26 Nov

Skak – sport eller stormagtspolitik?

Skak

Vil man forstå den globale stormagtspolitiske udvikling, kan man med fordel kigge nærmere på udviklingen i skakkens verden. Norske Magnus Carlsens sejr over inderen Viswanathan Anand varsler nok ikke Norges kommende globale dominans, men den viser, at verden er blevet mere pluralistisk.

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen 

De fleste kender historien om Bobby Fischer. Den amerikanske infant terrible der ene mand skulle forsøge at vælte den sovjetiske dominans i skaksporten. Kampen i Reykjavik mod russeren Boris Spassky blev ikke set som en traditionel sportsbegivenhed, men kom til at stå som en forlængelse af den kolde krigs rivalisering mellem USA og Sovjetunionen på lige fod med eksempelvis våbenkapløbet, rumkapløbet samt konkurrencen om at fremvise de højeste vækstrater.

Den evige rivalisering

Med opsendelsen af Sputnik i 1957 havde Sovjet taget føringen i rumkapløbet. Men USA fik med månelandingen i 1969 igen overtaget. Våbenkapløbet havde USA ført siden atombomben i 1945, men Sovjet pustede konstant den kapitalistiske rival i nakken.

Vækstraterne var imponerende begge steder. Men mens Sovjetunionen frem til slutningen af 1950erne havde haft de højeste vækstrater, var den planøkonomiske model i starten af halvfjerdserne ved at miste pusten. USA havde i 1972 overhalet Sovjetunionen, og den kapitalistiske model viste sig på flere og flere områder at være planøkonomien overlegen.

Derfor blev alle aspekter af det offentlige liv set i relation til rivaliseringen mellem de to stormagter. Hvem havde de dygtigste forskere? De bedste atleter? etc. Sovjet brugte derfor sin dominans i skaksporten til at propagandere for Sovjetkommunismens overlegenhed.

Den amerikanske udfordring

Alle verdensmestre siden 2. Verdenskrig havde således været borgere i Sovjetunionen, og alle store udfordrere var tilsvarende produkter af den sovjetiske skakmaskine. Men i 1972 stod der pludselig en 29-årg amerikaner, som havde vundet retten til at udfordre den regerende verdensmester, Boris Spassky.

Den blotte udsigt til potentielt at tabe verdensmesterskabet til den kapitalistiske rival var i sig selv et skrækscenarium. Men kampen mellem Spassky og Fischer symboliserede på flere niveauer spændingen mellem de to ideologier. Fischer stod for en spontan og uortodokse spillestil, som kom til at symbolisere frihedsideologien fra vesten. Omvendt var Spassky et produkt af den sovjetiske skole, som var baseret på stramme systemer uden plads til pludselige indskud.

Fischer endte som bekendt med at vinde kampen, hvorefter han gik i et 20-årigt eksil. I den periode genoptog Sovjetunionen sin dominans, men nederlaget til Fischer var betydningsfuldt. Det varslede nedturen for kommunismen og USA’s indtog som verdens førende supermagt.

Den tredje verden rejser sig

Den næste store udfordring for Sovjetunionen kom imidlertid ikke fra USA. I 1985 var den liberale Garry Kasparov – noget imod den politiske ledelse i Moskvas præferencer – blevet verdensmester. Ti år senere var verden forandret. Sovjetunionen var kastet på historiens mødding, og nye magtcentre så dagens lys.

Under den kolde krig talte man om den tredje verden, som betegnede de lande, der ikke var en del af – eller allieret med – enten østblokken eller den vestlige verden. Indien var et af de største lande i den tredje verden, og op igennem det tyvende århundrede var landet kendetegnet ved stor uro, ydre stridigheder med henholdsvis Kina og Pakistand, samt ikke mindst dyb fattigdom og ulighed. Ikke et land, der blev taget voldsomst seriøst på den globale scene.

Men i 1995 var det en ung mand fra Indien ved navn Viswanathan Anand, som pludselig var første-udfordrer til skaktronen. Kampen blev symbolsk afholdt i USA, nærmere bestemt World Trade Center i New York. Den globale supermagt blev godt nok brugt som vært for kongedysten, men det var den tidligere østblok der mødte en rejsende kæmpe fra den tredje verden. Indien var på vej frem, og selv om Kasparov løb med sejren, stod Anand som symbol på den kommende stormagt.

Udfordreren fra nord

Viswanathan Anand havde tiden for sig. I 2007 nåede han endelig tronen, da han blev den ubestridte verdensmester i skak. Titlen var kommet hjem til det land, der af de fleste anerkendes som skakkens hjemland. Titlen holdt han i seks år – lige ind til en 22-årig nordmand tager den fra ham.

Magnus Carlsen er et af de største skaktalenter nogensinde. Som kun 13-årig gjorde han det, som kun meget få mennesker i verden havde været i stand til. Han spillede lige op med Kasparov – den mand som af langt de fleste eksperter bliver anset som den bedste skakspiller i historien. Og ikke nok med det. Det er Kasparov, som var presset partiet igennem, og det var ham, der måtte kæmpe for at få en remis hevet hjem. Se uddrag fra episoden her, og læg mærke hvordan den 13-årige Carlsen er travlt optaget af, hvad der sker alle andre steder, end i den kamp, hvor han er ved at skrive skak-historie.

Talentet var ubestridt, og nu var hele verden opmærksom på unge Carlsen. Samme år blev han den – på det tidspunkt – næstyngste stormester i historien. I 2013 opnår han den højeste skak-rating i historien. Talentet er så stort, at da han møder Anand er det udfordreren, der er storfavorit. Han skuffer da heller ikke, og efter 10 kampe kan han kåres som ny verdensmester.

Det norske mysterium

Magnus Carlsen er på mange måder et mysterium. For det første fordi han er så god, som han er. Da den tidligere verdensmester, Vladimir Kramnik, tabte til Carlsen, udtalte han, at han stadig opfattede sig som jordens bedste skakspiller – Carlsen var nemlig fra en anden planet, lød begrundelsen.

Fra en anden planet; nok ikke. Men der bred enighed om, at Carlsen er det måske største skaktalent nogensinde. For det andet er det mærkværdigt, at den nye skak-kæmpe kommer fra Norge. Landet mod nord har ingen stærk skaktradition, hvor selv Danmark må siges at være foran med store skakmestre som Bent Larsen, Curt Hansen og Peter Heine Nielsen (der i øvrigt har trænet Carlsen).

Ingen af de to nordiske lande anerkender imidlertid skak som en sportsgren. Derfor er det intet mindre end banebrydende, at vi nu står med en norsk verdensmester, der efter alt at dømme har potentialet til at sidde på tronen i mange år.

Sidst men ikke mindst er Carlsen et mysterium, fordi hverken Norge – eller resten af Europa for den sags skyld – kan siges at være på vej frem på verdensscenen. Skak er altid blevet domineret af stormagter, og selv om europæerne klynger deres håb til EU, så er det svært at konkludere andet, end at Europas globale indflydelse er for nedadgående. Og den lille olienation mod nord er end ikke med i EU.

Vejen til global udbredelse

Hvad Carlsens sejr imidlertid symboliserer er, at skakken langt om længe er ved at blive globaliseret. Det er stadig russere og amerikanere, der dominerer de internationale skak-organisationer, og den siddende russiske formand for FIDE, den Internationale skak-organisation, Kirsan Iljumsjinov sidder tungt på tronen.

Men han udfordres af Garry Kasparov. Selv om den tidligere verdensmester også er fra den tidligere østblok, har han et langt mere globalt udsyn. Og med Carlsen som verdensmester kan det være med til at udbrede interessen for skak og styrke den pluralisering, som først Anand og siden Carlsen har stået i spidsen for.

Hvem ved? måske ender Danmarks Idrætsforbund med at anerkende skak som sport. Det er vel ikke for tidligt, eftersom både billard, dart og minigolf allerede er anerkendt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image