14 Jun

Den sidste sommer med Pirlo

Pirlo2

Når lyset den 13. juli slukkes på Estádio do Maracanã og den sidste overvægtige FIFA-official har spist sig mæt på Brasiliens regning, er det samtidig farvel til landsholdsfodbold for en af vores tids største fodboldspillere. Italiens fodboldkonge, Andrea Pirlo, abdicerer fra landsholdstronen. I den anledning har han netop udgivet selvbiografien, Penso Quindi Gioco (Jeg tænker, derfor spiller jeg). En bog, der på mange måder lever op til millionær-sønnens elegante fodboldspil. En bog, der med sit sprog og sine intelligente refleksioner indeholder mere intellektuelt tankegods end de fleste af tidens populære fodboldbiografier. Men det er også en beretning, der – måske – ligesom Pirlo selv, er en tand for poleret og korrekt. Et værk uden glidende tacklinger og høje albuestød.

Af Tyson Lyall

Andrea Pirlo ser ikke sig selv som en traditionel fodboldspiller. Han opfatter med egne ord det ædle spil på en anden måde end sine kollegaer. Det er et spørgsmål om udsyn. Om at have et bredere perspektiv.

For Andrea Pirlo handler boldspillet ikke så meget om taktik. Fodbold er snarere geometri.

”Jeg er i stand til at se the bigger picture,” konstaterer han i sin nyudkomne biografi Penso Quindi Gioco. Rummene ser simpelthen større ud for Pirlo, når han befinder sig på en fodboldbane. Hvor de fleste fodboldspillere har blikket rettet mod den nærmeste medspiller, ser Pirlo hele tiden banen for sig i fugleperspektiv – påstår den italienske gentleman selv.

Det er en højtflyvende beskrivelse af egne evner, men særligt med baggrund i den 35-årige midtbanespillers seneste tre sæsoner for mesterholdet Juventus, lader der til at være en vis ræson i beskrivelsen. Andrea Pirlo ser ting, få andre fodboldspillere gør.

Den unikke analytiske fodboldhjerne og den supplerende elegance har den norditalienske deltids-vinbonde taget med sig over i litteraturens verden. Med sin selvbiografi har han sammen med medforfatter Alessandro Alciato leveret en erindring, der tilbyder langt flere intelligente refleksioner og velovervejede betragtninger end andre af tidens populære fodboldbiografier, som Alex Fergusons My Autobiography (2013), Zlatan Ibrahimovic’ Jag är Zlatan Ibrahimović (2011) eller Stig Tøftings roste No Regrets (2005).

Refleksioner over et straffespark

I Penso Quindi Gioco præsenteres læseren således for en række velformulerede, filosofiske overvejelser om livet som fodboldspiller, hvor særligt ungdomskarrieren og forholdet til landsholdstrøjen tildeles mange ord i den ellers ganske korte biografi.

Eksempelvis illustrerer Pirlos flere sider lange passage om sit straffespark fra VM-finalen i 2006 mod Frankrig, hvordan han formår at sætte sig udover den konkrete fodboldkontekst og finde mening og betydning, der transcenderer et simpelt spark til en bold. Her beskriver han således blandt andet, hvordan han i sin gang fra midterlinjen til straffesparkspletten får en åbenbaring i forhold til sit syn på hjemlandet.

”Aldrig havde jeg forestillet mig, at øjeblikket før en straffesparksafslutning ville kunne åbne mit sind så vidunderligt og tilbyde mig denne højere forståelse. Jeg kunne nu se de indre mekanismer i en bil, der var mangelfuld, fuld af defekter, dårligt kørt, gammel og udtrådt, men dog stadig fuldkommen unik. Italien er et land, man elsker lige netop af disse årsager.”

Modsat eksempelvis de nævnte biografier fra Tøffe, Fergie og Zlatan er Pirlos værk samtidig renset fuldstændig for en underlæggende tone af, at alle andre spillere, trænere etc. var idioter eller statister i forfatterens herredømme. Pirlo praler ikke. Han nedgør ikke, og han undergraver heller ikke. Som det er tilfældet med hans fodboldspil, lader hans ærinde derimod til at være at skabe noget smukt, noget velovervejet og nyskabende.

Eksemplet med overvejelserne før straffesparket i 2006 illustrerer imidlertid også, hvilket pompøst sprog, bogen er skrevet i. Som læser ser man Pirlo for sig, siddende en sen sommeraften på sin veranda med udsigt over egen vinmark med et glas rødvin i hånden. Den tredje flaske er snart drukket, men mesteren er i forrygende fortællehumør. Storladent, men lige netop ikke for selvsmagende. Og samtidig ganske læseværdigt.

Et enkeltstående selvmål

En enkelt gang leverer han og medforfatteren dog et ærgerligt fejlskud. I sin beskrivelse af AC Milans nu legendariske nederlag til Deportivo La Coruña i Champions League kvartfinalen i 2004, hvor italienerne på udebane smed en 4-1 føring fra hjemmekampen, insinuerer han, at spanierne skulle have været påvirkede af ulovlige, præstationsfremmende stoffer under kampen. Uden noget bevis eller nogen overbevisende argumentation fremstår det derfor som en uklædelig fejlaflevering, der hverken kendetegner Pirlo eller bogen generelt. La Coruña har i øvrigt – modsat Pirlos nuværende klub, Juventus – ikke været dømt eller anklaget for brug af doping.

Eksemplet er dog en klar undtagelse, og man skal ikke gå i krig med Pirlos selvbiografi, hvis man er på udkig efter endnu en af fodboldverdenens sladderinficerede biografier. Her er ikke kontroversielle afsløringer af slagsmål på træningsbanen eller beretninger om vanvittige byture. Der er ingen nævneværdige angreb på tidligere holdkammerater eller trænere.

Fyldepennen fra Milano

De få provokerende udsagn formår han i stedet at sende af sted som små veltilrettelagte stikpiller, der især går i retning af AC Milans direktør Adriano Galliani. Det sker, når Pirlo eksempelvis antyder, at han skrev under på sin Juventus-kontrakt med den afskeds-fyldepen Galliani gav ham med fra Milanello. En fyldepen, der er i øvrigt er genstand for en passage, der næppe har sin mage i en moderne fodboldbiografi. Her med noget nær Jørgen Lethske betragtninger:

”En fyldepen. Smuk, ganske vist, men stadig blot en fyldepen. En Cartier: skinnende, en smule tungere end en kuglepen, bærende AC Milans klubemblem. Men stadig kun en fyldepen. Med blå i blækkammeret. Gode, gamle blå. Jeg kiggede på fyldepennen, lod den vandre i min hånd, som et spædbarn, der betragter sit første, bløde stykke legetøj. Jeg studerede tingesten fra flere sider i en søgen efter skjulte rum eller mening. Jeg prøvede på at forstå. Prøvede så hårdt at jeg kunne mærke en hovedpine melde sig og et par dråber sved løbe ned over mit ansigt. Endelig: et glimt af klarhed nåede mig. Mysteriet var løst. Det var rent faktisk blot en kuglepen. Intet ekstra tilføjet. Dens opfinder havde ladet det være ved det. Med vilje? Hvem ved…”

Takker af efter VM

Det blå blæk i fyldepennen kan Pirlo med fordel bruge på at skrive det sidste kapitel i sin landholdskarriere med Gli Azzurri. Når sommerens slutrunde er forbi, er det sidste gang, Pirlo har trukket sin elskede landholdstrøje over hovedet med det velfriserede hår og det trimmede fuldskæg.

Verdensmesterskabet har han allerede vundet i en karriere, der indeholder et antal meritter, der er få fodboldspillere forundt. Andrea Pirlo må i den forstand være at betragte som én af de største spillere i dette årtusinde. Som han også selv bemærker i biografien, er han dog i flere omgange blevet overskygget af andre af tidens superstjerner – særligt målscorere som to gange Ronaldo og Lionel Messi eller troldmændene Ronaldinho og Zidane.

Det kunne måske have set anerledes ud, hvis Pirlo havde fået muligheden for at vise sig frem i en storklub udenfor Italien. Det kunne have været i Real Madrid eller F.C. Barcelona, som begge i det foregående årti ihærdigt forsøgte at lokke den daværende Milan-spiller ind i folden.

Pirlo selv ville (formentlig til mange Milan-tilhængeres irritation) med egne ord have kravlet på alle fire til Spanien, hvis A.C. Milan havde givet ham lov til det. Han blev imidlertid på italiensk jord, og her vokser hans kreativitet stadig. Vinbonden har sans for det med modning, og den næste måned vil vise, om den tænkende, italienske fodboldkonge endnu engang har regnet den ud.

Nyd den sidste slutrunde med Andrea Pirlo.

12 Sep

The Italian Job – Om Nicklas Bendtners skifte til Juventus

Af Morten Øyen Jensen.

Nicklas Bendtner er langt fra det topnavn af en angriber Juventus’ fans havde håbet på. I de fleste italieners øjne er ”Big Ben” blot den flabede dansker, der ikke formåede at spille sig ind på holdet i Arsenal. Han må nok også først og fremmest ses, som en lejeaftale, der skal konsolidere bredden på mesterholdet, der nu også skal kæmpe i Champions League.

Førstevalg bliver han næppe i den nærmeste fremtid, med Sebastian Giovinco, Mirko Vucinic og Alessandro Matri foran i angrebshierarkiet. Og så bør man heller ikke helt glemme Fabio Quagliarella, der trods begrænset spilletid på grund af skader, forlængede sin kontrakt i april.

Alligevel er Bendtners skifte til Juventus interessant. For selvom Juventus gik ubesejret gennem Serie A i sidste sæson, så var det trods alt på en noget målfattig baggrund: Defensiven var Europas bedste, kun 20 mål gik ind over sæsonens 38 kampe. Men holdet formåede samtidig kun at score 68 mål. Det var kun to mål mere end Napoli på femtepladsen, og seks mål mindre end AC Milan, der i øvrigt også vandt en kamp mere end Juventus.

Målmaskine søges
Og måske endnu mere sigende: Alessandro Matri blev topscorer for Juventus med kun 10 træffere over hele sæsonen. Det er næsten kun en tredjedel af Zlatan Ibrahimovic, der lavede 28 fuldtræffere i Serie A-sæsonen. Endnu værre er scoringsraten for øjeblikkets førstevalg i angrebet, Mirko Vucinic: 9 mål på 102 forsøg!

Derfor er Juventus på udkig efter den målmaskine, der vil nette mere end de obligatoriske 20 gange i sæsonen for et mesterhold. Et bud er klubbens eget opdræt Sebastian Giovinco, der er kommet tilbage efter et vellykket ophold i Parma. Han viste sig som målscorer i Parma, men den utrolig lave fodboldspiller (1,64m mod Bendtners 1,95m), ses mere som ”kreatøren” og ”oplæggeren” end den egentlige ”målmager”.

Derfor er opdrættet for Nicklas Bendtner faktisk meget enkelt: Vis du kan score mål!

Sker det, kan Bendtner til gengæld spille på et hold, der har den storhed, det ofte siges han tillægger sig selv. Han vil for første gang spille på et hold, der er favorit til mesterskabet og hvor de italienske forventninger til holdets formåen i Champions League er skyhøje.

Fiat-familiens storhold
Med Juve-præsidenten Andrea Agnellis ord:

”Det er et år, ligesom et hvilket andet for Juve, for Juventus vil altid starte ud med at ville vinde alt – det er i vores historie og i vores DNA. I Italien vil vi stræbe efter at genvinde mesterskabet og i Europa må vi tro på, at vi igen kan drømme”.

Og netop familien Agnelli har Juventus i årene. Myten om klubben vil, at holdets venstre back i 1924, Antonio Bruna, også arbejdede på bilfabrikken Fiat og gjorde store protester fordi han ikke måtte få fri fra arbejde til at træne med holdet. Til sidst nåede protesterne helt op til ”direktøren for det hele”, Fiat-grundlæggeren Giovanni Agnelli, der straks gav Bruna lov til at træne med det lokale hold. Samtidig opfordrede han sin søn Edoardo Agnelli til at engagere sig i klubben. Og det har Fiat-familien været lige siden.

Og med stort held, kan man sige. ”Den gamle dame” er blandt de mest succesrige fodboldklubber overhovedet. Det er den klub, der har vundet flest italienske mesterskaber, og som blandt andet mellem 1995 og 2003 var at finde i fire Champions League-finaler.

Den forfulgte klub
Når klubben de senere år ikke har været med i kampen om titler, skydes det da også i mindre grad ambitionerne, og i højere grad retsvæsnet.

Første hug fra retsvæsnet fik Juventus i starten af 00’erne, hvor klubben blev beskyldt for systematisk doping på succesholdet i slut 90’erne. Blandt andre Alessandro Del Piero, Zinedine Zidane og Gianluca Vialli måtte alle i vidneskranken i ”Processo Juve”. Kort efter blev det endnu værre da klubben i maj 2006 blev kædet sammen med den store match fixing skandale ”Calciopoli”: tvangsnedrykning til Serie B blev en realitet, og stjerner som Lilian Thuram, Fabio Cannavaro og Zlatan Ibrahimovic forlod klubben.

Men holdet har stædigt rejst sig igen. Den gamle Juventusspiller Antonio Conte blev gjort til cheftræner sidste sommer, og han har på rekordtid skabt et fysisk stærkt, fleksibelt hold, der til tider nærmest sprudler af vitalitet. Og da mesterskabet kom i hus i næstsidste spillerunde i forsommeren – da Juventus slog Cagliari 2-0, mens AC Milan tabte 4-2 til ærkerivalerne fra Inter – var det lidt som om, at endelig fik Juventus lidt fortjent hævn på alt og alle.

For hævntørst og genfunden stolthed har været definerende for det hold Conte har skabt.

Rygraden på holdet: målmanden Gianluigi Buffon (anfører), forsvarsspilleren Giorgio Chiellini (vice anfører) og midtbaneslideren Claudio Marchisio (2. vice anfører) var en del af holdet, der var nede at vende i Serie B. Samtidig har det ikke været vanskeligt at få øje på den hævntørst og det trods, der har drevet holdets store stjerne og kreatør, 33 årige Andrea Pirlo, til nye højder det seneste år (og som de fleste fik at se til EM) – efter han sidste sommer var blevet vejet for let af de forsvarende mestre AC Milan til at kunne beholde sin ”egen” plads i spilformationen (Pirlo blev skubbet væk fra ”hullet” foran forsvaret og ud i siden, mens Mark van Bommel overtog positionen foran forsvaret).

Trænerens ånd
Dette hævnmotiv, dets fandenivoldskhed og evne til at hive sig selv op ved hårrødderne har kendetegnet Juventus under Antonio Conte. Og mest iøjefaldende har det været i den helt utrolige kamp i Napoli, som endte 3-3, og den meget omdiskuterede kamp på San Siro mod AC Milan, der endte 1-1.

Antonio Conte var selv samme slags fandenivoldske fodboldspiller for Juventus i 1990’erne, som hans hold udstråler nu. Han var selv på anklagebænken under ”Processo Juve”. Og over sommeren har Conte fået ny næring til offerfortællingen, da han kort før sæsonstart blev idømt 10 måneders karantæne for ”kendskab til match fixing”, fra da han var træner for Sienna. En anklage han naturligvis på det kraftigste har afvist, og som derfor kun har bekræftet holdets fans i, at Juventus bliver forfulgt af de italienske sportsmyndigheder.

I praksis kommer dommen dog ikke til at spille en nævneværdig rolle. Antonio Conte er stadig cheftræner, træner holdet til daglig, sætter holdet og styrer slagets gang. Det må bare fysisk ikke foregå på sidelinjen under kampene. Det gør til gengæld nu hans tidligere assistenttræner Massimo Carrera.

Og Contes ”ånd” har heller ikke forladt holdet, selvom han ikke længere sidder på bænken under kampen. Det har været tydeligt under de første to kampe i årets Serie A, som Juventus vandt over Parma og Udinese.

Her blev det også slået fast, at holdet starter med Giovinco og Vucinic på toppen og fortsætter med 3-5-2 formationen, som det italienske landshold også lod sig inspirere af under EM-slutrunden (Juventus bagkæden, målmand og forsvarer, er foruden en af Europas vel nok bedste, også det italienske landsholds foretrukne bagkæde). Men selvom det ligner at være den foretrukne formation, så viste sidste sæson, at Juventus-holdet er enormt fleksibelt og konstant udvikler sig.

Fra 4-4-2 til 3-5-2
Sæsonen startede Conte med en ret klassisk 4-4-2, men lod hurtigt sine midtbane wings være så offensive, at der blev spekuleret i, at formationen måske snarere var 4-2-4. Når formationen blev omtalt sådan understregede det ud over fokus på de to wings også den særlige rolle de to på midten har for holdet: ”dirigenten” Pirlo og ”slideren” Marchisio.

Gennem sæsonen viste nyindkøbet, chileneren Arturo Vidal, sig som sæsonens åbenbaring, og der blev derfor gjort plads til ham i start 11’eren ved siden af Marchisio – dermed kunne Pirlo trække lidt tilbage i forhold til de andre på den centrale midtbane, og igen spille i sin foretrukne rolle i ”hullet” foran forsvaret. I første omgang blev formationen derfor til en 4-3-3 med Simone Pepe og Vicinic eller Qualiarella på fløjene i front, mens Matri eller Marco Boriello var i midten.

Men for at beholde bredden og samtidig farten over kanterne lod Conte formationen udvikle sig til 3-5-2 med ”rigtige” wings. I sidste del af sæsonen var det startformationen, men føromtalte kamp mod AC Milan viste også, at holdet er fleksibel i forhold til formationen: Da Juventus kom bagud i kampen mod AC Milan og stadig have svært ved at sætte sig på kampen, vente holdet ”tilbage” til en stærkere bagkæde med fire forsvarer.

Bendtners mulighed
Contes hold har vist, at det er et meget fleksibelt hold, der har flere strenge at spille på. Hertil er Bendtner faktisk en fin erhvervelse. For det første er det kun en ”billig” lejeaftale, og slår han ikke igennem, kan klubben lade ham være Arsenals problem til næste sommer. Er han en succes, kan han blive.

Og Nicklas Bendtner kan måske ligefrem bidrage til Contes projekt. I første omgang er han blevet sat på kur. Men filosofien på Contes hold er meget tydeligt den, at ofrer man sig for holdet – og er en angriber, som laver mål – så vil man også blive valgt. Bendtner har i sin relativt unge alder en del international erfaring, og umiddelbart kunne han let falde ind ved siden af den lille kreative Giovinco eller udgøre et par med Vucinic. Bendtner har fra Arsenal-tiden også erfaringer med andre opgaver i angrebet, ligesom han på landsholdet kan indgå i en 4-3-3’ish formation.

Hvordan Conte har tænkt sig at bruge ham, har vi stadig til gode at se. Hans hold er langt fra statisk, så Bendtners position er heller ikke givet. Med det antal kampe, Juventus får denne sæson, skal han dog nok komme i spil.

Bendtner afgør derfor selv i høj grad, hvor længe hans italienske job skal vare.

08 Jul

Hvad kan erstatte verdens bedste forsvar?

Af Morten Øyen Jensen

”Vi skal spille mere iderigt; det er ikke nok bare at vinde”.

Så enkelt formulerede den italienske landstræner Cesare Prandelli den stræben, der gjorde Italien til EM-slutrundens store overraskelse. Ordene faldt på pressemødet efter Italiens sejr i gruppespillet over Irland. Kampen havde været domineret af italienerne, der vandt 2-0. Da Spanien samtidig vandt 1-0 over Kroatien var Italien videre til kvartfinalen.

Den normale fortælling om italiensk fodbold ville være, at med avancement var ”opgaven løst”. Oftest bygger fortællingen på, at italiensk fodbold er kedelig og chancefattigt. Men den stil ligger langt fra Prandellis idealer. Og med ham ved roret, er der skabt en fornyet debat om ”filosofien” bag det italienske landshold: Ud med Catenaccioens stærke fokus på forsvaret for at holde modstanderen fra at score og så udnytte modstanderholdets fejl. Og ind med en ny stolthed efter italienernes ynkelige optræden ved VM i 2010. Her stemplede ”gli azzuri” ud efter gruppespillet, dårligere placeret end Slovakiet og New Zealand.

Cesare Prandelli er kendt for at diktere boldbesiddende, offensivt fodbold fra sin tid i spidsen for Fiorentina. Og det var også det mandat han fik, da han blev udnævnt til landstræner. Men måske lidt overraskende for nogle, så valgte det italienske fodboldforbund også en træner, der er spydspids for en dominerende trend i Serie A: trænere, som vil have deres hold til at spille boldbesiddende, offensivt fodbold. Derfor vil ”revolutionen” på landsholdet også fortsætte, selvom alle italienske alarmklokker ellers kunne kime efter det ydmygende nederlag til Spanien i EM-finalen.

Det første varsel

Prandellis projekt med landsholdet har været undervejs i små to år. Det er bare først under EM-slutrunden, projektet for alvor er blevet kendt og testet.

Italien strøg nemlig lige igennem kvalifikationskampene, som suveræn etter. Idet var der intet unormalt. Men ser man på hvordan det skete, så besejrede italienerne blandt andet Estland med et antal af afleveringer, som ligger over FC Barcelona-niveau. Det spanske tiki-taka-hold har i sine kampe næsten 800 afleveringer i en kamp i den spanske liga, mens Arsenal har godt 530 i Premier League. Italien gennemførte 829 afleveringer i kampen mod Estland.

I åbningskampen mod Spanien overraskede italienerne med et tre-mands forsvar mod de forsvarende verdens- og europamestre. Det var i høj grad initieret af Juventus-midterforsvareren Andrea Barzaglis skade, som holdt forsvarsgeneralen ude af de to første kampe. Men selvom formationen ikke før havde været prøvet i en officiel kamp på landsholdet, var den allerede kendt for en række spillere og gennemprøvet i Juventus med stor succes på deres vej til at blive italienske mestre.

Romas Danielle De Rossi blev skubbet fra midtbanen ned i forsvaret – en rolle Luis Enrique har afprøvet ham i flere gange i foråret på klubplan. Ideen var, at De Rossis boldbegavelse giver ham muligheden for at træde frem på banen og være bindeled til midtbanen, når Italien var boldbesiddende. Ser man på statistikken, lykkedes det også i høj grad (De Rossi havde faktisk flere afleveringer end Pirlo i denne kamp).

Foran De Rossi var italienernes ”metronom” Andrea Pirlo, der under kyndig beskyttelse fra Claudio Marchisio og Thiago Motta, ville få plads til at dirigere tempoet i italienernes offensive spil. Herfra ville Pirlo kunne spille bolden tilbage til Giorgio Chiellini eller netop De Rossi fra forsvaret, tage en runde om sig selv og pumpe bolden bredt ud til kanterne Emanuele Giaccherini eller Christian Maggio. Eller han kunne, hvis plads, tage en dribling og stikke den dybt til angriberen, som han gjorde ved målet af Antonio di Natale.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=UAQyQrgCF1c&w=560&h=315=1&start=93]

Selvom italienerne ikke nåede op på den samme boldomgang som spanierne, havde holdet lige så mange chancer og gav spanierne åbenlyse problemer. Efter kampen understregede Prandelli overfor pressen, at han kun spillede med tre bagtil, mens de to kanter var med til at gøre spillet mere bredt og ellers styrke kontrollen af midtbanen. Spaniens træner, Vicente Del Bosque, var heller ikke nærig med at rose italienernes tilgang til kampen. ”De spillede os ansigt til ansigt,” sagde han efterfølgende, og roste italienerne for at være chanceskabende og på niveau med hans eget hold.

Tilbage til 4-3-1-2

Italien fortsatte spilstilen mod Kroatien og Irland – og vendte samtidig tilbage til den normale 4-3-1-2 (”diamaten” fra AC Milan), hvor Pirlo ligger dybt og er spilfordeleren. Men det var først med semifinalesejren over Tyskland, at holdets succes ikke længere blev regnet for en tilfældighed.

Inden havde Italien udspillet et noget tamt engelsk landshold i kvartfinalen: Her havde Italien en boldbesiddelse på 68 procent, gennemførte 837 afleveringer, og havde 36 skud mod englændernes mål.

Alligevel skulle kampen afgøres på straffespark, hvilket rejste spørgsmålet om Prandellis stil var for ineffektiv. Men landstræneren fastholdt, at holdet ville fortsætte tilgangen selv mod stærke Tyskland.

Det tyske hold kom til kampen som favoritter, men forsøgte alligevel at justere taktikken for at stække italienernes metronom, Pirlo. Ved at spille med Toni Kroos fra start ville tyskerne tage kampen op på midtbanen: Kroos, Bastian Sweinsteiger og Sami Khedira mod Claudio Marchisio, De Rossi og Pirlo. Men hvor den tyske midtbane ikke fik megen defensiv hjælp fra hverken Lukas Podolski eller Mesut Özil deltog Riccardo Montolivo i arbejdet for at vinde kampen om midtbanen fra ”hullet” bag angriberne.

Holdopstillingen, Tyskland-Italien

Samtidig svarede Mario Balotelli på kritikken af det ineffektive italienske angreb med to scoringer – sat i scene først af Antonio Cassano og senere af Riccardo Montolivo med en lang aflevering fra egen banehalvdel.

http://youtu.be/BtIIRZ2KAyc?t=1m

Ydmygende nederlag

Semifinalen gav et rygstød til Prandellis tilgang til kampene: Hyldesten var nærmest total, da de italienske sportsjournalister klappede anerkendende af ham, da han ankom til pressekonferencen efter kampen. Men få dage senere blev holdet kørt over af et hidtil kedeligt spillende spansk hold, som modsat italienerne formåede at toppe på finaledagen.

Nederlaget på 4-0 er det største Italien har oplevet på denne side af 2. Verdenskrig. Holdet var naturligvis yderst uheldige med udskiftningerne (Antonio Cassano havde kun form til en halvleg, mens Giogio Chiellini og Thiago Motta udgik med skader, sidstnævnte så Italien måtte spille med kun 10 mand i 30 minutter). Men de beslutninger falder tilbage på træneren, som havde en række andre muligheder på bænken. Efter nederlaget kan det nærmest virke naivt, at Prandelli en god uge inden havde stået og talt om, at det ikke var nok at vinde, det skulle også gøres på en særlig måde.

Men selvom et italiensk medie (La Repubblica) efterfølgende skrev, at der ikke var tale om en ”finale, men en massakre”, så har der været utrolig lidt kritik af nederlaget i de italienske medier. Tværtimod har der været stor opbakning til Cesare Prandelli og hans projekt, der indtil nu er udset til at løbe til efter VM i 2014.

Serie A anno 2012

At der er så stor opbakning skyldes nok to ting: Ingen havde regnet med det italienske landshold inden slutrunden, og at nå finalen er trods alt langt over godkendt. Og så hænger det sammen med, som nævnt ovenfor, at ”filosofien” afspejler Serie A i disse år. Det italienske landshold rekrutterer i stor stil fra Serie A: Blandt de 23 på holdet til EM var det kun Balotelli (Manchester City) og tredje målmanden Salvatore Sirigu (Paris St Germain), som spiller i udlandet (Domenico Criscito fra Zenit St. Petersburg blev hjemsendt inden, mens Giuseppe Rossi fra Villareal var skadet og derfor ikke blev udtaget).

Storhold som AC Milan og Juventus er spilstyrende hold, og deres koncept og spilstamme udgør som hovedregel rygraden på landsholdet. Men den spilstyrende, offensive tendens ses også hos andre topklubber i Serie A: Napolis meget offensive, chanceskabende spil var årets store overraskelse i Champions League. Roma forsøger sig som en slags italiensk udgave af FC Barcelona. Først hyrede klubben Barcelonas ungdomstræner og tidligere storspiller Luis Enrique. Og til den kommende sæson har hovedstadsholdet ansat Zdenek Zeman fra nyoprykkerne Pescara, der har spillet ekstremt offensivt fodbold på deres vej til Serie A. Også Inter er, med Andrea Strammaccioni i spidsen, ved at opbygge et nyt ungt, spændende storhold.

Onde tunger siger, at det større fokus på ungdom og offensivt fodbold hænger sammen med, at Italien bare ikke længere producerer forsvarsspillere af den kaliber som legenderne Baresi, Tassoti, Costacurta, Maldini, Cannavaro eller Nesta var. Det er der nok noget om. I finalen blev italienernes mangler i hvert fald noget udstillet af Spanien. Prandelli har dog ikke tænkt sig at ændre i konceptet, men vil fortsætte ”revolutionen”. Det slog han fast overfor verdenspressen lige efter finalen:

”Vi kom til europamesterskabet for at følge en ide om, hvordan fodbold kan spilles,” sagde landstræneren og understregede, at projektet stadig ikke er nået så langt, at holdet er klar til at vinde en turnering – endnu!