22 Aug

Rafael Nadals usandsynlige hard court-dominans

Nadal billede

For et år siden vidste Nadal ikke, hvornår han igen ville være i stand til at spille en turneringskamp. I dag står han ubesejret på det underlag, der karrieren igennem har voldt ham størst vanskeligheder, og som mange eksperters forhåndsfavorit til US Open, der begynder i næste uge. Hvad er forklaringerne bag, at det ikke længere er Djokovic, Murray og Federer, men Nadal, der dominerer tennissportens mest brugte underlag?

Af Anders Høeg Lammers

Sommerens og for nogle endda årets helt store tennisoverraskelse har været Rafael Nadal. Han missede årets første grand slam og spillede i starten af februar sin første turneringskamp i syv måneder – en pause han tog for at hvile og restituere sine knæ. Det var ventet, at han efter sin tilbagekomst stadig ville være svær at slå på grus, og det var han bestemt også. Men jeg tør godt sige, at der ikke var nogen, der i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at Nadal skulle vinde tre Masters turneringer (niveauet under slams) på hard court og være ubesejret på det underlag, når vi nåede august. Nogle tenniskommentatorer spekulerede sågar i, at han slet ikke ville eller burde spille på hard court længere for at skåne sine knæ.

Før Nadal vandt Indian Wells-turneringen i april i år, havde han da heller ikke vundet en hard court-titel siden Tokyo, oktober 2010. I år har han vundet alle dem, han har stillet op i, og er 15-0 på underlaget. Han har blot tabt tre kampe i hele 2013 – og vundet 53!

Jovist, han har også haft sin andel af lodtrækningsheldet. To gange har han mødt Tomas Berdych i semifinalen af en hard court Masters-turnering, en spiller han nu har slået 14 gange i træk. Nul gange har han mødt Andy Murray, en af ATP-tourens bedste spillere på hard court. Og i de to seneste af de tre finaler, har han stået over for to i Masters-sammenhæng uerfarne spillere, der fortrinsvis lever på deres serv, hhv. Milos Raonic og John Isner, mens han i den tredje mødte en drænet Juan Martin del Potro, der netop havde kæmpet sig igennem såvel Novak Djokovic som Andy Murray, før han måtte strække våben mod Nadal.

Ikke desto mindre: Man kan kun slå den spiller, der står på den anden side af nettet. Og det har han gjort, kamp efter kamp. Og om end han ikke har mødt eller slået Murray, har han til gengæld mødt og slået manden, der om nogen er lakmustesten på hard court-underlaget: Novak Djokovic i en gysersemifinale i Montreal, der først blev afgjort i 3-sæts tiebreak.

Bedre end nogensinde

Hvad skal vi udlede af disse resultater?

At Nadal er bedre end nogensinde – i hvert fald på hard court? At Djokovic ikke længere dominerer? At vi bør stoppe med evig og altid at tale om Nadals knæ? (manden har haft sin bedste sæsonstart nogensinde, og alligevel er det stort set umuligt at læse en artikel om ham, uden at knæene bliver nævnt – også i dette indlæg).

I kort form: Ja, ja og ja. Lad mig uddybe.

Nadal har altid været rimelig god på hard court, men det var først i 2008, at han nåede sin første slam-semifinale på underlaget – på trods af, at han var verdens nr. 2 fra midten af 2005 og frem. Men selv i de unge år – hvor han blev slået ud af Australien Open og US Open af folk som Blake, Gonzales, Hewitt og Ferrer – var han stadig i stand til at vinde kampe over hard court koryfæer som Federer og Agassi, og han vandt da også flere Masters-turneringer på hard court i 2005 og 2006.

Alligevel var det hans klart svageste underlag resultatmæssigt. Grus er ubestrideligt det bedste – ingen mandlig tennisspiller har været mere suveræn på noget underlag end Nadal på grus. Men også på Wimbledons græs spillede Nadal sig frem til finale efter finale – fem i træk (hvis man undtager 2009, hvor han meldte afbud) – inden han de sidste par år har tabt til hhv. Lukas Rosol og Steve Darcis i år.

Genfundet spilleglæden

På hard court har resultaterne altid været mere svingende. Indtil i år altså.

Hvad er forklaringen på den ubesejrede stime? Ét er selvtillid – sejre skaber flere sejre, som vi også så det med Nadal i 2010, Djokovic i 2011 og Federer i 2011-12.

Noget andet er, at Nadal har lavet mindre justeringer i sit spil. Justeringerne har været undervejs i flere år, men den lange pause har givet ham mulighed for at fokusere på de enkelte elementer, han måtte ændre på for igen at blive verdens bedste spiller. Da Djokovic i 2011 red Nadal som en mare, skete det bl.a. ved at angribe Nadals baghånd – den er ubetinget blevet mere solid og angrebsdygtig i år. Også serven har fungeret noget nær upåklageligt, og om end den ikke har nået de højder, der bragte ham til sejren i US Open 2010, er det ikke langt fra.

Derudover er Nadal – måske af hensyn til de ovennævnte knæ – begyndt at justere sin court-position, altså hvor på banen han står. Og i år – i særdeleshed på hard court – har han spillet tættere på baglinjen og dermed dikteret mere end tidligere, været aggressor frem for defensor.

Et tredje og mere diffust element er spilleglæden. I 2011 og 2012 var der utrolig mange artikler om, at Nadal var utilfreds med X, Y og Z. Han lød som – og af og til lignende – en mand, der var træt af professionel tennis. Den barnlige begejstring ved at konkurrere, ved at vinde, ved at lave det, han er aller, allerbedst til er nu helt tydeligt tilbage.

Et fjerde element er at de mest åbenlyse rivaler på hard court – Novak Djokovic, Andy Murray og Roger Federer – alle har underpræsteret i større eller mindre omfang i år. Federer har haft sin suverænt dårligste sæson i over ti år, mere derom i et separat blogindlæg. Murray har, i modsætning til tidligere, været fremragende i slams, men middelmådig i Masters-turneringerne. Og den tidligere så stabile og suveræne Djokovic har lidt et par uventede nederlag på favoritunderlaget: mod Del Potro i Indian Wells, mod Nadal i Montreal og mod John Isner i Cincinnati. Han er så langt fra blevet dårlig, han er blot blevet noget lettere at besejre end i jubelåret 2011.

US Open-favorit?

Er Nadal så ubetinget favorit til at hjemtage sit andet US Open-trofæ – sæsonens sidste slam, som starter på mandag? På papiret er han vel. Ingen andre kommer i nærheden af hans resultater på hard court de seneste seks måneder. Men alligevel vil jeg mene, at såvel Djokovic som Murray er mindst ligeværdige forhåndsfavoritter.

For det første kommer der et punkt i enhver topspillers karriere, hvor sejre i Masters-turneringer er fine, men ikke længere det, der definerer karrieren. Det er slams, det handler om med andre ord, og det punkt har såvel Murray som Djokovic nået. Derfor kan man ikke bare overføre Masters-form til slam-form, da motivationsniveauet kan være ret forskelligt – alt handler om at toppe til slams  (og OL og World Tour Finals), og det har ingen været bedre til end Djokovic og Murray i det seneste års tid. Murray har fem finaler og tre sejre ud af de seneste seks store finaler (han meldte afbud til French Open, så den tæller vi ikke med her), og Djokovic har fire finaler og to sejre ud af de seneste syv (og tre semifinaler).

For det andet vil jeg påstå, at Djokovic stadig er favorit mod Nadal på hard court – uagtet den knebne Nadal-sejr i Montreal. Nadals foretrukne våben – at serve og slå sin topspundne forhånd til modstanderens baghånd – har simpelthen ikke den samme effekt mod verdens vel nok bedste baghånd, som den har mod stort set alle andre. Derfor kan Djokovic bryde Nadals serv oftere end nogen andre og sætte ham under konstant pres.

For det tredje er der ’den nye Murray’ – altså Murray efter han indledte samarbejdet med Ivan Lendl i starten af 2012 og siden har vundet OL, US Open og senest Wimbledon. Den gamle Murray var for defensiv, for nervøs og for forsigtig, når han kom til semifinalen og finalen i slam-turneringerne. Den nye ved, at det handler om diktere måden, der spilles på, når ’The Big Four’ møder hinanden. Den ’nye’ Murray har endnu til gode at møde Nadal, manden der slog ham i den ene slam-semifinale efter den anden. Murray har de spillemæssige kvaliteter, der skal til for at slå Nadal på hard court – mit bud er, at han nu også har de mentale (ikke dermed sagt, at han nødvendigvis vil vinde, men at det nu ikke længere er i nærheden af givet, at han taber).

Meget kan afhænge af lodtrækningen, der kommer på fredag. Bliver det 1. seedede Djokovic, der trækker Murray i semifinalen, eller bliver det 2. seedede Nadal (4. seedede Ferrer er så afgjort at foretrække frem for Murray)? Hvem får Juan Martin del Potro og Federer i deres halvdel? Først der kan vi for alvor se, om det er Djokovic, Nadal eller Murray, der står med de bedste kort på hånden.

Ikke desto mindre: Winning breeds winning, og Nadal har sejret af helvede til hele året. Kroner han sit comeback med en US Open-sejr, begynder det for alvor at ligne hans bedste sæson nogensinde. Og lad os så stoppe med at tale om de knæ.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *