre og selvkritiserende skotte har brug for. I radio24syvs Wimbledon-magasin talte tennistræneren Jens Seibæk og værten Anders Haahr Rasmussen om, at Ivan Lendl var Andy Murrays ‘kyllingevogter’.

En kyllingvogter sikrer, at man går efter sine slag, når mulighederne byder sig. Den lettere defensive og perfektionistiske Murray har karrieren igennem haft en tendens til at spille for passivt – især i de største kampe mod de andre i Big 4. Men med Lendl i boksen som sin kyllingevogter tør han gå efter sine slag, han tør lave flere fejl, og han slår sin forhånd markant tungere.

Hvorvidt Lendl også kan hjælpe Murray til at blive en regulær rival for Djokovic i de indbyrdes opgør, har vi endnu til gode at se. Men sidste gang de to dannede par (2012-2013) vandt Djokovic kun 5-4 i indbyrdes opgør – siden står den som sagt hhv. 13-2 i alt og 3-1 i år.

murray-lendl

Går Djokovic’ dominans et brat stop i møde?

Det er notorisk svært at spå om, hvornår de store mestre går fra at være dominerende til pludselig at være i karrierens efterår eller det, der er værre.

Borg var verdens bedste tennisspiller frem til French Open i 1981, men tabte både Wimbledon og US Open-finalen til McEnroe samme år og trak sig efterfølgende fra tennis. McEnroe selv havde et formidabelt 1984, hvor han vandt 82 kampe mod blot tre nederlag. Han vandt aldrig en slam igen.

Mats Wilander vandt tre slams i 1988, resten af karrieren tilbragte han mest et godt stykke uden for top-10. Roger Federer sad på tre ud af fire slams, da han vandt Australian Open i 2010, siden har han blot vundet en enkelt. Tilsvarende vandt Nadal tre ud af fem slams i sit comeback i 2013 og frem til French Open 2014, siden har to kvartfinaler været hans bedste slam-resultater.

Er Djokovic med ét gået fra at være en lean, mean winning machine – fra efteråret 2014 til og med årets French Open vandt han nærmest alt, han rørte ved – til at være på et tilsvarende tipping point i sin karriere?

Alderen, han bliver 30 til maj, taler for i forhold til, hvornår spillerne historisk har toppet.

slamalder

Søjlediagrammet ovenfor er fra 2011. Siden da har Federer, Wawrinka, Djokovic, Murray, Nadal og Cilic føjet flere til i aldersgruppen 24-31. 

Omvendt er alderen gået helt ekstremt i vejret for spillere i top-10, top-20, top-100 etc. over de seneste ti år. Og selvom både Milos Raonic, Kei Nishikori og Dominic Thiem alle er yngre og i top-10, er det ikke umiddelbart dem, der er Djokovic’ største trusler.

Det er stadig den ‘gamle’ garde i form af Murray (som er født i samme måned og år som Djokovic), Wawrinka, der fylder 32 næste gang og Federer, der fylder 36 til august, han har det umiddelbart sværest med.

Men hvis motivationen pludselig ikke er, hvad den har været, er det alt, hvad der skal til.

Personligt hælder jeg til, det er et midlertidigt problem. Djokovic har simpelthen for meget at spille om og for stor en professionalisme til, at han kan tabe motivationen permanent på det her gyldne tidspunkt i sin karriere. Boris Becker sagde, ganske vist før Wimbledon, noget lignende.

Han har vundet 12 slams, to færre end Sampras og Nadal og fem færre end Federer. Han har 222 uger som verdens no. 1, 80 uger færre end Federers rekord. Han har med andre ord en reel og semirealistisk chance for at hente Federer i historiebøgerne – ikke mindst på grund af manglen på tydelige konkurrenter (Lendls Murray delvist undtaget), der er på nippet til at vippe ham permanent af pinden.

Murray har 2 chancer for at blive nr. 1

Men tilbage til Murray. Vinder han Wien, hvilket han bør, hvis han fortsætter på samme niveau, er han kun 415 point efter Djokovic inden årets to sidste turneringer.

Vinder han både Wien og Paris, skal Djokovic i finalen i Paris for at bevare et forspring på sølle 15 point inden London. Og så har vi i den grad the final showdown. 

Djokovic må dog stadig være pæn favorit til at bevare positionen som verdensetter året ud, dels fordi han har et forspring at tære af, dels fordi underlaget i Paris og London som sagt passer ham bedre end Murray.

Men skulle det ikke lykkedes Murray i år, er der rige muligheder i begyndelsen af næste år. For mens Djokovic fører med 915 point i årets race, fører Murray med 1860 point siden årets grussæson gik i gang. Det vil med andre ord sige, at Djokovic skal vinde mindst 1860 point flere end Murray, før næste års Monte Carlo.

Det plejer han også at gøre, men dels spiller Murray som sagt væsentligt bedre, end han plejer, og dels ser Djokovic væsentligt mere sårbar ud end tidligere.

Et kvalificeret gæt er derfor, at Djokovic beholder sin plads som verdensetter året ud, men at Murray overtager positionen på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste halve år.

Og så kan han forhåbentlig også blive den rival, Djokovic har manglet i flere år.

14 Aug

Murray kan skrive historie, men bliver han også historisk?

Andy Murray

Som den første singlespiller nogensinde har Andy Murray muligheden for at vinde to olympiske guldmedaljer. Skotten har været i finalen i samtlige Grand Slam-turneringer og vundet både US Open og Wimbledon. Alligevel kæmper han af og til fortsat med at vinde briternes og også mange tenniselskeres hjerter. Måske han endelig er på vej ud af skyggen?

Af Nicolai Lisberg

Han har vundet første sæt i sikker stil med 6-1 mod italienske Fabio Fognini. Spillet er kontrolleret og stabilt. Publikum er med ham. For nu. For allerede ved anden bold i andet sæt tipper det over til Fogninis fordel. Lidt simpel diskuteren med dommeren og straks begynder buh-råbene. En britisk journalist ved siden af mig udbryder et stille ”fucking typical”.

Jeg spørger ham, hvad han mener, og han uddyber og fortæller, at Murray aldrig bliver en publikumsfavorit. Han ejer ikke charme og karisma, og det er for robotagtigt, det han laver, lyder kritikken.

Kritikken forekommer mig umiddelbart en smule overdrevet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se pointerne bag.

For Andy Murray er ikke nogen publikumsfavorit. Så langt fra endda. Ikke en gang i Storbritannien er der fuld opbakning til en af deres bedste tennisspillere nogensinde. Heller ikke selvom han blev den første brite til endelig at vinde Wimbledon, siden legendariske Fred Perry gjorde det i 1936. For i de fleste briters øjne er Murray, der er født i Glasgow, skotte.

YouGov har fra 2011 -2016 løbende lavet undersøgelser med det simple spørgsmål: Ser du Andy Murray som skotsk eller britisk sportsudøver? Resultatet er ikke til at tage fejl af. Ved Wimbledon-sejren i 2013 var Murray mere britisk end nogensinde før ifølge briterne, mens han var mere skotsk efter diverse nederlag i Grand Slam-finaler.

Når briterne ikke ubetinget hylder den sportsudøver, som brød Wimbledon-forbandelsen efter 77 år, er det ikke kun, fordi det er ”fucking typical”, og fordi Murray mangler charme og karisma, når han går rundt og brokker sig og bander over sig selv på tennisbanen. Det har også politiske årsager.

Da Skotland i 2014 skulle stemme om deres selvstændighed, afviste Murray i første omgang at give sit besyv med. Men kort tid inden afstemningen kunne man på hans twitterprofil læse, at han erklærede sin støtte til ja-siden. Det skabte stor røre, og selvom han efterfølgende forsvarede sine synspunkter, indrømmede han dog, at han var gået for vidt, og at han i fremtiden ville holde sine politiske synspunkter for sig selv.

Den fjerde musketer

Murrays togt efter britisk gunst er dog løbende blevet mere succesfuldt. Tårerne og den smukke tale efter Wimbledon-finalenederlaget til Federer i 2012 viste publikum, hvor meget det betød for ham. Det efterfølgende OL-guld på “hjemmebane” mod selvsamme Federer halvanden måned senere samt Wimbledon-titlerne i 2013 og 2016 og ikke mindst Davis Cup-sejren i 2015 har fået briterne til at bløde en del op. Nu mangler han så bare resten af verden så at sige.

Her er vi nemlig tilbage ved den robotagtige stil, som den britiske journalist beskrev ovenfor. Murray er hverken charmerende som Djokovic, vild og voldsom som Nadal eller elegant som Federer. Og selvom han er bedst på græs, er han ikke specialist på et specifikt underlag i samme grad, som Nadal er det på grus. Murray er en all-rounder, der kan det det hele, men på nær sin dobbelte baghånd og sine returneringer måske ikke har de helt store spidskompetencer. Og all-roundere, de bliver altså sjældent de mest populære.

Skåret ind til benet er Murray måske bare uheldig med at være en del af en gylden tennisgeneration. Han var længe den fjerde musketer, der ikke fik lov til at sidde med ved højbordet, når Djokovic, Federer og Nadal fordelte Grand Slams. Udover OL-guldet i London er det også ”blot” blevet til tre slamtitler for den 29-årige Murray.

Til sammenligning har Djokovic vundet 12, Nadal har hentet 14, mens Federer topper med 17 Grand Slam-sejre. Alle tre har også ligget nummer et på verdensranglisten på skiftende tidspunkter, mens Murray aldrig har været højere placeret end nummer to.

På vej ud af skyggen

Men måske Murray snart får lov til at få sin helt egen plads ved det fine bord. I 2016 har han været i finalen ved både Australian Open, French Open og endelig Wimbledon, som han vandt.

Ved OL har han trods problemer undervejs, særligt mod Fabio Fognini og Steve Johnson, vist den kynisme, han tidligere blev beskyldt for at mangle, når det virkelig gjaldt. På pressemøderne og i mixed zone efter kampene har han udvist overskud. Murray virker til at være, for nu at bruge en fortærsket sports kliché, i balance med sig selv.

Søndag skal han forsøge at udnytte den balance til at vinde OL-finalen mod Juan Martin del Potro, der var ude i en over tre timer lang gyser mod Nadal i semifinalen. Dermed står Murray alt andet lige med de bedste kort – især fordi finalen skal afgøres i bedst af fem sæt frem for bedst af tre. Vinder Murray finalen, bliver han den første singlespiller nogensinde til at vinde to olympiske guldmedaljer. Måske den historiske præstation også gør ham historisk. Måske.

Mændenes finale ventes at gå i gang ca. kl. 21 i aften og kan følges på DR.