22 Apr

Mens vi venter på Canelo vs. Golovkin

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20To af boksningens allerstørste stjerner har direkte kurs mod hinanden. Fra Kasakhstan i øst til Mexico i vest står to mastodonter i en sport, der har brug for globale superstjerner. Det har den i Gennady Golovkin og Saul “Canelo” Alvarez.

Af Tyson William Lyall

Kasakhstan mod Mexico.

Der findes næppe mange sportsgrene i verden, hvor sådan et match-up er lig med storhed, milliongager og amerikansk hype i Super Bowl-klassen.

Det er det desuagtet indenfor boksesporten.

Her kommer to af tidens allerstørste stjerner nemlig henholdsvis fra Karaganda langt ude på den kasakhstanske steppe og fra millionbyen Guadalajara i det subtropiske Mexico.

To mastodonter, som kan være med til at sikre boksningens globale relevans.

Fra Mexico nationens førsteelsker: den rødhårede James Dean, Saul “Canelo” Alvarez.

Fra Kasakhstan sportens mest frygtede jernnæve: sønnen af en russisk minearbejder, Gennady Golovkin.

Begge er de blandt den ypperste elite indenfor deres sportsgren. Begge kæmper de normalvis indenfor samme vægtklasse, og til glæde for alverdens boksefans har de direkte kurs imod hinanden.

Vi fortæller her historien om to vidt forskellige karakterer og boksere, som i et opgør vil kunne tilbyde sporten den storkamp, Manny Pacquiao og Floyd Mayweather ikke formåede at levere for et års tid siden.

Humble and hard hitting
Gennady Golovkin er den ”klassisk” uddannede østblokbokser, som bærer mindelser om Sovjets olympiske atleter. Han er godt skolet med en teknisk komplethed, en imponerende ro i ringen, en fremragende evne til at skære ringen af for sin modstander og ikke mindst en medfødt gave af en slagkraft.

Golovkin kan smile, og han tager sig ud som et venligt gemyt med sine smilehuller og drengede frisure, men i ringen er han usædvanlig determineret og kynisk. En mellemvægternes Mike Tyson er han lidt upræcist blevet beskrevet, men øgenavnet rammer plet, hvad angår Golovkins ”Tysonske” evne til at kløve modstandere ned på række.

34 sejre og 0 nederlag står der på cv’et for nuværende, og referencen til ”The Baddest Man on the Planet” kommer særlig til sin ret, når det hertil føjes, at de 31 sejre er kommet via knockout.

De seneste 21 kampe i træk har han slået sin modstander ud før tid, og man skal dermed næsten otte år tilbage for at finde Golovkins seneste pointsejr. Netop den sejr kom i øvrigt en smule kuriøst i Danmark, hvor Golovkin i 2008 mødte algeriske Amar Amari i Brøndby Hallen (ved Kessler vs. Sartison-stævnet).

Dengang boksede Golovkin under det tyske management Universum, som i alt for høj grad syltede hans karriere til fordel for deres ”egne”, tyskerne Felix Sturm og Sebastian Zbik. Eftertiden har i øvrigt vist, at ingen at de to havde samme potentiale som Golovkin. Det lykkedes i 2010 Golovkin at slippe ud af de tyske lænker, og siden har han haft hjemmebane i USA under promotionsselskabet K2 og træner Abel Sanchez i Big Bear, Californien.

I USA har amerikanerne i høj grad taget den hårdtslående og ydmyge kasakher til sig. Hans slagkraftige boksestil giver selvsagt mange tilhængere, men også hans personlige stil er tiltrækkende. Således adskiller han sig markant fra arrogante og selvhævdende boksepersonligheder som Floyd Mayweather, Adrien Broner eller Tyson Fury,

Golovkin er den ydmyge arbejdsmand med boksehandsker på. Han er i sporten for at udføre et stykke arbejde og tjene sin familie og sit lands ære. Den såkaldte “lir” udenfor ringen efterlader han til andre. Man vil derfor næppe se Golovkin sætte ild til en 100 dollarseddel som Floyd Mayweather eller kaste sine byttepenge på gulvet i et supermarked som Adrien Broner.

Problemet for Golovkin har imidlertid været, at han har haft svært ved få lov at udføre sit arbejde. Først var han hæmmet af årene i den tyske syltekrukke, og siden har han været en af de mest “avoided” boksere i verden. Trods sejre ovre respektable navne som Martin Murray, David Lemieux, Daniel Geale og Marco Antonio Rubio er Golovkin aldrig for alvor blevet matchet med en modstander fra sin egen høje hylde.

Den 34 årige kasakher har ellers hjemme i mellemvægtsklassen, hvor en håndfuld mega-stjerner har været indenfor vægtmæssig rækkevidde de senere år. Det er imidlertid aldrig lykkes at få ham puttet i ringen mod navne som Miguel Cotto og Sergio Martinez eller de lidt tungere Mikkel Kessler, Carl Froch og James DeGale.

Golovkin er imidlertid ved at opnå så stor stjernestatus i USA, at honoraret for at bokse mod ham alene vil kunne trække kvalitetsmodstand til sig. Golovkin er nemlig blevet én blandt en lille skefuld boksere i verden, som kan trække pay-per-view (PPV) på de amerikanske kanaler (HBO).

Da han debuterede som PPV-hovednavn på HBO i oktober sidste år, var det således lykkedes at få højtrangerede David Lemieux til at gå i ringen med Golovkin. Lemieux er ikke nogen stor verdensstjerne, men gik alligevel ind til Golovkin-kampen med et IBF-bælte og en rekordliste på 34-2 uden nederlag siden 2011. Afskrækkende for fremtidige modstandere var ”desværre”, at Golovkin undervejs fik Lemieux til at se niveauer dårlige ud.

Gense hele kampen her.

Den mexicanske verdensstjerne
Særligt én modstander af allerhøjeste kvalitet lader dog til at være klar på de fleste typer udfordringer. I 25-årige Saul ”Canelo” Alvarez har Golovkin den udfordrer, som kan matche ham på både stjernestatus, bokseevner og mandsmod. Canelo er som Golovkin en ypperlig sportsmand, som tilsvarende har – det for boksesporten så vigtige – ”marketability”.

Canelo kan trække overskrifter og sælge billetter. Han kan ”headline” et amerikansk PPV-show og sælge merchandise. Ikke bare i hjemlandet Mexico, hvor han er et kæmpe navn, men også i USA, hvor han trods sit dårlige engelsk også nyder stor anerkendelse.

I forhold til et opgør med Golovkin er Canelo påfaldende nok mere erfaren i de professionelle rækker. Trods en række store præstationer har Golovkin ikke det samme imponerende cv som Canelo, der har 48 kampe i en alder af 25 år.

Canelo været heldigere, dygtigere og modig nok til at få stablet en del flere topmodstandere på benene end Golovkin. I betragtning af hans unge alder, er det nærmest uvirkeligt, at han allerede kan fremvise sejre over boksere som Erislandy Lara, Austin Trout, Miguel Cotto og Shane Mosley, hvor kun sidstnævnte med rette kan siges at have været en smule plukkemoden, da Canelo satte tænderne i. De andre navne blev alle pillet ned fra allerøverste hylde.

Den eneste ridse i Canelos renommé er nederlaget til Floyd Mayweather i 2013. Som bekendt er det ikke lykkes for nogen bokser overhovedet at besejre Mayweather, men Canelo havde været et oplagt bud på “the man to beat the man”.

Indsatsen var bare ikke god nok. Nederlaget var ikke Canelo værdigt. Efter 12 runder blev Mayweather tildelt en majority desicion (to dommere med Mayweather-sejr og en dommer med uafgjort), men nederlaget var fuldkommen enstemmigt i de fleste neutrale aktørers øjne.

Siden har Canelo i den grad genetableret sig og står i dag – med bred konsensus – som en af boksesportens 5-10 bedste boksere pund-for-pund, ligesom han må være i top 3 målt på ”star-quality”.

Som bokser er han teknisk og taktisk dygtig, og er ligesom Golovkin en stoiker i ringen. Der er forskellige holdninger til kvaliteten af hans forsvar, men hans seneste opgør mod verdensstjernen Miguel Cotto i november sidste år, må have fået kritikerne til at revurdere deres analyse. Gennem 12 runder leverede han en fantastisk disciplineret defensiv indsats, hvor den vanvittigt dygtige Cotto havde ualmindelig svært ved at fange Canelo, som bevægede både fødder, overkrop og hoved intelligent og vandt en fortjent unanimous decision.

Canelo er ikke den typiske mexicanske fighter, som går i krig med paraderne hængende lavt og intentionen om at tage et slag for at give et. Han er i højere grad en strateg, som dog ikke er uden kraft i næverne. Indtil videre har han 32 knockouts i karrieren. En af de bedre er fra 2015, hvor han slukkede lyset hos kapable James Kirkland i det, Ring Magazine siden kårede som årets KO.

Et af de helt store – og forståelige – kritikpunkter af Canelo er, at han i irriterende grad insisterer på at bokse efter en såkaldt catchweight på 155 pund. Grænsen for letmellemvægt går ved 154 pund og mellemvægtgrænsen ved 160. Bokser man mod Canelo, skal man imidlertid som regel gå med til 155 punds-grænsen, hvilket derfor blot er et sølle pund (453 gram) over let-mellemvægtsgrænsen, men alligevel tillader ham at kæmpe om mellemvægtsbælterne. Kritikerne – herunder Golovkin – kalder derfor 155 pund for ”Canelo-weight”. Golovkin og hans træner Abel Sanchez håner derfor Canelo for sit 155-punds-fokus og beder ham respektere mellemvægten som klasse.

Spillet om vægten
Canelo insisterer på, at opgøret mod Golovkin skal foregå på 155 pund, men det er i virkeligheden et absurd krav, da Canelo så vidt vides normalvis faktisk vejer mere end Golovkin på selve kamptidspunktet.

Da Golovkin mødte Lemieux i november, rehydrerede han ifølge HBO til en uofficiel kampvægt på 170 pund (indvejning er som regel dagen før). Da Canelo i maj 2014 mødte Alfredo Angulo vejede han eksempelvis hele 174 pund på kamptidspunktet, mens (onde) rygter vil vide, at han var nået helt op på 180 pund til opgøret mod Cotto sidste år.

Men hvad er der egentlig med det opgør mellem Golovkin og Canelo, tænker læseren måske? Ja, det er endnu slet ikke på plads. Men det skal nok komme, og når det gør, bliver det stort.

Først har de kampe i april og maj, som skal overstås. Karakteristisk for deres karrierer, skal Golovkin lørdag aften over endnu en ”mens vi venter på storkampen”-modstander (mod Dominic Wade), mens Canelo har kastet sig ud i et usædvanlig interessant match-up. Den 7. maj møder han engelske Amir Khan, som hører til blandt sportens allerstørste navne. Khan er weltervægter, og har aldrig bokset over 147 pund, mens Canelo som sagt hører hjemme på de 155 pund.

I sit udgangspunkt et halv-bizart match up, som kom bag på hele bokseverdenen, da det blev offentliggjort tidligere i år. Briterne talte mest om et opgør mellem landsmændene Amir Khan og ubesejrede Kell Brook, mens alle andre talte om Canelo mod Golovkin. Men efterhånden som kampen nærmer sig, og billeder af en stadig mere muskuløs Amir Khan slipper ud fra træningslejren, begynder opgøret at give mening.

Al respekt til Dominic Wade og især Amir Khan, men de er blot et forspil til det, der skal blive boksesportens største kamp de senere år. Den 16. september – i de bokseglade mexicaneres ferie – er i spil som kampdato, men Sport fortalt tror mere på et forårsopgør i 2017.

Hvem der så bliver favorit til det opgør og hvad vi kan forventes af opgøret, vender vi med garanti tilbage til.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *