25 Apr

Romantikeren mod kynikeren

Wenger og Mourinho

Storkampen på Emirates mellem Arsenal og Chelsea er dysten mellem Premier Leagues to mest formstærke mandskaber. Det er nummer et mod nummer to. Det er Sanchez mod Hazard. Men mest af alt er det Wenger mod Mourinho.

Af Kristoffer Lottrup

Der findes næppe en kamp Arsene Wenger hellere vil vinde. I 12 forsøg har han endnu ikke slået José Mourinhos Chelsea, og mens de blå har scoret 21 gange mod The Gunners, har Wengers mandskab blot lavet seks mål mod Chelsea siden 2004. Man kan levende forestille sig, hvordan monsieur Wenger ofte vågner sveddryppende om natten efter endnu et mareridt om det rædselsfulde og ubarmhjertige 6-0-nederlag til Mourinho og Chelsea på Stamford Bridge i franskmandens kamp nummer 1000 i spidsen for Arsenal i sidste sæson.

Mourinho er i det hele taget en ikonisk figur i historien om Wenger og Arsenals sløje pokalhøst siden det overlegne mesterskab med The Invincibles i 2004. Kort efter triumfen blev portugiseren udpeget af Roman Abramovich som manden, der skulle vælte Arsenal af Premier League-tronen. Siden da har The Gunners blot vundet to FA-Cup-titler og på intet tidspunkt været i nærheden af mesterskabet. En bedrift, der sidste år fik Mourinho til at kalde Wenger for en specialist i fiaskoer.   

Kimen til de herrers dårlige forhold blev lagt i 2005, da Wenger ved flere lejligheder anklagede Mourinho for at bringe sporten i fare med sin afmålte spillestil:

“I know we live in a world where we have only winners and losers, but once a sport encourages teams who refuse to take the initiative, the sport is in danger.”

Mourinho tog siden til genmæle med sin famøse voyeur-kommenter:

“I think he is one of those people who is a voyeur. He likes to watch other people. There are some guys who, when they are at home, have a big telescope to see what happens in other families. Wenger must be one of them – it’s a sickness. He speaks, speaks, speaks about Chelsea.”

Svadaen gjorde ikke overraskende Wenger gal i skralden, og siden har det betændte forhold mellem de to managers virket uopretteligt.

Et særligt fjendskab

I dag fremstår rivaliseringen mellem Wenger og Mourinho som en af de mest udtalte og solide i europæisk topfodbold. Begge managere har flere gange lagt sig ud med andre kolleger, men i ingen af tilfældene har stikpillerne været ligeså insisterende.

Wenger havde sine ture med særligt Sir Alex Ferguson, men i takt med Arsenals transformation fra evig titelaspirant til anden- og tredjeudfordrer, blødte forholdet gevaldigt op.   

For Mourinhos vedkommende er de giftige sammenstød med Pep Guardiola og hans stab velkendte, ligesom han heller ikke er gået af vejen for at prikke hårdt til både Rafael Benitez og Roberto Mancini. Efter sin tilbagevenden til Premier League har han desuden beskyldt Sam Allerdyce’ West Ham-hold for at spille middelalderfodbold, ligesom han har lagt sig ud med Manuel Pellegrini ved flere lejligheder. Siden har han dog beklaget sine udtalelser om Big Sam og forsvaret Pellegrini og Manchester City. Det er svært at se ham give Wenger den samme behandling.    

Noget tyder på, at Mourinho har en særlig evne til at komme ind under huden på Wenger og ramme ham på stoltheden. Som da han tidligere i år med slet skjult sarkasme sagde følgende om Wenger og Arsenal:

“I do not understand why they are not where we are with Man City. He has a dream job. I think every manager in the world would like to have the stability he has. Year after year after year, he has the chance to buy, to sell, to rebuild, to wait for success and wait and wait.”

Pragmatikeren og professoren

Citatet er samtidig et godt billede på de to træneres forskellige forudsætninger og tilgange til sporten. Mourinho har altid været i klubber med enorme budgetter, hvor kravet har været titler fra sæson et. Siden Porto-tiden er han blevet hyret som akut titelmager i både Chelsea, Inter og Real Madrid, og det er helt afgørende for hans måde at spille fodbold på. Mourinho er kynikeren, der hellere vil vinde uskønt end at spille efter et låst koncept. Under et interview i oktober fortalte han Gary Neville, at han ikke er en fundamentalistisk træner, og at han hele tiden tilpasser sit filosofi. Han sammensætter sine hold, så de kan dominere kampende både offensivt og defensivt – især defensivt – og han har haft økonomien til at købe de spillere, han har haft brug for i alle de klubber, han har repræsenteret. Samtidig har kravet om succes været så udtalt, at han har måtte forlade både Chelsea og Real Madrid før tid.

For Wenger ser det anderledes ud. På baggrund af store triumfer i 90’erne og starten af 00’erne har han haft mulighed for at opbygge et imperium, der med en rød tråd, som Morten Olsen kun kan drømme om, har skabt fortællingen om Arsenal, som Englands FC Barcelona (i hvert fald på banen). Et hold, der ikke går på kompromis med æstetik og filosofi, et hold, der giver unge spillere chancen, og et hold, der vil spille hurtigt og dominere kampene. Som Mourinho påpeger har Wenger og hans projekt fået overordentlig lang snor, men det hænger også i høj grad sammen med Arsenals nyere økonomiske historie. Modsat Mourinho har Wenger i en række sæsoner således ikke haft de samme midler til rådighed, efter at Arsenal-bestyrelsen gav grønt lys til det bekostelige byggeri af Emirates Stadium. Kombineret med et ønske om økonomisk ansvarlighed har byggeriet presset Wenger ned i en økonomisk spændetrøje, som han først for nylig er sluppet ud af.   

Skønheden og udyret

Siden har han imidlertid boltret sig på flere transfermarkeder, og med indkøbene af Mesut Özil og Alexis Sanchez er Arsenal tilbage som en økonomisk magtfaktor, der kan konkurrere med de andre topklubber. Der er bare ét problem: Mourinho kan både vinde smukt og grimt. Wenger har det svært med det sidste.

Chelsea har spillet flot og domineret mangt en kamp i løbet af sæsonen. Den knusende 6-3-tilintetgørelse af Everton på Goodison Park i tredje spillerunde, den stensikre 2-0-sejr over Arsenal i november, hvor The Gunners ikke havde et eneste forsøg inden for rammen, og den overlegne 5-0’er ude mod Swansea i januar er gode eksempler på Mourinhos mere offensive, chanceskabende Chelsea-hold.

Omvendt har vi også mødt den defensive, afmålte udgave af Chelsea, der i udpræget grad spiller på modstanderens præmisser. Tag for eksempel sidste weekends storkamp mod Manchester United på Stamford Bridge. Otte point foran og med en kamp i baghånden var det en oplagt lejlighed til at sætte tingene endegyldigt på plads på Broen. Men sådan spiller Mourinho ikke.

I stedet blev vi vidne til et udpræget taktisk hjemmehold, der hver og en var castet til at slå Uniteds spil i stykker spiller for spiller. Enorme Kurt Zouma tog Cesc Fabregas’ plads centralt på midtbanen for at dæmme op for Marouane Fellaini, mens Nemanja Matic blev spændt fast til Ander Herrera. Forsvar og midtbane stod få meter fra hinanden det meste af opgøret, og alt, hvad Chelsea foretog sig, foregik fra et dyyybt udgangspunkt. Og det virkede glimrende. Fellaini rørte kun bolden 52 gange, og Ander Herrera skabte ikke i nærheden af, hvad han plejer. Til gengæld betød et enkelt øjebliks genialitet fra Oscar, at Eden Hazard blev matchvinder. Chelsea har havde den laveste ball possession siden det anerkendte sportsdataanalyseinstitut Opta begyndte at indsamle data i Premier League i 2006. 29 procent af kampen var bolden på Chelsea-fødder, ligesom United havde 400 flere succesfulde afleveringer end det blå hjemmehold. Men det var Chelsea, der vandt. Og det var sådan set fortjent nok.

Efterfølgende var Mourinho selvsagt svært tilfreds:

“I love it. It (Uniteds boldbesiddelse, red.) could have been 99 per cent, that’s no problem, its about the points.”     

Wenger derimod var mindre imponeret. Konfronteret med resultatet konstaterede han tørt:

“Chelsea won 1-0? The usual.”

Nye takter

Men måske er lidt Mourinho i virkeligheden vejen frem for Arsenal. Holdet har en rædselsfuld statistik mod de andre store hold i Premier League. Før denne sæson havde holdet blot hentet 26 ud af 90 mulige point mod de øvrige top-fire hold i siden 2009/2010-sæsonen.

I denne sæson har The Gunners imidlertid slået Manchester City på Etihad ud fra et disciplineret og defensivt udgangspunkt, tre skud på mål og 34 procent boldbesiddelse. På lignende vis var taktikken afventende, da Manchester United blev sendt ud af FA-cuppen på Old Trafford kort tid efter. 

Måske er Wenger ligefrem ved at bløde op. På på sin pressekonference fredag sagde han følgende:

“…What’s important for me is to do what it takes to win the game. It’s easy to defend, if we have to defend then we will defend.”

Den sidste bemærkning var Mourinho naturligvis ikke sen til at gribe:

“It is not easy. If it was easy, he wouldn’t lose 3-1 at home to Monaco. If he defends well he draws 0-0 against Monaco and wins in Monte Carlo. It is not easy to defend.”

Arsenal har vundet otte kampe i streg i Premier League og har ikke været så godt kørende, siden Vieira og Henry førte an for The Invincibles i 2003/2004. Dengang vandt man ni kampe i streg. Mon ikke Mourinho og hans defensiv får sat en kæp i hjulet på tangeringen af den bedrift.

Der er kampstart på Emirates søndag klokken 17.00.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image