12 Nov

Roger Federer har hele verden som hjemmebane

Af Anders Høeg Lammers

En brite møder en schweizer i London. Umiddelbart skulle man tro, det gav en vis hjemmefordel til Andy Murray, især efter at han endelig har forløst en hel nations forventninger og drømme med sejren i US Open – den første Grand Slam titel til en britisk mand siden Fred Perry i 1936.

Image

Men når modstanderen hedder Roger Federer, er spørgsmålet om nationalitet knap så afgørende. Gennem sine ti år på toppen af tennis, har hans klassiske all court game vundet fans over hele verden. Og med syv Wimbledon-trofæer og to World Tour Finals sejre her i London, har han i den grad givet det britiske publikum valuta for pengene, og i mangel af britiske Wimbledon-vindere, har de taget Roger til sig som deres egen.

Sport fortalt er i London for at se de bedste mod de bedste ved årets sidste turnering, sæsonfinalen World Tour Finals.

Efter gårsdagens semifinalenederlag på 7-6 (5), 6-2 blev en slukøret Andy Murray som det første spurgt om, om han var ”taken aback” over publikums opbakning til Roger, når kampen nu foregik i London? ”No, Roger always has great support, regardless of where I play him”.

Ikke desto mindre kan det næppe have styrket Murrays tro på sejren, at publikum brød ud i vild jubel, da en indtil da skidt spillende Federer fik sit første breakbold ved stillingen 4-3 til Murray i første sæt. Ej heller at jublen blev øredøvende, da Roger så udlignede til 4-4 med en hård forhånd, som Murray ikke kunne få retur over nettet.

Jovist, Murray havde også god støtte fra publikum, og der var mange ”Come on Andy” tilråb. Men hjemmebanefordel, det havde Federer.

Første sæt endte i en tiebreak, hvor Roger tidligt forærede Murray et mini-break med en mistimet baghånd, før han tog det tilbage med en sublim inside-out forhånd til 3-3. Og den forhånd, der allerede havde været ansvarlig for otte fejl, da kampen gik ind i sit femte parti, lynede igen og gav Federer overtaget, før han servede sættet hjem til 7-5 til publikums store begejstring.

Kønt var det ikke, første sæt. Begge spillere lavede mange fejl, men var skarpe på deres breakbolde. Og Federer spillede sig langsomt op fra elendig til hæderlig til god, mens Murray snarere gik den modsatte vej uden dog at falde ned til det niveau, som Roger startede ud med (tre forhånds fejl – to i nettet og én ud – samt en mistimet baghånd forærede således Murray et break i kampens allerførste parti).

Som så ofte før løftede Roger niveauet i andet sæt, da han først var kommet foran med 1-0 i sæt. Og Murray gik omvendt lidt ned – måske pga. skuffelsen over at tabe et første sæt, han egentlig havde i sækken – og kom allerede i problemer i sit første serveparti for så at blive brudt i det andet efter en række baghænder i nettet og et par gode bolde fra Federer.

Herfra var Federer urørlig. Murray og Djokovic deler æren som verdens bedste, når det kommer til at returnere modstanderens serv. Alligevel vandt Murray blot to point i Federers fire servepartier i andet sæt – begge på sublime, højrisiko returneringer.

Efter kampen blev Murray spurgt til, hvad der var hans største forbedring i dette gennembrudsår for ham, og svarede at det var, at han turde gå efter sine skud frem for at spille passivt, når han mødte de bedste. Men at han samtidig nu omvendt må lære, at være mindre aggressiv på de dage og de tidspunkter, hvor han ikke rammer bolden så godt.

Gårsdagens kamp så en aggressiv Murray, der turde gå efter at afgøre duellerne. Men han manglede til gengæld tålmodigheden og evnen til at vurdere, hvornår han skulle gå efter en vinder, og hvornår han skulle få Federer til at slå en ekstra bold. Den balance har og havde Federer, og det var reelt det, der afgjorde kampen. Murrays næste skridt på vejen mod verdensranglistens nummer 1, må være at finde den rette balance mellem det aggressive og det afventende spil – særligt på de dage, hvor det offensive spil ikke helt fungerer (Murray sluttede med 16 vindere og 26 fejl mod Federers 20-20).

Aftenens finale

I aften klokken ni dansk tid venter så finalen –Djokovic mod Federer, nr. 1 mod nr. 2. Djokovic var på hælene mod del Potro, før han fandt sit groove. Federer fører 16-12 i indbyrdes opgør og har vundet de sidste to. Hvem der vinder, er i den grad et åbent spørgsmål. Federer har vundet de sidste to år i London og regnes for den bedste spiller indendørs. Men han har ikke været så skarp og sublim i årets turnering, som han var de foregående to år. Omvendt har Djokovic fra tid til anden virket uhyggelig skarp her i London, om end aldrig over en hel kamp. Men eksempelvis mod del Potro var der perioder, hvor alt han rørte ved lykkedes, og han fandt linjerne med en lethed, som man kun ser hos – ja Djokovic og Federer, når de rammer deres absolutte topform.

Mod Murray fik Federer blot 54 pct. af sine førsteserver ind, men beskyttede til gengæld sin anden serv godt. Men starter han ligeså løst, som han gjorde mod Murray, er det usandsynligt, at Djokovic vil være ligeså venlig som Murray var i går. Basalt set handler det om, hvem der er i stand til at tage initiativet, og ikke mindst hvor godt Djokovic læser Federers serv. Federer vil forsøge at holde duellerne korte og variere spillet så meget som muligt og bruge sin slicede baghånd til at ændre rytmen for Djokovic. Djokovic vil gå efter at tvinge Federers baghånd i knæ. Det lykkedes for Murray i et par partier i går, men derefter modstod enhåndsbaghånden angrebet fra Murrays tohåndsbaghånd.

Enhåndsbaghånden er Federers akilleshæl, når han er oppe mod Djokovic og Murrays dobbelte baghænder eller Nadals voldsomme forhånd.

Men Federers baghånd er samtidig det, der definerer Federer som Federer i en tid, hvor alle andre spiller tohånds. Og baghånden leverer ofte de allersmukkeste point – se eksempelvis ved 3.20 og 8.40 fra højdepunkterne:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=L9BnqFHHQSY&w=560&h=315=1&start=200]

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=L9BnqFHHQSY&w=560&h=315=1&start=520]

Den baghånd er en af grundene til, at Federer har hele verden som hjemmebane. Om det er nok i aften mod Djokovic – en spiller der på sine bedste dage vel nærmest ikke har et svagt punkt – er så et andet spørgsmål. Tidligere har Djokovic ladet sig slå ud af at have publikum imod sig. Men de sidste par år er han blevet så mentalt stærk, at ingen modgang synes at kunne slå ham ud.

God kamp!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *