19 Dec

Novak Djokovic: Alene på toppen af verden, del 1

djokovic

Novak Djokovic har tilhørt den absolutte verdenstop i mange år. Men det er først i år, han er stukket så meget af fra de andre, at det er svært at se, hvem der kan stoppe ham. Sport Fortalt ser i dette portræt nærmere på Djokovic’ fænomenale 2015-sæson, sammenligner den med andre uforlignelige tennisår og mindes en tid, hvor det ikke var givet, at Djokovic var den næste enerådige tenniskonge. 

Af Anders Høeg Lammers

Statistikken taler sit eget tydelige sprog, Novak Djokovic har haft et aldeles fremragende år. Selv kalder han det sin bedste sæson hidtil – endnu bedre end den mytiske 2011-sæson, hvor han trådte ud af Roger Federers og Rafael Nadals tunge skygger, da han vandt sine første 41 kampe i 2011 i streg, vandt tre ud af fire slam turneringer og 10 ud af elleve kampe mod Federer og Nadal.

Men det år gik gassen af ballonen efter US Open, hvor han var mentalt og fysisk træt og tabte dobbelt så mange kampe i sæsonens sidste to måneder (fire) som i de første ni måneder – det er enormt opslidende at være nr. 1 for første gang, og det var formentlig en stor del af grunden.

Djokovic’ sæson i tal

I år har han tilsyneladende lært sin lektie, og nu befinder han sig ligeså selvsikkert som verdens nr. 1, som Federer i sin tid gjorde.

Der var ikke noget ’letdown’ efter US Open. Der var heller ikke et ’letdown’ efter French Open-nederlaget. Den eneste måned, hvor Djokovic var til at tale med, var august, hvor såvel Murray som Federer slog ham i to Masters-finaler.

Her er et par af højdepunkterne, i tal, fra Djokovic’ sæson:

  • 3 slam titler og en runner-up
  • En World Tour Finals-titel
  • Seks Masters-sejre (det højeste nogensinde med det nuværende format), og to Masters’ runner-up.
  • En sejr-nederlags statistik på 82-6 for året, heraf 31-5 mod top-10 spillere
  • Ud af 16 spillede turneringer har han vundet 11, tabt fire gange i finalen og blot én gang før finalen (i kvartfinalen til Ivo Karlovic i årets første turnering i Doha).
  • Han har rundt regnet dobbelt så mange point på verdensranglisten som nr. 2 (Murray) og nr. 3 (Federer) har tilsammen.

Det kalder på respekt. På beundring. På ærefrygt. Ekstremt få spillere har været i nærheden af at præstere en sæson, som den Djokovic har præsteret i år. Men går vi blot fem-seks år tilbage i tid, så tennisverdenen noget anderledes ud.

Da Murray var på højde med Djokovic

Dengang var det stadig Federer, der dominerede, og Nadal der var godt og grundigt i gang med at overtage. Djokovic havde vist sit talent tidligt, og før han fyldte 21 havde han allerede nået semifinalen (French Open og Wimbledon) eller bedre (US Open-finalen samt vundet Australien Open) i alle fire slam-turneringer.

Men i 2009-2010 ramte han en bølgedal. Slam-semifinaler og finaler blev afløst af kvartfinaler og det, der var værre. Det var som om, han havde forventet, han allerede havde erobret verden, da han i 2008 slog en – viste det sig senere – kyssesyge ramt Federer ud af semifinalen i Australien Open.

Familien Djokovic, erklærede moderen, var enige om, at ’the king (Federer) is dead, the king (Djokovic) is alive’.  Siden slog Djokovic turneringens store overraskelse Jo-Wilfried Tsonga i finalen.

Det hjalp heller ikke, at Todd Martin, som trænede Djokovic i seks måneder i 09-10, fik delvis ødelagt både serv og forhånd i processen.

I år har Djokovic slået top-10 spillere 31 gange. I 2010 skulle man helt frem til september, før han slog sin første (Federer i US Open-semifinalen efter at have reddet to matchbolde). Var én af de to matchbolde gået den anden vej, er det langt fra givet, Djokovic ville have fået den selvtillid, der hjalp ham i Davis Cup-finalen, og som han red på hele 2011.

I tennismiljøet var der i 2009-2010 alt andet end konsensus om, hvorvidt Djokovic eller Murray (eller del Potro) stod de bedste chancer for at tage over efter Fedal.

Men så kom førnævnte semifinale mod Federer, Davis Cup-sejren for Serbien i 2010 og et halvt år, hvor Djokovic slet ikke kunne tabe. The rest is history, som de siger.

Bedste sæson eller blot blandt de bedste?

Er Djokovic’ 2015-sæson så den bedste i den åbne æra? Det er svært at sige. Dels fordi det er snart sagt umuligt at sammenligne år meningsfuldt på tværs af modstandere, udstyr, prestige, træning m.v. Dels fordi der er uenighed om kriterierne.

Er legenden Rod Lavers 1969-sæson den bedste, fordi han vandt alle fire slams (hvoraf hele tre var på græs) og vanvittige 18 turneringer? Det synes mange, men samtidig led han også hele 16 nederlag (i hele122 kampe sammenlignet med i dag, hvor over 100 kampe på en sæson er uhørt).

Eller hvad med Jimmy Connors, der i 1974 vandt alle tre grand slam turneringer (alle på græs), han stillede op i (han blev udelukket fra French Open p.g.a. en politisk strid mellem forskellige forbund på et tidspunkt, hvor han var verdens bedste grusspiller), vandt 15 turneringer og hele 99 ud af 103 kampe?

Der er selvfølgelig også John McEnroe i 1984, der vandt den højeste procentdel af sine kampe (82-3, 96,5 %), men måtte nøjes med to slam-sejre, da han ikke stillede op i den dengang knap så vigtige Australien Open og tabte French Open i fem sæt til Ivan Lendl efter at have været foran 2-0 i sæt.

Derudover er der Federer, der i 2004-2006 blot tabte en håndfuld kampe om året. I 2006 vandt han – ligesom Djokovic i år – tre slam-turneringer, World Tour Finals, 12 turneringssejre i alt (mod Djokovic’ 11), spillede i 16 ud af 17 mulige finaler (Djokovic i 15 ud af 16) og vandt 92 ud af 97 kampe (Djokovic 82-6).

Samt endelig Djokovic’ egen 2011-sæson som i min optik havde været i en klasse for sig – hvis bare han havde holdt niveauet i sæsonens sidste to måneder. Nu er den også ’blot’ en af de bedste.

Når jeg ikke vil hæve 2015-sæsonen op over alle de andre, trods de to ekstra Masters-titler sammenlignet med eksempelvis Federers i 2006, har det dels noget at gøre med respekt for tidligere mestre, dels at Djokovic også har savnet modstandere på højeste niveau i dele af sæsonen.

Tag eksempelvis Federer. Han har imponeret med sit spil i både Wimbledon og US Open, men Djokovic har udgjort stopklodsen hver gang. Og når to relativt ligeværdige modstandere mødes, specielt i bedst af fem sæt, så har alderen betydning – Federer ved, han helst skal vinde i fire sæt eller færre for at have en chance, Djokovic ved, at han altid kan komme igen.

Før 2011, hvor Federer fyldte 30 og Djokovic 24, var det Federer, der vandt de største kampe imellem dem. Siden har Federer ganske vist vundet to slam-semifinaler, French Open (2011) og Wimbledon (2012), mod Djokovic samt en række Masters og ATP-500 kampe, men tabt langt størstedelen af de største kampe mod Djokovic (inkl. tre slam-finaler i 2014-15 + World Tour Finals-finalerne i 2012 og 2015).

Så er der Murray. Han er, på papiret, verdens nr. 2, men mod Djokovic og Federer er han 1-15 siden sin rygoperation i efteråret 2013. Det er ikke tal, der får modstanderne til at ryste i bukserne.

Det kan Stan Wawrinka til gengæld, når han finder topniveauet frem, som han gjorde det i Australien Open 2014 og French Open i år. Det sker bare for sjældent til, at det betyder det helt store for Djokovic’ sæson.

Og Nadal? Ja han har brugt det sidste halvandet år på at ligne en skygge af sig selv, men er efterhånden så småt ved at være tilbage i form.

Kort sagt: At Djokovic slog en Nadal i top form seks gange ud af seks i 2011 (og en relativ ‘ung’ Federer på 29-30 år fire gange ud af fem) er et eller andet sted mere imponerende, end at han har slået en Murray uden Lendl seks gange ud af syv og en 33-34-årig Federer fem gange ud af otte.

Favorit på alle underlag

Alligevel står vi i en yderst sjælden historisk situation: Djokovic er favoritten i hver eneste turnering, han stiller op i og har været det hele året. Uafhængigt af underlaget, årstiden og modstanderen.

Det har Nadal aldrig prøvet (dertil var han for usikker især indendørs), og det har Federer kun delvist prøvet (i 2005, da man endnu ikke vidste, hvor god Nadal egentlig var på grus).

For Djokovic i 2015 (og med stor sandsynlighed igen i 2016), er der ingen modstander, som man ikke forventer, han slår. Hvis der én enkelt undtagelse til denne regel, er det Federer på hurtig hard court i bedst af tre (hvor Djokovic har lidt to nederlag i år, hhv. i Dubai og Cincinatti).

Men det er alligevel total dominans fra Djokovic side. Billedet ville selvfølgelig se anderledes ud, hvis Nadal og Federer begge var 25, da Nadal især på grus og Federer på græs og i US Open ville være nogle særdeles kapable modstandere. Men hvem gælder det ikke for?

Djokovic er vokset op i deres skygge, han har lært af dem, er blevet en mere komplet spiller end han var og høster belønningen for de mange år, hvor han og alle øvrige spillere var et niveau under Federer og Nadal.

Og høste, det gør han i den grad.

Dette var første del. Del 2 publiceres søndag d. 20.12, hvor vi bl.a. ser nærmere på, hvad det er, der gør Djokovic så god, på hans professionalisme, på hvad Boris Becker har bidraget med samt hvorvidt han kan holde niveauet i 2016.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *