07 Sep

Mens vi (stadig) venter på Golovkin vs. Canelo – og mister respekten for De La Hoya imens

Skærmbillede 2016-04-22 kl. 09.56.20
Boksefans verden over hungrer efter et opgør mellem Gennady Golovkin og Saul ”Canelo” Alvarez. Ingen aftale er på plads, og det går primært udover sidstnævntes popularitet. Sport fortalt kigger på årsagerne til, at Canelo er ved at blive yndlingshadeobjekt i boksesporten.  

Af Tyson William Lyall

Klodens største mulige bokseopgør lader vente på sig.

Matchningen af kazakhstanske Gennady Golovkin og mexicanske Saul ”Canelo” Alvarez er stadig uden dato, og boksefans må endnu blot håbe på, at parternes påståede forhandlingsvilje er oprigtig.

Mens opgøret i ringen venter på en sejrherre, står det pt. klart, at Golovkin fører stort i kampen om (bokse)offentlighedens sympati.

Canelo har ganske vist sin store og loyale fanbase, men blandt de fleste neutrale boksefans lader stemningen til at vende sig imod det mexicanske håb.

På internetfora, i Youtube-videoer og i journalisternes spørgsmål afspejles den tiltagende opinion: Canelo fedtspiller sig frem i sin karriere.

En hårdnakket insisteren på at bokse på såkaldt catchweight, gentagende opgør mod åbenlyst lettere modstand (i kilo) og det manglende opgør mod Golovkin er begyndt at gøre indhug i den rødhåredes popularitet.

At Golovkin vinder image-opgøret imellem de to, er imidlertid ikke nødvendigvis kun Canelos egen skyld.

I kampen om publikummets og pressens gunst lader den særligt svage part snarere til at være Canelos promotor – tidligere topbokser Oscar De La Hoya.

Not so golden promotion
The Golden Boy, som De La Hoya blev kaldt i sin aktive karriere, og som han nu kalder sit promotor-selskab, har Canelo som sit absolutte hovedprodukt.

Og det produkt er bestemt værd at værne om. Trods sine blot 26 år har den rødhårede mexicaner allerede været blandt sportens absolut største profiler i en håndfuld år.

Med forvaltningen af Canelos karriere gør De La Hoya og Canelo-lejren det dog svært at holde af det ellers sympatiske og dygtige, unge boksefænomen.

Når pilen i overvejende grad peger på De La Hoya og Golden Boy, bunder det først og fremmest i, hvad parterne selv siger. Selvom boksesporten i høj grad indhylles i røgslør af promotors, managers mm., så er De La Hoya og Golden Boy ganske åbne omkring, hvorfor Canelos karriere forvaltes, som den gør.

I artiklen ”The Building of Canelo” fra juli-udgaven af Ring Magazine gør Golden Boys præsident Eric Gomez rede for den ”measured risk”-tilgang, som dikterer virksomhedens forvaltning af Canelos karriere. Ethvert Canelo-opgør indeholder naturligt en risiko, men det skal være en nøje afmålt en af slagsen, lyder forklaringen.

Det er den samme tankegang, som gør forsikringsselskaber rige, skriver Ring Magazine i artiklen.

Og her er netop ét af Golden Boys åbenlyse problemer i ”image-kampen” mod Golovkin.

Boksning er nemlig sjældent interessant, når aktørerne agerer som forsikringsselskaber.

Golden Boy-præsidenten er selv klar over det og tilføjer blandt andet:

”When you´re developing a fighter you get to a certain point and then you have to turn them loose to sink or swim.”

Det punkt burde for længst være nået for Canelo, men endnu lader Golden Boy ikke til at ville slippe ham løs, så længe Golovkin lurer i farvandet.

Med sin status, sit talent og sin rekordliste falder Canelos anseelse dramatisk som konsekvens.

Det helt store problem for Canelo i denne sammenhæng er Golden Boys absolutte afhængighed af ham. Efter den tidligere CEO Richard Schaefer forlod virksomheden i 2014, lå Golden Boy i noget nær ruiner. De La Hoya sagsøgte Schaefer for bevidst at have ladet bokseres kontrakter løbe ud, så Schaefer kunne tage dem med videre til boksesportens mystiske fyrste, den sky forretningsmand Al Haymon.

Alt imens fes De La Hoya ind og ud af afvænningsklinikker i kampen mod narkotikamisbrug og lod sin forretning køre tæt på afgrundens rand.

Da De la Hoya – med egne ord – fandt sine ben igen, stod han mere eller mindre tilbage med Canelo som eneste indtægtskilde. Sådan er det i grove træk endnu, og det vil De La Hoya for alt i verden ikke miste.

Golden Boy har navne som Jorge Linares, Francisco Vargas, Sadam Ali, Bernard Hopkins og David Lemieux at falde tilbage på, men ingen af dem kommer i nærheden af Canelos værdi.

”We know what he means to our company. He’s our franchise,” siger Eric Gomez til Ring Magazine og noterer sig, at der er et enormt pres på hele virksomheden, hver gang Canelo bokser.

Læs også: “Mens vi venter på Canelo vs. Golovkin”

Eksemplet Erislandy Lara
Et af de mest åbenlyse argumenter for, at det primært er Golden Boy, der kører med håndbremsen trukket i forhold til Canelo, findes i hans personlige tilvalg af flere modstandere – særligt illustreret med 2014-opgøret mod cubanske Erislandy Lara.

Sidstnævnte må nemlig regnes som en af de allermindst attraktive modstandere i boksesporten overhovedet, når man vurderer risiko overfor gevinst. Lara er en ekstremt dygtig bokser, som dog deler den skæbne med sin landsmand Guillermo Rigondeaux, at hans boksestil ikke i nævneværdig grad påskønnes af det afgørende amerikanske publikum.

I forhold til Golden Boys ”measured risk” er Erislandy Lara alt for dygtig i forhold til det mulige udbytte. Canelo kom samtidig med et nederlag til Floyd Mayweather fra 2013 i baggagen, og Golden Boy ville derfor ikke røre Lara med en ildtang.

”There was no way I wanted that fight. He was another mover,” siger Eric Gomez med henvisning til Laras ligheder med Floyd Mayweather.

Men Canelo overrulede sine promotore og tog opgøret og en ekstremt smal sejr over Lara.

Golden Boy byggede ellers oprindelig Canelo langsomt op med opgør mod falmende, men genkendelige navne som Carlos Baldomir, Matthew Hatton, Kermit Cintron og Shane Mosley. Klassisk karrierehåndtering.

Den lineære opbygning er blevet afbrudt af de gange, Canelo selv er trådt til og har set stort på forsikringsmatematikken og har insisteret på opgør mod Austin Trout, Floyd Mayweather og Erislandy Lara – alle tre opgør, som Golden Boy arbejdede imod, indrømmer Eric Gomez.

Den 88-årige Hall of Fame-promotor Don Chargin, der fungerer som mentor for De La Hoya og Golden Boy, beskriver i den sammenhæng Canelo som ”a little different than most guys.”

”Most guys you bring along and they want easier fights but Canelo really wanted to fight the best. It was Canelo who insisted on the Mayweather fight, when Golden Boy wanted to wait, which would have been right from a promotor’s standpoint. He’s the one who wanted Trout when nobody wanted to fight Trout,” siger han – også til Ring Magazine.

Når Canelo øjensynligt insisterer på at møde de bedste, må spørgsmålet derfor naturligt være, hvorfor han så ikke overtrumfer Golden Boy i disse dage og står fast på et møde med Golovkin.

I dette tilfælde er forklaringen formentlig, at Canelo har nået den samme konklusion som de fleste andre: Risikoen for et nederlag til Golovkin er betragteligt større end mod Lara og Trout – men dog næppe Mayweather.

Det handler derfor om at tage sig så godt betalt som muligt, og her kan parterne ifølge Canelo selv ikke finde hinanden endnu. Forhandlingerne besværliggøres af, at Canelo-lejren (ikke urimeligt) betragter sig som ”A-siden”, da Canelos pr-værdi og fanbase er større.

Bokserne virker indforstået med det, og så er vi igen tilbage ved managementsiden. Den (utroværdige) forklaring fra De La Hoya lyder blandt andet, at Canelo er en naturlig letmellemvægter (154 pund), og at hans krop derfor ikke er klar til Golovkin endnu. Det giver selvsagt ikke den store mening, når Canelo som regel vejer langt mere, end Golovkin plejer at gøre på selve kampdagen (indvejning finder som regel sted et døgn inden kampstart).

Spørgsmålet må være, om De La Hoya reelt ønsker, at Canelos krop skal blive “klar”, mens Golovkin stadig er på toppen.

Hvad med Golovkin?
Men når Canelo allerede som 26-årig har mødt folk som Floyd Mayweather, Miguel Cotto, Erislandy Lara og Austin Trout, hvorfor stiller ”folket” sig så bag Golovkin, der om nogen mangler at møde modstand fra sin egen høje hylde?

Golovkin regnes fortjent som en af sportens absolut bedste boksere på tværs af vægtklasser, og samtidig er han én af blot en håndfuld boksere, som kan trække pay-per-view-arrangementer.

Det bunder dog mere i hvordan han har præsteret – snarere end mod hvem. Der er naturligvis langt fra tale om en Brian Nielsen-oppustet rekordliste, da han har mødt respektable navne som David Lemieux, Martin Murray, Grzegorz Proksa og Daniel Geale på gode tidspunkter i deres karrierer. Men cv’et er stadig ganske spinkelt for en mand på toppen af boksesporten.

Golovkins popularitet bunder – foruden i den medrivende måde, han slagter modstandere indenfor rebene – efter alt at dømme også i dét, De La Hoya og Canelo ikke formår at håndtere, nemlig kunsten at styre fortællingen om bokseren.

Golovkin har (unægteligt ganske fortjent) indtaget positionen som sportens mest undgåede bokser, og den slags skaber sympati. Golovkin vil møde enhver, proklamerer han, og oplever konstant, at hans handske ikke bliver taget op. Sådan er fortællingen om ham i alt fald.

Alene op til Golovkins kommende opgør mod engelske Kell Brook er det offentligt kendt, at Golovkin-lejren (K2 Promotions) forgæves forsøgte at få opgør i hus med (i nævnte rækkefølge): Canelo, Billy Joe Saunders og Chris Eubank Jr.

K2 er ligesom Golden Boy temmelig afhængige af sit topnavn, Golovkin, men K2 og Golovkin fedtspiller øjensynligt ikke. Det har de med Golovkins 34 år simpelthen ikke tid til.

Den kommende lørdag venter så et opgør mod engelske Kell Brook i London. I udgangspunktet et bizart match up, som overraskede bokseverdenen på samme vis, som offentliggørelsen af Canelo vs. Amir Khan gjorde tidligere på året.

Weltervægteren Brook bevæger sig to vægtklasser op, og selvom han er ubesejret, og selvom hans promotor Eddie Hearn har forsøgt at karakterisere ham som noget nær en naturlig mellemvægter, er faktum, at han skal bokse 13 pund (knap 6 kilo) over sin normale vægtklasse i et opgør mod et mellemvægts-bæst.

Det er virkelig modigt – og meget lidt ”measured risk” – men det kan også ende rigtig grimt for Brook. Sport fortalt forudser en KO-sejr til Golovkin indenfor de første syv omgange.

Mens vi venter
Sport fortalt har tidligere spået, at Canelo og Golovkin mødes til næste år. Arbejdstitlen hedder ifølge parterne lige nu september 2017, og det er derfor ikke overraskende, at de begge bokser videre indtil da.

Det er imidlertid ganske overraskende – og ikke mindst voldsomt bidragende til Canelos falmende image – at hans næste modstander hedder Liam Smith.

Den 17. september går han i ringen mod Smith, som isoleret set er en ganske kapabel bokser. Canelo skal utvivlsomt op på sit topniveau for at besejre den næstyngste af de fremragende Smith-brødre.

Problemet er blot, at stik imod hvad de fleste fans havde regnet med og håbet på, så valgte Canelo efter sit titelforsvar mod Amir Khan i maj at afgive sit WBC-bælte i mellemvægt og træde NED(!) i vægt for at kæmpe om Liam Smiths  WBO-letmellemvægtsbælte.

En helt imponerende tonedøv handling, som for alvor har brændemærket Canelo som en ”duck”, en Canela etc.

Stævnet, hvor Canelo møder Smith, er samtidig endnu et vidnesbyrd om, at kritikken af De La Hoya som promotor bunder i andet og mere end hans beskyttelse af Canelo med utroværdige udmeldinger og defensive strategier.

Kigger man på det undercard (øvrige program), Golden Boy har stablet på benene til Canelo vs. Smith, er det næsten tåkrummende pinligt, at stævnet skal afvikles på AT&T Stadium i Texas med plads til 80.000 tilskuere og at udbydes som pay-per-view på HBO.

Højdepunkterne på undercardet hedder Gabe Rosado vs. Willie Monroe og Joseph Diaz vs. Andrew Cancio. To interessante opgør, hvor særligt Rosado vs. Monroe virker som et match up med garanti for underholdning, men det er desuagtet ikke godt nok for et stævne af den karakter.

Kaster man et hurtigt blik tilbage på nogle af HBO’s seneste pay-per-view-stævner, som ikke har været arrangeret af Golden Boy, så blegner Canelo vs. Smith-stævnet fuldstændig.

Til Pacquaio vs. Bradley III i april boksede Gilberto Ramirez og Arthur Abraham eksempelvis om WBO’s supermellemvægts-titel, mens et fedt fjervægtsopgør mellem Oscar Valdez og Evgeny Gradovich blev akkompagneret af opgør med afsindigt interessante up-and-coming folk som Oleksandr Gvozdyk, Egidijus Kavaliauskas og Jose Carlos Ramirez.

Alle tre navne, som læseren i øvrigt bør notere sig – der gemmer sig formentlig en kommende verdensmester eller to imellem.

Med Canelo vs. Smith-stævnet samler Golden Boy i stedet tråden op fra stævnet med Canelo vs. Khan fra maj, hvor undercardet tilsvarende var imponerende uinteressant – med Glen Tapia mod David Lemiuix som største opgør.

Eksemplerne er mange, men konklusion enkel: De La Hoya er alt for letvægtig som promotor i disse år. Han har et guldæg i Canelo, men folk vil miste interessen og respekten, hvis han udelukkende bruger tiden på at pudse ægget og ikke sætter det på spil.

Han skal finde den rette balance mellem udbytte og risiko, og det er han efter alt at dømme ikke dygtig til for tiden.

Det må Canelo også kunne se. Spørgsmålet er, om De La Hoya så kan holde på ham i længden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Sport Fortalt Sport Fortalt
Responsive Menu Image Responsive Menu Clicked Image