02 Oct

Når lidenskaben skygger for fornuften

Af Peter Christian Baggesgaard Hansen

Er det kun fornuften, der er døbt og lidenskaberne hedninger?

– Søren Kierkegaard

Den filosofiske pointe, som Søren Kierkegaard prøvede at fremmane med ovenstående spørgsmål, var rettet mod den menneskelige eksistens. Den dengang unge teolog forholdt sig naturligvis ikke til en cykelsport, som endnu ikke var kendt – ja, cyklen var endnu ikke opfundet. Og hvis den var, ville vor kære nationalfilosof sikkert have afvist aktiviteten som værende småborgerlig.

Ikke desto mindre kom jeg til at tænke på citatet, da jeg fulgte med i sommerens vidtløftige debat mellem hele Danmarks Tour de France digter, Jørgen Leth, og den danske sportsdirektør for belgiske Quick-Step, Brian Holm.

Brian Holm angreb i skarpe vendinger både Jørgen Leth og Henrik Jul Hansen for at være romantiske tosser:

Det er gamle, romantiske tosser, der drømmer sig tilbage til de såkaldt gode, gamle dage, hvor en rytter kunne stikke af fra kilometer 0 og holde hele vejen til mål over de vildeste bjerge. Når man så Pantani gøre det, så vidste alle, der havde bare en lille smule forstand på cykelsport at det var andet end kiks og postevand, der drev ham. I moderne cykling kan man ikke lave de numre længere. Feltet kører konstant tæt på maks., og det er bare ikke muligt at køre væk, som de gjorde i gamle dage, hvis man altså er en ren rytter. En ny generation af ryttere er kommet til, og derfor er det slut med de overjordiske præstationer. Den ny generation er meget mere jævnbyrdig. Og derfor er det bedre og ægte cykelløb, vi nu får at se.

Moderne cykling adskiller sig fra “de gode gamle dage”, og årsagen er, at cykelsporten er blevet mere ren. Det skal vi ifølge Brian Holm indstille os på.

Touren var kedelig

Årsagen til Holms udfald var blandt andet, at Jørgen Leth havde kaldt årets Tour de France for kedelig. Men er det udtryk for romantisk tosseri og en fornægtelse af virkeligheden at påstå, at Team Sky’s dominans i årets Tour var en kedelig affære? Overhovedet ikke. Tour de France anno 2012 var kedelig – historisk kedelig – og det behøvede det ikke at være.

Brian Holm tager fejl, hvis han nægter at anerkende, at der er kedelige ryttere og kedelige løb. Nogle ryttere er simpelthen mere modige end andre, og det gør dem mere underholdende at se på. Deres mod betyder, at de også lider store nederlag – fordi de netop tør. Det er den type rytter, som Jørgen Leth elsker. Han har aldrig hyldet de overmenneskelige præstationer, som Holm har påstået. Det var ikke præstationerne i sig selv, der var det fascinerende. Det var modet og vildskaben. Derfor taler Leth lige så ofte om store nederlag, som han hylder store sejre. En af hans store helte er netop Luis Ocaña, som turde tage, og deraf oftest tabte, kampen op mod Kannibalen, Eddie Merckx.

Tour de France anno 2012 var netop kendetegnet ved fraværet af modige og dumdristige angreb. Det var ikke Wiggins sejr i sig selv, der var kedelig, det var omstændighederne, der gjorde den kedelig. En ærgerlig kombination af en forsigtig rute til fordel for enkeltstartsspecialisterne, et tyndt favoritfelt og et Team Sky, som satte et intimiderende tempo på stigningerne, gjorde, at løbet blev monotont. Cadel Evans forsøgte som den eneste og brændte sammen. Han havde trods alt modet, men hans manglende form gjorde, at forsøget blev så kortvarigt, at det desværre ikke blev spektakulært.

Er der plads til drømme?

Den kedelige rundtur fik romantiske cykelentusiaster a la Jørgen Leth til at drømme om noget mere. Og skal der ikke være plads til lidenskab og drømme i moderne cykelsport? Er det kun fornuften – og dermed den rationelle analyse af cykelsportens tilstand – der er døbt, for at bruge Kierkegaards sprogbrug.

Jørgen Leth har aldrig lagt skjul på, at hans tilgang til cykelsporten er alt andet end rationel. Det har den aldrig været. I forordet til Verner Møllers bog Dopingdjævlen skriver Leth, at tilskueren ønsker at ”fortabe sig i sportens skabende øjeblikke”. Hans kærlighed til cykelsporten er ikke båret af en traditionel interesse for fysisk udfoldelse eller idræt. For ham er cykelsporten en scene, hvor rytterne udgør skuespillere i store dramaer. Det er det episke, der fanger, ikke det nøgterne.

Jørgen Leth har fat i noget centralt. Reducerer vi sporten til objektive fakta og rationelle vurderinger, fratager vi den en dimension af stor betydning.

Leths idiosynkrasier

Når ret, skal være ret, er det rigtigt, at Leths lidenskaber ofte skygger for en nøgtern og rationel vurdering af virkeligheden. Der har ikke været en etape eller et cykelløb i de sidste ti år, som har haft en lettere kuperet afslutning, hvor Jørgen Leth ikke har udpeget Óscar Freire som favorit (hvis han har deltaget i løbet). Ofte har det været helt i skoven, hvor Freire ikke en gang har kørt med om sejren.

Men Freire er en af Leths helte. Han fremhæver ham, fordi han ikke kan lade være. Hans opfattelse af cykelsporten – den fortælling der fascinerer Jørgen Leth – indebærer Óscar Freire som favorit. Det er ikke rationelt, det gør ikke seerne klogere på, hvem der kommer til at stå øverst på sejrsskamlen – men det er lidenskabeligt. Freire er en helt, som bliver hyldet af Jørgen Leth på grund af de præstationer, som har skabt fortællingen om den spanske rytter – præstationer som blandt andet tæller tre verdensmesterskaber.

Det har sine gevinster for de, der deler fascinationen og Leths tilgang til cykelsporten. Det er i den forstand helt fint, at lade lidenskaberne styre. Just don’t bet money on it.

Cykelsporten som en scene

Men hvad med dopingproblematikken? I det nyeste forord til Jørgen Leths egen bog Den gule trøje skriver han, at cykelsporten ikke er ”et teselskab eller en børnehave”. Den beskrivelse bygger på Leths opfattelse af cykelsporten som en scene for dramaer med helte og skurke – en tilgang som han også har til doping. I en udtalelse om Tyler Hamiltons aktuelle boganklager mod Bjarne Riis beskriver Jørgen Leth sin tilgang til dopingproblematikken:

Denne bog er endnu en fantastisk kulisse, hvor virkeligheden overgår fantasien

Bogen er en kulisse, og cykelsporten er en scene – en scene fyldt med helte, skurke og statister. Freire er som nævnt en af heltene, mens blandt andet dopingsynderne udfylder skurkerollen. Det er dog symptomatisk for Leth, at hans fordømmelse af dopingsynderne aldrig forekommer at være en moralsk fordømmelse. Dopingsynderen er en skurk, men ikke i moralsk forstand – skurken er den nødvendige antihelt, som er med til at skabe den store fortælling, hvor de store helte kan triumfere – eller lide nederlag.

Dopingens vilkår

Men har Brian Holm ikke ret i, at de gamle tosser mangler at tage et fundamentalt selvopgør i deres tilgang til cykelsporten? Der kan være noget om snakken. Jørgen Leth fremhæver ofte tidligere dopingdømte, eller ryttere som på anden måde har været i dopingjægernes søgelys, ikke som skurke, men som hans største helte.

Særligt den italienske klatrer Marco Pantani, som Brian Holm fremhæver i ovenstående udtalelse, bliver ofte udråbt som helt. At han døde som følge af sit doping/stofmisbrug gør ham nærmest til en tragisk helt i Jørgen Leths univers.

Men den tilgang er alt for unuanceret. Det er nødvendigt med en klar afstandstagen til doping. Det problematiske ved Jørgen Leth er, at han ikke har taget ordentligt afstand fra eksempelvis Marco Pantanis dopingmisbrug. Han fastholder Pantani i helterollen ved konstant at hylde hans store præstationer, og anerkender derved ikke, at han også var en skurk. En skurk som løj og snød sig til sine store sejre.

Pantanis skæbne er et monument over en korrupt sport, som Tyler Hamiltons bog giver læseren et unikt indblik i. Derfor skal man også passe på med den individuelle og moralske fordømmelse af eksempelvis Pantani. Han var fanget i et kollektivt spil, som i sidste ende kostede ham livet. I den forstand er han tragisk. Men derfor skal man stadig holde fast i, at doping er forkert, og at Pantanis præstationer skal ses i det lys. Tilsvarende skal man ikke måle nutidige ryttere på baggrund af Pantanis præstationer. Så langt har Brian Holm ret.

Men spørgsmålet er, om den måde medier og dopinghøge har tacklet situationen på, har været den rette? Cykelsporten har skurke, og det skal vi acceptere. Faktisk er skurken en velsignelse. Uden skurke, ville der ikke være rigtige helte. De folk, der kun vil anerkende en 100 procent ren cykelsport, er ude på et vildspor. Den dag, det ikke længere er fristende at snyde sig til sejren, så er sejren ikke længere vigtig nok – og så forsvinder lidenskaben også. Snyderi er en omkostning, vi må tage med. Det betyder ikke, at vi skal acceptere det. Men vi skal anerkende, at det er der, som en naturlig del af en stor sport. Det sidste vi skal gøre er at vende os bort.

Lidenskaberne er ikke hedninge

Påstanden om, at Tour de France 2012 er hvad vi kan forvente mht. spektakulært cykelløb står desuden i skyggen af, at Touren bare året før var et af de smukkeste i mange år. En aggresiv og slidstærk Evans vandt foran to angrebsivrige Schleck-brødre, og Contador kastede sig ud i fantastiske forsøg, hvor han viste de bedste sider af nederlagets kunst.

Lidenskaberne er ikke hedninge. Det må de aldrig blive. Men det ene udelukker ikke det andet. I stedet for at kritisere Jørgen Leth, burde vi anerkende, at han som kommentator har løftet cykelinteressen op på et niveau, hvor den ellers aldrig ville være kommet. Tour de France triumf i 1996 eller ej.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image