08 Jun

Sidney Crosby – er The Next One igen tilbage som Number One?

Crosby

I forbindelse med den pågående NHL-finaleserie mellem Pittsburgh Penguins og San Jose Sharks stiller Sport fortalt skarpt på superstjernen Sidney Crosbys vej tilbage til toppen.

Af Kresten Lundsgaard-Leth

I disse dage kæmper Pittsburgh Penguins og San Jose Sharks om det eftertragtede Stanley Cup-trofæ i bedst-af-syv-finaleserien i The National Hockey League (eller bare NHL). Penguins fører i skrivende stund 3-1 i kampe, og med endnu to hjemmebanefordele i Consol Energy Center tilbage i ”the Steel City” er the Pens bookmakernes krystalklare favorit til at hente mesterskabet hjem i verdens stærkeste ishockeyliga.

Lige for at sætte tingene i perspektiv: Europæere og andet fodbold-fanatisk godtfolk er vant til at tænke på VM-slutrunden som sportslivets omtrent indiskutable kulmination. Rent sportsligt er niveauet ganske vist lige så højt eller højere, når de europæiske top tier-klubber tørner ud mod hinanden i Champions League-slutspillet, men både prestigemæssigt og fodboldmytologisk står der ikke desto mindre en hel del mere på spil, når VM-slutrunden løber af stablen hvert fjerde år.

NHL over dem alle
Når sagen kommer til nordamerikansk ishockey forholder det sig dog helt anderledes. Det gør klart nok en forskel, at ishockey-VM (modsat den noget mere prestigefyldte OL-turnering) spilles hvert år, men hierarkiet mellem NHL og VM er stadig så totalt trivielt i førstnævntes favør, at fx det danske landsholds største profil, nemlig Frans Nielsen fra New York Islanders, valgte ikke at tilslutte sig en ellers stærkt spillende dansk trup, da Islanders røg ud i kvartfinalen af årets NHL-playoffs, alene fordi – har jeg ladet mig fortælle – Nielsen ikke ville risikere at troppe op med en VM-baseret skade forud for sine nært forestående kontraktforhandlinger i New York.

Det turde være åbenlyst, at ingen professionel fodboldspiller in his right mind vil så meget som overveje at ræsonnere på tilsvarende vis, når VM i Rusland står for døren i 2018. Hele 27 svenske NHL-spillere takkede også nej tak til VM-deltagelse, for nu lige at slå pointen fast med (2)7-tommer-søm.

For Penguins’ kaptajn, den 28-årige Sidney Crosby, står der voldsomt meget på spil i årets finale. Crosby står i en finaleserie for tredje gang, men der er gået hele seks år siden sidste forsøg i 2009, hvor the Pens slog Detroit Red Wings, som de havde tabt finalen til året forinden. I 2009 var Crosby i det hele taget meget tæt på at være konge af verden (især hvis man med ’verden’ mener noget i retning af ’hvad-end-der-har-med-ishockey-at-bestille’), og mesterskabet i 2009 markerede en passende kulmination på Crosbys fire første sæsoner i NHL, hvor han gjorde en intet mindre end fænomenal entré på ishockeysportens elitescene.

The Sidney Crosby Sweepstakes & kampen om Calder-trofæet
Vi spoler yderligere fire år tilbage: Sidney Crosby bliver draftet af Pittsburg Penguins op til sæsonen 2005-2006 og er allerede så profileret på baggrund af sine statistisk set ekstravagante præstationer for Rimouski Océanic i QUJHL i komplet ishockey-tossede Canada, at lodtrækningen om hvilket hold, der vil få lov til at vælge dette års første såkaldte draft pick, i folkemunde undergår en midlertidig navneforandring til ”The Sidney Crosby Sweepstakes”.

Dette held tilfalder the Penguins, der på dette tidspunkt spiller decideret håbløst og nyder den tvivlsomme ære at være ligaens næstmest elendige mandskab. De samme Penguins står vel at mærke med Crosby som kaptajn i en Stanley Cup-finale mod The Red Wings bare tre år senere, hvorefter de året efter går hele vejen.

Man henviser i ishockeytermini ganske selvfølgeligt til alletiders største stjerne – og den ni-dobbelte MVP! – Wayne Gretzky som ”The One”, og i 2005 breder der sig allerede en fornemmelse af, at purunge Crosby formodentlig er en af de mest seriøse ”The Next One”-kandidater, som sporten har set i lange tider.

Noget af det mest iøjnefaldende med hensyn til begyndelsen af Crosbys karriere er pudsigt nok, at det lige akkurat ikke lykkedes ”Sid the Kid” at vinde det prestigiøse Calder Memorial Trophy for årets bedste rookie (= debutant-spiller) efter debutsæsonen i 2005-2006. Denne ”fadæse” skyldes især det arbitrære faktum, at de seneste 10 års anden store superstjerne, nemlig den køleskabsformede men ikke desto mindre voldsomt atletiske målkonge Alexander ”the Great” Ovechkin, af (løn)politiske grunde er ude af stand til at spille i dét, der skulle have været hans debutsæson året forinden, eftersom NHL-turneringen netop det år var lukket ned på grund af en lønrelateret lockout.

Sid the Kid  Vs. Alexander the Great
Der er således – helt usædvanligt – to ultrahypede 1st draft picks, som i 2005-2006 kandiderer til ét og samme Calder-trofæ, som de begge i enhver anden sæson ville have nappet med allerstørste selvfølgelighed.

Kampen herom udvikler sig til et langt highlight reel (med Ovechkins legendariske ”the Goal” som højdepunktet), ligesom den nyder mediernes fulde og selvforstærkende bevågenhed og i øvrigt gøder grunden grundigt til de efterfølgende 10 års uden sammenligning mest prominente ishockey-rivalisering.

Ovechkin ender med voldsomme 106 point (= mål + assists), mens Crosby når 102. Og altså: Blot fem rookies siden sæsonen 1984-1985 har scoret mere end 90 point (inklusiv Ovechkin og Crosby). Calder-trofæet går hermed til russeren med det skarpe skud, den skarpe tunge og den svært uskarpe engelske udtale.

Én af disse fem er i øvrigt canadiske Mario Lemieux, der scorede præcis 100 point i sin rookie-sæson i 1984-1985 og var hovedarkitekten bag The Penguins’ to seneste back to back-mesterskaber i sæsonerne 1990-1991 og 1991-1992. Lemieux, der af mange regnes for historiens næststørste NHL-stjerne (og sikkert den allermest talentfulde), er pudsigt nok i mellemtiden blevet (spillende) ejer af Pittsburgh Penguins. Det er i denne sammenhæng ikke så lidt symbolsk, at Lemieux’ sidste sæson samtidig er Crosbys første, og at Crosby bogstaveligt talt bliver indlogeret hos Lemieux-familien i et par år, da han i 2005 ankommer til Pittsburgh.

Allerede året efter sætter Crosby imidlertid Ovechkin grundigt til vægs ved at score 120 point. Hermed bliver han den første teenager nogensinde i samtlige nordamerikanske sportsligaer til at erobre en såkaldt scoring title (Art Ross-trofæet), ligesom han dertil vinder både Hart-trofæet som ligaens MVP og Lester B. Pearson-trofæet som den mest outstanding spiller. Crosby er endnu kun 19 år gammel, og kun seks andre spillere har tidligere vundet alle tre trofæer i samme sæson.

Skadesplagede år med høje pointgennemsnit
Crosby fører herefter – som vi ved – the Pens til finalen to år i træk, men det er ikke desto mindre føromtalte Ovechkin, der med sin damptromleagtige og højfrekventielle scoringsstil løber med tre af de efterfølgende seks MVP-titler. For så vidt som forklaringen herom ikke blot skal findes i Ovechkins suveræne spil (og det skal den helt sikkert delvist), skyldes dette tronskifte i høj grad, at Crosby bliver ramt af en serie af forstyrrende skader.

Den helt afgørende af disse er en hjernerystelse, som Crosby pådrager sig d. 1. januar 2011 efter at være blevet ramt af en frontal hovedtackling af David Steckel. Symptomerne holder Crosby ude resten af sæsonen såvel som mere end halvdelen af den efterfølgende sæson. I de tre sæsoner mellem 2010-2011 og 2012-2013 spiller Crosby i alt blot sølle 99 kampe ud af de i alt 212 kampe i grundspillet.

Denne skadesstatistik – såvel som Ovechkins på dette tidspunkt solide 3-1-føring hvad angår MVP-kåringer – fortæller imidlertid ikke hele historien. For når Crosby rent faktisk er på isen, er han stadig i særklasse.

Overvej fx følgende statistik: I samtlige af disse tre sæsoner (inklusiv den efterfølgende i 2013-2014, hvor Crosby med 104 point omsider erobrer sin anden scoring title såvel som sit andet Hart-trofæ) er Crosby dén spiller med det allerhøjeste points-per-game-gennemsnit. Crosby har således et pointgennemsnit på hæsblæsende 1,61 i 2010-2011, 1,68 i 2011-2012, 1,56 i 2012-2013 og 1,30 i 2013-2014, hvor han trods det lidt lavere point-gennemsnit (men med en hel sæson under bæltet) stadig vinder Art Ross-trofæet med meget komfortable 17 point ned til Ryan Getzlaf på andenpladsen.

Crosby har i dag NHL-historiens femtehøjeste point-per-kamp-gennemsnit, nemlig 1,327 (hvilket er hele 0,176 højere end Ovechkin). Dette er vel at mærke i en æra, hvor topspillerne scorer markant færre point end i de glade Gretzky-dage, da +150-point-sæsoner ikke var ualmindelige. Spillerne har formentlig aldrig været bedre, stærkere og hurtigere end i dag, men der er alligevel kun fem aktive spillere i top-50 af denne statistik, hvilket sætter en tyk streg under, hvor særlig Crosbys præstation er.

‘Bobby Orr did it, Mario did it and obviously Crosby’s doing it’
Bottom line er, at Sidney the Kid med rimelig stor sandsynlighed ville have kunnet vinde yderligere tre scoring titles såvel som et par ekstra MVP-titler, hvis han havde været rask, hvilket ville have så godt som lukket diskussion om, hvem der egentlig er denne generations største ishockeyspiller.

Og nu står Crosby og the Penguins så tilbage i finalen igen. Hvis det lykkes Crosby at vinde sit andet Stanley Cup-trofæ for næsen af de blodtørstige Sharks fra vestkysten i løbet af den kommende uge, vil Crosby uanset hvad være tilbage på sin retmæssige ishockey-trone. Ingen ringere end Wayne Gretzky lader til at mene noget nogenlunde tilsvarende, da han for et par dage siden blev bedt om at kommentere på sin arvtagers præstationer i dette års playoffs – og ham lader jeg få det sidste ord om Crosby for denne gang:

I watch him play a lot because I admire the way he plays [… ] It’s not a big secret: I think he’s the best player in the game. He just sees the game the right way, he always has […] He’s on a different level when he’s playing like he is right now […] What Sid has is a little bit of an extra gear as far as his passing ability, his playmaking ability, the ability to make players around him on his team that much better […] Guys like Bobby Orr did it and Mario [Lemieux] did it and obviously Crosby’s doing it. He’s just making his team better […] I think for the Penguins to be back in the final after a few years of not being there, they know just how much it means to them and how important it is. I think for [Crosby] personally this one probably means as much or more than even the first one did […] He came in to the NHL under the microscope and with a great deal of pressure on him, and he’s answered pretty much every question there is […] He’s made a franchise really strong, he’s won a Cup, he’s won two [Olympic] gold medals and it just seems like the bigger the game the better he plays and that’s always the sign of a true superstar.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *