10 Nov

Nye bobler blæser over West Ham

Olympic stadium and The Orbit during London Olympics opening ceremony (2012-07-27)Fra næste sæson indtager West Ham United Det Olympiske Stadion i London. Her har klubben indgået en 99-årig lejeaftale, som kritikere betegner som statsstøtte af uhørte dimensioner. Netop derfor har klubben nu gode muligheder for at blive Europas næste storklub.

Af Tyson W. Lyall

”I’m forever blowing bubbles. Pretty bubbles in the air,” synger de trofaste West Ham-fans opstemt i deres kendte hymne, før teksten tager en melankolsk drejning.

“They fly so high, nearly reach the sky, then like my dreams they fade and die.”

West Ham flyver højt i disse uger. Det gør de med jævne mellemrum, hvorefter de som boblerne i den berømte ”anthem” brister, og drømmene forsvinder op i luften over det ældgamle stadion, Boleyn Ground (også kendt som Upton Park, red.).

Men kigger man godt efter, så findes der i denne tid flere tegn på, at drømmene hos London-klubben er mere holdbare end som så.

Holdet spiller godt, ledelsen har handlet fint ind, man har ansat en international træner, som indtil nu matcher tilhængernes store krav, ligesom klubbens akademi stadig er leveringsdygtigt i talentfulde førsteholdsaspiranter.

Det største symbol på West Hams mulige storhed ligger imidlertid slet ikke i West Ham. Det ligger små 5 kilometer vest fra Boleyn Ground i bydelen Stratford. Her tårner Londons olympiske stadion fra 2012 sig op og indbyder med sit pompøse design til store drømme og fremtidshåb.

Fra næste sæson rykker West Ham ind i det stålindsvøbte byggeri, der på mange måder repræsenterer det værste ved de moderne olympiske lege.

Det er et produkt af et nærmest dekadent olympisk projekt, hvor man uden videre bygger et stadion med plads til 60.000 tilskuere på en gammel industrigrund i Østlondon med det umiddelbare formål at agere løbebane en enkelt sommer i 2012.

Stadionet var oprindelig slet ikke designet til ”multi-purpose use”, og foruden den oprindelige byggeudgift på over fem milliarder kroner, har det nu kostet Londons skatteborgere næsten tre milliarder kroner ekstra at gøre byggeriet klar til sit nye liv som fodboldstadion.

Det er denne dvalende kæmpe i Stratford, West Ham inden længe vækker til live igen – og som efter klubbens egne forhåbninger skal bære den på sine skuldre ind i den øverste europæiske fodboldelite.

Tapper fra et umætteligt fodboldmarked
Ambitionen om at løfte en fodboldklub op til nye højde er velkendt og ofte fyldt med bristede drømme. De fleste ambitiøse klubber ligger inde med diverse strategipapirer, som dikterer, hvornår og hvordan klubben skal opnå X, Y eller Z.

Det smukke ved sporten er imidlertid, at den oftest ikke lader sig tæmme af New Public Management-inspirerede ledelsesstrategier. Sport er interessant netop på grund af uforudsigeligheden, og derfor findes der hobetal af iturevne strategipapirer rundt omkring i de europæiske klubkontorer.

West Ham har imidlertid nogle meget håndfaste fakta at basere fremtidsambitionerne og optimismen på, inden man fra næste sæson øger hjemmebanekapaciteten fra 35,016 til 54.000.

Klubben har vigtigst af alt en fanbase og en tiltrækningskraft, der formentlig vil kunne bakke ”next level”-ambitionerne op. I denne sæson har klubben indtil videre haft et tilskuergennemsnit på 34,915 til hjemmekampe. Med 35,016 tilgængelige sæder svarer det til en belægningsprocent på svimlende 99,7 procent i gennemsnit.

Det er bedst af alle Premier League-klubber, og bliver for alvor iøjnefaldende, hvis man tillader sig at sammenligne med danske forhold. Her ligger Brøndby og FCK eksempelvis pt. med belægningsprocenter på under 50 procent til deres hjemmekampe.

Blandt traditionelle storklubber på kontinentet kniber det tilsvarende med at hive folk indendørs. En klub som AC. Milan tiltrækker pt. omkring 40 procent af stadionkapaciteten i gennemsnit, mens andre store klubber som Napoli, AS Monaco og Lazio ligger på samme niveau eller endda under.

West Ham har derfor helt åbenlyst en stor mængde varme pengepunge at stikke snablen ned i.

London er i den sammenhæng formentlig klodens bedste geografiske udgangspunkt for en vækst-ivrig fodboldforretning, og det skal i den sammenhæng ikke undervurderes, at det nye stadion rykker klubben nogle kilometer tættere på byens centrum, der er en hovedpulsåre for fodboldtossede turister og fans fra det britiske kongedømme.

Hvor der blot går to undergrundslinjer til stationen nærmest det nuværende stadion, ligger Det Olympiske Stadion blot ti-minutters gang fra hele fem forskellige togstationer.

Den gyldne kontrakt
Det helt store guldæg i forhold til West Hams fremtid er den lejekontrakt, klubben har indgået med de lokale myndigheder i London. Skal man tro flere iagttagere, kan resultatet ved forhandlingsbordet således nemt vise sig at være klubbens største sejr nogensinde.

Klubben har indgået en 99-årig lejekontrakt, hvor man er blevet bedt om at bidrage til den transformation, stadionet har gennemgået de seneste år. Blandt andet er verdens største såkaldte cantilever-tag blevet monteret på byggeriet, som slet ikke var designet til formålet. Samtidig har bygherrerne konstrueret mobile tribuner, så tilskuerne kommer helt tæt på banen til fodboldkampe, men kan rykkes væk igen ved atletikarrangementer.

West Ham har blot skulle bidrage med ca. 150 mio. kroner af rekonstruktionens budget på næsten tre milliarder, og den udgift er ifølge flere kilder allerede dækket ind af de midler, klubben har fået for at sælge grunden under det nuværende stadion, hvor der skal bygges boliger og forretninger.

Derudover skal West Ham betale en årlig husleje på ca. 25 millioner kroner, men det bliver et greb i lommen alene i forhold til ekstra indtægter fra kampdage, hvor klubben nu kan lange næsten 20.000 hundedyre Premier League-billetter ekstra over disken uge efter uge. Skulle klubben endvidere lykkes med kvalifikation til Champions League, vil det blot fylde lommerne endnu mere hos majoritetsejerne David Gold og David Sullivan.

I betragtning af, at stadionbyggeriet har kostet de engelske skatteborgere over 6 milliarder kroner, kan der næppe være tvivl om, at West Ham har fået en ganske favorabel aftale i stand.

Som en BBC-dokumentar tidligere på året kunne afsløre, så er det lokale styre endda gået med til også at afholde udgifter til alt fra vedligeholdelse og sikkerhed til fodboldmål og hjørneflag.

Myndighederne i London har været presset af skrækeksempler fra tidligere OL-byer som Barcelona, Athen og Beijing, hvor store byggerier er blevet efterladt til forfald. Samtidig var det en del af Londons oprindelige forpligtigelse overfor Den Internationale Olympiske Komite (IOC), at stadionet skulle beholde sin tilknytning til atletikken. Det gjorde tilbuddet fra den anden store bejler til stadionovertagelsen, Tottenham, ikke i tilstrækkelig grad, og derfor stod West Ham tilbage med utrolig gode forhandlingskort på hånden.

Klubbens største stjerne pt. hedder derfor hverken Dmitri Payet, Winston Reid eller Cheikhou Kouyaté, men derimod Karren Brady. Klubbens 46-årige næstformand har som benhård forhandler og tovholder på stadionovertagelsen fået en aftale i hus, som The Guardian har beskrevet det som ”en af de mest fordelagtige aftaler indgået i fodboldens historie”.

Den tidligere ejer af League 2-klubben Leyton Orient, Barry Hearn, som også bød ind på Det Olympiske Stadion, beskrev i 2013 aftalen som ”statsstøtte, der overgår selv den vildeste fantasi” og tilføjede:

“Vi er havnet i en situation, hvor vi har doneret 500 million pund (ca. 5 mia. kroner, red.) af skatteborgernes penge til en Premier League-klub, som har en omsætning på mere end 100 millioner pund om året. Det er en vidunderlig gave, men hvis jeg var Arsenal-fan, ville jeg stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man gjorde besværet med at bygge sit eget stadion.”

Aldrig har West Ham vundet det engelske mesterskab, men lejekontrakten til det nye stadion skal måske rammes ind og puttes i klubbens rummelige pokalskab.

Lokker flere midler til
Med indtoget på Det Olympiske Stadion kommer West Ham til relativt ubesværet at gøre det, som Liverpool, Everton, Chelsea og Tottenham alle har brudt hovederne med i årevis. Alle er de desperate efter at få øget deres kapacitet, som Manchester City, Manchester United og Arsenal med succes har gjort i de senere år.

Manøvren er særligt svær i det trængte London, hvor pladsen er begrænset og kvadratmeterne dyre. Det ved Arsenal, som brugte årtier på at få deres imponerende stadion på plads, og det ved Chelsea og Tottenham, som desperat er på jagt efter ekstra kapacitet.

En indlysende årsag er de ekstra indtægter på kampdagene, men et nyt stadion tilbyder også klubberne åbenlyse fordele, som styrkelse af brand, udvidelse af kommercielle aktiviteter mm.

Men måske vigtigst af alt, så vil stadionet vil kunne trække nye pengefolk til. Eksempelvis var Manchester Citys indtagelse af City of Manchester Stadium efter Commonwealth Games i 2002 en af de bærende årsager til, at oliesheikerne fra de Arabiske Emirater rykkede til det nordlige England i 2008.

I forhold til West Ham er det samtidig særligt interessant, at klubben – modsat det daværende Manchester City – ikke er nogen sovende kæmpe. Pilen peger nemlig allerede i en stærk opadgående retning for West Ham disse år.

I en opgørelse lavet af Forbes rangerer klubben for tiden som den 19. mest værdifulde fodboldklub i Europa.

Klubben er ganske vist endnu en lilleput i forhold til Real Madrid, Barcelona, Chelsea og de andre store drenge, men samtidig er man sammen med Newcastle United eneste klub i top 20, som ikke har været i nærkontakt med Champions League i de seneste år.

Bedømt på Forbes optegnelse over økonomisk potentiale, ligger klubben eksempelvis over europæiske storklubber som Benfica, Porto, Zenit St. Petersborg, Valencia, Shakhtar Donetsk, Lyon, Leverkusen, Dynamo Kiev mfl. Mens alle disse klubber ligger i top 30 på UEFA’s koefficientliste, så er West Ham pt. at finde på plads nr. 116 – ti pladser over Esbjerg, men langt under FC. København.

Får West Ham slået kapital af den nuværende økonomiske udvikling, så ser det billede formentlig snart ganske anerledes ud.

Succesen afhænger dog i sidste ende af konkurrencen fra de øvrige engelske klubber og af West Ham egne evner på banen. Den del er heldigvis stadigvæk svær at planlægge.

Men med en ny verdensklassehjemmebane, som i grove træk har kostet klubben det samme som man gav for angriberen Andy Carroll, bør boblen og drømmen ikke briste foreløbig for West Ham United.

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image