28 Mar

Rolf er ren?

IMG_2400

Om tarvelige dopingindrømmelser som dårlige vittigheder – og en sidste sang for Lance

Af Kresten Lundsgaard-Leth

”Når Rolf går i bad, er det vandet, der bliver rent.”

”Rolf har et bijob på et vandværk, hvor han renser vandet.”

”REN, RENERE, ROLF!”

Und so weiter und so fort. Som mange læsere af Sport fortalt ganske givet vil vide, består én af det seneste års mest vellykkede online-vittigheder i en både meget kreativ og samtidig helt igennem absurd gentagelse af mantraet om, at ”Rolf er ren”. For de uindviede (hvis der da er nogen tilbage?) bør jeg nok understrege følgende: Navnet ’Rolf’ peger på den mest vindende danske cykelrytter gennem tiderne, Rolf Sørensen, mens den prædikative forlængelse, ”er ren”, spiller på det faktum, at selvsamme Rolf Sørensen indtil for en uges tid siden var den eneste tilbageværende af 90ernes danske cykelikoner, der endnu ikke havde indrømmet at have brugt præstationsfremmende midler (aka. doping) i løbet af sin professionelle cykelkarriere. Det har han så nu, hvilket dog ikke afholder ”Rolf er ren”-bevægelsen fra stædigt at koge yderligere suppe på vittighedens stadige muligheder for vanvittige variationer. Fx proklameres det i disse dage på ”rolfisternes” Facebook-side, at Rolf lige nu taler i febervildelse eller – i en art uegennyttig sympati med sine aldeles urene eks-kolleger – slet og ret afgiver falsk vidnesbyrd.

Et sådant, bogstaveligt martyrium ville sådan set have passet som fod i hose til de nært forestående påskedage – men come on…: Rolf hverken var eller er på nogen som helst måde ren. Faktisk er det en fuldstændig afgørende grund til, at det har været så satans underholdende at lægge øre til de mange afsindige bud på, hvor ren Rolf er (renere end vaskepulver, sæbespåner, englenumser, edsvorne nonner i cølibat, højglanspolerede gulve, rensdyr etc.), at Rolf netop ikke er ren. Og der eksisterer ganske klart en ironisk-stiltiende kontrakt mellem bevægelsens kreative medlemmer om, at en essentiel del af vittighedens iøjnefaldende potens netop består i, at man holder masken, når man siger det, som ingen i realiteten har troet på.

Eller helt sport/kort fortalt: Det er sjovt at postulere, at ”Rolf er ren” (i fiktionens verden), fordi Rolf helt åbenlyst ikke er spor ren (i virkelighedens verden).

Om man er til ”Rolf er ren”-humor eller ej: Fænomenet er i det mindste en vittighed, der ikke giver sig ud for at være andet end, hvad den er; nemlig en vittighed. Eller rettere sagt: Vittigheden giver sig overfladisk set ud for at være alvorligt ment, men deri består jo netop det vittige i vittigheden.

Mig og Bjarne: En herningensers bekendelser

En mindst lige så stor vittighed, der imidlertid ikke burde være en vittighed, er den måde, hvorpå en række af Danmarkshistoriens mest feterede idrætsidoler i løbet af de seneste år har indrømmet deres respektive (eller rettere sagt: ”despektive”) dopingmisbrug.

For en eksil-herningenser som undertegnede var det naturligvis særligt traumatiserende, da Tour de France-vinderen fra 1996, Bjarne Riis, krøb til korset som storsyndende såvel som -savlende EPO-addict i slutningen af maj 2007. Jeg havde immervæk fem autokrassere fra Bjarnes egen hånd i min øverste skuffe (mindst!); jeg havde ét signeret eksemplar af Bogen Om Bjarne Riis fra 1995 liggende (oven i købet med både temmelig tavse Bjarnes og temmelig meget mindre tavse Jørn Maders signaturer i (se foto!)); jeg havde længe haft en plakat af ”Bjarne i den gule trøje” på væggen i mit i øvrigt gult-malede drengeværelse på Færøvej 6, 7400 Herning (klart nok på den fineste plads lige ovenfor min højt skattede Packard Bell Pentium 133-PC, på hvilken jeg oven i købet kunne få tiden til at gå med et meget primitivt og på alle måder understimulerende cykel-manager-spil, jeg nu har glemt navnet på); jeg havde selv cykelmotioneret i sådan halvseriøst format (uden tvivl animeret af en vis, stolt lokalpatriotisme (mindst!)); jeg har fødselsdag d. 3. april, ligesom Bjarne (og er således præcis 19 år yngre end barndomsidolet) – og som om disse halvbizarre sammenknytninger af skæbnetråde ikke var alt rigeligt: Jeg præsterede absurd nok at blive indlogeret på værelset ”Ørnen”, da jeg i sommeren 1999 flyttede ind på ”Fuglegangen” på Mellerup Fri- og Efterskole. Fik jeg nævnt, at jeg er fra Herning. Tag den.

At tage den havde jeg så til gengæld svært ved i situationen. Ikke mindst fordi Bjarnes offentlige bodsgang var så gennemført blodfattig, halvhjertet og i det hele taget tarvelig. »Jeg har taget EPO. Det var en del af min hverdag«, indrømmede Riis godt nok – men han virkede i situationen hverken særligt ydmyg eller spor skamfuld. Bjarne var rigtig nok påfaldende fåmælt under pressemødet, men jo næppe i dagens ellers samvittighedstyngede anledning, eftersom Bjarne altid var påfaldende fåmælt. Rettere sagt var Bjarne således bare sig selv; nemlig upåfaldende påfaldende fåmælt, så at sige. Bjarne nævnte godt nok også, at Anne Dorthe T. & co. på hjemmefronten længe havde kendt sandheden, men videre personlige blev hans dopingbekendelser på live-TV sandt for dyden aldrig. I stedet ”kulminerede” Bjarnes bekendelser i den lakoniske indrømmelse, at »Jeg står frem nu for holdets skyld. For at vi kan få ro til vores arbejde«. In summa: Jeg var dopet. Bum. Det er jeg ked af. Bum. Lad os komme videre. Tim og Bum.

Efter min opfattelse var og er Bjarne Riis’ indrømmelse en vittighed; og vel at mærke en rigtig dårlig én af slagsen. Det er givetvis tilfældet, at professionel cykelsport i 90erne var præget af en udpræget ”dope-dig-eller-forsvind”-kultur. Det er også tilfældet, at en fyldestgørende forståelse af dopingfænomenet selvfølgelig må tage højde for – og forholde sig til – denne virkelige kontekst. Men alligevel: Der er sgu altid en meningsgivende kontekst, når vi forbryder os mod vore moralske normer (fx et lidt-for-personligt skænderi forud for den lidt-for-lystige julefrokost eller en lidt-for-voldelig far forud for den lidt-for-voldelige søn), men hermed er det personlige ansvars betydning jo hverken blevet meningsløst eller helt ligegyldigt at adressere. Det var nemlig Bjarne selv, ikke Bjarnes kontekst, der valgte at føre sine mange fans (ikke mindst små drenge som mig (snøft)) bag lyset. Og vi troede sgu på ham (måske ikke længere i 2007, men så absolut i 1996). Man må hér holde sig for øje, at Bjarne jo ikke blot har ladet cykelsportens talrige tilbedere tro på en usand historie. Han har også selv levet på en løgn, nemlig, hvilket ret beset betyder, at der er tale om et muligt traume på i al fald to niveauer, nemlig: Løgnen (i) overfor tilhængerne og det dertilhørende, massive tillidsbrud mellem idol og idoldyrkere, for det første. Og løgnen (ii) som Bjarne selv måtte leve på (og med) og den dertilhørende, massive selvfremmedgørelse, for det andet.

Sport og moral – og dårlige vittigheder

Men hvem ved? – kunne man spørge: Måske Bjarne slet ikke har følt sig fremmedgjort overfor sig selv, hvortil jeg helt kort vil svare: Det er muligt, men Bjarne er i så fald en dårlig vittighed. Og hvorfor så det? Jo, fordi et menneske, der er andet og mere end blot en tragikomisk karikatur på et menneske, simpelthen må have en åndelig dybde, der rækker udover behovet for at kunne få »ro til sit arbejde«. Det har nemlig betydning for et menneske, såfremt det lever på en løgn, ligesom det har betydning for et menneske, når dette menneske fører sine dedikerede tilhængere systematisk – og ulovligt – bag lyset i årevis. Det simpelthen betyde noget, fristes jeg til at postulere, og det er ret nærliggende, at betydningen af et sådant (selv-)bedrag vil være både alvorligt og vidtrækkende for bemeldte menneskes selv- og verdensforståelse (og således ikke kun udgør en lokal forstyrrelse af vedkommendes mulighed for at få arbejdsro – oder was?!).

Det er ikke mit ærinde for indeværende at påstå, at Bjarne Riis skulle være en dårlig vittighed endsige en kvasi-karikatur på et menneske. Men netop fordi jeg faktisk har tiltro til, at Bjarne bekymrer sig om andet og mere end sin arbejdsro og følgelig må have været anfægtet af sine løgne, fremstår den uanfægtede professionalisme, hvormed hans tilståelse faldt, som en overfladisk og fornærmende vittighed, menneskeligt set.

Den franske forfatter og eksistenstænker Albert Camus skal engang have udtalt følgende: »Efter mange år, hvor jeg har set mange ting, skylder jeg sporten min sikreste viden om moraliteten og menneskets pligt.« Overdrivelse fremmer nok forståelsen hos den tidligere fodboldmålmand Camus, men frøsnapperen fremfører ikke desto mindre en prægnant pointe med, at sport og sportsfolk blandt andet fascinerer, fordi vi kan lære noget om det menneskelige vilkår i det hele taget gennem sportens prisme; både hvad angår holdånd, heroisme og helligbrøde.

Når det kommer til de danske dopingsynderes meget tvivlsomme bekendelsesmeritter, kommer Camus’ udsagn imidlertid til at fremstå regulært farceagtige. Farceagtigt, tragikomisk og en rigtig dårlig vittighed bliver det nemlig, hvis vores »sikreste viden om moraliteten og menneskets pligt« ikke vil sige andet, end at vi slet og ret må se i øjnene, at Riis indrømmede sin brug af doping, fordi han ville have ro til at komme videre med sit professionelle cykelhold, at Michael Rasmussen for nylig krøb til korset, fordi han sgu sikkert vil i gang med sit eget hold (og med stor sikkerhed får nedsat sin straf af WADA) samt, at Rolf som rosinen i pølseenden nu indrømmer sin såkaldte ”festrygning” (det kalder han det minsandten), fordi han angiveligt vil sikre sin fremtid som sportskommentator på TV-2 (samt fordi han vel efterhånden har ondt i mavemusklerne over de utallige latterkramper, som ”Rolf er ren”-kampagnen må have ført med sig).

Men er det alt? Er det dét, der er at lære efter alle sejrene, alle nederlagene, alle løgnene og al selvbedraget? Hvis (cykel-)sporten ikke har andet at lære os om moraliteten og pligten end at pligten gælder, når den passer præcist med pragmatikkens planlægning, så kunne man ønske sig på Camus’ vegne, at han havde droppet sin påtrængende pathos i ovenstående citat og simpelthen bare havde bekendtgjort (nok en lille smule præmaturt, men alligevel), at ”Rolf er så ren, at hvidhvaskede lagener ligner flittigt brugt lokumspapir til sammenligning”. Eller noget i den stil. Tim og Bum.

Splittelsen i løgnen og det menneskelige drama: En sidste sang for Lance

Et andet og større perspektiv med hensyn til »moraliteten og menneskets pligt« var der så til gengæld over den detroniserede Tour-konge Lance Armstrongs interview i to dele med det amerikanske talk shows efterhånden grå emminence, Oprah Winfrey. Jeg har før skrevet om Lance hér på siden, hvorfor jeg for indeværende skal nøjes med nogle afrundende perspektiver på sagen.

De to samtaler mellem Armstrong og Oprah er – for mig at se – blevet kritiseret på nogle i vid udstrækning forkerte og misforståede præmisser. Lance indrømmer kun sit misbrug, fordi han ikke længere har andre udveje, har det fx lydt. Og Oprah er hverken hård, vidende eller kompromisløs nok som interviewer, har andre beklaget sig. Bevares, begge indvendinger har skam noget for sig; men det er bare ikke det, der er det afgørende. Armstrong ville klart nok ikke have indrømmet sit misbrug, hvis han kunne have sluppet (også dét indrømmer han uden videre i interviewet). Men denne psykologiske kendsgerning medfører jo ikke, at vi skal overtage dén åndsforladte målestok fra cykelsportens kompromitterede kultur, der lyder, at man vinder, hvis man ikke bliver taget i at snyde. Der er nemlig intet vinderagtigt eller misundelsesværdigt over at bedrage hele verden og leve på en løgn, med mindre man udelukkende anskuer det at vinde som en bedrift, der alene måles og vejes på, hvad der udadtil er synligt. Heller ikke selvom man tjener millioner og bliver fejret som folkehelt på baggrund heraf – eftersom man jo hverken vinder på retfærdig vis eller overhovedet er den person, man udadtil fremstår som. Om det i øvrigt nogensinde er efterstræbelsesværdigt at tjene millioner eller at en være feteret folkehelt, vil jeg her lade være et åbent spørgsmål.

Her handler det om at påpege, at det gode ved Lances alvorssnak med Oprah var den måde, hvorpå den bidrog til – begyndelsesvist – at nedbryde cykelrytteren Armstrongs målestok (”som konkurrencemenneske er løgnen et legitimt middel til at vinde”) til fordel for en ny målestok, som mennesket Lance forhåbentlig vil kunne arbejde hen imod (”moralsk set umuliggør løgnen rent faktisk, at jeg kan vinde i mit liv; både med hensyn til mit selvforhold og med hensyn til forholdet til mine medmennesker”).

Og Oprah kunne måske nok have været hårdere og skarpere. Sagen er blot, at en sådan hårdhed og skarphed hurtigt kunne være blevet til en indirekte accept af Lances – og cykelsportens – oprindelige selvforståelse om, at han vitterligt ville have vundet, hvis blot han ikke lige var blevet opdaget. Som jeg hørte Oprahs spørgsmål, undgik hun at blive en brik på denne ”konkurrence-logiske” spilleplade ved at få Lance til at tale om, hvordan han egentlig har haft det med sine løgne såvel som, hvordan han har det med nu at lægge kortene på bordet. Denne mere forsonelige tilgang gav nemlig mulighed for, at Armstrong kunne få lov til at holde en art monologisk dialog mellem de to målestokke eller logikker, der helt åbenlyst krydser klinger for tiden i mandens martrede sjæleliv.

Ind i mellem var det nærmest som at overvære én af de klassiske Anders And-tegnefilm, hvor Anders er ved at gå mentalt op i limningen over de indbyrdes modsatrettede råd fra mini-engle-Anders på den éne skulder og mini-djævle-Anders på den anden. På den éne side kunne Lance nemlig ikke dy sig for at forsvare sit hidtidige syn på doping som en fuldstændig legitim måde at vinde på i en sport, der jo alligevel var gennemsyret af systematisk snyd. Lance var også helt klar i mælet om, at han har slået hårdt og brutalt fra sig, hvis han har følt sig truet. Det hele hører med til konkurrencelogikken, jo, og ”that guy is still there”, som han – for mig at se ærligt – medgav mere end én gang. Men der var også nogle svært interessante øjeblikke, hvor Lances indre konflikt trådte tydeligt frem som et syret både-og, hvor den nye Lance leverer et kommentarspor til Armstrongs vante svar.

»Oprah: Did it feel wrong? Lance: “At the time, no” […] Scary.

Oprah: Did you feel bad about it? Lance: “No.” Even scarier.

Oprah: Did you feel in any way that you were cheating? Lance: “No.” Scariest

Læg her venligst mærke til, at også de kursiverede ord er ord, Lance selv faktisk siger (og ikke min tilføjelse). Citationstegnene og kursiveringen er altså blot ment som en visuel tydeliggørelse af det dialogisk-splittede i Lances svar til Oprah. Selvkommenteringen gentager sig lidt senere, mens en tydeligt rørt Lance genfortæller, hvordan han måtte fortælle sandheden til sin søn Luke:

»Oprah: What did you say? Lance: I said: “Listen, there’s been a lot of questions about your dad, and my career; whether I doped or did not dope. I’ve always denied it and I’ve always been ruthless and defiant about that. You guys [i.e. Lances familie] have seen that and it’s probably why you trusted me on it.” which makes it even sicker. “And I said: I want you to know that it’s true.”«

Igen: Sætningen i kursiv er Lances egen replik – ikke min. Og det var uden tvivl noget sygt, syreagtigt og patologisk over Armstrongs lodret hensynsløse stil overfor sine anklagere, når han indtil da totalt afviste at have dopet sig. Men i sine samtaler med Oprah er der i det mindste noget på spil. Der er i det mindste nogle overvejelser over de menneskelige perspektiver i et sådant bedrag – snarere end en hurtigt serveret og totalt tarvelig indrømmelse á la Lances danske medsyndere, inden sidstnævnte gruppe skulle skynde sig videre i teksten og CV-arbejdet. Lance er absolut ingen helgen, men han er dog åbenlyst i gang med at tænke over tingene, mens han taler med Oprah. And that makes it even sicker, måske nok – men vi kan altså lære temmelig meget mere om moraliteten, pligten, splittelsen og dette korte liv af Lances ”sygdomsforløb”, end vi kan af Bjarnes, Michaels og Rolfs useriøse vittigheder.

For alle cykelryttere fra 90erne er vittigheder, men nogle vittigheder er mere vittigheder end andre.

Eller hvis Oprah nu skal have det sidste ord: »The truth will set you free.«

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *