14 Aug

Murray kan skrive historie, men bliver han også historisk?

Andy Murray

Som den første singlespiller nogensinde har Andy Murray muligheden for at vinde to olympiske guldmedaljer. Skotten har været i finalen i samtlige Grand Slam-turneringer og vundet både US Open og Wimbledon. Alligevel kæmper han af og til fortsat med at vinde briternes og også mange tenniselskeres hjerter. Måske han endelig er på vej ud af skyggen?

Af Nicolai Lisberg

Han har vundet første sæt i sikker stil med 6-1 mod italienske Fabio Fognini. Spillet er kontrolleret og stabilt. Publikum er med ham. For nu. For allerede ved anden bold i andet sæt tipper det over til Fogninis fordel. Lidt simpel diskuteren med dommeren og straks begynder buh-råbene. En britisk journalist ved siden af mig udbryder et stille ”fucking typical”.

Jeg spørger ham, hvad han mener, og han uddyber og fortæller, at Murray aldrig bliver en publikumsfavorit. Han ejer ikke charme og karisma, og det er for robotagtigt, det han laver, lyder kritikken.

Kritikken forekommer mig umiddelbart en smule overdrevet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se pointerne bag.

For Andy Murray er ikke nogen publikumsfavorit. Så langt fra endda. Ikke en gang i Storbritannien er der fuld opbakning til en af deres bedste tennisspillere nogensinde. Heller ikke selvom han blev den første brite til endelig at vinde Wimbledon, siden legendariske Fred Perry gjorde det i 1936. For i de fleste briters øjne er Murray, der er født i Glasgow, skotte.

YouGov har fra 2011 -2016 løbende lavet undersøgelser med det simple spørgsmål: Ser du Andy Murray som skotsk eller britisk sportsudøver? Resultatet er ikke til at tage fejl af. Ved Wimbledon-sejren i 2013 var Murray mere britisk end nogensinde før ifølge briterne, mens han var mere skotsk efter diverse nederlag i Grand Slam-finaler.

Når briterne ikke ubetinget hylder den sportsudøver, som brød Wimbledon-forbandelsen efter 77 år, er det ikke kun, fordi det er ”fucking typical”, og fordi Murray mangler charme og karisma, når han går rundt og brokker sig og bander over sig selv på tennisbanen. Det har også politiske årsager.

Da Skotland i 2014 skulle stemme om deres selvstændighed, afviste Murray i første omgang at give sit besyv med. Men kort tid inden afstemningen kunne man på hans twitterprofil læse, at han erklærede sin støtte til ja-siden. Det skabte stor røre, og selvom han efterfølgende forsvarede sine synspunkter, indrømmede han dog, at han var gået for vidt, og at han i fremtiden ville holde sine politiske synspunkter for sig selv.

Den fjerde musketer

Murrays togt efter britisk gunst er dog løbende blevet mere succesfuldt. Tårerne og den smukke tale efter Wimbledon-finalenederlaget til Federer i 2012 viste publikum, hvor meget det betød for ham. Det efterfølgende OL-guld på “hjemmebane” mod selvsamme Federer halvanden måned senere samt Wimbledon-titlerne i 2013 og 2016 og ikke mindst Davis Cup-sejren i 2015 har fået briterne til at bløde en del op. Nu mangler han så bare resten af verden så at sige.

Her er vi nemlig tilbage ved den robotagtige stil, som den britiske journalist beskrev ovenfor. Murray er hverken charmerende som Djokovic, vild og voldsom som Nadal eller elegant som Federer. Og selvom han er bedst på græs, er han ikke specialist på et specifikt underlag i samme grad, som Nadal er det på grus. Murray er en all-rounder, der kan det det hele, men på nær sin dobbelte baghånd og sine returneringer måske ikke har de helt store spidskompetencer. Og all-roundere, de bliver altså sjældent de mest populære.

Skåret ind til benet er Murray måske bare uheldig med at være en del af en gylden tennisgeneration. Han var længe den fjerde musketer, der ikke fik lov til at sidde med ved højbordet, når Djokovic, Federer og Nadal fordelte Grand Slams. Udover OL-guldet i London er det også ”blot” blevet til tre slamtitler for den 29-årige Murray.

Til sammenligning har Djokovic vundet 12, Nadal har hentet 14, mens Federer topper med 17 Grand Slam-sejre. Alle tre har også ligget nummer et på verdensranglisten på skiftende tidspunkter, mens Murray aldrig har været højere placeret end nummer to.

På vej ud af skyggen

Men måske Murray snart får lov til at få sin helt egen plads ved det fine bord. I 2016 har han været i finalen ved både Australian Open, French Open og endelig Wimbledon, som han vandt.

Ved OL har han trods problemer undervejs, særligt mod Fabio Fognini og Steve Johnson, vist den kynisme, han tidligere blev beskyldt for at mangle, når det virkelig gjaldt. På pressemøderne og i mixed zone efter kampene har han udvist overskud. Murray virker til at være, for nu at bruge en fortærsket sports kliché, i balance med sig selv.

Søndag skal han forsøge at udnytte den balance til at vinde OL-finalen mod Juan Martin del Potro, der var ude i en over tre timer lang gyser mod Nadal i semifinalen. Dermed står Murray alt andet lige med de bedste kort – især fordi finalen skal afgøres i bedst af fem sæt frem for bedst af tre. Vinder Murray finalen, bliver han den første singlespiller nogensinde til at vinde to olympiske guldmedaljer. Måske den historiske præstation også gør ham historisk. Måske.

Mændenes finale ventes at gå i gang ca. kl. 21 i aften og kan følges på DR.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image