12 Jun

Mere end Modric

Croatia v Spain - Group C: UEFA EURO 2012

Det er David mod Goliat, når Kroatien møder værterne og storfavoritterne Brasilien i VM’s åbningskamp. Kroatiens ”hemmelige” men ret suveræne midtbane kan dog blive en af VM’s glædelige oplevelser. 

Af Morten Øyen Jensen

Det er nok kun få som regner med, at Kroatien kan true Brasilien ved VM. Kroatien står da også over for en David mod Goliat-agtig opgave, når EU’s nyeste medlemsland skal møde fodbold-giganterne, VM-favoritterne og værterne fra Brasilien i årets åbningskamp.

Ser man alene på historikken, vil det også være et sandt nybrud, hvis Kroatien skulle vinde: I de otte åbningskampe ved VM, hvor værtsnationen har været part, er det aldrig blevet til nederlag til hjemmeholdet.

Men hvor vi alle kender de fleste stjernespillere fra Brasilien, og nok alle har store forventninger til deres spil, hvad kan vi så forvente os af Kroatien?

Kort fortalt: en kreativ midtbane, en sand målbomber i angrebet og en svag defensiv.

Kreativ super-midtbane
Mest interessant er midtbanen. Real Madrids Luka Modric er dirigenten og er Kroatiens store stjerne. Modric var allerede i en ung alder stjernen i Dinamo Zagreb og er efter et vellykket ophold i Tottenham endt hos de allerbedste i Real Madrid. I år har han i perioder måske været den bedste midtbanespiller i verden og har været en afgørende faktor for, at Real Madrid i år vandt Champions League.

Modric danner den kroatiske midtbane sammen med Ivan Rakitic og Mateo Kovacic. Og de to andre navne bør man huske. Rakitic har haft en fantastisk sæson i Sevilla, der blev kronet med Europa League-titlen. Meget tyder endda på, at FC Barcelona allerede har sikret Sevillas midtbane-general, og det er derfor, at det spanske tiki-taka-hold er villige til at give slip på bysbarnet Cesc Fabregas. Ret vildt, hvis man lige tænker over det.

20-årige Kovacic har haft det vanskeligere i Inter, som han kom til sidste år efter to mesterskaber i træk med Dinamo Zagreb. Det skyldes dog mere holdets generelle tilstand end hans potentiale, som blandt andet blev vist i årets sidste hjemmebanekamp, hvor han lavede to vilde assists i 4-1 sejren over Lazio.

Kovacic er jagtet af flere af de største engelske klubber, og legendariske men kyniske Zvonimir Boban er kæmpefan, mens gamle Giovanni Trapattoni har beskrevet ham som et ”mix mellem Kaka og Seedorf”.

De tre udgør en ret spændende, boldsikker og meget kreativ midtbane. Teoretisk kan de rotere, da alle tre kan spille de klassiske midtbane-positioner, men det forventes, at Rakitic og Modric vil ligge mere dybt, og så med Kovacic mere som en ”10’er” lidt foran. Kroatien har dog også i nogle kampe “vendt trekanten”, så Kovacic var den, der lå dybt med de to andre foran.

I kampen mod Brasilien kan det dog godt tænkes, at Kovacic ofres helt, fordi mere fysiske defensive dyder kræves mod den brasilianske offensiv. Det kunne meget vel give spilletid til den mere klassiske defensive midtbanespiller Ognjen Vukojevic, der til daglig spiller i Dynamo Kiev. Eller måske “den nye Modric” (som trådte til i Dinamo Zagreb, da Modric blev solgt til Tottenham, og sidenhen er endt i Hamburger SV) Milan Badelj, der godt nok er småskadet, men alligevel er endt med at komme med til VM.

Mandzukic ude mod Brasilien
I angrebet er den store stjerne Bayern München-bomberen Mario Mandzukic. Desværre har han karantæne i åbningskampen mod Brasilien efter et direkte rødt kort efter en vandvidstackling mod Johann Gudmundsson i VM-kvalifikationskampen mod Island.

Når Mandzukic er med, er han normalt ellers en sikker målmaskine. Ved EM i 2012 i Tyskland var han delt topscorer, og i år er han i Bundesligaen kun overgået af målmageren i Borussia Dortmund, Robert Lewandowski.

Ivica Olic spiller normalt på venstre fløj, når Mandzukic er med, men vil i kampen mod Brasilien godt kunne rykke helt op på toppen. Han er også en målfarlig herre og har med sine 34 år bag sig en stor rutine. På højre fløj ventes Kroatien at spille med stærke Ivan Perisic, der det seneste år har været klubkammerat med Olic i Wolfsburg. Selvom Perisic spiller fløj, trækker han ofte ind i banen og laver mål. Sammenlagt har de to kroater scoret 24 mål for Wolfsburg i den seneste sæson.

I angrebet kan Kroatien også vælge at spille med Brasilien-fødte Eduardo, som nogle nok kender fra tiden i Arsenal, men de seneste sæsoner har lavet mål for Shaktar Donetsk i Ukraine.

Problemer i bagkæden
Kroatiens store problem er bagkæden, der kort fortalt ikke har samme niveau som det øvrige hold. Højrebacken Darijo Srna, der både er Kroatiens og Shaktar Donetsks anfører, samt midterforsvaren Vedran Corluka med en fortid i Manchester City og Tottenham og nu spiller i Shaktar Donetsk, forventes at være faste startere.

Man må så nok forvente, at Corluka får Dejan Lovren, der har haft en rigtig god sæson i engelske Southampton, som partner i midterforsvaret. Men det har ikke været givet i kvalifikationskampene. Desuden blev bagkæden uheldig ramt i den sidste træningskamp op til VM, hvor venstrebacken Danijel Pranjic blev skadet, hvilket kun har skabt mere usikkerhed om den kroatiske bagkæde.

Fakta som bør få Kroatien til at frygte den brasilianske offensiv. Heldigvis for Kroatien er det ikke kun nummer et fra gruppen, som går videre. Kroatiens øvrige kampe i puljen er imod Cameroun og Mexico.

Brasilien-Kroatien indleder VM i fodbold torsdag 12. juli kl. 22 dansk tid. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image