26 Feb

Optakt: Presset ligger på Ståle og Frank

billede af ståle

Fredag aften tager Superligaen hul på de sidste 15 runder inden sommerferien. FCK indleder ræset fra spids, og presset for at holde pladsen er maksimalt på manager Ståle Solbakken. På femtepladsen ligger rivalerne fra Brøndby, og forbedres den plads ikke, ligner det et farvel til cheftræner Thomas Frank.

Af Tyson W. Lyall

”Hvis man ser på billeder af stort set alle trænere i Superligaen fra for fem år siden og til i dag, ser de bare mere trætte ud.”

Citatet stammer fra en lidt yngre Thomas Frank, da han for ca. 2,5 år siden blev præsenteret som ny træner i Brøndby IF. Hvorvidt han ser trættere ud i dag, må læserne selv vurdere, men pointen i udsagnet fra den nytiltrådte Frank er klar: Det er ekstraordinært hårdt at være fodboldtræner på højeste niveau i Danmark.

I disse dage, hvor landets ypperste fodboldklubber gør klar til forårssæsonen, er Thomas Frank selv én af de to trænere i ligaen, der bør gro flest grå hår og udvikle de største poser under øjnene.

Sammen med ellers hårløse Ståle Solbakken i FCK er presset nemlig maksimalt på Brøndby-træneren, som modsat størstedelen af sine trænerkollegaer må formodes at være i overhængende fyringsfare, hvis ikke de kommende 15 runder byder på point- og placeringsmæssig fremgang.

Et stykke fra selvforståelsen
Thomas Frank befinder sammen med Ståle Solbakken – mere eller mindre som de eneste trænere i Superligaen – pt. i en situation, som ikke matcher deres klubs selvforståelse.

Den ene, Ståle, i spidsen for en klub, der identificerer sig som Nordens førende, men som ikke har været det i nogle år efterhånden. En klub med europæiske sub-top-ambitioner, men som i disse år må se sin UEFA-koefficient svinde kraftigt ind.

Den anden, Frank, cheftræner i en klub, som nok har gennemgået et identitetsmæssigt hamskifte de senere år, men som i længden ikke kan leve med rollen som ”procesklub” og tredje/fjerde-violin i Danmark. En klub, som på bestyrelsesformandens nåde ellers har fået tilført spillere, de fleste skandinaviske topklubber ville tage imod med kyshånd.

Således må konklusionen være, at ingen af de to trænere i løbet af deres nuværende ansættelsesforløb for alvor har levet op til hverken tilhængernes eller omverdenens forventninger – eller deres respektive lønbudgetters størrelse.

Højt snit, få titler
Intet hold har ganske vist fået flere point i Superligaen end FCK siden 6. spillerunde i sæsonen 13/14, hvor Ståle Solbakken igen overtog FCK-roret efter belgiske Ariël Jacobs.

Målt på pointhøst, kan ingen andre matche Solbakken, som tilsvarende er tæt på at nå sit eget pointgennemsnit på 2.12 per kamp fra sin første periode i klubben (2006–11).

Men kravene til Ståle Solbakken er tilsvarende som til ingen andre trænere i Superligaen. Det lever han med, fordi FCK er – og vil være – som ingen andre i Danmark.

Alt andet end førstepladsen er at betragte som en skuffelse, også selvom man så kan vende og dreje pointgennemsnit, spiludvikling, spillersalg etc. i en positiv retning.

FCK er økonomisk, image- og spillemæssigt landets absolutte topklub i nyere tid. Det er en klub, der sætter forventningerne til sig selv så højt, at kun en lille kreds af europæiske topklubber kan og vil matche de samme krav i deres respektive hjemlige turneringer.

Både omgivelserne og FCK selv forventer på nationalt plan at præstere nogenlunde på samme vis, som Bayern München forventes at gøre det i Tyskland, PSG i Frankrig, Celtic i Skotland og som Barcelona og Real Madrid hver især forventes at gøre det i Spanien.

Ståle Solbakken har spændt sig selv hårdt for, og spørgsmålet er, om han selv og klubben kan leve med endnu en anden- eller tredjeplads i ligaen. Med managerrollen og afskedigelsen af andre kernemedarbejdere i de senere år (mest prominent med tidligere sportschef Carsten V. Jensen), er Solbakkens magtposition i klubben imidlertid så stor, at det er svært at se, hvor fyringen egentlig skulle komme fra.

Det er derfor måske er værd at overveje, om direktør Anders Hørsholt kunne ryge før Ståle Solbakken, hvis bestyrelsen endelig kræver et hoved på et fad. Indtil videre er det blot en hypotetisk diskussion.

The little horse-rollen
Hvor presset på Vestegnen også er stort, hænger der ikke et krav om hverken guld eller sølv over Thomas Franks hoved.

Efter en årrække med overforbrug, fejlindkøb i engrosmængder, elendig ledelse og kronisk skuffelse på banen, har klubben og dens fans adopteret en ny selvforståelse, hvor titler ikke nødvendigvis er påkrævet lige nu og her.

Det er på sin vis forfriskende, at klubben forsøger at bevæge sig væk fra en position, som Thomas Frank selv har betegnet ”nordeuropæisk mester i store udmeldinger”.

Men de tørre tal er alligevel ikke til at løbe fra, og det må være begrænset, hvor længe Thomas Frank og Brøndby-ledelsen kan blive ved med at nedtone det faktum, at klubben rent økonomisk spenderer næsten på niveau med overmagten i FCK og efter alt at dømme mindst på niveau med mestrene fra FCM.

Det lyder ganske vist troværdigt, når klubben taler om genopbygning og proces, men kigger man på Thomas Franks trup, og medregner den tid og opbakning han har fået til sit projekt, bør den magre point- og spillemæssige udvikling i løbet af hans i alt 84 superligakampe i spidsen bekymre tilhængere af vestegnsklubben.

Hvis den tidligere ungdomslandstræner i sin første sæson overtog et håndværkertilbud, så har han i mindst den seneste halvanden sæson kunne tage bolig i en fuldt funktionel liebhaver-villa.

I Franks midterforsvar findes med Daniel Agger den – formentlig – største profil af alle i de nordiske ligaer. Til venstre herfor sprudler en af landets bedste unge spillere overhovedet i Riza Durmisi på venstrebacken. På midten ligger landsholdsmanden Kahlenberg og suppleres flot med både rutine og talent i Lebogang Phiri, Rodolph Austin, Martin Ørnskov og Christian Nørgaard.

Hvor fløjene imidlertid halter væsentligt i forhold til konkurrenterne, bør og burde Brøndby have fået mere ud af offensive kort som Teemu Pukki, Ronnie Schwartz (nu tidligere), Johan Elmander, José Ariel Núñez (udlejet), Magnus Eriksson m.fl.

Der er næppe tvivl om, at FCM’s og FCK’s trupper pt. ser mere skræmmende ud end Brøndbys, men det er i høj grad også Thomas Franks skyld. Troels Bech – og Per Rud før ham – samt bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har stillet et flot materiale til rådighed – på papiret i alt fald.

Thorups afgørende 20 min.
Hvor temperaturen er høj i sæderne under Frank og Ståle, kan det samme næppe siges om d’herrers kollegaer hos konkurrenterne i FCM, AaB, Randers eller Sønderjyske (eller nogen af de øvrige Superliga-klubber i øvrigt).

I FCM havde Jess Thorup ganske vist et svingende efterår, som gik fra det momentære sublime til det sølle. Den flotte præstation hjemme mod Manchester United har imidlertid fjernet en stor del af det negative indtryk, og trods udraderingen torsdag aften på Old Trafford, har United-kampene samlet set styrket Thorups position.

Det understreger derfor, at de helt afgørende minutter for Thorup (og årsagen til, at han ikke er under samme pres som Frank og Ståle) kom på MCH Arena d. 10 december lige inden klokken havde rundet 20.30. Her scorer Club Brügges Jelle Vossen nemlig til 1-1 i Europa League og puster dermed kraftigt til det midtjyske korthus.

Et mål mere til belgierne, og Thorup ville have været at finde i overskriften på denne artikel. Men bl.a. takket være målmand Mikkel Andersen lykkedes det midtjyderne at holde det uafgjorte resultat og dermed sikre sig to opgør imod den sovende kæmpe Manchester United.

Uanfægtet af de efterfølgende præstationer mod United, ændrede resultatet mod Brügge fortællingen om FCM’s bedrifter efter Glen Riddersholms exit i sommer.

Havde Brügge scoret det ekstra mål, ville fortællingen være, at Thorup trods en god start på sæsonen i Superligaen fuldstændig mistede pusten, røg ud af Europa i en medgørlig pulje (glem Napoli i denne sammenhæng) og pissede en sikker førsteplads væk op mod vinterpausen.

Nu er den optimistiske fortælling i stedet, at klubben er et legitimt medlem af den europæiske subtop og at unge profiler som Paul Onuachu og Pione Sisto vitterligt kan bære noget af den hjemlige hype. Med førstepladsen i Superligaen indenfor rækkevidde, indkøbet af en af de mest interessante spillere i Superligahistorien (Václav Kadlec) og salget af en hjemmeavlet spiller (Erik Sviatchenko) til en kontinental storklub, er stemningen usædvanlig god i det midtjyske.

Alle øjne på den 3. marts
Når FCK tager imod Esbjerg søndag den 28. februar, vil det være præcis 1.014 dage siden, klubben sidst løftede mesterskabstrofæet. Det kan og vil Ståle Solbakken ændre på.

Sport fortalt lægger sig i slipstrømmen på de fleste kloge fodboldhoveder og spår, at det vil lykkes, så FCK’s mesterskabstæller kan sættes til ”0 dage siden sidst”, når sidste runde spilles den 29. maj.

Det giver sig selv, at FCM kommer særligt styrket ind i forårssæsonen med United-tempo i benene, og derfor hedder den – indtil nu – mest interessante kamp i sæsonen FCM vs. FCK allerede den 3. marts 2016 på MCH Arena.

Det ville være alt for klichefyldt at skrive, at den udsatte kamp afgør mesterskabet, men klicheen om, at mesterskabet i alt fald kan tabes denne dag, virker trods alt mere passende.

Alt imens ligger AaB og lurer lidt overset i kulissen. De fleste taler om FCK og FCM, og det betyder som regel, at mesterskabet ender i Aalborg. AaB havde i januar et fremragende transfervindue til trods for – og netop fordi – at der ikke skete det store. Med Lukas Spalvis i stalden en halvsæson mere, og med folk som Nikolaj Thomsen og Thomas Enevoldsen i folden, kunne det blive endnu en af de sæsoner, hvor alt flasker sig for AaB-mandskabet.

Det er for det meste alt eller intet for AaB, og hvis FCM besejres mandag aften, skal optimismen nok begynde at boble i det nordjyske.

Lad os komme i gang og få det afgjort.

Runden sparkes i gang i aften – fredag – med OB mod AGF kl. 18.00. Kampen vises på TV3 Sport 1.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image