05 Sep

Money rules – køb og salg i Premier League

Af Kristoffer Lottrup

Robin van Persie, Eden Hazard og Santi Cazorla. Michu, Jan Vertonghen og Javi Garcia. Bolden triller igen i Premier League, og klubberne i verdens bedste fodboldliga (Ja, Christiano Ronaldo og Krohn-Dejlig, det er den stærkeste liga) har traditionen tro oprustet kraftigt til den nye sæson.

Der er i løbet af sommeren købt ind for 490 millioner pund svarende til svimlende 4,6 milliarder kroner (!). For det ikke skal være løgn, er det dog lige nøjagtig ikke nok til at slå rekorden fra 2008, hvor klubberne i Englands bedste fodboldrække spenderede hele 500 millioner pund eller 4,7 milliarder kroner på nye spillere.

Sport fortalt giver her et overblik over sommerens køb og salg i Premier League samt en vurdering af holdenes sammensætning i sæsonen 2012/2013.

I første omgang kigger vi nærmere på sidste års top fem.

Manchester City

Inde: Jack Rodwell (Everton), Scott Sinclair (Swansea), Maicon (Inter), Matija Nastatic (Fiorentina), Javi Garcia (Benfica), Richard Wright (Preston).

Ude: Emmanuel Adebayor (Tottenham), Wayne Bridge (udlånt til Brighton), Omar Elabdellaoui (udlånt til PSV), Owen Hargreaves (fritstillet), Adam Johnson (Sunderland), Stuart Taylor (fritstillet), Vladimir Weiss (Pescara), Nigel de Jong (AC Milan), Stefa Savic (Fiorentina), Dedryck Boyata (udlånt til Twente), Roque Santa Cruz (udlånt til Malaga).

Det så længe ud til, at Manchester Citys mestre ville agere usædvanligt stilfærdigt på sommerens transfermarked. Indtil fredag morgen (31. august, red.) havde klubben således blot hentet en enkelt ny spiller i form af Everton-profilen Jack Rodwell, der ikke kostede mere, end hvad Sheik Mansour bruger på en weekend i Dubai (110 millioner kroner). Men sådan skulle det (selvfølgelig) ikke gå. Efter megen og offentlig brok fra træner Mancini tog fanden ved klubbens sportsdirektør Brian Marvood, der sikrede ikke mindre end fem spillere på transfermarkedets sidste dag.

Lad os lige løbe indkøbene igennem.

Jack Rodwell har et rigtig stort potentiale og kan som boks-til-boks spiller vel nærmest ikke få en bedre læremester end Yaya Touré, der på én og samme tid er City-holdets hjerte og lunger. Rodwell har stået på ønskelisten hos mange klubber i Premier League over de seneste år, men pludselig var det City, der slog til ud af det blå. De kan meget vel have sikret sig en storspiller in the making.

Kantspilleren Scott Sinclair må ses som den direkte afløser for Adam Johnson, der var utilfreds med manglende spilletid. Sinclair spillede et rigtig fint OL for Storbritannien og havde en mere end godkendt sæson for Swansea sidste år. Han skal nok få sine kampe. Han får dog meget svært ved at spille sig i startopstillingen i en klub, hvor de direkte konkurrenter hedder Samir Nasri, James Milner og David Silva.

Med købet af Maicon fra Inter råder City nu over tre højre backs, som vel mere eller mindre ville kunne gå direkte ind i startsopstillingen hos de fleste andre klubber. 31-årige Maicon skal således konkurrere med Pablo Zabaleta og Micah Richards om Mancinis gunst i denne sæson og må betegnes som et luksusindkøb.

Matija Nastasic er 19 år og et stort forsvarstalent fra Serbien. City har sendt 110 millioner og den montenegrinske stopper Stefan Savic til Fiorentina for at få fingrene i Nastasic, der skal agere backup for Kompany og Lescott i midterforsvaret.

Javi Garcia var et af transfervinduets mere ombejlede navne. I de sidste tre sæsoner har den tidligere Real Madris-spiller været en stor profil for Benfica på den defensive midtbane. 25-årige Garcia har en lang karriere på de spanske ungdomslandshold bag sig og har også fået debut på A-landsholdet. Han har kostet City 150 millioner kroner og er den direkte afløser for voldsomme Nigel de Jong. På mange måder er han en billigere udgave af Javi Martinez (købt af Bayern Munchen for 300 millioner kroner), som Mancini offentligt har ønsket sig, idet han både kan spille på midtbanen og i forsvaret og er en boldsikker og teknisk type. Garcia skal kæmpe med Rodwell og Barry om pladsen ved siden af Yaya Toure.

Endelig har City hentet den 34-årige Richard Wright som ny tredjemålmand, efter at Stuart Taylor er smuttet til Reading. Wright og Taylor kæmpede faktisk om målmandstjansen i Arsenal i starten af 00erne (fun fact) – ingen af dem havde imidlertid den store succes.

Vurdering: City ser mindst ligeså stærke ud som i sidste sæson, og med købene af Rodwell og Garcia er deres i forvejen stærke midtbane blevet endnu stærkere. Da den kære Carlos Tevez tilmed er tilbage i storform, ser mestrene overordentligt konkurrencedygtige ud. Desuden er holdets taktiske udgangspunkt det samme som sidste år, og de bærende spillere på holdet er de samme.

Den måske eneste svaghed skal umiddelbart findes i bagkæden, hvor skader til Lescott og især Premier Leagues bedste forsvarsspiller Vincent Kompany godt kan blive et problem. Bortset fra det har City et så komplet hold, som mere end fire milliarder kroner kan købe.

Selvom Mancini gør meget ud af at placere favoritværdigheden hos naboerne fra Manchester United, må City selvfølgelig regnes som en af de helt tunge favoritter til mesterskabet.

Manchester United

Inde: Shinji Kagawa (Borussia Dortmund), Nick Powell (Crewe), Robin van Persie (Arsenal), Alexander Büttner (Vitesse), Angelo Henriquez (Universidad de Chile).

Ude: Park Ji-Sung (QPR), Richie De Laet (Leicester), Matty James (Leicester), Paul Pogba (Juventus), Tomasz Kuszczak (Brighton), Ezekiel Fryers (Standard Liege), Michael Owen (fritstillet), Fabio (udlånt til QPR), Ben Amos (udlånt til Hull), Dimitar Berbatov (Fulham).

Vicemestrene fra den røde side af Manchester vil tilbage på tronen, og det skal især Robin van Persie sørge for. En af sommerens mest langstrakte transfersagaer endte med, at den hollandske superangriber takkede nej til Arsenal og ja til United (og en absurd stor pose penge). I mine øjne er der ikke så meget at sætte på Uniteds køb af sidste års topscorer og vinder af titlen som årets spiller i Premier League. Jovist er han 29 år, og 24 millioner pund (225 millioner kroner) er mange penge for en 29-årig spiller med en skadeshistorik som van Persies, men han er garant for mål (især i Premier League) i en nærmest uhørt grad, hvilket han allerede har slået fast med fire mål i tre kampe (to fra start).

Se målene fra Southampton-kampen her.

Spørgsmålet er så, hvordan man bruger ham bedst, hvis der også skal være plads til en vis Wayne Rooney – hvad der selvfølgelig skal. Mit bud er, at United vil veksle mellem en klassisk 4-4-2 med Rooney og van Persie på toppen i udgangspunktet og en 4-2-3-1, som let bliver en 4-3-3, hvor enten van Persie eller Rooney ryger ud på kanten eller tilbage i positionen som klassisk 10’er. I kampen mod Southampton så man et eksempel på, hvordan United-holdet startede i en 4-2-3-1 formation, men siden skiftede til en 4-4-2, da Chicharito kom ind. Jeg tror, vi vil se et United-hold, der har fået flere strenge at spille på og dermed kan variere formationen fra kamp til kamp (og i løbet af kampene) – ikke mindst i Champions League, hvor jeg kunne forestille mig, at Ferguson vil gå væk fra sidste års 4-4-2 og spille 4-2-3-1 som udgangspunkt.

I den forbindelse kommer sæsonens andet store indkøb, japanske Shinji Kagawa, også ind i billedet, da han både kan spille på kanten og som hængende angriber. Kagawa er en kvalitetsspiller, og hans store lyst til hele tiden at modtage bolden og deltage i det opbyggende spil kan blive en stor styrke for United. Vi kommer til at se store ting fra hans fødder i løbet af sæsonen.

Spillere som Nani, Ashley Young, Antonio Valencia, Danny Welbeck og Chicharito lægger yderligere alen til de mange offensive muligheder for Ferguson i denne sæson. Den nye mand fra Chile, Angelo Henriquez, har vi endnu til gode at se i aktion.

I det hele taget er det ikke offensiven, der fejler noget hos De Røde Djævle. Svaghederne skal derimod findes fra den centrale midtbane og nedefter. Den helt store akilleshæl er fortsat den centrale midtbane, hvor holdet er for afhængige af en aldrende Paul Scholes, der ikke ligefrem er hurtig som en gazelle længere og desuden langt fra er i stand til at spille alle kampe. Mod Southampton var det tydeligt at se, hvordan Uniteds spil blev radikalt bedre, da Scholes kom ind og svingede taktstokken med sine præcise og følte afleveringer, men over en hel sæson er det ikke tilstrækkeligt med ”The Ginger Prince”, der efterhånden er blevet 37 år.

Som jeg ser det, mangler United en af to ting. Enten skal de finde en ny spilfordeler a la Scholes, der må formodes endegyldigt at stoppe karrieren efter denne sæson, eller også skal de hente en stærk boks-til-boks spiller, der som en Yaya Toure i City, kan styrer midtbanen og både deltage defensivt som offensivt.

På pladsen ved siden playmakeren eller boks-til-boks spilleren er United godt dækket ind. Michael Carrick er i mine øjne ganske undervurderet og fungerer glimrende som bindeled mellem forsvar og midtbane. Han er lidt en boldflytter og på ingen måde særlig farverig, men han holder så godt som altid et højt niveau og laver få fejl. Når Scholes er klar, ser jeg ham og Carrick som den stærkeste konstellation på midtbanen.

Tom Cleverley er bestemt også en interessant spiller, der gjorde en rigtig god figur ved OL for Storbritannien og er startet fornuftigt i denne sæson, men jeg ser ham ikke som afløseren for Scholes.

Anderson har et eller andet sted under de lidt for mange kilo potentialet til at blive en rigtig god playmaker, tror jeg. Spørgsmålet er, om han kan finde det frem, og om han kan holde sig fri for skader længe nok til, at det kan lykkedes.

Ryan Giggs er der (selvfølgelig) også, og han er utvivlsomt garant for flere gode præstationer i løbet af sæsonen. Til gengæld er det nærmest unødvendigt at sige, at han ikke er en langsigtet løsning på midtbaneproblematikken.

Endelig er der Darren Fletcher, der for mig at se, er det tætteste United er på en boks-til-boks type. Når Fletcher er allerbedst, er han manden, der kan styre Uniteds midtbane. Spørgsmålet er, om han nogensinde bliver allerbedst igen, efter han er blevet diagnosticeret med den kroniske tarmsygdom Colitis ulcerosa. Fletcher er tilbage på træningsbanen, men er på mange måder fortsat et spørgsmålstegn. Han er dog netop blevet inkluderet i Uniteds trup til årets Champions League.

Faktisk skal den nye mand, 18-årige Nick Powell, også nævnes i denne sammenhæng. Engelske medier har nemlig allerede døbt ham ”den næste Paul Scholes”, så måske har Ferguson i virkeligheden fundet sin mand. Uanset hvad skal knægten lige have et par år.

Se Nick Powells i aktion for sin tidligere klub Crewe her.

For lige at runde den af, tror jeg, vi kommer til at se United stille med mange forskellige midtbanekonstellationer i løbet af sæsonen, hvor Carrick dog vil spille de fleste kampe. Sæsonen er på mange måder en eksamen for en spiller som Anderson. Holder han ikke niveau, og indstiller Scholes karrieren til sommer, der reageres.

Forsvarsmæssigt ser det sådan set fornuftigt ud for United, om end det har været lidt sløjt i sæsonens første tre kampe, hvor der er lukket fem mål ind. Det skal siges, at godt halvdelen af forsvarsgarden er ude med skader, hvorfor Michael Carrick har ageret midtstopper i sæsonens to første kampe. Desuden skal kaptajn Vidic lige i gang igen ovenpå sin lange skadespause.

At Sir Alex i Alexander Büttner har valgt at hente en hollandsk Martin Pedersen (der i øvrigt slår sine folder i FC Fredericia p.t.) har jeg umiddelbart haft svært ved at forstå. Hvorfor ikke hente en mere etableret venstre back? Man har jo Fabio, der er på lån i Queens Park Rangers.

Omvendt har Ferguson før ramt plet med knap så kendte spillere (og forkert), og Büttner er trods alt inde omkring det hollandske landshold. Tiden må vise, hvad han er for en størrelse.

Faktum er i hvert fald, at Patrice Evras niveau er faldet markant over de seneste to sæsoner, og han er vel nærmest i højere grad blevet et af holdets ømme punkter snarere end en styrke.

Vurdering: United er kommet styrket ud af transfervinduet. Robin van Persie har allerede vist, hvorfor han er købt. Det samme kan siges om Kagawa, der potentielt kan binde midtbanen og angrebet sammen på en ny og mere effektiv måde. Udover Paul Pogba, som har et enormt potentiale, har man desuden ikke mistet spillere, som bliver svære at undvære.

United er de store favoritter til titlen sammen med City. De er startet lidt tvivlsomt, men når de i Sir Alex Fergusons kamp nummer 1.000 (mod Southampton) vender et truende nederlag til sejr på få minutter – som de plejer – ved man, at man igen i år skal regne med dem.

Arsenal

Inde: Santi Cazorla (Malaga), Olivier Giroud (Montpellier), Lukas Podolski (FC Köln).

Ude: Alex Song (Barcelona), Robin van Persie (Manchester United), Gavin Hoyte (fritstillet), Manuel Almunia (Watford), Joel Campbell (udlånt til Real Betis), Denilsen (udlånt til Sao Paulo), Ryo Miyaichi (udlånt til Wigan), Kyle Bartley (Swansea), Henri Lansbury (Nottingham Forest), Park Chu-Young (udlånt til Celta Vigo), Nicklas Bendtner (udlånt til Juventus).

Sidste sæsons nummer tre fra Arsenal har på én og samme tid manifesteret sin position som europæisk topfodbolds bedste opdræt og købt spillere fra øverste hylde, hvilket ikke har været en selvfølge på de kanter i flere år.

Hvis vi starter med det sidste, har klubben først og fremmest hentet Santi Cazorla, som i mine øjne kan gå hen og blive buy of the season. Cazorla er på mange måder et fremragende køb. Han er fodboldintelligent, teknisk og allerede nu yderst instrumental på Arsenals midtbane. Han er desuden 27 år og i sin bedste fodboldalder, og så kostede han ”kun” 150 millioner kroner. Han har indtil nu været banes bedste i Arsenals tre første ligakampe og scorede i lørdagens sejr over Liverpool på Anfield sit første mål i Arsenal-trøjen. Han er desuden noteret for en enkelt målgivende aflevering – Arsenal har scoret to mål.

Til angrebet har Monsieur Wenger hentet den 27-årige hundredekampsjubilar på det tyske landshold Lukas Podolski, som også scorede i førnævnte kamp mod Liverpool, og sidste sæsons topscorer i den franske liga Olivier Giroud. Førstnævnte Podolski kan både bruges helt fremme som striker og på højrekanten, mens Giroud må betegnes som decideret centerforward og vel nok den direkte afløser for Robin van Persie. Podolski har umiddelbart fået den bedste start af de to og var især velspillende mod Liverpool, hvor han kombinerede flot med Cazorla. Giroud har momentvis vist klassen, men skal tydeligvis have hul på bylden.

Se målene fra Liverpool mod Arsenal her.

Arsenal har ikke købt flere spillere, men jeg vil i den sammenhæng alligevel nævne Abou Diaby, der fik sidste sæson ødelagt af skader og derfor nærmest kan betegnes som en ny spiller. Bortset fra Cazorla var Diaby Arsenals bedste spiller i kampen mod Liverpool, og han har generelt holdt et højt niveau i de første tre kampe i sæsonen. I mine øjne er han – hvis han kan undgå skader – mere end en fuldgod erstatning for Alex Song, som bestemt er en god spiller, men som også har sine mangler.

Og nu vi er ved Alex Song, kan vi jo passende tale om Arsenals førnævnte position som europæisk topfodbolds bedste opdræt. Song er som sagt en god spiller, og så er han et stort navn. En endnu dygtigere spiller med et endnu større navn er Robin van Persie. Begge har forladt Arsenal og slutter sig dermed til flokken af store profiler, som har forladt The Gunners over de seneste sæsoner – det er vel nærmest overflødigt at nævne navne. At Arsenal ikke kan holde på sine bedste spillere er et faktum, og der er sikkert en lang række årsager til det, som blandt andet handler om økonomi – klubben er ikke villige til at fylde ligeså meget i lønposen som i andre klubber – men mest af alt handler det om titler. Arsenal har ikke vundet noget som helst, siden de løftede FA Cup-trofæet i 2005. Det skal de lave om på, hvis ikke Vermaelen, Sagna eller Cazorla for den sags skyld skal blive de næste, der takker for god behandling og drager mod mere succesfulde stadioner andetsteds.

Mens især van Persies farvel må være trist for de fleste Arsenal-supportere, kan de trods alt glæde sig over, at Manuel ”Scooter” Almunia er solgt og brandfarlige Park Chu-Young er udlejet for resten af sæsonen. B52 er også væk, hvilket utvivlsomt også glæder mange, spørgsmålet er så, om han i virkeligheden ville være et større aktiv end udbrændte Marouane Chamakh? Spørgsmålet er egentlig overflødigt, da Bendtner har gjort det klart, at han ikke ønsker at repræsentere Arsenal igen.

Endelig spekuleres der fortsat i, hvorvidt den altid farverige Andrei Arsharvins Arsenal-karriere synger på sidste vers. Han bliver på rygtebørsen sendt til Rusland igen og igen, hvor transfervinduet endnu ikke er lukket.

Vurdering: Selvom det ”kun” er blevet til tre spillere, har Monsieur Wenger trods alt mandet sig lidt op, hvad indkøb angår, hvis man sammenlignet med de sidste par sæsoner. Jeg hører faktisk til dem, der mener, at Arsenal – på trods af de solgte profiler – har et godt hold (jeg kan stadig ikke sige nok godt om Cazorla). Målmanden er der styr på, når han kommer tilbage fra sin skade, forsvaret er godt, når alle er klar, og midtbanen bugner af talent, hurtighed og målgivende afleveringer fra spillere som Mikel Arteta, Oxlade-Chamberlain, Gervinho og Theo Walcott. Kommer kæmpetalentet – og Arsenals nye nummer 10 – Jack Wilshere tilmed tilbage om en måneds tid, hvad prognoserne siger, har holdet en både bred og spændende midtbane og offensiv. De kunne godt bruge en ny og bedre venstre back, hvor Kieran Gibbs i bogstaveligste forstand ikke er Premier Leagues største spiller samt en angriber mere, hvis Giroud falder igennem. Det på trods kunne jeg faktisk godt se Arsenal bryde forbandelsen og vinde en titel i år. I læste det her først!

Tottenham

Inde: Moussa Dembélé (Fulham), Emmanuel Adebayor (Manchester City), Jan Vertonghen (Ajax), Gylfi Sigurdsson (Hoffenheim), Hugo Lloris (Lyon), Clint Dempsey (Fulham).

Ude: Sebastian Bassong (Norwich), Vedran Corluka (Lokomotiv Moskva), Steven Pienaar (Everton), Niko Kranjcar (Dinamo Kiev), Danny Rose (udlånt til Sunderland), Ryan Nelsen (QPR), Ben Ainwick (Barnsley) Luka Modric (Real Madrid), Louis Saha (Sunderland), Bongani Khumalo (PAOK), Massimo Luongo (udlånt til Ipswich), Ryan Fredericks (udlånt til Brentford), Giovani dos Santos (Real Mallorca), Rafael van der Vaart (Hamburg).

Spurs har været meget aktive på transfermarkedet både på den ene og den anden måde. Holdet har sagt farvel til store spillere som Rafael van der Vaart og Luka Modric, men også goddag til folk som Adebayor (permanent aftale), Sigurdsson og Vertonghen.

Med ansættelsen af Andres Villas Boas som ny manager stod det nærmest skrevet i stjernerne, at truppen skulle have en ordentlig overhaling og et par friske pust. Desuden var det velkendt, at den helt store profil (sammen med Bale) Luka Modric ønskede at forlade klubben, hvad han allerede prøvede sidste år. For lige at runde Modric, som har været den måske mest omtalte spiller i hele transfervinduet, så er han endt i sin drømmeklub Real Madrid, som Tottenham i samme åndedrag desuden har indgået en samarbejdsaftale med. Aftalen omfatter et samarbejde om blandt andet spillere, coaching og kommercielle interesser, som det lyder i Tottenhams officielle udmelding.

Om det så betyder, at Mourinho henter Gareth Bale (måske som afløser for ulykkelige Ronaldo?) til sommer, må tiden vise.

Nå, ikke mere snak om Modric, som der umiddelbart er fundet gode erstatninger for i Gylfi Sigurdsson, som tog Premier League med storm i foråret, og Moussa Dembélé. Begge spillere kan anvendes i positionen lige bag angriberen i Villas Boas’ 4-2-3-1 system (der let bliver en 4-3-3), mens Dembélé også kan spille som klassisk central midt. Begge spillere ser spændende ud, Sigurdsson har været Spurs helt store profil i opvarmningskampene, mens Dembele kom ind fra bænken og bragte holdet foran i lørdagens kamp mod Norwich.

De øvrige navne, som skal kæmpe om midtbanepladserne må formodes at være Scott Parker, Sandro og Jake Livermore.

På kanterne huserer Gareth Bale og Aaron Lennon, der i øvrigt begge netop har forlænget deres aftaler med klubben. De får imidlertid konkurrence fra en anden nyerhvervelse, idet amerikanske Clint Dempsey også kan spille på kanten. Da Spurs også har hentet Emmanuel Adebayor og tilmed fortsat råder over Jermain Defoe, må det formodes, at Dempsey ganske hyppigt kommer til at spille på en af kanterne. Mest sandsynligt er det, at Lennon indimellem må vige pladsen.

I forsvaret har Tottenham forstærket sig med den tidligere Ajax-anfører Jan Vertonghen, der kommer til at danne makker med aldrende William Gallas, indtil Younes Kaboul bliver klar igen ovenpå sin knæskade. Gallas er lidt et ømt punkt hos Spurs, der også råder over Michael Dawson og Steven Caulker, der var udlejet til Swansea med stor succes i sidste sæson, til midterforsvaret. Indtil videre er Gallas dog blevet foretrukket af Villas Boas.

Endelig er der kommet konkurrence til 41-årige Brad ”Hell Boy” Friedel, da Spurs har hentet Frankrigs landsholdsmålmand Hugo Lloris. Franskmanden er en rigtig god keeper og en glimrende erstatning for Friedel. Problemet er bare, at Friedel stadig spiller og ikke har tænkt sig at lade sige degradere. Villas Boas har da også udtalt, at den store amerikaner fortsat er nummer 1, en kommentar, der ikke er faldet i god jord hos Lloris. Der skal nok være gang i den ved målmandstræningen i det nordlige London.

Vurdering: Tottenham er på én gang både styrket og svækket. De nye spillere er stærke, og flere af dem har tilmed masser af Premier League-erfaring. I det hele taget er truppen i mine øjne ret god. Til gengæld skal spillerne vænne sig til, at de ikke længere har Luka Modric som omdrejningspunkt. Han ønskede ikke at blive i klubben, og salget giver derfor god mening, men det betyder alt andet lige, at midtbanen skal spilles sammen på ny. Når Scott Parker så tilmed er ude med en skade, kræver det noget tilvænning. Desuden har klubben som bekendt fået en ny træner med nye ideer og koncepter. Også det kræver tilvænning.
Mens Villas Boas’ Chelsea-hold startede som lyn og torden i sidste sæson for siden af gå helt i stå, kan man i Spurs imidlertid håbe at den lidt sløje start med et nederlag og to uafgjorte resultater betyder, at de sprudler, som sæsonen skrider frem. Jeg tror umiddelbart, Tottenham får svært ved at gentage sidste års 4. plads i denne sæson.

Newcastle

Inde: Vurnon Anita (Ajax), Curtis Good (Melbourne Heart), Gael Bigirimana (Coventry), Romain Amalfitano (Reims).

Ude: Leon Best (Blackburn), Fraser Forster (Celtic), Danny Guthrie (Reading), Peter Løvenkrands (Birmingham), Alan Smith (MK Dons), Ryan Donaldson (fritstillet), Tamas Kadar (Roda).

Transferfesten er udeblevet i Newcastle. Både på den ene og den anden måde. Sidstnævnte er de meget glade for i den nordøstlige traditionsklub, er jeg sikker på. Newcastle og træner Alan Pardews helt store målsætning var således at holde på stjernerne Cabaye, Tioté, Demba Ba og Papiss Cissé, og det er lykkedes. De fire spillere er sammen med målmand Tim Krul og forsvarsstyrmand Coloccini synonymer med sidste års fornemme femteplads til The Magpies, der overraskede alt og alle med deres fornemme spil.

Cabaye og Tioté udgør en midterakse så stærk, at kun Manchester City kan være med. Cabaye står for at fordele spillet med sine præcise afleveringer, ligesom han er en stor trussel fra distancen og på dødbolde. Cheick “Mr. T” Tioté fungerer som den evige boldbryder, de færreste Premier League-spillere ønsker at lægge sig ud med. De to spillere, der tilsammen blev handlet for under 10 millioner pund, er altafgørende for, om Newcastle igen i år skal blande sig i toppen af ligaen i en sæson, hvor de samtidig deltager i Europa League.

I angrebet regerer de to senegalesiske angribere, Demba Ba og Papiss Cissé, som sprudlede i hver sin halvsæson sidste år. Demba Ba stod i efteråret 2011 for 15 kasser, hvorefter Cissé kom til og lavede 13 forårsmål. Demba scorede imidlertid blot et enkelt mål i hele forårssæsonen. I år er der imidlertid ikke Africa Cup of Nations, som begge spillere deltog i sidste år, hvorfor især Ba måske vil være mere stabil over hele sæsonen. Ba har foreløbig scoret en enkelt gang, mens Cissé endnu har til gode at komme på tavlen.

Endnu en spiller, som lige bør nævnes, er selvfølgelig Hatem Ben Arfa, der har været den helt store oplevelse indtil videre i denne sæson, og også var det flere gange i sidste. Ben Arfa er spilleren, der kan det ekstra og uforudsete på Newcastles hold og kan meget vel gå en stor sæson i møde.

Se Ben Arfas seneste scoring fra søndagens kamp mod Aston Villa her.

Af de få nyindkøb, Newcastle har foretaget, er det den 23-årige Vernon Anita, der springer mest i øjnene. Anita, der er hentet i Ajax, er hollandsk landsholdsspiller og en meget alsidig type, der kan spille så godt som alle pladser i forsvaret og på den defensive midtbane. I sæsonens første kampe har han spillet på midtbanen i stedet for en skadet Tioté uden den store succes. Det er tydeligt, at han skal vænne sig til niveauet i Premier League.

Newcastle har desuden sagt farvel til en håndfuld spillere, uden at truppen som sådan er svækket. Danny Guthrie er på mange måder en glimrende spiller, men har også været forfulgt at skader, og hverken Peter Løvenkrands eller Alan Smith har haft det store at bidrage med hos Newcastle det seneste par sæsoner.

Newcastle skal desuden undvære enten Tioté eller både Ba og Cissé i op til en måned i forbindelse med Africa Cup of Nations, da turneringen allerede spilles igen i januar og februar 2013. Således besluttede det afrikanske fodboldforbund CAF tilbage i 2010, at turneringen fra næste år skal spilles i ulige år og ikke i lige år, som hidtil har været traditionen. At Newcastle ”kun” risikere at skulle undvære enten Tioté fra Elfenbenskysten eller Ba og Cissé fra Senegal skyldes, at de to lande mødes i den afgørende kvalifikationskamp om deltagelse i turneringen. Måske Newcastle skal heppe på Elfenbenskysten i den kamp og samtidig håbe, at Vurnon Anita har hævet niveauet til januar.

Vurdering: Newcastle er mere sårbare overfor skader til profilerne i forhold til de andre tophold i Premier League. Bliver Cabaye eller Ba/Cissé ramt af alvorlige skader, råder klubben ikke over spillere med et tilnærmelsesvis ligeså højt niveau. Newcastle skal med deltagelsen i Europa League desuden spille flere kampe i år, end de gjorde sidste år. Den ovennævnte Africa Cup of Nations er desuden en overordentlig malurt i bægeret, og hvis både Ba og Cissé potentielt er væk fra midten af januar til midten af februar, bliver kampene mod blandt andre Chelsea og Tottenham ekstra vanskelige.

Det er dog langt fra sikkert, at det er sådan, det kommer til at gå. Ved Africa Cup of Nations i år tabte Senegal alle sine tre gruppekampe og røg ud efter gruppespillet. Desuden er åbner transfervinduet som bekendt igen til januar.

Kan Newcastle undgå svære skader til de bedste spillere, og trækker Africa Cup of Nations ikke for store veksler på de afrikanske stjerner, skal The Magpies nok slutte i top seks-syv stykker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *