10 Jul

Revolutionen af Tourens første uge

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Da Jean-Marie Leblanc fra 1989 til 2005 styrede Tour de France, led løbet under to forbandelser. Den ene kan ikke hænges op på løbets direktør – men det kan den anden.

Den første forbandelse var dopingspøgelset, hvilket efter Festina-skandalen i 1998 – desværre – kom til at hjemsøge sidste halvdel af Jean-Marie Leblanc periode som løbsdirektør. Men personligt var han uden skyld.

Den anden forbandelse var ruten. Og her kan Jean-Marie Leblanc som løbsdirektør ikke undsige sig ansvar.

Den flade start

Hvorfor kalder jeg ruten under Jean-Marie Leblanc for en forbandelse? Det gør jeg, fordi ruten i den periode blev til efter en fast skabelon. En skabelon, som desværre ikke var særlig spændende.

Løbet startede med en prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger og dødsdømte udbrud frem til den første enkeltstart. Herefter fulgte den første bjergkæde (Alperne eller Pyrenæerne), hvorefter et par mellemetaper – med det lidet flatterende øgenavn ”transportetaper” – bragte feltet frem til den anden store bjergkæde. Løbet blev afsluttet med den sidste enkeltstart efterfulgt af afslutningsetapen på Champs-Élysées.

Jean-Marie Leblanc havde gode idéer. Hvem husker eksempelvis ikke enkeltstarten op af Alpe d’Huez i 2004? Men generelt var det sparsomt med innovationen, og særligt den første uge var altid efter samme – kedelige – model. En prolog efterfulgt af en række flade etaper med sprinterafslutninger – allerhøjest krydret med en holdtidskørsel. De første bjerge kom typisk på 9-10. etape.

Det betød i praksis, at klassementsrytterne først kom i spil efter den første uge. I stedet for et samlet løb over 21 etaper fik man et indledende løb mellem sprinterne, og en kamp om den samlede sejr, som reelt kun strakte sig over små to uger.

Klassikerne sniger sig ind

Det blev ændret, da Christian Prudhomme overtog rollen som løbsdirektør i 2005. Efter et par år med udgangspunkt i forgængerens model begyndte Prudhomme at tænke i alternative måder at skrue Tour-ruten sammen på. Særligt den første uge kom fra 2008 og frem til at byde på flere nyskabelser.

I 2008 var prologen skrottet, og der blev ikke længere givet bonussekunder i mål. Det gjorde slaget om den gule trøje helt åbent, og der kom fire forskellige ryttere i den gule trøje i løbet af de første seks etaper. Den første enkeltstart var desuden rykket frem til 4. etape, hvilket betød, at klassementsrytterne kom på banen meget tidligt i løbet.

Sjette etape gik i 2009 til Barcelona. Etapen var kuperet med fem mindre kategoriserede stigninger, som kunne dræbe eventuelle sprinterforhåbninger. Inden for de sidste to kilometer var der desuden en stigning på over en halv kilometer. Der var ikke tale om en bjergafslutning, men etapen var hård, og med den sidste stigning ind mod mål mindede den i konturerne om Ardennerklassikerne Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. Netop det med at inddrage modellen fra de berømte klassikerløb, blev noget, som kom til at bide sig fast. Genial opfindelse af Prudhomme. Den nordiske viking Thor Hushovd vandt i øvrigt etapen – noget der også kom til at danne præcedens for lignende etaper i årene efter.

Gilbert, Hushovd og Evans.

Også i 2010 kom klassikerne til at sætte deres præg på Frankrigs største cykelløb. Denne gang var det brostensklassikerne Flandern Rundt og Paris-Roubaix, der gav inspiration til tourens tredje etape, som gik til Arenberg-Porte du Hainau. Området danner også ramme for netop Paris-Roubaix, hvor skoven ved Arenberg ofte står for den afgørende udskilning. I alt 13,2 km brosten var der lagt ind i etapen, som fik den ventede dramatik.

Jens Voigt kaldte efterfølgende etapen for et blodbad, og flere favoritter – Armstrong og Contador inklusiv – mistede tid til blandt andet Cadel Evans og Andy Schleck. Som ”klassiker-etapen” året før endte etapen med en sejr til Thor Hushovd.

I 2011  var prologen igen skrottet, og klassikermodellen var udvidet til to etaper. Denne gang var det igen Ardennerklassikernes stejle afslutninger, der gav inspiration. 1. Etape sluttede på en kategori 4. stigning, hvor sæsonens helt store profil – og vinder af alle tre Ardennerklassikere Amstel Gold Race, Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège – Philippe Gilbert, smadrede al modstand og kørte i mål foran alle klassementsfavoritterne.

Endnu stejlere var afslutningen på 4. Etape til Mûr-de-Bretagne, hvor målstregen lå på toppen af en kategori 3. stigning. Cadel Evans vandt efter en lang og hård spurt op af stigningen, hvor han lige netop holdt Contador bag sig. Evans gav med sejren det første signal om, at han var klar til at tage sejren det år.

http://youtu.be/oKvBA1UdKbA?t=33m49s

Spænding fra dag ét

Prudhomme har revolutioneret Tour de France fra at have været et meget konservativt løb til at være både nyskabende og uforudsigeligt. Alt i alt har det styrket løbet og gjort det mere underholdende, og særlig første uge er blevet styrket. I stedet for en lang kamp mellem sprinterne, skal klassementsrytterne være klar fra dag ét.

Sprinterkampen er også blevet mere uforudsigelig, da det er blevet langt sværere at score nok point den første uge til at vide sig sikker på sejren. De færre sprintafslutninger gør også, at incitamentet for sprintere til at stille til start for derefter at udgå efter første uge er blevet langt mindre.

Hvem gider i øvrigt se Mark Cavendish køre rundt i den gule trøje en hel uge, eller se en sprinter vinde 3-4 etaper for derefter at udgå? Man kan med gru tænke tilbage på 1999, hvor Mario Cipollini vandt 4 etaper i træk, hvorefter han i vanlig stil udgik af løbet, mens sprinteren Jaan Kirsipuu havde den gule førertrøje frem til 8. etape. Kedeligt. I stedet for flere forskellige løb i forskellige perioder af Touren er alle tre trøjer nu i spil gennem alle tre uger. Det giver et meget mere spændende løb, som bliver tilsvarende mere uforudsigeligt.

Ruten er vigtig

Revolutionen af ruten i Tour de France – og i særdeleshed af løbets første uge – er en nødvendig konsekvens af, at løbets to store konkurrenter Giro d’Italia og Vuelta a España ofte har langt mere indbydende ruter med flere og skrappere bjergetaper og en mere varieret sammensætning af etapeprofiler.

Cykelsport er som alle andre store sportsgrene en kamp om opmærksomhed, og for at fastholde positionen som verdens største cykelløb kunne man ikke fortsætte uændret. Det så Prudhomme, som i øvrigt kommer fra den mere visuelle TV-journalistik, mens Jean-Marie Leblanc havde sin baggrund i den skrevne presse. Et generationsskift manifesteret i forskellige medieplatforme som giver forskellige blik på, hvilke virkemidler der er nødvendige for at skabe rammerne for en spektakulær sportsbegivenhed,

Kometen Sagan

Tourens første uge anno 2012 har også været positiv, omend ikke så genialt skruet sammen som de to foregående år. Men interessant har den været.

“Det vigtigste er at overraske”, sagde Christian Prudhomme til en række journalister i forbindelse med præsentationen af 1. etape. Og det er netop pointen. 1. etape sluttede på en kategori 4. stigning, hvor det igen var de stærke eksplosive ryttere, som kæmpede om sejren, mens alle klassementsrytterne skulle holde sig til.

Vinderen af 1. etape blev Peter Sagen, som også vandt en klassisk sprinteretape på 3. etape, hvor han lavede en memorabel Forrest Gump parodi, da han krydsede målstregen.

Det er overskud. Det er klasse. Den 22-årige Tour-debutant har taget verden med storm, og vi kan forvente os meget i fremtiden, også i Tour de France. Det er sådan en indtræden på cyklingens helt store scene, som er med til at fascinere og drage nye fans til cykelsporten. Det havde ikke været muligt efter den gamle rutemodel. Det er uforudsigeligheden og variationen i løbets første uge, som muliggør, at nye ryttertyper som Peter Sagan kan træde ind på den store scene i verdens største cykelløb.

Udviklingen skal fortsætte

Prudhommes revolution er uigenkaldelig. Publikum vil ikke tillade en tilbagevenden til ruten, som den så ud under Indurains og Armstrongs storhedstider. Men Touren mangler stadig en del, når det handler om kreativitet i ruteplanlægningen. Særligt Giro d’Italia har i nyere historie imponeret ved at finde hidtil ubrugte veje, som har bragt nye elementer ind i et i forvejen spændende cykelløb. Touren har hidtil ladet sig inspirere af forårsklassikerne, men der er stadig uprøvede muligheder.

Når alt kommer til alt var den første uge i årets løb ikke fantastisk. To sejre til Greipel og én til Cavendish i de første fem etaper vidner om, at variationen ikke har været så stor, som man kunne have håbet. Prudhomme er heldigvis en mand, som er klar til nye udfordringer:

“I 2010 satte vi fokus på Pyrenæerne med blandt andet Tourmalet, i 2011 havde vi for første gang målstreg på toppen af Galibier, og i 2012 har vi prøvet at finde nye områder at udforske, så vi igen kan overraske. I år skal rytterne for første gang nogensinde over Col du Grand Colombier, som kan vise sig at blive virkelig interessant.”

Løbsdirektøren henviser til onsdagens 10. etape, hvor feltet skal over et debutantbjerg uden for kategori. Tilsvarende var den meget stejle stigning på lørdagens 7. etape til La Planche des Belles Filles en interessant nyskabelse. Det er forfriskende med nye stigninger, men der skal mere til. Her er et forslag til at gøre den første uge endnu mere spændende: Hvad med at lade Touren starte med en bjergetape inden for de første 2-3 etaper? Det er prøvet i Vueltaen – og det virker!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *