03 Feb

Super Bowl 50: Mannings sidste rodeo?

Denver, USA - JANUARY 19: Denver Broncos vs New England Patriots AFC Championship at Sports Authority Field. The Denver Broncos defeat the New England Patriots. Peyton Manning celebrates after the win. (Photo by Anthony J. Causi)

Fortid og fremtid kolliderer, når Peyton Mannings Denver Broncos og Cam Newtons Carolina Panthers ramler ind i hinanden i jubilæumsudgaven af Super Bowl

Af Søren Ditlev Monrad

Da kyniske og forsvarstunge Denver Broncos havde slået allestedsnærværende og altid konstante New England Patriots i AFC-finalen, var alle kameraer rettet mod Peyton Manning og Patriots superduo, headcoach Bill Belichick og quarterback Tom Brady, da det klassiske ”tak-for-kampen-vi-respekterer-jer-noget-så-eftertrykkeligt-håndtryk” skulle uddeles på banens midte.

Da Belichick og Manning – måske de to mest uforanderlige figurer i de seneste 15 års NFL – mødte hinanden på midten, lænede Broncos-quarterbacken sig frem mod Belichicks øre og sagde passende og tilpas højt nok til, at kameraerne kunne fange det: ”This might be my last rodeo, so, it sure has been a pleasure.”

Og selvom om Peyton Manning tillod et lille ”måske” i sætningen, så er få i tvivl om, at Super Bowl 50 endegyldigt er endestation for Manning. Med en Broncos-sejr er det ikke mindst svært at se incitamentet for snart 40-årige Peyton Manning til at blive ved med at tage imod tørre tæsk fra tykke og trodsige forsvarsspillere. Men intet er som bekendt sikkert, før man har hørt det fra hestens egen mund.

Peyton Manning står i sin fjerde Super Bowl, men har i sine tre første forsøg kun formået at vinde én af de sagnomspundne Super Bowl-ringe. Det må siges at være skuffende for manden, som har modtaget mere personlig hæder end nogen anden i NFL. Fem gange har Peyton Manning fået at vide, at han er den mest værdifulde spiller i ligaen – MVP. Ingen anden spiller har gennem historien prøvet det mere end tre gange.

Derfor er det en smule paradoksalt, at Manning efter snart tyve år i ligaen kun er løbet af sted med det hele en enkelt gang, når tre andre quarterbacks inden for samme periode har præsteret bedre. Tom Brady, New England Patriots (fire titler), Ben Roethlisberger, Pittsburgh Steelers (to) og lillebror Eli Manning, New York Giants (to) har alle været mere succesfulde, hvis man kun kigger på titler.

Kan man forestille sig Manning uden Brady?
Har man først sagt Peyton Manning, må man unægtelig også sige Tom Brady. Gennem mere end 15 års parløb har de to været de toneangivende spillere i ligaen. De to, som alle andre har kigget på og forsøgt at kopiere. Henholdsvis 38 og 39 år gamle har de to quarterbacks været uadskillelige i alt deres forskellighed og mødt hinanden 17 gange (11-6 i Bradys favør).

Manning er løbet med det meste af den personlige hæder, mens Brady (i stærkt parløb med headcoach Belichick) har hevet de trofæer hjem til New England, som det hele i bund og grund handler om, ligesom han har været skarp som ingen andre i playoffs. Mannings problem er, at Brady går over i historien som den mest vindende quarterback af de to, mens Manning har underpræsteret, når der har været mest pres på. Brady har en uhørt rekord i playoffs – 22 sejre og ni nederlag – mens Mannings statistik lyder på mere menneskelige 13-13.

Brady har vundet seks conference-finaler (og spillet 10!), mens Manning har vundet fire. Og så står der som tidlige nævnt 4-1 til Brady i den vigtigste kategori – Super Bowl-sejre. På søndag kan Manning dog pynte på den statistik ved at afslutte karrieren med sejr nummer to.

Hvorfor bliver Manning regnet som den bedste spiller?
De største sportsstjerner får ofte kæmpestore prædikater påklistret, men man overdriver ikke ved at sige, at den ældste af Manning-brødrene revolutionerede NFL, da han kom ind i ligaen, og i årene der fulgte viste sit lederskab og spil-intellekt. Få sportsgrene er i så udpræget grad som amerikansk fodbold et coaching game. Nogle kalder det skak med muskler, og hoben af trænere på sidelinjen vil ingen ende tage.

Med Mannings indtræden i ligaen fik vi måske den mest intelligente spiller på den vigtigste position i amerikansk sport (en NHL-målmand må komme ind på en sikker andenplads). Ingen har som Manning været i stand til at improvisere og ændre spil på linjen, når modstanderen gjorde noget uventet, og har kunnet skabe noget ud af intet. Manning har levet af sin forudseenhed og intellekt og mindre af sin atletiske formåen. Efter sigende skulle Manning have memoreret hele Colts’ playbook på en enkelt uge, da han tilbage i slutningen af forrige årtusinde blev generalen i Indianapolis. Manning er ganske enkelt ikke blot headcoachens forlængede arm. Med sin tilstedeværelse og spilforståelse fungerer Manning som headcoach dybt inde i centrum af spillene – et perspektiv alle headcoaches må misunde manden.

Hvad er problemet så?
Manning anno 2016 er kort og godt meget langt fra at være MVP-Manning. Efter en helt igennem forfærdelig kamp mod Kansas City Chiefs i uge 10, hvor han kastede fire interceptions og præsterede en passer rating på 0,00, blev Manning hevet ud af headcoach Gary Kubiak og erstattet med fremtidens mand, Brock Osweiler. Efterfølgende humpede Manning rundt med en fodskade, men selv da han blev klar igen, tøvede Kubiak med at smide ham tilbage på banen og foretrak i stedet at stille med unge Osweiler.

Sidste uge i den almindelige sæson fik Manning dog igen lov til at lede angrebet, da han blev skiftet ind i anden halvleg mod San Diego Chargers og ændrede et potentielt nederlag til sejr. Se Mannings elendighed mod Chiefs her.

Men Manning og angrebet er andenviolin. Broncos har sæsonen igennem tæsket deres modstandere ved at stille med et frygtindgydende forsvar på banen og har tilladt færrest yards til modstanderne sæsonen igennem. Von Miller drev gæk med Patriots’ offensive linje igennem hele AFC-finalen, og han får eminent opbakning af DeMarcus Ware og et driftig og kompetent secondary.

Hvad med Panthers?
Mens Manning i den grad repræsenterer fortiden, så har Carolina Panthers superstjerne, supermanden Cam Newton, i modsætning været sprudlende og til stede hele sæsonen. At Cam Newton bliver dette års MVP, må være tydeligt for alle. Panthers har tabt to kampe de seneste 13 måneder, men alligevel bliver omgivelser og modstandere ved med at undervurdere de hyperoffensive pantere.

Sep 20, 2015; Charlotte, NC, USA; Carolina Panthers quarterback Cam Newton (1) warms up before the the game against the Houston Texans at Bank of America Stadium. Mandatory Credit: Sam Sharpe-USA TODAY Sports

Vi har igen-igen en Super Bowl, hvor det er angrebsfootball over for forsvarsfootball. Panthers har lavet flest point gennem sæsonen, og det skyldes to mænd – offensive coordinator Mike Shula og sæsonens mand i skysovs og superheltekappe Cam Newton. Det er i det hele taget imponerende, at Panthers har formået at vinde kamp efter kamp. For offensiven er super endimensionel og centreret omkring Newton. Panthers næstmest glimtende stjerne Luke Kuechly spiller oven i købet i forsvaret. Newton er på mange måder antitesen til Peyton Manning.

Han er et atletisk monster, der løber, kaster og improviserer i kraft af sin fysik og samtidig giver den som en glad og opmærksomhedskrævende skoledreng, der nyder hvert eneste sekund på banen, mens han slår kolbøtter over forsvarsspillere på vej ind i endzone. Se ham in action her.

Hvad bliver afgørende?
Manning og Broncos spillede en horribel Super Bowl for to år siden, hvor de blev kørt fuldstændigt over af Seattle Seahawks-defensiven og tabte med 35 point. I år er rollerne byttet om. Broncos er holdet med de defensive kvaliteter, der i en times effektiv spilletid vil forsøge at ødelægge Cam Newtons og Mike Shulas højoktane og ofte højtscorende offensiv.

NFL Nows eksperter Ike Taylor og Maurice Jones-Drew er hver især blevet bedt om at pege på en enkelt ting, som de to hold absolut skal opfylde, hvis de vil løbe af sted med det hele. De peger knapt så overraskende på punkter, som ikke nødvendigvis har været de to holds bread and butter gennem sæsonen.

Carolina Panthers skal have maksimalt udbytte af widereceiver Ted Ginn Jr., som skal have succes med sine dybe løb. Det skal tvinge Broncos-forsvaret til at dække mindre kompakt og koncentreret op, så Cam Newton kan få skudt hele arsenalet af med både korte og lange kast og løb. Derudover skal Panthers bygge videre på en stærk defensiv, som de har haft held med mod både Seattle Seahawks og Arizona Cardinals i deres to første playoff-kampe. Formår Panthers fire defensive linemen at stresse Manning, få bolden ud af hænderne på ham og skabe mere end én turnover for tredje kamp i træk, så er Panthers et godt stykke af vejen mod deres første Super Bowl-triumf.

Denver Broncos skal derimod have gang i en massiv produktion af yards fra deres runningback-duo, C. J. Anderson og Ronnie Hillman. 13 gange siden 2014 har Broncos løbet for mere end 125 yards, og alle 13 gange har de vundet. Som med så meget andet handler det om, at Broncos kan blande løb og kast i et tilpas forhold, så Panthers defensiv ikke får held med at dække banen på samme måde hele tiden.

Derudover fremhæver Ike Taylor og Maurice Jones-Drew det helt åbenlyse; at Manning skal lade være med at kaste interceptions. Manning har en enestående elendig touchdown-til-interception-ratio med ni touchdowns og hele 17 interceptions i år. Det lyder umiddelbart alarmerende for Broncos-offensiven, men Manning har faktisk vendt bøtten og har ikke kastet en eneste interception siden sin famøst forrykte præstation mod Kansas City Chiefs.

Bookmakerne har Panthers som storfavorit til at hive en sejr med hjem til Carolina, hvilket ikke er så mærkeligt, når man ser på, hvilken fantastisk stime og sæson de har gang i. Det er selvfølgelig en fest, som Manning og Broncos vil gøre alt for at lukke. Spørgsmålet er, om Peyton Manning fløjter en sejrs- eller nederlagsmelodi, når han som en anden Lucky Luke rider væk fra opmærksomhed og footballkarriere med udsigt til solnedgangen for allersidste gang? Natten mellem søndag og mandag er vi meget klogere.

Super Bowl bliver spillet, når søndag bliver til mandag (dansk tid) – klokken 00.30. I år udgår duellen fra Levi’s Stadium, Santa Clara, Californien.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *